Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Al den dansen og al den berøring havde været som en svævende drøm - akavet, indtil hun fik ham til at give slip og nyde deres samvær. For når hun nu var så løs og lystig i sine bevægelser, så var det svært at være den forstenede hingst, der egentlig følte det meget grænseoverskridende at danse. De gule øjnes gnister var et lille smil. Hendes varme. Hendes krop der så langt sundere ud end sidst, omend stadig muskelfattig. Alting var på vej ind i en rigtig retning. Og historien ville forhåbentlig blive enestående på den gode måde. Cosette ønskede magt. Måske ville det knuse hende, men lige nu så det ud som om, at hun kunne få det hele. Hans øjne beundrede hende.
Vidste hun det selv?

Låsen i hans hjerte var dog ikke til bare at stikke en nøgle i og dreje hårdt om, så den klikkede åben. Det var hårdere end som så. Der skulle en boltskaks til også - og man skulle være forsigtig med pigtråden, der strammede bag lænkerne. Jo nogle gange føltes det som at samle et puslespil hvor alle brikkerne var sorte... Svært. Ikke umuligt - men næsten, uden den rette tid og vilje. At være til var en velsignelse - livet var givet så smukt og så kært havde han det også. Det ændrede bare ikke på traumerne og kampen i det indre. Hendes stemme brød igennem. Øjet vendte sig langsomt imod hende, alt føltes kvælende et øjeblik, så tungen ikke fandt sit brug. Okay.
Han trak nu faktisk svagt på et skævt smil. Hun blev ikke bange - men bekymret. Han trak vejret igen, som havde han holdt det og et smask lød øm fra hans hals. "Et andet sted, et bedre tidspunkt... Måske vil han forklare det der." hviskede han stille.

Fuldstændig uden varsel blev lyde, der ikke var festens lyde, stønnet fra et andet sted og i det samme Cosette lagde an til at gemme sig fra det, fulgte han med. Øjnene var store og meget ophidsede - nærmest sure. Det var Dawn. Dawn of Death. Allerede efter hans moder, lå han nu på ryggen af hans veninde. Vrede boblede nu i den unge hingsts mave og han spekulerede på hvad Dawnya ville sige i denne situation.

"Det er Dawn." hviskede Narrator en smule irritabelt. "Dawn of Death, flokleder i Slavian og han ser ud til at parre sig med sin lederhoppe..." Narrator var alt for fuld og chokkeret til at finde rationelle tanker... han vendte sig med fokus på Cosette nu. "Skønne Cosette, han har set for meget til at kunne nyde aftenen her mere... Hendes selskab har været en ære, men natten kalder på ham." hans øjne var påvirkede af uro - og alkoholen gjorde det svært at holde sig i skindet.

Den grå hingst med den måneblå hårpragt var ikke længere uigennemskuelig for Cosette. Det havde sikkert noget at gøre med alkoholens påvirkning, men det var tydeligt at hingsten sydede af en underliggende vrede. Den unge hoppe spidsede ører og kunne mærke hvordan stemningen ændrede sig og blev anspændt. Pludselig løftede alkoholens magiske slør sig fra hendes sind, og det hele blev meget - mærkeligt. Forsigtigt kastede hun et blik ud på de parrende heste, og slog da blikket tilbage til Narrator der så ud til at skære tænder.
Dawn of Death, var denne famøse hingsts navn. Selvfølgelig skulle floklederen have lov at bedække sin lederhoppe, men på denne måde virkede det næsten som en magtdemonstration - og endnu mere ifølge Narrators reaktion. Disse sjæle måtte stå ham nært på den ene eller den anden fjerne måde siden det gik ham sådan på. Selvfølgelig, det var meget forstyrrende, men Cosette følte ikke vrede. Hendes bekymring for Narrator forlod ikke hendes blik, men blev istedet indskudt med undren. Netop som den forbavsede hoppe ville lette stemningen med en kæk bemærkning, blev hun mødt af det gule, intense blik og hun frøs.

Uden videre takkede Narrator af for aftenen og lod til at ville forlade hende... for nu. Det kom bag på hende. Følelsen. På en måde sårede det hende en anelse, at hun nu igen måtte se ham gå uden at få sat hendes følelser til tale, men... Hun ville ikke holde på ham. Ikke når han virkede til at have sine egne indre kampe at måtte udrede. I stedet, som var det per automatik forlod bekymringen hendes blik og i stedet blev det koldt og optaget. Som var hans afsked ligegyldig og hans ord blot nogle af mange. Pludselig var Cosette klar til blot at nikke samtykkende, forstående - for så blot at gå. At forlade ham på en måde der var lige så kort for hovedet som alle hendes modparter i hendes fortid havde forladt hende. Dog kom hun kun til at nikke, for følelsen greb hende og det smertede hende for meget at lade som om der ikke var noget i hende der ønskede at holde fast. At forblive i hans selskab, lytte til hans berusende stemme, mærke hans pulserende hjerte og varme skind imod sit. Så da, i et flygtigt øjeblik inden han forlod hende strakte hun sin rosa mule frem og rørte siden af hans. De krystalblå øjne fangede hans dybe, gule i et intenst og hudløst ærligt sekund idet hendes dæmpede stemme, strippet for alle facader lød:

"Lov mig at vi ses igen". Hun tog en dyb vejrtrækning og lod et lille pust forlade hendes næsebor, inden hun lod mulen skubbe hans væk. En fortolkning af hendes indre tværkamp der ikke ville acceptere at hun ikke var okay. Den musegrå hoppe, fuldstændigt fanget i hendes hoved i et virvar af følelser og berusethed, fik drejet om sig selv og begyndte at forlade scenen med udstrakte, stærke og taktfaste skridt - væk fra pladsen, træerne, maden, musikken... væk fra ham. Kun et sidste flygtigt kig over skulderen var hvad der kunne indtjene det sidste glimt af Narrator inden hun med sammenbidte tænder slog et slag med den fyldige hale, så frem og satte i galop.


Fin

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hans gule blik var ædt op ad en form for nyt had. Bedst som Dawnya havde fået de to hingste til at tolerer hinanden, være i selskab og Narrator endda måske havde turde snakke med ham. Så ødelagde Dawn det spæde håb for en fremtid hvor de kunne tale om tingene. Det her var ikke hvad han havde ønsket, så kort efter hans moders død... At Dawn, der havde elsket hende og hun elsket ham, lod sig løs på den måde og så foran alle andre. Narrator var optaget, måske endda for distraheret til helt at overkomme hvad der foregik ellers. Hans hjerte dunkede i dystre slag, og så veg blikket endelig bort en gang for alle. Øjnene vendtes lige ind i Cosettes. Hendes mule rørte ham - der var pludselig noget over hende... Noget forandret.

Cosette så virkelig på ham og hendes stemme var så blød, så åbenlyst ærlig. Et løfte. Hans oprevne sind fandt sig selv, for en kort stund at skue sit gule, længselsfulde blik imod hendes kønne øjne... Et vindue til hendes sjæl - en sjæl der i drømme ville forene sig med hans.

"Hun skal aldrig tvivle... Et sekund på hans ønske om at se hende igen." hviskede han melodisk og varmere end han egentlig havde haft intention om. "At leve i Darkena er en byrde - så han må søge til hende." ordene var kærtegn.

Han så hende gå, før han selv skyndte sig bort i sine lange og nu en smule forhastede bevægelser.

/out

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Hun var ikke til at kue. Sirenias bevægelser matchede hans mindre og mindre, jo mere han pressede hans fine skikke ud over dansegulvet... Det var ham en ære at være en gentleman i en dans - men hun tillod ikke dette syn på hans handlinger. I stedet ville hun bryde hans ædle bevægelser, hans ledende hov og tage ham tæt ind til sig, som en slesk lille jomfruelig tøjte. Han krængede læben bagover sine tænder, og indånede hende grådigt, før hans krop trak sig og fnøs en smule frustreret.

Frollos øre fangede da lyde og hvisken fra gulvet og hans blik blev vendt ud af deres bobbel... De havde danset et rum tid - for selskabet blegnede og der var nærmest ingen tilbage. Men dér skjult let af træer og et stort vingefang, foregik der ikke mindre end EN PRIVAT SEKSUEL GERNING.

Frollos blod raste til hans kinder og hans krop pulserede af lysten til Sirenia, men han omvendte det hele til vrede og krænkelse. For dette VAR en krænkelse imod hans natur og imod hele denne forsamling - imod guderne!

"Vor herre bevare os alle fra dette syn!" hans øjne lynede og han vendte sig imod Sirenia. "Unge Sirenia, dette er ej længere en aften jeg befinder mig i anstændigt selskab til! Havde jeg haft muligheden, havde jeg afbrudt dette djævelskab og påbudt dem en passende straf! En sådan tin burde holdes så ganske privat, intimt i et repektfuldt forhold, hos en kær mage! Ej om jeg vil være vidne til disse utyske handlinger!" han blev mere og mere oprevet - men beholdt sin fulde ære, igennem hver en sætning. Hans blik brændte af helvedesilden der skulle ramme dem begge.

Men hans sind så også hende og ham. Hende foran ham. "Hvad jeg ikke havde lyst til... at gøre." hans øjne var så brændende på hendes - måske ville hun mærke den dybe connection de havde fået imod alle odds. Måske ville hun sanse begæret i hans oprevne stemme og hans lynende øjne. Eller også ville hun tro at det var hvad han havde lyst til at gøre imod denne gerning, der fandt sted til alles skue.

Frollos spændte muskler bragte ham så imod Aeical, så han kunne genne sin bror med bort herfra.

/out