Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Jan 17, 2021 11:57:21 GMT 1
Jah-lila følte sig ganske godt tilpas, som hun stod der lunt og godt under den store vinge. Hun puttede sig trygt ind til Dawn, mens hun stille begyndte at nynne for sig selv. Melodien var en af dem, der tidligere havde lydt under festen, eftersom julemagien til fulde stadig fyldte aftenen, som nok lakkede mod sin ende, men som endnu ikke helt var slut. En blød mule sneg sig nu nærmere, og hvilede med ét imod hendes pande. Jah-lila skævede let spørgende op mod den brune, men nød ellers blot at have sin ven nær. Hendes egen mule nippede nu drillende til Dawns brede bringe, inden nippene nu gled over i blide kærtegn.
Freden begyndte efterhånden at sænke sig over julefesten, som der var flere og flere der forlod den. Enten for at tage hjem og sove rusen ud, eller for at drage videre to og to til mere privat samvær. Jah-lila ønskede ikke at forlade den magiske stemning, men ville ikke holde på Dawn, hvis han ønskede at komme videre. Hun håbede dog, at han ville blive. Blive lige her med alt sit glitter og varme væsen.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Jan 17, 2021 12:29:32 GMT 1
Vreden i Dødsguden var så stærk, at den nærmest stod som en damp omkring ham. Han virkede frygtindgydende, som han med ufravendt blik stirrede mod de to heste blandt træerne. Det var egentlig underligt, at de ikke begge faldt døde om. Men de beholdt livet, ligesom de beholdt den tætte kontakt til hinanden. Til Helzloris store ærgrelse. Jaymelia følte tydeligt, hvorledes latteren rumsterede i hendes indre. Aldrig havde hun troet, at den store hingst kunne føle så indædt en jalousi. Det var en kamp for den grønne Gudinde, ikke at drille ham yderligere. Sætte lidt skub i tingene, se hvor langt den sorte var villig til at gå. Men det gik nok desværre ikke. Alfernes mening med denne fest havde været at skabe glæde, ikke død og ødelæggelse. Det måtte vente til en anden god gang.
De mandelformede ører vippede opmærksomt, som Helzloris bitre stemme lød. Han betroede sig til hende. Fortalte hvorfor han ikke blot kunne tage livet af hoppen, for derefter at tage hingsten selv. Forvirringen var nu tydelig i Gudindens blik. Så Helzlori både hadede den stribede hoppe, men hadede hende så alligevel ikke? Det var yderst besynderligt, og så modsatartede følelser kunne Jaymelia slet ikke sætte sig ind i. Så hun valgte ganske enkelt at lade være. Men hans sidste kommentar.. Hans ønske om lidt sjov og spas, det forstod hun.
Et øjeblik blev Gudindens blik fjernt. Hun mærkede den stærke julemagi overalt omkring sig, og nød hvordan den smeltede sammen med ikke blot hende, men med alle der måtte være til stede. Der var dog ingen andre der bemærkede dens tilstedeværelse så stærkt som hende. Den fik hende til at føle sig i live.. Liv!
Den dybe latter fra Dødsguden vækkede nu atter den grønne hoppe. Med et sæt blev hun opmærksom på, hvorledes han var kommet tættere på hende. Han var enorm, som han truende tårnede sig op over hende. Med et sug i maven følte hun kort en stærk tiltrækning til ham. Det var når Helzlori rigtig trådte i karakter, at hun følte sig mest draget mod ham. Men det skulle aldrig komme til at ske. En sådan magt skulle ingen have, og derfor forsvandt følelsen lige så hurtigt som den var kommet. Som Helzlori lod den store mule stryge hendes pandelok væk, var det et par strålende, blå øjne der tydeligvis var ude på ballade, der skinnede imod ham. "Hvad nu hvis Dødsguden ikke bragte død til den stribede og den brune, men liv?" Latteren boblede stærkt i Jaymelia, med tanken om den komplette forvirring det måtte skabe. Og noget sådant ville jo ikke ødelægge julefreden.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Jan 17, 2021 16:12:38 GMT 1
Helzlori Never fade - I'm everything you really think I'm not
Han hævede sit øjenbryn imod hendes klare blå øjne, som hun blev fjern fra deres samtale et øjeblik. Tydeligvis var der nogle tanker der optog hendes sind - nysgerrig. Nysgerrig var han og al hans pragt og selvsikkerhed kravlede ind i hans krop igen. Det kriblede ind i hans døde skind og dødsguden begyndte langsomt at ligne sit eget selv. Fri af den forfærdelige morfarfølelse. Beredt og klar til hvad som helst. Hans øjne borede sig ned i hendes, som hendes opmærksomhed endelig gik til ham igen. Brændende orange imod hendes blå. Men de besad samme legende blik.
Hans krop føltes spændt og draget imod hendes tanker. Suget i maven var hun ikke ene om : Her stod de igen, to der havde forladt hinanden i vrede og nag. Nu synes de at vågne på ny og hans ellers så druknede tanker, voksede i hans hoved. Smilet voksede - så dystert, men så pirrende imod den flaskegrønne gudinde, som han pludselig følte sig selv tilbede på ny.
"Liv? Jaså - hvilket liv skulle vi så forvirre og pine de stakkels små pus med?" hans stemme var nu en mørk spindende lyd. Hun havde en tanke - han var ikke skabt til livet, men til døden og derfor afventede han hendes idé. Imens strøg han sin krop op langs hendes i et par hurtige skridt hvor røgen fulgte ham og den grønne ild slog gnister omkring hendes smukke krop. Det var unægtelig Jaymelia var den hoppe der bar sig selv og sin figur kønnest her.
Forvirringen ville være total for de to i den anden ende af dansegulvet - og hvilken sjov det ville være.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 17, 2021 16:30:15 GMT 1
En sjælden ro strømmede igennem Dawn, som stilheden sænkede sig på forsamlingspladsen og kun han og Jah-Lila synes at være tilbage, hvis man ikke medregnede de to Guder der stod og pønsede på noget. Den brune var faldet i staver og overlæben hvilede nu på akavet vis fortsat på Jah-Lilas pande. Han vågnede dog lidt op og fjernede den, så der ikke kom et savle uheld. Han lagde i stedet hovedet over hendes stribede hals, mens han sukkede veltilpas for første gang i meget længe.
“ Du har reddet min aften Jah-Lila”
Lød det varmt og oprigtigt fra ham. Han kunne altid regne med at hun ville være der til at muntre ham op.
Dawn røde øjne skævede flygtigt over på Dødsguden der var i færd med at smyge sig op af Magiens Gudinde. Han fastholdte blikket længe nok til det kunne opdages, men kort nok tid til at det ikke virkede mærkeligt. Det gav et stik af jalousi, men Dawn vidste godt at dobbeltmorale var dobbelt så godt og lod det derfor ligge. I stedet rystede han sig lidt, så Jah-lila også kunne få lidt af det fine glimmer det prydede den brune pels og de store vinger.
|
|
Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Jan 17, 2021 18:42:08 GMT 1
Som Dawn nu erkendte, at hun havde reddet hans aften, kiggede Jah-lila blot uforstående på ham. "Du var jo bare sammen med flokken?" Som med al anden negativitet, var den akavede stemning fuldstændig gået over hovedet på den stribede hoppe. Jah-lila selv synes det havde været en fantastisk aften, og selvom hun fandt det ærgeligt at den var ved at være slut, ventede der jo trods alt en ny dag i morgen. En dag som helt sikkert også ville blive god, idet den blot ventede på at udfolde sit eventyr.
Idet den brune hingst nu rystede sig, så alt glimmeret endnu en gang stod i en sky omkring dem, kunne Jah-lila ikke lade være med at le hjerteligt. "Jeg synes nu ellers, at det klædte dig meget godt." Lo hun, inden hun trak let i den sorte pandelok. Glædestrålende lod hun blikket glide dybt ind i Dawns dybrøde. "Tak for dansen." Smilet om hendes mørke mule var varmt. Denne aften havde været lige, hvad den stribede hoppe havde haft brug for. Livet ville altid være værd at leve, selv uden Fermaz.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Jan 17, 2021 19:09:18 GMT 1
Helzloris brændende blik borede sig ind i hendes. Han ville muligvis have brændt hendes sjæl op, hvis ikke lige det var fordi, at det ikke var en mulighed med Magiens Gudinde. Det grumme smil om hans mule, fik en let rødmen frem i hoppens grønne kinder. Hun stirrede dog ufravendt mod ham, lod ham se hans tilstedeværelses påvirkning på hende. Et fnys lod dog fra Jaymelia, og et lettere hovent smil dukkede nu op om hendes bløde mule. "Du er en skidt knægt." Stemmen var silkeblød, men med en truende undertone. Det var muligvis Helzlori, der trak et spor af smaragdgrønne flammer efter sig, men lige nu legede ham med en ild, der var langt mere ukontrollerbar.
"Dit liv," svaret var kort og præcist. Jaymelia havde gjort det før. Skabt liv på en lidt anderledes måde. Dette ville ganske vidst ikke blive det samme som med hverken Rakathan eller Artemis og Apollon, men hun var slet ikke i tvivl om, at det ville kunne lade sig gøre. Et snedigt blik var nu dukket op i de blå øjne, som på nuværende tidspunkt var vendt mod de to under grantræerne. Det virkede dog desværre til, at de var ved at gå en anelse døde i det derover, så det måtte der hellere gøres noget ved. Jaymelia havde ikke den store erfaring med diverse følelser. De mest basale såsom glæde og vrede, havde hun kendskab til, men kærligheden forstod hun sig ikke på. Dette var også grunden til, at hun havde skabt Alayziah. Men nu behøvede der jo heller ikke være kærlighed til stede, for at skabe liv. Et listigt smil var nu at se om den hvide mule, som hun lod julepunchen i den brunes indre, påvirke ham lige en tand mere. Nu skulle der skrues op for varmen.
"Kunne det tænkes.." Et øjeblik måtte Jaymelia holde en pause med sin talestrøm, idet hun blev overvældet af den sitren, der fuldstændig overtog hendes krop, som Helzlori strøg sig op af hende, som en kælen kat. Hun trak vejret tungt. "..At der i en sælsom julenat som denne, kunne ske forviklinger?" Med et fuldstændigt uskyldigt blik, fulgte hun nu Dødsguden rundt. "At dine gener kunne gå hen og blive blandet med deres?" Det var korrekt, at hvis naturen blot gik sin gang, ville noget sådan aldrig kunne lade sig gøre. Men natten var jo ladet med magi, så hvem vidste, hvad sådan noget kunne føre til?
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 17, 2021 19:51:22 GMT 1
En dyb og tilpas brummen lød fra Dawn, inden han måtte vige for Jah-lilas glubske gebis, der var ude på at fortære hans stakkels pandelok. Han slog en latter op, inden han sendte hende et varmt smil. "Mmh glimmer klæder striberne godt. " Fik han slørret fremsagt med et fjoget smil. De røde hvilede på hende og søgte dybt ind i hendes blå blik, alt imens en sær følelse begyndte at ulme i hans indre. Han følte sig ør og en anelse kvalm, til trods for det faktum at heste ikke kunne kaste op. Blikket slørrede kort, inden Jah-lilas stemme fik ham tilbage til overfladen. Et varmt smil kom fra ham og han sukkede varmt.
" Det er mig der siger tak "
Lød det ømt fra ham, selvom det ikke var det toneleje han lige selv havde haft i tankerne. Han rystede kort på hovedet af sig selv, men det synes kun at gøre ham mere ør. Den hvide mule strøg flygtigt over en af hans striber med en varm brummen. Det var som om at hele hans kropstemperatur var steget et par grader.
|
|
Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Jan 22, 2021 17:21:39 GMT 1
"Jeg vil vove og påstå, at alt klæder striber godt." Med et drillende blik studerede Jah-lila den brune hingst, hvis blik synes en smule sløret? Hans stemme lå ligeledes i et noget dybere toneleje end normalt, da han nu takkede for dansen? "Har du det godt, Dawn?" Spurgte hun en anelse bekymret. Hun synes da ikke, at der havde været noget tidligere på aftenen. Men eftersom det også var ved at være sent, kunne det jo være, at den gamle hingst var ved at være træt. Som hans hvide mule nu strøg langs en af hendes striber, sitrede det let i det mørkeblå skind. Et øjeblik stod Jah-lila ubeslutsomt, inden hun nikkede for sig selv. Lige meget hvor skøn denne aften havde været, måtte hun hellere få Dawn hjem, hvis han nu var ved at blive syg.
Med et varmt slik på hans stærke kæbe, fik hun revet sig løs fra hans nærværs tryghed, og trådte et par skridt frem, så hun nu stod lidt foran ham. "Vi må hellere få dig hjem," lød det kækt fra hende, inden den pinke hale slog et par slag, så glitteret atter dansede i luften omkring dem. Et frækt smil var om den mørke mule, idet Dawn endnu en gang fik fornøjelsen af glitterstadset.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 23, 2021 22:03:32 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Optimistisk... Det var ikke et ord han nogensinde havde hørt sig selv beskrevet som før. Han blinkede et par gange. Var det en afvisning? Hans blik virkede genert, kaktus punchen havde stadig tag i hans krop, så han ikke længere blot kunne skjule sig bag sine øjne, sin mur. Muren var ligesom sunket i jorden og ude af stand til at redde ham fra sig selv - og det andre gjorde ved ham. Optimistisk. Så skidt da.
Cosettes stemme hviskede, så tæt på at han skælvede svagt af glæden, det unægtelig bragte ham bare at hører hende tale så nær hans ører. Men så gik det rigtig op for ham hvad hun havde sagt. Han stirrede ind i hendes øjne, længe, imens hans krop af en eller anden grund forsatte frem og ud på gulvet... Dawnya. Han måtte huske at give Dawnya skylden for det her, for det ville blive. Pinligt? Narrator var ganske yndefuld. Han bar sig selv med en ro, en sikkerhed uden lige. Men lige her. Lige nu. Anede han ikke hvilket ben han skulle stå på. Her var hun. Så smuk, så villig til at følge ham af alle hingste til stede ud på gulvet. Han mærkede et stik af en form for sejrsfølelse... Flygtigt. Men det påvirkede hans ansigt, der blødt søgte hende, som hans ben fandt rytmen. Akavet. Dette måtte helt afgjort se akavet ud udefra - men det var ikke det han spekulerede på. Der var rigeligt at gøre, for at blive på benene i takt til musikken. Alkoholen i hans årer brændte nærmest og gjorde ham svagt kvalm. Måske var det også uroen - frygten for at træde forkert og svigte Cosette i deres prøvende dans.
Dette mindede ham om ungdom. Ungdomshistorier. Ikke de gode, men den slags de voksne fnes af i krogene. Hvorfor åh hvorfor, skulle han stå her og føle så mange ting på én og samme tid? Hun begyndte at fange det. Dansen. Musikkens lystige toner i hans ører, hendes bevægelser, der langsomt gled ind i et stadie af sikkerhed. Han forsøgte at danse en smule tættere, halvt op ad hendes side. Men før han helt vidste af det blev berøringen der var imellem dem, hidsig. Han standsede. Stivnede. Gervina. hviskede hans indre og han følte at nogen tog kvælertag om hans hals. For én tanke ledte til en anden. Dødsguden. Far. Fars død i krigen... Fars brutale styrt, før hans krop knækkede for øjnene af dem. Hans sorg. Nu var det ikke længere akavet. Det var smertefuldt og han ønskede at ingen nogensinde skulle se ham synke så dybt i sine forpinte minder. Det var derfor han gemte sig. Derfor han ikke var virkelig, men mystikken selv. Han var så ulykkelig.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Jan 23, 2021 22:11:22 GMT 1
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Truslen i Jaymelias stemme behagede guden mere end det burde. En skidt knægt... Han mærkede et ungdommeligt pust i sin stærke ildsjæl, der engang havde domineret store dele af Proelio. Ingen i årevis havde pustet sådan til ham, som Jaymelia kunne og han ville aldrig fornægte at kunne lide det. Så ligeså meget som hun spillede op og viste sig, lige så meget hævede han sig og gjorde sig til for den flaksegrønnes gudindeskønhed. Han knurrede - men nu var det en form for flirt. Hendes trussel - det pirrede ham, ligeså godt som han vidste, at hun mente det. Det kunne være farligt at lægge sig ud med hende: Og præcis derfor gjorde han det gerne. "Jaså." hviskede han tirrende.
Men så rettede han opmærksomheden imod hendes plan. Hendes tanke med hans følelsesregister overfor den brune Dawn. Og han kluklo med en mørk undertone. Se det. Det ville være underholdende og hun havde ganske ret ved, at han nød tanken og ønskede at se den spille ud. Hans gener. Deres gener. Lidt for meget julepunch - magien omkring dem ville summe. De var bedste venner, det havde de været længe... Ville det mon. Ødelægge lidt af deres forhold? Gøre det svært? Han så dystert tilfredst på Jaymelia og nikkede én gang.
"Lad os gøre det. Lad os more os, på deres bekostning. Begge to." han viste sine hvide tænder i et nydende smil. Han var frisk, så klar til at lege med hendes magi.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 23, 2021 22:16:04 GMT 1
Den snurrende fornemmelse blev ved hos den brune hingst, der ikke rigtig vidste hvad ben han burde stå på, mens stod i stedet en anelse fraværende og stirrede på Jah-Lila med et fjoget smil, inden han gav et lille gip, da hun slikkede ham på kæben. En dyb brummen kom nu fra ham, inden han trak hende en anelse i manen med en mild, men slørret latter, da hun nu gav ham glimmeret tilbage. Dawn havde dog andre tanker og bredte nu de store vinger og slog et par kraftige slag med dem, så glimmeret hvirvlede omkring de to heste. Derefter nappede han hende kækt i ballen, inden han tog en dyb indånding. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv, og det var endda også selvom Jah-lila havde forsøgt at få ham til at gå med hjem. Det var måske for det bedste.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Jan 24, 2021 11:32:14 GMT 1
Dødsguden virkede med ét større, mørkere og mere truende end han havde gjort længe. Det var som om, at han blev næret af hendes trussel over hans hoved. Hans pels skinnede endnu mere sort, som kunne man forsvinde ind i det sorte hul hans krop skabte i det dæmpede lys der lå over pladsen. Manen så blodrød, at man nærmest forventede at den begyndte at dryppe. For ikke at forglemme det flammende orange blik, der besad en sådan ondskab, at man aldrig vidste om man ville overleve mødet. Det var ganske tydeligt, at bedstefaren var væk og tilbage stod Helzlori - Proelios Dødsgud.
Et sæt sylespidse tænder lyste nu op, som et stort rovdyrsmil prydede hingstens grove mule. Han var klar på hendes lille idé. Jaymelia måtte lige trække vejret dybt et par gange. Hun var nærmest i ekstase over de drillerier, hun om lidt skulle i gang med. Over den magi som skulle få lov til at udfolde sig på denne sælsomme nat. Med et blik der strålede af forventning, studere Gudinden Helzlori. Hun funderede kort over, hvorledes hun skulle gribe det an, men valgte den mest simple metode. Lidt fra ham, sammen med hvad de to andre skabte. Et kort nik indikerede, at Jaymelia var enig med sig selv. Lidt provokation kunne hun dog ikke lade gå fra sig, og den hvide mule sneg sig nu nærmere den sortes øre. "Jeg skal bruge lidt af dig," hviskede hun tirrende, inden hun derfor lod sig smyge tæt op af den store krop. Hun nød hans maskulinitet, så ulig hende selv. Mulen nappede frækt til hans bug, inden den med ét blidt gled over hans flanke, mens magien flød fra hende og ind og ham, og samlede hvad hun skulle bruge. Helzlori ville muligvis føle en vis tilfredshed, hvis han da var åben for magien. Hvis han stolede på hende.
Færdig. Hun trådte et skridt væk fra Dødsguden. Hvad der nu måtte komme krævede koncentration, og hun kunne derfor ikke lade ham distrahere hende. Til Jaymelias store skuffelse virkede det dog som om, at den stribede og den brune var ved at gå? Nææ nej, det gik ikke. Som et sart vindpust blev hoppen pludselig omsluttet. Nu skulle de hormoner i gang! Da vinden havde lagt sig, kunne den umiskendelige lugt af brunst pludselig fornemmes i luften.
|
|
Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Jan 24, 2021 11:48:20 GMT 1
Jah-lila hvinede op, som glitteret atter føg af sted i luften. Hun var klar til endnu en gang at modtage en byge, men måtte forundret konstatere, at det ikke skete. En ganske let brise synes at hvirvle om dem. Hvirvle omkring hende, således glitteret blot fløj til jorden et stykke fra hende. Hun løftede hovedet let og nød den forfriskning det var. Brisen forsvandt dog lige så hurtigt, som den var kommet, og efterlod en let svimmel Jah-lila. Hun følte sig med ét en smule anderledes? Men hvordan? Havde vinden fået hende til at fryse? Havde den ført en duft med sig? Et nap i ballen fik dog alle spekulationer til at gå i stå, da hormonerne med ét raserede igennem den stribede krop. Et gisp forlod Jah-lila, som hun følte sig tændt som aldrig før.
Forsigtigt skævede hun tilbage til den brune, og aldrig havde hun følt sig så tiltrukket af ham som nu. Tankerne forsøgte at gøre deres til, at hun fortsatte, hvad hun havde sat i gang. At skulle følge Dawn hjem til Slavian. Men kroppen lystrede ikke og i stedet vendte hun sig rundt mod den store, brune hingst. Hendes mule kærtegnede hans, inden hun lod den glide over hans hvælvede hals, og endte i et tirrende nap i den brede bringe. Den stribede krop smøg sig som en anden kat op af hans, mens den pinke hale piskede ophidsende frem og tilbage.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 24, 2021 12:39:46 GMT 1
Dawn havde stået med et djævelsk smil på de hvide læber, i håbet om at Jah-lila ville blive funklende i glitteret, men i stedet omsluttede en hvirvelvind hende og glitteret forsvandt som dug for solen. Undrende tiltede han hovedet på sned, og blev efterhånden lidt bekymret for hvad der havde været i den julepunch. Det havde da ikke været ham der kunne skabe den vind? Han slog med vingerne en gang mere og konstaterede at det ikke kunne have været ham. En duft bredte sig nu i hans næsebor og han rystede voldsomt på hovedet. Hans slørrede tilstand fik ham til at brumme ophidset, men sindet sagde at NU var det tid til at komme hjem.
" Jah-"
Han nåede ikke at sige mere før hendes mule mødte hans, og snart begav sig videre. Dawn skælvede under hendes berøring og det gik nu op for ham at duften kom fra hende. Dawn gispede og følte kort et Deja Vu. Den hvide mule strøg over hendes ryg, men en dyb opstemt brummen rungede fra hans brystkasse. Hvorfor var hun blevet så uimodståelig, lige pludseligt. Dawn nappede tændt til hendes hale, da hun passede ham, men ellers forsøgte han at blive solidt stående i jorden. Givet Jah-lila gjorde det meget svært for ham.
" Hvad laver du? "
Fik han hvisket.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Jan 26, 2021 17:52:07 GMT 1
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Grebet af deres fælles stemning og den genvundne energi fra hans ungdom stirrede han med et djævelsk udtryk på den flaksegrønne gudinde. Hun skulle bruge lidt af ham. Han brummede dybt i brystet, som en hvislende tilfreds lyd. Den store krop rankede sig, musklerne spillede og han tog imod hendes magi. Tilliden var genopdaget ved den grønne og han håbede det var gengældt. Hun havde hans fulde fokus, som om de to andre var glemt og denne leg kunne fortsætte for altid. Han indåndede den magi hun tydeligt benyttede sig af og det hidsede ham op så han spændte og smilede endnu mere olmt til hende - ja ude af sig selv kunne man sige, for han havde ikke været så løbsk længe. Men på en måde var det bare, at vende tilbage til sig selv.
Han vendte blikket imod dem, i samme stund som hun. Øjnene var knebet lusket sammen - han nød allerede showet af de to sjæle, forvirrede og i færd med handlinger der ikke var deres eget private ønske. Han skævede til Jaymelia, men det var med en nydelse og et kækt blink. En ros til hendes evner.
|
|