Nocturno havde endelig fundet vej ind i Proelio igen. Han havde valgt at skyde genvej over Penna Terrant, men vidste også at det var her Aliari flokken holdte til. Han trådte derfor varsomt, men skridtede dog hastigt afsted, men noget havde fået ham til at stå stille på et mindre udspring et kort øjeblik. Han kunne se skikkelsen af hans moder langt nede i dalen, ja endda lugte hende. Det var en omvæltning for ham og det var næsten som da han fik færten af hende for første gang. Han rystede på hovedet og fnyste. Han måtte videre snart. For han kendte ej til lederen af denne flok og hvad han sagde til ulovlig indtrængen.

Den unge hingst havde for en stund, bevæget sig op i bjergene. Han ønskede fred, fred fra alt det selskab og alle de oplevelser han havde gjort sig på det seneste. Han havde mødt mange, mange flere end han troede han skulle komme til at møde. Måske var det at undervurdere sit liv, men det der med livet og hvem han selv var, var noget han ikke helt havde styr på endnu. Han satte de brede hove forsigtigt og med sikkerhed, som han traskede af sted af en tilfældig sti der førte op til toppen af Aliaris del af Penna Terrant. Ørerne var vippet koncentreret bagud og han ænsede slet ikke den hest der bevægede sig imod ham længere oppe. Faktisk så han kun stien foran sig, men med moderate mellemrum dukkede et billede af de heste han havde mødt op inde i hans hoved, især en hest. Naliela Anathar. Hun blev konstant ved med at dukke op og det var faktisk begyndt at irritere ham en smule, selvom han ikke var meget for at indrømme det. Han gav et sagte prust fra sig, hvorefter han rettede blikket fremad og først nu fik øje på den ukendte hingst der nærmede sig. Han standsede forundret op, overrasket over sin egen uopmærksomhed. Cathiar betragtede diskret hingsten, hvorefter en kulde begyndte at dele sig rundt i hans krop. Denne hingst der bevægede sig imod ham, bar mange af de samme aftegn som ham selv, de havde sågar den næsten samme pelsfarve. Cathiar vippede usikkert ørerne tilbage i nakken og bakkede et par skridt.

[/font]

Nocturno som bar mærkværdige aftegn arvet fra hans moder Artemis, havde i sin fraværrende sindstilstand ikke hørt den unge hingst som havde formået at bevæge sig ganske tæt på ham, men da han så endelig opfattede hans tilstedeværelse og vendte sig om for at næsten direkte at udfordre, stoppede han op og blev fuldstændig neutral i både positur og udtryk. Øjnene var dog stirrende, som de grundigt studerede aftegnende på hingsten som stod der. Hingst og hingst. Han var endnu meget ung og sikkert uerfaren, men Nocturno vidste nøjagtigt hvem det var der stod foran ham. De aftegn kombineret med disse øjne, hans moders øjne. Det kunne kun være hans afkom. Nocturno løftede hovedet og knejsede stolt i nakken.

" Godaften "

Lød det så fra ham. Situationen forekom ham underlig. For ej vidste han om Amor havde fortalt noget ham ham. Han vidste det ikke og han vidste heller ikke om hans søn ville blive skræmt af de mange ar på den ellers unge krop.

Ganske underbevidst skubbere den unge hingst alle tanker der omhandlede relationer til denne hingst væk. Måske det var et form for forsvar han ubevidst havde bygget op, men ihvertfald undlod han nu helt at genkende hingstens aftegn. De stirrende øjne som denne ukendte hingst besad gjorde ikke Cathiar mere rolig. Tværtimod følte han sig betragtet på en måde der fik ham til at føle sig som et jaget dyr. Noget inde i ham blev ved med at presse på om den genkendelse han følte, og selvom han ønskede det så kunne han ikke løbe fra at denne hingst stod ganske nær ham hvis man snakkede rent blodmæssigt. Ved lyden af hans stemme gik der et sæt igennem ham og nu var det hans tur til at stirre ufravendt på hingsten, på hans far Nocturno.

"Godaften far.."


Hilste han med en hæs lav stemme. Aldrig havde han troet at han skulle sige disse ord og for en stund glemte han helt hvilken smerte Nocturno havde påført hans mor. I dette øjeblik tillod han sig selv at kigge på sin far med neutrale øjne. Der var intet smil, ingen umiddelbar venlighed, der var blot et udtryk af neutralitet og et blik der afventende hvilede på hingsten, som Cathiar ventede sin fars næste træk.

Nocturno stirrede længe på sin søn, som nu også stirrede tilbage. Han vidste nu godt at Cathiar var klar over hvem han var og hans hilsen bekræftede det også. Han nikkede anderkendende og trak svagt på smilebåndet, som en venlig gestus blot for at vise at han ikke var så farlig som han kunne se ud. Mødet var en anelse akkavet for han vidste ikke hvad hans moder havde fortalt om ham, eller hvad nogen havde fortalt. Han vippede så med ørerne.

" Min søn, hvad er dit navn? "

Spurgte han så med en rolig klang i sin stemme. Han synes dog det var en anelse underligt ej at kende sin egen søns navn, men der var ej meget han kunne gøre ved det, for Amor havde ikke ønsket at se ham igen og det ønske havde han tænkt sig at efterleve det. Han vippede med ørerne og trådte nærmere sin søn med varsomme skridt, mens han grundigt iagttog hans bevægelser og ikke mindst udseende.

Den unge hingst vippede ørerne fremad på Nocturno. Trods han aldrig havde mødt ham før, var han ikke et sekund i tvivl om at denne hingst, med de mange gruopvækkende aftegn og ar, var hans far. Han havde helt glemt, at det også var denne hingst der havde tvangsbedækket hans mor, havde givet hende smerte og bekymringer. Alligevel fortalte en lille stemme, at den vrede han følte til Nocturno, var den vrede der gjorde ham mulig. For havde Nocturno ikke tvangsbedækket Amor, var Cathiar aldrig blevet til. Så skyldte han mon denne hingst noget?
Det smil der viste sig om Nocturnos mule, fik Cathiar til at betragte ham endnu dybere. Ud fra hvad Caeli Pluvia havde fortalt ham, om hendes bror og hans far, så var denne hingst ikke venlig. Og alligevel gjorde han sig ingen tilnærmelser, han truede ham ikke men tværtimod smilede han venligt. Dette fik en forvirring til at blomstre i hingsten, men han udlod at vise ham det.

”Mit navn er Cathiar. Det betyder kriger..”

Hans stemme var stadig hæs og måske en tone for lav, men det var mest af frygt for at skulle lyde på en måde der slet ikke passede til denne situation. Faktisk vidste han ikke om han skulle smile mod sin far, være glad for at han havde mødt ham eller om han skulle frastøde ham på samme måde som Amor gjorde? Usikkert vippede han med ørerne og for første gang i lang tid slog han blikket ned. Selvom han forstod hans mors smerte, kunne han ikke undslippe det ønske, at han gerne ville have en far, eller i hvert fald bare møde ham, trods den smerte hans mor var gået igennem.

[/font]

Nocturno lyttede til ham. Cathiar, et stærk navn. Han nikkede igen og vendte derpå tankerne i hovedet. Han mimrede med mulen og lagde hovedet på sned. Han vidste stadig ikke hvad han skulle sige til sin søn som stod foran ham.

"Cathiar, et stærkt navn til hvad jeg kan se, en umiddelbar stærk hest. Jeg går ud fra din moder har gjort et godt stykke arbejde. "

Lød det så hæst fra ham. Han var en hingst der ikke sagde meget til mange, men han synes dog at hans søn fortjente at høre blot nogle få ord fra hans fader. Han nikkede igen og afventede så hans reaktion. Han måtte indrømme at han var blevet meget nysgerrig omkring sit eget kød og blod, men han var forsigtig fordi han netop ikke vidste noget om sin søn eller hvordan Amor havde opdraget ham.

Uden at gøre det mere diskret end nødvendigt, kiggede Cathiar studerende på sin far. Uden helt selv at lægge mærke til det, studerede han sin fars kropsholdning, hans udtryk, hans stemme, hans duft og så videre. De mange ar der løb rundt omkring på hingstens krop, fik ham til at undres. Gad vide, hvem der mon havde påført ham disse. Selvom han havde lyst til at spørge, også om andet end blot hans udseende, så holdte han lidt igen. Han ville gerne lige se ham an, før han begyndte at vække sin interesse for meget for denne hingst.
Da Nocturno nævnte hans mor spændte Cathiar ufravendt op i sin krop. Han vippede et par gange med ørerne, hvilket indikerede at han ikke rigtig vidste hvordan hans reaktion skulle være på dette. Den ene side af ham, havde lyst til at fortælle ham at han overhovedet ikke skulle nævne hans mor, mens den anden havde lyst til at bebrejde ham for ikke selv at have taget del i hans opdragelse.

”Ud fra de omstændigheder jeg blev født under, kunne hun ikke have haft gjort det bedre.”

Forsvarede han hende, med en kontant tone. Hvorfra dette mod kom, anede han ikke. Men han kunne godt mærke at respekten for denne hingst ikke var ligeså stor som respekten for andre og fremmede heste. Cathiar besluttede sig for, ikke at lægge skjul på hvad Nocturno havde gjort. Derfor lød hans svar også som det gjorde.
Trods mørket bemærkede Cathiar tydeligt de flammende aftegn hingsten besad. Han skævede ned på sit eget forben, hvor samme aftegn var malet. Cathiar brummede sagte og skævede så over på Nocturno igen.

”Hvorfor bedækkede du Amor, Nocturno?”

Spurgte han så ganske direkte, som han atter løftede blikket og betragtede ham roligt og afventende.

[/font]

Nocturno vippede med ørerne og kunne godt fornemme på den unge hingst at han ikke helt vidste hvordan han skulle forholde sig til Nocturno's tilstedeværelse. Da sønnens stemme lød vippede Nocturno kort ørerne bagud, men igen hurtigt fremad. Han bebrejdede ikke den unge hingst noget for hans tvivlen på ham i det det jo var hans moder der havde stået for opdragelsen. Hvorfor hans havde bedækket Amor? Nocturno var ikke helt begejstret for at blive udspurgt.

" En blanding af instinkt og hormoner. Der vil ej gå længe til hvad du lærer hvad det er for noget, men forhåbenligt har du mere kontrol end din far og farfar.. "

Svarede Nocturno blot hudløst ærligt, men undlod detaljen om at han egentlig ikke forsøgte at kontrollerer noget som helst og blot lod hans sølle liv blive styret af instinkter. Det var for sent at rette op nu, det var hans arrede krop et tydeligt bevis på, men han havde ikke nærmet sig en hoppe siden Amor.

Cathiar lagde hovedet en anelse på skrå, mens han studerede Nocturnos adfærd og reaktions på hans direkte spørgsmål. Nu hvor hingsten ikke havde spillet nogen større rolle i hans tidligere liv, mente han godt, at han kunne tillade sig, at stille disse direkte og udspørgende spørgsmål. I hvert fald så gjorde han det og det med fuldt overlæg. Hingsten brummede kort og bemærkede hvordan Nocturno for en kort stund lagde ørerne ned. Et svagt smil gled over hans mule, nærmest som om han var tilfreds med den reaktion han havde haft på sin far.

”Når du nu håber dette for mig, er det så fordi du fortryder at have bedækket min mor?”

Endnu engang var hans stemme kort og afmålt. Han ønskede svar og han ønskede dem nu. Modet strømmede til ham, jo længere dette møde vare. Noget i ham fortalte ham, at han godt kunne ende med at få ørerne i maskinen men omvendt ønskede han også at presse og udfordre sin far, blot for at se hvorhenne på skalaen han lå. Og egentligt følte han, at han var fuldt berettiget til dette.

[/font]

Nocturno bemærkede hans søns lyst til at udspørge ham og hans måde at formulere sig fik hingsten til at smile stort og skævt. Det mindede ham om ham selv og han kunne ikke lade være med at klukke fornøjet. Han tørrede dog smilet af igen og blev mere seriøs. Det var ellers svært for en hest som Nocturno at skulle beherske sig.

" Jeg fortryder intet Cathiar, men jeg håber ikke du vælger at gå samme vej som jeg, for ar som mine ville ej pryde din unge krop. "

Sagde han blot ærligt. Hvorfor skulle han fortryde? Han havde fået kortvarrig nydelse og tæsken der fulgte med den nydelse og som en bonus et stærkt afkom, som han nu fik lov til at stå og betragte. Det var ikke mange hingste der havde den ære og slet ikke når de havde fremtvunget afkommet så urent og uden ære. Det sitrede let i ham ved tanken om lige det bestemte møde med Amor.

Der lød et svagt prust fra hingsten, som han stod der i mørket. At hingsten overfor ham, var hans far stod lysende klart for ham, alligevel havde han ganske svært ved at forholde sig til den relation der var - eller ikke var - i mellem dem. Han anede ikke hvad han skulle forvente sig at hingsten, men hørte alligevel hans fasters ord i sit hoved. Hun troede stadig på ham, hun håbede stadig at der var noget godt, nogle følelser tilbage i Nocturno. Som han stod der og betragtede ham, virkede han på ingen måde gennemsyret ond. Han virkede til at være en kortfattet hingst, der dog stadig var i stand til at se på ham med en form for faderlige øjne.
Den latter der nu fyldte mørket omkring dem, fik Cathiars opmærksomhed til at skærpe sig. Han lyttede intenst til latteren, mens han prøvede at tyde, hvad der mon lå bag den. På grund af hans manglende erfaring i det sociale, lykkedes dette dog ikke selvom han alligevel synes at kunne høre en form for tilfredshed fra ham. Cathiar skulle lige til at spørge ham, hvad han dog grinte af, men tog det i sig selv og prøvede at beherske sine spørgsmål og sin spørgertrang.

”Hvorfor ønsker du at passe på mig og på min krop? Det lader ikke til at dette før har interesseret dig? Ellers havde du vel dukket op noget før, havde du ikke?”

Ung hingsten var godt klar over at hans en anelse spydige spørgsmål kunne tænde en gnist i hingsten, en gnist der kunne give konsekvenser for Cathiar og for hans stormundethed. Men lige nu ønskede han ikke at holde sig tilbage. Han forventede svar og han følte selv at han havde helt ret til at stille disse spørgsmål.
Om Nocturno mente det samme, var han ikke klar over, men indtil videre havde han svaret dem med en ærlighed og en oprigtighed, det var i hvert fald sådan Cathiar følte det.

[/font]

Nocturno trådte igen frem mod sin søn og vandrede en runde omkring ham, blot for at se ham an. Han kunne være stolt af sit afkom og han vidste godt at det næsten var umuligt for ham at være svagelig med den mor. Han mimrede med mulen og stoppede op foran ham igen. Nej Nocturno var ikke gennemsyret ond, men blot dybt inde i mørket, så dybt at han kun valgte at lytte til instinkter og ej fornuft, men ligenu var han dog meget fornuftigt, men igen så nød han kontakten med noget familie, selvom Cathiar virkede til at holde sin afstand, forståeligt nok og de efterfølgende ord gav Nocturno mulighed for endelig at kunne ytre sig omkring noget han ville have gjort fra starten, men det havde passet dårligt.

" Jeg ville have dukket op noget før Cathiar, men eftersom din moder ej ønskede at se mig efterfølgende, så var det et ønske jeg valgte at efterkomme for både hendes og min skyld. "

Han nævnte ikke Dawnfrost som havde banket dagslyset ud af ham i en kamp om hvorvidt han måtte nærme sig Amor, havde han vundet den kamp var han helt klart kommet, men et nederlag er et nederlag.

En svag skælven løb gennem hingstens krop, da Nocturno valgte at bevæge sig nærmere. Han hævede hovedet, i en position der tydeligt indikerede, at han var klar til at forsvare sig hvis det blev nødvendigt. At han ikke stolede på denne hingst, trods deres tætte relation, var tydeligt. Han brummede sagte og hans blik fulgte stift Nocturno som han bevægede sig rundt om ham.
Ordene fra Caeli klingede i hans hoved. Cathiar var sandsynligvis blot en del af en større plan om at sikre sine geners overlevelse. Dette fik ham til at krympe sig en anelse, både af skam og sorg, men også fordi han ikke ønskede at Nocturno skulle være tilfreds med det resultat han så. Alligevel virkede hingsten dog stor og bred, selvom han forsøgte på at gøre sig lille.
Ved Nocturnos ord lyttede han roligt og spærrede øjnene forbavset op. Han havde ikke forventet at hans far havde ønsket et forhold til ham, men det der forbavsede ham mest, var det faktum at han havde respekteret Amors ønske. Usikkert lagde han ørerne halvt ned med en lavmælt brummen.

”Amor har været væk. Du kunne sagtens have opsøgt mig!”

Hans stemme var klar, som bebrejdelsen tydeligt stod frem i hans toner. Han ville gerne have mødt sin far noget før, også selvom dette gik imod Amors ønske. Derfor bebrejdede han sin far, trods der måske lå en del uretfærdighed i det.

[/font]

Nocturno vippede ørerne bagud og stod blot stille og stirrede tilbage på sin søn der ikke virkede til at stole på ham. Han mimrede med mulen og kunne mærke at han måtte beherske sig. Han vidste godt at han ikke kunne bebrejde hans søn for ikke at stole på ham, men det irriterede ham at det konstant skulle handle om hans moder. Da han så igen åbnede munden bed Nocturno tænderne sammen, men berherskede sig endnu engang.

" Hvordan skulle jeg vide det? Du er her, for mig forbudt område, og jeg havde intet at gå efter. "

Sagde han så blot kortfattet og tonløst. Den her samtale var snart slut. Han måtte videre inden lederen af flokken fik øje på ham.