|
Post by Deleted on Oct 9, 2012 19:26:34 GMT 1
Straks bemærkede Cathiar, hvordan Nocturno reagerede. Han så tydeligt, hvordan hingsten bed tænderne sammen. Selvom det ikke var noget at smile af, kunne Cathiar ikke holde et kort skævt smil tilbage, ved farens reaktion. Af en eller anden grund, gjorde det ham en smule tilfreds, at kunne pisse ham af. For det første fordi det måtte betyde, at Cathiar betød et eller andet for Nocturno, for det andet fordi han følte at det var helt retfærdigt, at det nu var hingsten der måtte lide lidt.
”Du er en ikke en del af Aliari flokken? Du må ikke være her, far!”
Udbrød han. Denne tanke havde slet ikke strejfet ham og derfor reagerede han med så stor en overraskelse nu. Tvivlede huserede i ham, for han ønskede ikke at skuffe Wallace ved at lade sin far blive på området, men omvendt ønskede han alligevel heller ikke at deres møde allerede skulle slutte. Han vippede usikkert med ørerne og overvejede så, hvor sikkert der var her. Han mente at Wallace engang havde nævnt noget med højdeskræk, så derfor ville han højst sandsynligt ikke bevæge sig så højt op i bjergene som de to hingste nu befandt sig.
”Bare bliv lidt længere. Det skylder du mig, efter al den fravær.”
Lød det lavmælt fra ham. Det var som om Cathiar ikke følte han kunne tale til sin far, uden at have en smule provokation med, hele tiden. Måske var det bare sådan en ting der var mellem far og søn, trods dette forhold aldrig rigtig havde eksisteret. Han brummede sagte og betragtede indgående den arrede hingst.
[/font]
|
|
|
Post by nocturno on Oct 9, 2012 19:36:59 GMT 1
Ordene og smilet fra hans søn fik Nocturno til at fnyste med et forvrænget smil. Ligeså provokerende som hans far. Han elskede at hans søn pointerede at han ikke måtte være her. Faktisk var årsagen til hans fortsatte tilstedeværelse at han havde stødt på Cathiar ellers var han længe væk.
" Din farmor hører til her, hendes flammer er mere fremtonene end mine eller dine, et under du ikke har mødt hende før mig. "
At der så efterfølgende blev påpeget at Nocturno skyldte ham noget tilstedeværelse kunne han ikke lade være med at klukke.
" Jeg skal se hvad jeg kan gøre "
Brummede han så en anelse provokerende og hvælvede i halsen. Han trådte et skridt nærmere sin søn som nu også var begyndt at se ham an. Han hævedet hovedet en anelse og vippede med ørerne.
|
|
|
Post by Deleted on Oct 9, 2012 19:55:01 GMT 1
Selvom Cathiar på en måde godt kunne lide at provokere sin far, så ønskede han heller ikke at Nocturno, skulle finde tilfredsstillelse ikke være noget Cathiar gav ham. Så, så straks han så, at hans opførsel var en Nocturno brød sig om, forholdte han sig helt neutralt igen. Alle smil, eller forvrængelser af mimik døde hen og i stedet efterlod de Cathiar, med et roligt og afventende udtryk i de regnbuefarvede øjne.
”Jeg har hørt at min farmor, har været ude for en ulykke med et vulkanudbrud… Caeli fortalte mig, at hun stadig holdte sig en anelse i baggrunden, for at heale helt igen.”
Svarede han ham, men en anelse monoton stemme. Alligevel kunne han ikke skjule sin nysgerrighed. Han ønskede at vide mere om både Nocturno, men også sine bedsteforældre. Allerede nu havde han lært, at disse flammer stammede fra hans farmor, Artemis. Mistroisk betragtede Cathiar sin far, som om han ikke troede på hingstens løfte. Der var heller ingen grund til at stole på denne hingst, for indtil videre havde han ingenting bevidst. Derfor hævede Cathiar hovedet en anelse med et roligt udtryk i de mangefarvede øjne.
”Jeg forventer mig ikke noget af dig..”
Kommenterede han roligt, mens han rettede sig op da Nocturno trådte tættere ham. Han bed tænderne sammen og tvang sig selv til at blive stående, trods han nærmede sig. Han knejste ikke nakken, eller spændte musklerne. Han forblev rolig mens han løftede hovedet en anelse for at se sin far i øjnene, uden tøven.
[/font]
|
|
|
Post by nocturno on Oct 9, 2012 20:18:36 GMT 1
Nocturnosøjne fæstnede sig på Cathiar. Han kunne ikke finde ud af sin søn, men hvis han ikke vidste bedre ville han tro at hans adfærd var helt bevidst. Det fik derfor Nocturno til at vende ham ryggen og fortsætte hvad han var igang med før han kom. Hans blik vandrede ned i dalen for at se at han kunne spotte hans moder endnu engang. Dog var det svært i det hun ikke var let at få øje på. Han lyttede opmærksomt til Cathiar som ikke forventede meget af ham.
" Det er fint.. Jeg er vant til ikke at blive sat forventninger til eller sætter forventninger, man bliver bare skuffet. "
Han fnyste svagt ved sine ord og end ikke så på sin søn.
|
|
|
Post by Deleted on Oct 9, 2012 20:26:01 GMT 1
Hingsten vippede med ørerne, mens han betragtede hvordan hans har vendte ham ryggen for at betragte Aliari flokkens dal, for foden af Penna Terrant. En svag brummen lød fra ham og med korte skridt, bevægede han sig atter op på siden af sin far. Han betragtede diskret de mange ar der lå spredt henover hans krop, mens han mærkede hvordan en voksende nysgerrighed tog plads i ham. Han spurgte dog ikke om noget, men ligesom Nocturno lod han blikket glide ned mod landjorden igen. Der var ingen bevægelser at finde hos Cathiar, han stod blot roligt og overvejede denne situation. Det virkede en smule uvirkeligt, at snakke med sin far, at stå ved siden af sin far, men et eller andet sted så nød han det også. Det gjorde hele hans liv en smule mere normalt.
”Wallace, har snakket om at jeg skal være arving for denne flok, Aliari.”
Lød det så pludseligt fra ham. Cathiar skævede diskret overmod Nocturno, for at skimte den reaktion der ville komme fra hingsten. Han anede ikke om det ville være en positiv eller negativ ladet reaktion, derfor stod hingsten med en skærpet opmærksomhed, parat til at flytte sig hvis Nocturno pludselig viste sig fra sin knap så venlige og neutrale side.
”Du kan ikke undgå et liv uden forventninger. Du har også haft forventninger til mig, din mor har haft forventninger om dig og jeg forventer noget af livet. Et liv uden forventninger er meningsløst og ikke værd at leve.”
Prædikede han sagte, med en svag stemme, der dog alligevel talte tydeligt og skarpt i mørket. Selvom Cathiar måske ikke ønskede at provokere sin far så meget som han gjorde, kom det helt naturligt til ham. Måske var det den følelse af forråelse der lurede i ham, men han nåede i hvert fald aldrig at stoppe sig selv før han havde provokeret ham.
[/font]
|
|
|
Post by nocturno on Oct 10, 2012 21:49:46 GMT 1
Nocturno stod som forstenet og stirrede tomt ud i luften. Han mimrede med mulen. Han bemærkede dog godt at Cathiar sneg sig op på siden af ham. Han vippede derfor det ene øre mod ham for at lytte . Arving, Wallace, Aliari. Nocturno nikkede anderkendende. Han mimrede atter med mulen og brummede en anelse. Han lyttede så atter til ham. Forventninger? Et liv der ikke var værd at leve. Nocturno fnyste svagt.
" Det er.. godt.. Jeg går ud fra du er den rette siden en leder sætter dig i betragtning. Det skal du være stolt over.. "
Mumlede han så roligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige for det var svært for Nocturno at forholde sig til floklivet, men han ville dog sørge for at gøre det så godt som han kunne.
" Jeg sagde aldrig mit liv var værd at leve.. "
Konstaterede han så tonløst til hans bemærkning om forventninger. Cathiar ville få svært ved at prædike for den stædige Nocturno
|
|
|
Post by Deleted on Oct 13, 2012 0:30:12 GMT 1
Der var ikke mange bevægelser at skue hos den unge hingst. Han brummede dog kort og betragtede ud af øjenkrogen sin far. Dette var stadig ganske mærkeligt for ham, at stå her og skue udover landskabet med sin far. Hans far. Ærligtalt havde Cathiar aldrig troet han skulle møde ham, han havde aldrig forestillet sig at skulle dele en aften i selskab med sin far. Han slog blikket ned og lyttede så til sin fars ord.
”Men jeg tror ikke jeg får pladsen. Jeg er trods alt ikke Wallaces afkom.”
Han trak en anelse i land igen, som om han ikke ønskede komplimenterne fra Nocturno. Som om han ønskede at han altid skulle være utilfreds med den søn han havde fået. Cathiar havde egentligt ikke lyst til at opfylde sin fars tilfredshed, han havde lyst til at skulle være en skuffelse og en skam for Nocturno, men indtilvidere havde det ikke rigtig lykkes.
”Nej, det påstod jeg heller aldrig. Jeg kunne ikke forestille mig at der ville være noget værdigt i dit liv..”
[/font]
|
|
|
Post by nocturno on Oct 16, 2012 19:48:28 GMT 1
Nocturno nikkede blot af sin søn, som ikke umiddelbart virkede til at være ude på skrammer. Det var derfor Nocturno blot stod og stirrede ud i luften. Nej nu var det nok. Han fnyste derpå og vendte sig bort fra sin søn. Han skulle ikke ligge øre til mere af det her og han vidste hvorfor han nu ikke skulle leve et normalt liv.
" Jeg skal videre... "
Lød det koldt fra ham inden han så begyndte at skridte ned af skråningen. Han tog dog ikke den hurtigste vej ud, nej han kunne lige så godt tage turen tværs ind over området. Provokerende, men sådan var Nocturno jo. Han havde ikke tænkt sig at blive hængende omkring Cathiar, for trods alt var der jo intet værdigt i hans liv og dette måtte vel også gælde ham. [/blockquote][/color]
|
|
|
Post by Deleted on Oct 20, 2012 20:21:40 GMT 1
// Out.
|
|