Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Jan 12, 2021 17:30:49 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Julestemningen forsvandt overalt omkring dem. Lydene ebbede ud, tågen var en magisk portal, der snart tillod de to sjæle fuldstændig privatliv. Hans øjne slap ikke hendes. Det var tydeligt hvor betaget guden var af den simple og meget elskværdige Trudy. Tydeligt hvor meget han elskede hvert et hår på hendes krop. Hvordan han ville gå igennem alt for at være hos hende. At han inderligt ikke kunne vente et sekund mere, med at forenes og få deres delte drøm ud i livet.
Det mest magiske ved livet - var absolut hvordan det blev skabt. Hvordan det groede og voskede og blev helt sit eget. Hans øjne udviste den største lykke, som tiden langsomt gik i stå omkring dem. Tågen forduftede og afslørede synet af livstæet - i hans del af himmelriget. Så enorme rødder overalt - en stamme større end fairfarren faldet. Grene overalt, både nede og oppe. Og så blomstrede det i fuld flor. Magisk var alt ved det. Det synes levende. En svag brise tog fat i det og det hele emmede af små blafrende og klirrende lyde. Blomster afgav den smukkest støvglitter... Hans træ - en oversigt over hele livet.
Hans blik var dog kun på hendes. Hans krop så varm og så tændt. Hans kærlighed uendelig - han søgte hendes mule i et nænsomt kys. Han var hendes. Og hun kunne gøre som hun ville, bede ham om alt.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Jan 15, 2021 23:16:25 GMT 1
Den magiske tåge udviskede snart alt omkring dem. Udsigten, lydene, duftene ja selv følesen af at befinde sig på jorden forsvandt. Det eneste der var tilbage, var den nærhed Trudy følte fra Flakezé, og det var således nok til, at hun ikke blev overmanet af panik. Trods panikken dog lå lige under overfladen, da den sorte hoppe ikke brød sig om noget så magisk, som hun ikke selv kunne påvirke. Men Flakezé var her, så alt skulle nok gå.
Langsomt vendte det hele dog tilbage igen, og da tågen til sidst helt forsvandt, afslørede den det mest fantastiske træ, Trudy nogensinde havde set. Hendes øjne var store af forundring, mens hun betragtede det livsstykke, som befandt sig foran hende. Træet simpelthen emmede af lige dele ungdommeligt liv samt uendelig visdom. Ja hvis ikke Trudy vidste bedre, så skulle man tro at dette træ, var hele Proelios livsnerve. Men det kunne jo ikke passe, for det var jo Flakezé.
Langsomt vendte hun nu det mosgrønne blik fra træet og til den blå gud. Hans blik havde konstant været rettet mod hende, som ænsede han slet ikke det prægtige træ. Hans mule mod hendes, og hun følte atter, hvorledes varmen sig som en løbeild igennem hende. Mange spørgsmål omkring dette sted trængte sig på, men nu var ikke tidspunktet. Stemmen måtte vige for kroppens uudtalte sprog. Hendes blik nærmest druknede i hans, mens hun lod mulen glide op over næseryggen, for derefter at kærtegne den stærke kæbe. Denne aften var i sandhed deres.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Jan 23, 2021 23:11:50 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Magien fortog sig fra deres rejse hertil. Der havde været den letteste måde at skabe fred for de to sjæle. Han vidste godt, at Trudy ikke var meget for denne type rejse, men hun virkede heldigvis til at være tryg hos ham. Blikket emmede af ro som en fast grund under hendes hove. Nænsom var han i det hele, så de efter deres ankomst nu kunne slappe af. Nyde den komplette ro der hvilede over stedet.
Hingstens hjerte pumpede, som om at han var fuldstændig ung og fortabt i en ældre hoppe - men hun var ikke ældre end han. Hun fik ham blot til at føle sig som en forelsket unghingst og det forandrede sig ikke fra tid til anden. Det var en vedvarende sikker følelse. Hans kærlighed til hende. Dens stærke smag af forelskelse. Det aftog bare aldrig, som han helt forventede. Det blev ved med at have en grund til at gløde op på ny, sætte ild i deres hjerter. Som om... Som om den her kærlighed aldrig ville nå over sit højeste rus og falde fuldstændig til ro. Se det var det der virkelig var dragende. Og skræmmende. Nok havde Flakezé elsket før. Men aldrig så... flammende. Det var det absolut bedste ord.
Hun så sig omkring. Så træet, stedet, fornemmede indtrykkene. Men så snart han rørte ved hende og deres blikke mødtes blev de tusind spørgsmål i hendes øjne skjult. Skjult bag et slør af deres lyst. Hendes begær til ham. Hans hjerte stoppede og han sank ind imod hoppen, indåndede hendes duft med en sådan iver, at han følte sig helt påtrængende... Men han vidste hun ville styre ham. Lede ham til hans fornøjelse. Ville hun drille mere? Var de ovre drillestadiet nu og på vej til at fuldføre deres lange flirtende drillerier. Måden de havde pirret hinanden på, havde ledt op til dette øjeblik. Og han ville ikke blive skuffet. "Åh... Trudy..." hviskede han ømt og strøg mulen over den sorte blanke pels, der var hendes.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Jan 24, 2021 12:14:57 GMT 1
Det emmede af liv omkring dem. Fra træet, jorden ja selv luften var ladet med essensen af liv. Der begyndte dog langsomt, men sikkert at blande sig noget andet med fornemmelsen af livet. Begæret nærmest strålede ud af den blå hingst, som slet ikke kunne komme tæt nok på hoppen, han havde bragt med. Trudy selv følte sig som en anden magnet, så tiltrukket var hun af hendes mage. Ingen tanker var længere tilstede i hendes hoved, og det forunderlige træ var direkte glemt. Der var kun Flakezé tilbage. Begærligt trak hun vejret dybt, og nød ligeså hans dybe, velkendte lugt, som fik det til at snurre i hele kroppen.
Hans mule igennem hendes pels, fik en skælven til at gå igennem den spinkle krop. Den pinke hale var let løftet. En invitation. Hendes egen mule gik nu på opdagelse, den undersøgte den store krop på kryds og tværs. Selv de mest følsomme steder blev berørt, mens en sensuel brummen kunne høres fra den sorte hoppe.
De mosgrønne øjne strålede af lysten til hendes hingst. Dog forhastede Trudy sig ikke. Intet skulle få lov til at komme imellem dem denne julenat, og derfor havde hun ikke travlt, trods kroppen på det nærmeste kommanderede til aktion. Tirrende nappede hun til hans halerod, mens hendes hjerte galopperede afsted. Kærligheden brændte i hver en nerve i hendes krop, men begæret kæmpede en brav kamp for at få overtaget. Hendes krop mod hans føltes som små elektriske ladninger, og hun sitrede forventningsfuldt, mens vejrtrækningen blev tungere og tungere.
Natten var endnu ung, ligesom de to heste.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 3, 2021 11:45:14 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Han havde været en gentleman. I årtusinder. Ikke lagt en uønsket mule på et andet væsens krop, aldrig overtrådt sin elskedes grænser, altid ventet på tilladelse. Men det havde aldrig været helt så svært at vente. Al den tid der var gået, hvor de to havde opdaget deres kærlighed til hinanden, havde bygget sig op til en eksplosion af begær og stærke sanselige følelser. Den spæde lille flamme, var blevet til en steppebrand - så vild og utøjlelig at han havde svært ved at fatte, hvordan de ikke havde set det i fortiden. Da de begge var givet hen til en anden.
Tanker forsvandt, fornuft forduftede og hans vejrtrækning var yderst ivrig, som hoppens hale løftede sig og hun begyndte at berører hans følsomme områder. Han mærkede tydeligt hvordan hans krop responderede instinktivt på deres kontakt. Mulen fandt hendes flanke, hendes bug, inderlåret. Små fuldstændig åndeløse kys blev placeret, som hans hjerte stak af i fuld galop. Trudy. Trudy...
Anstændigheden forsvandt, han lænede sig ind over hendes bløde bagpart, med hovedet og sitrede under hendes berøringer omkring hans hale. Hans ømhed og endeløse begær var tydeligt i de elektriske berøringer han gjorde sig, for at finde langsomt frem til hendes halerod og tirrende lade sin tunge søge ned langs med hårene. Det var ligefør det var dråben for ham. Følelsen var overvældende. Så overvældende at hans bare forestilling om hvad der ventede, var ved at få ham til at eksplodere. Så han trak hovedet til sig og lod lige vejret komme ned i lungerne igen, før han langsomt søgte længere ned bag hende. Tillod sig selv at give slip på kontrollen, hvis hun ellers ville lade ham fuldbyrde deres aften... Hans øjne funklede tændte og spændte.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Feb 5, 2021 10:49:45 GMT 1
Flakezés kærtegn var kærlige og blide, der gik dog ikke længe, inden de mere tirrende, mere insisterende. Kærligheden mellem de to heste lå som en konstant aura imellem de to heste, det var der ingen tvivl om. Men som ophidselsen i dem begge blot steg og steg, blev kærligheden trængt mere i baggrunden, og begæret efter den andre trådte tydeligere frem. Trudy og Flakezé havde efterhånden været sammen længe, men selvom de begge havde fantaseret om dette øjeblik, var det af en eller anden grund ikke sket tidligere. Måske var det usikkerheden over, om den anden nu godt nok var klar? De havde begge oplevet kærligheden før, selvom det for Trudys vedkommende aldrig havde været så intens som nu. Så brændende og klar som de flammer hun selv kunne fremmane.
En tung stønnen lød nu fra den sorte hoppe. Hun blev selv overrasket, havde ikke været forberedt på Flakezés intense berøring langs hendes halerod. Hun nød det, blev så salig at dyriske lyde ikke kunne holdes inde. Hendes sorte pels var allerede let fugtig. Hingsten hos hende formåede i den grad at gøre det hedt for hende. Med ét forsvandt den tilfredsstillelse han skabte hos hende, og hun stampede utilfreds i jorden med den ene baghov.
Hun skævede tilbage mod ham. Forstod at kontrollen endnu havde tag i den støvblå hingst. Trudy ønskede dog inderligt, at kontrollen forsvandt. At det blot var den rå hingst og hans begær der stod tilbage. Han behøvede ikke hendes tilladelse. Hvis hun ikke havde ønsket dette, var de aldrig nået dertil. Måske skulle han bare have et lille puf? Med halen løftet bakkede hun nu, så bagparten blot var ganske få centimeter fra hans brede bringe.
Hun var klar, var han?
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 5, 2021 11:07:17 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Det var alt der skulle til. Hendes lyde. Hendes krop der reagerede på hans. Nærmest inden hun nåede at bakke, lettede hans forben fra jorden under ham og de forsvandt op omkring hendes krop, hvor resten af ham fulgte efter med en sådan lidenskab at hans hjerte var ved at eksplodere i nydelse og en helt uigennemtrængelig glæde.
Det var et absolut mysterie, hvorfor de aldrig var gået så langt før... Han kunne slet ikke fatte hvordan han kunne have modstået denne følelse så længe. Nærmest undertrykt det helt naturlige behov han havde - men kun for hende. Der fandtes ikke længere andre end dem og hans mule var så nænsom, blid og alligevel så ivrig, da han stønnende fandt hendes hals med den og lod den glide blødt i takt med sine bevægelser. De stærke grønne øjne holdt observant øje med hende - men det var ikke en kontrol. Det var en: Jeg vil se hvad jeg gør ved dig. Jeg vil have det hele, ikke misse et sekund.
Hver bevægelse gav mere slip. Gav sig mere hen til hende og hun havde ham ligeså fuldendt som nogensinde. Jo. Jo der havde været andre. Der havde været Laylis. Og så Eos. Begge vidunderlige individer. Men i sammenligning med Trudy havde de ingen ild så intens, at han følte sig brændt. Fugten i hans pels glinsede, som han gav hende det sidste han havde, inden han ej længere kunne holde tilbage. Han gav total slip og fuldbyrdede deres drøm.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Feb 9, 2021 13:30:51 GMT 1
Inden det sidste skridt var taget baglæns imod ham, mærkede hun den tunge vægt af hendes hingst. Han lå over hende, mens de stærke forben klemte omkring hendes sider. De stribede ben stod solidt fast, mens hun ophidset tog imod ham. Det var så længe siden sidst, at man skulle tro, at Trudy havde glemt hvorledes tingene fungerede. Men selvom hun måske skulle have glemt det, så havde kroppen det bestemt ikke. Flakezé var blid, men bestemt ikke forsigtig. De mosgrønne øjne skævede tilbage mod hingsten på hendes ryg, og hvis ikke Trudy allerede var tændt, så ville dette syn, bestemt havde gjort hende det.
Dybt inde i Trudy, mærkede hun en anderledes tilfredshed end den der blot kom af deres akt. En tilfredshed der ganske enkelt kom, fordi alting føltes så rigtigt. Hende og Flakezé sammen var ganske enkelt så rigtigt, som det kunne være. Var der nogen der havde fortalt hende at det ville ende sådan, dengang de mødtes første gang, ville hun have leet højt og sagt at personen var bindegal. Men livet kunne til tider tage nogen ganske uventede drejninger.
Med tung vejrtrækning drejede hun hovedet, og nippede let til hans ene forben. Hun havde det varmt, som havde den blå hingst sat ild til hende. Hun kunne dog se, at også hans pels glinsede let af sved. Tiden var inde. Trudy følte sig helt salig og kunne ikke holde et gisp tilbage, da Flakezé gjorde sit til at skabe liv. En sitren fór igennem den sorte krop, og med ét føltes det som om, at en gnist var tændt inden i hendes.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 9, 2021 13:57:10 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Let og blødt forsvandt han ned bag hende, for at give hendes krop plads til at reagere på akten uden hans vægt hængende på hende. Hans hoved lå ind over hans bagpart, som hans hjerte sprang af sted, ved hvert et minde om det der lige var sket, fløj igennem ham igen. Hendes blik da hun så på ham. Alt det han kunne spotte i hendes øjne, han havde udrettet: Nydelse. Lyst. Behag. Glæde. Ild. Han havde brændt så hårdt for hende allerede, da hun rørte hans forben, og det havde sendt ham ud over kanten. Nu hvilede han med dybe åndedrag, der fik styr på lungerne efter alt hans energi var forsvundet til hende.
Dovent kyssede han hendes flanke - men så umådeligt tilfreds. Han fandt hendes side og søgte mulen til hendes. "Aldrig har noget været så insisterende... Så rigtigt." hviskede han lykkeligt. Han var så blottet som nogensinde, på den gode måde og måtte lade kroppen hvile der, tæt ind til hende. For deres fælles varmegnister, var ikke til at standse, bare fordi det var slut. Jo, ilden var nok stærk gløder nu, men man skulle vist bare puste lidt til dem, for at flammerne vendte tilbage.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Feb 9, 2021 15:13:52 GMT 1
Flakezé var atter nede, men som om kroppen endnu ikke havde opdaget det, skælvede den sorte hoppe fortsat. Hendes øjne var lukkede, mens varmen dampede både inde og ude omkring hende. En lille genert tanke dukkede pludselig op i Trudys hoved. Den blå hingst kendte hende nu så dybt, som man kunne komme. Et smil om mulen. Turde hun åbne øjnene og kigge på ham? Endnu en gang følte hun sig blot som en plag. Som om de netop havde udført noget forbudt.
Et kys mod hendes flanke, endnu tirrende? Hun åbnede øjnene og vendte dem mod den hingst, hun var blevet fuldendt med. Hendes blik brændte, som det endnu brændte i hendes indre. Trudy vidste godt, at der ikke med sikkerhed kom noget ud af denne nat, men allivel følte hun, at livets flamme brændte i hende.
"Aldrig har du været så insisterende." Hendes stemme var en smule hæs, efter alle de lyde den havde præsteret af komme med. Til Trudys morskab, var tilfredsheden tydelig at spore hos den store hingst. Som var det hans første gang, og han var ganske stolt af han præstation. Hans afslappede krop imod hendes, fik den sorte hoppe til at snappe et gange efter vejret. Hun følte sig en smule irriteret på hendes krop, der til fulde forrådte hende, så snart Flakezé blot var nær.
"Tak," ordet var dæmpet, men så fuldt af kærlighed af det nærmest stod skrevet i luften foran dem. Trudy takkede hendes mage for den mest uforglemmelige julenat, som nogensinde var overgået nogen. (Hun kunne jo ikke vide, hvad hende datter havde haft gang i!)
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 12, 2021 20:05:58 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Det forbudte - var ikke så forbudt for ham. Han følte at han endelig var landet. Efter en lang flyvetur fra sin rede, var han på en måde hjemme igen. Reden skulle vokse, og han skulle opleve at have familie igen. Føl. Tænk sig at hun havde fundet det i sig at elske ham. Og han var faldet så hårdt for hende, at ungdommen lyste ud af ham igen som en kilde. Deres nat var helt naturlig, men alligevel det bedste han havde oplevet i evigheder. Han kunne lide at skue alt hvad der foregik i hendes blik. Hendes mosgrønne øjne.
Genert - plag - brændende som en livsflamme - morskab, selvfølgelig over ham - reaktionen på hans nærhed - og irritationen. Han klukkede af det og tirrende strøg han den bløde mule ned over hendes nakke, langs den pinke stritman. Demonterende og ja - fuldstændig irriterende kærlig. "Det bliver fantastisk... Vores liv er allerede fantastisk." hviskede han som svar på hendes tak. De havde i den grad haft en aften der aldrig ville blive glemt. (Uanset om der var to ting de aldrig ville glemme...)
Han trak vejret dybt i hendes man og indåndede den kraftige duft af hendes svedige krop. Nydelsen af indåndingen undslap i en dyb og tilfreds udånding. Alt var godt.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Feb 13, 2021 14:15:42 GMT 1
Langsomt vendte omverden tilbage. Den havde jo ganske givet hele tiden været der, men den havde ingen opmærksomhed fået fra den sorte hoppe. Hun havde været så opslugt i hendes mage, at intet andet havde haft en mulighed for, at tiltrække hendes opmærksomhed. Men nu begyndte nysgerrigheden alligevel at røre på sig. Den blå hingst havde jo alligevel valgt at tage hende med, til et ganske specielt sted, det havde hun fornemmet allerede ved deres ankomst. "Hvor er vi?" Der var en iver i stemmen, som ganske tydeligt stammede fra deres eget private lille eventyr, men som nu blev vendt mod verden omkring dem.
Flakezés kærtegn ned over hendes nakke, som fik den pinke man til at veje fra side til side, formåede ligeledes at få en lyd der mere eller mindre mindede om en spinden fra en kat, til at lyde fra den sorte hoppe. Blikket hun sendte ham var stadig tændt, trods kroppen var så afslappet som den overhovedet kunne blive. Hvor hun dog elskede ham. Den Gud hun tidligere havde foragtet, hvad i sandhed formået at stjæle hendes hjerte. "Fantastisk," gentog hun, inden et drillende smil dukkede op om hendes mule. "Lige indtil den dag, hvor du skal hente dit føl hjem fra Darkena." Hun nappede ham frækt i skulderen. Mon Flakezé huskede, hvilken ballade et sådan føl indeholdt.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 13, 2021 22:48:40 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Stedet her var hans domæne - ikke et sted han som sådan var ofte, han fandt sine glæder hos andre, mere end hos sig selv. Men alligevel beskrev det om hans gudestatus - den han var, det han havde gjort. Hun genfandt nu den interesse han også havde set før, men som de begge havde glemt, for deres følelser for hinanden. Det store rus var overstået for i aften, men det betød ikke der ikke stadig var noget der tændtes indeni dem begge - i ny og næ, ved berøringer, blikke. Men for nu var de afslappede i hinandens selskab. Nydelsen fik lov at give hvile til deres kroppe.
Han formåede dog at få hende distraheret med sine ord, og agtede at besvare hende på hvor de var henne. Først drillede hun ham dog med det de havde i vente og han klukkede blødt og puffede til hendes skulder. "Så det er mig der skal hente? Jeg har en følelse af at Darkenafolket vil vige mere for dig, hvis du viser tænder." det var at drille hende - men det var faktisk også hans ramme alvor - Trudy kunne sagtens være skræmmende når hun ville det. Hans elskede mage. Hende hvis temperament sagtens kunne rejse hårene på de skabninger der hørte til i Darkena. Hun var perfekt til opgaven som mor for deres føl, der helt klart ville få nok idéer og påfund.
Han sukkede lykkeligt og skridtede frem til et af træets enorme rødder. "Det er livets træ." sagde han og stirrede op igennem de mange tusind grene. "Vi er i himmelriget - i min private del, dedikeret til den jeg er... Livstræet her - har også rod i Proelio, men dette er træets fulde pagt... Det kender min historie, alt hvad jeg har skabt. Og hvert blad præsentere et liv der har været. Fordi jeg skabte det." hviskede han stille... Ville hun synes om det her? Han skævede til hende med et drenget, men nervøst smil. Han var stadig som en teenager der skulle præsentere noget for hans hjertes udkårne. Han vidste bare godt, at Trudy ikke havde haft meget til overs for guder engang. Så måske var stedet her... For meget.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Feb 16, 2021 17:49:31 GMT 1
Trudy lo blot af Flakezés drillerier, inden hun med et frækt smil lod en lille flamme tænde foran den store hingst. "Sandt nok min kære, men hvad nu hvis jeg kom til at futte hele Darkena af, i min søgen efter et lille drilagtigt føl, der blot vil se det hele som en leg." Hendes ord var lige så drillende, som den mule der nu nappede til hans stærke hals. "Så vil det nok alligevel være bedre, hvis du henter." Hvis sandheden skulle frem, vidste de nok begge, at forsvandt føllet uanset om det var af egen fri vilje eller ej, ja så ville de begge storme af sted. Begge heste værnede om deres familier med deres liv. Ingen ville nogensinde slippe af sted med at krumme et hår på føllet.
Som den blå hingst nu bevægede sig nærmere det enorme træ, fulgte Trudy ærbødigt med. Endnu inden Flakezé havde sagt noget, vidste den sorte hoppe, at dette var noget helt særligt. Et træ der med sin blotte tilstedeværelse affødte en sådan respekt, måtte være andet end blot et træ. Hun lyttede opmærksomt, som Flakezé fortalte. Livstræet, selvfølgelig! Dette træ var den del af den blå hingst, og han en del af det. Det ikke bare fortalte hans historie, men var en del af den. Med varsomme skridt bevægede Trudy sig omkring det enorme træ, der var så stærkt tilknyttet hendes mage, som man kunne være. Ja det skulle ikke undre hende, hvis et blad pludselig begyndte at spire i hans man.
"Hvis nu.." Hun tøvede. Hvordan skulle hun få spurgt? "Hvis alle bladene repræsenterer de liv, du har skabt, så.." Hun rynkede let på mulen af hendes egen fumlen med ordene. "Vil der måske komme et nyt blad.. For i nat?"
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Feb 17, 2021 17:22:10 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Alt hvad hun sagde dannede nye billeder i hingstens hoved: Han så det så tydeligt, deres scenarie - stemningen i det var selvfølgelig sjov, fordi det var drillerier. Alvorligt set, så var situationen utvivlsomt ikke sket på den måde de drillede med i denne stund. Han trak vejret dybt for at få ro i maven, efter endnu en blød, varm latter. Han elskede hende. Måden hun fik ham til at le. Føle. Tænke. Det hele gav ligesom mening i hans hjerte og han følte denne varme kærlighed sprede sig som en steppebrand, meget lig den hun beskrev i hans mave. Og han vidste det: Ingen af dem ville blive tilbage. Ingen af dem var typen, der ville kunne stå og vente. Han brummede blødt. Føllet ville have et sæt stærke, beskyttende forældre - men selvfølgelig ville de også lade deres føl udforske livet. For det var det det handlede om. At finde livet: En vej igennem det. Have en fest. Faderligt hvilede et smil om hans læber og hans hjerte sprang et slag over. Far igen.
Træet, der var så enormt, at det ville tage nok i hvert fald nogle timer at nå rundt om stammen, slog rødder på størrelse med dem, i underlaget. Grenene de nederste var så massive og strakte sig længere end det burde være fysisk muligt. Svang sig op og ned fra jorden. Han fulgte med hende tættere på stammen og tittede op - hvor det næsten var umuligt at se himmel. Men lyset var der. Grønligt og blåt livslys. Han smilede.
Trudy talte og han så igen på hende, med kærlige øjne og mulen søgte hendes. Det tog tid for hende. Hans hjerte slog stødt og lykkeligt, afventende... Måske ville hun spørge om noget særligt: Han kunne næsten se det på hende. Måden hun lignede en der var ved at rødme. Han mærkede det også selv: Et stik af den ungdom der var i dem begge og den fuldstændig forelskede følelse, der kunne få ord til at være svære at sige. Snart følte han dog, at de kunne sige alt: Frit. Og han nød spørgsmålet da det kom. "Ja. Ja kæreste... Der ville komme en lille spire. Et sted... hm." Hans varme stemme blev tænksom. Han havde ikke set på sin egen biologiske gren i evigheder - den var heller ikke specielt stor. Han rykkede længere ind til stammen og søgte en ti minutter om træet. Hendes egen gren var ikke langt borte, fordi hun allerede var indviklet i Proelios stamtræ - og Proelios stamtræ var det der var tættest på ham.
Han vippede ørene "Her." hviskede han. Og lod mulen glide over en lille gren, der stak ud fra stammen. Laylis. Fermaz. Adorie. Lillye. Eos. Etopia Europa. Smeyé. Sémnyx. Helzloris træ havde sin egen gren, da deres biologiske blodlinjer ikke var miksede... Han søgte højere op, længere ud af en gren: For DawnFrost og Trudys grene, var ikke så direkte ved stammen. "Og din." hviskede han. Det var en form for respekt og ære af træet, at han talte lavt. Når han rørte grenene, føltes de i live. Som om man berørte det liv der var i sjælene der var repræsenteret. Bladene var unikke: De beskrev deres ejer godt. Flakezés var blålysende. Laylis var gylden med guldpletter: Men den lyste ikke mere: Døden trak lyset ud. Så de lysende var dem, der levede. Little did they know, at der ville komme to blade på Trudys stamme.
|
|