Ivrigt bekræftede Flakezé hende nu i, at der ganske rigtigt ville komme et blad. Et blad for det liv, hun bar i sit indre. Eller det liv hun forhåbentligt bar i sit indre. For dette ville i sandhed blive et ønskeføl, og derfor kunne Trudy end ikke forestille sig, at der intet ville komme ud af denne nat. Det havde natten simpelthen været for magisk til. Og skulle det alligevel ske? Kinderne rødmede endnu en gang. For så måtte de jo bare prøve igen. Den sorte hoppe mærkede tydeligt, hvorledes bare tanken gav et sug i maven. Mon ikke det ville ske endnu en gang? Hende og Flakezé i forening med hinanden, ganske simpelt fordi de ikke kunne lade være.

Med lette skridt fulgte hun den blå hingst tættere på træet. Hans grønne øjne var koncentrerede, som han forsøgte at finde frem til den helt rigtige gren. I Trudys øjne var det hele blot ét stort virvar af grene og blade overalt. Hvorledes det var muligt for Flakezé at genkende de forskellige liv og familier var hende en gåde. Men genkende sin stamme, det kunne han. Et her indikerede hvor et ny lille spire måske ville dukke om engang i fremtiden. Trudy stirrede forventningsfuldt på grenen, i håbet om at det ville ske lige nu og her. Intet skete dog, og hun lod i stedet blikket glide videre til de i forvejen eksisterende blade. Når man huskede på, hvor længe Flakezé havde vandret i Proelio, så var hans gren besynderligt lille. Det var ikke mange liv, der var koblet i direkte linje til hans. Undersøgende lod hun nu sit blik betragte sin mage. Hun vidste, at familie var det vigtigste for ham i livet, men alligevel havde han ikke valgt at skabe i overflod.

Den blå hingst fortsatte sin søgen, og der gik da heller ikke længe, så havde han fundet frem til hendes. Trudys egen gren var bestemt heller ikke oversået med livsblade. Hendes familie var lille, ja den var endda blevet endnu mindre med tiden. Bladene hun gættede på repræsenterede Ryhenna og Ajani lyste ikke op på samme måde, som de andre. Et trist blik dukkede op i de mosgrønne øjne, som hun betragtede de liv der engang havde været.

Med en rysten på hovedet forsøgte Trudy at trænge de triste tanker i baggrunden. Det var ikke en nat, som var skabt for at dvæle ved fortiden. Forsigtigt bevægede hun sig nu videre blandt de store rødder, der snoede sig omkring træet. Hun var forbløffet over den store mængde af liv, der lyste op omkring hende. Trudy kendte jo ikke engang en brøkdel af dem der levede i Proelio, i følge dette træ. En særlig tyk gren der var oversået med blade, fik den sorte hoppe til at stoppe op med store øjne. Her var i sandhed en familie, der havde formået at sprede sig. En lystig latter sneg sig nu ud i nattens mørke. "Der er sandelig nogen, der holde sig knap så meget tilbage som os." Hendes mosgrønne øjne spillede atter af munterhed, mens hun forestillede sig, at det var hendes og Flakezés gren der så sådan ud. Så havde de i sandhed travlt.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Tæt fulgte han hende, som hun undersøgte træets grene. Hans egen der var i direkte forbindelse med stammen - på en måde så var han vel stammen. Han og Jaymelia. Men hans specifikke gren var ganske lille, der var ingen grund til at forplante sig i hver en krog af verden for ham. Han havde en flok børn, han elskede til uendeligheden - men ingen af disse lyste mere. Så sorgen var ganske vist stor. Men der var ingen grund til at sørge mere: De havde fred. Han havde dette. Dette nye liv hos hende. Så da hun blev varm, som om hun tænkte på noget ganske behageligt, smilede han. "Mmh.." hviskede han stille i hendes øre, for han var temmelig sikker på hvad hun følte nu. Han mærkede selv varmen. De kunne ikke lade være vel? Det her var et nyt kapitel og det var kun lige startet. Han havde slet, slet ikke smagt nok på alt de deres forhold havde at byde ind med. Hans øjne funklede.

Hendes gren var også en sorg: For han vidste hvorledes familien savnede deres tabte fra fortiden. Men hun havde heller ikke tænkt sig at blive trist i aften. Han stod støttende hos hende uanset. Følelser kom og det var okay at de var der. Hendes gren sprang ud af en tykkere gren, der kom fra en tykkere gren der ledte ind til stammen... Mange grene spredte sig rundt overalt - de fleste borte. Hendes livslinjer var ikke så direkte ind til stammen som hans egne, for hun var trods alt resultatet af århundredes hestes kærlighed og forenede linjer. Han strøg hendes strittende man. Stirrede på grenen som om den snart ville flettes sammen med hans.

Trudy fandt dog en anden gren, der fornøjede hende og han rystede på hovedet og kunne ikke lade være med at le lidt. "Flere sjæle her i Proelio, har forstået at sprede deres gener grundigt." sagde han drillende. "Vi har ganske travlt hvis vi skal indhale den præsentation." hans krop spændtes for hende, som om han var klar og hans blik var både drillende og beredt. Men de startede her. Med denne nat. Deres første barn. Det var måske også nok: Han havde aldrig været en 'avlshingst'. Men brugte al sin tid med sine børn på virkelig at være far. Virkelig at være der.

Trudy fandt livstræet dybt fascinerende. Så mange liv, så mange historier. Og det hele blev fortalt så ganske lydløst, at kun vindens sagte hvislen i bladene kunne høres. At hun ikke vidste, hvilke heste der var tale om, gjorde bare det hele så meget mere spændende. Hun havde efterhånden lært mange heste at kende i Proelio. Desværre var der ikke mange tilbage fra hendes ungdom, men af én eller anden grund trøstede det hende at vide, at de trods alt altid ville være her. Selvom deres hove ikke længere betrådte jorden, ville deres blad altid have en plads på dette mægtige træ. De havde trods deres bortgang, sat et tydeligt aftryk efter deres livsflamme var endt.

Flakezés bløde latter brød nu tavsheden, som han studerede grenen med de mange blade. De mange liv som var beslægtede. Trudy nikkede smilende til hans kommentar. Det var jo så ganske rigtig, at der var heste i Proelio, som i den grad forstod sig på at efterlade sig en arv i hver en afkrog af Proelio. Den sorte hoppe havde aldrig følt dette behov, og var ganske tilfreds med hvad hun selv havde skabt, til trods for at det ikke fyldte meget i landet.
Da den blå hingst nu rigtig gjorde sig til overfor hende, mens han bemærkede at de havde travlt, kunne Trudy ikke lade være med at le. "Den travlhed kan jo gå hen og blive ganske behagelig." Hun trådte nu væk fra grenen med de mange blade, og i stedet hen til hendes mage. Her nappede hun tirrende til hans flanke, mens lysten atter flammede op i de mosgrønne øjne.

Trudy lænede sig lykkeligt op ad hendes blå hingst. Det havde så sandelig været en forunderlig nat, som hun hellere end gerne gjorde igen. Det var lige ved, at hun havde valgt at holde sig væk fra julefesten, men et eller andet havde fået hende til at opsøge den alligevel. I dette øjeblik var hun glad for, at hun ikke havde fulgt sin første indskydelse. Stjernerne over dem blinkede søvnigt, og et svagt lys langt ude i horisonten afslørede, at en ny dag snart ville melde sin ankomst.

En ny dag som ville komme til at starte på den bedste tænkelige måde. Sammen med Flakezé.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Han sukkede helt sagelig over hendes kommentar og efterfølgende nap og tirrende øjne. Han gjorde dog ikke mere ved det - men nikkede og placerede et blødt kys på hendes pande, før han vendte sit blik i samme retning som hun. Det var allerede på vej - dagslyset. Hans hjerte boblede og han stod tæt ind til hende, som de så den nye dag gro.

Det var en fremtid. En fremtid sammen.

/out

Kort lukkede Trudy øjnene, mens hun nød følelsen af Flakezés læber mod hendes pande. Så blidt, som var det et strejf af livet selv. Et lykkeligt suk lød fra den sorte hoppe, som atter åbnede øjnene. Klar til at byde den nye dag velkommen.


//Out