Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Sometimes you will never know the value of a moment, until it becomes a memory
47 POSTS & 2 LIKES
|
Post by Violet Cynthia on Feb 16, 2018 23:11:58 GMT 1
Atter var hun farret vild, det var fusterende, selvom hun ikke helt ville indrømme overfor sig selv hun var farret vild endnu en gang, hvilket også var grunden til hun skyndte sig fremad, indtil hun pludselig nåede en lyserød dis. ind i disen så hun et lille væsen. hmm endelig burde hun ikke følge dette, men på den anden side så ville hun gerne finde nogle kendte veje, så hvis hun nu fulgte føllet uden den så hende, kunne det være hun fandt vejen ud, så derfor valgte hun at liste/snige sig efter det lille væsen.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
“Be careful in the company of monsters that you don't become one.”
10 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Aida on Feb 16, 2018 23:16:33 GMT 1
Det var som noget kaldte, et eller andet sted gik hun og kedet sig, efter Fuego havde benægtede hende, efter alt det hun havde gjort for ham, havde hun midstet helt håbet om livet, dog langsomt var hun endelig begyndt at komme oven på, hvis han ikke ønskede hende som slave, ville hun gøre ham til slave. Få ham til at lide for at benægte hende. Selvom dette kærligheds kald nok kaldte noget andet i hende, gav hende noget varme også. Noget andet noget glemt? Dog prøvede hun at forskyde denne føelse med sit had og foragt. Fordi den kærlighed og varme der pludselig drog frem i hendes indre, tog også frygt og sorg med sig. Som et nyt sår der åbnede op i hendes indre.
Pludselig midt ude i en pink dis så hun dette føl, undrede valgte hun at sætte efter det, i så fald fordi så kunne det da være hun kunne angribe denne dumme skabning.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
I'm confused, a lot of it, is hard to take.
131 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Lightflox Zar on Feb 16, 2018 23:25:26 GMT 1
Det var sjældent Zar gik ud togen, bevægede sig ud i luften. Det var bare som et hul indenvendigt var åbent, som noget varmt og længensfuldt kaldte ham frem. Han måtte dog følge tågen ud af dette hul. Han ben virkede underlige som han endelig bevægede sig langt væk fra alt det kendte, mørket.. hadet.. Han som var bundet til Smeye. Hans sjæl var ikke hans. I starten havde det betydet meget for ham, men nu betyd det intet. Det var hans hver dag. Men altid ville man komme til et punkt i livet, hvor tingene ganske enkelt ikke længere gav mening. Zar holdte sig for sig selv, der var ikke nogen mening for ham længere. Hans leder var forsvundet. hans bekendte var smuttet. Og Smeye så han ikke til, han havde ingen ide hvad forgik lige nu, hvilket nok også var hans egen skyld, siden han havde holdt sig i den skumle skov så længe, uden at rykke sig meget. Dog havde kaldet stadig noget ham.
Langsomt drog han endelig fremad og ud af det mørke område, til han nåede en lyserød dis, de grønne øjne hvilede frem for ham, pludselig så han et føl. Normalt ville han være kølig mod andre, mest for at skubbe dem ud af hans liv, men denne lille uskyldige væsen, nej han kunne ikke lade den komme til, så hurtigt fulgte han trop med dem. bestemte sig for at prøve at få den lile skabning sikkert hjem til sine forældre.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Livet er det dejligste eventyr
64 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Holche on Feb 17, 2018 18:38:27 GMT 1
Holche You only live once, but if you do it right, once is enough.
De smukke solstrejfer skød et gyldent skær over landskabet. Holche som altid havde været betaget af skønhed, var derfor blevet draget af det smukke lys på en kold vinterdag. Hun havde bevæeget sig afsted. Den slanke skikkelse var elegant ført afsted, mens hun holdt halen let hævet. Gangen var vuggende, inden hun skævede mod himlen. Det var ved at gå mod natten, og hun måtte finde ly for nattens kulde. Varmen fra solstrålerne ville hurtigt dø ud, og så ville varmen forsvinde med dem. Et blidt suk forsvandt, da noget ramte hendes øre.
Blide toner, sang, nynne - var det et kald? Hun spidsede øre. Der var noget i luften der lokkede hende afsted, og hun følte sig draget. Det kærtegnede hendes krop og bad hende følge med. Holche lukkede øjnene i velbehag, mens hovedet vuggede. En fortælling, som hun fandt dragende om dyb kærlighed til hver eneste skabning eller genstand i Proelios rige. Åh, så betagende. Hun åbnede øjnene, og søgte efter stemmen - efter historien - ejeren af det der band hende. Hoppen vandrede afsted, som natten faldt på - og snart dukkede en skabning op; Alayziah.
In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Feb 18, 2018 19:10:47 GMT 1
Som solen langsomt svandt bort for at lade mørket herske i den kommende nat, bevægede en ganske særlig skikkelse sig omkring, med gyldne hove der knap nok rørte jorden. De strålende havblå øjne nærmest lyste af ren og skær forventning, mens et spændt smil lå om den følsomme mule. Jaymelia følte sig i den grad opstemt over den stærke magi, som herskede i denne nat. Der var ikke skyggen af tvivl i hendes sind om, hvem der skabte denne magi, hun havde trods alt selv skabt hende. Men hvor var det dog fantastisk at mærke, hvorledes magien spredtes ud blandt alle der var i nærheden. Og det var skam en stærk magi som Alayziah fremlagte, en magi som ingen ville kunne modstå, bortset fra hvis man var Magiens Gudinde naturligvis. Jaymelia havde dog ingen intentioner om ikke, at lade sig forføre at magien, og nød derfor blot, hvorledes den kærtegnede hende, som var hun kommet hjem til sin egen verden.
Da den lyserøde dis kom bølgende imod hende, kunne den grønne hoppe ikke lade være med at le blidt. Åh hvor det dog lignede den kære Alayziah! Med et mildt sind lod hun sig indhylle og ikke længe efter dukkede et føl op for hendes blik. Jaymelia var ikke sen til at følge efter den lille vejviser, og glædede sig blot til, at lade sig føre med af magien, hvor end den ville føre hende.
|
|
|
Post by Deleted on Feb 23, 2018 14:00:26 GMT 1
Alayziah
She walks in beauty, like the night Of cloudless climes and starry skies; And all that’s best of dark and bright
Lukket for tilmeldingerEt blidt smil lå på den fløjlsbløde mule idet et par funklende, klare øjne betragtede de sjæle der var dukket op denne nat. Hun hilste dem velkommen, som føllene bragte dem til hende. De befandt sig i en lysning i den gamle skov, Sweyitak. Der herskede en sælsom atmosfære blandt disse oldgamle stammer. En atmosfære der nydeligt blandede sig med den forunderlige summen af den kærligeds-magi som Alayziah udsendte. Normalt blev Alayziahs udseende ændret alt efter hvilken sjæl hun var i selskab med. Normalt så de kun det, som de selv fandt aller smukkest. Men Alayziah havde også sin egen skikkelse - den skikkelse som hun selv fandt mest yndefuld. Hendes sølvhvide pels glinsede som flydende sølv. Om hendes hals bar hun en silkeblød krans af Maitan pels. Hendes dybe, lyserøde blik hvilede mildt og kærligt på de ankommende heste. Manen faldt i langs hendes hals i bløde bølger og pandelokken omsluttede et lyserødt enhjørningehorn. Den rige blomme farve, dannede et harmonisk farvespil med de sølvfarvede pegasusvinger, der på en særlig måde glitrede og tindrende, ligesom hovskægget på hendes hove. Den lange Kirenerhale lå afslappet på jorden med hårene lagt som en fane omkring hende. Hun var høj, slank og yndefuld. En meget smuk hoppe. "Jeg hilser jer alle velkommen i nat. I der fulgte mit kald." Lød hendes stemme, da hestene var samlet foran hende. Alayziahs gled over deltagerne, inden hun atter lod sin stemme lyde: "Megen krig, megen sygdom, megen uheld og ulykke har præget Proelio op gennem tiden. Nogle har efterladt sine kære, andre er blevet efterladt. Men uanset hvor meget smerte og hvor meget lidelse og pine en sjæl har oplevet, vil der altid være en rest af lys tilbage. Selv i, der ikke menes at kunne føle, jer der er tomme og hule, jer der overfører jeres eget tomrum til andre. Selv i, ville en dag kunne se lys i en anden. De af jer der både føler, ser og mærker dét lys - den kærlighed, i har fået en gave. En gave som i skal bruge til at fuldende jer selv, men også andre. Jeg vil give jer alle muligheden for at føle fuldendelse - hvis i selv griber ud efter den." En bølge af lyserøde tåge lagde sig tungt om hestenes ben og det virkede som om at omgivelserne fadede væk og blot blev mere og mere sort og mørkt. Alayziahs skikkelse begyndte også langsomt at fade væk i takt med omgivelserne. "I får tre chancer. Hver især får en partner. I har 10 ture hver (10 indlæg pr. hest). Udforsk. Undersøg og mærk hvad der for jer er kærlighed. Kærlighed har mange skikkelser - og måske er der andre der deler den samme skikkelse, som i selv søger." Med ét var Alayziah væk og verdenen blev sort omkring deltagerne.
Yep! Kort opsummering. Vi kører datingroulette af 3 runder. I får hver især 10 svar. Alayziah mixer jeres karakterer og propper dem ind i et scenarie som i skal spille ud fra. Hvis det er lidt svært, så prøv at find noget som begge heste har tilfælles og skab " en fælles" kærlighed ud fra dette. Husk at venskab, båndet mellem forælder og barn, søskende, kammerater eller endog flokmedlemmer også er kærlighed. Vær kreative og spil med! Jeres karakter er under indflydelse af Alayziahs magi, så brug det hvis jeres karaktere har en lidt svær persona Jeg sætter links herind, med par, efterhånden som jeg får dem oprettet. I kan begynde med det samme jeres links der slået op herinde
Meet in her aspect and her eyes; Thus mellowed to that tender light Which heaven to gaudy day denies.
|
|