Alayziah

She walks in beauty, like the night

Of cloudless climes and starry skies;

And all that’s best of dark and bright

---

Mørket indkransede hingsten Semper fi og hoppen Holche indtil de begge befandt sig i midten af ingenting. Vægtløsheden bar dem fra jorden og førte dem videre. Videre til et ukendt sted, i en ukendt tid. Det var duften af frisk græs på en sommerdag, der først kom til stede. En duft der bragte harmoniske minder fra en glemt tid - en tid uden bekymringer og ansvar. Ungdommelig energi sitrede i luften, idet de to heste landede på deres ben. Det høje, frodige, grønne græs kærtegnede de lange, ranglede ben der ikke tilhørte en hest - men tilhørte et føl. Æblerne hang store, runde og indbydende i trækronerne ved Appleroads. Højsommeren bragte en behagelig varme. Enkelte lammeskyer drev forbi.

"Let the children run free"


[Jeres karaktere er blevet føl igen. Spil dem som dengang de var små!]

---

Meet in her aspect and her eyes;

Thus mellowed to that tender light

Which heaven to gaudy day denies.

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Hun blev løftet op og pludseligt var alt forandret for den plettede hoppe. Duften af frisk græs på en sommerdag, og energien spirrende i kroppen. Det lange græs kildede op på hendes ben, og hele kroppen dirrede af lyst og leg. Snart fangede de store øjne æblerne som hang store, runde og indbydende i trækronerne. Nøj, hvor ville hun gerne få sådan en ned.

"Let the children run free..."

Hun høfte det som vinden der bar en leg med sig, og snart havde den unge plettede hoppe sat af på de ranglede ben, og var tumlet rundt i græsset. Hun kom hurtigt op og så mod den sorte, inden hun kom med et føllet fnis og sprang legende frem mod ham.

"Vil duuuh med påv ævlejaaagt??"

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

De store sorte ører blev vippet i nakken, da følelsen af intethed skyllede over den store sorte hingst. Han vrede boblede op i ham, da han følte sig magtesløs. Han kogte og vidste ikke hvad han skulle gøre, dog var der noget som lagde låg på hans vrede, noget som tøjlede den. Pludselig ramte duften af friskt græs ham, det duftede som en frisk sommerdag og pludselig vendte synet tilbage til ham. Alt omkring ham var frodigt og grønt – noget han aldrig havde set før. Han kørte forsigtigt mulen over det grønne høje græs – hvad var dette for et sted?

Hans blik faldt på en brunlig hoppe som legende sprang op efter de smukkeste røde æbler han nogensinde havde set. Hun kiggede nu på ham og spurgte ham om noget dybt underligt. Havde dette været tilbage i hans landsdel hvor han var leder, ville han havde nærmest slagtet hende med det samme. Men den lyserøde sku havde gjort noget ved ham, den havde forandret ham og bundet ham på samme tid. Den vrede og smerte som normalt flød igennem den store sorte kunne nu ikke længere findes frem.

Han trådte en smule forvirret tættere på hoppen foran ham og han lignede faktisk lidt et føl som første gang prøvede at stå på sine egne ben – han var forvirret, forundret og mærkede en masse følelser som aldrig nogensinde havde været at finde hos den sorte. Et forvirret brum forlod ham da han vendte blikket mod hoppen foran ham – spørgende?

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Han så uforstående på hende, men hun forstod ikke hvorfor. Den sorte brindle hingsteføl, var på ingen måde voksen. Han virkede forvirret, og hendes mandelformede lange øre gled frem mod ham. Da et prust kom spørgende mod hende, spredte smilet sig over den plettede hoppes mule. Hun sprang let frem imod ham, inden hun stoppede på de stavrende ben. Usikkert og en smule kluntet, hvor hun normalt altid var let og elegant i bevægelserne.

"Æblejagt?"

Hun gjorde et kast med det lille hoved mod de flotte træner. Der var liv og energi i hende, som om at ungdommen flød gennem hendes vener med fornyet kraft. Hun kastede let sine forben op i luften, inden hun sank ned igen.

"Det er bare en leg.... Kom nu,"

Hun puffede legende og ivrigt til ham.

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

Alt var anderledes, hans var anderledes, verden var anderledes og hans normalt store og stærke krop var nu lige pludselig lille og føllet. Hans små hove trippede lidt underligt på stedet, han kunne ikke forstå det. Han så over på denne lille hoppe som nu stod helt føllet og så forventningsfuldt på ham. Han vippede ørerne over og kom i tanke om dengang han var føl – han var meget anderledes end han var nu, han var bange, forsigtig og en smule skræmt – hans far tævede ham… konstant.

Pludselig væltede hele hans sind, den store selvsikre hingst forsvandt og det forsigtige drengede føl fandt vej ind til ham. Alt det onde blev lagt på hylden og gemt væk som hade det aldrig eksisteret. Han så en smule forvirret på det lille hoppeføl.

”min far… banker mig bare, hvis jeg løber væk fra min lillebror”

Han så rundt efter Renne, han var ikke til at finde, havde han allerede mistet ham. Han begyndte at se en smule panisk ud og slet ikke som den store selvsikre hingst han normalt var. Dette havde været hans barndom.. Kunne hun acceptere det?

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Hun forstod det ikke. Ville han få bank? Det havde hun aldrig fået af sine forældre. Hendes mor havde fået bank af hendes far. Det var i hvert fald det hun troede, for de var ikke altid glade. Men hvorfor skulle han få bank? Inden hun lyste op ved en tanke. Han kunne jo ikke få bank, hvis hans far ikke opdagede det. Hun puffede derfor til ham, og nappede ham i en lille lok af den sorte man.

"Jeg sladre ikke... Det er vores lille hemmelighed..."

Hun sendte ham nogle uskyldige øjne - fyldt med liv og energi. Han virkede så panisk, og hun ville bare gerne lege med ham. Måske han så ville være hendes ven også? Hendes mor ville måske blive glad, hvis hun kunne finde en ven at lege med.

"Vi kan finde din bror bagefter? Jeg hjælper dig!"

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

Han forstod det ikke, hvordan kunne han være sådan her? Hvor var den store hingst af? Hans sind blev dog roligt ændret – forvandlede sig og fik helt over i det ungdommelige føl og den store sorte var væk. Han lod blikket falde på det lilel hoppeføl, hun ville gerne lege med ham og hun ville ikke sige noget til hans far. Han så kort rundt omkring og nikkede så til hende..

0

Han sendte hende et lille smil og vippede let og energisk med den lille hale. Han trådte frem mod hende og sendte ham et stort smil – nu var han klar til at lege. Han brummede og så rundt omkring dem, hvad skulel de lege med? Han nikkede let til hende, da hun valgte at sige at de kunne finde Renekton bagefter – han kunne da ikke komme ret meget til skade på den korte tid?

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Hendes øjne var store og runde, som hun så mod ham. Da han endelig nikkede gav hun et lille glædelig hvin fra sig, og halen piskede vildt fra side til side bag sig. Han trådte nu tættere på og smilet bredte sig om hans mørke mule. En brummen fik hende til at give et hop fra sig i ren og skær glæde.

"Kom!"

Kom det ivrigt fra hende, inden hun satte af med bagbenene i jorden og forhovene i luften.

"Hvem kommer først hen til æbletræet og fanger ævler!!"

Hun spurgtede afsted - nok ikke ligesom en hoppe burde gøre - men det unge energiske føl var fyldt med energi, og endnu uvis om, at man burde være en fornem dame og bekymre sig om hvordan man tog sig ud.

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

Han sprang ivrigt efter dette lille føl og brummede højlydt og tilfredst, dette var anderledes for ham, han var ikke vant til at være sådan en glad lille skid – det forsvandt dog mere og mere, hvem han normalt var og han blev helt slugt i denne verden. Han sprang afsted og nærmest dansede efter den lille hoppe. Han bukkede ivrigt og kunne ikke lade være at sende et føllet hvin ud over hele engen.


Nu ville den lille hoppe løbe om kap og det var han da helt med på, han lagde hovedet en smule ned og skruede helt op for tempoet, han ville bestemt gerne komme først og han elskede at lege og elskede udfordringer. Han nåede op til hendes bagpart og nappede drillende ud efter hendes bagpart og satte farten en smule op og kom op på siden af hende. Den lille hale viftede helt energisk bag ved ham.

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

De lange lodne ben kæmpede for at holde trin med en sorte, for selvom hun ofte løb og legede, så var det sjældent at nogen fulgte med. Hun fik også ofte afvide, at det ikke var sådan en dame burde gebærde sig. Hendes mor så ikke så godt på at Holche elskede at lege. Et hvin gled over hendes strube.

Hun hven, da han nappede hende ved bagpartiet. Halen blev løfte helt i vejret af fryd over legen. Uh, de ville snart være der, men den sorte begyndte at hente ind på hende. Hun forsøgte at øge tempoet så meget som mulig, men det var svært for underlaget var også en smule fugtigt og tænk hvis hun gled!

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

Han øgede farten yderligere og smældede med halen – han tænkte på ingen måde over underlaget og han nød at han kunne få lov til at strække de små lådne ben. Han kastede sig foran hende og uden at han tænkte over det, kom det store æbletræ tættere og tættere på. Han satte de små ben i jorden, men der skete sjovt nok intet overhovedet. Den lille krop skøjtede bare hen over græsset og før han vidste af det, ramlede han ind i det store æble træ og et par store og saftige æbler faldt til jorden.

Et kort øjeblik lå han helt stille og kunne ikke helt finde balancen. Han løftede det lille hoved og rystede det helt vildt – han så mod den lille hoppe som ha havde haft det sjovt med og han vidste faktisk ikke helt om han skulle prøve og rejse sig eller om han skulle blive liggende. Han sendte hende nærmest et spørgende hvin..

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Sådan kastede de to unge føl sig afsted på deres lange stænger i fuld fart. Holche sakkede langsomt bagud, men hun gjorde sit for at holde farten. Den sorte hingst var dog alt for hurtig, og hun kunne ikke følge fuldstændig med. Men hun gav ikke op! Nej selvføglelig gjorde hun ikke det! Hun skulle jo være en løber en dag, det var hun sikker på. Hun skulle løbe hele verden rundt og løbe om kap med alt og alle på sin vej! Det var hun helt sikker på. Pludseligt skete der noget forude og den sorte væltede om kuld. Holche forsøgte at bremse op selv, men hovene skred. Duggen var endnu ikke borte fra det futige græs, men hun formåede at holde sin værdighed i live og blive stående på de stavrende ben - også kun lige inden hun var ved at ramme Semper. Hun fik hold lige en hovsbredte fra det sorte føl. En fnisen forlod hendes mule, inden æblerne dryssede ned mellem dem og hun sprang kåd omkring sig selv. Ihh hvor var det altså fedt! Nu havde de æblerne nede også!

Hun nappede fast om et æble og rakte det mod ham. Inden hun så det spørgende udtryk - da hun ville svare faldt æblet ned og trillede de sidste små rundter hen til ham. "Igen?" Spurgte hun ivrigt

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.

Alle minderne om den store og stolte hingst var gemt så langt væk – det var som det slet ikke var sket og som om han var helt tilbage til den barnsom han aldrig havde haft. Han var noget hurtigere end den anden lille hoppe som galopperede bag ham. Han smældede lidt med halen. Han havde i alt sin hast overhovedet ikke set hvordan det var sket, men pludselig lå han jo jorden og kiggede en smule uforstående oppe på den lille hoppe som let kom nærmest svævende imod ham, som hun gled over det meget dugfriske græs og han nåede kort at tænke at hun ville brage lige ind i ham. Hun kiggede så en smule overrasket op på hende da hun formåede at blive stående på hendes små og næsten sarte hove. Han nappede hende kort i brystet da hendes lette fnisen lød og han kom hurtigt på benene som æblerne nu regnede ned over dem. Han smældede med halen og begyndte nu at springe rundt lige som den lille hoppe bedst havde gjort det. Han nappede legende til et æble inden han sprang til siden fra det.

De rødlige øjne søgte nu det lilel hoppeføl som rakte ham et æble. Han vippede ørerne en smule undrende rundt, han var bestemt ikke vant til at dele noget som helst med nogen som helst – så hvorfor ønskede hun at dele med ham? Han så ned på det æble som ikke ville blive i hendes mund da hun begyndte at snakke. Han tog kort en bid af det og kiggede en smule undrende på det lilel hoppeføl, ville hun virkelig dele?

Holche
You only live once, but if you do it right, once is enough.

Hun rakte æblet frem, men han tog det ikke. I hvert fald ikke med det samme. Øjnene var dog imødekommende og trygge, inden hun tabte æblet og hingsteføllet samlede det op. Et fnis gled over hendes mule, inden hun selv tog en bid af æblet. Han så dog noget undrede på hende, og hun fik ikke et svar. I stedet sprang hun rundt om sig selv. Inden hun gjorde et krumspring og anledning til endnu en løbetur og leg. Mon han ville følge med?

In three words I can sum up everything I've learned about life: it goes on.