Alayziah

She walks in beauty, like the night

Of cloudless climes and starry skies;

And all that’s best of dark and bright

---

Mørket indkransede hingsten Renekton og hoppen Iniltheir indtil de begge befandt sig i midten af ingenting. Vægtløsheden bar dem fra jorden og førte dem videre. Videre til et ukendt sted, i en ukendt tid. Den rødbrune hingst sprang over en væltet stamme i skoven der grænsede op til en rod ved Livets træ. Hans energiske, skarpe blik hvilede søgende på omgivelserne. For inde i hans hoved talte Alayziah til ham. Guidede ham, overtalte ham og manipulerede hans følelser. I hans årer flød en længsel, som det flyvske, vilde og frie sind ellers ikke besad. En længsel efter 'hjem'. Følelsen af at ønske at vende tilbage til noget trygt, sikkert og varmt. Den hvide skikkelse søgte også noget. Skårene der var blevet klinket i hendes fortid, hev Alayziah frem i hendes sind. Svigt, rodløshed og følelsen af at være udstødt. Alayziah ville, at denne stædige hoppe skulle føle samme længsel for at finde nogen der kunne udfylde og lindre disse smertefulde minder.

---

Meet in her aspect and her eyes;

Thus mellowed to that tender light

Which heaven to gaudy day denies.

---

Tankerne flød ustyrligt rundt i hans indre, mens han blot løb af sted i et hastigt tempo. Han blev drevet fremad af en helt særlig lyst, som han aldrig havde følt for. Hans sind var forpurret af den smukke bevingede hoppe, han havde stået over for ved samlingen. Hun blev ved med at tale til ham i hans hoved og drev ham fremad med tanken om tryghed, sikkerhed og varme. En længsel efter at føle sig hjemme, som han ellers aldrig havde følt før. Og som han løb af sted igennem skovbrynet var det derfor som om, at han nærmest ikke havde kontrol over sin egen krop. Hans ben drev ham blot fremad, mens han længtes efter tanken om en anden sjæl at dele denne underlige stund med.

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Inilteir

Inilteir rystede forvirret på hovedet, hvad foregik der? Hun var et fremmed sted og pludselig følte hun sig uendeligt alene. Hun begyndte at gå uden at vide hvorhen, dette havde altid hjulpet før. Det var i hvert fald det hun altid havde gjort når der var noget der gjorde hende vred eller ked af det. Løbe væk, rejse sin vej, forlade det. Det var blevet så standard for hende at hun ikke engang tænkte over det mere.

Denne gang var der dog en forskel, en ny følelse som hun ikke have oplevet siden hun var helt lille og som hun ikke anede hvad hun skulle gøre med. Det var en følelse af ensomhed, en trang til at finde et andet levende væsen og dele denne oplevelse med det, at støtte sig til det og blive trøstet af det. Hendes tanker kæmpede mod hinanden, hun havde aldrig før opsøgt andre for hjælp, det passede ikke til hendes personlighed men nu føltes det som det eneste rigtige.

Han fortsatte med at løbe vildt og nærmest ustyrligt rundt igennem skoven, indtil han endelig fandt en anden sjæl. Han fortsatte så hurtigt hen mod hende, at han kun lige akkurat nåede at stoppe op, inden han ville have braget lige ind i hende. Han befandt sig derfor kun ganske få milimeter fra hende, da han løftede sit ansigt mod hendes og meget tæt og grænseoverskridende begyndte at indsnuse hendes duft. Åhh ja... Han havde sådan haft en trang til at dele denne oplevelse med en anden, og her var hun; den helt perfekte kandidat! Han trådte ét skridt bagud og betragtede hende med et kæmpe smil, der nærmest gik fra øre til øre.

,,Halløj! Kommer du også fra den dér forsamling?"