Den spinkle, sorte hoppe skridtede frejdigt af sted over Amazonas grænse, men hun spejdede ivrigt efter en anden sort skikkelse. Trudy havde lagt vejen forbi den flok, hvormed hun havde indgået en alliance, og håbede nu på at støde ind i den selv samme dronning, som hun havde indgået aftalen med. Et kort møde forinden med en fremmede strejfede hendes tanker, og et flygtigt smil passede hendes læber. Hun håbede på, at den sorte dronning kunne være behjælpelig med et par oplysninger, som hun søgte til er ærinde.

Et højlydt vrinsk lød nu fra den sorte Trudy. Et vrinsk som fortalte, at hun var til stede, og som hun håbede nåede til rette vedkommende..

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Gaizkas øjne vågede for længe. Nat og dag. Selvom Thyra var ved at være en prægtig unghoppe, kunne hun ikke føle sig sikker nok. Alastair - åh hendes smukke søn var blevet ødelagt. Af Leslies slyng var hans usikkerhed startet og snart havde han følt sig tynget af mørke tanker. Om sig selv. Selvhad. Hun forstod ej hvorledes han var blevet svag i sindet, for hun havde styrket ham hver dag han havde levet. Elsket ham... Gjorde det stadig, men hun var en smule skuffet.

Så hun passede bedre på nu. Bedre på Thyra... Som Gaizka stod og vogtede mod skovene ved Zeura hørte hun et kald helt bestemt henvendt til hende. Hun vippede ørene og registrerede hurtigt stemmen som Trudys! Det vækkede en glæde i Gaizkas indre, siden det var lang tid siden hun havde set Trudy - alt ved denne hoppe var værd at se op til, selv for en Dronning. Trudy var stærk både af krop og sind og ganske klog. Gaizka besvarede straks og satte sin sortskimlede krop frem i trav for at møde sin veninde og allierede.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Det var længe siden at Trudy sidst havde betrådt flokkens område. Hun tilhørte den ikke som medlem, idet hendes sjæl var for vild til at lade sig binde af en anden, alligevel havde hun tilbudt sin beskyttelse, da hun i den grad respekterede flokkens Dronning, og hvad hun havde formået med denne flok. Et fristed hvor hopperne kunne føle sig sikre, et sted for de ikke skulle bøje sig for hingstene, blot fordi de var fysisk underlegne, et sted hvor de ganske enkelt kunne føle sig hjemme. Herudover havde Trudy også med det samme følt sig på bølgelængde med Gaizka Calanthia, og havde aldrig været i tvivl om, at havde der ingen flok været, ville et venskab alligevel være blomstret op mellem de to sorte hopper.

Svaret fra Dronningen lød nu højt og stærkt, og et tilfreds smil gled over Trudys hvide læber, som hun registrerede hvordan en mørk skikkelse, begyndte at nærme sig hende. Selv satte hun nu ligeledes frem i trav, mens de mosgrønne øjne strålede at forventning. Som de to sorte hopper nærmede sig hinanden, bemærkede Trudy godt, hvordan den anden nærmest strålede af styrke og selvtillid. Præcis sådan en holdning, som en Dronning skulle udstråle. På respektfuld afstand stoppede Trudy nu op, mens hun bøjede hovedet i en hilsen. "Vær hilset Dronning Gaizka Calanthia," de måtte have formaliteterne på plads.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

/Det bliver lidt shortliner her fra min side, så jeg lige kan lulle mig selv igang igen

Forventning. Det fandt Gaizka i Trudys smukke, grønne øjne. Før hun vidste af det, var de ganske tæt på hinanden og Gaizka standsede elegant hos den anden. To sorte hopper, med hver deres spraglede farve og grønne øjne. Hun smilede både kærligt og stolt. En værdig hoppe - det måtte man kalde hende. I næste nu bukkede Trudy hovedet og hilste, det fik Gaizka til at le mildt. Det var fantastisk - hun ville have accepteret selv et lille hej, men Trudy havde sine formaliteter på plads. "Værhilset, underskønne Trudy. Hvad bringer Dem hid?" hoppen stod rank og så glædeligt på den anden.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

//En roman er ikke nødvendigt, så det er skam helt fint.

Latteren der nu lød fra Gaizka ved Trudys formelle hilsen, var vel det mest tydelige tegn på den gensidige respekt, der var mellem de to hopper. De var hinandens ligemand, trods to meget forskellige statusser. Dronningens hilsen fik nu et varmt smil til at brede sig over Trudys hvide mule, mens hendes eget leende blik fangede Gaizkas. I denne sorte hoppe fandt Trudy meget vel den søster, hun aldrig havde haft af blodets bånd. "Jamen jeg synes da, at det var så lang tid siden, at jeg sidst havde lagt et visit forbi Amazona, at jeg synes det var på høje tid." Et drillende puf blev det nu til mod den andens bløde mule. "Jeg må jo hellere holde øje med, om du har styr på dine undersåtter." Det sidste blev sagt med et yderst frækt glimt i de grønne øjne, idet Trudy var ganske godt klar over, at det sidste Gaizka så sine flokmedlemmer som, var som undersåtter.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Det var et behageligt bånd de havde fået til hinanden. Faktisk var Gaizka ikke helt sikker på om hun havde følt samme styrke i flokken, hvis ikke Trudy havde tilbudt sin hjælp med sin formidable personlighed og hendes gode eksemplar. Det var som en lille del af Gaizka, der havde manglet - og her stod hun. Endnu en af de fantastiske hopper, der havde oplevet både godt og skidt fra hingstes side.

"Det må man sige - det glæder mig at du er her." hun måtte fortælle Trudy om Leslie slænget... Men så fyrrede Trudy en joke af og Gaizka snappede drillende ud i luften foran Trudy - helt ærligt, hun vidste jo hvordan Gaizka havde det med sin flok, så hun trak på smilebåndet og rystede på hovedet. "Der er styr på dem alle - men ... Daydreamers føl Lillith blev stjålet for måneder tilbage. Vi står i en splittet landsdel og har en mulig krig foran os. Leslie - undergrundskongen har overtaget magten, nu hvor Fermaz er forsvundet." bekymringen for flokken hvilede i Gaizkas øjne.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Selvom de to hopper pjattede med hinanden, gik det lige pludselig op for Trudy, at der var noget der bekymrede Gaizka. Den sorte hoppe var ganske vidst både glad og munter, men det var alligevel som om, at hun ikke kunne være helt fri. Hvad mon der var i vejen? Trudy skulle dog ikke vente længe, før hun fik svaret på, hvad der nagede den sorte dronning.

Leslie! Trudy havde selv været til stede den dag, da han bekendtgjorde, at han var den nye hersker i Sylinum. En hingst der helt sikkert var skidt selskab, og som bestemt ikke ville lade nogen finde fred, før de levede på præcis den måde, hvor på han fandt det bedst. Til sin egen fordel naturligvis. At stjæle føl var lige i hans tarv, og at gøre det fra Amazona var tydeligvis en straf for, at Gaizka den dag, havde stillet sig imod Leslies herredømme og havde erklæret, at hun nægtede at følge hans love. At Fermaz var forsvundet var kun tydeligt. For havde halvguden været på sin plads, ville det aldrig have lykkes Leslie at vinde så meget magt. Trudy selv havde kun alt for godt kendskab til Fermaz forsvinden, eftersom hun havde en datter, der trods hun forsøgte at skjule det, følte sig både bekymret og forvirret over sin manglende mage.

Eftertænksomt stirrede Trudy ind i dronningens bekymrede øjne. "Var det muligt at lade en spion infiltrere Leslies slæng? Måske flere end én? Så ville vi både kunne få sneget en redningsaktion ind efter Lillith, men samtidig have muligheden for at følge med i, hvad den mørke hingst lægger af planer?" Forsigtigt lod Trudy sin hvide mule trykke let med Gaizkas sorte næseryg i en beroligende gestus. De skulle nok komme igennem det her. "Hvad med at allierer os med en anden flok? Så kunne de svageste i Amazona blive flyttet dertil, og derved skulle vi ikke bekymre os om flere føltyverier." De måtte forsøge at være et skridt foran Leslie hele tiden, hvis de skulle have en chance mod hans overmagt i landsdelen.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Det var taknemlighed der faldt over Gaizkas ansigt, da Trudy stod trofast og lyttede uden at bakke ud. Det var en sand glæde at have fået en veninde som hende og at hun engagerede sig i Gaizkas flok på denne måde, varmede Dronningen af Amazona meget. Hun trak vejret dybt og forsøgte at få ro på sig selv. Endelig kunne hun trække vejret lidt mere roligt - Trudy havde nye ideer! Hun og Spartacus havde drøftet at spionere - men hvem skulle de dog sende?

Hun lyttede - alliere sig med en anden flok? Det var en glimrende idé. Men hvilken flok i Proelio ville mon acceptere dem? Lux Umbra var udelukket. Slavian tvivlede hun stærkt på - Hitsugaya? Ice havde en regel der generede Gaizka meget - at alle hopper i hans flok skulle levere ham et føl, før de måtte tage andre med ind i flokken...

"Åh en spion eller to ville være ganske pragfuldt - men jeg har simpelthen ingen idé om hvem der er snedig og rustet nok til opgaven, som Leslie ikke allerede ved er i åbenlyst samarbejde med Amazona..." hun tænkte efter igen, men kunne ikke komme frem til det. Gaizka smilede skævt. Hvor var det egentligt talt ganske værdifuldt at de var to hopper, der stod og drøftede strategier! Præcis som hun havde ønsket sig, var hopper højt værdsatte i Amazona og intelligente nok til at påtage sig disse pligter - omend hingste havde haft deres tvivl! Det skulle lykkes. Hun skulle vise dem alle... At der var mere mellem ørene end de troede.

"En flok. Jeg er i tvivl om deres lyst til at mødes med Amazonas primisser - jeg kan gå på kompromis med visse ting ... Men ikke alt. Mit bud måtte nok være Hitsugaya..." hun mødte ligeldes Trudys øjne.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

At finde nogen som kunne fungere som spioner, ville nok blive svært, det havde Gaizka ret i. Trudy selv kunne ikke bruges, hun havde stået ved Dronningens side til Leslies forsamling, hvorved den luskede hingst utvivlsomt havde noteret sig dette. Ligeledes havde Spartacus og Daydreamer. Men var der ikke andre fra flokken, som ikke havde været til stede den dag? Ellers måtte de se, om de kunne finde en hest udefra der var venligt stemt over for Amazona og ikke ville have noget imod at hjælpe. Om det var en hoppe eller hingst, var faktisk sagen uvedkommende, så længe hesten ikke blev afsløret i at være i ledtog med Amazona. "Kender Leslie til alle flokkens medlemmer? For hvis han gør, at der naturligvis ingen af dem der kan bruges. Altså må vi lede uden for flokken. Har du nogen forbundsfæller, som ikke officielt høre til Amazona på nogen måde?" Ivrigt studerede Trudy den anden. En plan var begyndt at tage form.

Da snakken nu faldt på muligheden for, at en anden flok kunne huse se svagere heste i Amazona, stirrede Trudy med et bestemt blik ind i Gaizkas strålende øjne, da hun nævnte Hitsugaya. "Ikke alt er et kompromis." Trudy kendte så sandelig godt den regel, som tillod den gamle flokføre at forgribe sig på alle de hopper, der søgte hans beskyttelse. De slanke ører blev kortvarigt lagt bagud blot ved tanken om dette. "Amazona ønsker jo blot et midlertidigt opholdssted, ikke at blive optaget i selve flokken." Ingen af de to sorte hopper ville kunne tillade, at Ice skulle give sine gener videre gennem flokkens hopper. Dette ville uden tvivl blive enden på Amazona og den fritid tilbød hopperne i Proelio.

Efter lidt betænkningstid kom Trudy nu med en ny idé. "Hvad med Aliari? Jeg synes at have hørt rygter om, at den på ny vil genopstå?" Wallace havde været Aliari flokkens sande leder, men den grønne hingst havde været væk i umindelige tider, og derved var flokken gået til grunde. Men værdierne i den gamle, ædle flok ville have passet fint til Amazona, så hvis den på ny ville genopstå, var der måske en allieret at hente der for hoppeflokken.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Gaizka havde mødt Ice. Det havde ikke været noget videre skønt møde, da han havde bedækket hendes veninde Selene og det havde medført Samuel. Et samarbejde ville hun hade - der måtte findes andre muligheder, trods Hitsugaya var den eneste flok hun umildbart kunne tænke på, der ikke var lettere mørk i det.
Hun kendte slet ej heller Dawn, der havde Slavian, men havde hørt at han udelod sine pligter og lod sin søn lede.

Trudys blik sagde alt det Gaizka tænkte. Da hun talte var Gaizka overbevist - de skulle på ingen måde samarbejde på en måde, der ville udsætte Amazona for Ices tåbelige regel om føl. Amazonas var fri for hingstes magt over hopper. Kommet for at være fri - og skulle altid være fri for den slags magtforhold.
"Måske er det en mulighed - omend jeg ikke stoler fast og holdent på Ice, kunne en midlertidig alliance nok gavne." hun så på den sorte med trætte øjne. Gaizka var træt - det var så meget at tænke på, så at Trudy nu stod her med en masse forslag og tanker, var et dejligt opkvikkende pust. Det kunne man tydeligt se i Gaizkas tvefarvede blik. Hun smilede taknemligt.

Aliari. Diablo. Hjertet sank i brystet på Gaizka og øjet formørkedes. Hun forsøgte ikke at tabe ansigt, men det var svært. Især fordi hun stolede på Trudy... Men endnu var hun for stolt til at synke sammen. "Diablo søger at vinde smykket tilbage. Diablo og min søn Milagro vil tage smykket hjem for at blomstre igen. Det er i Renektons besiddelse og af hvad jeg har hørt, har det været det i årevis. Han fandt det efter, at det var blevet glemt. Smykket har ikke knyttet sig til ham, Aliaris sjæl har ikke valgt ham. Det må længes... Efter den rette leder. Jeg ønsker brændende at flokken genopstår - den ville jeg turde alliere mig med til hver en tid."

Gaizkas stemme kvikkede op til håb og mindet om glade dage. Hun var vokset op i Aliari... For evigheder siden synes det.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Det var ganske tydeligt, at bekymringerne omkring flokken tog hårdt på Gaizka. Trods den sorte hoppe nærmest struttede af styrke og sundhed, var der alligevel et skær af udmattelse over hende, til trods for at hun skjulte det godt. Det var dog heller ikke let, når en udefrakommende pludselig eroderede den landsdel, som man havde valgt at slå sig ned i. Mange spørgsmål meldte sig, men der var ingen til at besvare dem, kun tiden ville vise dem, hvad det ville betyde for Sylinum, at Leslie var kommet til magten. Og måske ville tiden for at redde flokken, så være udløbet..

"Var det en mulighed, at prøve og kontakte Ice, og hører hvad han har at sige? Måske synes han, at det er den mest tåbelige idé, han nogensinde har hørt, og så er der jo ingen grund til, at spekulere mere over det." Undersøgende lod Trudy nu sit blik glide over den trætte Dronning, der vidst mest af alt havde lyst til at flå hovedet af Leslie, kort og kontant, så var det problem ude af verden. "Og hvis han er med på idéen, så spørge ind til, hvilke krav han har for at ville give Amazona husly." Om Ice var til at stole på, kunne Trudy ikke vurdere. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med den gamle hingst, men blot observeret ham på afstand fra tid til anden, samt hørt de forskellige rygter der gik omkring ham og hans flok.

Da Gaizka nu begyndte at fortælle, hvad hun vidste om Aliari, spidsede Trudy ører. Hvis den sorte hoppe havde troet, at hun ville høre nyt om Wallace, blev hun slemt skuffet. Hans navn blev end ikke nævnt, og Trudy måtte blot acceptere, at hendes grønne ven var og blev forsvundet fra Proelios overflade. I stedet var det åbenbart Diablo og Dronningens egen søn, der ønskede at vække den gamle flok til live, hvis da ellers smykket ønskede at acceptere dem. Og før det, at de overhovedet fik fat i smykket, som var i en helt tredjes varetægt. En vis hingst ved navn Renekton.
Aliari var en flok, som Gaizka ikke så meget som ville tøve, at danne en alliance med, mens Trudy dog havde sin skepsis. Flokken ville trods alt aldrig blive, hvad den en gang havde været.

Trods Gaizka var livet op ved snakken om Aliari, var det alligevel som om, at en skygge havde lagt sig over den mørke hoppe. Spørgende stirrede Trudy på hende, dog uden at forme noget spørgsmål med ord. Dette måtte være op til Gaizka selv, om hun ville indvie Trudy.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Ice. Gaizka lyttede til hvad Trudy foreslog og nikkede enigt. Det var vejen frem at forhøre ham, førend der blev spekuleret mere på det. Hun ville sende en af sine hingste ud og spørge. Hun ville ej risikere en hoppes ve og vel på en sådan rejse. Dog strejfede Thyra, Gaizkas tanker. Hendes smukke unge datter, der brændte for at gøre godt for flokken. Så anderledes end Alastair, der havde opgivet livet alt for tidligt. Hvad med Trudy? Kunne hun tænke sig at tage på missionen til Hitsugaya med en af flokkens hingste? Måske Cinna? Tanken strejfede kun ganske kort, da Gaizka dernæst kom i tanke om Gizhebi og den smukke datter Ignacia - hun ville ikke risikere en hingsts liv, der betød så meget for to hopper. Spartacus. Spartacus. Spartacus. For Milagro var på mission med Diablo og Samuel havde forladt dem... Alastair... Gaizka sukkede, han ville aldrig ønske at rejse sig og prøve igen.

Hjertet føltes lettere flået - hvorfor hændte der mere ulykke i Gaizkas liv, nu hvor hun i forvejen var så splittet af to hingste? Da tanken trængte igennem rankede hun sig pludseligt og tyngden af byrden forsvandt langsomt fra hendes øjne. Hun lo indvendigt. Hvad? Splittet af to hingste?! Nej ved guds navn nej! Hun var færdig med at forsøge at gøre Diablo tilfreds. Han var hjemvendt fra de døde synes det. Alting var forandret - også hun. Sådan var det bare og de følelser hun engang havde næret, fandtes ikke længere på overfladen og i det indre. De var minder, forblev i hjernens hukommelse. Aldrig mere. Uanset hvor meget hun sårrede ham - og dermed også en lille del af sig selv - så var der kun én hingst i hendes liv nu. Det var Spartacus. Uasnet om hun elskede ham eller ej, var han den alliance hun havde brug for. En der kunne give dem tryghed og stærke efterkommere... Hvad hun så følte måtte han grave frem i hende, hvis det var der.

"Jeg vil sende Spartacus. Måske vil du kære Trudy, ledsage ham til Hitsugaya? Eller blive her og beskytte Amazonas i hans fravær?" Hun voksede nærmest flere centimeter. Hun holdt endnu for sig selv hvad der havde tynget hende, men så Trudys spørgende øjne. Gaizka besvarede dem med overbevisende ro. Hun håbede denne forløsning hun følte fra byrden, ville forblive borte. Måske kom den aldrig tilbage - hvis den gjorde ville hun forklare sig til sin veninde... Måske ville hun også blive klar til at betro sine følelser til hende før da. Nu hvor styrke blussede i hendes krop, føltes verden mere overkommelig. De kunne vinde.

[]

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Trudy fornemmede tydeligt, hvorledes tankerne hvirvlede rundt i den sorte Dronning, til trods for at hun på ingen måde gav udtryk for, hvad disse tanker handlede om. Undersøgende studerede Trudy den anden, men valgte endnu at forholde sig tavs. Hun ønskede ikke, at presse Gaizka til at fortælle om noget, hun måske blot ønskede at beholde for sig selv. Trudy selv havde ligeledes spekulationer, som hun ikke ønskede at indvie andre i, og havde derfor fuld forståelse for, hvis det var sådan veninden følte. Ingen kendte til det med hende og DawnFrost, ikke en gang nogen af døtrene, der ellers muligvis havde ret til at vide det. Men til trods for at sorgen var et overstået kapitel for den sorte hoppe, var vreden endnu så dugfrisk i hende, at dette var et emne, der endnu ikke kunne komme over hendes læber.

Ivrigt lyttede Trudy nu til Gaizkas plan og nikkede samtykkende. Det var blot med at få sendt en budbringer af sted, således de vidste, hvor de stod. Ønskede Ice ikke Amazonas tilstedeværelse eller var hans krav urimelige, måtte en anden plan iværksættes, for at bevare beskyttelsen af flokken trods Leslies hærgen. "Jeg vil gøre, hvad du beder mig om. Om det er at ledsage Spartacus eller overtage beskyttelsen af flokken, vil jeg lade være op til dig at vurdere, hvad der giver mest mening." Trudy kendte ikke lige så godt til Amazona, som Dronningen af flokken, og derfor var hun da heller ikke i tvivl om, at den anden ville tage det rette valg, og give hende den opgave, der gav bedst mening for dem alle.

Det ville blive godt, når freden en gang sænkede sig over landsdelen. Ja egentligt ikke kun Sylinum, men hele Proelio, hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre? Trudy kunne efterhånden ikke huske, hvornår der sidst havde været en fredstid, sådan for alvor. Hvor alt blot åndede fred og idyl, men måske var det blot sådan, at dette land var bygget op? Altid var der et eller i gære, og hvis ikke lige kunne lure hvad det var, kunne man være helt sikkert på, at det var noget mørkt og dystert der ventede. Det var i hvert fald de erfaringer, den sorte hoppe have fået efter at have levet størstedelen af sit liv i Proelio.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Hoppe til hoppe fik de sammen talt sig frem til dette... Der var en eller anden underforstået forståelse for andres skjulte tanker. Trudy pressede sig ikke på, og Gaizka var taknemlig for denne handling. Der var ingen grund til at stå og tale om noget hun var så påvirket følelsesmæssigt af. Var hun vred? På Diablo? Hun vidste det faktisk ikke helt, chokket havde hende stadig i stormens øje. Hun følte sig bare ovenpå den nu. Blikket i Trudys øjne sagde et øjeblik at der også var ting, hun aldrig ønskede at dele med andre. Dette var helt okay. Oftest var der bare ting man mærkede på hinanden, nu hvor man havde et venskab, men som ingen skulle grave i. Respekt skulle være gensidig - uanset hvem man var, og dette var en af grundende til at Amazona var opstået. Hingste nedværdigede ofte hopper - og pludselig følte Gaizka hvordan hun længe havde følt sig udnyttet - også af Diablo, ikke kun af Fuego og andre syge hingste.

Trudy ville lade det være op til Gaizka. Hun vurderede hurtigt situationen. Daydreamer var fraværrende på det seneste - havde rådgiveren ikke været dette, havde Gaizka nok sendt Trudy med Spartacus, da Daydreamer havde masser af råstyrke, gåpåmod og skræmte de fleste væk meget hurtigt. Men hun var ikke sig selv for tiden, og strejfede desværre væk en del. Snart tænkte Gaizka at det var på tide at Thyra kom med sin far ud igen. Hun smilede og vippede ørene beslutsomt mod Trudy. "Så vil jeg lade min unge datter Thyra drage med sin far. Hun har godt af erfaringen. Da Daydreamer desværre har personlige problemer i tiden, ville det være godt med din beskyttelse, når Spartacus er borte." hun trak vejret dybt og en smule lettet. Der var en plan nu. Selvom Gaizka også hørte rygter om at Guderne ville dele Proelio imellem sig - men hvem ville ende i Sylinum? Hvem skulle påtage sig ansvaret for Leslie? Ville guden overhovedet dette???

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Trudy besvarede Gaizkas eftertænksomme blik, som den anden forsøgte at komme frem til, hvad det mest logiske ville være at gøre. Trudy kunne være en hjælp både uden og inden for flokken, og kunne derfor bestride hvilken som helst af de opgaver, som den sorte Dronning måtte ønske at bede hende om. Beslutningen blev, at Gaizka ville sende sin datter med Spartacus mod Frotizens kølige egne, mens Trudy skulle blive tilbage og hjælpe til med beskyttelsen af flokken. Kort nikkede den sorte hoppe accepterende. At Daydreamer var i problemer, havde hun ingen anelse om. Trudy kom ikke så tit i flokken, at hun vidste noget om hver enkelt medlems status, og hvis sandheden skulle frem. Brød hun sig faktisk ikke rigtig om den gyldne hoppe. Hun var simpelthen for rapkæftet og egoistisk efter Trudys smag. Men så var det jo også meget heldigt, at den sorte hoppe som sådan ikke var medlem i flokken, og de få gange hun var stødt på den anden, kunne derfor accepteres.

"Hvis planen slår fejl med Ice, kunne det så være en mulighed, at skifte midlertidig landsdel?" Spørgende blev de mosgrønne øjne rettet mod Dronningen. Det var meget muligt, at det kunne ses som at flygte, men når det var flokkens ve og vel der stod på spil, ville det da være vigtigere, end hvordan omverden så dem. Desuden var føltyveri ikke noget og spøge med, og derfor noget både føl og hopper hurtigst muligt skulle forskånes for. "Hvis vi er konstant er på vagt, ville Ingemandsland måske kunne komme i betragtning? Her ville vi i hvert fald ikke træde nogen over hovene, idet det er.. Ja, er ingen mands land."

Trudy kunne egentlig også have foreslået sin egen landsdel, men idet hun endnu ikke vidste, hvilken gud der ville bosætte sig der, ønskede hun ikke at bringe det på bane. Det kunne jo være, at de ville komme direkte fra asken og over i ilden. Ja det var endda slet ikke sikkert, at hun i fremtiden ville komme til at kalde Vustlaum for sit hjem. Det kunne kun tiden vise.