Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Aug 21, 2017 11:31:34 GMT 1
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.
Den store sal var prydet med krystaller, fra gulvet af mosaikker til loftet, hvor sollyset faldt ind igennem galsvinduerne og skabte et himmelsk lys. Væggene stod som træer i en sandfarvet skov og udfoldede sig som trækroner halvvejs mod loftet. Fra grenene glimtede karakteristiske små figurer. Guderne. Alle der havde været og alle der stadig var.
Helzloris hove landede skridt for skridt, med det sorte hovskæg omkring dem. Lyden ekkoede i den enorme sal. Den sorte røg fulgte hans glinsende, tunge krop og hvirvlede op mod trækronerne. Hans øjne brændte. Den røde man bølgede omkring den muskuløse hals. Han havde kaldt til dette møde. Ham. For at drøfte et ganske fornuftigt forslag - synes han selv. Han ønskede ikke mere kamp om Proelio. Ej mere fængsling af hinanden. Han ville leve - skønt det ellers kun var Flakezé der havde travlt med det... Det var hans tur. Han ville vandre på overfladen frit igen. Gøre det han begærede, som dengang han var levende... Åh et hjerteslag, hvad han ikke ville give for at føle bare ét igen. Men hans legeme var for altid koldt. Dødt.
Da den store hingst nåede midten af salen sandsede han. Han vidste de ville komme. De havde selv alle noget at sige.
When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Aug 27, 2017 19:34:46 GMT 1
En let dis der havde et skær af smaragdgrønt dukkede langsomt op i Evighedernes Slot. Disen hang svævende i luften, og begyndte lige så stille og tage form af en hest.. En yderst yndefuld hest, hvis konturer var så spinkle, som var de vævet af spindelvæv, og dog alligevel så stærke at se på, som var det den rene granit. Et par isblå øjne med et koldt skær dukkede nu op i den fortsat tildisede skikkelse. Med den entré kunne det ikke være andre end Magiens Gudinde. Og ganske rigtigt, da disen endelig forsvandt lige så mystisk, som den var dukket op, stod den grønne hoppe tilbage, men den lange, snehvide man og hale, der bølgede let i en ikkeeksisterende brise.
Hendes blik gled nu rundt i den store sal, og trods magien talte sit tydelige sprog i dette lokale, var hun ikke imponeret. Hun var dog heller ikke kommet for at blive imponeret, men fordi en af hendes medguder havde kaldt dem sammen. Det havde han godt nok snakket om, sidst hun så ham. Hun havde blot ikke troet ham hans ord, for hvilke idéer skulle Dødsguden være kommet på, som kunne interessere dem alle? Et lille pirrende smil dukkede op på hendes mule, ved tanken om deres sidste møde. Det var noget hun sendt ville glemme, og hun tvivlede på, at Helzlori ej heller ville glemme den lille episode.
Og når man snakker om solen.. Der kom netop Helzlori. Slentrende gennem den store sal, og med et yderst tilfreds blik i de røde øjne. Jaymelia stod blot roligt og fulgte ham med øjnene. Hun lod ham komme til hende, ja hun glædede sig næsten til atter at være i hans selskab. Hans forræderi var ikke glemt, men hun var kommet videre. Og når alt kom til alt, hvor mange venner kunne en gud så prale med at have? Ikke mange, og derfor måtte man jo værne om dem.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Liv og Kaos gudinde
56 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Laylis on Aug 28, 2017 14:04:43 GMT 1
Laylis ∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆
Det var ikke første gang at hendes hove berørte den store sals marmor gulv - ej heller sidste gang. Hvert skridt var velplaceret og velvalgt, men hun var en af de få, der også kendte udfaldet af denne seance. Ja, Laylis kunne ikke udstå ikke at kende fremtiden, ej heller for sine med og mod guder. Det passede hende på sin vis ikke, at de alle skulle være samlet én gang for alle. Laylis var ikke en der bar nag, kaosset i hendes indre holdt dog gang i alt. En balancegang ville føre til mere kaos, og hun var klar på udfaldet.
Halen slog et ekstra syngende slag, da hun trådte gennem salen og stoppede op i lyset fra et af solstrålerne, som gled ind gennem de store ruder. Hendes blik vurderede kort situationen, et split sekund også var det borte. Halsen stod velholdt og knejst i en letformet og blød bue, mens hun gjorde en let gestus til både Helzoris og Jaymelia, som allerede var mødt op.
"Så blev det tiden, Helzoris."
Gled det over hendes læber, som en hilsen, da hun stod stille. Selv Flakezé havde nævnt det, men inden da havde hun skam luret i de andres planer. Tidens gudinde var ikke sådan lige, at stoppe.
She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Aug 29, 2017 13:06:00 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Han havde vidst det. Længe. Faktisk havde han sanset det, allerede idet han steg op fra undergrunden, ved Ritualet. Helzloris ønske om dette møde. Alting under jorden havde været som et fremmed univers. Tænk at han så længe havde vandret på overfladen. Set en anden planet. Oplevet rummet, månen og solen. Men aldrig... Aldrig været længere under jorden end Helvede. Han havde ikke forestillet sig, at der fandtes andet end jord, mørke og en indre kerne - et hjerte til planeten. Men han havde taget fejl. Der fandtes et tidsløst univers - et fængsel følte han. Planeten... Den vidste præcis hvordan den kunne redde sig selv.
Flakezé trak vejret dybt. Traumerne fra året under jorden, lå for en stund bag ham. Han havde fokus på de andre Guder nu. Alle dem han selv havde skabt - og hende han var skæbnebestemt til for altid at genopstå med. Hans blå krop med de nyere hvide, gyldne, lsyeblå og sorte aftegninger skinnede salen op med et blåt lys. De smaragdgrønne øjne var fyldt med visdom, varme og mod. Hans ben nærmede sig skridt for skridt de tre. De sorte skygger fra Helzlori. Jaymelias grønne dis og vinden der ikke var der. Laylis vadet i sollyset. Han var klar til fremtiden. Klar til alting.
Guden standsede på sin plads i rækkefølgen, deres troner også stod i, i en mindre sal. I midten. Hans øjne hvilede på Helzlori. De manglede blot Smeyé og Artemis.
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?
|
|
|
Post by Deleted on Sept 6, 2017 19:40:49 GMT 1
Smeyé For the snake shall slither, and the dead shall die
”sssssssshhhhhhhhh” Som en slange gled Smeyé langsomt frem over jorden i små elegante buer. Skræmmende ville nogen sige, andre ville kalde ham smuk. De fleste ville sige dragende. Skønheden skærmede for vanviddet, dødelige ville ikke kunne se det, men det var ej de dødelige han skulle møde denne dag. ’Skrøbelig’, ’idiot’, ’som en dødelig’. Hadet tog over i de smagradgrønne øjne. Hjertet slog faretruende hurtigt. Halsen snoede sig sammen. Det passerede. Et dræbende, let hysterisk grin fyldte den pragtfulde sal. Skyggerne skulle ikke røre ham. De skulle ikke følge ham. Øjnene glimtede endnu skræmmende muntert, men hans skulen var ikke til at tage fejl af. Skyggerne trak sig tilbage en meter med et uhørligt hhhhmmmh. Smeyés øjne faldt endelig fornøjet på de tilstedeværende i salen. Skyggerne gled igen tilbage til hans krop. Som den sleske slange han var, var Smeyé dukket op i salen snigende. Hans reptilske, grønne øjne fokuserede hurtigt på den blå Flakezé, hans søn. Smeyés hoved blev vendt smidigt til højre og hans tænder blev blottet i et stort, skræmmende smil. Men synet af sønnen kedede ham hurtigt, han var ikke kommet for at lege familie. Det brede smil blev i stedet rettet mod dødens gud. Smeyé sagde intet, men smilet forsvandt langsomt, som et lusket udtryk overtog det kønne ansigt. Han lignede en hingst der havde en hemmelighed. Skyggerne smøg sig tættere om hans krop, deres hvislen som den brise, der ikke var at føle i den store sal. En enkelt skygge kærtegnede hans hals kærligt, inden den isnende, dræbende stemme, hæst hviskede i hans øre: ’Laylisssssh’. Salen var uendeligt stille.
|
|
Død karakter
352 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Artemis on Sept 6, 2017 23:05:42 GMT 1
Med Thildes tilladelse xD Klonk. Klonk. Klonk. Lyden af sko der hårdt med trampet mod gulvet kunne høres langtid før den grå hoppe kunne ses. De røde øjne brændte sig igennem lokalet og var rettet mod kun én Gud. Alle andre var uden betydning for hende, men han var i sandhed en der havde været meget i hendes tanker. Tempoet blev øget og lyden af skoene mod gulvet tog til i intensitet. Blå glød for ud i mellem dem alle, for til sidst at samle sig omkring den grå hoppe, som uden så meget som at blinke fór i flæsket på den blå gud, Smeyé. Den blå havde før undervurderet en gud, og det var vel også tilfældet her, for Artemis overmandede den blå i et hæmningsløst angreb ledet af blindt raseri. Den grå pels skiftede toner over i rødspættet. Det stod da klart at hvis ingen greb ind, så ville hun gøre en ende på den blås tilstedeværelse. En gud til eller fra, de manglede jo alligevel en. Hvilket også var grobund for det raseri der havde hobet sig op i hundredvis af år.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Sept 7, 2017 14:01:25 GMT 1
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.
Den første til at ankomme var Jaymelia. Hele hendes magiske udstråling var betagende. Dog havde hun været lidt af en overreagerende kælling ved ham sidst han så hende... Men det var hurtigt glemt. Han gad ikke bærer nag mere. Slet ikke til de andre guder. Tiden var kommet til at de måtte enes og dele verden imellem sig. Han trak på smilebåndet, da hun sendte ham et blik, der sagde at han måtte komme til hende. Han rystede på det store, sorte hoved, sænkede det let og fjernede de meter der var imellem dem.
Kort efter oplystes alting af den gyldne Laylis. Alene med damerne. Der var et smil om hans læber. En tand mystisk, men glimtet i øjet sagde, at han ikke helt stolede på situationen. Kaos og magi i en blanding? Nej tak! Han lyttede til hendes klare, lyse stemme. Hun vidste selvfølgelig at dette havde været i oprtræk. Sådan som hun smugkiggede ind i fremtiden hele tiden. Han nikkede dog respekterende mod hende, til svar. Selvfølgelig var det blevet tid. Flakezé var ikke langsom til at dukke op. Han havde også vidst, at Helzlori planlagde mødet her i lang tid. De to havde noget af en historie bag sig. Flere årtusinder. Intet var glemt. Ikke krigene, ikke deres delte følelse af broderskab. Intet. De havde oplevet lidt af hvert. Hvor de stod nu, måtte tiden vise.
De ventede i tavshed. Der gik adskillige minutter, før den sidste af de store guder ankom. Hviskende, slangelingende og om muligt mere vanvittig end han plejede at være. Helzlori havde knap set Smeyé siden De Fire Klaners krig. 500 år forvist til himmelriget, måtte have forskruet hans hjerne mere... De havde også historie. Men han havde forrådt ham under krigen. Han havde faktisk forrådt alle...
Helzlori trak vejret dybt ind og skulle lige til at tale højt og faktisk venligt til sine medguder, da Artemis som ud af det blå angreb Smeyé. Blindt raseri var overalt i hendes aura. Mord. Hun ville tage hævn på den broder hun havde mistet for så mange år tilbage. Helzlori himlede med øjnene. Perfekt! Lige som han skulle til at foreslå våbenhvile, angreb den lille undergudinde! Han havde ellers brudt sig ganske godt om hende... Han stejlede med et hæftigt brøl og landede så lyden ekkoede overalt omkring dem. "ARTEMIS!"
When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Sept 17, 2017 17:32:09 GMT 1
Et smil fra Helzlori bekræftede, at heller ikke han bar nag. Det manglede da også bare, eftersom han i den grad havde fortjent den røvfuld. Som den sorte hingst nu nærmest skødesløst nærmede sig hende, sendte hun ham blot et muntert blik, inden endnu en gud sluttede sig til selskabet. Laylis.. Gudinden for tid og kaos, engang ikke andet end en almindelig hoppe. De kølige, isblå øjne studerede den gyldne, som hun nærmede sig. Den melodiske, og yderst feminine stemme skær nu igennem stilheden, som hun hilste Helzlori. Selvfølgelig vidste hun, hvad der skulle foregå. Hvad ellers..
Også Flakezé dukkede nu op i Evighedernes Slot. Hans fremtoning var anderledes end den plejede at være, og det var ikke blot fordi, at han havde skiftet udseende. Nej den blå gud virkede til at være langt mere påvirket af deres tilfangetagelse, end Jaymelia var. Måske fordi han i langt større grad, var i følelsernes vold end hun? Følelser var trods alt noget, der hørte til hans verden, ej hendes. Den grønne Gudinde var dog blevet tvunget ud af sin fredfyldte eksistens, da deres verdner var tørnet sammen, men hun var alligevel ikke så påvirket af disse følelser, da hun ikke havde været under deres påvirkning i lige så lang tid.
Jaymelia nåede dog ikke at spekulere nærmere over denne teori, da endnu en gud meldte sin ankomst. Eller rettere sagt, forsøgte at skjule sin ankomst. I skikkelse af en slange sneg Smeyé sig nu ind i salen. Hvem han troede, at han kunne narre var ikke til at sige. Men hver eneste gud følte hans nærværd så tydeligt, som havde han taget skikkelse af en elefant. Et vanvittigt grin gav nu genlyd mellem væggene, og fik ikke andet end en himlen med øjnene fra Magiens Gudinde. Hvilken drama Queen!
Trampende som en anden bukkebruse kom Artemis nu marcherende ind. Den sidste af guderne der manglede, før de langt om længe kunne komme i gang. Men nej, Månegudinde havde tilsyneladende ikke i sinde, at opføre sig retsmæssigt, og fór nu i flæsket på Smeyé. Jaymelia selv brød sig heller ikke synderligt om den magtsyge gud, men selv hun havde da takt og tone nok i livet til at vide, at dette ikke var tidspunktet. Artemis der nærmest kogte af raseri, fortsatte dog med at gå løs på Smeyé, som om hun havde i sinde at slå ham ihjel. Ærgeligt for hende, var det dog ikke muligt, at slå nogen af de store guder ihjel, og dette kunne meget vel blive hendes egen undergang. Heldigt for Artemis, vågnede Helzlori nu op, inden Smeyé kunne nå at slå tilbage. Mon de snart kunne komme videre med dette møde?
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Liv og Kaos gudinde
56 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Laylis on Sept 19, 2017 20:11:23 GMT 1
Laylis ∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆
Indenfor de næste minutter dukkede de op allesammen; én efter én. Det kaotiske blik gled vågent omkring. Opfangede detaljerne, alt fra den blå til den grønne til... Ja, hele rækken blev beskuet, som hver enkelt lille guddom dukkede op i Salen. Hovedet var let og ærbørdigt hævet, som hun beskuede deres tilnærmelser. Artemis var knap dukket op, inden hun var gået til angreb på Smeyé. Intet under, at hun ønskede at hævne sig over Apollons død.
Blodtørsten i hendes sind, fik kaosset til at blusse i Laylis, og blodet pulserede atter rundt med adrenalien. Nydelsen hang svagt i det indre, inden Helzloris brøl have ekkoet i salet med en kraftig undertone. Øjnene stoppede ved de to skabninger; Artemis og Smeyé. Den gyldne gudindes hoved blussede af tanker og minder. Der var så mange minder forbundet med guderne i dette rum. Alt for mange; gode såvel som dårlige. Hendes hale piskede let bag hende, mens hun ventede på næste skridt. Næste udfald.
She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Sept 27, 2017 14:48:37 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Hans øjne faldt på Smeyé. Vanviddet lyste ud af hans øjne og ingen vrangforestillinger var blevet glemt. Flakezé fangede straks den tanke hans blik udtrykte under slangemasken. 'Søn'. Flakezé fnøs næsten lydløst og himlede svagt med øjnene. Det var ham der havde fængslet sin såkaldte 'fader' her... Ham der havde skabt ham i den frygtelige sø Dead for så mange år siden - sammen med dette himmelrige. Ubevidst. Men nu vidste han det. Han skævede til Jaymelia. For hun havde forklaret ham alting. Åbnet hans øjne for et større perspektiv - et de snart skulle drøfte...
Flakezé så atter mod Smeyé med et svagt, respektfuldt smil. Han agtede at samarbejde med sine medguder, uanset fortidens kvaler. Laylis. Helzlori. Smeyé. Jaymelia... Artemis. Netop som tanken blev tænkt raserede undergudindens magi ind i rummet. Gennemsyret af et tæt had, der føltes kvælende. Stemningen ændrede sig, da Helzlori netop skulle til at tale. For Artemis angreb hendes broders morder. Flakezés ører spidsedes. Han var opmærksom og skarp, forsøgte at mærke hendes følelser og styre dem med sin magi. Helzlori råbte. De to gudinder gjorde ej meget. Han besluttede at det var op til ham. Helzlori ville intet godt gøre og Smeyé ville ende med at slå Artemis ihjel... Så ville sol og måne skydes ud af kurs...
Han nærmede sig i ganske få skridt og stod imellem de to, trods Artemis brutale angreb. "Det vil aldrig bringe ham tilbage, kære. Vi kan intet gøre, det ved du. Men en skønne dag vil du forenes med ham." hans smaragdgrønne øjne stirrede kærligt på hende. Jaymelia var hendes moder - havde han lært. Men hun gjorde intet... Følelsesløs, trods hun var kollideret med en dimension fyldt med følelser - men var knap påvirket.
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?
|
|
|
Post by Deleted on Oct 8, 2017 19:04:40 GMT 1
Smeyé For the snake shall slither, and the dead shall die
Skyggerne hvislede, hvæsede. De kunne mærke stemningen i rummet der blev tæt. De begyndte at skære i hans krop, fortære hans sind. En skingrende, skarp lyd begyndte at runge for hans ører. Øjnene svømmede blot en smule inden de med en syg munterhed kiggede til den ene side. Han betragtede sin ene medgud, uden helt at se hvem det var. Vedkommen ville have fået et stort tandsmil, hvis det da ikke havde været for den måde luften pludselig blev tvunget ud af hans brystkasse.
Forvildet tog han et skridt tilbage og rettede straks øjnene mod sin angriber. Problemet var, at han allerede så rødt. Blod løb klam og varm ned over hans øjne fra en skramme et sted. Tænder, hvide mod det røde der slørede hans blik var det eneste han kunne fornemme. De ramte igen. Igen. For en gangs skyld var den blå Smeye tavs. Han tog blot slagene en af gangen. Ikke fordi han på nogen måde angrede hvad han havde gjort, men fordi han ikke vidste hvad det var. Han var ganske enkelt forvirret.
Smerten fik hans ben til at ryste let. Han kunne mærke det. Skyggerne gav et øjeblik slip, og i få sekunder kunne man se hingsten for den han var. Kaotisk, ganske vidst, men roligere. Ophøjet, men med værdi. Munter, men knap så syg. Man kunne se den hingst en hvis gylden gudinde var faldet for. Sekunderne var passeret, angriberens tænder ramte ham ikke længere. Skyggerne kvalte ham, som blev han igen ramt af en stærk krop. Men i stedet lød blot en svag hvislen fra ham. Inden han så op. Han så endnu rødt af blodet der løb frit fra et sår i hans pande, men nu så han ganske tydeligt at det var månen, der havde angrebet ham. Hun var kun stoppet pga. hans søn. Smeyés krop rystede som ved latter, men ingen lyd forlod ham. Hans ene læbe var revet i to et sted, og et smil var alligevel for smertefuldt i den tilstand han var i. Han havde været få sekunder fra døden. Sår prydede hele hans krop. Alligevel så han ikke dårligt ud, i stedet stod han nu med en brutal skønhed og kiggede skævt og interesseret på månehoppen. Hun savnede vel sin sol. Smeyés øjne glitrede.
|
|
Død karakter
352 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Artemis on Oct 20, 2017 19:01:20 GMT 1
Artemis stoppede sit angreb på den blå hingst ved lyden af dødsgudens brøl, inden hun måtte spytte et par hårtotter ud. Den grå pels var spættet i Gudens blod. Hun trak sig nu med et tomt blik i de røde øjne, inden hun fandt sin plads i forsamlingen. Blikket veg dog ikke fra den blå Smeyé, mens de mandelformede ører var lagt ned i nakken. Sågar så hun lige igennem Flakezé som var gået i mellem de to. Hun havde intet at sige, intet at svare. Andrenalinen kørte stadig rundt i kroppen på hende, mens hun dog havde lagt angrebslysten på hylden for nu. Hun havde ikke en chance mod dem alle sammen, men havde alligevel fået bragt Smeyé i en mindre pæn tilstand. De manglede også bare.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
593 POSTS & 22 LIKES
|
Post by Helzlori on Oct 30, 2017 21:55:57 GMT 1
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.
Helzlori så en anelse fornærmet på månegudinden. Det var uforskammet at angribe en af de andre guder i dette nu hvor han af dem alle havde kaldt til dette vigtige møde! Han vrængede næsen. Han var ellers begyndt at bryde sig mere om hende igen. Måske skulle han ... Nedværdige hende totalt i sin plan? Ikke give hende en plads overhovedet? Han sukkede. Det ville ikke løse problemerne og han ønskede brændende at de blev løst. At de alle ville enes fremover... Uden at blande sig i hinandens sager. Kunne det overhovedet lade sig gøre?
Helzlori så nu med et tilfredsstillet smil på de andre, der alle havde indfundet deres retmæssige plads i salen. Han slog med sin tjavsede røde hale og rankede hele kroppen. Halsen strakte sig opad så hans store hals blev blottet en smule. "Mine kære medguder!" begyndte dødsguden, og trak kæben lidt ned igen. "Jeg har tilkaldt jer alle og det er en fryd at i alle har valgt at dukke op. Længe har noget ulmet i mit mørke sind. Hvem af os er ikke træt af krig? Træt af at blive sat til fange her og der, når det passer en af de andre. Skuffede over at uanset hvad, er udfaldet altid det samme... Det er jeg." han tøvede ikke. Hans stemme falmede ikke, han stod ved sine ord og sit valg om dette møde. Valget om at dele Proelio imellem sig ville snart dukke op på hans tunge. Han trak på smilebåndet.
"Mine tanker har kredset om mange nye udfald. Mit endelige og allerbedste bud er, at vi må dele vor land imellem os. Der er 6 guder. 6 landsdele og Proelios Hjerte, der for altid vil være hellig og tilhøre vor alle tilbedelsessteder. Ingenmandsland har altid været fri og skal forblive det." han var en smule spændt, men lod det ikke vise på overfladen. Nej han så mindst ligeså dyster og kold ud som normalt. Men alvorlig... Ikke syg.
When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.
|
|
Hoppe
79 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Jaymelia on Nov 2, 2017 20:03:34 GMT 1
Som alles opmærksomhed var rettet imod Artemis og Smeyé, var Jaymelias blik faldet på den gyldne Laylis, der direkte så ud som om, at hun nød det drama der blev udspillet foran dem. Et vildt blik var at finde i hendes øjne, der ikke veg fra kampen mellem de to guder. Forunderligt.. Var den ellers så milde Gudinde en slagsbror? Eller var det blot det kaos, der i dette øjeblik herskede, der gav hende næring? Ja, det var nok sådan det hang sammen. Hun var jo trods alt Gudinden over tid og kaos. Det var ganske forunderligt at tænke på, for selvom Jaymelia havde eksisteret i en evighed, så var hun i dette selskab den nyeste. Hun havde levet i sin egen lille verden, og havde derfor ikke været en del af Proelios historie før nu. I store træk kendte hun til landets historier, og de andre guders indblanden. Flakezé havde fortalt en del, og resten havde hun kunne fornemme igennem pinslen i landet. Alligevel ville hun aldrig kunne opnå den samme forståelse for, hvad der var sket og hvorfor, som de implicerede guder. Hun var simpelthen for.. Ung var hun ikke, men så for ny.
Det var nu ingen overraskelse, da Flakezé valgte at lægge sig imellem Artemis og Smeyé. Det var simpelthen hans natur, at forsøge at løse alle konflikter. Jaymelia bemærkede godt det kærlige blik, som han nu sendte månehoppen, og måtte atter forundres. Var de forbundet af den såkaldte kærlighed? Hun selv havde aldrig oplevet det, heller ikke til de to føl, som hun havde bragt til verden. Artemis og Apollon. Hvor koldt og kynisk det end lød, havde de været hendes første forsøg på at skabe liv. Hun havde skabt dem ud fra sig selv, men havde aldrig oplevet de ellers så stærke moderfølelser. Hun havde været nysgerrig, overrasket ja selv lykken havde været forbi. Lykken over hendes eksperiment havde lykkes i første forsøg. Men kærlighed, det havde hun fortsat til gode. Den kærlighed som lige nu strålede ud af den blå Flakezé.
Artemis sagde intet, men fjernede sig nu blot fra Smeyé med langsomme, mekaniske bevægelser. Den magtsyge Gud lod heller ikke ord komme over sine læber, men lod ligeledes stilheden herske, mens han blot stod helt stille med sit ret så medtagede udseende, der ikke ligefrem pyntede. Helzlori skyndte sig nu at tage chancen, mens der endnu var ro på gemytterne, og begyndte med slet skjult stolthed, at tale til dem alle. Der var tydelig tilfredshed at spore i hans stemme, som han begyndte at nærme sig det emne, som tydeligvis var det, det hele handlede om. Dele landet imellem dem.. For Jaymelia var det en underlig tanke. Hende der i al evighed, i hvert fald ind til for ganske nylig, havde været enehersker i sin egen verden. Desværre måtte Magiens Gudinde sande, at det ikke længere var en mulighed. Proelio var blevet en del af både hendes, og de andre guders verden. Og det endda i sådan en grad, at der i landet var steder, som hun slet ikke genkendte. Tydeligvis skabt af Flakezé og derfor totalt ukendte for hende. Omvendt var der også dele af hendes verden, som på ingen måde bar præg af Flakezé. Deres verdner var i den grad blev blandet med hinanden, så det ikke længere var muligt at skille dem ad.
"Min kære Dødsgud, jeg finder din idé.." Jaymelias stemme var for en gangs skyld tøvende. "Interessant."
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Nov 6, 2017 12:26:11 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Artemis så igennem ham. Hun var tom... Helt ødelagt og han følte hvordan smerte ulmede under overfalden. Smerte der bragte hævntørsten med sig. Han forstod hende - for Guder der levede evigt mistede. Apollon var alt hvad hun havde haft igennem mange århundrede - men han havde været væk i 700 år nu. Det var på tide at se nye horisonter. Skabe nye minder og elske igen. Flakezé sendte hende nu atter et omsorgsfuldt blik, som de fandt deres plads i salen igen. Hans øjne glødede en anelse hadefuldt på Smeyé - for han vidste at han havde magten nu. Efter alle disse år havde han lært at tøjle galskaben, der troede han var verdens fader. Flakezés fader.
I næste nu lyttede livets gud til dødens gud. Hvert et ord. For Flakezé var dog endnu en galant hingst og respekterede sine medguder omend han og Jaymelia var de øverste.
Det lød som en tale, han ville holde for sine tilhængere til at starte med. Hvem er ikke træt af krig? Men han fortalte hvordan han selv var træt af det. Den uendelige krig om at herske i Proelio... Han var træt af denne. Flakezé spidsede ørene - for han af alle var såret og ønskede aldrig mere krig i sit land. Ingen dødsfald på grund af guders fald. Hans hjerte slog stødt i hans bryst som det havde gjort i så mange årtusinder nu. Flere end jeg husker blev han mindet om og måtte et øjeblik trække vejret dybt og kontrollerende.
Få øjeblikke gik, før Helzloris stemme fandt de sidste ord og idéen var lagt på bordet. Flakezé lyttede nu til Jaymelias stemme og rynkede panden en smule. Hun havde ej meget at sige - men intet skidt. Hun synes ideen var interessant. Flakezé fandt den ikke helt gennemtænkt. Men det handlede nok mest om, at han havde svært ved at forlade sin tanke om at forene hele Proelio... Lade der være ro for alle. Tryghed for alle. Men det ville nok aldrig ske, uanset om han fik landet alene eller ej...
"Jeg kan se din hensigt. Logikken. Friheden det ville give hver gud. Mulighederne for at forme vores eget alle i Magiens land. Forenet, men adskilt... Men idéen ligger ej grundlag for at standse al krig. Landsdelene er ej lige store. De har allerede hver deres øverste og en holdning til livet - skal vi spolere denne? Skal vi brydes med dem om landsdelen? Med de andre guder om territorier som flokledere?" Flakezé havde dog ikke umildbart et bedre forslag. Han sukkede og lod sin rystede stemme uddø. "Jeg må bøje mig for forslaget. Fordelene er mange, ærede Helzlori... Jeg har ét stråleklart ønske. Lad mig overtage Sylinum. Jeg har en forkærlighed for den landsdel og dens beborere." hans sikre stemme var tilbage og hans øjne ærlige og stærke.
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?
|
|