Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Han plan var ej fejlfri. Den gyldne hoppe; hersker over tid og kaos lyttede med. Ordene sang sig vej ind i kroppen, mens hun hørte det som deja vu. Hun havde set frem i tiden. Set hvad der ville ske, hvad der kunne ske og hvordan det kunne udvikle sig, alt efter hvordan verdens stierne ville spæde sig sammen. Der var mange muligheder. Hun lyttede og snart overtog Jaymelia og Flakazé ordet. Det ene øre var vendt mod dem, det andet mod den grønne, der havde skænket hende så meget. Smeyé.

Der var sket så meget i livets gang. Ulykke, kaos, liv .... Ord kunne ikke rumme det, men hendes blik veg ikke. Der var så meget at gøre. Hendes sind ønskede en balance mellem kaos og fred. Det ville ikke bringe ro i hendes krop, hvis der ikke var en ubalance mellem alt. Hun hørte deres ord. Deres ønsker, krav.... Verden tilsmilede dem i ny og næ, men der var så meget som de ikke kendte til. Burde de høre om det? 

Det djævelske smil var svagt over hendes mule. Næsten umuligt at spotte, hvis man ikke holdt øje med hende. Et split sekund. Det var, hvad der lod hende vise at der var noget i røre. 

"En interessant vinkel, Helzoris. Interessant." Ordene kom i milde og snoede toner, mens hun satte i bevægelse. Ørene gled frem mod dem, mens hun kort skænkede hver enkelt gud et enkelt blik. "Alle rummer et ønske om et sted, en landsdel, men hvordan afgøres valget? Ikke alle kan stille sig tilfredse med golde eller frodige områder. Hvorfor ikke lade hestene bestemme, hvem de vil have som deres øverste gud? Mindske splittelserne i landsdelene."

Hun stoppede op, da hun havde gået en runde omkring dem. Der var stadig diskussioner og ting, som Laylis ikke havde fået afdiskuteret. Det måtte vente, tiden var ikke inde til at få styr på alt. 

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Smeyé
For the snake shall slither, and the dead shall die

Dele... Smeyé skar tænder. Hvem gad dele? Alligevel måtte selv den sindsyge hingst se fornuften i idéen. Hvis de først dele, vil han derefter eje sit eget. Han ville blive hersker. Som en slange hævede han langsomt hovedet med et dovent smil og glitrende øjne.

Blodet dryppede stadig ned fra hans hoved og løb som tårer over hans ene kind og dryppede ned på det smukke marmorgulv. Trods den dulmende smerte tænke Smeyé ikke længere på Artemis lille vredesudbrud, i stedet hvilede de sygligt grønne øjne på den eneste skabning i verden der var lige så smuk som han selv.. Næsten lige så smuk. Laylis og hendes kaos var som en magnet for hans sindsyge. Stemmerne i hans hoved blev højere, væsende, fortærrende. Han kunne ikke længere høre hendes ord, og med et forvrænget smil sænkede han igen sit smukke hoved, men hans øjne veg ikke. Hvad end hun sagde, ville han nok være klar til at støtte det. Måske.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Længe blev der diskuteret frem og tilbage. Laylis forslag faldt i god jord hos Flakezé og de to argumenterede kraftigt for at lade befolkningen bestemme selv. Der var dog ingen tvivl om hvad folket i Darkena ville stemme. Ingen af de andre guder gad døje med Darkenas befolkning - ikke engang Smeyé. Han mente at den befolkningsgruppe allerede var forskruede af det purre helvede og ej ville stille sig tilfredse med en Gud som han. Næ han ville hellere søge et folk, der ønskede hans opmærksomhed. De der ikke søgte mørk magi, men derimod en mørk styrke. Da pointerede Laylis med et smil der på en gang varslede kaos og kærlighed at han skulle tilslutte sig hendes forslag.
Artemis kogte som den sleske Smeyé overvejede idéen. Hun frygtede for hvilke landsdele resten ville ende op med. Indvendigt skreg hun efter at få ham til at lide - holde ham så langt borte fra sig selv som muligt. Men hun kunne kun stirre indædt på situationen. For med den visdom hun nu bar, kunne hun sagtens se Sylinum stemme på Flakezé. Kort efter tanken var tænkt rankede Gudinden Jaymelia sig. Hun erklærede at hendes retmæssige domæne i Proelio kun kunne være Elasium. Her var der stadig levn fra hendes verden, som de andre Guder aldrig ville forstå. I Elasium var sjælene mere abstrakte og visse synes endda at stamme fra hendes verden. Flakezé bakkede hende op, trods Laylis himlede med sine smukke øjne og stak mulen i sky.

Helzlori trak på sit smilebånd. Han havde vundet det han havde ønsket sig. Darkena var hans. Elasium blev Jaymelias. Resten af landsdelene måtte aflægge en stemme. De ville genoptage mødet om få dage, når landsdelene havde besluttet sig...

---

Dagene nåede at blive til en uge. Darkena og Elasium var til dels utilfredse med ingen stemme at have fået. Og dog var de fleste ovenud tilfredse med deres Gud. Af gode grunde klappede de hver især i og begyndte at skabe en orden og et reglement i deres landsdele.
Flakezé, Smeyé, Laylis og Artemis stod alle frem på forsamlingspladsen, dagen hvorpå landsdelene skulle give deres endelige svar. Først trådte Nabendu Raakaa frem og skænkede hver gud et respekterende blik. De gule øjne hvilede dernæst på månegudninden Aremis. Han proklamerede stolt at han havde været tilhænger af månen siden sin fødsel. At Vustlaums natur og klima var afhængig af månen. Ingen anden gudinde end Artemis ville stille han og hans folk tilfredse. Kun hun agtede han at ære og beskytte. Artemis der lyttede til hans fortælling om hans hjemland hvor Nabendu var født til at være månens beskytter, smilede skarpt som kun hun kunne det. Det var ingen dårlig landsdel at få for hende.
Dernæst trådte Ice nu frem fra mængden. Han smilede stålende og på trods af de kun 3 ben, stod han stærkt og rank, selv på sine ældre dage. Han fortalte nu hvordan hans befolkning havde været urolige. Landsdelen var jo ej stor, men de ønskede først Flakezé som deres Gud. Efter flere drøftelser frem og tilbage kunne de fleste i landsdelen dog se alle fordele i Laylis. Skønhed, lys og et strejf af tid og kaos. Det passede til deres barske landsdel. Laylis modtog deres ros med åbne arme og det hændte som hun havde forudset det. Hun accepterede med et åbent omend hvirvlende vildt hjerte.
Kort efter var det Natiaums lord Rephaim der tog ordet. Hans enorme legeme stillede sig roligt foran de mægtige guder. Hans blik veg ikke fra Smeyé. Det var som om han vidste at hans forslag ville ende galt. Bag ham stod den splittede Landsdel Sylinums ledere og stirrede en smule måbende. Rephaim fortalte at hans valg var faldet på Flakezé. Han nævnte ikke at visse heste i hans rige ønskede Smeyé som leder. Flakezé mærkede sit hjerte splittedes da Gaizka Calanthia og hans søn Fermaz stod frem. De fortalte om den frygtelige situation med Leslie. Om at Sylinum var den største landsdel i Proelio, den mest retfærdighedssøgende og varmeste. Den kunne ikke gå til andre end Flakezé. Ham hvis navn rungede overalt i Proelio. Han kunne ikke synke til lavere end de andre Guder...
Rephaim sagde intet, men stirrede længe og alvorligt på overguden.
Smeyé hvislede vredt som en slange i natten. Så ingen havde ønsket ham?? Ingen?! Hans øjne flakkede og faldt nu på en skikkelse udenfor træerne. Benji... Han smilede nu slesk og teleporterede hingsten tæt på forsamlingen. Hans magi og udbrud fik alle til at stoppe deres tale. Benji skulede et øjeblik til Rephaim, før hans tunge fortalte at Rephaim fortalte en løgn. Folket i Natiaum havde haft overvældende stemmer på Smeyé. Tilfredst slikkede guden sig om munden og skridtede ned blandt Natiaums to herre. Han erklærede at dette var dagen hvorpå hans domæne var blevet fundet. Flakezés hjerte slog i brystet på ham. Han kunne ej nægte dette. Natiaum måtte blive Smeyés, ligesom Sylinum måtte blive Flakezés. Han kunne ikke skuffe en befolkning så stor som Sylinums.
Efter alting skulle Smeyé også have et hjem i Proelio. Han nikkede anerkendende. Rephaim rankede sig og nikkede dernæst kort. Han føjede sig for sin landsdel og fortalte tonløst at de nok skulle finde en vej. Alle sammen.

---

Da fordelingen var overstået, drog alle hjem. Guderne mødtes i deres sal på ny og diskuterede ikke længe om det der var hændt. Uanset hvordan man vendte og drejede situationen var dette løsningen der tilgodeså flest muligt.
Det bekymrede Artemis at hendes landsdel skulle grænse lige op til Smeyés - men hun havde dog Flakezé 30 kilometer syd for sig, hvor grænserne var kortest til hinanden. Proelios Hjerte ville være deres fælles verden, hvor magien pulserede overalt. I deres templer, i de områder der havde været siden begyndelsen...
Ingenmandsland ville derimod blive farligere end nogensinde før. Heste i Proelio burde søge borgerskab i en landsdel. Der var nok af muligheder. Nok af veje at gå, nu hvor hver gud var så forskellig... Regler og love blev skrevet. Orden blev skabt og snart skulle Landsdelene mærke hvordan Proelio nu for alvor var inddelt.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.