Fleur

Vrede, skyld, fortvivlelse endda glæde. Meget havde Fleur oplevet i sine dage, mere end hvad en ung sjæl som hende burde. De brutale hændelser havde skabt en hoppe der var havde et køligt ydre, en hoppe der var stærk og holdt hovedet højt. En hoppe omgivet af mystik og som ikke lod sig slå ud. Man skulle dog ikke tage fejl, ondskaben som Fleur havde set havde gjort hende humørsyg, endda farlig. I dag kæmpede hun kun for sig selv og for sit eget bedste.

Hun havde været længe undervejs, men endelig havde hun nået landet Proelio, landet hun havde hørt så meget om. Dette var stedet, hvor man efter sigende kunne udrette noget.
Endelig stoppede hoppen op og så sig omkring, for første gang betragtede hun sine omgivelser ordentligt, og blev skuffet. En let surmulen gled over hendes læber og hun kneb øjnene sammen. Sikke en skam. Området var dækket af sand, og hun stod i en oase. Det eneste grønlige der var at finde var græs, der var hvisnet helt hen. Her så ganske enkelt kedeligt ud. Fleur fnyste, inden hun rettede sig op igen, og prøvede at ignorere sine sølle omgivelser. Der måtte være mere spændende områder i dette land, steder der indeholdte al den magi hun havde hørt om.

Den hvide hoppe lyste af en tydelig kulde, som hendes isblå øjne betragtede omgivelserne og fandt frem til den eneste tilfredstillende ting i området, en sø. I en rolig elegant trav kom hun over til vandkanten og sænkede sit hoved for at stille sin tørst.

Den brogede hingst Mambu befandt sig i, hvad der så charmerende blev kaldt, ødemarken.. Her bevægede han sig af sted i en flyvende trav, mens de tørre græstotter fløj af sted bag ham, revet op af de stærke hove. Mambu var sur og tvær, ja han var faktisk godt og grundigt irriteret. Duquesa og ham havde endnu en gang været oppe og skændes, og selvom det atter var endt med, at han havde fået ret, så formåede hans halvsøster altid at gøre ham i et utroligt dårligt humør. Hvordan de to kunne være i familie sammen, ja det fattede han simpelthen ikke! Eftersom Duquesa var langsommere end en snegl, var det endt med, at det var Mambu, der havde valgt at fjerne sig, ganske simpelt fordi han ikke havde kunne holde ud, at glo på hendes grimme fjæs mere. I al sit raseri var han dog kommet længere end beregnet, og befandt sig nu langt fra Darkena. Det var også godt det samme, så var han i hvert fald sikker på, at hans tåbelige søster ikke lige pludselig dukkede op. Hun skulle jo bruge flere år på, at nå ned i den anden ende af Proelio.

Mambu var begyndt at nærme sig oasen kaldet Undale. Han var netop blevet opmærksom på, at han godt kunne trænge til en tår vand, da det pludselig gik op for ham, at han ikke var alene. På god afstand stoppede han op, mens han studerede den anden. Det var en hoppe, det var tydeligt at se på det skrøbelige skelet. Hun bar ikke just mange farver, kun hvid og orange. Aftegn var der heller ikke mange af, kun en lang stribe. Ja faktisk var denne hoppe så umanérlig kedelig, at man næsten faldt i søvn af, og kigge på hende. Og dog.. Jo mere Mambu stirrede på hende, jo bedre begyndte han, at synes om hendes udseende. Hvid og orange, kunne det blive mere kunstnerisk? I stedet for de uendelige farver der var alle vegne og de mærkværdige aftegn man aldrig kunne blive fri for. Så var der her, en hoppe så ren og fin, at man nærmest fik ondt i øjnene af og kigge på hende. Hun var nok det smukkeste væsen Mambu nogensinde havde set, altså bortset fra ham selv selvfølgelig.

Fleur ...
Fleur var inbegrebet af feminin elegance og med sit delikate og enkle udseende fremmede det ligeledes det yndefulde ved hendes krop. Trods den feminine facon der kunne få hende til at se skrøbelig og jomfruelig ud kunne man ikke tage fejl når man så de isblå øjne. Fleurs udseende snød, men øjnene viste den kløgtige hjerne, de lumske tanker og et farligt glimt der nemt kunne skræmme skrøbelige sjæle. På mange måder lignede hun en snu ræv, klar på at luske omkring og finde sit bytte i nattens mulm og mørke.

Det begyndte at runge i hoppens hoved. Ørerne blev vendt bagud og Fleurs mærkede sine muskler spille let i reaktion. Andre heste ville ikke have vidst at de var ved at få selskab, men den hvide og orange FLeur havde en ganske særlig evne. Hun kunne tankelæse, eller i al fald på et meget basalt niveau. Hun så billeder, billeder der var formet af tankerne fra de heste der var i hendes nærhed. Lige nu så hun et slørret glimt af sin egen bagpart inden billedet var borte. Roligt rankede hun sin feminine krop inden hun vendte sig om for at se hvem der trængte ind i hendes rolige stund.
De isblå øjne var kolde som de betragtede den fremmede, der udfra den stærke muskusduft og det muskuløse udseende var en hingst. Øjnene fik hurtigt en lusket interesse da hun bestemte sig for at hun brød sig om hvad hun så. Udseendet var en smule grovt, det lyste faktisk af et dunkelt sind, det samme gjorde hingstens røde øjne der lå som en klar kontrast til hendes egne.

Øjnene blev knebet en smule sammen mens hun betragtede hingsten der kom hende nærmere. Intet ord forlod hendes læber. Fleur ville se den fremmede an først, for ville hans sind kunne være lige så spændende som hans udseende, eller ville hendes forventningen falde til jorden?
En forførende brummen forlod hendes strube som hun lagde hovedet let på sned og trådte et enkelt skridt frem mod den brogede hingst.

... Mind Reader

Hoppen havde nu opdaget Mambu, hvilket tydede på usædvanligt gode sanser, da han trods alt stod på en betragtelig afstand, og for en gangs skyld, ikke havde gjort væsen af sig. Det gjorde dog intet, da han alligevel ikke ville have ladet hende gå, inden han først havde fået et ordentligt indtryk af hende. De lange ben blev nu sat i bevægelse, og med høje knæløft der ene og alene var til ære for den fremmede hoppe, bevægede han sig gennem det tunge sand, direkte imod hende. Som han kom nærmere og hun trådte tydeligere og tydeligere frem, mærkede den brogede hingst tydeligt, hvordan begæret begyndte at melde sig i ham. Hans næsebor blev udvidet og han tog en dyb indånding, men til hans store skuffelse, fangede han ikke lugten af brunst. Irritationen rørte atter på sig i hans indre, og han overvejede kort, om han skulle straffe denne hoppe, for ikke at befinde sig i den rigtige periode, nu hvor hendes veje krydsede hans. Men til hvilken nytte? Det han havde lyst til, ville alligevel ikke blive tilfredsstillet ved at gå løs på hende. Med et dramatisk suk lod han irritationen falde, samtidig med, at han forsøgte at styre sit begær. Der ville trods alt ikke komme noget ud af det. Usle hoppe!

Med en bevidst provokation i de orange øjne, stoppede han nu op foran hoppen, lige nøjagtig så tæt på hende, at han overskred hendes grænser. Et arrogant smil bredte sig omkring læberne, og som de isblå øjne nu gled ind i hans, mærkede han tydeligt den kulde de udstrålede. En behagelig sitren gled igennem hans krop, og han bemærkede atter den stærke tiltrækning til hoppen. Hvad der lige præcis gjorde, at denne hoppe i den grad havde vækket Mambus opmærksomhed, var ikke til at sige. Som regel værdigede han ikke andre heste så meget som ét blik, da de alle var under hans værdighed, men hende her. Hende ville han altså have.

Fleur ...
Han begærede hende. Et billede af ham på hendes ryg flød ind med hendes egne tanker, og var tydeligt mærket af hans maskuline tankegang. Kort skævede hun til sin ryg, hun havde aldrig haft en hingst der, men måske en dag denne hingst ville få lov til at udleve den fantasi han uvidende lige havde delt med hende. Hans træk, hans kulde, den ville være smuk i et føl, om end hun ikke helt lystede efter at rende rundt med en stor mave.. Tanken smidt tilside fokuserede hun i stedet på den stolte gang, de kraftige bevægelser, hun følte at de bevægelser var tildelt hende, og det var en behagelig følelse.

Fleur rankede sig. Hver en muskel i hendes krop blev spændt, da hun mærkede den stærke elektriske ladning der var mellem dem. Han var som en positiv pol og hun var den negative, der stille og sikkert ville blive draget mod sin modsætning. Det var dog længe siden at hun havde følt sig lige så lige med et andet væsen. Ondskabet i hans øjne, den lette arrogance i hans kropholdning, det afspejlede så ufatteligt meget af det man kunne skimte i hende. Men selvfølgelig ville hun altid være bedre, altid et skridt foran. Hun havde sin overnaturlige evne at takke for det.
De isblå øjne gled ned over hans krop, hun skjulte på ingen måde at hun betragtede hans krop. Siden han allerede var kommet ind i hendes personlige rum følte hun, at hun lige så godt kunne udnytte hans tilnærmelse, og hans skamfulde tanker. Selvsikkert trådte hun et skridt tættere på hingsten, mens hendes isblå øjne igen gled op i hans flammende blik. Fleurs blik var forførende og koldt og hendes kropssprog viste den tydelige tiltrækning hun følte mod ham. Stille lod hun mulen glide op til hans ene øre, og bed mærke i det gyldne glimt af hans ørering.. "Tørster De, gode herre?" Tonen i hoppens syngende stemme virkede til at sige noget andet, end de ord der gled over hendes læber. Hun sænkede stille sin mule fra hans øre og modstod trangen til at lade sin mule udforske hans udsmykning. I stedet så hun nu ind i hans røde øjne, som kunne hun se ind i hans sjæl. Var hun heldig ville hun måske få et glimt.

... Mind Reader

Til Mambus overraskelse, trak hoppen sig hverken væk eller på anden måde indikerede, at hun ikke brød sig om, at have ham så tæt på. Hvilket faktisk var en anelse skuffende, da han fandt negative reaktioner ganske underholdende. Men selvfølgelig, alle havde en grænse for, hvad de ville finde sig i, det var bare med at finde den. Og denne hoppe? Ja, hendes grænse var åbenbart længere væk end alle andres. Ganske interessant. Mambu selv havde ikke noget imod hendes nærværd. Havde hun været en hoppe, han havde fundet utilstrækkelig, eller direkte klam (for sådanne hopper fandtes skam i Mambus hoved,) ville han ikke have brudt sig om, at hun stod ham så tæt, og ville uden tvivl være blevet gennet væk. Heldigvis forholdt det sig ikke sådan.

Ganske åbenlyst lod hoppen nu sit blik glide over ham, hvilket han i den grad nød. Hun måtte belure ham alt det hun ville, aldrig ville hun lade sit blik glide over sådan et pragteksemplar igen, for der fandtes nemlig ingen, der kunne måle sig med den brogede hingst. Endnu en gang overraskede hun ham nu, da hun valgte at tage et skridt frem, således der nu ikke var meget afstand mellem dem. De blå øjne der i en sådan grad udstrålede kulde, at Mambu uvilkårligt fik lyst til at gyse, gled nu atter op i hans. Uden at gøre noget specielt, lod hun ham forstå, at tiltrækningen var gengældt. Som hendes mule nu med ét kom nærmere, måtte Mambu trække vejret dybt et par gange. Hun var så skide selvsikker, på den mest frække måde, han nogensinde havde været vidne til, at hun nærmest formåede at fordreje hovedet på ham. Dette gik ikke! Han måtte huske på, hvem han var. Han faldt ikke for hvem som helst! En stemme lige så lokkende som sirenerne fra Sirenea, gled nu ind i hans øregang, og spurgte til mere end blot hans tørst. Ååhhh hvor hun tirrede ham! Blodet brusede i hans årer, og gjorde ham levende som aldrig før. "Mere end De aner lille frøken." Hans stemme var hed, som den lava der bugtede sig gennem hans landsdel. Han ønskede, at tage denne hoppe med til Darkena. Om muligt bure hende inde, så ingen andre ville kunne komme hende nær. Da hendes blik atter gled ind i hans, mærkede han ligeledes trangen til, at gøre hende ondt. Tvinge hende ud i floden af lava, og se hende brænde op! Tanken tændte ham, og han tilføjede derefter sig selv sammen med hende. Sammen skulle de brænde op, for så hedt var det begær, han følte for hende, at det ikke kunne slukkes på anden måde.

//Elsker den besked du har skrevet Lizzy! Specielt delen med at bure hende inde xD

Fleur ...
Lava.. Den strømmede afsted i en blodrød strøm, skrækindjagende og dragende. Hun bevægede sig ud i den, ført af hans blodrøde blik, og han fulgte. Hendes ben brændte, hans også, men alt hun så var nydelsen på deres ansigter.
Fleur måtte bide tænderne sammen for at skjule sit gisp. Blodet i hendes årer var pludseligt hedt som lavaen i hingstens tanker, og alligevel gøs hun. Aldrig havde hun fået så levende billeder fra en anden hests sind, var det den forbindelse hun mærkede mellem dem, det tydelige begær? Fleur var forvirret og alligevel nød hun det, det billede han havde givet hende fik hver en muskel i hendes krop til at længtes efter at være tæt på hans, fik hende lyst til at sætte tænderne i kødet ved hans hals for at se den smukke røde farve af blot lave et maleri i hans pels. Spinnende som en kat fik hun tankerne til at forsvinde. Kødets lyster var farlige, om end det var dem hun kunne udnytte bedst.

Hans ord rungede som et dybt ekko i hendes indre. Et kort øjeblik forestillede hun sig at høre hans stemme fra det indre af en dyb grotte, at se de blodrøde øjne som det eneste i det uendelige mørke. Det mørke ville opsluge hende..
De isblå øjne gled ud mod den lille sø, som hun stille trådte til side. Øjnene var nu blot kolde, om end hun endnu var forførende i sine bevægelser, var der intet i hendes udtryk der nu hentydede til begær af den brogede. "Så må du hellere stille din tørst." Stemmen var isnende, farlig. Man hvad Fleur enlig mente var svært at vide. Inden han ville få for megen tid til at tænke over dette satte hun i en dansende trav, væk fra den brogede, væk fra søen.. Væk fra mørket.

//out, men er du ikke med på at oprette en ny tråd til dem?

... Mind Reader

Mambus øjne havde fået et mistroisk skær, da det mere eller mindre virkede som om, at hoppen fulgte med i hans tanker? Hendes ansigtsudtryk skiftede i hvert fald i takt med de scenarier, der afspillede sig inde i hans hoved, og selvom det godt kunne være en ren tilfældighed, da hun måske blot reagerede på hendes egne tanker, virkede det dog alligevel en anelse mistænksomt. Men på den anden side, en hest der kunne læse tanker? Noget sådant fandtes vel ikke, i så fald skulle hun være en gud, og selvom man aldrig kunne vide, så lignede hun ikke en gud i Mambus øjne. De havde altid en ganske særlig aura omkring dem, en aura der ikke var til at tage fejl af. En aura af magt. Med ét virkede det dog som om, at hoppen nu vendte tilbage til den virkelige verden. Den verden hvor hun lige nu blev betragtet af en broget hingst. Hun var en besynderlig snegl, en snegl hvis lige Mambu ikke var stødt på før. Hvor mon hun kom fra? Var hun fra fortiden? Eller hørte hun til i fremtiden som han, men havde blot formået og holde sig skjult fra hans blik indtil nu?

Et skridt til siden blev nu taget af den hemmelighedsfulde hoppe, der efter en kort bemærkning, med ét forsvandt, inden Mambu overhovedet havde nået at reagere. Forundret blinkede den brogede hingst et par gange med øjnene, for ligesom at fatte, at hun ikke længere stod foran ham. Et skuffet suk forlod ham, som han med lange, stærke skridt bevægede sig ned til den lille ørkensø. Vandet var køligt og overraskende frisk, men det formåede ikke, at slukke den tørst, der var opstået i hingsten..

Out

//Ja Mambu er ganske sjov at skrive med.  Og jo, det vil jeg meget gerne!

// Her Lizzy. proelio01.proboards.com/thread/3539/beats-lava-heart-mambu