Fleur ...
Der stod hun. Kød og blod. Hun er død. Men hun stod lige der. Hun forsvandt. Hjerteslagene blev pinende. Måske hun lever? Tænderne blev bidt krampagtigt sammen. Et skridt frem, bare et mere. Måske det var ægte. Måske moderen var i live. Måske Ablaze bare var forsvundet. Måske hun havde overlevet. Glæder var overvældende, den rev og sled i kulden i hoppens indre, truede med at fordærve den.. Endnu et skridt frem.
Billedet forsvandt. Tilbage stod en forvirret Fleur med et hjælpeløst udtryk. Hendes hjerte føltes som om det begyndte at krympe, som om hvert et pinende hjerteslag pumpede is ud i hendes årer, indtil der ikke var mere tilbage end en kold hul følelse.

Fleur vidste ikke om det var hendes hjerte eller om det var den levende lava i Aureum lysningen der slog en fast pinende takt. Lyden fik hende til at ligge ørerne ned i nakken, for den pinede hende, den vibrerede ned gennem hendes krop, ind i hendes skelet og truede med at splitte hele hendes fundament ad.
Den hvide hoppe med de røde farver og kølige blå øjne var blevet narret af Beicas forræderiske væsen, der kunne få alle til at opleve det der lå og gemte sig i de mørkeste afkroge af deres sjæl. Fleur havde regnet den ud, for hun havde hørt rygterne om skoven. Alligevel føltes hendes hjerte endnu som om det var ved at forsvinde, eller var det ved at svulme op? Smerten var svær at forholde sig til. Det ringede for hendes ører som hun kiggede ned på lavaen, der endnu slog en fast rytme. Arrigt blottede hun tænderne for søen. Intet skulle få hende til at føle sådan, ingen skulle få hendes hjerte til at tø. Alligevel var et kort øjebliks psykose skyld i at hendes hjerte var blevet som skåret op, hele hendes skræmte indre væsen afsløret. De isblå øjne lyste af vrede som hun kiggede rundt på den forræderiske skov. Dette sted ville for altid være fjendtligt, og den eneste grund til at hun ikke var vandret ud af den endnu, var at så skulle hun igennem skoven igen, og det var hun ikke klar til endnu.

... Mind Reader

Den brogede Mambu strøg gennem Beica, mens de orange øjne opmærksomt gled hen over den del af skoven, som han passerede. Han var ude på en af sine faste patruljer, for at tilse om Darkena var, som det burde være. Normalt var Beica en ganske forræderisk skov, som kunne få én til at opleve de mest smertefulde ting, hentet frem fra den mørkeste afkrog af ens sind. Men man kunne snyde sig fra alt, og Darkenas hertug kendte smutvejene i hans eget rige. Det var de tunge dampe, der skød op fra træernes rødder, som man skulle passe på med at indtage. Dampene lå dog ikke overalt i skoven, selvom det godt kunne virke sådan på en udefrakommende. Hvis man kendte til de rette stier, kunne man trygt færdes mellem træerne, uden at skulle frygte, at ens frygtscenarie blev til virkelighed, lige foran øjnene på én.

Som Mambu nærmede sig skovens indre og derved den lava lignende sø Aureum, begyndte det langsomt at tynde ud i træerne. De stod ikke helt så tæt længere, og føltes derved ikke truende på samme måde. I hvert fald ikke hvis man endnu havde forstanden i bero. Havde man derimod indåndet de giftige dampe, var her rig mulighed for, at de kunne udfolde sig, da pladsen var bedre. Ak ja, der var vel altid både en god og en dårlig side af alle sager.
Da den orange sø nu viste sig lidt længere fremme, blev Mambu med ét opmærksom på, at han ikke var alene. Lyden af en lettere heftig vejrtrækning afslørede, at der var én, der netop havde været igennem skovens damp. Et frydefuldt smil faldt på plads på hingstens mule, der han altid fandt det vældig morsomt, at se en hest miste forstanden. Og det var for det meste, hvad der skete. Overraskelsen var dog stor, da den brogede hingst endelig trådte ud fra træerne, og så hvem det var, der havde bevæget sig ind i Beicas mørke. Det var hende. Hoppen fra ørken som på så forunderlig vis, havde pirret hans sanser. Hvad det var hun på nuværende tidspunkt gik igennem, havde Mambu ingen anelse om, da det kun foregik i hendes hoved. De isblå øjne der var spærret op af angst, talte dog sit tydelige sprog. En høj latter lød nu fra hingsten, han kunne bare ikke lade være! Det var så komisk at være bange for noget, der ikke engang eksisterede. Selvfølgelig havde han selv været turen igennem, men det var efterhånden så længe siden, at hun ikke længere erindrede, hvad det var, der havde skræmt ham.

Fleur ...
De brændende følelser i hoppens krop gjorde det svært at tænke klart, og det var nok derfor hun ikke hørte ham nærme sig. Den høje latter fik derfor hvert et hår på hendes rygssøjle til at rejse sig og hendes ansigtsudtryk blev et øjeblik forskrækket. Afslørede hver en del af pine i hendes sjæl, alle de mørke følelser i hendes indre. Skam, smerte, fortvivlelse.
Sekunderne var gået og de isblå øjne blev brændende som et inferno så stærkt, at hele Proelio ville brænde i dets flammer. For nu var det dog kun den brogede der skulle brænde. Uden tanke for hvem han var, uden en eneste rationel tanke sprang Fleur frem mod den brogede Mambu. Hver en muskel i hendes krop blev spændt, tænderne var blottet og et drabeligt udtryk glimtede i hendes øjne. Om end Fleur var mindre end de fleste, kunne de isblå øjne i sandhed dræbe. På få sekunder var hun foran den brogede og bed ud efter hans hals, klar på at smage blod, klar på at se ham føle smerte med hende. Brændende af sit raseri blev hun ved, hakkede og bed efter alt hvad hun kunne få fat i. Blændet af raseriet i hendes krop, af skammen, af smerten. Han skulle lide for hans latter, lide for det han havde set.

... Mind Reader

Det var åbenbart ikke alle, der fandt dette scenarie morsomt, og snart kastede den flammeklædte hoppe sig over Mambu. Den brogede hingst var dog ikke helt dum, og havde nok mere eller mindre forventet denne handling. Hurtig som en slange snoede han sig uden om hendes angreb, mens han blot smilede tirrende til hende. "Jamen dog, den lille hoppe har jo temperament." Som i en dans bevægede de to heste sig frem og tilbage. Hun angreb, han undveg. De lange ben dansede hen over jorden, mens den forholdsvis spinkle krop vred og vendte sig, alt sammen med det samme arrogante blik i de orange øjne, som sagde, kan du ikke gøre det bedre? En behagelig hingst kunne man bestemt ikke kalde Mambu, men det havde han nu heller aldrig påstået.

Til sidst begyndte hoppens opførsel at kede Mambu, og han besluttede sig for, at gøre noget ved det. Med behændige skridt forsøgte han, at lokke hende med ud i den orange sø. Med det blotte øje lignede det lava, men som med så meget andet, så snød Darkena også her. Vandet smagte muligvis ikke godt, og det bar ligeledes en halv lunken temperatur, der ikke gjorde det bedre, men vand det var og blev det altså. Vand der kunne mane de skrækkelige billeder der opstod i ens hoved, i jorden. "Man skulle ikke tro, at det vitterligt var muligt for noget levende væsen, at ramme så dårligt!" Han smilede spottende til hende, mens han behændigt trådte længere ud i søen. Hvis hun nu bare kunne komme en anelse tættere på, ville han i et snuptag kunne få fat i hendes man, og derved vælte hende omkuld ude i søen, således han kunne tvinge hendes hoved under vand. Ak ja, hvad Mambu dog ikke gjorde, for at hjælpe stakkels, forsvarsløse hopper. Han var i sandhed en hingst med hjertet det rette sted.

Fleur ...
Hug, hendes tænder samlede sig om den tomme luft. Han var tydeligt stærkere. Hun vendte rundt, blottede endnu de hvide tænder, bed efter ingenting. Hurtigere, smidigere, han havde tydeligt overtaget. Orange øjne lo af hende, provokerede hende. Hun ramte endnu luften foran hans krop. Hun havde ingen chance, og alligevel hakkede hun endnu ud efter ham som en arrig slange.
Vreden fik de isblå øjne til at flamme, de fokuserede på ham, som hun sno sig omkring ham i en umulig dans. Hans ord rungede omkring dem, fik hendes vrede til at blusse endnu mere op, fik hende krop til at være hed, eller var det af dansen?

Hans tanker var slørrede, tåget af hendes vrede. På et tidspunkt var der noget der skillede sig ud. Hun så det bankende øje for hende, så det åbne sig som en mund, som det slugte hendes krop. Mambu grinte bespottende i dette syn fra hans tanker. Hun var tæt på at falde i, i sin vrede var hendes kløgt blevet skyllet væk som med en flodbølge. Det var i sidste øjeblik hun lavede kontakten, lige inden hun var hoppet mod ham, igen klar til at prøve på at få tænderne i hans brogede skind. Hun stoppede brat op. Flammen der brændte hendes krop virkede til at være brændt ud, af det vand den brogede havde tænkt sig at trække hende under. Hendes krop blev afslappet og hendes øjne brændte ikke længere af vrede, men af arrogance. Et sted i det isblå dyb af hendes øjne lå også en beundring. Han havde været kløgtig, hans plan god. Han havde dog ikke vidst hvem han var oppe imod. Hun blev stående, hvor hun var, som havde de lige stået og snakket om vejret. Det eneste der endnu var tegn på deres hektiske dans, var hendes flnkaer der bevægede sig hastigt ud og ind.

"Jeg foretrækker flammer over vand," Hun kiggede ned i det røde vand, inden de isblå øjne mødte hans røde. Mon han ville forstå hendes forførende stemme og den besked der lå bag. Ja, hun kendte til hans plan.
Fleur var et pudsigt væsen, hendes humør var aldrig til at forudse, hendes følelser forvirrende. En hingst som Mambu havde dog et chance for at følge med, for hans sind virkede til at indeholde nuancer, der mindede meget om dem an fandt i hendes.

... Mind Reader

Opmærksomt stod Mambu ude i den lava lignende sø, og holdt et vågent øje med den galsindede hoppe. Hun var stoppet op nu, og stod med bølgende flanker og betragtede ham. Vreden i hendes isblå øjne var blevet slukket, men Mambu var ikke sikker på, at de giftige dampe var ude af hendes system. Hun var jo trods alt, ikke kommet ud i vandet til ham. Eftertænksomt begyndte han nu at skridte frem og tilbage i søen, mens blikket konstant lå på skønheden oppe ved bredden. Til Mambus morskab var vreden blevet erstattet af arrogance i hendes strålende, blå øjne. Her havde han lige set hende gå fuldstændig fra snøvsen, og alligevel formåede hun, at slå det hen, som om det aldrig var sket. De fleste andre ville have været frygtelig flove, men ikke denne hoppe. Med ét gik det op for den brogede hingst, at han faktisk ikke kendte hendes navn. De lange, slanke ben plaskede nu igennem det varme vand, således han stod direkte ud foran hende. "Nu da vi tilsyneladende har det med at støde på hinanden, så synes jeg, at det er på sin plads, at jeg får kendskab til dit navn." Det var vel en ganske reel anmodning, nu hvor hun vidste, hvem han var.

Da hidsigproppens forførende stemme nu lød, sendte han hende blot et ligegyldigt blik. Så hun forstod altså, hvad han havde haft i tankerne. "Hvorledes kan du vide, at det ikke er flammerne, jeg er trådt direkte ud i?" Tirrende begyndte han nu atter, at bevæge sig frem og tilbage foran hende. Lige præcis uden for hendes rækkevide. Hvis hun ønskede at sætte tænderne i ham, måtte hun en tur i søen. "Måske er jeg blevet så varm, at ilden ikke rør mig." Det orange blik gled provokerende over hendes slanke krop. At se hende stege. Vride og vende sig, mens flammerne slikkede over hende. Den brogede hingsts vejrtrækning blev hurtigere, som han formåede at ophidse sig selv. "Det kan tænkes, at mit selskab er så opildnende, at min krop er blevet så hed, at den brænder op indvendigt." Endnu en gang stoppede han direkte op foran hende, men forsat uden for hendes rækkevide. Han begærede hende fortsat, det var der ingen tvivl om, men hun måtte komme til ham. Komme til ham ud i den lava, som hun selv ubevidst havde opsøgt.