Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
20 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Duquesa on Sept 15, 2015 13:42:51 GMT 1
Den tunge hoppe havde stået i udkanten hele vejen igennem. Hun havde endnu ikke behov for at give sig til kende. Det skulle nok komme, hun havde bare brug for at få styr på nogle ting inden. Hun skulle have styr på Darkena, men hun skulle også have styr på hendes bror. Og han stod der i mængden af alle de andre, hun havde set et par af hestene før, men aldrig rigtig snakket med dem. Men det skulle nok komme med tiden. Hun var spændt på hvordan fremtiden ville se ud i Proelio, med den sygdom. Og det var også nogle regler der skulle komme nogle ting om i Darkena, for hun ville ikke smittes, og hun ville heller ikke have at hestene i hendes land fik den sygdom.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
"I was in darkness... so darkness i became".
330 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Indepth on Sept 16, 2015 13:35:08 GMT 1
"I’m a whisper lost upon wind I’m the ember that will burn you down I’m the water that will drown you I’m a star that’s just a black hole now" Dage var gået, og ting var sket. Uforklarlige og mystiske og viklet ind i en snor af gåder, som hun ikke selv havde kunne finde hoved eller hale i. Og et af de støre spørgsmål var landet. Hvad var der dog sket? Det hele var så forandret, at den brogede ikke nænnede at åbne øjnene helt op. Hun holdt dem stadig let knebet sammen, imens hun i forvirring havde søgt på må og få efter noget der kunne have pejlet hende imod et sted hun kendte. Men hverken heste, steder eller luften var som den engang havde været. Siden mørket havde opslugt hende, var alt så forbandet tåget. Tåget og mørkt... ligesom grotterne. Et fnys, og den brogede drejede med stive skridt ud af skovens stammer og ud imod skovbrynet. Luft, hun måtte have luft og se himlen. Og desuden, havde en nagende fornemmelse - noget der hele tiden havde kløet i hendes ben, fået hende til at vende mere imod midten af hvad hun mente var landet. Noget skulle til at ske... og hun agtede ikke at lade det ske uden hende.
Indepth hørte hvad den blå sagde. Hun hørte spørgsmålene, og så reaktionerne på svar. Hun fulgte med et intetsigende blik forsamlingen, imens de slanke ben slæbende lod hende komme nærmere. Hun sagde intet, men betragtede blot. Smagte på luften, smagte på vreden og følte en ulmende fornemmelse af had vågne til live igen. Hun var så langt fra færdig med de forbandede guder, men ønskede ikke at gøre opmærksom på sig selv endnu. Dagen ville komme.
"I’m a terrifying danger I’m fruit decaying on the ground I’m a swallower of anger I’m the tree that falls and makes no sound
I make no sound…"
|
|
Inaktiv karakter
44 POSTS & 0 LIKES
|
Post by ❅ Chidori ❅ on Sept 16, 2015 13:55:05 GMT 1
"Say that you want me every day ,That you want me every way That you need me" Den hvide snehoppe havde fulgt sporene, lydende og tegnene på hvad der skulle ske. For verden var et stort rod, og i rodet ville hun for en gangs skyld finde orden. Rygterne svirrede, og en forsamling ville ske. Hun ønskede ikke at gå glip af den... Så det var med elegante skridt, at svanehoppen gled imod den større forsamling. Endnu var den blå gud ikke begyndt, og hun så da også enkelte skikkelser skynde sig nærmere for at nå det - men ikke hende. Hendes attitude emmede af den ophøjede og kyniske stolthed hun bar sig med, som ikke skyndede sig. Lod sig vente, og derfor var det intet underligt hun kom for sent til de første ord. Hun fulgte dog heller ikke med utroligt opmærksomt - blot et halvt øre, men lod istedet rubinøjnene søge efter bekendte såvel som ukendte skikkelser. Og hun fandt skam en. Med en mild brummen kneb hun øjnene tilfreds sammen, og gled let imod den sorte hingst Freakshow. Tid og krig havde taget tiden siden de sidst sås, men ikke desto mindre fandt hun en klippefast grund i den mørke skyggehiingst. Og klippegrund kunne godt bruges, siden hun var røstet væk fra sin egen. Men sådanne ting indrømmede hun aldrig - og da slet ikke for sig selv.
Svanehoppens ører drejedes skarpt, og et glimt af overraskelse spejledes i den hvides øjne. Dødsguden var.... spærret inde? Han var væk? Istedet reagerede denne blåøjede hingst og en eller anden trunte? Den hvide lod ikke facaden falde, men snerpede om end ikke en smule anstrengende munden sammen. Der var virkelig sket meget... Hurtigt tog hun de sidste skridt nærmere, og brummede svagt imod den mørke hingst Freakshow. Duppede kort mulen på hans dirrende skind - spændt til bristepunktet, før at hun forsigtigt drejede resten af kroppen parallelt med hans. Han var vred... han var hadefuld. Sikkert ustabil i dette øjeblik. Men svanehoppen ønskede hans nærvær, og håbede følelserne stadig var gengældt i den forstand.
"- Got me trippin' super psycho love ❅"
|
|
Inaktiv karakter
77 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Mambu on Sept 16, 2015 16:38:51 GMT 1
Flakezé fortalte nu videre om ligegyldige ting, som Mambu allerede havde kendskab til. Havde han slet ikke tænkt sig, at fortælle noget, som de ægte proelianere kunne bruge til noget? Var det alt sammen henvendt til disse nye fortidsheste? I så fald kunne han da godt lige have meddelt, at de vigtige heste her i landet, ikke havde behøvet gøre sig den ulejlighed, at bevæge sig hele vejen til Ingenmandslands. Tsk! Mambu stillede sig mageligt tilrette, og skulle til at snuppe en lur, da Flakezé pludselig henvendte sig til fremtidshestene. Forpligtelser? Hvilke forpligtelser? Disse fremmede heste havde selv valgt, at komme til dette Proelio, så måtte de da også selv tilpasse sig. En himlen med de orange øjne viste, hvad Mambu mente om den sag. Flakezé havde dog ret i én ting, og det var at mange af deres medheste var døde. Taget af virussen, og efterlod derfor et hul i hver landsdels række af beskyttere. Men derfra og så lade disse fremmede indtage posterne? Var det ikke at gå til yderligheder?
Som Mambu stod der og så sig mere og mere sur på Flakezé, blev han pludselig opmærksom på, hvordan mængden af heste omkring sig, blev temmelig urolige, og flyttede sig med hurtige bevægelser. Hvad nu? En kæmpe mæssig brun hingst med en mægtig løvemanke, fik med ét mast sig gennem mængden. Rephaim, den Øverste af Natiaum. Mambu brød sig ikke specielt meget om ham, men Mambu brød sig generelt ikke om andre end sig selv. Dog besad han en form for respekt for den store hingst, og det ligeledes for Nabendu Raakaa. De havde alle det samme ansvar på deres skuldre, og det samme mål for deres landsdele. Alle de Øverste i Proelio så ligeledes en del til hinanden, i form af forskellige møder. Så fremmede, det var Rephaim bestemt ikke. Da hans hilsen nu lød, fik han blot et nik tilbage som svar. Da Rephaim nu spurgte ind til, hvem den blå var, fik Flakezé atter et skulende blik med på vejen. "Det er den oohh så almægtige Flakezé." Mambu kunne ikke lade være med at vrænge lidt ved udtalen af hans navn. "Han har kaldt os sammen for at fortælle om de 7 landsdele, sygdommen, som der fortsat ikke er nogen kur på, de andre guders indelukket, gammel nyhed.. Nåh ja, og så er alle disse fremmede heste tilsyneladende fra fortiden, kommet hertil via en portal, som ingen ved hvem har skabt." Det var tydeligt at høre på den brogede hingsts stemme, at han bestemt ikke var imponeret. "Og det er så tilsyneladende vores pligt, at passe på disse nye fortidsheste, da de åbenbart ikke kan passe på sig selv." Det skulle ikke undre Mambu, hvis disse fremmede var så dumme at blive smittet med virussen. I så fald var det sikkert og vist, at de i hvert fald ikke var velkomne i Darkena!
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Sept 17, 2015 10:43:27 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Flakezé fornemmede efterhånden at hans tid var ved at rinde ud. Der var andre forpligtigelser i landet, han måtte tage sig af. Han skulle med det første, snart lede efter spor, og sende heste i landet på missioner, så de sammen kunne løse mysteriet om sygdommen. Måske skulle han reklamere for dette? Han ville altid være at finde ved Fairfarren i Proelios Hjerte, og her ville han med glæde modtage heste, til missionerne. Alt de skulle gøre var at møde op. Derudover sansede Guden også Mambus utilfredshed, men hingsten ville komme til at indrette sig, ligesom fortidshestene.
"Ingen spørgsmål?" gav han sidste chance (OOC: I må stadig gerne stille dem.) - og sukkede dernæst mildt. "Jeg bør give jer besked om, at jeg altid er at finde ved Fairfarren, og fra i dag af, søger jeg heste at sende ud i landet på missioner. I skal mindst være to heste sammen, og i får en mission der passer til netop jer. Har i ingen at følges med, vil jeg finde en til jer. Sammen skal vi opklare denne sygdom, og trods det ikke er første gang vi har været ude på missioner, har vi nu fornyede kræfter og tanker med os. Mød op ved Fairfarren for flere informationer." Guden så alvorligt på forsamlingen, inden han skridtede roligt tilbage til midten af templet, hvor han kort afventede spørgsmål.
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Voiced by Trinse ♡
314 POSTS & 5 LIKES
|
Post by [Trinse] Freakshow on Sept 18, 2015 11:12:09 GMT 1
It has begun
___________________________________________________________________Guden fortsatte med at give flere og flere informationer, og Freakshow lyttede tavst med til dem alle, alt imens hadet dulmede lige under hans skind. Flere af informationerne chokerede ham at høre, men han var glad for endelig at have fået en forklaring på, hvad der var hændt ham. Han fandt det spændende at høre mere om dette fremtidens Proelio. Det havde ændret sig meget fra dengang, og han satte pris på at få at vide, hvordan tingene forholdt sig nu, og hvad man skulle gøre for at overleve her. Flere og flere heste strømmede til, og de var efterhånden en pænt stor forsamling. Freakshow så flere sjæle, han kendte, men ingen tiltrak lige umiddelbart hans opmærksomhed... indtil nu.
Som taget ud af en drøm kom hun gående imod ham; den snehvide hoppe med de mange guldsmykker, de smukke, rubinrøde øjne og den mest guddommelige hale i hele landet. Som ved et trylleslag blev hans krop paralyseret og blikket stivnet fast mod hende. Hans sorte øjne mødte hendes, og han var ude af stand til at fjerne dem igen. Hun kom tættere og tættere på ham, og han kunne nu høre hendes brummende hilsen. Kort efter lagde hun mulen mod hans skind, der følsomt vibrerede ved hendes berøring. Derefter stillede hun sig ved hans side og havde tilsyneladende valgt at blive der under hele talen.
Den store mareridtshingst var stivnet som en statue, men endelig drejede han sit hoved til siden og så direkte ind i hendes øjne. Hans blik var mildt og alt andet end fjendtligt; et blik, den uhyggelige hingst aldrig sendte til andre end lige præcis denne hoppe. „Chidori..." hviskede han kærligt. Det smukke navn lå stadig lagret i hans hukommelse, selvom de ikke havde set hinanden længe. Han huskede stadig deres møde, som var det i går. Han kunne næsten ikke fatte, at hun havde valgt at komme over til ham og endda indlede selskabet med en kærlig gestus. Hvis han skulle være helt ærlig, ville han have troet, at hun nok havde glemt ham efter alt den tid... Det var derfor en stor lettelse for ham, at hun rent faktisk kunne huske ham og stadig ønskede hans selskab.
Han nappede kærligt ud efter hendes skulder og lod derefter panden hvile mod hendes skind, mens han sukkede afslappet. Det var en ubeskrivelig rar følelse at være så tæt på hende igen. Folk, der kendte denne hingst, ville formegentlig ikke tro deres egne øjne, hvis de så ham sådan her. Dette var alt andet end normal adfærd fra hans side af. Men denne hoppe formåede at få en side frem i ham, ingen andre havde fået frem før. Hun formåede at vække liv i hans ellers så døde, sorte, rådne hjerte... Der var ikke meget kærlighed gemt i denne hingst, men et sted på bunden af hjertet funklede en lille gnist - og den havde hun formået at få til live. ___________________________________________________________________
![](http://i62.tinypic.com/vwwok2.png)
Before I kill you, I just want you to know; The last thing that you ever gets to smell will be my stinking breath.
|
|
Inaktiv karakter
434 POSTS & 3 LIKES
|
Post by DawnFrost on Oct 12, 2015 13:58:54 GMT 1
Det rungede stadig let af stemmer i hingstens ører, som han nu sod mellem to af de lysende ringe der omringede forsamlingspladsen. Her havde han stået længe og igennem den lysende ring kunne han høre hvad der skete inde på pladsen, hvad Flakeze sagde, hvordan folk reagerede. Stille vendte han sig og begyndte at gå rundt om pladsen inde mellem de to vægge af lys.
Alt var overvældende, og Frost havde enlig i forvejen en masse at tænke på, men det var rart at kunne ligge dette til siden for, at kunne fokusere på noget andet. Det var rart at finde ud af hvorfor alt var så anderledes her i Proelio, men skræmmende på samme tid! Den sølvgrå hingst virrede let på st ædle hoved mens han hørte efter, det var første gang i hingstens liv han ikke 100% var oppe at køre over et nyt eventyr. Hingsten skulle dog nok snart være der, men hans sind var endnu hærget af blodprisen hans frænder havde betalt i den krig han havde været med i i sit gamle hjemland. Frost var dog endnu sig selv, han havde stadig gåpåmod, var endnu et glad væsen, han skulle blot over denne oplevelse. Frost rettede sig en smule op da han hørte gudens ord om at man kunne slå sig til gudens formål, og straks vidste han at dette var noget han ønskede at gøre. Han havde ikke hjulpet guden så meget før, men Frost vidste at denne hingst lå Trudy meget nær, og derfor lå det også ham selv meget nær. Hingsten mærkede et let stik i sit hjerte ved tanken om hans livs kærlighed. Mon hun var her? Som han kiggede ind gennem muren af lys kunne han ikke just spotte hende, men var der ikke også en grund til at han ikke gik ind på pladsen? Var han ikke på en gang spændt på at finde ud af om hun var der, men samtidigt så bange at han holdt sig på afstand. Hvad ville hun overhovedet tænke ved at se ham, han havde begået den samme fejl for anden gang og smuttet uden at hun vidste det. Mon han kunne finde tilgivelse? Frost stoppede igen op inden han vendte rundt og galopperede væk fra pladsen, da han mærkede mødet var ved at slutte. Det ville ikke være i dag han skulle finde ud af det.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Oct 27, 2015 15:22:43 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Da der ikke var flere spørgsmål at hente, faktisk ingen rigtigt, så Flakezé en sidste gang på forsamlingen. Han smilede roligt, og hævede sig som den stolte gud han var. "Ærede folk af Proelio. Vi ses." lovede hingsten, og han forsvandt i elegante skridt direkte op i luften, hvorfra han fløj væk i disen der var mellem jorden og rummet. Han efterlod en summende stemning af liv og følelser, i modsætning til Jaymelia, der tog alt sin magi med sig når hun gik. Han lod den summe i deres hjerter.
/ Plottråd slut
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?
|
|