Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Tak for den flotte Avatar Simone!
407 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valeñcia on Sept 11, 2015 12:04:39 GMT 1
Den mangefarvede og yderst smukke hoppe kom dansende med hendes datter ved hendes side. Hun havde heldigvis fundet hende efter at de kom på den anden side af portalen, hvilket havde gjort at hun befandt sig noget mere i ro nu. Hendes tofarvede hale slog bag hende og hendes øre var fremme for en gang skyld. De havde sammen hørt Flakezés opråb, og derfor begav hun sig nu med sin datter op mod forsamlingspladsen. Der var ingen tvivl at der kom en mildere og gladere side frem i Valeñcia når hun var sammen med sin datter. Men man kunne vidst også pænt sige at hendes datter var den eneste hun havde tilbage, som hun også kunne stole på. Og det lagde hun bestemt heller ikke skjul på, for hun lagde aldrig facaden foran datteren. Dog når der var andre blev hun mere indelukket, men aldrig hundrede procent. Da de ankom stillede de sig i mængden. Hun så sig omkring, der var faktisk ikke så mange heste som hun kendte. Den hun lige fik øje på var Freakshow, men han var ikke engang en hun var vildt glad for at se. Det havde været et yderst mærkeligt møde, i hendes øjne var han uforskammet, men igen var der noget der tiltrak hende, også nu.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Vale?cia & Sagiv
184 POSTS & 0 LIKES
|
Post by ~ Eudora on Sept 11, 2015 12:08:27 GMT 1
Eudora kom springende ved siden af sin mor. På den måde kunne man godt se hvor forskellige de var. Eudora var bestemt en hoppe der var fyldt med glæde og kærlighed, ikke at hendes mor ikke også kunne det, de havde bare oplevet noget forskelligt, og det var nok det der satte sit præg. Hendes lyse hale slog glædeligt bag hende. Hendes øre var fremme og smilet var stort. De regnbuefarvede øjne lyste også af det. Generelt spredte Eudora glæden. Da de kom nærmere så hun til sin glæde hvor mange heste der var samlet, og det gjorde godt for hendes store nysgerrighed. For hold da op det var en blandet forsamling. Både gode og onde, og alle mulige farver. Eudora lagde dog godt mærke til hvordan hendes mor ændrede sig mere da de kom i den store forsamling. Fra den åbne og glade mor, til en mere indelukket hoppe. Dog tog Eudora det ikke så tung, hun vidste det jo godt et eller andet sted. Hun mimrede med den lyserøde mule. Hun havde en smule svært ved at lade Flakezé få sin fulde opmærksomhed, men hun kæmpede virkelig med at gøre det.
|
|
Inaktiv karakter
685 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Fermaz on Sept 11, 2015 12:14:24 GMT 1
Den store hingst kom gående med store og smidige skridt, til trods for hans enormt store krop. Hans øre var fremme. Han havde holdt sig i baggrunden siden at han var kommet igennem portalen, og havde derfor ikke set nogle af dem han elskede. Han glædede sig dog til at se sin far igen. Han kom frem med en hurtigt fart. I starten stoppede han lidt i udkanten for lige at få et overblik over hvad der egentlig lige skete på forsamlingspladsen. Hans store og almægtige far stod oppe, mens de andre stod nede. Han så ikke ud til at være blevet en dag ældre. Lidt længere nede stod hans to børn, som han var virkelig stolte over. Det var lang tid siden at han sidst havde set Irissia og Ajani, og de havde begge to udviklet sig til nogle store heste. Og hold da op, den ene havde fået vinger og den anden horn. Han var dog ikke helt tilfreds med den måde Ajani havde fået horn på, men han kunne ikke gøre for det, det var ulempen ved at være i den gudelige familie. Men forhåbentlig ville der ikke ske sådanne noget igen! Og endelig så han Jah-Lila. Han kunne ikke lade være med at smile sit store, skæve og varme smil ned mod hende. Ved siden af Jah-Lila stod Zar. Han var skam også glad for at se ham igen, nok ikke helt lige så meget som at se sin familie. Han gik meget hurtigt ned til Jah-Lila og strøg hende med en varm brummen over halsen. "Hej smukke" sagde han med et kort kækt glimt i øjet, hvor efter at han lod sin opmærksomhed være rettet mod hans far Flakezé.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Voiced by Mellow.
115 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Rhea on Sept 12, 2015 18:55:53 GMT 1
R H E A
Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me? You are gonna wish you had a storm warning. Den lille røde havde nysgerrigt bevæget sig langs skyggerne og mod samlingspladsen. At blot følge skyggerne var blevet en vane for den unge af simple grunde. Hun havde pådraget sig mange fjender af hendes kærlighedshandlinger til den bedragende Smeye, og samtidigt havde hun sluttet sig til natten og mørket, som ellers var så unaturligt at følge for hendes ellers så lyse væsen. Hun klamrede sig forgæves fast til den falske, trygge følelse som natten gav hende, i håb om at alt blot var en ond drøm og at Guden snart ville vende tilbage og redde hende fra hendes tyngende smerter. Da han forlod hende tog han hendes glæde med sig, og hun måtte nu sørge over det som hun havde mistet. Sin tryghed, sin barndom og sin fader. Hvis man da kunne kalde tabet af den falske faderfigur for at miste, da det blot havde været en illusion.
Den unge sjæl nægtede dog at give op, på trods af hvor meget hun var blevet misbrugt og mishandlet. Både fysisk og psykisk. Hun brugte sine dage på at strejfe tilfældigt rundt på må og få hvor hun levede i skjul fra de fjender som hun ikke helt kunne identificere. Hun nægtede at smide sig og vente på døden, også selvom hun var aldeles alene og ødelagt. Det brændende bål i hende var slukket, og tilbage var blot en enkelt flamme af desperat håb blandt de døende gløder. Det sidst glimt af håb havde bragt den unge sjæl mod forsamlingspladsen da han kaldte. Hun havde så fortvivlet meget brug for en ny start, at hun søgte sig til sine fjender i håb om hjælp.
De klare, væde øjne spejdede ud over den lille forsamling da hun kom nærmere, og den spinkle krop krummede sig sammen og søgte skjul fra dem. Fra sit gemmested stirrede de runde øjne naivt ud mod begivenheden i et hungrende forsøg på at se sin frelse. De væde øjne var ligeså desperate som hendes sjæl efter et nyt håb og en ny skæbne, men hun var bange. Hun var bange for Guden, som hun havde vanæret, bange for fjenderne i forsamlingen, bange for de fremmede og ikke mindst bange for Dawn. Hingsten som havde været den stabile grund hun havde stået på og nu havde brug for mere end nogensinde, men han var væk og hun faldt nu endeløst. Hun kunne hverken hade eller elske ham, men blot savne. Men det var ikke ham som hun søgte råd ved, men den Gud som hun havde erklæret krig mod og vanæret… Dette var måske ikke det helt rette sted at befinde sig for det fortabte, unge sind.
Den lille røde søgte svar og det skulle hun få. Hun pustede dirrende luften ud af lungerne, trykkede sig længere ind bag sit skjul og iagttog nysgerrigt Guden med de blanke, intense øjne.
Smeyé er fanget i himmelriget… Smeyé er ikke min fader… Han er vanvittig… Et bæst i et himmelrige… Skal vi stole på en løgner?...
Den flammende hoppe hørte ikke meget af hvad der blev sagt af det som ikke omhandlede hendes falske fader. Hun hørte det måske, men tiden, sygdomme eller Guderne interesserede hende ikke. Hendes håb om at Smeyé ville vende tilbage til hende var knust, og selvom hun hadede ham så inderligt for hans forræderi, så kunne hun intet andet end at elske ham af hele sin krop og sjæl. Hun havde intet eller ingen tilbage længere, og ordene rammede det letpåvirkelige, unge sind meget hårdere end forventet. Først lod hun blot ordene og realiteten synke ind under huden på hendes dirrende, spinkle krop. Men der gik ikke længe før det bristede hjerte blødte over og de ranglede ben knækkede sammen under hende da et langt hyl forlod den flammende, lille krop. ”Fader, fader, nej!” Græd de lyse toner hysterisk om og om igen, og afslørede den lilles gemmested for den store forsamling.
T H E A R D E N T
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
I'm confused, a lot of it, is hard to take.
131 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Lightflox Zar on Sept 12, 2015 20:29:44 GMT 1
Han smilte forsigtigt til hende ”i lige måde den altid glade Jah-lilla” han fandt det dog lidt underligt da hun nærmest puttede sig ind i et knus til ham. Forsigtigt lod han kort hovedet over hende i et kram før han trak sig lidt tilbage igen. ”ohh” sagde han stille. Han rystede dog på hovedet ved hendes spørgsmål. ”nej det kan jeg ikke ligefrem sige. Jeg er jo halvdød.” sagde han blot stille.. han så mod Fermaz da hingsten kom hen, respekt fuldt bøjede han hovedet for Fermaz og trak sig en smule mere tilbage. ”godt at se De stadig er her, det er bestemt mig en glæde” han sendte ham kort et smil og gjorde så et farvel nik til begge heste, mest af to grunde, det ene var flere hesten kom til og han følte sig lidt trængt herinde.. og den anden var at Jah-Lila og Fermaz nok heller måske ikke havde set videre meget til hinanden og derfor ville jeg han ikke være for påtrængende.. stille bevægede han sig mod udkanten igen.. der fik han øje på Rhea.. han så med foragt på hoppen. Han bryd sig stadig ikke om at selve guden Smeye ikke virkede til at havde styr på noget, hvor i mod hans datter åbenbart tog hele ansvaret og prøvede at styre det hele.. et eller andet sted bryd han sig vel blot ikke om de meninger hun havde, fordi han delte ikke de samme.
Han lod blikket vandre mod Flakeze, der snakkede om alt muligt.. Den blå gud havde ændret sig.. han kunne fornemme det.. et fnys forlod ham.. om Smeye var en forræder eller ej.. en løgner eller ej betød ej noget for ham.. Den blå gud havde haft et hjerte, han havde skam fornemmet det. Hvis den blå gud var vanvittig var Zar da mindst dobbelt så vanvittig.. han trak sig længere tilbage fra mødet.. hans hjerte og loyaltet ville altid ligge hos Fermaz, det havde aldrig fulgt den blå gud, men derimod hans søn.. ligesom havde det heller aldrig fulgt Smeye.. Zar havde dog aldrig rigtigt haft noget mod Flake, men den måde som hingsten nu talte, følte Zar sig ikke længere den samme respekt.. og et eller andet sted vidste han, lige meget hvad andre sagde og følte så var hans sjæl i Smeyes magt. Det var ikke Flake.. eller nogen anden.. Det var Smeye der var kommet.. og derfor ville han give gælden tilbage.. han ville finde guden.. rede guden.. han skimtede mod de andre.. den eneste han vidste han kunne hive fat i var Rhea.. selvom det ikke ligefrem huede ham, stod han ikke med andre muligheder.
Han nærmest listede hen til den rødlige hoppe.. stoppe et stykke foran hende.. ”Rhea..” sagde han med en lav stemme, så mod hende.. hmm selvom han ikke delte samme meninger som hende, så måtte han dog indrømme hun alligevel var god til at holde okay styr på tropperne.. Han gik næsten helt tæt på hende, selvom han ej selv brød sig om det, føltes det nødvendigt, fordi ingen skulle kunne høre ham.. ”ønsker du at få din fader tilbage.. rede ham?” han så mod hende med et roligt men dog kølligt blik, afventende..
Nu hvor han endelig tænkte over det.. var det nok ikke helt meningerne.. det var mere fordi Rhea synes at holde med Dawn dengang.. hun havde været et nemt offer for Dawn.. og eftersom hun så ud til godt kunne lide ham dengang, havde han blot følt hun var uretfærdig overfor de andre. Dawn havde altid været utilregnelig efter hans mening. Men han vidste ikke rigtigt hvor han havde Rhea af den grund. Var hun stadig under Dawn?
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 12, 2015 21:37:21 GMT 1
Da Abbadon så ud til at beherske sig, og den blå atter begyndte at tale, kunne han endelig lægge to og to sammen. Det sås på hingsten i det han rettede sig op at han godt vidste hvad den blå snakkede om. Han kunne høre det hele som en svag hvisken i hans hoved. Til tider råbte og skreg de, vred sig for at komme fri af hans kontrol, men det var endnu ikke lykkeds. De røde øjne så kort tilbage på Abba og tyssede blot på hende. Hun skulle ikke begyndte på mere, blot lytte og holde mund. Flere kom til og Dawn begyndte at se rundt på hvem der faktisk var her, i det han nu havde fået svar på det han skulle vide. Aaron søgte med den bevingede hoppe, og han fik øje på Jah-Lila. En svag rumlen kom fra hans bryst, men han tav før han næsten havde sagt en lyd, da Fermaz trådte op ved hendes side. Kort efter kunne han høre de hysteriske toner hyle den samme sætning om igen og blikekt faldt på den røde Rhea. Hvad end der var med hende fik det hingsten til at føle sig en anelse ubehageligt til mode. Instinktet sagde at han skulle søge hen til hende og være en form for tryghed. Det næsten trak i hingsten, og havde det ikke været for resten af forsamlingen havde han nok gjort det.
" For f...fmmhhg "
Det var en utydlig mumlen der kom fra ham. En stille forbandelse over hans splittede indre. Konklusionen var at han nu sendte Flakezé ét blik, inden han nu besluttede sig for at mere eller mindre forlade forsamlingen. I hvertfald placerede han sig bevist i den fjerneste afkrog, på nippet til helt at forlade hans tilstedeværelse.
|
|
Inaktiv karakter
77 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Mambu on Sept 13, 2015 16:51:11 GMT 1
Mambu var begyndt at kede sig. Flakezé fortalte jo ikke noget nyt. De 7 landsdele, sygdommen, guderne, det var alt sammen noget han kendte så udmærket til. Hvorfor skulle han spilde sin kostbare tid her, hvis det hele blot var en repetering af, hvad alle i forvejen vidste? I hvert fald alle de heste, der rent faktisk hørte til her. Endnu en gang blev der sendt et arrogant blik rundt til alle disse fortidsheste. Hvad lavede de i det hele taget her? Havde de ikke nok at gøre i deres egen tid? Det lod dog ikke til, at Flakezé havde noget svar på dette, hvilket blot fik et irritabelt fnys fra Mambu. Hvis han ikke vidste det, hvem gjorde så? Skulle han måske ikke forestille sig at være en altvidende gud? Så burde han vel også kunne give et svar på, hvorfor disse fremmede var kommet anmassende i en verden, der ikke tilhørte dem.
Med ét var der ballade. En blå hoppe begyndte pludselig at hyle op oppe foran, og det samme gjorde en rød satan nede bag i rækkerne. Hvad skete der? Mambu fik ikke opfattet så meget andet, end at det tilsyneladende omhandlede de indelukkede guder. Hvad skulle det nu til for? De tre guder havde været lukket inde, så langt tilbage han kunne huske, og ingen havde manglet dem. Så hvorfor denne voldsomme reaktion? Den brogede hingst kunne ikke lade være med at sende et irriteret blik op mod den røde, der var faldet helt sammen. Nu måtte hun tage sig sammen! Flakezé begyndte atter at tale, og det han nu meddelte, fik fuldstændig Mambu til at tabe kæben. For nu stod den blå gud dælme og lovede hans land Darkena, til disse urostiftere! Darkena vil være noget for jer. Hvor kom det lige fra? Mambu sendte Flakezé et surt blik, med ørene placeret langt nede i nakken. Darkena var så absolut ikke et sted for denne blå, hysteriske hoppe og hendes tilhængere! Hans landsdel var muligvis ikke et paradis, men det krævede en vis disciplin og en vilje til at overleve. Noget han ikke ligefrem fornemmede hos nogen af disse hystader!
|
|
Inaktiv karakter
48 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Benji on Sept 13, 2015 17:10:18 GMT 1
Endnu et udbrud, denne gang i de bagerste rækker, hvor Benji selv holdt til. Forbløffelsen var stor, da det gik op for ham, at det var hans herskers røde datter, der var kommet til forsamlingen, og som nu brød sammen, ved nyheden om Smeyes indelukke i Himmeriget. Var hun ikke forsvundet? Ingen havde hverken hørt eller set noget til den røde i umindelige tider, og alle var gået ud fra, at hun var gået tabt. Behandlingen hos Helzlori havde ikke ligefrem været god, og da hun var blevet smidt for sin faders hove, havde hun ikke været meget værd. Denne forsamling blev mere og mere interessant, og selvom ingen af Benjis følelser kunne ses på hans ydre, fortrød han bestemt ikke, at han var mødt op. Den mørke hingst forsøgte ikke at kontakte den røde, dette var ikke stedet. Han lagde dog mærke til en grå hingst, han ikke havde bemærket før, bevægede sig hen til hende, hvor han tydeligt forsøgte sig med en samtale, selvom Benji ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Kort overvejede han at bruge usynligheden i rustningen, men slog hurtigt tanken ud af hovedet igen. Det var for risikabelt. Blikket var nu atter hos den brune forræder. Han virkede ikke godt tilpas med situationen, og slog nu vingerne ud, og bevægede sig til den fjerneste ende af forsamlingen. Så havde Benji set det med, en forræder med en samvittighed.
Flakezé fortalte videre om dette nye Proelio, et Proelio som viste sig at være i fremtiden. Her var landet delt op, og Benji skrev sig bag øret, at han måtte finde sig et sted at høre til, sådan som den blå gud anbefalede. Der herskede ligeledes en sygdom, som der tilsyneladende ingen kur fandtes til. Hvorledes man identificerede de sygdomsramte heste, måtte Benji hurtigs muligt finde ud af, således han kunne holde sig langt fra dem. Han agtede ikke at blive syg, nu hvor han i en kort periode, havde erhvervet sin frihed.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Good judement comes from experience. Experience comes from bad judgement.
222 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Ducan Tenebris on Sept 13, 2015 18:38:20 GMT 1
Ducan Tenebris havde stået for sig selv i udkanten af forsamlings pladsen og betragtet alle og lyttet. Han havde set en hoppes hysteri midt i Flakezes tale. Han huskede hende fra Lux Umbra, hun var satans datter og da den brune hingst reddet hende fra Flakezes retfærdighed slog hans mave knuder. Han ville nok aldrig være god nok for den brune fader.. Han havde taget den lille kælling under sine vinger og beskyttelse. Ducan fattede intet. Insanus havde været fjenden, Abaddon var mindst ligeså meget deres fjende, som hendes fader.. De lignede hinanden for meget til at andet kunne være sandt.. De brune øre var tippet mod guden og lyttede intenst til hans ord. Slugte dem en for en og lagrede dem i hans hukommelse. De var ikke længere i deres Proelio, men i fremtidens Proelio.. Og en sygdom hærgede alt.. Dead måtte for alvor gået i fordærv.. Han håbede ikke Dawn havde haft mulen i de mørke vande.. Han gav ikke den røde hoppes udbrud ret meget opmærksomhed, hun var Smeyes datter og siden hendes far ej var her var hun blot ligesom alle de andre.. De vagtsomme røde øjne fangede en lyserød farve der bevægede sig til mængden. Han havde ej set denne skabning før, men den der fulgte med denne fik hans tunge hjerte til at springe et slag over og glemme at lytte til Flakezes ord. Eudora var her også.. Det var lige før han åndede lettet op over at vide hun ikke var blevet efterladt i fortidens Proelio. Efter et øjeblik tvang han blikket fra den den glædesfyldte hoppe og tilbage mod guden.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 13, 2015 18:52:43 GMT 1
Flere og flere heste kom til.. Iris fandt det fascinerende, især taget i betragtning af, at hun havde været bange for, at hun var den eneste hest i hele landet. Det var gudskelov ikke rigtigt, hun håbede dog blot på, at når de alle gik hver til sit igen, ville hun kunne finde nogen af disse heste. Før denne forsamling havde hestene været som sunket i jorden, bare de nu ikke atter sank tilbage dertil. Som hendes øjne gled over de mange heste, fik hun pludselig øjenkontakt med et par velkendte, gule øjne. Hun mærkede ham tydeligt i sit hjerte. Narrator.. Den unge Fortæller var ved hans handling, blevet hendes sjæleven. Et flygtigt smil gled over hendes bløde mule, inden den månegrå hingst forsvandt i mængden. Iris følte en stor lettelse, ved erkendelsen af, at Narrator var kommet med over til dette nye Proelio. Fremtiden..
En bevægelse i nærheden fangede nu Iris opmærksomhed, og hun så til hendes morskab, hvordan Aaron fik krabbet sig tættere og tættere på. Han så dog ikke ud til, at ville for tæt på Flakezé, hvilket skabte ham en del udfordringer, da hun jo stod ganske tæt på den blå gud. Iris stod dog ganske godt på sit plads i templet, hævet et stykke over jorden, således hun havde et fremragende udsyn. Derfor havde hun ikke tænkt sig at opgive det, og blinkede derfor blot drillende til Aaron.
Den næste hest hun nu fik øje på, fik fuldstændig taget pusten fra hende. Ajani.. Hendes bror! Hun havde ikke set ham i umindelige tider, og at se ham her, nu, i fremtiden. Det var ikke noget hun havde forudset. Nærmest måbende fulgte hun ham med øjnene, som han nærmede sig. Han lignede sig selv, bortset fra tre, spidse horn, der stak ud af næseryggen på ham. Hvor var de kommet fra? Glæden var dog ikke til at tage fejl af, da den brune hingst stod så tæt på hende, som han kunne komme til. "Hej brormand," hviskede hun tilbage, mens hun næsten ikke kunne tro sine egne øjne. Hendes opmærksomhed blev dog tvunget tilbage til Flakezé, da denne atter lod sin røst lyde.
|
|
Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Sept 13, 2015 19:23:35 GMT 1
Jah-lila var overvældende glad for at se Zar, og kunne derfor ikke holde sine følelser inde, heller ikke selvom det muligvis var meget overvældende for den grå hingst. Han trak sig dog pludselig væk fra hende, hvilket fik et overrasket blik op i de blå øjne. Zar havde dog fjernet sig, da en anden hingst nu kom til, en hingst Jah-lila ikke havde set i umindelige tider. "Fermaz," hviskede hun stakåndet, da han nu blod sin varme mule stryge over hendes hals. Hvor havde han været så længe? Dette var dog ikke tid og sted til at spørge, og da Fermaz nu rettede sin opmærksomhed mod Flakezé, gjorde Jah-lila lige så, mens hun lænede sig ind mod sin store mage.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
41 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Arion on Sept 14, 2015 7:25:24 GMT 1
Arion havde hørt kaldet og brød igennem det magiske lys i en robust, men hurtig trav. Han nåede knap og nap lige at høre den blå gud fortælle om en sygdom, hvad end det var for en sygdom, så håbede han, at han kunne finde en fra flokken der kunne fortælle ham hvad der ellers var blevet sagt, for når en gud kaldte til samling, så kunne det ikke være andet end vigtigt.. Den turkise hale slog kort bag ham, inden han slog over i galop og galopperede det sidste stykke vej til mængden af heste, hvor han stoppede op. Han havde endnu ej set en han kendte, men holdt udkig efter et genkendeligt ansigt i mængden af mange farvede heste.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
He was called 'God', but that wasn't his name.
625 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Flakezé on Sept 14, 2015 11:58:00 GMT 1
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Trods den brogede forsamling, og mange følelser indblandet, fra fortiden, og fremtidens heste, holdt de alligevel ud. Forsamlingen lyttede, og trods små udbrud, vidste Flakezé at han ikke kunne forlange meget mere af dem, og at han aldrig ville kunne stille alle tilfreds. Mambus gnavne blik, Abaddons trosretning og udbrud, Rheas ulykkelighed, Dawns skuffelse... Så mange elementer, og få var tilfredse med det der skete.
Det forhindrede dog ikke Flakezé i sin tale, og sin plads i denne verden. Han vidste at fortidens heste ville have svært ved at tilpasse sig den nye verden, men samtidig vidste han at de kunne. Der var sket så meget i den gamle verden, de havde oplevet store udsving, forandringer og Gudeligt svigt. De ville finde deres vej frem, selv her, her hvor Guddommen endelig var faldet til ro, og der var kontrol på i hvert fald én ting. Flakezé kunne gøre hvad han ville med de tre andre Guder, og Jaymelia var ikke just en trussel.
"Jeg opsummere kort, hvad i må gøre for at undgå smitte. Bliver i smittet, vil jeres hud blive til skel, hårene vil falde af, tænderne gro ud, og andre elementer både ukente og nye vil ske med jeres krop. Det værste er dog hukommelsen. I mister jer selv, og bliver ustyrlige skabninger... I lider og nogle flår sig selv levende. Slim følger jer overalt, og til sidst vil man kvæles i denne. Mange er døde." hans alvorlige, kærlige øjne skuede nu forsamlingen, for han kunne knap bære de mange døde der havde været de sidste 5 år. "Undgå vådt græs, og tjek altid at det ikke er falmet, der hvor i spiser. Hvis i kan mærke usædvanelig varme lufte, og 'slim' i ikke er i tvivl om er unaturlig, så dæk jeres luftveje, og beskyt jer selv. Drik ikke vand, der ikke er rindende, stillestående vand, syge heste har drukket af smitter. Undgå så vidt det er muligt direkte kontakt med syge heste. I ønsker ikke at se den side af verden." Flakezés triste øjne vågnede nu lidt op igen.
"Jeg har kun få beskeder endnu, inden i har ret til at stille spørgsmål." han brummede og rankede ryggen, hvorefter han trak på smilebåndet. "Jeg må ærligt indrømme at jeg er forundret og rørt over at se jer fortidsheste igen, og samtidig tvivlende. Det kan blive farligt for jer i dette ukendte, men jeg har tillid til at i følger mine instrukser, eller blot hører dem. I bedes alle vælge en landsdel, og snakke med jeres øverste. De øverste har styr på hvad der sker i de forskellige landsdele, og kender hinanden. Flokke skal ansøge om opholdstilladelse hos de øverste i de områder de færdes i. Dawn. Gaizka. Abaddon. Jeg vil være tilgængelig igen når i er faldet til, og sende jer på missioner, for at kurrere denne sygdom, og jeg ønsker at i samarbejder med fremtidens heste, da disse allerede er igang med at observere de syge, og forsøge at kurrere dem, eller stoppe smitte." Han skridtede for første gang til mødet rundt, og sørgede for at få øjenkontakt med alle han gik forbi.
"Hvad angår jer fremtidsheste. I har også forpligtigelser overfor vores nytilkomne, fortidsheste. Mange er skrevet ned i historier, om De Fire Klaners Krig, og andre skæbner, der blev flettet sammen dengang. I vil kende nogle af disse heste derfra. I bedes tage godt imod de der ansøger jeres landsdele, og trods mange af jer, nok ser skævt til denne situation, bedes i lære dem landets nye skikke og funktioner. Sammen ønsker jeg ligeledes at der findes nye øverste iblandt fortidshestene, til hver landsdel, da mange af vores poster er døde. Lær ligeledes flokkene hvordan man færdes i landsdelene."
Flakezé var klar til at modtage spørgsmål nu. "Spørgsmål?" lød hans stemme.
If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe? Spørgsmål bedes skrives uden alt muligt ekstra, da jeg ikke har tid til at læse jeres detaljer og hvad hestene gør. Jeg har tid til at læse det der står mellem "Her", og hvis i vil fange min opmærksomhed, med et spørgsmål i en langbesked, SKAL i skrive spørgsmålet "STORT" ellers læser jeg ikke beskeden ![:)](//storage.proboards.com/forum/images/smiley/smiley.png)
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
36 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Rephaim on Sept 14, 2015 16:48:15 GMT 1
Rephaim - The world is build by killers.. Simple as that..
Rephaim tordnede af sted. Han havde hørt en stemme og set mængder af heste søge mod Hjertet. Han ville ikke gå glip af noget. Der skete besynderlige ting og han kunne ikke lide det. Det satte verden i uro, hans heste var over alt, spredt og han havde ingen chance for at holde sine vinger over dem og sygdommen fra dem. De vidste udmærket at de døde, hvis de så meget som indåndede det stads.. Kun krigerne kunne tillade sig at tabe deres liv til sygdommen. Han forcerede lysene og tog ned i trav, da han nåede mængden af heste, han så et par han genkendte fra Natiaum, men gav dem ikke mere opmærksomhed. Han skubbede sig frem, hvilket var let med, den store, robuste krop og han lignede en der var klar til at flå enhver der stod i vejen for ham. Han var ikke en ond hingst, han var blot en bitter og aflukket hingst. Hans kranium hjalp ham med, at huske hans opgave og ansvar over for de der søgte tilflugt i hans Rige. Da den brune løvehingst nåede fronten, så han en blå hingst. Hvem i himmelens navn var det? Han spottede Mambu lidt længere henne og bakkede et par skridt og satte kursen mod ham. Mambu var ikke en han normalt var søgte selskab hos, men han så ud til at have været her længere end han selv, hvis man dømte ud fra hans lettere arrige udtryk. Han slog kort med halen og stoppede først da han var på siden af Hertugen af Darkena. "M'athchomaroon Mambu.. "
Lød den dybe, lettere hæse stemme. Den bar ingen bestemte følelser, men var en smule hård og kølig, mens udtalen hilsnen af hans faders sprog kunne lyde en anelse tyk og stadig fyldt med liv.
"Hvem er den blå? Og hvad er så vigtigt, vi er blevet kaldt her til?"
|
|
Inaktiv karakter
350 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Zaydon Zohar Helel on Sept 14, 2015 18:40:02 GMT 1
Den brune hingst, med de klare, turkise øjne, havde, ikke vandret fjernt omkring, siden han var trådt ind i Proelios næste liv. Hvis man kunne kalde det det? Sikkert, og påpasseligt, havde han set sig en smule om, og stødt på nye ukendte sjæle. Nu var han blevet draget af dette kald af Flakezé, hvem der, allerede havde draget en stor flok heste, med sit kald. Hingstens skridt lød tungt, som han nærmede sig forsamlingen, der var småsnakken i mængden, og Zaydon, vippede opmærksomt med ørerne, inden han kiggede rundt, der var flere bekendte skikkelser iblandt - Gudskelov. Blandt andet hans tidligere leder, Fermaz, tavst drog han et suk, og smilede, ved sig selv, inden han rettede, opmærksomheden, og lyttede til den talestrøm Flakezé delte. Det meste havde Zaydon hørt fra afstand, men var stimlet op for at holde sig til, og få afklaring. Ville han kunne tage del i dette ‘nye’ Proelio, som han havde levet det gamle?
|
|