Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Der var intet hjerte så smadret som hendes. Ingen sjæl så opbrugt som hendes. Intet lys så slukket som hendes. Men der var heller intet sind i verden, så viljestærkt som hendes.

Der var en klar, brændende styrke i hendes øjne, som hun betragtede det fremmede land, det fremmede syn, trods verden også var velkendt. Hun følte sig tvunget gennem portalen, og væk fra hans lig, væk fra hans duft, trods den forrådnede dag for dag. Dybt indeni hende, nægtede hun at lade ham dø. Hun lod ham leve i hendes hjerte, og det fyldtes af hans ord, hans handlinger og hans blikke.

Men det var ikke nok til nogensinde at bringe liv i hans krop, og hvis det var, ville han aldrig finde den portal der havde bragt hende hertil. Hoppen havde ledt på kryds og tværs for at finde tilbage. Men der var ingen vej tilbage. Hun var så. langt. hjemmefra.

Det spinkle håb om at vende tilbage var slukket. I stedet fokuserede hendes hjerne på at søge. Søge efter de dufte hun i vinden kunne finde. Dufte der var så velkendte fra Proelios vidder, men så fremmede her. Hun vippede med ørene. Trods smerten i det bankende hjerte, var noget vågnet i hendes øjne. Håb og mod. Rettet mod fremtiden... Hvad lå der i hendes håb og bag modet?


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Hele landet var efterhånden blevet opslugt af hingsten, som havde udforsket det fra den ene yderlighed til den anden. Fra luften vel og mærke. Hans røde øjne havde opfanget mange af de heste der var vendt tilbage fra fortiden. Der kom flere og flere som dagene gik og snart fik han øje på en mere, en han havde kært, en han havde været bekymret for. Han lod sig dale mod jorden og landede direkte bag hende med en maskulin brummen der ikke var til at tage fejl af. Bevidst havde han ikke landet helt op ad hende, for det kunne jo ske at hun blev forskrækket. Hun var ødelagt, men den brune vidste hun var stærk indeni.

" Caeli. "

Kaldte han stille med den rolige stemme. De røde øjne hvilede på hendes krop. Mon hun ville blive forskrækket over det enorme vingefang. Det var trods alt et job overtaget direkte fra den sorte satan. Ja selv flasken havde en slående lighed med den han havde båret.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Bag hende, var en samling af store sten, placeret i en perfekt cirkel. Hvad end det betød, hvem end der havde sat det op, lå det i en fortid, et land Caeli ikke kendte. Det var blevet misket sammen med velkendte steder, hun netop betragtede. Skyggebjergene. Torpas. Sweyitak.

Hendes stærke blik vandrede stadig, da et meget stille dump lød på jorden bag hende, men det var nok til at vække rædslen. Den lyd der knækkede så voldsomt, da han faldt til jorden... Hun måtte ikke tænke det, men hun vendte sig i forsvar, for at beskytte sig selv. Hun havde endnu ikke set en anden sjæl i denne verden. Hun hørte den maskuline brummen inden hun så ham, og den anspændte krop tillod sig selv at slappe af. En rolig stemme sagde hendes navn, og hun gav slip på sin stemme, for første gang i over en uge.

"Dawn..."

stemmen passede til hendes historie. Da gik det op for hende at han var landet. Han havde... Vinger. Det var intet chok, hun havde set ham skifte side på slagsmarken... Men ligefrem budbringer for Helzlori? En overtaget post fra en død hingst. Hendes hingst.

Caeli sank en klump i halsen, da hun med varme kinder, og et svagt dunkende hjerte, nærmede sig, Dawn. Hendes skridt blev hurtigere, og mere ivrige, da det gik op for hende, hvor længe hun havde savnet, en at søtte sig mod. En hun havde tillid til.


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Han lod et varmt smil tegne sig på den hvide mule og han trådte let frem for at møde hende. Et roligt suk kom fra ham og han omfavnede hende stille med en dyb brummen som rungede igennem hans brystkasse. Fysisk så hun ud til at være okay, men psyken var han knapt så sikker på. Hun havde mistet sin elskede, på en mere brutal måde end han havde mistet sin. Noget han aldrig ville komme sig helt ovenpå. Han ønskede at se Inari igen. Han knugede kort den grå hoppe indtil sig. Hun betød meget for ham. De to havde delt mange stunder sammen siden tidernes morgen. Det føltes det i hvert fald som om det var. Siden han blot var en helt ung nykronet leder af Slavian.

" Jeg har været bekymret for dig.. Om du ville finde vej hertil "

Lød det stille fra ham, mens han sukkede let. Mon Inari og Ilinea ville finde hertil? Dawn trak kort hovedet til sig og lod atter de røde øjne glide over hendes arrede krop.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Det var tryghed der skyllede over Caeli da han greb hende i sin omfavnelse, og hun ligefrem mærkede vibrationerne fra hans brummen. Caelis reaktion på smerten denne gang havde ikke været mere smerte. Hun havde ikke sultet sig selv, ej løbt til hendes ben knækkede. Hun havde stået op for sin søn, og håndteret den psykiske smerte, med sin viljestyrke. Styrken til at fortsætte livet, for Narrators skyld.
De stunder hun havde delt med Dawn, stod flammende klart på hendes lystavle. I sit liv, kunne hun langsomt se, at der var andre at gå til, end den sorte hingst. Men tabet ville hjemsøge hende, selv længe efter hendes krop var død og begravet.

"Jeg fantaserede mig til, at være rejst ind i min egen intethed." sagde hun med en stemme der fortalte om smerten, men også om den pirrende glæde, hun følte i hans omfavnelse. Hun trak hovedet lidt tilbage for at se ham i øjnene. "Du er et syn der glæder, et knust hjerte."

Da ordene først var nået over hendes læber, var hun nødt til at smile. Det var en impuls. Et øjeblik kunne hun næsten være fri for den historie hun bar. Men kun næsten. Ligemeget hvad Dawn så havde haft lyst til at gøre ved Insanus, og hvad han havde gjort, var det ikke ham der havde slået hingsten ihjel. Caeli skulle have forhindret ham i at deltage i krigen, men det lykkedes ej. Dawn ville altid betyde noget for Caeli. Det var der ingen sjæl i verden der kunne ændre. Intet.


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Et varmt smil tegnede sig på den hvide mule og hun strøg hende blidt over panden med en rolig brummen. Han lod en kort stund være tilegnet til at betragte hende. Hun så godt ud og han puffede til hende. De mandelformede ører lyttede opmærksomt til hendes ord og blikket mødte nu hans, mens han smilede let.

” Et knust hjerte, der heldigvis stadig banker. Måske jeg er rejst med i din intethed, for hvor vi er har jeg ingen anelse om. ”

Lød det roligt fra ham, og trak et svagt smil, blot fordi hun gjorde det. Hun betød meget for ham. Nok kunne han ikke elske hende som han elskede Inari, ligesom hun ikke ville kunne elske ham som hun elskede den sorte satan, men sådan var det. De kunne stadig være tætte. De havde trods alt delt så mange år sammen.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Hun havde næsten glemt hvor sikker hun kunne være her, i Dawns nærvær. Hjemvé skyllede over hende, men der var ingen vej tilbage til det gamle område, det gamle liv. Fremtiden var frygtindgydende og ukendt. Caeli tilhørte vel og mærke stadig sin flok, men det var ikke længere Insanus flok. Hvis var det nu? Spørgsmålene stod så fortvivlende foran hende, hun ønskede ikke denne usikkerhed. Hun ønskede sikkerhed.

Han var glad for hun stadig var her. Han var glad for at hendes krop ikke var forslået, tynd eller i dybe rystende smerter, som de havde været før. Hun kunne se det i hans øjne. Han bekymrede sig om hende, han ønskede at plante den tryghed i hende. Hun måtte le, også da han gengældte hendes smil. Det var dog en kort men blid latter, da smerten i hendes hjemsøgte sjæl pressede på. Forvirringen over hvor de var, drev hendes tanker bort fra den glæde det ville være, hvis de var endt i hendes intethed. Sammen. Hun havde altid været alene der. Hendes blik dalede trist til jorden, mens øjnene vendtes mod himlen.

"Måske vil skæbnen, at vi aldrig skal finde ro." hviskede hun, og skimtede op i hans blik. "Men jeg er tryg her hos dig, Dawn. Jeg har altid været tryg... Hos dig." et stik af den sandhed hun talte, skyllede gennem hende, og bragte varme mod hendes kinder. Det gjorde dog også ondt. Hvad følte hun i virkeligheden for den brune Dawn? Faderen til Ducan, en leder, en beskytter. En der ikke flåede hende op fra inderst - til yderst.


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

De røde øjne spejdede ud over området med en hvis ro i blikket. Han skulle bestemt nok klare den i denne nye tilværelse. Han var stærk og havde fordelen i at bære vinger som kunne tage ham til en mere observerende rolle over skyerne. Han havde undersøgt meget at landet, og blikket lod så til at falde tilbage til Caeli, som han opmuntrende puffede til og sendte hende et smil, trods hendes ord. Han nikkede stille.

” Aye. Skæbnen er led. ”

Konstaterede han bittersødt. Det var en konstatering som han kunne være enig i, men han vidste ikke hvad fremtiden bragte med sig. Han kunne ikke se ind i fremtiden trods alt. Hun var tryg hos ham.

” Du ved du altid er velkommen hjemme. ”

Hviskede han roligt og hvilede nu hovedet over hendes hals, mens han sukkede roligt. Nok var han ikke meget inde i selve flokken, men han vågede over den som en høg.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Det var egentlig ret utroligt. Først havde Insanus pludselig troppet op med vinger... En budbringer for Helzlori. Så... Så døde han. Nu troppede Dawn op med vinger. Endnu en budbringer for Helzlori. Og her stod den lille måne. Et evigt ønske om at se sin verden oppefra, svæve over skyerne, uden behov for sine misskabte ben, havde altid brændt intenst, men aldrig, aldrig, havde hun set den verden, disse hingste i hendes liv så. Måske skulle hun aldrig se det.

Et drømmende blik strejfede hendes ansigt, og hun vippede ørene ved hans svar. Skæbnen er led. Men skæbnen var også grunden til mange gode ting. Hun kunne for eksempel tage dette nu. Et nu, hvor alt var forandret, men alligevel stod Dawn her hos hende. Hans puffen og smil, bragte hende tættere på virkeligheden igen. Hun havde aldrig været uvelkommen i Slavian, men valget var svært. Især ovenpå den sortes død.

"En lille måne skinner, indtil solen forsvinder." det var en gåde for mange hvad hun mente. Måske kunne Dawn tyde, det, og måske ikke. "Du ved at jeg er bange. Du kender mig." hviskede hun tilbage, og rykkede mulen tæt ind til hans brune pels, indåndede duften af ham.


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Den brune hingst stod for en stund stille og sagde knapt en lyd, mens hans sind dog stadigt var til stede i sindet. Han kunne ikke heale hendes sår for hende. Det var en lang og smertelig process hun selv måtte gennemgå, men han kunne stå her ved hendes side, i det omfang han nu kunne. Han lyttede til hendes ord og kunne ikke rigtig tolke dem på den måde som måske var sand. Han så i stedet mod himlen og brummede en anelse. Han strøg hende forsigtigt over halsen og sendte hende endnu et lille smil.

" Aye. Jeg ved det. Vær ikke bange for hvad der er sket. Det der kommer skal vi nok klare "

Lød det stille fra ham. Ingen grund til at frygte fortiden. De røde øjne lukkede og han sukkede let. Han vidste ikke selv hvad han skulle gøre udover at samle tropperne og finde Helzlori. Det andet hørte fortiden til, selvom han et eller andet sted stadig ønskede at finde en form for ro igen.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Det var ganske beroligende - her. Hos Dawn. Men sårrene i hjertet kunne han ikke hele. Måske kunne end ikke tid hele disse, og hun ville for altid vandre rundt med et blødende hjerte, og dog med den viljestyrke hun besad, stædigt leve videre. For Narrator. For Insanus. Indtil den dag hun drømte om. Den dag hun ville forbløde ihjel...

"Jeg frygter ej fortiden..." hviskede hun. "Sandt, skal vi klare fremtiden. Jeg er blot bange, for den plads i livet jeg nu må tage. For Narrators skyld, og for min skyld." hun vidste ikke sit gode råd om, om hun skulle blive hos Abaddon i Lux Umbra, eller søge ly og tryghed tilbage i Slavian. Hun så ind i Dawns øjne. En skælvende, og sørgmodig stemme, sagde stille "Han har ingen far mere..." enhver mor vidste, at en ung hingst ville få brug for en faderlig figur. Ikke en død figur, trods denne naturligvis altid ville være der i hjertet, havde selv Narrator brug for en voksen hingst at gå til. Caelis øjne var svagt håbefulde. Hun ville ikke påtvinge Dawn at hjælpe hendes søn.


No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Den brune hingst stod roligt og lod hende lette bare lidt af den byrde hun bar. Den hvide mule hvilede mod hende med en sagte brummen og hun strøg hende varsomt over halsen. Han nikkede stillede til hendes ord. Han ville gerne råde hende til så meget, men for stunden forblev han tavs, for han fandt det ligenu upassende. Han lukkede kort de røde øjne.

” Jeg har brug for dig, Caeli.. Mere end noget andet ligenu, men det har din søn også. Hvis du kommer hjem, så tag ham med. ”

Den unge sjæl skulle være mere en velkommen. Dawn skyldte vel et eller andet. Han var måske indirekte skyld i at den sorte ikke klarede krigen. Overtaget hans plads. Det nagede ham ikke så meget den sorte satan var død. Det vidste Caeli vel også, men det var ikke et samtaleemne der blev bragt op.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Byrden, ville nok aldrig forsvinde helt, men nogle steder, i visse hestes nærvær, ville den mindskes, så meget, at hun kunne slappe af. Den mule der strøg over hendes hals, føltes på en og samme tid forkert, og rigtig. Caeli nippede efter en lok af hans korte man, og lyttede, til den brunes ord. Disse varmede hendes kinder let.

"Jeg kommer hjem..." lød en stille stemme. Hun trykkede hovedet mod hans faste muskler ved skulderen. Men hun vidste ikke om Narrator hverken ville, eller ville overveje at tage med. Et ungt liv, stod splittet, for i Lux Umbra var hans søster, og hun var kilde til viden om faderen, Caeli ikke kunne give ham. Og i Slavian, ville hans mor rykke hjem til, men trods han elskede sin mor, og havde brug for hendes støtte, vidste Caeli, at hans øjnes første syn, havde været Dawn, der næsten slog hans far ihjel.

No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Den varme damp forlod hans næsebor, mens han i et sælsomt øjeblik lukkede øjnene og hvilede hovedet mod hende. Hendes ord var en lettelse og hingsten følte sig et par kilo lettere. Hans kære Caeli. En varm brummen strømmede op gennem hans strube og han så på hende med et varmt udtryk i de røde øjne.

" Jeg har savnet dig. "

Kom det fra ham i det han omfavnede hende med hans hals. Han vidste ikke om hun tog sønnen med, men hun vidste han var velkommen. En rolig sukken lød fra ham og han nippede hende nu i stedet lidt i manen for at få lidt liv i hende.

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Hun følte hans lettelse, og hun burde også føle sig lettet over at have et sted at være, hvor tryghed fandtes. Men den rungende smerte tog også livet af hende, selvom hun kæmpede bravt imod den. De sidste dage, hun hørte stemmen i sit hoved. Hørte ham kalde, så ham for sig. Hun trykkede sig mod Dawn, i frygt for at se og høre ham nu. Det var værre end smerten, at høre og se ham og vide han var død. Dawns ord. Caeli tog dem til sig, anderledes end nogensinde før. Det var et sørgeligt liv, men hvem, kunne leve et helt liv, uden... Uden sin Dawn?

"Dawn." sukkede hun og trak sig for at se hans øjne. "Vær mild mod mig... Jeg lider endnu, vidende om hvad du ønsker at se."

Stemmen så ren og dog så såret. Det sås i hendes øjne, hvordan ilden glødede og gjorde hende ondt. Hun kunne dog heller nægte trangen til at lade hendes mule mødes med hans. Der var så meget i Dawn hun faktisk ikke kendte. Så meget hun ikke vidste, og engang skulle hoppen have valgt anderledes. Engang skulle hendes hjerte have hamret for Dawn, og vundet ham. Ingen smerte, ingen sorg, ingen tab. Hun smilede - en drøm i den verden hvor det var for sent. "Jeg skulle have elsket dig." hviskede hun.

No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.