Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 10, 2015 20:13:04 GMT 1
Dawns opmærksomhed hvilede på Caeli og han stod for en stund stille og betragtede hende blot. En svag brummen kom så fra ham og han vippede let med ørerne og han så for en stund engleblid ud, men blid var han kun ved dem han holdt af. Vær mild mod hende. Dawn sukkede stille. Det var svært for en dæmon at være mild. Den sårede klang i hendes stemme skar dog i hende, men det fik ham dog til at sende hende et svagt smil. Hendes ord var hviskende, men de råbte næsten til ham og han rømmede sig let.
” Vi tager alle valg der leder os ned af nogle forkerte stier, men det er det der gør os stærkere, selvom man må betale en dyr pris. ”
Dawn kunne med lethed relatere til de ord han fortalte Caeli. Ord som selv smertede ham, men i tidernes morgen havde det lavet en aftale. En aftale om ikke at elske. Det eneste der var imellem dem skulle være et afkom som havde deres kød og blod. Selvom det ikke havde været et helt velskabt afkom så var det stadig hans søn. Han brummede let.
” Men hvordan kunne du have elsket mig. Du husker vel vores aftale, helt tilbage, for så mange år siden. . ”
Hans stemme fadede ud ved det sidste. Han ville gerne elske hende, men hun var ikke hans ejendom. Hendes hjerte tilhørte ikke ham.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 11, 2015 8:33:12 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Det dyrebareste nogen havde var sjælen, og Caeli havde aldrig solgt sin sjæl. Men man kunne så absolut sige at hun havde bundet den til den hingst der nu lå død, og visnede bort, som efteråretsblade dybt under sneen i december. Caelis ører vippede lidt tilbage i skyhed, men hun holdt en øjenkontakt til den brune, også da han fortsatte. Hun vidste så afgjort hvad han mente, og spørgsmålet var reelt nok, for en ung, naiv og evnetyrlig Caeli, havde blot ønsket sig ikke at ende som sin moder. I den forkerte hingst som hun elskedes hove, for så at blive efterladt, som en brugt klud.
"Jeg skulle ikke have frygtet mørket." hviskede hun. "Ikke ladet min mors fejl hjemsøge mig. Ikke ladet skyggerne opsluge mig, i det lys jeg ikke kunne skinne igennem med." stemmens styrke steg, indtil hun gemte ansigtet væk og rystede på hovedet. Det var for sent at gøre livet om, og Dawn havde ret i at det der gjorde mest ondt i livet, var det der gjorde en stærkest. Hvis ikke Insanus havde stjålet hende i alle disse år, havde hun ikke haft den vilje der nu gav hende mod til at forsøge at stå frem for Narrator. Og tage de rigtige valg for hende selv.
"Er prisen, nu engang så dyr..." hun vendte blikket mod ham igen, og puffede mulen mod hans. "Hvis den endelige pris - hans død - fører mig hjem? Til dig."
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 11, 2015 10:34:02 GMT 1
Den brune lyttede til hendes ord og forholdt sig for en stund tavs. Han kunne ikke sige meget til hende i denne stund, men stod blot og lod tankerne opsluge ham for en stund. Han lod hende nu blot tale, men hans kortvarigt rettede på de store vinger som blev foldet ud i alt deres pragt for så nysseligt at blive lagt langs hans side. Han hvælvede i halsen og så nu atter på hende da hendes mule kort berørte hans i et puf. De røde øjne hvilede på hende og hans mimrede svagt med den hvide mule.
” Det kan du kun selv vurdere Caeli. Det eneste jeg kan gøre er at gøre det en pris 'værd' at betale.. ”
Ordene var ærlige. Han ville aldrig nogensinde lægge skjul på hans had til denne hingst for hvad han havde gjort ved Caeli. Han ville aldrig tilgive ham på nogen måde, og havde det helt fint med han lå og rådnede et sted, selvfølgelig sagde han det ikke direkte, for hvorfor gøre det når hun allerede vidste det. I stedet trak han svagt på smilebåndet, men foretog sig ikke mere, for han vidste ikke hvor han stod i forhold til hende, eller hvor meget hun ville have han var der. Det stak i ham for at komme helt tæt på. At mærke hende igen. Han rystede let på hovedet. Forbudte tanker.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 12, 2015 14:21:58 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Hvad skete der indeni Dawns hoved? Han følte sig måske fortabt, fordi der ikke var så meget at gøre for hende? Der var masser hun ønskede og drømte om, men intet der var nemt at opfylde. Måske kunne hun ligge livet og den vilde drømmen på hylden, for endelig at slappe af og bare være til. Hvad ville der ske hvis man dragede med Dawn ud i hans verden, for så den verden ikke meget anderledes ud end hendes? Hvilke vidundre og skumle hemmeligheder gemte der sig?
Hans store vinger var så betagende, ikke dragelignende, meget mere bløde og fluffy. Dog. Hans ord sårrede hende, trods hun ikke lod sig vise med det. Hun vidste at Dawn aldrig ville se mildt på Insanus. At løbet var kørt i det øjeblik Caeli viste hvor slået hun var, og hvor meget hun sloges for at overleve i hans mørke. Men Dawn var også selv mørk, hun havde set ham skifte fra Flakezé til Smeyé til Helzlori. Mørkere kunne det ikke blive, og i det spinkle lys hun bar som en lille lue i vinteren, var hun ikke til stor hjælp. Men få mørke sjæle ønskede lyset tilbage.
Følelser var en mærkelig størrelse, og også hun følte disse. Trods alt, var der endnu følelsen af et lidt hurtigere puls, varme i kinderne, og behag der skreg på mere i hendes krop. Men hun kunne ikke. Ikke endnu. "Du vil aldrig kunne tilgive ham." sagde hun.
"Men vores ... venskab ... er uundværligt for mig." hun havde svært ved at finde de rigtige ord for alle hendes tanker. Hun så ting oppe i hovedet der kunne blive, eller aldrig blev. Hendes lille mule rørte hans ører, og hun lukkede øjnene. "Dawn, jeg ... drømmer stadig om den dag under træet. Det kys..." det var en ganske uskyldig sætning, for hendes stemme var nervøs over at sige det, og hendes sind var rent - ikke længere plettet over at have gjort det, selvom Insanus ikke var død der. Hun fortrød det ikke, som hun først havde gjort. Turde hun trække ansigtet for at se hans reaktion?
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 12, 2015 17:26:45 GMT 1
Dawns hoved var et spin af mysterier og han vidste oftest ikke selv hvad der foregik. Dead kørte sit eget show, som han jo for det meste havde styr på. Det var dog ikke altid han lod til det, men nogengange trængte han til at slippe kontrollen. En anden måde at slippe kontrollen var blot at være i hendes selskab. Han var en mørk sjæl og det havde altid lagt i hans skæbne som han længe havde benægtet, men han kunne ikke løbe fra hvad han var, for i sandhed var han en mørkets skabning. Han fandt en sær form for ro i mørket, ved hans side. Et formål om man så og måtte sige, men det kunne have gået begge veje, for havde den blå været der mere hvor den dengang unge brune hingst havde haft allermest brug for det så var det måske aldrig endt så vidt. Paradoksalt var det at han i sin iver på at please den blå gud var gået så vidt, handlet forkert og endt i mørket, men her stod hans lille lys i mørket. Hende der mindede ham om at der var en galant hingst derinde et sted. Denne nye verden var måske til for at han kunne være blot en brøkdel bedre, men hans tilhørsforhold kunne han ikke lyve sig fra. Hendes ord vækkede ham dog og han rystede afvisende på hovedet.
” Aldrig. Meget kan jeg tilgive, men ham på ingen måde. ”
Han mimrede let med mulen og lod det så være et overstået kapitel. Han pakkede det ikke ind. Eller det vil så sige at det gjorde han egentlig, men det ville nok ikke virke sådan for nogle. Hendes andre ord fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Sig mig, stod hun og flirtede, bare lidt? Hun var uundværelig for ham. En dyb varm, men også maskulin brummen skød op fra hans brystkasse og hans mule tøvede nu ikke med at kærtegne hendes kind. Et tungt åndedræt kom fra ham, for hans krop skreg på mere, men tiden var der ikke for hende endnu. Kun hvis hun gav lov.
” mmh og du siger jeg skal være mild mod dig. ”
Der var let drilleri at anspore i stemmen, for han var trods alt en hingst, med behov og ikke mindst meget intense følelser overfor den månegrå hoppe. Hun gjorde ham kuldret blot ved at være der. Det var som om han aldrig rigtige var helt klar i hovedet i hendes nærvær.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 20, 2015 9:15:21 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Selvfølgelig kunne Dawn aldrig tilgive Insanus for hans forbrydelse. Hans monster, hans syge... Caelis øjne så nu på den brune hingst - en hingst hun kunne have set sig selv med. Kunne hun stadig det, eller var løbet for længst kørt for hende? Hoppen brummede mildt, han føltes så varm og blød... Hvad end der så rumsterede indeni den brune, skræmte det ikke Caeli, der efterhånden havde et livs erfaring med ting man lod sig skræmme af. At elske et monster. At blive flået levende. At blive forrådt, såret og glemt. Hun pustede ind mod Dawns mule, og indåndede hans henrivende duft. Hun måtte smile da hans drillende stemme lød.
"Du ved hvad jeg kan klare." sagde hun så, men hun vidste også, at kroppen havde en blokering. Indeni hende var der noget der skreg 'NEJ' trods hun kunne ønske at give sig hen til den brunes blidhed. Var det forkert, var det ikke den rigtige vej for Caeli? Hvilke veje måtte hun da drage på, hvis ikke den brunes? Det blev så intenst, og så varmt at stå og stirre ind i hans øjne. Næsten for hårdt, for den krig hun mærkede indeni sig selv, ville ikke lade hende give sig, men ønskede så bittert at gøre dette. Hjertet hamrede sig selv imod, og hun sukkede stille. Hun skimtede mod den lille flod, der løb fra de blå bjerge i Natiaum, med et søgende blik. Der var ikke langt, hun kunne høre vandet.
Draget af dets lokkende kølige vande, bevægede Caeli sig langsomt mod dette. "Kom..." sagde hun stille. Det ville være bedre for hende ikke at tænke så meget, og hun vidste tilfældigvis hvad kulde gjorde ved hende. Den forfriskende fornemmelse, ville måske rydde hendes hoved for unødvendige bekymringer. "Så skal jeg nyde os, uden bekymring." hun var ikke sikker på om han hørte det, for hun følte det som en forbrydelse at nævne, ordet 'nyde' og 'os'...
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 27, 2015 21:20:34 GMT 1
Dawn lukkede de røde øjne og lod en dyb rungen komme fra hans bryst. Han savnede nærværet, men vidste godt han måtte beherske sig, hvis ikke han altid havde gjort det. Forsøgt at opføre sig ordenligt overfor hopperne, han havde aldrig tvunget nogen til noget. Du ved hvad jeg kan klare, var hendes ord, men Dawn måtte bide tænderne sammen. Vidste hun hvad han kunne klare? Caeli trak sig bort og lokkede ham med. Han stod for en stund tøvende, mens han nu tog et par skridt frem mod hende. Han hørte hendes ord fjernt og mimrede med mulen. Oftest var det en pinsel for ham og ikke vide hvor han stod. De enorme vinger kunne ikke bære hele hans byrde hvis han faldt. Han trådte ud i det kolde vand uden at foretrække nogen mine og han med uden tøven satte panden mod hendes bringe og trykkede forsigtigt sit hoved ind mod den, som var han et stort føl.
” Jeg ved ikke hvad jeg kan klare. ”
Hviskede han lavmælt. Det var oftest en gåde for ham hvad han ville, følte og tænkte i givne situationer. Han vidste godt hvad han ville med Caeli, men han måtte konstant stoppe op og afvente, og sandheden var at han ikke vidste hvad Caeli kunne klare længere. Hvad han selv kunne klare.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 27, 2015 21:50:18 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Det kolde vand slukkede ildebranden i hendes krop, med dens rene rislen. Varmen var stadig hed i hendes hoved, men benenes afkølning, kølede blodet, der gjorde hende varm. Hun sukkede dybt, næsten nydende. Der var jo i virkeligheden også grænser for hvad Caeli kunne klare. At hun var kommet så langt, og havde overlevet og stået igennem så meget, var et mirakel i sig selv. Spørgsmålet, hvor meget mere hun kunne tage, sneg sig også ind, men viljen i hendes hjerte brændte hende videre til horisonten. Hun jagtede solnedgangen. Hans pande kom mod hendes bringe, og mindede hende et svagt øjeblik om Ducan som lille. Hun tøvede ikke med at sætte mulen mod hans nakke, og nulre hans man, ganske blidt, ganske nænsomt. Han holdt noget inde. Stemmen talte så til hende, en stemme så kendt og tryg, og nu så lavmælt. Hvad kunne Dawn klare? Hun havde set ham klare en del, men der var også grænser for selv den brune leder, hun anså som stærk, modig og uovervindelig... Selv han kunne bukke under, og selv han kunne blive et offer. Hvad var han offer for nu? Kærlighed? Lyst? Frygt?
Caeli mærkede den dybe følelse i maven sprede sig, da hendes øjne blev dragende og hendes læber, søgte hans kindben, hvorpå hun placerede et svagt kys... Hvor langt skulle hun gå? Hun var en ødelagt hoppe, kun ved at skrabe overfladen for at hele.
"Mørke har forgiftet vore sind i mange år." hviskede hun. "Du sagde engang, jeg ikke skulle frygte det." hun kyssede hans mundvige. "Så jeg frygtede det ej. Jeg er ikke bange for at føle, og ikke bange for at længsle. Selvom mit hjerte er splittet i to, er det dig jeg længsler efter, netop nu."
Den bløde, stemme havde svært ved at få vejret, da ordende var ude af hendes mund. Kroppen spændte i spænding over at se hans reaktion. "Vær ikke bange for hvad vi kan klare." hun trykkede sin krop let mod hans. "Vi to, har klaret så meget, at jeg drømmer vi kan komme igennem alt" Hun tav og mærkede hjertet banke.
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 27, 2015 22:17:15 GMT 1
Han mærkede hendes mule i hans nakke og måden hun nulrede manen på fik ham til at falde let i staver og blot trykke hovedet yderligere ind til hende. Det var en berøring han havde haft brug for i så længe, blot en simpel lille gestus som gjorde han for en stund kunne give lidt slip. Mulen flyttede sig fra manen og han åbnede let de røde øjne, for blot at mærke hendes varme læber mod hans kindben. Der var et næsten uskyldigt blik der ramte de røde øjne, mens hans blik blev draget mod hendes, og han stod for en stund ude af stand til at sige at gøre noget. Mørket. De forgiftede stadig hans sind, måske endda mere end nogensinde. Han modtog atter hendes læber og det rungede let fra hans brystkasse. Hendes ord forheksede ham ganske vidst nu. De mandelformede ører vippede da hun da tav, og han lod ordene synke ind. Han var ej sikker på deres betydning, men han løftede nu endelig hovedet og lod mulen mødes med hendes.
” Min mørkeste tid er stadig et sted derude i fremtiden. Jeg ved meget vel hvordan det er at have hjertet splittet, men jeg ved hvor jeg hører til, hvis blot du vil lade mig. ”
Den varme stemme lød i et lavt toneleje i det han i stedet for hendes bringe nu satte panden mod hendes og gned den let så de lillae hår smittede af i hendes månegrå pels. Hans vejrtrækning var tung, mens han nu lukkede de røde øjne endnu engang. Caeli var hans fæstning. Det havde han indset. En hoppe mange ville anse som svag var det der holdt den brune hingst fra at miste forstanden fuldstændigt.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 27, 2015 23:38:14 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Caelis øjne lukkedes let. Det var som om hun kunne høre hingstens dybe hjerteslag. Der var en pine i hans hjerte, ligesom der var i hendes, og i deres sind forenedes de i disse minder der hjemsøgte, og fremtiden der trykkede. Tornen i hjertet, kunne ikke bare tages ud. Der skulle tid, tålmodighed og ikke mindst tillid til. Ny tillid. Alt var blevet knust, og alt skulle rejses fra bunden. Hvordan var det at stole så endeløst på nogen? Hun åbnede øjnene da han havde talt færdig. Deres muler mod hinanden, var en blød fornemmelse, den prikkede til hendes dybe kroge i hjertet. Hørte han til hos hende?
"Fortæl mig, du som stjæler mit hjerte fra dets pinsel - hvad skal jeg lade dig gøre?" hendes hjerte dunkede igen. Hendes øjne søgte kun hans, og hendes øre lyttede til hans tunge åndedræt. Pande mod pande, mærkede hun de små nærver i ansigtet kildre, og det kølende vand var atter en hjælp.
At stjæle nogens hjerte fra dets pinsel måtte både være en god og dårlig ting. Hvis han stjal det bort fra alt der gjorde ondt, ville lykke kunne findes. Trods hvis han stjal det fra dens pinsel, kunne det ikke sørge færdigt, og hele såret.
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Sept 27, 2015 23:45:10 GMT 1
Dawn vippede nænsomt med ørerne. Hendes ord lød, stille, men det var som om hun skreg til ham. Hvad skulle han lade hende gøre. Svaret var simpelt, som stod de der to forpinte sjæle. Han sukkede dybt, men ikke af sorg, men af velbehag af at være hos hende. Han lod hans hoved sænkes og puttede det mod hendes hals og begravede det i den store røde krøllede man som Månehoppens datter bar.
" Tilhøre dig.. "
Var svaret på hendes spørgsmål. Den brune hingst havde overgivet sig for en stund, og søgte for en gangs skyld støtten hos den månegrå hoppe. Han så en anden styrke i hendes som mange andre ikke gjorde. Det var den styrke der gjorde hende så uundværlig for ham, men det var svært fra ham at stjæle hende væk fra den sorte. Han hadede den sorte for at have taget hende fra ham. Han tog hovedet til sig og lod de røde øjne hvile ned i hendes. Den lyse mule mimrede. Hvornår kunne han få hende tilbage. Havde han nogensinde haft hende?
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Sept 30, 2015 20:08:09 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Hans duft overvældede Caeli, som den store hingst begravede sig under hendes man. Hun spændte en anelse op, da hans mule stødte på det volsomme ar på skulderen, men slappede af i det næste åndedræt. Hendes ører vippede mod hans stemme, og det de hørte fik hendes hjerte til at græde og samtidig hviskede en stemme i hendes baghoved: "Flygt eller elsk ham..." Caeli gispede.
Hun følte hans behov for hendes støtte. Hans ønske om at være hos hende. Hun sansede sin krop, hvordan den skreg på at det var forkert, at hun skulle stikke af, og hvordan den sagde sig selv imod, ved at hjertet bankede ilden rundt i hendes varme årer. Øjnene var lysåbne, som om nyt liv var blevet pustet dybt ind i hoppen.
Dawn og Caelis historie, kunne have været så anderledes end den var. Den kunne have bugtet og foldet sig i helt andre retninger - hvis ikke det havde været for den mørke hingst, Caeli kaldte sin eneste ene. Hans tyngdekraft havde tvunget hende i hans retning. Som en magnet havde hun fulgt hans kald, uanset hvad han bød hende. Et eventyr. Et mareridt. Hvad ventede der bag horisonten, og hans død? Hvad ventede der i Dawns skød?
"Du er allerede min..." det var tøvende ord, og hendes øjne løb i vand. "Hvis du kan ... Jeg kan ..." Caelis indre var en inferno af krig og ødelæggelse, der flammede op og tvang hende pludseligt i knæ, da hun ikke længere kunne bære vægten af frygt og forelskelse, med mindet om gule øjne på nethinden. "Holde det liv ud, jeg sendte mig selv igennem." hendes øjne var sorgfulde, men samtidig lo de svagt, som om uskylden, ungdommen og glæden stadig boede indeni hende. Hun faldt helt ned til jorden, lå sig og stirrede på Dawn.
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Oct 1, 2015 11:44:07 GMT 1
Den brune hingst stod der blot stille, mens Caeli synes at gå igennem så grueligt meget igennem inde i hendes hoved. Hans vejrtrækning var dyb, mens han stadig stod med hovedet mod hendes skulder. Lyttede til hendes vejrtrækning, hjerteslag. Han lyttede til hendes indre krig, og han måtte bide tænderne sammen, mens hans vejrtrækning kort blev overfladisk. Hendes tøvende ord lød, men han sagde intet, før hun forsvandt fra hans side. Han løftede hovedet og så ned på hende. Der var forvirring i de røde øjne, mens han stod med halvåben mule og så en anelse fortabt ned på hende.
” Caeli.. ”
Lød en intenst hvisken fra brystkassen på den brune hingst. En dyb basagtig stemme, mens han sænkede hovedet ned til hende og kærtegnede hendes pande. Han kunne sagtens leve med hende. For hvem bedre egnet til dette? Det ville kræve en mindst ligeså ødelagt sjæl til at leve med ham, for at kunne holde ham ud. Han rykkede let på sig, så han kunne komme nærmere og lod mulen søge det ar han før havde stødt. Blidt slikkede han det, som skulle de heale det som allerede var ødelagt. Han lod mulen stryge op langs hendes hals, inden han nippede hende let bag øret, tirrende, til den ild som han vidste brændte derinde endnu.
” Kom ”
Lød hans dybe stemme. Den lokkede, talte til ilden i hende. Let kærtegnede han hendes samme sted som han før havde nippet hende, inden han trak sig et par skridt væk. Herpå afventede han.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Oct 1, 2015 11:54:16 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Hans stemme var der så hurtigt, så klar til at være der for hende, til trods for hans fortabte blik, og factet at han havde brug for den samme omsorg og støtte fra hende... Det ville være et forhold bygget af den smerte de delte, og samtidig den gnist der altid havde levet mellem dem, selv i venskab og fjerne distancer. Caelis øjne stirrede glimtende op på ham, så bløde, og bedende. Go gentle on me... Hun huskede sit løfte til Argia. Når hun havde fundet Dawn, og sikret sin fremtid i flokken, ville hun søge horisonten igen, og rense sine sår med den anden forpinte hoppe. Hun var så splittet, men en ting hun vidste var at den brunes omsorg, var ligeså uundværlig, som at trække vejret. Lige her, lige nu.
Hans berøringer på hendes krop, skulle igennem hele processen i hendes hjerte og tænkes over, trods hun vidste hvad hun følte. Bedrag mod den sorte, og behag hos den brune. Han bad hende komme. Hun så ham gå og så vente afventende. Hvad ville han nu? Caeli var våd af at ligge i vandkanten, men hun frøs ej. Hun rejste sig, rystede pelsen, og fulgte langsomt med Dawn, hvad så end han ville.
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Oct 1, 2015 11:59:06 GMT 1
Han sendte hende et blidt smil da hun rejste sig og kom mod ham. Han puffede opmuntrende til hende, som et 'nok for i dag', da han godt vidste at fortsatte det som de havde gang i nu ville en af dem krakelere, men hun kunne ikke blive liggende i vandkanten og fryse. Dawn skridtede målrettet mod stedet hvor hans søn havde samlet de sørgelige rester af flokken. Han selv og Ducan på nuværende tidspunkt. Han sendte hende et let smil og lod igen stemmen lyde.
" Jeg kender en der bliver glad for at se sin mor "
Kom det så roligt fra ham, inden han igen vendte blikket mod horisonten. Heldigvis var der ikke uendeligt langt, så han kunne roligt skridte afsted uden at skulle skynde sig. Out ~
|
|