Aftenen var igen ved at tage over, men stadig kunne solens svage stråler anes på den blå himmel, hvilket gav et levende skær til den ellers fredelige aften. En sjæl som ellers ikke var kendt for at være fredlig, bevægede sig hen over græsset, direkte imod en ufattelig klar sø. Elzharin Pheridon var skam ellers i et yderst fredsommeligt humør denne aften. Det var ikke længe siden, at han havde set Emberly, og nu hvor han vidste at datteren havde det godt, kunne han bevæge sig mere roligt rundt i landet. For selvfølgelig havde den sorte hingst været bekymret for datteren, hun var trods alt noget af det vigtigste i hans liv, sammen med Gwen. De var det han levede for, og det ville de altid være. Nu hvor han havde set Emberly, manglede han bare Gwen. Den smukke hoppe fyldte hans tanker det meste af dagen, og han følte sig konstant som en forelsket unghest. Men han var stadig lige så forelsket i hende, som han havde været til starte med. Hvis ikke mere! Elzharin var dog af den overbevisning, at hun skulle have lov til at bevæge sig frit rundt i landet, uden at skulle være tynget ned af ham. For han vidste at Gwen aldrig ville gøre noget for at såre ham, ligesom han heller aldrig ville såre hende. En svag brummen forlod ham, som tankerne om hende fyldte ham med glæde. Til trods for hans store størrelse, formåede Elzharin at bevæge sig næsten lydløst frem, selvom hovene stadig efterlod en let rumlen i jorden, hver gang han placerede dem. Det var ikke rigtig til at undgå, når man havde den størrelse som han havde.

Snart stod han ved søens kant, og betragtede sit eget spejlbillede. Meget var der sket de sidste par år, men han lignede stadig sig selv, selvom øjnene nok havde et varmere skær i dem, end de plejede. Langsomt lod han den hvide mule sænke sig mod vandet, for at lade den bryde vandets overflade og drikke af det. Det var dejlig forfriskende at få ned, selvom dets smag altid var anderledes, fordi der var en form for sødme og surhed over det, men Elzharin kunne lide smagen. Tilfreds og afslappet slog han enkelte gange med halen, inden han langt om længe fik drukket færdig og atter lod det store hoved hæve sig. De lysende øjne betragtede området omkring ham, inden han lod en dyb vrinsken forlade hans strube. Mon Gwen var i nærheden?

Gwen havde gået og helet de sidste par dage. Ikke blot fysisk, men også psykisk, fra det resultat mødet med Diablo var endt med. Stadig var hun forbløffet over hans opførsel og ikke at kunne have en ordentlig form for situationsfornemmelse... Men måske havde det været hende, som ikke havde haft nogen situationsfornemmelse? Han havde erklæret sin kærlighed, og dermed det hjerte hun havde revet itu. Det havde hun set ud over. Ikke anet det mindste, at hingsten elskede hende. Det var overvældende og dog smigrende.. lige ind til han gik over stregen. Ingen skulle byde hende sådan en anmodning. Skuffet var hvad hun var, og mærket, med et bid ved skulderen der efterhånden var ved at heles godt. Den friske luft, bar tankerne rundt.

Ikke langt fra den klareste sø af dem alle, som hun havde haft udnyttet for at kunne hele hurtigere, stod den araber prægede hoppe. Med mulen mod det friske græs, i et forsøg på at nyde forårets kommen, spiste hun med en afslappet ro i kroppen. Halen svirpede møjsommeligt bag hende af og til, i forsøg på at holde insekter væk. Foråret bragte jo ikke kun gode ting med sig. Stadig var hun dejlig rund, og mættet - hjulpet på vej af hendes fødsel i vinteren, så hun ikke var skrumpet helt så meget ind igen, som andre der manglede næring. Men Ember havde dengang spist godt, og Gwen havde fået sin fine form igen. Stærk og udholdende. Det var nu blevet en anelse køligere her til aften, men himlen skabte stadig fantastiske vandfarver på himlen. Hver anden tanke var bragt hen på Emberly... og Elzharin. Hun savnede ham. Savn var en følelse man først virkelig kendte til, når man virkelig kunne mærke det. Gwen manglede sit modstykke.. Det mærkede hun. Savnede.

Netop som tankerne gled forbi dem hun elskede mest, lød et vrinsk i det fjerne. Opmærksomt hævede hun hovedet og stirrede ud over den græsfyldte horisont. En skikkelse kunne anes nær søens bred, og ikke et sekund gik bi, inden at hun vidste hvem det var. Gwen spændte i hver en muskel, slugte det sidste græs hun havde i munden, inden hun satte afsted, i trav, over det fugtige underlag. Som hun nærmede sig med de taktfyldte, og lette skridt lod hun en fyldig og ikke mindst kærlig brummen skyde afsted. Med ørerne helt fremme og et kæmpe smil om den lille mule, var han nu inden for rækkevidde, og hun bremsede op. Endnu et lykkeligt brum gled igennem hende, som hun mødte hans blik. Elzharin, hendes alt. Der var gået for lang tid, og savnet blev nu bare større, til hendes overraskelse. Nu var han her. Kunne det dog være muligt at elske mere? Gwens hjerte boblede, som var det første gang at de to havde erklæret deres kærlighed. Igen kunne hun føle sig helt hjemme.

Hvordan hans elskede hoppe havde det? Det vidste han ikke, for Elzharin havde ikke set hende i evigheder, og det føltes som tortur for ham. Han savnede hende hver dag, men han vidste at hun, som ham, havde brug for lidt afstand engang imellem. Det gik ikke at de gik klistret op ad hinanden hver dag, det ville drive dem begge til vanvid. Men der var også grænser for, hvor længe han kunne gå uden hende - og dette var for længe. Gwen var trods alt grunden til, at han var den han var nu. Hun ændrede ham ikke, bad ham ikke om at lave om på sig selv, blot for at være sammen med hende. Og han ville heller aldrig bede hende om at ændre sig for ham, for han elskede hende som hun var. Sådan en kærlighed var svær at finde, og Elzharin vidste at han havde været ufattelig heldig da han havde fundet Gwen - at hun ville have ham. Endnu kendte hun ikke til hele hans fortid, og det var ikke fordi han ønskede at holde noget hemmeligt for hende, slet ikke. Det var mere fordi at når han endelig var sammen med hende, kunne han ikke fokusere på andet end hende. Alt andet var irrelevant, alt andet var ubetydeligt for ham, når hoppen i hans liv var ved hans side. Så hvis Gwen ville have svar på noget, måtte hun selv spørge, for han fløj stadig rundt på en lille lyserød sky hver gang han så hende, tænkte på hende, rørte hende. I hans øjne var hun perfekt.

Den store hale fløj kort efter igennem luften med et højt smæld, som en flue satte sig på ham. Irriteret brummede han og skulede mod det ækle kræ, inden han lod mulen søge ned mod græsset. Hvis nogen var i området ville de have hørt hans vrinsk, og hvis Gwen var der, ja så ville hun vide at vrinsket var til hende og kun hende. Det saftige lysegrønne græs smagte fantastisk, og for en kort stund fokuserede han udelukkende på at tygge det. Men Elzharins opmærksomhed blev hurtigt revet på noget andet, da en elegant skikkelse nærmede sig. I en hurtig bevægelse løftede han hovedet og vendte det mod hesten. Men dette var jo ikke bare hvem som helst, det var hans elskede Gwen. Et lykkelig hvin blev sendt imod hende, inden han selv satte frem i en stor trav, blot for at komme hende hurtigere i møde. Hele tiden var de hvide ører rettet direkte frem mod hende, øjnene lysende af den kærlighed han havde til hende. Åh hvor havde han savnet hende! Kort efter stod han ved hende, og lod den hvide mule strække sig frem mod hendes, imens en kærlig og øm brummen rumlede dybt fra hans strube.

I få sekunder blev han blot stående med mulen hvilende mod hendes, imens et smil hele tiden lå på ham. Efter lidt tid trak han sig væk med endnu en brummen, inden han lod blikket køre ned over hende - blot for at sikre sig at hun var okay. Og det var hun skam også, indtil hans blik faldt på et sår på hendes skulder. Hvad var nu det?! Hvor kom det fra? Hvem havde rørt hende? Elzharin mærkede vreden ulme i sit sind, som han lod sin mørke stemme lyde. "Hvem har rørt dig?" Bekymringen var tydelig i hans stemme, og den kunne også ses i de lysende øjne.

Hvilken længsel - lettelsen bredte sig i den bekymrede hoppe, der af og til også havde sat spørgsmålstegn ved Elzharins velbefindende. Hun vidste at han ikke var enhver hests yndling, så der ville altid ligge bekymring for ham, selvom Gwen vidste at hvis der var en hest, der kunne tage vare på sig selv, så var det ham. Så snart deres blikke mødtes, var det igen som svævede hun på en sky - hun havde det med at glemme alt om sine omgivelser, og bare lade sig fange i øjeblikket. De sidste skridt hun tog, med udstrakt hals for at nå ham var forsigtige, så deres muler ville mødes med blide strøg. Først da lod hun deres blikke forlade hinandens og istedet lukkede hun dem i, og lod sin mule kærtegne hans, og føre forsigtigt langs hans stærke kæbe. Lettet over at han var i god behold, så hun kunne bekræfte at selv hun var overbeskyttende. Men det var ingen dom, når det var for en man elskede.

En kølig brise fejede over landskabet, og legede uforstyrret med deres pandelokke, som de stod der, mule mod mule og nød øjeblikket. Det her var alt hvad Gwen havde brug for, og det helede mere end noget andet. Hun mente skam også at det er sundt for dem begge, ikke at gå fuldstændig klistret op ad hinanden konstant. Det ville ingen af dem kunne holde ud, og at de begge to var så klar over det faktum, gav hende bare grund til at overdynge ham med kærlighed, når de endelig sås, og havde brug for det.

Efter et par fantastiske øjeblikke, der gerne kunne have varet længere - men med behov for at se hinanden an, trak Elz sig tilbage. Gwen gengældte hans svage brummen, som konstant var et led i deres kommunikation, og lod sit eget blik se nærmere. Lykkeligt havde hun glemt alt om skaden på sin skulder, så da Elzharins udtryk ændrede sig markant, stivnede hun da det gik op for hende, hvad han havde fået øje på. Åh nej, åh nej - ikke en bekymring hun havde lyst til at lægge på ham, men sådan måtte det vel blive. Lyve var noget af det sidste hun ville gøre imod ham.

Hans hårde stemme forbavsede hende, og mindet om Diablo fik hende til at se ned, og tippe ørerne tilbage. Men blot for et sekund, inden hun hævede hovedet og for atter at , møde hans blik, dog med en mere alvorlig kant. "Diablo Astuto." Lød hendes markante stemme, der også udviste bekymring. Hun ønskede ikke at gøre noget stort ud af det, da det egentlig havde været på hendes egen regning - men Gwen vidste, at hvis det samme var sket Elzharin så ville hun reagere mindst lige sådan - og Elz virkede endda rolig. Han havde ikke sagt andet end det, endnu men Gwen kunne godt mærke hvad der var på vej.

Jo mere han betragtede Gwen, jo mere kunne han se ligheden mellem hende og Emberly. Det var utrolig som datteren mindede om Gwen. De to hopper var selvstændige og sikre, yndefulde og smukke. Som om det ikke var nok med, at han slet ikke forstod hvorfor Gwen ville have ham, så var det næsten ikke til at forstå, at han havde så yndig en datter som Emberly. Allerede nu havde hun bevist at hun kunne klare sig selv, selvom bekymringen havde været enorm hos Elzharin, så var han nu helt sikker på, at det havde været en god idé at lade datteren tage ud på egen hånd. Meget var sket hende og hun var blevet ældre både af udseende men også af sind. Det havde gjort hende godt at tage af sted alene, men Elzharin måtte nu indrømme, at det var dejligt at hun var tilbage igen. Så kunne han være mere rolig, og især nu hvor han også havde fundet Gwen. Elzharin havde aldrig forventet at han ville have det på denne måde med en anden hest, men han kunne bare ikke undvære den smukke hoppe. Hun var lyset i hans liv og skulle hun en dag udeblive, ville han med garanti bukke under. For han vidste nu hvor fantastisk livet var med hende, så det ville aldrig være det samme hvis hun forsvandt.

Følelsen af hendes bløde mule mod hans, sendte en velkendt varme igennem hans krop, og han følte sig hjemme og roen overtog ham hurtigt. Hun var så blid i nærheden af ham, og ord var faktisk slet ikke nødvendige mellem de to. Blot deres berøringer og enkelte brummen engang imellem, afslørede tydeligt de følelser der var hos dem begge. I noget tid stod de blot og nød hinandens nærvær, indtil han trak sig en smule tilbage, så de lysende øjne kunne betragte hende. Gwen havde klaret vinteren godt, og så på ingen måde for tynd ud, og han skulle lige til at nikke tilfreds, da han så såret på hendes skulder. Bekymringen var slet ikke til at tage fejl af, og selvom hans stemme var rolig, så kunne man vel sagtens kalde det for stilhed før stormen. For de følelser der var i ham, var faretruende tæt på at komme frem. Og da hun endelig sagde navnet på hesten der havde skadet hende, følte han den isnende fornemmelse skyde igennem den store krop.

Et vredt fnys forlod ham alt imens halen svirpede hidsigt bag ham. "Og hvorfor har den lille mide sat tænderne i dig?" Allerede nu kunne han mærke hvordan vreden blot blev større og større i hans krop. Stod det til ham så skulle han nok selv personligt finde den skide krikke og bide et godt stykke af ham! Åh ja, Elzharin havde skam hørt det navn før. Ichigo havde nævnt det ... Zars broder. Typisk den ækle familie. Elzharin havde tit fået skylden af Zar for, at skabe smerte hos andre, og det afviste den sorte hingst heller ikke. Men han var bestemt ikke éne om det. Han huskede stadig hvordan havde reddet Zars datter fra døden, efter den skide hingst havde skubbet hende i døden. Han huskede tydeligt Ichigos smerte da Zar havde vendt hende ryggen. En hingst som hun havde taget sig af som var han hendes egen søn. Aldrig ville Elzharin tilgive det, og aldrig ville han glemme det.

Gwens blik var bekymret, og synet af den vrede, der ulmede i Elzharin, selvom han tydelig forsøgte at beherske sig, skabte nye bekymringer for hende. Det mindede hende om de ting, som de endnu ikke havde delt med hinanden. Ting i hendes fortid, som både havde bragt hende lykke, og ulykke. Hendes første datter, for eksempel. Og med den oplysning ville spørgsmål dukke op, som Gwen selvfølgelig var villig til at dele med hendes elskede Elzharin. Nej, det var hans reaktion hun var bekymret for, selvom hun så gerne ville tro at accept ville være til stede. Det var hendes absolutte bedste forestilling. Gwen ved, at Elzharin ejer sådanne tolerante egenskaber og Gwen har også flere gange set sin egen reaktion for sig, når de endelig ville komme til at skulle fortælle hinanden om deres fortid og baggrund. Kærligheden var stærk - Gwen stolede på, at det måtte være deres fundament.

Selvom hun var blevet vred på Astuto, og stadig var det, så ønskede hun ham ikke mere skade end den, som hun allerede havde pålagt ham i uvidenhed. Hun følte samtidig skyld over at kunne have været så blind overfor sådanne stærke følelser. Hun må dog erkende at hun aldrig selv ville kunne nære sådanne følelser for ham, ligemeget hvor godt deres forhold havde måttet være stillet. Han havde været en ven, hun kunne betro sig til, men signaler måtte have blevet rodet sammen. Nu stod hun med et sår på skulderen, og en bekymret hingst, som betyder alt for hende.

Gwen stod stille, og betragtede Elzharin med forsigtige og flakkende øjne, imens hans krops holdning voksede sig større og større af ren vrede. Hingste kunne være uforudsigelige, men Gwen stolede på ham. Der var intet hun ville skjule for ham, velvidende at hvis hun gjorde, så ville det aldrig ende godt. Guderne forbyde det. "Astuto var ikke stabil." Lød hendes sagte stemme, og omtalte ham Astuto, for at opgøre ordet 'mide'. Gwen ville gøre det samme hvis nogen havde såret Elzharin, eller en af hendes to døtre. Selvom kontakten ikke var stærk med Gemma, så elskede hun hende stadig betingelsesløst. Men Diablo havde bestemt ikke været stabil - manglende øjne var vel en del af det, men hans sanser havde været stærke. Hun havde stolet på ham, men han havde overtrådt den grænse og havde skadet hende. Så hun havde slået fra sig, og var løbet uden at se tilbage. Et suk lød da opgivende fra hende, inden hun tog et enkelte par skridt, for at nærme sig Elzharin. " Han nærede følelser for mig, som jeg ikke var bevidst om, og kom med en anmodning, som jeg benægtede ham. Det kunne han ikke klare. "

Gwen sparede på detaljerne, men hun vidste, at de nok skulle komme frem i lyset. At hvad han havde anmodet hende om, havde været at overtræde grænsen. Men hvad hun ikke ville have gjort, hvis en af hendes elskedes liv havde stået på spil.

Man skulle endelig ikke tage fejl, for selvom Elzharin var rasende, så ville det ikke gå ud over Gwen. Det var trods alt ikke hendes skyld, at den syge hingst havde taget en bid af hende, og selv hvis det havde været, så ville Elzharin nok stadig ikke kunne få sig selv til at skælde hende ud. Vreden han følte i sit sind nu, opstod af den ubetinget bekymring som han følte for den smukke hoppe. For ingen skulle røre hende, ingen skulle påføre hende skade, og alligevel var det sket. Noget som han gav sig selv skylden for. Hvis han bare havde været der, så var det aldrig gået sådan. Hvis han bare havde kunne høre hende, fornemme hende, så ville han have forhindret det i at ske. Men til trods for at han ikke blot var en almindelig hest, så kunne han ikke forhindre ulykkerne i at ske - selvom han i dén grad ville ønske at han kunne. Hans elskede var kommet til skade, og kun fordi han ikke havde opfyldt sin pligt som hingst. Om han skammede sig? Ja. Hvilket også var grunden til at hans vrede blev endnu større. Det var nu ikke meningen at Gwen skulle føle en form for ubehag ved dette, for det var slet ikke hvad Elzharin ønskede. Men vreden skulle ud, ellers ville det virkelig gå galt, men det ville stadig ikke gå ud over hende. Det var tydeligt at se, at hun var bekymret, og selvom Elzharin hellere end gerne ville forsikre hende om, at det nok skulle gå, så kunne han bare ikke sige ordene lige nu og her.

Den sorte krop var anspændt, som han igen lyttede til hendes ord, som fik ham til at fnyse hårdt. Ikke stabil! Ja det var da i hvert fald mildt sagt! Han var jo fuldkommen vanvittig! Havde Elzharin muligheden, så ville han hellere end gerne flå den hingst levende, og det gjorde det bare ikke bedre, at Gwen omtalte ham som var han én hun kendte godt, og havde et ... venskab til. Kunne det virkelig passe, at hun var mere end blot kendt med en hingst, som åbenbart ikke havde noget problem med at sætte tænderne i hende? Det var jo næsten vanvittigt! De lysende øjne fik et lidt mere mildt skær i dem, da hun trådte frem imod ham, men desværre fik hendes ord vendt op og ned på det hele igen. Hvad snakkede hun om? Hvad havde den hingst sagt til hende? "Og hvilken anmodning er det så der er tale om?" Elzharins stemme var næsten isnende, men det var stadig ikke ment mod Gwen, det var bare så svært for ham at skjule det. Kroppen nærmest dirrede under ham, som han ventede på hendes svar. Alle mulige forestillinger og tanker fløj igennem ham, den ene mere grusom end den anden.

Hvem hun skulle have ondt af, vidste hun ikke. Allerede nu så fremtiden sort ud for Astuto, og selvom han havde gjort dette imod hende, så kunne hun ikke undgå at føle en smule ømhed for ham. Værst var det for Elzharin, der måtte føle sandheden, at en af hans største bekymringer var blevet realiseret. Det kunne have været værre - men det kunne Gwen aldrig få sig selv til at sige. Bekymringerne var velkendte hos hende, men ingen af dem var blevet udløst i handling. Guderne velsigne dem.

Selvfølgelig var hun vred på Astuto - men hvad ville det ikke ligne, hvis hun rottede sig sammen med andre, der slet ikke burde tage del i denne affære. Hun ville være en kujon. Derimod, mente Gwen at sagen helt og aldeles var blevet afklaret på hendes konto - men så er der jo selvfølgelig Elzharins. Hun ville reagere på præcis samme måde, og kan derfor ikke beskylde ham for hans vrede, sået af bekymring for den han elskede. En tanke, der varmede hendes kolde hjerte.

Netop som hun skulle til at lade mule strejfe hans kæbe, trak hun hovedet til sig og spændte op i sin holdning, da han afbrød. Hendes ører faldt tilbage, og de blå øjne flakkede bort, til jorden. Var det skam? Halen fejede lydløst bag hende, imens Elzharins statur tårnede sig op over hende. Uden tvivl hendes beskytter. Efter adskillige sekunder mødte hun igen den dirrende hingsts blik, og yndede at bruge nogenlunde de samme ord, som Astuto havde benyttet.

"Eftersom jeg ikke ville lade ham få hele mig... Så ønskede han blot én del." Stemmen var dæmpet, og Gwen var overrasket over, hvor svært det egentlig var for hende at sige. Hun håbede at Elzharin forstod hende.. Denne del af hende, var ment som et afkom. Da hun havde benægtet ham det, var det hele gået galt og Diablo Astuto var blevet skør. Gwen havde følt sig krænket - mangel på respekt og en sådan tankegang ville aldrig kunne komme på tale. Det havde været det endelige for dem. At Astuto ikke havde kunnet forstå at hun nægtede, bevidnede om hans indre ødelæggelse, og Gwens ord havde gjort det af med ham.

Blikket lod sig igen falde til jorden. Hun ønskede at være stærk - at sådan noget ikke ville kunne røre hende. Men nu, når de stod her for at tage det op, kunne hun godt mærke chokket. Det ramte hende som en mur, og en svag vrede efterfulgt af skam fyldte hendes bryst. Men hendes hoved forsikrede hende om, at det hele nok skulle gå væk igen, da hun lukkede sine øjne i, og afventede på hans forståelse.

Elzharins hjerte blødte. Blødte for den hoppe han elskede, for den smerte der gik igennem hende i dette øjeblik. Det sidste han ønskede var, at hun var i smerte eller på nogen anden måde følte sig sårbar. Og dette blødende hjerte gjorde ham blot endnu mere rasende for hvert sekund. For hvordan kunne nogen, på nogen måde, få sig selv til at være skyld i hendes smerte. Elzharin kunne se det i hendes smukke øjne, på måden hun stod på. Nærmest som om hun skammede sig over sig selv, over hele situationen. Men hvis han forstod hende ret, så havde hun ingen grund til at skamme sig. Hun havde ikke gjort noget forkert. Nok var hans ord hårde og kolde, men hun måtte ikke tvivle på, at han elskede hende og hans vrede stammede netop fra denne kærlighed. Han havde lovet sig selv, at ingen skulle gøre hende ondt, og han havde ikke formået at holde det løfte. I hans øjne havde han fejlet og det gjorde pokkers ondt.

Selvom han var vred, selvom han var tæt på at eksplodere, så blev han stående. Det eneste der afslørede hans vrede, var hans krop, som konstant dirrede fordi han prøvede på at holde sig selv under kontrol. Gwens ord fik ham dog til at stivne fuldkommen, for det tog ham ikke lang tid at lægge to og to sammen. Den satan havde bedt hende om et afkom! ET AFKOM!! Alt i Elzharin fortalte ham, at han skulle vende ryggen til Gwen og finde den lille mide med det samme. Men det gjorde han ikke. Istedet gjorde han noget, som man måske ikke forventede af denne ellers så kolde hingst. Forsigtigt men sikkert trådte han frem imod hende og lagde halsen om hende. Trykkede hende ind til ham, imens en varm og dyb brummen forlod ham. Et forsøg på at give hende tryghed. Han vidste ikke hvad han skulle eller kunne sige, for at give hende ro. Men forhåbentlig forstod hun dette. "Jeg er taknemmelig for, at du fortalte det," lød det fra ham. Til trods for hans vrede så fokuserede han på hende. Hun var okay og det var det vigtigste. Hun havde kæmpet og Elzharin havde altid vidst, at Gwen var i stand til at passe på sig selv. Hun var stærk.

Med de helt klare krystal blå øjne der havde set så meget, plantet i jorden kunne hun stadig mærke det. Elzharins vrede der næsten fik jorden til at ryste og som tiden stod stille følte Gwen sig mere og mere klemt. Det strammede om hendes hjerte og hun blev en anelse ståkandet ved tanken om situationen. Det skræmte hende at det overhovedet var muligt så følsom hun blev i samvær med Elzharin. Deres forhold betød så meget for hende at det føltes som om at, hvis hun forsigtigt prikkede til det, ville det hele falde sammen. Endnu mere bekymring skød frem i hende i de få sekunder det tog Elzharin at forstå hvad hun netop havde sagt. Et stærkt grundlag ville bestå af sandheden, og at de kunne fortælle hinanden alt. Men det havde hun jo ikke. Panikken skulle netop til at gribe hende, da hun pludseligt mærkede hans varme, stærke hals om hende. Hjertet bankede men hun følte sig virkelig utilpas - straks lagde hun også sin hals om ham og knugede ham ind til sig. De krystalblå øjne blev knebet sammen og små tårer hvilede i hendes blik. Han var jo fantastisk - helt igennem uimodståelig og intet gav hende en større følelse af tryghed, end når han var i nærheden. Men skyld, vrede, kærlighed, skam og frygt dalede ind over hende. Alle de følelser var for meget, men hun holdt ud. Lod mulen lydløst stryge over hans ryg og skulder efter hans bekræftende ord. Hvad han ikke vidste var, at der var meget mere at fortælle.

Gwen håbede at Astuto ville være ude af hendes verden. At denne sag var slut, og et lukket kapitel. For så ville hun have mulighed for at fortælle om et nyt. Nemlig hendes første datter. Selvfølgelig ville Elzharin tage det godt - desuden, så kender Gwen heller ikke til hele Elzharins historie. Men det betyder ikke at hun ville kunne føle sig mindre nervøs ved at fortælle det. Tiden var dog ikke nu.. Ikke nu, når de begge var så oprevede. Stadig var den styrke som Elzharin udviste, slående. Ikke fysisk - men den sinds-stabilitet han ejede var utrolig. At kunne tage al den vrede, slå den fra sig, og omvende den til kærlighed. Åh, hvor hun dog elskede ham af hele sit blødende hjerte.

Sjældent var det at Elzharin reagerede som han gjorde i denne situation. Vulkanens styrke gik nogle gange lidt i glemmebogen hos ham, fordi han kun havde oplevet den helt under krigen. Men da han havde hørt hendes ord, set hendes smerte, var den styrke kommet op i ham igen. For den han elskede højest var blevet skadet, hun var såret ikke kun fysisk men også psykisk. Styrken havde givet ham lyst til at gå amok på det nærmeste levende dyr der ville komme frem, men han havde formået at tøjle den smerte, det had der brændte så inderligt i ham. For hun var vigtigere end han var, og han havde tydeligt kunne se, at det på ingen måde ville have hjulpet hende, hvis han var begyndt at gå amok i nærheden af hende. Han måtte vente til han var væk fra hende. Normalt var denne sorte hingst ufattelig egoistisk i sin tankegang, men det kunne han ikke være når han var sammen med Gwen. Hun var vigtigst, hun skulle have det godt, og så måtte han komme bagefter. Sådan ville det altid være for Elzharin - uanset hvad der skete i fremtiden. Kærligheden til den brogede hoppe var så inderlig og intens, at han aldrig ville kunne tænke på andet end hende.

Den store hingst kunne ikke gøre andet end at holde om hende. Lade hende komme helt tæt på ham, og hun føltes så skrøbelig når hun var i nærheden af ham på denne måde. Som om hun kunne gå i stykker hvert sekund. Tårerne forlod hende snart og Elzharin blev stående, lod hende finde ro hos ham, hvis det var hvad hun ønskede. Der var ingen grænse for hvad han ville gøre for hende, hvad han ville gøre for at se hendes lykke igen. Gwen var en stærk hoppe og det havde hun altid været, men selv en stærk sjæl som hendes havde en grænse, og Diablo havde virkelig overtrådt den. Som han stod med Gwen tæt ind til sig, kom han i tanke om, hvad han egentlig havde opsøgt hende for. Det var ikke tilfældigt at han havde ønsket at se hende denne gang. Nej nej, Elzharin havde noget langt dybere at drøfte med hende. Med en blid brummen trak han sig væk fra hende, så han kunne betragte hendes smukke øjne. Det var nu eller aldrig, uanset hvor dårligt timet dette var. "Gwen, min kære, jeg ved godt at dette ikke er det rette tidspunkt. Men jeg frygter at intet tidspunkt nogensinde vil være rigtigt til dette," en smule nervøst slog han kort med den store hale bag sig. "Vil du være min? For altid."

Den kølige aften holdt stadig fast i det røde skær, skabt af solen som langsomt puttede sig ude i horisonten. Det ømme blik mødte deres skygger, bundet til den kolde jord, men som fik et smil til at lægge sig om hendes bløde mule. Forsigtigt strøg hun siden af det yndige hoved imod hans varme pels, og tørrede en enkelt tåre væk, blot for at gemme mulen under hans fyldige man. De klare blå øjne blev lukket i, så hun bare kunne nyde den velkendte duft. Tænk engang at hun stod med ham. Denne gang var det ham, som gav hende den støtte hun havde brug for og hjalp hende igennem en til dels traumatisk oplevelse. Hvor meget Europa den gang havde påvirket ham vidste hun ikke, men hun havde det godt med sig selv ved at vide, at hun var der for ham, da det var svært. Nu, var han der for hende. Det ville han altid være, og hun for ham. Der ville blive svære tider, men med dette som bekræftelse, så ved hun at de vil kunne klare det. Han var så loyal, så kærlig og ikke mindst charmerende. Der var ikke noget i ham, som hun ville ændre. Han var perfekt som han var, og kærligheden til ham ville aldrig blive mindre. Han, som den eneste havde vundet hende over hendes angst for at binde sig. Hele sit liv havde hun frygtet at skulle miste sin frihed - at miste en del af sig selv. At hun ikke havde indset noget før, at hun aldrig skulle udsættes for det var tåbeligt. Elzharin var alt hvad hendes hjerte begærede, og hun sværgede at hun altid ville være der for ham, være ærlig og beskytte ham. De var et stærkt par. Et unikt par. Gwen følte sig endelig fuldendt.

Hendes blik flakkede nænsomt da han trak sig væk fra hende. Hans brummen kunne stadig mærkes som en vibration der spredte følelsen af tryghed hos hende. De blå øjne fangede straks hans, og de små, bløde ører vippede fremad med hver en lille bevægelsen der fulgte hans tale. Hans stemme var dyb, blød og nærede en svag nervøsitet hos den ædle hingst. Ordene var bløde, og Gwen fulgte hvert et ord med fuldkommen ro, indtil han var færdig, og der faldt stilhed imellem dem. Dette var en kærlighedserklæring. Uden at slippe hans fængslende øjne, lod sig der et smil sprede om hendes mule. Langsomt nærmede hun sig, og lod forsigtigt sin mule række ud efter hans, og strøg den forsigtigt ned af hans næseryg, til hans side for til sidst at ende ved hans varme mule.

"Jeg er din. For altid." - Hviskede hendes boblende stemme. Hun var faldet til ro, og kunne mærke adrenalinen folde sig ud, hvilket fik hendes hjerte til at banke. Det var kærlighed.

Kun yderst sjældent tillod Elzharin, at andre så ham sårbar. Så hvor følsom han egentlig kunne være, men når han var sammen med Gwen kunne han ikke skjule det. For i nærheden af hende var han så sårbar, hun gjorde ham sårbar og samtidig så stærk. Intet andet havde han brug for end hende, ingen anden kunne stå ved hans side, som hun gjorde. Men for første gang i sit liv stod hingsten i en situation som man ikke kunne forberede sig på. Han åbnede sit hjerte for hoppen han elskede, spurgte hende om hun ville tilhøre ham, som han ville tilhøre hende. Elzharin vidste at hun elskede ham, han vidste at hun stod ved hans side, men alligevel kunne han mærke nervøsiteten stige. Tænk nu hvis hun rent faktisk sagde nej? Tænk nu hvis hun ikke ønskede at binde sig til ham? Blot tanken var forfærdelig for ham og han håbede så inderligt, at hun ville sige ja. Hans øjne afslørede tydeligt hvor ængstelig han var, da hun endelig langt om længe rettede sit blik i hans igen. Hendes mules berøring sendte en varm skælven igennem hans krop, men Elzharin blev ved med at holde vejret. Lige indtil hendes varme og blide stemme nåede de hvide ører, og hendes svar fik ham til at ånde lettet ud, imens varmen og kærligheden boblede i hans krop. Kærligt lod han mulen gengælde hendes berøring, inden han forsigtigt gik tættere på hende. Hun ville være hans, og hun vidste det nok ikke, men Elzharin havde aldrig været så lykkelig før.

***

Tidlig morgen, fuglene var først lige begyndt at vågne og en enkelt kvidren kunne høres rundt omkring søen, som Gwen og Elzharin havde slået sig ned ved, aftenen før. Afslappet lå Elzharin i det høje græs, med Gwen tæt ved sin side. Hans hals lå hen over hendes og gav hende den varme, som hun nu engang havde brug for. Han havde været vågen i en kort tid nu, og lå blot at nød denne stund med hende. Hans mage. Blot tanken fik det til at summe i hans krop igen, for det var slet ikke til at forstå, at hun virkelig ville have ham. Langsomt og roligt lod han den hvide mule kærtegne hendes bløde pels, imens ørerne dovent lyttede efter lydene omkring dem. Uanset hvor afslappet Elzharin kunne være, så var han altid opmærksom på sine omgivelser - for man skulle aldrig sige aldrig. Denne morgen var dog yderst fredfyldt og alt tydede på, at de ville være i fred i et par timer endnu. Medmindre der var andre morgenfriske heste der mente, at de skulle tage et smut forbi den smukke sø.

Svagligt glippede hun med de krystalblå øjne, der tillod det milde morgenlys at vække hende blidt fra hendes slumren. Det havde været så lang tid siden at hun havde formået at sove helt. Altid havde hun kun fået en lille times søvn af gangen, stående med lukkede øjne, men med ører på stilke. Nu, med følelsen af tryghed havde hun formået at få en fredelig søvn, med intet bedre end hendes elskedes åndedrag at blive lullet i søvn til. Hvad hendes blik mødte denne klare morgen var synet af det friske, grønne græs, blå himmel og en enkelt musvit der lystigt hoppede igennem græsset, i dens søgen efter smågrene. Det første hun hørte, som fik hendes ører til at tippe bagud for at få hvert et indtryk med sig, var Elzharins rolige vejrtrækning, der mindede hende om aftenen før. Helt automatisk kravlede der et smil frem på hendes mule. Da hans varme mule strøg sig over hendes pels, brummede hun ganske svagt for at lade ham vide, at hun var vågen. Deres vejrtrækning fulgtes ad, og stadig glippede Gwen en anelse med de blå øjne i nydelse. Hun kunne ligge her, med ham for evigt, hvis det altså stod til hende.

"Godmorgen" - med den søvnige, blide røst bød hun sin kærlighed godmorgen. For det var sandelig hvad det var. Dagen var så ung, så varmen var heldigvis ikke noget at skænke en tanke, men alligevel lod hun sin hale slå et enkelt slag, inden hun svagt rystede på det yndige hoved. Hun skulle lige vågne. Men det var som om at der var noget der nagede hende. Noget i baghovedet som langsomt trak sig frem og overdøvede følelsen af stilhed og lykke. En påmindelse. Og lige sådan var idyllen væk for Gwen - hun kunne ikke byde Elzharin ikke at fortælle ham om den del af hende, som stadig levede et sted ude i landet. Det var sådan her, at han skulle få det af vide og ikke blot som en tilfældighed. Gwen ønskede at han skulle få hele hende - og dermed også den vigtigste del af hendes fortid, selvom der var noget af den som hun havde fortrængt. Efter mødet med Dawn havde det stået klart for hende at Elzharin burde vide besked. Gemma var måske ikke så stor en del af hendes liv længere, men stadig sendte hun hende tanker hver dag.

Med den blide stemme og et skævt smil på hendes mule, brød hun sin boble. " Elzharin, min kærlighed til dig er hel... Så derfor, vil jeg dele min fortid med dig." Hun ønskede så inderligt at det lød så positivt som muligt, for det var hvad hun ønskede at det skulle være. At tanken om, at hun havde givet sig væk til en anden før lå i fortiden, og at det var før at noget var sket imellem dem. Denne nydelige stund var perfekt. Hun ville huske det, som noget godt.

At vågne ved Gwens side var noget af det mest fantastiske der kunne ske for Elzharin. Sjældent var det at de delte sådan en stund sammen, hvilket blot gjorde det endnu mere unikt. Aftenens hændelser var stadig så tydelige i hans hukommelse og de fremkaldte et smil på den hvide mule. Tænk engang, han lå sammen med sin mage, og hun var den eneste han kunne ønske sig. Den eneste som han ville dele sit liv med. Nok var han vågen, men hans sind var et helt andet sted. Ingen tanker strømmede igennem ham, ingen bekymringer, han lå blot og nød at stryge mulen hen over hendes bløde pels. Der fandtes ikke nogen der kunne bringe ham mere ro, end at ligge sammen med hende. Der gik lidt tid før hun begyndte at rykke en smule på sig, og snart lød der også en fin men dæmpet brummen fra hende. En brummen som Elzharin gengældte med sin dybe røst. Helt roligt lå han og ventede på, at hun kom til sig selv igen, selvom han ikke skulle vente længe. Endnu et smil prydede den hvide mule, da han hørte hendes stemme. "Godmorgen," lød det dæmpet fra ham.

Til trods for at de nu begge to var vågne, så havde han ingen trang til at skulle op med det samme. Nej han ville meget hellere ligge sammen med hende hele dagen, hvis det stod til ham. Egentlig havde han aldrig nogensinde givet sig selv lov til, at slappe af en helt dag. Det skete at han gjorde det i et par timer, højest, men så fandt han også den mere alvorlige side frem igen. Det var ikke noget der var blevet påtvunget ham af forældrene, nej det var noget Elzharin selv havde valgt, lige fra han var kommet til verden. Lyttende tippede han ørerne frem mod Gwen, da hendes klare stemme igen kom frem. Han kunne godt fornemme på hende, at der var noget hun ville ud med, noget hun måtte sige. Men uanset hvad det var, så ville han stadig stå bag hende. "Jeg vil lytte, uanset hvad du har at sige. Men du skal vide, at du på ingen måde er tvunget til det. Jeg vil altid elske dig uanset hvad."