|
Post by Deleted on Jun 28, 2014 22:18:08 GMT 1
At hun snart skulle ødelægge hele idyllen gjorde hende straks ilde til mode. Elzharins ord fik hende også til at synke i et forsøg på at få knuden der havde sat sig fast i halsen væk. For hans ord var jo så dejlige, og hans stemme så mild. Frygten lå nok i, hvordan han ville reagere, og hvordan det hele vil se ud bagefter. Men igen forsøgte hun at berolige sig selv ved tanken om, at Gemma ikke var så stor en del af hendes liv længere.. Det der nok ville slå hårdest - og den egentlige grund til at hun var så nervøs som hun var - er navnet Dawn, som nok skal blive nævnt før eller siden. Åh det had han må have imod ham. Gwen forstår godt hvis Elzharin bliver vred... Måske ville hun endda finde det mærkeligt hvis han ikke gjorde. Elzharin ville måske endda forsøge at opsøge ham ? Gwen kunne kun håbe på det bedste.
Hendes klare blå øjne viste nervøsitet, men hun havde vendt sit hoved fra ham, som de lå der. Ørerne blev dog stift vippet lidt frem og tilbage inden hun drog et dybt åndedrag. Der var ingen måder at komme udenom det på, men hun forsøgte at få det til at lyde så hverdags-agtigt som overhovedet muligt.
"Ser du.. Jeg har en anden datter." - sådan startede hun altså ud. Fuglenes kvidren virkede til at være forsvundet, men måske var det bare stille. i sekundet efter hendes ord faldt der en tung og dræbende stilhed over hende - spændingen og nervøsiteten var for meget for hende. Frustrationen over den tvivl, om hvor 'big a deal' det måtte være var forfærdelig.. Men Elzharin - åh den hingst, hun aldrig ville miste. Ville han tage det pænt? Ja, forhåbentligt.. Men så snart han finder ud af, hvem faderen er. Gwen bed sine tænder sammen, og lod ørene vende imod Elzharin. Turde slet ikke tænke på det.
|
|