"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Sort, grøn, gylden, orange, blålig… flere farver end man ville tro fandtes i denne verden gled over hoppens krop, idet at hun for en gangs skyld blot lå stille ned. Det var som en verden i sig selv – nede i den grønlige hoppes pels lag. Stjerner og andre ukendte skabelser flød rundt, og blandede farverne sammen i et evigt foranderligt mønster. Et mønster, som aldrig helt ville blive det samme. Grøn og gul dannede nye nuancer, og som prikket over i’et havde hoppen øjne der afspejlede de farver eller det humør der rasede i hende for tiden.
Men hvad lavede hun egentlig på jorden? ensom, kold og sammensunket. Ja, hun prøvede at huske. Hver og en havde en skygge side, og Argias var tydeligere end man skulle tro. Hun var blot en marionet når denne tog over, og derefter kunne hun ikke huske andet end tomheden og den mørke klamme hånd af frygt der omklamrede hende. Som arme af sorte skygger tog de fat i hende, og trak hende ned under vandet. Druknede hende psykisk.

Endelig tog hun sig sammen, og fik åbnet de mørkere øjne. Indtørrede tårer blandet med snavs holdt kort øjnene lukkede, indtil at hun næsten tvang dem op. I skumringen ”lyste” den flerfarvede sø næsten op, og i takt med at hun selv kom til hægterne, begyndte hun også selv at lyse op. Næsten hypnotiseret over hvordan vandet gang på gang skiftede farve, blev hun liggende. Udmattet, men dog i live.

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Det var evigheder siden at den lyse hoppe her, havde bevæget sig i dette område ad landet.
Forude lå Rien, den karakteristiske sø, hvis overflade sejlede diverse farver, på en mat men smuk måde,
lidt ligesom med kviksølv?
Taktfaste 'spring' over engarealet lød, og en dæmpet melodi, der lød i stel med:
"When Mi wake Before Dawn
Mi waan kill di alarm
gaze out de shine
de morning quiet & calm
Ah so mi bed warm" ...
Den altid smilende rastahoppe, var atter på farten, hun dukkede ligesom altid bare op, lidt som vindende
blæser. Denne gang var hendes kurs mod Reien. Da hun nærmede sig den mystiske sø, stoppede hun kraftigt op,
som hendes dreads klasekede ind mod halen, og dinglede efterfølgende. Hoppens neonfarvede øjne, havde spottet
noget nær søens bred, her fra lignede det en blok ad stjerner, og fjer, der var smeltet sammen. Men duften ad
en fremmet, afslørede hurtigt at denne samling, måtte være en hest - en anden damehest.
Undrende, vippede Ad Madja ørene op, og hendes livlige blik, blev straks nysgerrigt, der kig ingen tid, før end
af Ad Madja var på vej mod hoppen, der lå dér - med let trippende skridt, og lidt mere dæmpet mine, hun ville jo nødigt bryde ind,
på en upassende måde..
"Naah, hallow?" hilste Ad Madja, da hun var kommet tilstrækkeligt tæt på, med en god afstand, mon den fremmede hoppe ville have selskab?

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

En dæmpet melodi eller sang begyndte at finde vej til hoppens ører, og pr refleks rejste de sig let op. Hvad var nu det? En sang… en ukendt sang for den stjernebeklædte hoppe. En sang… ligesom hun engang selv havde sunget. Hende og hendes mor havde sunget under månen til langt ud på natten, for derefter at hun kunne falde i søvn ved siden af hende. i tryghed.. tryghed var der ikke meget af for hoppen mere, siden at hun var vokset op… hun havde faktisk en søn nu. En ung og frisk hingst, som lignede sin fader mere end hvad godt var… og han kendte ham ikke engang i hvert fald ikke sådan rigtigt.. Og det var let at se lige præcis de 2 var i familie… for hvem andre i landet bar den farverige, men alligevel dæmpede pels som dem? Det vidste hun ikke… og hun regnede ikke med der var andre.
Fatisk, var det evigheder og dage siden at hun sidst havde set ham. han var nu vokset op, men havde hun været klar til at give slip? Ikke helt.. men tilbge til den melodi der syntes at komme imod hende.

Hun hørte hvordan at den anden stoppede sin melodi, og sukkede let. Det havde ellers lige lydt så godt… mon hun skulle reagere? Vise et lille livstegn? Hun ville skam gerne, men dog hævede hun ej hovedet før at en stemme forstyrrede de filosofiske og dybe tanker hoppen bar en gang imellem. Let vendte hun det mørke hoved imod denne, og et blidt smil hvilede på mulen: Træt, men blidt.

”Vær hilset fremmede..”

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Lidt afventende holdt Ad Madja en passende afstand til den fremmede hoppe,
der gik dog ikke lang tid før hun hilste til hende. Muntert brød
et bredt smil frem på hoppens hvide mule. Hun blev altid vældig fornøjet over
andres selskab.. "Taahk. Jeg er Ad Madja,. Hvem er du?"
rastahoppen introducerede sig altid forholdsvis hurtigt, hun fandt det mest høfligt
sådan. Den muntre hoppes accent, bar stærkt præg af, at hun ikke havde talt med
andre, i lange stunder, også tempoet på hendes talestrøm, afslørede dette. Når det var tilfældet,
sludrede hun af og til med sig selv...på sit eget sprog, altså hendes modersprog.
De neongrønne øjne, flakkede livliget over den fremmede hoppe, Ad Madja syntes hun så spektakulær ud,
på den positive møde. Det var let at se på hendes begejstrede blik, at hun synes dette. Hun forsøgte at
se, om der var nogle stjernetegn gemt i hendes flotte pels, der næste kunne minde om en privat galakse?

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Den fremmede hoppes muntre smil, fik Argia’s flerfarvede øjne til kort at funkle. Både af glæde på den andens vegne, og af sin egen kortvarige glæde ved at se den anden glad og munter. Hun var nok i sig selv, en meget ofrende hoppe. Det var ikke tit at hun gjorde selviske ting, og når hun gjorde var det ikke hendes valg.
Kor samlede hoppen de lange ben under sig, inden at hun med et lille grynt fik rejst sig nogenlunde op på alle 4. Klodset kunne man ikke ligefrem kalde det, men hun var heller ikke en elegant engel. Nok en blanding imellem disse 2 ting – for blid som en engel var hun nok. Hendes fremmede accent fik hende til at smile blidt, idet at hun let nikkede som tegn op forståelse. Ad Madja.. et specielt navn – helt bestemt. Dog på den posetive måde. Det lå godt på tungen, og hoppen var sikker på at huske denne.

”jeg hilser dig Ad Madja. Mit navn er Itzala Argia. De kan kalde mig hvad de ønsker”

Kom det venligt fra hende, og hun lagde let hovedet på sned. Mange ville nok sige at hoppen talte underligt gammeldags, men sådan var hun blot opdraget. Ligesom at den anden sikkert kom fra sit land, kom Argia fra hendes. Og der talte alle sådan, for at vise den anden den respekt og ære de fortjente. Hoppen mærkede det undersøgende blik, og grinede lidt for sig selv. Mange havde store øjne første gang de så stjernehoppen, og dette var ærlig talt forståeligt. For hvem havde ellers deres eget lille del af himlen på sig?

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Fornøjet, blev hoppens dreadlocks klaset rundt, bag hendes runde bagdel,
det var utroligt at kigge på denne fremmede Stjerne hoppe. Respektfuldt,
vippede Ad Madja sine øre op, og tænkte inden hun svarede, komplimenterende, til hoppens navn:

"Ya navn, passer godt til dig - Specalt,"

Ordene kloklede en anelse rundt, for den ivrige rasta hoppe, der så gerne ville ssnakke. Men
dette kunne være svært efter så lang tid, siden sidst..
Lidt forlegent, rettede hun sin mulen, i retning ad jorden, og skævede kort ud til siden, med et kejtet
smil. - Hun vidste godt, at hun var ivrig, og kludrede lidt, på sit eget sprog - Accenten ville bliver uanset hvad.
Og ikke nok med det, var hun i forvejen ikke raffineret, i sin måde at snakke på, som denne hoppe var det.
Dette var et sandt kultur-møde, i skæbnernes land. Ad Madja havde allerede nu, en positiv følelse inden i,
om denne hoppe I-Gia...?

"Må jeg kalde dig, I-Gia?"

Det var en skik at kalde hinanden for slag - eller sammentrækninger, ad sit navn, derfra hvor Ad Madja kom,
og havde endnu ikke uddelt nogen, her i Proelio. Men lige til denne hoppe, ville det passe, tænkte den beigefarvede
hoppe, hvortil slangnavnet var dukket op, straks efter hun havde hørt hoppens egentlige navn.
Lidt håbende, skævede Ad Madja, til den endnu fremmende hoppe.

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Intresseret fulgte den stjernebeklædte hoppe den andens fremmede hårpragt, idet at denne næsten syntes at være flettet ind i hinanden. Hvordan var det muligt? Og hvad var det? Var det overhovedet normal man og hale, blot sat sammen anderledes end hendes løse og lettere krøllede man og hale.. dog blev hun kort efter revet ud af hendes tanker, da hoppen svarede hende. Passede godt til hende? tjaa.. hun var skam lidt speciel i en større forstand.

”mange tak Ad Madja. Deres navn er ligeså flot og passer utroligt godt til dem”

Kom det med et blidt smil, og hun vippede undrende hovedet på sned. den anden virkede til virkelig at ville snakke med hende – hvilket jo var en kompliment i sig selv. men alligevel forlegen? Hvorfor? Hoppen elskede alle former for forandringer, og forventede bestemt ikke at folk skulle være som hende, der snakkede i store vendinger. Nej, de var jo alle forskellige. Og sådan skulle det jo helst være.
Dog måtte hun overrasket hæve øjenbrynene lidt: I-Gia…?

”det må de vel sagtens… men må jeg spørge om årsagen?”

Kom det nysgerrigt fra hende, og hun sænkede let det markerede hovedet, for ikke at hæve sig over hende. selvom det nok ville være svært, med den lave højde hoppen havde.

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Bredt smilede Ad Madja, da stjerne hoppen gengældte den kompliment, hun selv lige havde givet. Taknemmeligt nikkede hun dybt, og anerkendende her på, frem for bare at sige 'tak'.
Livligt svang Ad Madja med sin hale, og brummede lystigt, mens hun kiggede på I-Gia, der netop havde sagt god for, at Ad Madja måtte kalde hende dette. Hun stillede dog også spørgsmålstegn. Det var forståeligt nok. Rastahoppen anmodede jo om at kalde hende noget, som i grunden ikke lå til højrebenet. Sådan var der mange ting ved Ad Madja, der aldrig blev holdt så simpelt som det kunne.

"Se... der hvor jeg er fra, kalder vi hinanden ved, sammentrækninger ad de navne vi bære. Hvis der er flere.
Vi komprimere det altid til noget usimpelt.
Jeg tænkte I - fra Itzala ... og Gia fra endelsen i Argia.
- Således ender man med et unikt navn, der sjælendt krydser en anden, hvis du forstår?"

Ad Madja forklarede ivrigt, men også behersket, hendes talestrøm ville hurtigt blive noget ad en vælling, hvis ikke hun holdt lidt igen. Hun smilede og nikkede let, med en spørgende mine - Havde hun mon forstået det?

"...Der hjemme blev jeg selv kaldt A-Ja, for eksempel,"

brummede hun, og gav los på sin særprægede accent...
Det var godt nok længe siden, at hun var blevet kaldt andet, end det hun egentlig hedder.

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Hendes blik fulgte let den fremmede, men alligevel venlige hoppe da hun nikkede tilbage. Fremmed var nu et stort ord.. men alligevel, var hun jo det? Hoppen ville skam mægtig gerne lære denne flagrende sjæl bedre at kende, men om hun måtte for hende vidste hun ej. Men.. det at hun nikkede tilbage som tak – på den samme respektfulde måde måtte vel være et godt tegn, på et muligt venskab.. ikke?
Hoppens funklende og flerfarvede øjne hvilede uden tøven på den beige farvede hoppe, da hun ej følte sig genert over at betragte denne. Selv var hun van til andres lettere stirrende blik en gang imellem, og derfor havde hun lært sig selv at det var okay at se på andre, når de nu så på hende. Dog var hun yderst påpasselig med ej at tirre deres tålmodighed, eller få det til at føle ubehageligt. For var der noget hoppen for alt i verden ville undgå, var det at andre havde nogle former for ubehag på hendes bekostning.

På mange måder var hoppen virkelig selvbebrejdende, og et offer for hendes egen samvittighed. Hun var yderst ydmyg og forsigtig når det gjaldt andre sjæle, og hun var virkelig ræd for at deres vrede alligevel ville ramme hende. hoppen vidste nok ikke at nogle faktisk ville hende som person… hun var ikke van til det.. dog ville dette aldrig frarøve hende fra at lytte til andres fortællinger såvel som historier.. ligesom at hun gjorde nu. Hun fulgte opmærksomt med i ethvert ord som kom over den smukke hoppes læber.

”javel…Ad madja, eller A-Ja som de siger.. med deres tilladelse, vil jeg også give dem et navn fra min stamme..?”

Kom det en anelse tøvende, men blidt fra den glødende hoppe.

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Ad Madja forholdt sig blot lyttende, og smilede overrasket, over I-Gia's spørgsmål,
så de havde også kalde navne derfra, hvor hun kom?

"Hellere end gerne,"

Nikkede rastahoppen spændt, og vippede ørene op. Hun havde ingen anelse om, hvordan
eller hvorledes tilnavne blev givet, eller udtalt, derfra hvor stjernehoppen kom fra,
så det var spændende. Ad Madja, havde aldrig før, fået et kaldenavn, eller slangnavn,
fra andre, end dem der hjemme.
Det knagede og bragede i Ad Madja's hoved, og det kunne ses, på den måde, hendes neonfarvede øjne
rullede rundt. Alt i mens hendes fokus forblev på hoppen overfor hende.

"Så hvor ledes uddeler i navne, der hvor du blevet givet dit eget?"

Måtte Ad Madja spørge, ivrig efter at høre mere om I-Gia. Noget i den beigefarvede hoppe, fortalte
hende, at hun ville komme godt ud ad det med hoppen overfor hende.

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Hendes svar var posetivt, og kunne derfor godt tages som en godtagelse for den unge hoppe. De funklende øjne hvilede roligt på hende, imens at den anden syntes at tænke noget igennem. Hvad dette så end var, kunne hoppen kun gisne om. At give hinanden tilnavne, var nu et stort ord at sige. I dette land, var det sikkert et tilnavn. Der hvor hun kom fra, var det et sprog.. men siden at sproget var fremmed for denne, ville det nok kunne forme et navn i hendes hoved.
Hoppens tanker begav sig ud på en vandring, da hoppen ej ville give hende noget der ej kunne beskrive hende til fulde. I hendes land, gav man navne efter et stykke tid. Hvert et navn blev givet efter en rum tid efter fødslen, og derfra skulle man leve op til dette. Det var vel for nogle meget snævert, og meget.. styret af lederne. Men for hende.. ja, hun var vokset op med dette.

”Txiki hegaldia tximeleta ... lille flagrende sommerfugl”

Kom det hviskende fra hende, idet at hun lod blikket hvile over hende. Hvordan de gav navne.. ehm..

”der hvor jeg kommer fra, for vi et navn noget tid efter vi bliver født. Indtil det, er vi bare navnløse.. når du for dit navn, skal du leve op til dette. Sådan er… reglerne. Men de kommer ej fra min kultur. Jeg kalder dem blot sommerfugl, da deres sind og bevægelser minder om denne. Flagrende og friskt, og i sandhed en skønhed”

Kom det forsigtigt fra hende, lettere nervøst over om denne hoppe ville blive sur over hendes ord eller meninger. Dog med en hvis rolighed, da hun jo blot svarede på hendes spørgsmål.

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Spændt som et føl på eventyr ventede Ad Madja på I-Gia's svar, gad vide havd hun havde til hende,
rasta hoppen havde ingen anelse! Aldrig før, havde hun mødt en i dette land, der som hende selv,
havde en 'anden' form for baggrund, en gennemsnittet, hvis man kunne kalde det det. Dette gjorde
blot hele mødet med Itzala Argia, meget mere intenst og spændende.

"Summa' bud!" (sommerfugl)

Udbrød Ad Madja, og løftede lasen, lykkeligt op i luften, hun forstillede sig kort, at hun havde vinger,
som en sommerfulgt, og flaksede lystigt afsted over engene. Hoppens undrende tankegang, nåede
lige at rotere en enkelt gang, inden, I-Gia begyndt at aflægge forklaring om hendes nye tilnavn.
Det var så spændende, og lidt ad et priviligium for den lyse hoppe, at få tildelt et navn. Faktisk,
fik hun en oprigtig følelse ad taknemlighed.

"Waauw I-Gia, Me must sa'y! Tak!
Jeg synes det lyder som en fin møde at få tildelt sit navn på, "

Første led ad Ad Madja's sætning, var meget præget ad hendes rasta accent, hun blev så begejstret,
ar hun nær havde lavet et ad sine små cirkle-flips, om sig selv. Alt ved I-Gia, virkede så intenst,
og spændende, på en ydmyg facon,

"Så... med få lov, hvordan fik du dit navn, I-Gia, stjerne-hoppe?"

Spurgte den lyse rastahoppe, med en vis respekt, og forsigtighed, det var da sikket at det kom hende
ved, eller at I-Gia overhovedet havde lyst til at svare på dette. Så Ad Madja skrugede ned for sin 'overglade' side,
og sendte hende et respektfuldt blik, der videde om, at hun vidste, dette punkt, måske kunne være mere privat,
end dem fra før.
Af natur, og sind, var Ad Majda en rigtig livsglad, og livlig sjæl, nysgerrig, og opsøgende, men selv med alle disse
egenskaber i ryggen, som på nogen kunne virke fremfusende, besad rastahoppen almen respekt, og ydmyghed,
så hun gav sig, når tid var, tid til at føle efter hvor diverse grænser og streger skule trækkes.
Måske der var en hér? - Hellere være på den sikre side.

"Remember when I told you how my kind is different in some ways?
And how you should not fall in love With someone like me...
Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear...

Hoppens ord for sommerfugl lød kort efter, og den stjernebeklædte smilede blidt. Summer’bud. Det var sjovt så forskellig kulturerne kunne være, og alligevel så frygtelig ens. Hendes var ganske vidst meget regelbundet, og meget gammeldags, men dog holdt hun af den.. mere end man blot ville tro. Selv hvor hun havde været døden nær, havde den unge stjernehoppe aldrig hadet sin stamme for deres beslutninger. Ganske vidste havde hun været uforstående over for dem, og dernest bange for dem.. men når man var opdraget til at elske ens ledere.. ens folk, kunne man ej andet.
Hoppens glæde var tydeligt at føle for Argia, og hun kunne ikke andet end at smile til hende. En andens glæde var hendes glæde. Selvom at dette kunne lyde meget.. selvofrende, var det bare sådan hendes tanke gang var. Han var en meget.. basis hoppe i sig selv, og alligevel var hun så langt fra normal som man kunne være. Argia ville hellere se andre glade, end at hun selv var lykkelig. Hun levede næsten for at opfylde andres behov.. sågar bære et føl ville hun gøre, hvis dette var det man kunne ønske af hende. men sådan var hun. Ved hendes ord nikkede hun blot dybt og taknemmeligt. Taknemmeligt over at hun kunne lide dette navn.

”det er mig en ære, at de kan lide dette navn”

Kom det fra hende, og hun brummede mildt. Det kunne godt være at denne hoppes sætning var meget.. fremmed for hende i starten, men ej var det et problem. Dog fik hendes næste ord det kort til at rykke i den grønlige hoppe. Hendes navn..

”jeg.. ehm..”

Kom det mumlende fra hende, og hun sænkede kort blikket. Hun ville hellere end gerne sige dette, men hvordan.. hun ville så gerne dele det med nogle.

And one night their torches find the girl with more then a name...
And the one who has her Love is no more safe..."

Rasta hoppen gjorde et let nik, og vippede ørene rundt. Frem for at svare noget i stil med
"Det var så lidt" - Det kunne nemt blive lidt kluntet, tænkte Ad Madja. Muntert svang hun med de
lange pølsede fletninger der hang fra hendes halerod. De lange dreda-fletninger, var et ad de mest
karakteristiskekendetegn ved den lyse hoppe. Faktisk var det der eneste der kunne få hende til at skille
sig ud i mængden. Det var aldrig noget hoppen tænke over, heller ikke lige nu. Desuden var 'mængden' aldrig mere end to,
ganske som nu.

"Man skal aldrig tale hvis ikke man har lyst I-Gia"

Lød det fredeligt, på den muntre facon, fra Ad Madja, der tydeligt opfattede ata I-Gia ikke var meget for at fortælle om
sit navn. Måske det ikke havde en historie.. eller måske den bare ikke var så positiv? Eller noget helt andet.?
- Selv havde Ad Madja's navn ikke nogen historie. Til gengæld havde hendes nye kalde navn! Og det var berigende, og en ære.
Hoppe slog et bred, skævt smil ud i sin mundvige.

"Hvad laver du ved denne Funky Sø, alene I-Gia?
... Den er utrolig at se på aah?"

Spurget rasta hoppen, med halsen løftet undrende, og blikket ud over Rein, og dens kviksølvs agtige refleksion,
der konstant synes at være i bevægelse.

Hoppen var vel egentlig både speciel af udseende – men også af sind. Mange kunne undre sig over hendes… gammeldags attitude, ligeså vel som hendes skiftende pels. Og sind. Hendes sind var mere en bare tvistet. Det var.. forkert. Anderledes. Så blid som den blideste sommerbrise. En kølig kærtegnende vind.. en.. uskyldig sjæl. Og alligevel. Der kunne man tage så grundigt fejl.. for under alt det.. ja, alt det som gjorde hende til Argia, befandt Itzala sig. Et navn der kort og godt betød skygge. For Itzala var en skygge. Hvis Argia var alt det som lyset kunne repræsentere i i hendes verden, var Itzala alt det som ikke var magisk og smukt i natten. Hun var det.. rovdyr der fandtes i natten. Men ej ramte dette andre rigtigt. Nej.. det var kun Argia hun gik efter. Skyggen prøvede at æde lyset. Kvæle det, og holde det nede. Drukne det.. Men endnu havde hun ikke vundet..

”jeg.. mit navn betyder skygge Lys – direkte oversat. Det er.. en besværlig historie at fortælle, og jeh”

Den blide stemme stoppede i et ryk, og det ædle hoved røg op med et sæt. De flerfarvede øjne flakkede kort, og det var som om at tiden stod stille. Hele hendes stjernebeklædte krop.. ja, det var som om at hele universet stoppede i hende. ej var der en stjerne der glimtede. Intet..
Langsomt drejede hun det markerede hoved imod hende, imens at de funklende øjne langsomt mistede deres indre liv. Som om at de langsomt falmede. Og ud fra øjnene, bredte der sig en mørk farve.. en grumset blålilla farve, som vand langsomt begyndte at brede sig fra hendes øjne, og ned af halsen. Uendelig langsomt.. men sikkert kom hun frem.
Hun er her, tximeleta. Ordene kom aldrig ud, men formedes af de nu sorte løber. Hele hendes krop rystede, og kramper for som lyn igennem hende.. både synligt på den forunderlige og evigt ændrende pels, og inde i hende. En indre magtkamp udspillede sig nu foran Sommerfuglen.

Og med et, var det som om at denne var stoppet. Hoppens skuldre sank sammen, i takt med at den lyse grønlige farve blev skyldet over af det sorte grumsede blæk, og de små matte stjerne viste sig. langsomt hævede den nu blæksorte hoppe hovedet, og et køligt afmålt blik landede da på den beige farvede hoppe. En dovent, og ikke mindst slange lignede smil bredte sig. sort som en skygge var hoppen, men med en fremmed form for skønhed var der også. En mørk og ikke mindst farlig skønhed. en slange.

”at tale har været et problem… men nu, er det endelig en fornøjelse at møde dig.. sommerfugl? Hvor originalt. Sig mig… hvem er du?”

Kom det slesk fra hende, og hun trådte nærmere den lyse hoppe. Glidende.. og i den grad selvsikkert kom hun frem.


We stopped checking for monsters under our beds, when we realized they were inside us...