|
Post by Deleted on Nov 22, 2013 10:09:49 GMT 1
Tænkende, løftede rasta hoppen, til I-Gias svar. Hun ville ikke vade i et eller andet, som hun lukkede mulen, og mimrede em enkelt gang. De neongrønne øjne studerede nøje hoppen, hvad var det lige der skete. For hver millimeter, så Ad Madja hvorledes hoppens livlige skin, blev omdannet til noget mørkt og dystertudseende. Den beigefarvede hoppe, gjorde store øjne, men forblev i sin position, den eneste usikkerhed det kom til syne, var de vippede ørene. Måske var dette, forklaring på I-Gia's svar, om sit navn. Dette måtte være 'Itzala' delen ad hende? Det gibbede i den venlige, livlige hoppe, da stjernehoppens øjne blev mørke og grumsede. Ad Madja var lamslået, men ikke bange. Stille samlede hun sig - aldrig havde hun set noget lignende, godt nok havde I-Gia for lidt siden, stået og set lys og sprullende ud, men der var noget virkelig smukt over dette mørke, tænkte Ad Madja. Den beige hoppe stivenede da den nu, mørke hoppe, trådte nærmere, på en næsten krybende, slange agtig måde. Selv hendes stemme og måde at tale på havde ændre sig, dette var det mest skizofrene, og måske smukkeste, den lyse hoppe havde set - I ske på en anden.
"Naaah, jeg kan være hvad du synes, Summer’bud, er helt fint. Jeg er rastafaraaiiih tilhænger. Mit hjemland ligger fjernt her fra, og jeg fornægter Babylons - Disse er dette land dog fri for,"
Det fløj ud ad den beigefarvede hoppe, men det var det der lige kom til hende, så naturligvis var det, der røg fra hendes læber. Nok var det skræmmende, at Itzala Argia, netop havde forvandlet sig, hvad enten hun gjorde det bevidst eller ej, men Ad Madja nægtede at udvise frygt, desuden dømte hun ikke andre. Rattet, med sit blide, livlige blik, kiggede hun forundret på I-Gia - Hun var stadig I-Gia?!
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
"I have love the stars to foundly, to be fearful of the night.."
279 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Itzala Argia on Nov 29, 2013 18:18:26 GMT 1
"Remember when I told you how my kind is different in some ways? And how you should not fall in love With someone like me... Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear... Skitzofren kunne man vel godt kalde denne hoppe. Dette flerfarvede skygge lys.. i princippet kunne selve hendes pels, ændre sig til det der var brug for. Om natten mørk, og dagen lys. Men aldrig ville hun kunne få en enkelt farve. For hvor andre måske beholdt deres farver hele livet, skiftede Argias efter alderen. Hun kunne ej bestemme sig for hvilken farve hun ville have – hvor andre blot kunne beholde deres. Hvis hun ville ønske sådan en farve som denne skønhed foran hende.. ja, så måtte hun blot håbe på at det blev noget der lignede. Aldrig ville hun kunne holde en bestemt farve, og måtte på sin vis nøjes med mange forskellige nuancer af beige. Ligesom med hvid.. engang havde hendes krop bestemt sig for at finde den hvidlige farve, og rundt omkring var der kommet dele der lignede fra perlemor. Mange forskellige blå-lilla farve, som virkede som hoppens skygger. Smukt? Måske.. Den anden hoppe, syntes ej at blive bange som mange andre ville have gjort. Hun syntes ej at betragte hende som en særling – indtil videre. Men hvad nu hvis det var en af de fejl den beige farvede kunne begå? Hoppens lange glidende skridt kom langsomt hende nærmere, imens at hun scannede hende. Mærkede efter den stemning der var i øjeblikket.. Summerbud..
”jeg ser… Vidste de, at de snakker med en meget kraftig accent, min kære Sommerfugl? Virkelig.. fremmed.. forkert.. jeg mener ikke at have hørt et sprog så sjusket og uformuleret før. Som om at de næsten spytter, imens de taler. Høre det til din såkaldte Rastafaraiih tro?”
Kom det formelt, og i den grad nedgørende fra hende. Itzala var ej den hoppe man forventede hun ville være. Hun var næsten hendes egen modsætning – den kære lille stjerne. Dog talte hun ej hånende eller tirrende… måske med undertoner af dette, men selve hendes ord var velformulerede og sat op i et pænt tempo. Og med den lettere hæse ryst hun bar, harmonerede hun blot med de undertoner af foragt hun besad.. for ja, det næsten lyste ud af hendes mørke krop og holdning. Som om at selve Den fremmede hoppes tilstedeværelse, var noget der generede hende.
And one night their torches find the girl with more then a name... And the one who has her Love is no more safe..."
|
|
|
Post by Deleted on Nov 30, 2013 12:43:30 GMT 1
Foragtet, trådte Ad Madja et skridt til bage, der var næsten ligeså glidende som hoppens, forlegenheden balancerede i hendes grønne øjne, måske en svag skam? Den frisindede hoppe, var aldrig blevet set på, på denne måde. For første gang følte hun sig...uaccepteret. Ad Madja tænkte i sit stille sind, ganske kort, om denne del ad I-Gia, mon var en babylons, siden det var hende så vigtigt at påpege, hendes kultrurelleudstikken, på den facon, selvom det var gjort på en ret 'venlig' måde. Stille trak den beigefarvede hoppe hovedet til sig, og sænkede skuldrene og halsen.
"Det lyder kun uformuleret, fordi du ikke fra samme egn, som jeg. Sådan taler vi altså... Neej vore tro og sprog hænger ej sammen, det er to vidt forskellige grene, i vore kultur"
Forklarede Ad Madja villigt. Det gibbede i hende, tænkt at den smukke I-Gia havde denne modsætning ad sig selv. Med et små stødt blik, kiggede hun kort ned i, og fnøs sukkende. Det frustrerende hende ar fremstå forkert, i andres øjne, og det skete ellers sjælendt. For ikke at virke alt for svag, om man så må sige, rankede Ad Madja sig igen, efter at have trukket vejret. Noget vagtsomt, kiggede hun mod den mørke hoppe, tænk hvis hun havde ubehaglighedder i ærmet?
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
"I have love the stars to foundly, to be fearful of the night.."
279 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Itzala Argia on Nov 30, 2013 14:42:25 GMT 1
Stik imod Itzala's forventning, blev den unge hoppe ikke vred. Nej, nok mere det man ville kalde trist... vemodig. Som om at hendes ord blot sårede hende, i stedet for at støde hende fra Argia. Itzala havde faktisk intet imod denne hoppe, ud over det ene faktum at hun var på vejen til at blive venner med Argia. Et skridt tættere på noget der kunne redde den unge hoppe ud af hendes eget sorte hul af sorg og smerte. Ej fysisk, men psykisk. En psykisk smerte så stor, at den havde vendt sig imod hende. Det eneste hendes skyggeside ville, var rent ud sagt at gøre den lille stjernes liv til et mareridt. Støde dem væk der rakte hende en hov.. skræmme dem væk, ved at simpelthen få dem til at se en side af hende som ikke engang fandtes for hende. For hun vidste den var der.. det var derfor hun var så forsigtig en sjæl. Men intet kunne hun gøre. Ikke engang den krop der skulle have været hendes, var hendes rigtig. For når det passede hendes kære medsjæl, blev det til hendes... og Argia kunne intet huske. Hun druknede simpelthen under sin egen psyke.. og når hun så endelig kom frem igen, var det til et syn der blot trak hende længere ned af deprissionernes vej.
Men på trods af dette, havde hun endnu ikke givet op. Hun var om ikke en af de blideste skabninger i Proelio – og omvendt en af de mere bidske. Hun var en blandet sjæl, som ingen endnu havde taget sig tiden til at forstå eller lære at kende. Og ville de nogensinde det? Det ædle hoved nikkede kort tænkende, og den sortes grumsede blik hvilede på hende med en ophøjet ro. Jo, hun lyttede skam. Dog skulle der ej gå længe, inden at en hæs og alligevel blød latter kunne høres. Kulture...
”De prøver blot at modsige sandheden kære hoppe. Men jeg kan antage, at deres.... hårpragt også er en del af deres kultur?”
hoppens blik hvilede på de lange fletninger, som fik hende til kort at rynke på mulen. Alt var selvfølgelig et skuespil, men mange faldt for dette alligevel.
”men det de fortæller mig, er at deres kultur er ligesom deres ord? Sikke en lettelse jeg stammer fra den mere civilicerede del af denne verden..”
kom det stadig venligt – ja næsten trøstende fra hende. Som om at hun havde ondt af hende, over at hun stammede fra det land hun kom fra.. som om at hun havde ondt af den hun var.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 2, 2013 13:05:31 GMT 1
Et lydløst suk, drev fra Ad Madja's hvide mule, da Itzala igen, bed ad hende. Hun var noget så forkert, i hendes øjne. Hun kiggede bare på den mørke, slangeagtige hoppe foran hende, og skænkede, vredt eller måske bare stødt? - Sine ikke eksisterende øjnebryn. Hun undlod at svare på det med sine dreads, hvis hoppens logik, var lige så ren som hendes talegaver, kunne vel sige sig selv, at det var som hun antog.
"...eller måske, er sandheden den, at du ej tåler forskellighed, fremmethed? - Hvis jeg ikke behager din snævertsynede person, står det dig frit for, at vender mig ryggen"
Brummede rastahoppen sammenbidt, det var tirende at Itzala, lød så medlidende. Ad Madja havde ikke ondt sig selv, og ønskede aldrig at være en anden, end den hun nu en gang var. De neonfarvede, og ellers blide øjne, var bluset op., noget nær vrede, kunne læses i dem. Det var sjælendt at Ad Ad Madja blev sur, det var næsten umuligt at tirre hende, men lige på dette punkt, skulle der ikke meget til. At føle sig accepteret var stor ting for hende. Forskellene mellem de to hoppe, behøvede ikke at være støre, end hvad de blev gjort til, vel? Den lyse hoppe sukkende, sammenbidt, med blikket rettet mod den mørke Itzala, mens hun svagt funderede over, hvad der skulle til, får at få Stjernehoppen tilbage - Hun var meget mere rar at være i selskab med...
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
"I have love the stars to foundly, to be fearful of the night.."
279 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Itzala Argia on Dec 23, 2013 15:01:06 GMT 1
"Remember when I told you how my kind is different in some ways? And how you should not fall in love With someone like me... Anyway between the lines, people see signs.. when they feel the sear, every day's fear... Hoppens mørke grumsede blik hvilede giftigt på hende, og da hun endelig syntes at det var nok, sprang bomben. Hoppens ord ville have virket stødende, hvis ikke denne skygge havde manglet samvittigheden. Denne del.. som ingen nogensinde havde set fuldt ud, havde ingen grund til at føle sig stødt over denne hoppes ord. For det var vel blot den rene og skinbarlige sandhed hun udstedte. Hoppen tålte ikke andre end sig selv. Ej var det en hoppe. Denne ting, tålte ikke andre end sig selv. Alligevel gled en såret grimasse over det forvrængede smil fra før, og hun sagde intet. Så blot på hende… sårbar, såret og blidt… ked af det? Eller, det gjorde hun. For uden videre krakelerede denne facade, og en blid latter kom fra hende. som om at det uden videre morede hende, at denne hoppe kom med dette vrede’s udbrud.
”Nej, jeg tåler ikke det som står i vejen for mig. Du, min kære lille sommerfugl er i min vej. Kan du forestille dig det.. Nej, du er ikke hende. Jeg er hende. vi er hende.. Hun troede.. hun troede på dette mulige venskab. Denne mulige.. støtte. Men det smuldre. For hvis du ej kan klare kritik af noget så simpelt som dit udseende.. ja, så er dette venskab ikke det værd. Og det er derfor jeg… er her”
På sin vis var denne Itzala vel en beskyttelse imod andre. For hvem kunne være en bedre ven.. end den der kunne tage hele pakken, og ikke blot ville høre de søde, blide og smukke ord. Den ven der engang kunne klare dem begge.. ja, dem ville selv Itzala underlægge sig. til dels. Uden videre vendte stjernehoppen om, imens at hendes lange lemmer bar hende fremad. Videre.. og væk. Vendte hende ryggen – som hun bad hende om.
And one night their torches find the girl with more then a name... And the one who has her Love is no more safe..."
|
|
|
Post by Deleted on Jan 2, 2014 14:59:20 GMT 1
Ad Madja slog frustreret med hovedet, og fnøs irriteret - Hvor var dette aspek ad stjerne hoppen ignorant og noget nært dobbelt moralsk, at høre på. Det stødte Ad Madja, at blive set som være så såkaldt underlig, eller unormal. Skulle den lyse hoppe bare tage mod 'kritikken', aldrig, hun forsøgte jo blot at forklare hvorfor hun var som hun var, det var alt hun havde. Havde hun blot givet efter, og ladet sig, spyttet på, i ad Itzala's intolerance, havde rastahoppen ikke været bedre end al det der lå til grunde i hendes fortid, og havde dannet hende, til denne hoppe. Al anderledeshed havde hun og hendes folk kæmpet for, for deres ret til at være som De er . Og denne hoppes syn, var tilsynladende lige så snævert som De der satte udgangspunktet, for mange mange år siden.
"Itzala, hvorfor tolerere du ej mit væsen? Hvorfor tror du vi er så forskellige?"
Sprugte Ad Madja højlydt, i det hun trådte efter den slangeagtige hoppe. Ad Madja kunne slet ikke forstå, hvad meningen var, eller hvad der ændrede den ellers medgørlige I-Gia.. En anelse vagtsomt, holdt hun trit, med den tosidet hoppe, ville hun blive klogere på denne sjæl, og omvendt, og hvorledes skulle I-Gia komme til bage?
|
|