De farvede hove bevægede sig fra stien, som de bevægede sig ind mellem den tæt bevoksede og mørke skov, hvor træerne let berørte hendes pels i ny og næ med sine blade. Det var en anelse anderledes, end hun plejede selv at gøre. Hun plejede ikke, at ønske andres selskab, men hvorfor fandt hun sig så i hans selskab? Det vidste hun ikke, men om det var modigt eller dumdristigt, det var et godt spørgsmål. Han brummede, men var skeptisk, hun smagte på hans ord, inden han alligevel valgte at komme med endnu en tilføjelse til sine ord.

"Hvorvidt det er modigt eller dumt, kan vel komme ud over én kam. For hvem af os er det modigt eller dumt for?",

Hun kunne ganske enkelt ikke dy sig for det. Den lagde lige til højrebenet. Det virkede til, at de begge ikke var van til, at dele selskab med mange andre, så at han havde tilbudt hende at følge med og opleve hans side for at forstå, det var ligeså dumt og ligeså modigt, som det at hun valgte skoven frem for stien. Men hun følte sig tilpas i skovene, og der var altid noget velkendt over det. Det var hendes hjemmebane, uanset hvad. Halen svang kort fra side til side, da de passerede et kratværk og hun måtte trække den til sig for ikke at sidde fast i det i længere tid af gangen.

Kort skævede hun bagud mod ham og pustede til den gyldne pandelok, da den faldt ned i ansigtet. Det er en balance, som man aldrig ved om man kan holde, men for nu stolede hun på det. Hun levede sit liv, og tog chancer, når hun ønskede det. Lige nu var det et ønske hun havde.

Recimir stoppede op. Brat, og stod efterfølgende helt stille. Fastlåst i samme hængende positur som altid. Kølig og afvisende. Men indeni... hendes ord. Hvad skete der? Hvad skete der helt præcist lige nu og her? Et glødende glimt gled over de kolde, døde øjne... og vups! væk igen. Hans hjerne arbejdede. Men han kunne ikke finde svar...

Hvem var hun? Hvad var hun?

Recimir tog et skridt, så et mere. Han bevægede sig op på hendes side igen. Hans blik hvilede stirrende på hende. Søgende i hendes, og han fjernede det ikke. Et øjeblik, betragtede han hende blot, som var hun en genstand han aldrig havde set før. Så lod han halsen strække, mulen søgte hendes nærhed. Men han rørte hende ikke.. selvom noget indeni ham, et eller andet, havde lyst til at....

"Pandelok."

Hviskede han, hentydende til at den hang i vejen igen. Han så ud som hans plejede, og så alligevel ikke. Dét ord. Det ene, simple ord. Hvisket til hende, med megen mere betydning end man skulle tro, men uden at have tilknytning til den. Hvad det var, kunne ikke defineres. Man kunne søge hans blik for hjælp, for bare et lille præg. Her ville det være oplagt at sige at der intet var at finde.. men det ville ikke være sandheden. For skønt Recimirs mimik næsten er udslettet, så fandtes der, i dette øjeblik hvor han hviskede sit ord, en snert af noget... Af en blanding mellem fascination og noget mørkt... noget dystert, der smilte ondskabsfuldt bag sine tremmer. Onde øjne i mørket.

Han distancerede sin mule igen, men blikket lå på hende, fortsat stirrende. Tilsidst drejede han blikket væk fra hende. Han havde fået øje på det ly, som han har haft brugt et par gange førhen.

"Snart vil du kunne forstå.."

sagde han så, i en mere typisk Recimir attitude. Her hentydede han til deres tidligere udtalelser, og på en måde, hvor det var som om at det der skete før, overhovedet ikke havde fundet sted. Han vandrede videre på lyet..

Han stoppede brat op. Så brat, at Alarica drejede hovedet en anelse mere end normalt hen mod ham. Han stod fastlåst i en bestmet position, og hun skubbede derfor bagparten lidt til siden, så hun bere kunne se ham. Hans blik var som altid et univers af alting og på samme tid ingenting. Hun så mod det, og afventede, hvad ahn ville gøre. Hvad var der med ham. Vent, var det en glød? Varme der pludseligt kom fra hans øjne, og hun blev helt overrasket, da han pludseligt rakte mulen frem mod hende, da han trådte frem mod hendes position. Hun bevægede sig ikke det mindste. Lod ham søge frem. Mulen rørte hende ikke, men hun havde lyst til at røre den. Hans ord fik hende lidt fra det mærkelige, som pludseligt rørte på sig i hendes krop.

Mere end det ene lille ord, behøvede han ikke sige. Hun vidste præcist, hvad hahn mente med det. Hun pustede tungt, så pandelokken kort løftede sig, og hun vippede hovedet, så den faldt ned i midten af hendes lyse blis. Der var noget fængslende over hans ord, og hun trådte et skridt frem mod ham. Søgte mørket frem for lyset, som hun ellers havde søgt gennem tiden.

Han skjulte noget, men hun nåede kun lige ganske svagt at røre hans mule med fimmerhårerne, inden han havde trukket sin mule til sig og han så væk fra hende. Trods hun ikke så væk fra ham. Hun gjorde et let nik og fulgte hans blik mod det sted, som han så hen. Han var til tider en gåde, men hun havde da fundet ud af en del ting om ham gennem tiden.

Ordene rungede i hendes indre.

"Forstå, men der vil altid være spørgsmål," sagde hun og fulgte efter ham.

Hans hoved var vendt fra hende. Blikket indkapslede hende ikke. Han kunne ikke... mærke hende i sin nærhed. Men de svagt dirrende fimrehår på mulen, vibrerede stadig efter hendes vage, uforudsete berøring. Hendes duft hang i hans følsomme sanseapperat, og hendes varme ånde føltes nu kold om hans mule.
Recimir fnøs for at få følelsen af hende væk, skønt denne følelse af varme var mild - var den på samme tid fremmed og uvelkommen. Han ville gerne, men han kunne ikke slippe hende.

"Ja, min kære, der vil altid være spørgsmål.."

mumlede han sagte, som om tankerne var et andet sted, men som de alligevel blandede sig i hans valg af ord.

Hovene gjorde et holdt, i en glidende overgang. For disse lå deres ly, i form af et større hulrum i en jordvold. Her havde kun han sovet, så plads havde aldrig været et problem. Hulrummet var længere, end det var bredt, så afhænging af hvor man lå, ville man enten have plads eller ikke. Han skævede til hende ud af øjenkrogen, men rettede så blikket mod åbningen, dukkede hovedet og gik derind. Hans ben førte ham til sit gamle leje af mos, som han havde skrabet fra overfladerne. Denne plads blev tilbudt hende ved gestus, alt imens han gik over til en plads lidt bagved. Her lagde han sig, og lod hovedet synke ned.

"Ved de første stråler af lys, væk mig. Du vil da kunne forstå, hvorfor skyggerne har sin plads."

Hans blik hvilede nu på hende, stirrende som altid, og dog var der et vagt udtryk der havde dannet sig omkring øjenmuskulaturen.

"As Grizkhar Rae Leshin', Alarica.."

Hviskede han, kun lige med en snert af bekymring. Hans øjne lukkedes derpå, og disse skulle ej åbnes før Alaricas stemme bad ham, at åbne dem..

Hendes blik lå mod ham. Hun kunne fornemme hans nærvær, og dufte ham noget ihærdigt omkring sig. Da han mumlede sagte, lod hun sin mule vippe en anelse som svar, mens det ene øre lyttede til naturen omkring dem. Det virkede kort som om, at han var tilstede et andet sted, men han var en tænker, og det krævede ofte tid. Selvom hun var den der havde brug for mest tid til at tænke af de to.

Han gjorde holdt og hun fulgte hans bevægelse. Hendes nok ikke ligeså glidende som hans, men hun var observant og opmærksom på hans reaktioner, så selvfølgelig stoppede hun uden at bumpe ind i hans krop. Hovedet skred en anelse på skrå. Det var et større hulrum i en jordvold. Det så ud til, at det var et sted, som der nærmest var bygget til at sove i. Det var ikke sådan et sted hun sov normalt, men hun fulgte med ham, som han førte frem til et leje af mos, der var skrabt sammen i overfladen. Hun fulgte med rolige bevægelser efter ham. Han lagde sig til rette og da han tilbød hende en plads ved gestus, sank hun ned på hans seng. Først ned i knæene, rykkede sig en anelse, inden kroppen lagde sig ned.

Det var tillid der gjorde, at hun lod sig lægge mod jorden i hans nærvær. For hun nærede tillid til hingstene, hvorfor kunne hun ikke besvare, men hun følte sig noget draget af ham. Hendes hoved drejede mod ham og hun vippede ørerne lyttende mod ham. Hun stirrede mod ham.

"Det vil jeg gøre,"

Sagde hun med et nik. De hviskende ord som han kom med, kendte hun ikke. Men der var en snært af bekymring i hans stemme, som hun ikke helt forstod endnu. Måske hun snart ville forstå, hvad det var han mente med det.

Stilheden hang over dem, og hun faldt hen i søvnen, trods spændingen for, hvad hun skulle se var større og holdt hende fra at komme ind i den helt dybe rem søvn. Da den første lysstråle ramte jorden var hun allerede vågen.

"Recimir,"

Hendes stemme var lidt hæsere end normalt, men hun løftede hovedet og så mod ham. Afventede at han ville vågne op af sin søvn.