Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 9, 2013 13:57:28 GMT 1
[Forbeholdt Thilde]
En skikkelse bevægede sig med forsigtige skridt nærmere på søen Rein.. Rein som på alle måder strålede af mystik med sine blå og gyldne farver. Skikkelsen var et føl, nærmere betegnet et hoppeføl ved navn Irissia Asandi. Iris havde atter bevæget sig af sted på egen hov, og selvom hun stadig holdt sig tæt på Daylias område, havde hun dog bevæget sig en tand længere væk end i går, og havde derfor fundet frem til denne forunderlige sø. Selvom det umiddelbart kunne se ud som om, at det stribede føl var alene, skulle man ikke være i tvivl om, at der altid lå mindst et par øjne på hende. Iris mor Jah-lila var ganske vidst stadig syg, men der var også andet familie end den stribede hoppe. Familie som holdt et vågent øje med Iris, og som var klar til at træde til, hvis det skulle blive nødvendigt.
Med lettere usikre skridt stoppede Iris nu op ved bredden til Rein. Kort kiggede hun tilbage efter hendes tvillingebror, som måske var fulgt med hende? Men nej, han havde atter valgt at blive tilbage hos deres mor. Den lille sorte hale svingede nysgerrigt frem og tilbage, mens Iris lod sit rubinrøde blik glide over søen foran hende. Hvor mon alle de farver kom fra? Hoppeføllet var dybt betaget af den sælsomme glitren søen kunne frembringe, og uden egentligt at tænke over det, bevægede hun sig et par skridt frem, så hun nu stod med forhovene i vand. Enhver anden hest ville nok have tænkt sig om to gange, før de bevægede sig ud i noget så fremmedartet, men Iris var blot et ganske ungt føl, der endnu ikke havde hovedet fuldt af logiske tanker.
|
|
|
Post by Deleted on Sept 11, 2013 16:33:01 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Ved Reins vande holdt Laylis et øje på det stribede hoppeføl Jah-lila havde bragt til verden, med megen mere lidelse end en hoppe burde gennemgå under en folning. Laylis havde allerede taget det lille føl til Budbringer. Hun havde ingen vinger endnu og ville nok ikke forstå sin opgave før senere. Men for at sikre hendes dyrebare liv mod Smeyés rasen, måtte Laylis handle. Ligsom sin tidligere mage, og hans ... skabning. Hun vippede ørene mod spejlet hun stirrede ind i, midt i tronsalen. Hendes lange, lange man bølgede ned over gulvet, og guldet hoppen var beklædt med raslede let, da hun skridtede nærmere spejlet. Nej faktisk skridtede Laylis ind igennem spejlet. Sõnumitoojas føl var kommet til verden... Laylis havde derfor en del at holde et øje på. Men netop nu fandt hun det mest vigtigt at opsøge sin budbringer for første gang.
Det unge føl var trådt ud i vandet, da Laylis gik lige ind igennem spejlet. Hun dukkede op under Reins vand. Blot for at fange føllets opmærksomhed. Det var muligvis lettere, hvis Gudinden kom op af de gyldne og blå vand, med den magiske aura. Hun brummede stille og svømmede op til overfladen hvor hun roligt steg op - ganske tør - hun sprang op af vandet, næsten som en delfin. Forskellen var at Laylis landede på vandets overflade og fandt fodfæste. Med et sæt kaos øjne lagt i blide blikke kiggede hun på det sandfarvede føl... Det var alt for længe siden Laylis selv havde haft føl... Men ak! Hvor denne lille guldklump bragte minderne om dem tilbage. Fordi den lignede dem. Men den havde også taget sig godter fra dens kære mor. Hun skridtede ind mod bredden. Men stoppede langt før hun nåede den. Kunne hun invitere føllet herud? Hvis det gik ud nu, ville det i hvert fald ikke falde i vandet. Det ville give hende noget at tænke over. Laylis smilede roligt. "Jeg hilser Dem, du lille Budbringer." lød hendes mere kærlige stemme.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 14, 2013 16:13:15 GMT 1
Iris nåede ikke at bevæge sig ret langt ud i søen, før et sælsomt syn begyndte at vise sig.. Skikkelsen af en hest kunne efterhånden anes nede i vandet. Ja den var god nok, nede i vandet! Med store øjne og en mund der stod på vid gab, betragtede Iris forundret det syn der tog form foran hende. Hvordan hesten var kommet ned i vandet, vidste hun ikke, men Iris selv følte den største lyst til at gøre hesten selskab. Inden hoppeføllet dog nåede så meget som at tage ét skridt længere ud i søen, brød hesten gennem vandoverfladen, og med et elegant spring stod den nu oven på vandet, som var det blot almindelig jord. Uden tanke for, at det hun lige havde set, faktisk ikke burde kunne lade sig gøre, begyndte en glad latter nu at rumle i Iris, og kom ud af munden på hende som det fineste klokkespil. Hesten som nu tydeligt kunne ses var en hoppe, stod og kiggede med et blidt blik på det lille føl. At de to var i familie sammen, var dog noget kun den ene var bevidst om.
Som hoppen nu begyndte at bevæge sig ind mod bredden, og derved ind mod Iris, kunne hoppeføllet med stor fornøjelse se, hvordan noget af guldet fra søen, hang ved i hoppens hale. Mon det også ville gøre det, hvis hun hoppede ud i søen? Hoppen stoppede dog op, hvilket ærgrede Iris, der ellers havde set frem til at møde denne søhest. Hoppen smilede dog til hende, og med den fineste stemme der mest af alt lød som vindens hvislen gennem bladene på et stort egetræ, hilste hun nu på Iris. Ikke ved navn, men med ordet budbringer. Noget som Iris ikke selv forstod sig på, men det var egentligt også lige meget, for det hun lagde allermest mærke til, at var det kærlige tonefald. Med et stort smil om det mørke mule, og med skinnende øjne satte hun nu i skridt ud mod hoppen. At Iris rent faktisk gik på vandet, ligesom hoppen, var ikke engang noget hun lagde mærke til, så ivrig var hun efter at komme hen til den anden. For på en eller anden uforklarlig måde, følte Iris at denne hoppe ikke var en fremmede. Hun kendte hende, også selvom hun aldrig havde set hende før.
|
|
|
Post by Deleted on Sept 17, 2013 18:05:49 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Laylis kunne ikke andet end at betragte den unge hoppe med sine blide kaos øjne. Latteren der lød fra hende, fik Gudinden til at trække på sit smilebånd. Livet burde være sådan hele vejen igennem. Man burde få lov til at undre sig, nyde, le... Og glemme. Glemme alt man havde gjort, som man ikke var stolt af. Det mørkere sider der trykkede... De burde aldrig komme. Fra føl af burde man kunne se igennem mørket, og aldrig opleve dets dysterhed. Aldrig lade det påvirke én. Hvorfor tænke sådan når man hed Laylis - havde det perfekte liv i andres øjne - var Gudinde, og havde overgudens hjerte... Nok fordi hun i den sidste ende var en forræder. En forræder mod den familie hendes nye Budbringer skulle vokse op i. Muligvis fordi en del af hendes hjerte altid ville tilhører Flakezé. Hingsten hun forrådte, for hans egen far.
Laylis var ikke Gudinde for kaos uden grund. Og ej heller for Tiden. Det lå til hende, de kræfter hun havde fået. Ligeså vel som det lå til Helzlori at have djævlens pligt, og til Flakezé at elske ubetinget, skabe og være livsgivende... Hun brummede roligt mod føllet. Det var som om at Laylis ikke kunne skubbe sit forræderi langt væk i denne stund. Føllet mindede hende om hvilken forfærdelig ting hun havde gjort. Fordi hun savnede den tid. Den tid for 600 år siden hvor hun tog et valg... Forlod sine børn.
Den unge hoppe lod ikke til at mærke noget over at hun gik på vandet nu. Hun var dog bedårende... Lille stribet og med et udtryk der kunne blæse selv facaden af en hård hingst. Det store smil om den unge hoppes mule skar Laylis i hjertet. Hun så i et glimt hvordan Fermaz før i tiden - uden sine ar - havde smilet til hende. Aldrig skævt. Altid helt og større end man kunne se det nu. Hun kastede ganske kort med den lange lyse man, der bølgede ned over hendes ene side. "Unge du, Unge du. Hvad har de valgt at kalde dig? Fermaz og Jah-lila?" Laylis sænkede mulen og lod de funklende brunlige øjne betragte hoppeføllet.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 18, 2013 17:19:36 GMT 1
Da hoppen trak på smilebåndet ved lyden af Iris latter, fik det blot det lille hoppeføl til at føle sig endnu bedre tilpas.. Hun kunne godt lide, at få andre til at smile, hvilket var en tydeligt nedarvet egenskab fra hendes mor Jah-lila, som var noget af det mest glædestrålende og behagelige væsen der kunne gå på fire ben. Hendes mor havde dog desværre ikke så meget overskud for tiden til at glæde andre, da hun af alle kræfter blot prøvede at holde sammen på sig selv, for hendes føls skyld. Iris havde kun set sin mor i den svage tilstand, hun befandt sig i nu, og vidste derfor ikke, at Jah-lila faktisk var en ganske stærk hoppe. En svagere hoppe ville for længst være bukket under for Smeyes virus, men Jah-lila holdt stand. I hvert fald indtil videre.
Som hoppen nu svang sin silkebløde man til den ene side, så Iris nu hvordan guldet fra søen ligeledes havde fæstnet sig her. Det så så smukt ud, at hun helt gik i stå, og blot stod og gloede. Jah-lila var smuk i sin datters øjne, men denne hoppe nåede helt nye højder. Iris ønskede, at hun også engang ville komme til at stråle af skønhed, som denne hoppe gjorde. Da hoppen nu sænkede sin mule, og spurgte ind til, hvad Iris hed, svarede hoppeføllet med den største selvfølgelighed. "Irissia Asandi." Hvordan hoppen kendte navnet på hendes forældre, faldt ikke Iris ind at spørge hende om. Stille trippede Iris nu det sidste stykke hen til hoppen, hvor hun forsigtigt puffede til hendes mule, inden hun fuld af tillid trykkede sin ind til hoppens bringe. At Iris følte en samhørighed til denne hoppe, var der vidst ingen tvivl om.
|
|
|
Post by Deleted on Sept 19, 2013 14:35:57 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Det var som om at denne unge levende sjæl intet unormalt fandt i Laylis overhovedet. Hun reagerede ærligt og uden at ligge nogen facade på - ligesom et rigtigt føl burde gøre det - men hun var ikke sky, ej tilbageholden, og nåede slet ikke at blive mistænksom. Laylis fik det bedre af det. Men samtidig blev hun mindet om sit tidligere liv. Hun lo en perleblid latter da hoppeføllet stoppede og gloede. Laylis havde ganske vist en skønhed over sig. Men hvad var det de sagde... Udyret ligger lige under skønheden? Hm? Eller var det noget helt andet... Hun brummede roligt, da den lille svarede, fik Laylis en varm glød der kunne minde om når Flakezé vist og klogt så på andre i sine øjne. Irissia Asandi. Så hendes søn valgte altså i samarbejde - forhåbentligt - med Jah-lila at ære det ældgamle sprog? Og så med den betydning! Laylis var næsten æret. Frihedens Vingefang. Et smukt navn... Et navn denne unge hoppe kunne være stolt af. Ej mange blev navngivet noget på Proeliosk mere.
Iris kom til Laylis, puffede til hoppens mule og tillidsfuld uden mistanke, og skyhed, trkkede hun sig blot ind til Gudindens bringe. Det var ikke helt en overraskelse, for Laylis så tingene komme som oftest. Hun følte bestemt en frihed ved at mærke så lille og uskyldig en skabning. Beslutsomhden i hendes hjerte tog ved. Hun kunne beskytte denne lille hoppe fra Smeyés greb. Hun skulle. "Frihedens Vingefang. Irissia, hvis det ej har vakt dig en undren, hvem jeg er, vil jeg fortælle dig at jeg er din fars mor." Laylis følte sig på lige fod med nogen nu. For første gang i langt tid. Hun glemte de formelle udtalelser De og Dem. Pakkede dem væk, fordi hun engang aldrig talte således. Hun havde været en fri sjæl. Hun lod mulen glide prøvende over Iris lille ryg og nippede venskabeligt til hendes hofte.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 22, 2013 11:42:01 GMT 1
De mange forskelligartede følelser der gik igennem den smukke hoppe, var ikke noget det lille føl Iris bed mærke i.. Hun var i en rus af glæde over denne hoppes selskab, og var derfor ikke bebyrdet af de mange undrende tanker, som dette møde i sandhed ville bestå af, hvis hun havde været en tand ældre. Fuld af tillid til denne hoppe, nød Iris at mærke hendes varme krop mod hendes, og da et par blide kærtegn kom fra hoppen, brummede Iris blot muntert, inden hun selv nussede forsigtigt til hoppens bringe. Udefra ville dette møde mellem hoppe og føl for andre se ud som, var det blot mor og datter der havde en kærlig stund, og ikke en et første møde mellem to fremmede. Selvom Iris bar andre aftegn end Laylis, var hendes let gule, sandfarvede pels dog noget der rent faktisk var gået i arv fra Laylis gennem Fermaz. Og selvom det ikke var et møde mellem mor og datter, var det dog alligevel et familiemøde.
Da Laylis nu kommenterede Iris navn, følte det lille hoppeføl en underlig følelse dybt inde i hendes hjerte, da betydningen af hendes navn, blev sagt højt. Der var ikke mange der forstod proelisk, ja ikke engang hendes egen mor var bekendt med sproget, men dog havde fundet frem til navnet ved hjælp fra Fermaz. Et navn på proelisk var nærmest ladet med magi, og betydningen af det, var kun få forundt. At denne hoppe forstod, hvad hendes navn betød, fik blot Iris til at føle sin endnu mere knyttet til hende. Da hoppen nu røbede, at hun var Fermazs mor, dukkede der et eftertænksomt blik op i de rubinrøde øjne, for det betød jo, at hoppen var hendes "farmor!" Bekendtgørelsen blev sagt højt, som det gik op for hoppeføllet, hvem Laylis egentligt var.
|
|
|
Post by Deleted on Sept 22, 2013 16:55:53 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Laylis nød bestemt at være hendes barnebarn nær. Hun ville ofre meget for at være 'en del af familien' og kunne holde det. Hun ville se meget mere til sin søn, sine døtre og Adories familie ligeledes... Hvis hun kunne. Hvis der blev tid, og ro til det. Hun ville jo ej heller tegne et kort hvor en stærk rød plet bibbede og sagde: HER ER HALVGUDERNE! KOM OG SPIS DEM.
Hun smilede ved Iris eftertænksomme blik. De var i familie. De stod på vandet. Deres navne havde proeliosk betydning. Den ene var Gudinde, den anden ville blive Gudindens budbringer... På alle mulige ledder var dette et magisk og betydningsfuldt møde. Men der var for Laylis intet overnaturligt og videre guddommeligt i mødet. Hun var i familiens nærvær, og på vej til at bygge et bånd til sit barnebarn. Hvor meget mere almindeligt kunne det blive? "Det overrasker dig vel ikke?" hun forsøgte blidt at få føllet lidt i tale. Så... Skulle Laylis fortælle om Irissias livsopgave? Eller vente?
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 24, 2013 15:40:37 GMT 1
Erkendelsen af, at Iris stod her sammen med hendes farmor.. At hun rent faktisk havde en farmor, fik en masse glædelige følelser til at drøne rundt i den lille krop. At Iris familie faktisk var en hel del større end hun vidste, ville hun tids nok opdage. Nu var det opdagelsen af, at hun rent faktisk hørte sammen med denne smukke hoppe, det der optog Iris mest. Da Laylis nu spurgte ind til, om deres familiemæssige forhold overraskede Iris, måtte føllet lige holde en lille tænkepause. For havde det egentligt overrasket hende? Ja og så alligevel nej. Hvordan skulle hun forklare det? "Jeg.. Vi høre sammen, uden at jeg kendte dig." Det var måske ikke den bedste forklaring, men talens sprog var endnu ikke noget, som Iris var så stabil i, og selvom hun gjorde sig umage med at sige ordene rigtigt, så var hendes ordforråd endnu ikke det største. Iris havde dog følt en forbindelse til denne hoppe, lige så snart hun var dukket op af vandet, og det til trods for hun jo slet ikke kendte hende, ja aldrig havde så meget som set hende før dette møde i dag, og det var vel egentligt blot det, Iris forsøgte at udtrykke med sin lille sætning.
Forsigtigt strakte hoppeføllet sin lille mule så langt i vejret som hun kunne, i et forsøg på at røre guldet i Laylis man. Det glitrede og blinkede så smukt, at Iris havde svært ved at få øjnene fra det. "Bliver jeg også smuk?" Spørgende kiggede Iris nu ind i Laylis blide øjne, der trods sit kaosblik ikke gjorde Iris urolig. Det var jo hendes farmor! Og hvor ville hun gerne blive som sin farmor, lige så smuk og yndefuld.
|
|
|
Post by Deleted on Sept 24, 2013 19:00:38 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Selvfølgelig var hun ej endnu stabil i tale og sprog og formulering. Hun var endnu ung, og havde lots of time til at lære det ind og ud. Så længe hun blev beskyttet... Der ville jo altid ulme et mørke fra Smeyé over dette gen. Denne familie. De ville ikke kunne hvile i fred. Altid måtte de tænke på hvor let det var for Smeyé at lave et dødstød... Hvis de ikke blev beskyttet. Det var til deres held at Laylis og Flakezé var imod den store overguds ord. Hun puffede blidt til føllets mule og lo varmhjertet. "Ja Irissia. Vi høre sammen." hun vippede sine ører helt frem da Irissia rakte ud mod guldet i Laylis man... Og en lyst til at beære føllet med dens glitter og skønhed brusede frem... Ordene fik et alvorligt blik frem i Laylis øjne. Alle var smukke. Sådan havde hun set det engang.
"Irissia, du er smuk. Og den skønhed skal kun vokse..." hun så ind i hendes øjne. "Faktisk så skal du have en kæde af guld. Vinger. Et kig ind i himmelriget." hun kunne love dette. Det var forudbestemt. Og jo hurtigere opgaven kunne falde over hende jo bedre. Men Irissia skulle være klar og vide hvad det betød.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Sept 26, 2013 17:21:46 GMT 1
Som Laylis nu puffede blidt til Iris, mens en varm latter lød fra hendes strube, gik der ikke længe før Iris egen lyse latter kunne høres i samklang med hendes farmors.. Endnu havde Iris intet ondt mødt i sit forholdsvis korte liv, og en livsglæde med let til latter fyldte derfor det stribede hoppeføls hjerte. At hendes liv muligvis hang i en tynd tråd, kun beskyttet af den mur der bestod af Laylis og Flakezé, var ikke en kendsgerning Iris var bekendt med, og derfor følte hun endnu ingen byrde, som kunne tynge hende ned. I øjeblikket nød hun blot det faktum, at hun stod sammen med hendes smukke farmor, på en sø der tilsyneladende var frossen, og derfor kunne holde dem begge oppe. Da Laylis nu samstemmede i, hvad Iris havde sagt om, at de hørte sammen, kunne det lille føl ikke lade være med at lave et par underlige rejehop til siden, af ren og skær glæde. Hvis Laylis nogensinde skulle komme i tvivl om, hvordan kærlighed var, skulle hun blot opsøge sit barnebarn, der allerede nu elskede sin farmor betingelsesløs.
Efter at have fjantet rundt i sin glædesrus, var Iris atter på plads ved siden af Laylis, hvor hun blidt nippede til hendes skulder, inden blikket atter blev vendt mod Laylis, som med et alvorligt tonefald fortalte, at Iris var smuk. Det var dog ikke noget der helt overbevidste det lille hoppeføl, der muligvis blegnede lidt, ved siden af Laylis, som ganske enkelt udstrålede skønhed fra alle ender og kanter. Ordende glædede dog alligevel Iris, der følte sig stolt over, at hendes farmor synes hun var smuk, og mente at hun kun ville blive kønnere, som hun blev ældre. Dette var dog ikke det eneste, Iris skulle komme til at glæde sig over, for Laylis fortsatte, og fortalte nu, at Iris ligeledes skulle få sig en guldkæde, vinger og et kig ind i himmeriget. Et kæmpe smil bredte sig nu på den lille mule, og i lang tid var Iris helt stum af glæde. Til sidst fik hun dog presset et enkelt forventningsfuldt ord ud. "Hvornår?"
|
|
|
Post by Deleted on Oct 17, 2013 19:24:52 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
At Irissias latter blandede sig med Laylis egen, gav hende ganske kort den fornemmelse af virkelig at have en familie, som hun savnede. Hun ville ønske at de kunne ses alle sammen på én gang. Adorie, Lillye, Fermaz og deres familier... Det kunne være så fuldendt. Så perfekt. Men også et rod. Hun måtte holde styr på kaos og tid. Hun kunne aldrig mere skabe familie møder. Ikke deltage i sine børns liv. Ikke være der for alle sine børnebørn. Ville hun overhovedet det? Der ville gå nærmest ingen tid... og så ville familien vokse noget så voldsomt. Nu hvor både Adorie og Fermaz havde en gnist i livet.
Laylis betragtede med levende øjne Irissias livsglæde da hun lavede sine rejehop. Laylis selv snurrede roligt og sikkert en runde omkring sig selv, med den lange man, dalene omkring sig. Guldet klirrede let, og vandet plaskede let, som når man trådte i en lille vandpytte. Hun brummede, og nippede tilbage da det unge føl nippede i Laylis skulder. Hun mærkede forventningen og glæden i Iris. Og vippede ørene roligt frem. Hvornår... Se det var det store spørgsmål. "Jeg tror du ved det når tiden er der, Irissia. Du skal opfylde en værdig opgave. En opgave i et tæt samarbejde med Jeg selv." hun puffede til føllets mule med et lille smil.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Oct 22, 2013 17:12:48 GMT 1
De tre ord som Laylis havde nævnt, guldkæde, vinger og himmerige, var ord som Iris ganske vidst forstod, men måske ikke til fulde.. Føl var ikke så fremadseende, som når de blev ældre, og derfor spekulerede Iris da heller ikke nærmere over, hvad det mon kunne være for en opgave, som hendes farmor snakkede om. Hun glædede sig nok nærmere til, at ville skulle se mere til sin farmor i fremtiden, og at hun måske, kun måske ville blive lige så smuk som hende. Og vingerne, åh hvor skulle det blive sjovt! På nuværende tidspunkt, forstod Iris ikke, hvor meget frihed sådan et par vinger betød, og hvor mange der ville komme til at misunde hende, men det skulle hun nok komme til med tiden. Stadig med de tre nærmest magiske ord svævende foran sig, kiggede Iris forventningsfuld op på Laylis. "Skal du så flyve med mig?" Det var tydeligt at se på det drømmende blik i de rubinrøde øjne, at Iris var langt væk i en drøm om, hvordan hende og hendes farmor skulle lege tagfat deroppe mellem de hvide skyer, som mindede så meget om bløde vattotter.
Da Laylis nu fortalte, at Iris selv ville vide, hvornår tiden var inde, fik disse ord det lille hoppeføl til at ligne et stort spørgsmålstegn. For hvordan skulle hun dog vide det? Var det ikke nu? Men hvornår så? Det ville hun selv vide.. "Men," Iris nåede dog ikke at sige mere, for hun vidste ikke rigtig, hvordan hun egentligt skulle forme sit spørgsmål. I stedet valgte hoppeføllet nu at læne sit hoved ind mod Laylis mave, mens et eftertænksomt blik i de røde øjne vidnede om, at føllet var dybt inde i sine egne tanker.
|
|
|
Post by Deleted on Nov 9, 2013 18:26:46 GMT 1
Laylis We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.
Laylis var levende. Levende i sit sind, og sin sjæl. Men død. Død i hvem hun var blevet. Hun prustede stille ud, og trak vejret dybt derefter. Alt der betød noget var fortid, fremtid og nutid. Tid og kaos kunne meget vel hænge sammen, og verden lå ikke som mange troede det. Snart ville mørket hærge i proelio. En stund ville alt blive total mørke... Alle ville blive påvirket. Hun lyttede til Iris ord og smilede trist. "Måske en dag, måske en tid. Men ej evigt og ej altid." hun slog med den lange hale, og hævede sit ædle hoved med mod på den verden der kom, da Iris sagde men. Laylis havde nu mødt Irissia Asandi. Hun havde påtaget sig ansvaret for føllets overlevelse, og givet det en livsopgave. Hun kunne ej gøre mere. Opvæksten ville forløbe, og efter den, ville Irissia måske vide sig sikker på at hun var klar. Laylis strøg mulen over hendes ryg. "Kan du selv finde hjem, min skat?" Laylis lod en lille vind danse omkring dem. Hun var klar til at forsvinde igen. Et større ansvar hvilede på Tidsgudindens skuldre.
In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Nov 10, 2013 12:33:54 GMT 1
Da Laylis blide stemme nu lød, kiggede Iris op på hende, med et forventningsfuldt blik.. Svaret det lille hoppeføl fik på sit spørgsmål, var dog en anelse forvirrende. Hun valgte dog at tage til takke med, at de en dag ville flyve sammen, det andet var alt for uoverskueligt at forstå, i hendes lille hoved. En dag var også godt nok, for så vidste Iris, at hun en dag atter ville se sin farmor. At hun ville komme til at have mere kontakt med sin farmor end hun overhovedet kunne forestille sig, grundet den vigtige livsopgave som budbringer Laylis havde givet hende, var dog ikke noget som Iris var bevist om. Noget det lille hoppeføl dog var bevist om, var at hendes farmor snart skulle til at forlade hende. Hvordan Iris vidste det, kunne hun egentligt ikke forklare. Måske var det fordi hun ubevidst, tolkede de signaler som Laylis sendte, om at hun var klar til at tage af sted. Lige meget hvad det var, så følte Iris tydeligt, hvordan skuffelsen fyldte hende. Hun havde ikke lyst til at skulle tage afsked med sin farmor! Desværre var det ikke noget, som det lille føl var herre over, og da Laylis nu spurgte, om hun selv kunne finde hjem, blev det blot til et lille nik. Hurtigt pressede Iris sin lille mule imod Laylis til afsked, inden hun med et par hurtige spring atter var inde på bredden igen. Her vendte hun sig om, for at få et sidste blik af sin farmor.
|
|