Laylis
We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.

Gudinden brummede mildt og trykkede ligeledes mulen mod Irissias i en afsked. Så betragtede hun med blide øjne da Irissia forsvandt ind på bredden igen. Hun blinkede med sine rødbrune øjne og forsvandt i et svagt lysglimt. Tilbage til pligten i Himmelriget.

/Out


In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.

Iris havde næsten ikke nået at vende sig om, før Laylis med et svagt lysglimt atter var forsvundet.. Det stribede hoppeføl følte sig ganske sørgmodig, som hun så sin farmor forsvinde i de blå, men alligevel var der et smil som prydede hendes sorte mule. Der ville ikke gå lang tid, før de sås igen, det var hun sikker på. Og med et sidste blik ud over søen Rein, vendte Iris nu mulen hjemad mod sin mor og sin tvillingebror.

//Out..