|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 15:28:58 GMT 1
Gaizka Calanthia - Though it might be just too late...
Sammenbidt vandrede en ung, viljestærk sjæl intenst videre frem gennem skoven. Det var håbløst ser du - hun klemte sammen bagi og forsøgte desperat at kunne udsætte sin fødsel... bare 1 time til! Så skulle hun nok finde Athena... Det var ulideligt at kæmpe sig videre på de små spinkle ben i en febrilsk søgen efter trygheden. Den eneste hun havde lyst til at være sammen med nu. Hendes moder. Den stålgrå pels - hun kunne næsten se den for sig - den røde, røde man... Hvor var hun? Gaizka turde ikke vrinske, det ville vække opmærksomhed, og hun kunne ej have at andre kom rendende. Hun skulle give liv til noget hun ej selv havde valgt. Men uønsket skulle det aldrig føle sig. Gaizkas egen moder var et uønsket føl. Man fortjente en chance fra sin mor, selvom det ikke var planlagt. Sådanne en holdning hade Gaizka i hvert fald. Men det var måske for sent nu. For sent... Hun skulle have søgt efter sin mor allerede da hun synes at fornemme der var noget anderledes i gære i morges. Men så var det kommet så pludseligt. Og nu... Nu faldt den lille hoppe sammen i knæene under et a de nøgne træer med det spøgelsesagtige skær. Kunne hun? Kunne hun vrinske efter Athena?
Gaizka kunne ikke holde sig sammen mere. Hun slap alle spændingerne og vandet gik først og fremmest. Veerne kom til hende som en smerte der oparbejde sig vej frem indefra. Hun lagde ørene og stønnede hjælpeløst... Tanken steg hende til hovedet. Kunne hun vrinske? Hun ville ikke være alene! At være alene føltes netop nu som at dø. Som at gå døden i møde... Hendes øjne blev en anelse mere forpinte og desperate, inden hun vrinskede tøvende efter sin mor... Hun vidste hvordan dette var. Hun kunne guide den arme hoppe der ikke vidste ud og ind. Klemme? Ja hun måtte klemme ikke sandt? Så Gaizka begyndte at lade instinktet der skreg tage over. Hun pressede af alle kræfter og forventede snart at kunne føle føllet på vej ud... Det skulle ud nu...
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 15:45:07 GMT 1
En uro fangede det lille føl. Han havde ligget trykt i sin moders mave i 11 måneder nu og nu kunne han mærke noget ske. Han vidste ikke hvad det var og tænkte genereelt ikke tanker, som ville kunne forstås af andre end ham selv. Han følte. Han følte føelser som en den uro nu og en spirrene spænding. Han havde følt denne spænding i den sidste tid. Han mærkede i sit blod, hvordan noget ændrede sig. Følte i sine lemmer, hvordan noget ændrede sig. Han kunne dog ikke høre noget. Han kunne ikke høre sin mor, og heller ikke hvordan hun vrinskede efter hans mormor. Han vidste heller intet om det lille drama, hans fødsel havde sat gang i hendes liv. Intet om sin faders ugerninger, overgrebet på hans mor og det forfærdelige, der var hændt den blinde Diablo. Intet vidste han...
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 16:28:14 GMT 1
Gaizka Calanthia
Gaizka havde nu sendt sin søgen ud. Men besvaret var den ikke blevet. Der var ikke mere tid at hente. Som det gik op for den lille hoppe at hun var tvunget ind i at være alene i denne stund kom et viljestærkt blik frem i hendes vilde forpinte øjne. At være datter af Dementer bragte nogle gode ting med sig. Styrken tila t kæmpe. En styrke hendes mor længe havde manglet. Den levede i Gaizka, og intenst rettede hun sine ører frem. Hun kunne godt... Uden at vide hvordan og uden at have nogen form for hjælp. Hvorfor havde hun forladt sin mor sidst hun så hende? Gaizka prustede hårdt ud som sved begyndte at pible på hendes pels. Pres! Tænkte hun og klemte sine øjne i, strak halsen desperat frem og klemte alt hvad hun overhovedet kunne. Instinktet sagde pres. Så hun fulgte det. Det var nturens gang og livets cirkel. Det lå i alle levende væsner, også i hende. Så hun kunne gennemføre. Selvfølgelig kunne hun det! Da hendes øjne lukkedes op igen var hun mere end viljestærk. Hun var ivrig efter at få det overstået, i en begyndende viden om at det ville redde hende fra at smerte mere. Hun klemte atter, og slog halen bort og begyndte at mærke føllet trænge ud. Bare det ikke var orange... Så kunne hun leve med et smil... Hun lukkede atter øjnene og så gled det ellers mere og mere ud af hendes dirrende spændte krop. Kom så Gaizka! Hun hørte sin egen stemme. Forsøgte at se positivt på livet, og høre andres stemmer for sig. Diablos... Passe på hende. Dem. Os. "Dig og mig, lille skat." hviskede hun. "Han passer på os." sagde hun intenst til sig selv og så. I et sidste klem synes alting at være ovre. Forpustet stoppede alt pres og spænding i hendes spinkle krop der atter bar sin almindelige form... Hun havde født. Hendes øjne blev klarere og fyldt med sejr. Hun var ikke død. Hun var ung, dumdristig, gemte på så mange ting. Men hun var i live. Det var som om at 'Nattens Prinsesse', pludselig forstod nogle flere ting omkring sig selv og sine ønsker. Hun kunne sejre. Vinde...
Så hævede hun hovedt og lagde sig op. Hendes øjne fangede i første omgang ikke føllet. Det var nattesort som hende selv, men dens ansigt og manpagt gjorde at hun fik sine øjne op for den. Det var en hingst. Hun trak vejret dybt. Et svagt smil bredte sig omkring hendes læber. Så rejste hun sig op, og mærkede en styrke tage til igen. Det var overstået. Nu kom den del af det, hvor hun var nødt til at være stærk. Meget stærk. Ikke flere tåre, og ikke flere tegn på forpinthed. Hun vendte sig om til føllet, lod mulen glide over det og slikkede så hinden bort... Hendes søn. Og den ære skulle han bestemt leve op til ikke? "Lille Milagro. Du må leve op til dit navn. Bliv et mirakel. Bliv et mirakel." sagde hun tyst og slikkede hans pande. Hendes øjne funklede af styrke og mystik... Noget opstod i hoppen netop nu.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 18:15:59 GMT 1
Athena
Athena befandt sig selvfølgelig i Kanto. Den skov var blevet hendes hjem og tilflugtsted efter mange, mange ensomme dage... Dementer var atter borte, men hvorfor? Hvorfor skulle hun trives med at måtte leve uden ham.. Når han så blidt havde insisteret på at han var tilbage for at blive? Hendes hjerte slog knuder over det. Men hun var blevet stærkere var hun ikke? Hun lå netop og halvsov. Det var måske derfor at vrinsket i første omgang føltes drømmeagtigt langt væk for hende. Men så lukkede hun langsomt øjnene op som hun begyndte at vågne... Vrinsket. Det havde ikke været i hendes drøm. Det var Gaizkas vrinsk. Og som altid var Athena obs på hvordan hendes datter lød. Det var tøvende. Med en desperat tone og bestemt et opsigtsvækkende ét for Athena. Hun for op på sine spinkle ben, og blinkede med sine øjne. Hun var for langsom.
Men lyden ekkoede i hendes hoved. Hvor langt tid var der gået?... Gaizkas føl? Athen svarede langt om længe vrinsket, velvidende at Gaizka nok ikke ville nå at få hendes hjælp... Så satte hun afsted i galop over en bakketop og videre gennem den spøgelsesagtige tågede skov. Hun prustede irriteret over sig selv, men holdt gang i benene, og koncentrede sig om at nå Gaizka. Duften af datteren hang i hendes næsebor og da hun fandt færten fulgte hun den. Velviddende at der allerede duftede af fødsel. Hun brummede.... Skyndte sig. Hendes ører vippede frem. Mellem træerne og de levende blomster i fortyllende farver der var i skoven netop her - det var Athenas yndlings sted så det undrede hende ikke at Gaizka var søgt hertil - fik hun øje på sin datter. Men hun stod allerede op igen. En klump lå på jorden og Gaizkas intense øjne funklede. Athena standsede op og skridtede langsomt hen til sin datter. "Gaizka... Jeg er ked af jeg ikke nåede til dig." men hun kunne se at det var gået. De levede og hun havde det godt... Athena smilede svagt. Hun vidste hvordan det var at være uønsket. Men Gaizka havde sagt at hun på ingen måde ville lade føllet i den tro at det var uønsket. En smuk tanke.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 19:20:53 GMT 1
Føllet, den sorte Milagro, lå blot og lyttede, da han mærkede han bevægede sig. Langsomt, stødvis. Snart stikkede hans forben ud af hans moder og han mærkede hvordan vejen foran ham banes, da hun flyttede sin smukke røde og hvide hale. Snart var hans hoved med ude, men trække vejret kunne han ikke for den voldsomme fosterhinde, som lå over ham. Den havde beskyttet ham indtil nu, men var nu blot en gene, der kunne afslutte et nyfødts føl kort tid efter det fik livet. Det gik stærkt. Hans mor havde fundet sine instinkter og nu gik det let for hende. Da endelig hans lille rumpe var kommet ud, gjorde han et voldsomt spjæt i den lille krop, som medvirkede til han lige pludselig bare faldt ud af sin moder. De små forben dirrede og kort tid efter fødslen spjættede han allerede voldsomt med de kraftige ben. Han havde ikke hovskæg, men hans ben var alligevel godt massive og han var en tung hest. Et stort flot føl. De røde øjne slog op og så ind i et par 2 farvede, hans mors. Han vrinskede forsigtigt. En spæd lyd, som kun kunne tilhøre et meget nyfødt føl. Hun talte med lyde, han ikke forstod. Kluntet forsøgte han at rejse sig. De kraftige, lange stænger blev samlet under hans krop, inden han forsigtigt løftede sig op og stå. Alle 4 ben dirrede af anstrengelse og snart gled de også ud til siderne! Nej hvor var det dog svært! Han stod et øjeblik, som en giraf ville gøre det, når den ville drikke - benene godt ud til siderne. Han havde et smil på læberne, der dog straks blev erstattet af et overrasket udtryk, da alle benene lige pludselig bare gav efter under ham og han ramte med et blødt bump græsset. En forvirret og ulykkelig klynkelyd kom fra ham. Han bemærkede ikke en gang den nytilkommene hoppe, som lignede hans mor så meget...
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 19:52:04 GMT 1
Gaizka Calanthia
Gaizka hørte hovslag... Hun havde ikke opfanget vrinsket der var kommet som svar fra moderen for lidt siden, fordi hun havde været i anstrengelser og koncentration om at fole. Men nu hvor han var ude. Nu hvor der kunne komme en rolig smertefri stund hørte hun de velkendte hove mod jorden. Gaizka brummede. Hendes mule berørte hendes føl som han kom med sit vrinsk. Det lød så utroligt ... nyfødt? Kunne noget lyde yfødt? Hun smilede skævt. Han mindede hende ikke for meget om Fuego. Han mindede hende mere om hende selv. Om hendes far og mor. Hendes familie. Resten af ham var der, men det ville hun ikke hængte sig fast i. Så hun hævede hovedet da han ville på benene - bange for at gøre en fejl. Men han var så usikker... Lille og skrøbelig. Kunne han falde hvis hun ikke hjalp ham? Irgh... Hun nåede jo knap nok at tænke det før hans smil forsvandt og han faldt på benene. Gaizka så med usikre øjne på ham. Indtil Athenas stemme lød og hendes hovslag standsede ej langt fra Gaizka.
"Mor!" var alt hun kunne sige og hun vippede ørene. Stadig foregik der noget dybt under hendes skind. Et valg måske? Noget der ville have betydning... Gaizka lagde mulen mod føllet og forsøgte at hjælpe ham med at komme på benene igen. Han skulle die. Så meget var hun klar over. Hun betragtede sin mor og nikkede med hovedet for at få hende nærmere. "Jeg har altid klaret mig på den ene eller anden måde." sagde Gaizka så... Det var jo gået. Hun havde jo gennemført.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 19:58:46 GMT 1
Athena
Athenas øjne hvilede på føllet et langt øjeblik... Ikke fordi hun ville hade det og dens far. Mere fordi... Hun vidste det ikke. Det var mest af alt fordi Athena ikke følte at Fuego havde gjort nogen synderligt god gerning, og så med hendes datter. Altså... Athena havde godt kunnet lide ham. Men kunne hun stadig det? Var der en snert af den følelse tilbage hun havde fundet ved deres første møde? Det var ærgerligt. For han var ikke noget hun vill ebruge mere tid på. Han var en ussel, modbydelig, idiotisk, gennemsyret syg og ikke mindst egoistisk hingst. Hun trak på et fnys. Så så hun på Gaizka. Føllet var velkomment i familien. Såfremt det ikke havde kontakt med sin far... Selvfølgelig ville det også da blive accepteret... Men Athena ville ikke bryde sig om at de skulle se mere til den røde hingst. Hun brummede ved Gaizkas ord og hendes tegn til at komme nærmere.
Athena var ikke den største føl dame. Hun havde længe spekuleret over føl. Men fået et havde hun mere eller mindre ved et spil af forelskelse i den hingst hun elskede. Men det var ingen fejl. Gaizka var ønsket. Ligesom den lille her skulle blive det. "Du har din fars styrke." sagde hun stille og standsede på datterns side - den side føllet formentligt ikke ville søge til da den var længere væk end den anden -. Hun strøg mulen over hendes fugtige pels. Gaizka var noget særligt. Et eller andet sted dybt derinde var der noget dyrebart selv den klogeste hingst aldrig ville kunne forstå.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 22, 2013 20:29:12 GMT 1
Milagro fik atter stablet benene ind under sig. Han fik det ene forben stablet op, og dernæst det andet. SÅ kom det til bagbenene, som han også fik med med en lille viften med den lille hale. Han vippede forfærdeligt meget. Det var så svært! Når han havde styr på det ene ben, gled det andet. Sulten rungede i hans mave. Kaldte ham mod sin mor. Han vippede usikkert hen mod sin mor, med små skridt. Bange for at falde igen. Da endelig morens mave og det eftersøgte punkt, hendes dievorter, kom frem, glemte han helt sin forsigtighed. Han sprang let et spring frem og de små tænder nåede lige at få fat i den ene opsvulmede brystvorte, inden den hurtige bevægelse blev for meget for ham og benene næsten viklede sig ind i hinanden. Så han han der, næsten i knæ og desperat med mulen mod hendes dievorte. Han kunne ikke nå, men forsøgte desperat. Dievorten gled langsomt ud af de små tænder. Det måtte gøre frygteligt ondt på den stakkels mor, men føllet tænkte ikke så langt og gjorde det ikke med vilje. Da hans tænder gav slip fra hendes opsvulmede yver, sprøjtede en lille mængde mælk ud og han skyndte sig at slupre mælken om sine mundviger, med sin lille tunge. Forsigtigt kom han på benene. De lange ben havde ikke taget synderligt skade, udover en større flænge på 3 centimeter på højre bagben, der fik en tynd stribe af blod til at løbe ned af hans ben, efter de små skarpe hove. Denne gang var han mere forsigtigt og ledte forsigtigt efter den længe ventede patvorte. Han slurprede mælken i sig med hurtige træk i den, nok i forvejen ømme, brystvorte..
|
|
|
Post by Deleted on Aug 23, 2013 16:18:23 GMT 1
Gaizka Calanthia
Hun smilede da moren kom tættere på og svarede. Fars styrke... Det havde Athena sagt før. Athena vidste at Gaizka havde noget der brændte langt inde bag det ydre. Noget der kunne hamle op mod den forpinthed der fulgte med hendes personlighed, og som kunne sørger for at hun aldrig ville bukke sammen som Athena havde gjort det så ofte. Gaizka bed sig selv i undderlæben, og støttede bedst muligt føllet som han kom på benene igen. "Mor... Han hedder Milargo. Det betyder Mirakel." sagde hun så, og betragtede sin søn som han søgte frem i små skridt. Men disse glemte han hurtigt. For han sprang frem som om han vidste hvor han skulle hen og Gaizka kunne ikke lade være med at smile forsigtigt over det. Se i modsætning til Athena, så var Gaizka måske en der fandt føl bedårende og søde. Hun ville gerne bruge mere tid på føl... Ville hun ikke? Hun brummede stille. "For han fortjener at blive et mirakel." hun strøg ham over bagparten, så ille og blød. Men så fik han jo altså fat i hendes bryst, og han fik sine ben viklet sammen og gik næsten i knæ. Det sved ganske vist og et frygteligt øjeblik blev hun mindet om den røde hingst. Hun bed tænderne sammen for ikke at losse med det ene bagben. Det var ikke hans skyld. Hun skulle have støttet ham noget mere. Så mistede han langsomt grebet. Hun trak vejret dybt og prustede kort da han slap helt. Han kom så forsigtigt op på sine ben igen, og hun puffede opmuntrende til hans hale. Det var ikke hans skyld... Det var ikke hans skyld. Hun så tilbage på sin mor, som han gav sig til at die ordtenligt. Meget bedre... Hun vendte så mulen mod sønnen igen. Havde han slået sig? Hun stødte på den lille flænge i hans højre bagben... Det måtte vaskes nåede hun at tænke.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 23, 2013 16:24:18 GMT 1
Athena
Athena lyttede atter til sin dattes ord. Milagro. Mirakel? Det lød på mange måder mærkeligt at kalde et uønsket føl for et mirakel, gjorde det ikke? Men Athena kunne knap være mere stolt af sin datter. Hun havde et hjerte af guld måtte man sige. De næste ord fik et smil til at træde skarpt frem på Athenas læber. Hun havde en familie her, selvom Dementer var rejst bort. Hun kunne leve her, være her for dem. Og falme i ensomheden resten af tiden. Hun nulrede Gaizkas pels et øjeblik. "Og et stort hjerte har hun også." sagde hun med en moderlig og blid stemme. Hun var ikke forpint her. Ikke med sin datter. Hun mindede om Dementer, mindede om Athena. Men hun bar noget selv. Noget unikt ingen af hendes forældre havde. Og det var hendes alene.
Athena måtte kigge over ryggen på Gaizka for at se hvad der foregik, for Gaizka bed sine tænder sammen og fik et udtryk i øjnene der mindede Athena om den dag hende og Fuego var troppet op i skoven. Athena så føllet der desperat forsøgte at få mælken og komme ordtenligt på benene igen. Men han slap også igen. Men hvor måtte det også have gjort ondt. Athena strøg den lettede datter over halsen da det gik bedre igen. "Kom han noget til?" spurgte hun da Gaizka vendte mulen mod sin søn igen. Athena stoppede ikke med at køre mulen over datterens pels.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 23, 2013 18:28:15 GMT 1
Da han endelig havde stilt sin tørst, så han på sin mor. Undrene fulgte han sin moders blik og opdagede det lille sår. Sikke en gang! Der løb mælk ud af hans ben! Han sammenkoblede den flydene konsistens med den væske, han netop havde drukket - det kunne vel ikke være andet? Forsigtigt gled han mulen mod det lille sår. Den spinkle ryg dannede en buge for at nå det blødene sår. En dråbe af blod sad på hans mule og spillede sammen med resterne af fostervand og blod rundt på hans sorte krop. Han nikkede overrasket med hovedet og prøvede at ryste det af sig. Sikke underligt det var! Det kom fra ham selv.. Han prustede nervøst og lod sin lille tunge glide over såret, for at teste dets smag. En metalisk smag bredte sig i hans mund. Han kendte ikke ordet, men forstod hurtigt at det ikke var det samme som mælken. En rynken fandt hans mule.. Han var i tvivl om smagen fandt ham vel.. Men alligevel flemrede han og afslørede et par stærke, tandløse gummer. Han bukkede sig ned for at drikke mere. Finde ud af om det var en smag han kunne lide.. sikke underligt det røde mælk var! Smagen var både anderledes og alligevel lignede de hinanden... på en måde.. Men undersøges skulle det!!!!
|
|
|
Post by Deleted on Aug 27, 2013 17:06:01 GMT 1
Gaizka Calanthia
Et stort hjerte? Gaizka følte sig både lille, ubetydelig og dum. Men der var alligevel noget i Athenas ord der var sandt. Hvilken hoppe blev tvangsbedækket, tog sig styrken til at kalde det for et 'Mirakel' og samtidig besluttede sig for ikke at lade føllet vide besked om at det var højst uønsket. Gaizka var ikke sikker på det. Andre ville måske tage samme beslutning. Hun smilede skævt og nød sin mors nærvær. Det var utroligt rart at have hende her. Milagro blev færdig da Athena spurgte om han var kommet noget til. Ja. Ja en lille rift på sit bagben. "Han har en rift i bene..." Gaizka tav da hun så sin søn stikke mulen hen til såret... Han var ganske nyfødt og kunne umuligt vide hvad det egentlig var. Så Gaizka - selvom hun blev ganske chokeret og igen mindet om Fuego - trak vejret dybt og holdt en boblende irritation i sig. Han var lille, uskyldig. Uvidende. "Du bløder Milagro." sagde hun stille da han smagte på det. Rynken fandt hans mule.
Gaizka puffede forsigtigt til ham. "Kom med." sagde hun og satte i bevægelse mod den lille flod der flød gennem Kanto. Hun var sikker på føllet ville følge med hende af instinkt. Han kunne ikke blive her alene.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 27, 2013 17:19:31 GMT 1
Athena
Hun stoppede med at bevæge mulen over Gaizkas pels som datteren svarede. 'Han har en rift i bene...' mere nåede Gaizka ikke at sige for hun blev optaget af føllets handlinger. Athena puffede forsigtigt til Gaizkas man og skridtede så lidt frem for at studere Milagro. Hun vippede med sine ører og fik et dystert skær i sine øjne et øjeblik. Men føllet var total uvidende om hvad det rent faktisk foretog sig. Så Athena kunne intet bebrejde ham. Hun lyttede til Datteren. Sproget skulle nok komme til den unge hingst, Gaizka kunne godt snakke ganske meget når hun var 'alene'. Athena betragtede datteren som hun satte bort. Kort skimtede Athena rundt for sig og hendes hjerte slog i længslen efter at se Dementer mellem træerne. Hun lukekde så øjnene og fulgte beslutsomt med den lille del af sin mage som hun havde.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 27, 2013 20:44:50 GMT 1
Milagro prustede og næsten hoppede med sin mor, da hun gik mod den lille sø - hvor skulle de nu hen??? Et stort smil sad på hans læber. Såret blødte stadig og forhindrede ham i at spurte af sted. Han rystede den lille man. De 3 rødmanede heste gik nu ved hinandens side. De 3 generationer. Faktisk lignede både den fremmede og hans mor hinanden, mens han selv skilte sig mere ud med benstriber og en rød hale, der endte ud i orange. Han pustede let en vildfaren hårtot væk fra de røde øjne, imens han betragtede den fremmede hoppe og hans mor. Han følte hun hørte til i hans synsfelt og studsede ikke mere over det.
"Miiia"
Hvinede han let, da den lille flod dukkede op i hans synsfeldt.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 29, 2013 7:56:55 GMT 1
Gaizka Calanthia
Hun trak på et smil - ganske svagt - da Milagro satte efter hende uden at tøve. Se dét føltes rart. Det føltes rigtigt. Hun så ganske kort mod sin mors ansigt, og måtte vippe ørne svagt og se bort igen. Athena... Hun savnede Dementer. Far... Far som var borte nu. Evigt og altid. Han havde været der i starten, fra begyndelsen, og hun elskede ham ubetinget. Ubetinget fordi han var så flyvsk. Det kunne hun vel og mærke også selv være. Men i visheden om at hun havde en halvsøster her i landet, og at det i første omgang havde været hende far havde holdt vågent øje med. Hun gøs. Det var ubehageligt. Ubehageligt at tro han bare ledte efter denne halvsøster i stedet for at værne om sin familie. Og se hvordan det tog på Athena! Mor. Nu vidste Gaizka hvordan kærlighed kunne føles. Og at miste den kunne hun ikke tænke sig til.
Hun blev afbrudt af sine tanker da Milagro hvinede og hun måtte smile igen. Hun så mod sin søn og forsøgte at se alt det lyse der skulle ske. Alt det hun håbede ville blive til virkelighed. Uden skrammer, uden sår. I sjælen og i hjertet. Hun ville ikke blive forpint. Hun så mod floden og slog roligt med halen. Så kunne hun også lige dyppe sig... Fostervand og blod klistrede sig også om hende. Hun standsede bed breden. Det var ikke nogen gigant flod, og strømmen var ikke så stærk her. Det var et roligt sted. Hun trådte ud i det blanke kølige vand og satte hovene sikkert på den stenfyldte bund. "Kom her, min dreng." sagde hun og så ganske kort på sin mor, hvorefter hun koncentrerede sig om sønnen.
|
|