Athena


Athena forsøgte blot beslutsomt at ligge minder om Dementer bag sig lige nu. For at være til stede med sin familie. Men hele tiden, kunne hun ikke stoppe med at tænke : Han skulle have været her. For hans datter. Hun har også brug for ham. Han går glip af øjeblikke i hendes, i mit liv, som han aldrig kan få igen. Vigtige øjeblikke. Nyt liv.
Athena brummede stille og forsøgte stadig beslutsomt ikke at lade det skinne igennem i hendes øjne hvad hun virkelig følte. Hun standsede ved bredden, og betragtede sin datters blik mod hende. Athena smilede opmuntrende og blidt. Moderligt. Hun gik i knæ og lagde sin spinkle krop ned, for at betragte hendes familie.

Milagro stoppede et øjeblik overrasket op, da han kom til vandet. Han tog mulen ned til det og løftede det hurtigt i en flehmren. Sikke vådt det var! Hvad var det??? Han hvinede overrasket, da en lille bølge fra Gaizka gik ud i vandet, ramte de små hove. Det var efter ham! Han skreg og skyndte sig at løbe lidt længere ind på land. Han prustede og opdagede sin mor ude i vandet. Hvordan turde hun? Han ville gerne ud til hende, men vandet skræmte ham altså også en del! Han lukkede øjnene og åbnede dem så. SÅ hurtigt ud! Ik løb tilbage! Du skal! Hans mor kaldte på han, og han prustede skræmt og hoppede så ud i vandet. Nej hvor koldt! Det lukkede sig om ham. Han hvinede og slog hårdt med benene. Åhh nej der var vand om ham! Vandet gik kun til lidt under bringen, men alligevel! Der var vand! Dog vænnede han sig hurtigt til det og de stramte muskler slappes lidt.

Gaizka Calanthia


Gaizka betragtede med en svag munter latter sin søn over hans reaktioner på vandet. Hun betragtede ganske kort sin mor, men blev optaget af Milagro igen. Han hvinede og skyndte sig ind på landet. Gaizka brummede beroligende. Der var trygt herunde. Intet at være bange for... hun vippede ørene mod ham og smilede da han kom ud, Han syntes sikkert det var koldt. Og han måtte ikke være herude for længe, det ville give den nyfødte forkølelse Gaizka ikek ville bryde sig om. Hun handlede derfor hurtigt, da han hvinede igen, men så begyndte at slappe af. Hun rodede først op i hans pandelok og så gik hun ned til hans bagben. Hendes mule dyppedes i vandet og hun strøg roligt og forsigtigt over hans sår, så muligt skidt forsvandt. Det mindede hende om Diablo. Og et suk forlod hendes mule, som hendes indre øje så ham for sig. Hun trak vejret dybt oghævede hovedet. "Værre var det ikke, stump." sagde hun blidt og skridtede op på bredden igen. Hun var træt efter fødslen. Og hun ville mest af alt bare sove nu... Men var Milagro for livagtig eller kunne han falde til ro nu?

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Athena sagde ikke noget under forløbet. Hun smilede dog over øjeblikket. Men ønsket om at Dementer ville være her, og støtte dem alle var ulideligt stort. Hvis han dog bare ... kunne være her. Altid. Hun havde jo ej set ham siden han gjorde hende til sin mage. Hun prustede uroligt... Men så til med blide øjne. Håbede inderligt på at føllet ville vokse godt op. Skulle hun henvende sig til det?

Da de kom op af igen brummede Athena roligt. "Du lærer snart det hele, lille skat. Gaizka passer på dig." sagde hun med hovedet sænket mod føllet. Men det var forbi nu. Gaizka havde klaret det. Athena smilede til hende, med den munterhed hun kunne grave frem i smertens centrum. "Jeg vil forlade jer nu. Med vidnen om at i klarer jer... Jeg håber din far snart viser sig.." hun hviskede tyst det sidste. Så forlod hun dem, inden tårene ville finde hendes kind. Hun travede bort i døde, forpinte bevægelser.


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!