Det havde været noget af en juleforsamling. Mad, sang og dans... for ikke at nævne kaktusjuice. Lugten af fiskefilet og lagkage hang stadig i næseborene, og hun syntes stadig at finde jellybeans i skovbunden som alferne måtte have tabt i deres forsøg på at stjæle lidt sukkergodt. Der havde været megen hvisken i krogene, sladder og hemmeligheder og Cosette havde opfanget de mærkeligste out-of-context samtalebidder man kunne forestille sig. Ordet 'kirkemedister' havde i den grad sat tankerne i gang hos den unge, men hun havde ikke turde at spørge. I stedet forlod hun festen med en nyfunden energi og vilje til at gøre noget ved hendes situation. Hun kunne umuligt have været den eneste der havde bemærket den underliggende spænding der hvilede over selskabet. Godt nok var folk glade og i godt humør, men ingen højtidelighed uden forretning. Om en revolution var under støbning eller om det handlede om familiesplid var ikke til at sige. Men noget var der.

Øde, tørt og forladt. Med ingen tegn på liv i miles omkreds havde den unge, musegrå hoppe bevæget sig ind imod den sagnomspundne sø, 'Dead'. I dagene før havde hun frydet sig i friskt græs og friskrindende vand og havde for længst genvundet sine kræfter. Så nu var hoppen noget af et syn, på trods af at hendes skind ikke bar de mest farverige eller særlige af aftegn. Nej, hvad hun bar var elegancen i det simple, og hendes slående man og hale, hvis fylde gav den illusion at hun kunne flyde over terrænet. Efter at have tilbragt øjeblikke med to helt igennem fantastiske sjæle, havde Cosette fået blod på tanden. Hun var klar og åben til at udforske landet og lære alt hvad der nu var vigtigt at vide, som vil kunne hjælpe hende i fremtiden. Lugten af tjære havde fanget hende ved skovbrynet og trukket hende ind over det døde land. Om det var sikkert var ikke til at vide, men hun var nødt til at se hvor denne lugt kom fra. Det var jo særdeles forunderligt hvordan terrænet kunne ændre sig fra friskt og frodigt til en fuldstændig mangel på liv. Intet så ud til at kunne gro i det tørre underlag og ikke et eneste dyr havde fanget hendes øje, bortset fra et par større fugle der af og til gjorde deres indtog i himlen over hende.

Endelig nåede hoppen langt nok ind over området til hun fik søen i syne. Der var en intens dunst i luften og hun måtte knibe øjnene sammen og lægge en anelse på de mandelformede ører for at græmme sig. Der måtte være en mening med dette sted - og hun måtte se nærmere på denne sø, inden hun kunne drage videre. Halen slog ivert bag hende imens hjertens banken intensiverede. Der skulle tilløb til.

Julekaosset havde lagt sig og Dawn havde fortrukket sig til det eneste sted hvor han kunne få fred og ro til at give sig hen til sine mere dystre og mørke tanker. Det havde været så akavet med hele familien samlet, og nye ansigter der var blevet trukket på kryds og tværs. Den brune var ikke længere særlig socialt anlagt. Som helt ung havde han nydt at vimse rundt og flirte med gud og hver hoppe, bare hun havde en puls.

Som et andet mageligt dyr, lå han på et større klippestykke og lod vingerne hvile ned langs den side. Ja, Dawn kunne næsten se helt guddommelig ud med hans bizarre udseende og styrke, men han var ingen gud. Nok havde han en stor andel i Proelios historie. Nok var han ikke gudelig, men han var herre over denne sø efter en langtrukken kamp, der aldrig helt føltes slut. Søen havde en stærk vilje og ville trække andre i, hvis de udviste en snert af svaghed. Dawn var dens vogter og de andres beskytter hvis han ønskede. Den brunes mentale tilstand var dog tvivlsom, så tvivlsom at søen ind i mellem havde held med at overtale ham til alverdens udskejelser, men det var måske i virkeligheden hvad Dawn havde brug for.

Et gab kom fra hingsten, som viste de enorme hugtænder der ikke længere kunne gemme sig bag hans læber. Distræt så han rundt, da han kunne høre søens hvisken blive højere, men ikke henvendt til ham. Et bekendt syn vimsede rundt nær søen. Den yndige lille musegrå hoppe, som havde tiltrukket sig rigtig mange nysgerrige blikke. Hendes ordinære udseende var unikt i denne verden. Dawn havde bestemt bemærket hvordan Vesperus og Narrator havde vimset om hende som et par forelskede plage, mens andre havde set sultent på hende, som var hun et lækkert lille stykke kød.

Den brune dæmon strakte sig dovent og lod bare de røde øjne hvile på hende, mens han overvejede om han skulle give sig selv til kende. Alt i mens kunne han vel godt betragte hende, for den brune havde intet problem i at tilkendegive at han fandt hende ganske køn og tiltalende. Han var ikke så kostbar, som andre nu til dags.

Ville de lyse læber fristes af de tjærelignende vand, eller var den lille hoppe fornuftig nok til at lukke af for dens fristelser?

Døde grene og kviste blev til støv under hendes hove som hun endelig nærmede sig søen. Langsomt blev underlaget til en mørk, askelignende sandbund men hoppen måtte stoppe brat op da hun syntes at høre nogen. En stemme der bar sig så forsigtigt som vindens hylen, men dette var en flygtig hvisken der fik hende til at se sig om. Var her nogen? Hvem talte? Igen lød der en utydelig rungen i hendes hoved, men den syntes at komme fra søen. Langsomt, som i trance blev de klare blå øjne fastlagt søen, der spejlede sig med en dyster aura. Langsomt satte hun hov efter hov i sandet og nærmede sig vandkanten. Den uforstyrrede mørke overflade viste hendes genspejling til nærmest uhyggelig præcision, men det føltes ikke som om det var hende selv hun så i øjnene, men en anden der mødte hendes blik. Hun mærkede et stik i hjertet som hun betragtede sin moders ansigt og porcelænsblå øjne, og Cosette måtte se væk og træde tilbage. Frustreret lod hun højre hov stampe i jordunderleget der afgav et støvlag og hun prustede opgivende. Stadigt kunne hun dog skue nysgerrigt over søens overflade og undre sig over hvad der måtte gemme sig. Først nu bemærkede hun hvordan hendes mund føltes tør, og hun følte en stærk tørst. Mærkeligt, tænkte hun, for det var meget pludseligt og trangen føltes stærkere og stærkere imens stemmerne begyndte at tage til i hendes hoved. Hun lagde da kraftigt ørerne ned, lukkede øjnene i og trak vejret dybt. "Nej!" Ytrede hun vredt og drejede sig væk fra søen. Stemmerne forsvandt med ét og irriteret slog hun med den fyldige hale bag hende. Hvad foregik der?

Hun så da langsomt op imens hun trak vejret dybt. Det var tydeligt på hendes krop, hvordan musklerne spillede at hun følte sig anspændt. Men det skulle hurtigt gøre sig nyttigt, for i det hun så op fik hun øje på noget fuldstændig uventet og straks blev ørerne vendt fremad som hendes blik blev låst fast på denne gudelige skikkelse. Hun stivnede som et dådyr i jægerens sigte. Den mørke hingst lå og frydede sig på et klippestykke der overså søen og hun kunne mærke hans blik på sig. Cosette havde fået øje på vingerne, og lod blikket flakke forsigtigt over ham. Var det ham der havde hvisket? Ganske overvældet over den mærkelige hændelse havde hun ikke ord på tunge til denne sjæl. Om end han ville hende noget gik hun ikke just ud fra, og hun skulle ikke blande sig ind i problemer. Hendes første fejl var dog at tage to skridt bagud - at bakke, som var hun taget på fersk gerning i noget hun bestemt ikke burde have gang i. En svag brummen forlod hendes bringe, mest til egen selvgranskning. Hun besluttede derfor kort at møde hingstens blik og nikkede som en svag bekræftelse på hinandens tilstedeværelse. Hun slap da blikket fra ham og drejede derefter opmærksomheden væk og kastede i stedet blikket ud over søen igen. Stemmerne pressede sig på, og hun vrissede uforståeligt for sig selv, samtidig med at hun kunne mærke hans blik i nakken. Tørsten skar i halsen, og selvom hun var optaget af søens lege, så holdt hun ham nøje i hendes perimeter.

Der var ikke megen morskab for den brune hingst i at se hoppen falde i med begge ben, og se hende kæmpe mod fristelser. Han strakte sig igen mageligt, og gjorde ikke meget væsen af sig. Han kunne tydeligt høre stemmerne fra hvor han lå. De blå øjne mødte hans og han vippede kun kort med ørerne for at bekræfte at han havde set hende, hvilket han ikke havde forsøgt at skjule.
Snart veg hun igen og lod til at have svært ved at modstå hvad end søen var ude på. Den brune løftede hovedet en anelse og betragtede hende stadig indgående. En lille samvittighed nagede hos den brune, som heller ikke havde lyst til at skulle ekstrahere søen fra hende når hun først havde drukket af den tjærelignende vand. Et kvalt suk lød fra ham, inden han fik jeg rejst op på klippen og bredte de store vinger ud i fuld flor. Derved satte han med et enkel slag afsted og forsvandt direkte op i luften, for at lande i vandet foran hende på hvad der kunne tolkes som et splitsekund.
Et hårdt prust forlod ham, i det hans massive vægt blev tynget ned i så høj en hastighed, mens musklerne sitrede under det tynde hårlag, mens han rettede sig op og foldede vingerne ind mod den store brune krop. De røde øjne, med de smalle pupiller stirrede indgående på hende, mens en enkelt rynke var at spore i den hvide mule, hvor en varm ånde forlod hingsten. Ørerne var vippet skeptisk bagud og han hævede nu hovedet for at syne større og mere intimiderende.

"Dead er ikke et sted at opholde sig, Cosette "

Lød det nu fra ham med den baritone stemme, der næsten flåede hendes navn fra hinanden. Han huskede at Narrator havde introduceret hende, selvom han havde haft travlt med at drukne sorgerne i Punchen, men hvad end han ville så var der ikke nok punch til at fylde det tomrum ud. Selv når han drak af søen var det ikke nok.

" Den dræber de som fristes til at indtage dens vand "

Lød det så dystert fra ham, mens han dog ikke virkede synderligt påvirket af at stå i den, men det var der en særlig grund til. Blikket veg ikke fra hende, mens han afventede en reaktion fra den yndige unge hoppe. Søen sang til ham, men han slog det hen.

Verden havde besluttet sig for at udfordre Cosette til hendes yderste. Ud af absolut ingenting og med lynets hast dumpede denne enorme hingst ned foran hende med et brag, så det gav efter i jorden hun stod på. Vingerne var majestætiske, og musklerne tydelige på denne hingst der bar et par indgående røde øjne - drage, ville man tænke. Men tænke fik Cosette ikke gjort meget af, for da han landede lige foran hende blev hun så forskrækket at hun fik travlt med at komme af vejen og snublede da baglæns over egne ben. Med et *thump* landede hun på siden og tog lige et sekund for at komme sig inden hun hurtigt hævede hovedet fra det støvede underlag, og fik skubbet benene ind under sig. Stadig forskrækket og overrumplet så hun op på hingsten der nu talte hendes navn og kom med anvisninger. Selvom tæppet blev revet væk under hende uden advarsel, så formåede hun alligevel at blive en smule fornærmet. Ørerne havde lagt sig ned imens alvoren bredte sig i hendes ansigt. Hvad havde han gang i? Så lå hun der med pandelokken foran det ene øje og forbenet sat foran hende, klar til at rejse sig og så kom denne enorme, vingebærende fremmede med formaninger!? Skræmte hende fra vid og sans? Hun fik dog hurtigt samlet sig, og hurtigt stablede hun sig på benene, hvor hendes ene side der havde været i kontakt med jorden havde fået et fint gråt lag af askelignende støv i pelsen. Og hvor i alverden kendte han hendes navn fr-... Der gik det op for hende. Han havde været til festen, og måtte nok have hørt hende præsentere sig selv. Gud hvor pinligt...

Hans mørke, kraftfulde stemme rungede stadig i hendes hoved, og den var ikke ligefrem kærlig. Han havde fået hendes navn til at lyde som et skældsord, og det havde bestemt sendt det til at løbe koldt ned ad ryggen. Cosette havde aldrig oplevet noget lignende, og hun fandt sig selv målløs, men ophidset. Hun brød sig bestemt ikke om at blive forskrækket på den måde, men hun var til gengæld ikke dum. Blot synet af ham varslede hans sikkert overdrevne styrke, og pludseligt fik hun øje på hans hugtænder, imens hans advarsel larmede i hendes øregange. Intimiderende var en undervurdering af denne hingst og Cosette vidste med det samme at hun stod i en svær situation - hun skulle spille sine kort rigtigt for ikke at komme til at pisse nogen af. I stedet lod hun blikket falde til søen og hans ord gav genlyd. Dræbe? Så det ville sige at hun havde været få valg fra at begå sit livs værste og sidste. En million spørgsmål begyndte at trænge sig på, men hun måtte tage en dyb vejrtrækning og tog sig da mod til at møde hans blik og samtidig stå fast uden at rokke sig.

"Og hvem er så De - Sir?" Hendes stemme bar præg af at hun stadig var ung men der var noget sassy over hendes valg af ord og måde at levere på. Ørerne vippede frem og forsigtigt lod hun blikket køre over ham, indgående og studerende af hver detalje der virkede så grotesk. At en hest med sådan fysik fandtes - og med vinger - havde hun aldrig forestillet sig ville eksistere. Least to say... she was intriqued.

"Og hvad er Deres tilknytning til... Dead?" Hun skævede svagt mod hans ben der var plantet i søen. Hvis dette ikke var et sted at opholde sig - hvorfor gjorde han så?

At han fik fejet benene væk under hende på denne måde havde ikke helt været den brune hingsts hensigt. At forskrække og intimidere - ja, men ikke vælte. Den fornærmede adfærd krydret med de retter mængder Sass, kunne han derfor godt unde den unge, nu askegrå hoppe. Dawns mine forblev dog den samme med undtagelse af en løftet øjenbryn.
De røde øjne slap hende ikke, mens hun fik sig samlet sammen og placeret på alle fire slanke ben. Hun granskede ham nøje kunne han se og han lod hende, mens musklerne spillede under det brune hårlag, alt i mens han trådte ud af søen og nærmere hoppen. Dawn gjorde det åbenlyst at han betragtede hver en lille hvirvel på hendes krop. Det lå ikke til hans natur at skjule sådanne ting, som en anden unghingst der skulle gøre et stort nummer ud af det. Hun var køn, punktum.
Hendes formelle tale, trods den tydelige sass i tonelejet fik ham til at hæve hovedet inden hans baritone stemme igen rungede dybt nede fra den brede brystkasse.

“ Jeg er ingen Sir “

Det var det første der måtte på plads. Dawn trådte nærmere på hende, som hendes næste spørgsmål lød. Tæt nok til at røre, men så langt gik han ikke, selvom han var fristet. En skæven til søen kom forud for hans svar på netop det spørgsmål hun havde stillet.

“ Jeg er Deads Herre, ligesom den har del i i mig og i mit navn, Dawn of Death, som mine forældre, dens tro tjenere, skænkede mig. “

Dermed gav han Cosette et lille stykke historie som en sideret til hans navn. En dyb maskulin brummen skød op fra hans strube inden han strakte den hvide mule en anelse frem for at fange hendes duft, der stod i skarp kontrast til søens tjærelignende dunst.

“Nuvel, Cosette. Hvad bringer dig til sådan et dystert sted?”

Cosette var blevet opdraget til at udvise gode manerer og altid kende sin plads. Man talte ikke før man blev talt til og man holdt altid hovedet lavere end sin overlegne for at vise underkastelse. Man ønskede ikke at udfordre sin plads, for så ville man mærke konsekvenserne, eller man ville blive set på som trodsig og respektløs. Respekt var et nøgleord i hendes opdragelse, men alligevel havde det ikke virket til at gå begge veje og den unge hoppe havde måttet finde sig i meget. Til gengæld havde hendes strenge opdragelse sørget for, at hun altid bar sig rundt med ynde og en balanceret elegance. Som årene var gået og hun var trådt væk fra sin "familie" for at drage videre alene havde hun ladet sig folde sine vinger ud og nyde følelsen på slap line. Alt kom dog tilbage til hende nu, da hun stod overfor en hingst af betydelig højere rang. Cosette havde forsigtigt samlet sig så forben og bagben stod pænt samlet og parallelt ud for hinanden. Ryggen var ranket, hovedet hævet men med nakken en anelse knejset så hendes mule var trykket forsigtigt ind imod hende selv. Efter hendes snerrende kommentar og ledende spørgsmål havde stilheden reddet hendes tunge da hingsten besluttede sig for at nærme sig. Cosette kunne mærke hans blik tynge hende, som han granskede hver en centimeter af hendes ellers ubesudlede krop. Det var tydeligvis ikke en situation hvori hun skulle have noget at sige, så hun tav, lod blikket falde til jorden og lod ham se hende an indtil hans rungende stemme rettede hendes tidligere udsagn og hun flygtigt lod sine klare blå øjne møde ham. Denne gang slap hun ham ikke af syne da han begyndte at nærme sig hende, langsomt men sikkert. Cosette turde ikke at rykke sig en centimeter, men blev i stedet stående som var hun boltet fast i det han hurtigt kom inden for hendes private sfære. Hendes vejtrækning var rolig, men den musegrå pels sitrede i spændthed som han nærmede sig, tæt nok til at kunne røre hende. Hendes bløde, mandelformede ører blev vendt bagud i misbilligelse, men ingen andre indvendelser var at se eller høre fra den noble hoppe.

Et øjeblik stod hun som forstenet, men opspændt som en fjeder skulle hun reagere hurtigt. Hendes ører blev dog atter spidset til da den muskuløse hingst gav plads til at svare på hendes spørgsmål angående søen. Dead's herre såmænd? Hans navn gav genklang i hendes indre... Dawn of Death. Et navn af styrke og mørke. Cosette fastslog hurtigt at det passede ham meget godt, for hans ydre tog sig ganske intimiderende ud, og hvis ikke døden kunne intimidere, hvad kunne så? Men præcis hvad det indebar at måtte være Dead's herre forblev et ukendt svar for nu. Den tålmodige hoppe kunne blot undre sig, men tanken strejf hende at det i sidste ende kunne være op til ham hvilken skæbne sådan en som hende skulle have, skulle hun falde for søens hvisken. Cosette, skønt hun var af langt mindre statur end han, gjorde hun det tydeligt at hun lyttede opmærksomt, på trods af at det blev vist med den mindste gestus. Den unge hoppe mærkede da hendes hjerte hamre i hendes bryst da den mørkebrune hingst lod sin mule søge frem imod hende, dog uden at røre. Et vindpust i hans retning kærtegnede hendes musegrå skind og fik den fyldige pandelok til at røre forsigtigt på sig. Hendes friske og sødlige duft blev båret af vinden imens man og hale dansede dovent i vinden. Igen, hun lod ham uden det mindste at sige sig imod. Til gengæld kunne hun tage chancen og trak vejret dybt så også hans intense duft kunne stimulere hendes indre. Ingen tvivl om niveauet af testosteron hos denne - frygtsomhed var nok den sidste egenskab der ville nå denne forstyrrede sjæl.

Cosette kunne mærke hingstens dybe brummen afgive små vibrationer, der bevidnede om hans styrke. På trods af at hun intet ville kunne stille op og at han indtil videre ikke havde virket særlig vedkommende, så fandt hun alligevel hans overskudsagtige tilgang tiltalende på en måde der vækkede hendes interesse for hvem - og hvad han egentlig måtte bestå af. Hans spørgsmål fik Cosette i gang med at vænne sig til hendes nye selskab, men selvom hun i den grad måtte lade sig dominere, så var hun ikke typen der blot ville lægge sig ned for hvem som helst. Især ikke efter hendes løsrivelse fra hendes nærmeste der i alt for lang tid havde overset hendes potentiale. Det var nu eller aldrig hvis hun skulle bevise sit værd over for verden - og ikke mindst for sig selv.

"Jeg er her for at udforske landets potentiale... og ikke mindst få stiftet værdifulde bekendtskaber." Cosettes stemme var rolig og af det blødeste fløjl. Hun havde forsigtigt ladet hovedet hæve sig en anelse og hendes uskyldige porcelænsblå blik havde hun ladet overgå til hans. Hendes færden til Dead var af ren nysgerrighed og var produktet af en iver efter at lære og få erfaring med landet. For hvis hun nogensinde skulle gøre sig til noget i denne verden, så var kendskab til landet uden tvivl et kæmpe fortrin. Det var ikke tiden til at være beskeden - hvis hun nogensinde skulle vise sig at være andet end en simpel og formålsløs hoppe i mængden.

Cosette sendte Dawn alverdens små diskrete signaler om hans intimiderende adfærd og selvom den brune synes at skubbe det hele til side, så opfangede han hvert lille signal. Den brune dæmon vidste godt at hans udseende ikke ligefrem var indbydende, og derfor måtte han i ny og næ tage initiativet til at rykke sig nærmere. Hun stod som en anden from hoppe, fra en fin familie, men Dawn faldt ikke fra de fine små gestusser, der måtte dække over noget. Ganske vist opdraget, men for bange til at vise hendes egen stemme. Dawns dybe brummen skød igen op fra hans brystkasse i rolige toner.

Hendes duft bredte sig i hans næsebor og det var et frisk vindpust, næsten berusende, men den brune holdt sig i skindet. Han kredsede frem og tilbage foran hende, mens en indre uro nagede i hans brystkasse, men hendes ord fik ham til at stoppe op foran hende og afgive en dyb ekspiration. Den varme duft bragte en sky af damp op foran se lyse næsebor, og han missede en anelse med de røde øjne.

“Værdifulde? “

Lød det så fra den baritone stemme, der bar en vis undren med sig, mens han skeptisk løftede hovedet. Måske misfortolkede den brune hingst det, men hoppens ambitioner var svære at tage fejl af. Dawn anså ikke sig selv for en værdifuld relation, selvom hans status i landet ikke var til at tage fejl af. Dårligt ry, var vel bedre end intet ry. Dødsgudens budbringer og hvad end det var de havde gang i. Krigsveteran og en erfaren en af slagsen. Tilbage var der gamle legender og guder. Guderne var bundet at deres aftaler, og relationerne til dem blev vel kynisk set mindre relevante i disse fredstider. Tilbage var de skrøbelige flokke, og den rang de kunne give, men betød det efterhånden noget i dette årti?

“ Jeg kunne frygte at du vil finde dig selv, som værende... Utilfredsstillet.. Når du engang har stiftet bekendtskab med dette land og dens ‘værdifulde’ sjæle. “

Lød det så gådefuldt fra ham, mens han trak på et selvtilfreds smil. Det kunne han relatere til. Det kriblede i hans indre for at undersøge hende nærmere. Bare et flygtigt stryg over den musegrå pels. Dawn rømmede sig, for at genfinde bare en smule selvkontrol, for han var trods alt ikke typen der forgreb sig på unge hopper. Han gik dog så langt som at strække mulen frem så hans mulehår kildrede mod hendes slanke hals. Dertil kunne hans også indånde mere af hendes duft. Kort efter trak han mulen til sig, så han ikke overrumplede hende.

De røde øjne hvilede i hendes blå, mens han udstrålede intet andet end ro, til trods for den testosteronfyldte krop. Turde hun komme i nærheden af dæmonen?

Langsomt som hun fik tungen på gled fulgte hendes vejrtrækning med og blev roligere. Med den nyfundne stabilitet udnyttede hun sin position til at studere ham nærmere. Den brune hingst virkede... plaget. Plaget af en uro hun ikke kunne gætte sig til hvor stammede fra, men som han kredsede om hende var det tydeligt at noget nagede ham. Den kølige luft fik hans varme pust til at fordampe, men hans røde øjne bag den svage dampsky skar klart igennem og fangede hendes opmærksomhed. Dawn satte spørgsmål til hendes vurdering af værdifuldhed. Det var klart, for han vidste selvfølgelig ikke hvilken agenda den unge hoppe higede efter, men det var en ganske simpel - ja næsten banal plan som bundede i helt private årsager. Dertil havde hun ikke en klar step-by-step tilgang, men lod verden komme til hende. Indtil videre havde den langt fra skuffet, og hendes to første møder havde været alt andet end intetsigende. En halvgud der modvilligt kæmpede med ensomheden der lå i hans påtvungne opgave - at trække månen, og samtidig skulle leve i kølvandet af hans forfædres skæbner... samt en fortæller, der tydeligvis gemte på en passioneret sjæl og som havde svoret at bære på hendes mest intime tanker og for evigt holde dem hemmelige i hans varetægt. Cosette vidste ikke hvordan, men disse skulle nok vise sig værdifulde en dag.

Cosette lyttede årvågent efter, og blev udfordret af den skepsis der levede frodigt i hans indgående blik. Gad vide hvad livet havde givet ham, siden han virkede så afkræftet og uden håb for landets sjæle. Var han virkelig så arrogant? Selvfølgelig havde han heller ikke givet udtryk for hans egen selvværd, men Cosette havde på fornemmelsen at han ikke manglede selvsikkerhed i det mindste. Et svagt pust lød fra hendes mule som reaktion på hans kommentar, og det gav liv til hendes intense øjne - hendes interesse for samtalen var vakt.

"Du virker heller ikke som typen der er nem at imponere." Svarede hun med en rolig oprigtighed i sin stemme imens blikket flakkede over ham. Hans selvtilfredse smil havde fået hende til at brygge på sit eget, men holdt sig sparsomt tilbage. Pludseligt nærmede han sig mere, og da hans hvide mules små mulehår rørte hende, havde hun ham i øjenkrogen men besluttede sig for at vige. Cosette vendte hovedet væk og lod forbenet krydse det andet, idet hun tog et skridt til siden og slog hovedet op. Han havde ikke fået lov til at røre. Ørerne lagde sig ned i et hurtigt øjeblik inden det ene blev vendt frem og det andet til side i skepsis. Hun tog da samtalen op, for at aflede hendes lille afvigelse der forhåbentlig ikke bragte for meget røre.

"Men om disse sjæle jeg får chancen for at møde er værdifulde, skal jeg nok lade være op til mig selv at vurdere." Brummede hun beslutsomt og tog da langsomt hovedet ned og lod sit blik se indgående på ham. "Der må da være mere til dig... Dawn of Death." Sluttede hun af denne gang med et lavere tonelejde, i det hun udtalte hans navn klart og tydeligt med hendes varme, modne toner. Hendes blik var legende - mon ikke han ville nyde at tale om sig selv og sine præstationer, til hende?

Dawn gjorde et let kast med det velmarkerede hoved, da hun afviste hans tilnærmelser. Fred være med det. De røde øjne veg ikke fra det musegrå skin og ikke mindste de blå øjne. Han rankede sig med de mandelformede ører vippet bagud og samtidigt med skepsissen hvilende i det rolige blik. Han hidsede sig ikke unødigt op, og så faktisk heller ingen grund til det. Han kunne dog ikke lade være med at komme med en kort morende latter over hendes bemærkning, inden han trak på et skævt, ja næsten unghingste smil over læben. Et glimt ind i fortiden, hvor han nok havde været mere charmerende ud af til og ikke den arrede sjæl han var blevet til.

En brise fangede den sorte man, og Dawn lod den omfavne ham, mens han drog et svagt suk, mens han skævede ud til siden med halvåben mund og rystede stille med hovedet. Hvorfor dvæle ved fortiden når den gjorde så frygteligt ondt? Blikket flakkede hurtigt tilbage på Cosette hvor han lagde hovedet en anelse på sned.

“ Hmm. Måske ikke. Eller måske har jeg set for meget, og der for mig er langt i mellem det sjældne og værdifulde? Eller også har man stræbet efter det så længe, at man efterhånden søger i blinde, mens det har været foran en hele tiden? “

Dawn kunne bestemt godt relatere til hans egne ord. Han havde higet så længe efter Caeli, at da hun først var hans, kun hans, uden mindet om den sorte satan, så kunne han ikke finde tilfredsstillelse i noget der for ham bare ikke virkede rigtigt. Nu var Caeli borte, og sorgen rykkede langsomt den brunes fornuft i små stykker. Havde han bare værdsat den skrøbelige tid de havde haft sammen, så havde han måske været lykkeligere. Dawns blik var blevet fjernt ved tanken om hans elskede, og det var først da Cosette nu igen talte at han var tilstede igen.

“Værdi afhænger trods alt af motiver, og dine vil jeg lade være dine egne. “

Lød det så fra ham, med ophøjet ro. Det var ikke hans sag at blande sig i hendes sager, men han havde et varsomt øje til den ambitiøse hoppe. Han løftede kort et øjenbryn og drog et lille smil ved hendes næste ord.

“ Du ville blive overrasket... “

Lød det udfordrende fra ham i samme legende toner, som hun havde bragt til ham. Han trådte et skridt til siden, så han kunne sænke nakken uden at komme i karambolage med hendes personlige rum, som hun vogtede noget så årvågent over. Hoppen virkede ikke til at have en forudindtaget holdning til den brune, hvilket efterhånden var utroligt. Hvis man så bort fra hendes skepsis mod ham, så var alt i skønneste orden. Dawn ønskede ikke at prale om nogen som helst præsentationer, så han lod det være op til Cosette om hun ønskede at begå sig i de farvande.

Han veg endnu et skridt fra hende, mens hans kropsholdning dog bød hende nærmere hvis det var det hun ønskede. Til trods for det monstrøse udseende, så var han en gentleman når det lige kom over ham, og han mente nu nok at han havde stået uden invitation i hendes personlige rum for længe.

En dyb maskulin brummen vibrerede gennem hans krop, mens de mandelformede ører vippede frem og tilbage for at opfange hendes reaktioner. Næseborene udvidede og trak sig sammen i en fast rytme, mens han indfangede alle sanseindtrykkene på en og samme tid.

Dawns ord lød til at han måtte have set mangt og meget, hvis han efterhånden følte at han søgte i blinde. Eller måske var det blot en tragisk sandhed, at der virkelig ikke fandtes mere der kunne overraske eller fremstå som værdifuldt - sjældent, som han beskrev det. Det sårede Cosettes unge sind der bar så meget forhåbning til den nye verden hun var parat til at udfolde sig i. Skulle hun virkelig blive skuffet? Nej, den unge hoppe havde ventet for længe og levet for kort til at tro på en enkelt hingsts udsagn om verden. Det var trods alt hendes egne øjne hun så verden igennem, og for hende var mulighederne uendelige. Det handlede blot om den rette tilgang. Det betød ikke at hun tog hans ord for givet. Det var det hun var her for - at lytte og lære om landet og hvordan hun skulle begå sig. Derved netop også hvad man kan forvente. Denne hingsts udseende talte bestemt om at han havde set hårde tider. Cosettes blik havde strejfet hans hals, hvorved et stort ar sleb sig langs hans strube og hun tog sig selv i at synke. Umuligt var det at forestille sig smerten, hvor Cosette det meste af sit liv havde været for uden større fysisk smerte, hvor hun til gengæld havde set andre være ude for nogle slemme tilfælde, hvor nogle endda havde haft døden til følge. Det havde oftest været de yngre hingste der havde udfordret deres skæbne for tidligt, eller de svage der havde taget et forkert skridt og endt op noget så forvrænget... Men nej, denne unge musegrå hoppe var fast besluttet på at udnytte de værdier hun kunne finde til sin fordel, når de en dag ville krydse hendes vej. Hans tid var måske ovre på den front, eller han havde opnået for meget. Var alt virkelig under ham nu? Kunne intet bringe ham tilfredsstillelse?

Med et glimt i øjet opfangede hun denne grove hingst tilpasse sig til et charmerende udtryk og det tilgodeså hende at han kunne finde hendes kommentar humoristisk. Han trak sig selv en anelse tilbage, og hun fulgte ham taktfast som han sænkede nakken. Cosette fik følelsen af at han åbnede op - en invitation, måske? Hun tog den gerne, for hvad der endnu ikke var skrabet i overfladen, ville hun til at tage fat i. Hans ord fik hende til at gengælde hans smil, der opfordrede hende til at træde nærmere - figurativt talt. Hans stemme var legende og hun var skam ivrig efter at vide mere - overrask mig, tænkte hun nysgerrigt. En ro faldt over hende imens hendes hoved blev hævet og overvejelsen var tydelig i hendes isblå øjne. Et svagt "hmm" kom trillende fra hendes bringe i det hun måtte slippe sine fysiske lænker og besluttede sig for at se ham nærmere. Forsigtigt lavede hun en kort traversade til højre inden hun skridtede langsomt fremad, i en kort bue udenom hingsten der tårnede godt og vel 15 cm højere i stang end hende. Til en start nærmede hun sig ikke yderligere men holdt en påpasselig afstand imens hun lod øjnene glide over hver enkelt udstående detalje denne muskuløse hingst bar, og jo mere hun så jo mere kom der frem for hendes indre. Først og fremmest faldt hendes blik på hans hugtænder der næsten glimtede i det dovne sollys. Dernæst de skarpe pigge på kæbe og koder. Mere og mere kom ordet 'drage' hende i sinde. Hun stoppede langsomt op skråt ud fra hans side og lod blikket glide over de majestætiske vinger. Det var umuligt at gemme hendes forundring og hendes mule stod svagligt åben i målløshed. Tænk engang at en som deres art skulle have vinger? Styrken der måtte ligge i hvert et led og hvor smukt og episk synet måtte være når de bar ham i luften. Det gibbede i Cosettes indre - hun havde lyst til at røre, at mærke vingerne og deres bløde fjer under hendes mule. Noget hun aldrig før havde følt. Cosette rev sig løs fra sin korte trance og så beskedent hen på den brummende hingst hvis vibrationer fortsat satte en skælven i gang hos den unge hoppe.

"Selv dit ydre overrasker." ytrede hun intenst og yndede ikke at slippe hans røde øjne. Da lod hun sin egen lette brummen forlade hendes bryst, idet hun tog et svagt sving med halen. Da drejede hun sit hoved ind imod ham, omgivet af den hvide hjemblis der så smukt indrammede hendes porcelænsblå øjne. Nu havde hun også givet sig så tæt på, at hun kunne røre - men uden at granske et hår. Hendes rosa mule lod sig være lige ud for hans, med hugtænderne centimeter fra hendes følsomme skind, i det hun næsten hviskede - "Sig mig... Hvordan opnår en sjæl at få vinger?" En oprigtig nysgerrighed var at finde i hendes stemme. Der var ingen tvivl om at hun var tryllebundet af noget så imponerende og - absolut sjældent - som en velkomponeret hingst med evnen til at flyve.

Dawn havde svært ved at se hvordan han nogensinde kunne finde tilfredstillelse i denne verden igen. Det havde været så flygtigt, og han havde i mange år forsøgt at fylde et tomrum ud, der bare synes at blive hulere for hvert år der gik i hans hidtil lange liv.

Den kraftfulde nakke knejsede sig, da Cosettes krop begyndte at sætte i bevægelse. Dawn fulgte hende rundt i en bue, som havde de påbegyndt en nøje planlagt koreografi. Til trods for hans massefylde, så bevægede han sig med let fjedrende skridt, mens hver hov blev solidt placeret i den let fugtige jord. Han lod hende se ham, mens han selv granskede hende nøje. De store vinger blev let hævet fra ryggen, mens han sænkede nakken og var tæt på at lade den hvide mule strejfe hans brede og muskuløse bringe.

Et skævt smil tegnede sig på netop den hvide mule, i en drenget karakter til hendes ord. Han klukkede med en dyb varme der ulmede i hans indre. Hovedet blev hævet og de røde øjne slap ikke hendes blå, inden han tiltede hovedet på sned, mens smilet ikke var til at få af ham. I første omgang svarede han ikke på det, fordi han var så optaget af deres lille dans, mens snart var hun så tæt på at han ikke kunne andet end at tage stilling til et svar.

“ Mmh, det kan jeg vidst ikke løbe fra “

Brummede han så næsten hviskende, da et højere toneleje ville være unødvendig, da afstanden i mellem dem var næsten ikke eksisterende. En varm pusten forlod hans næsebor, mens han holdt sig helt i ro. Et lille pust forlod ham igen, da hun spurgte ind til vingerne på hans ryg. Et kejtet smil fandt vej til hans mule.

“ Det.. Er en meget lang historie, og jeg ville være frygtelig bange for at kede dig med den. “

En selvironisk latter lød dæmpet fra ham, mens han trak en anelse på skulderne. Der faldt en mildhed hen over den grove hingst ansigt, mens han lod vingerne finde deres vante plads langs hans ryg, nænsomt foldet sammen. Den historie ville tage lige så lang tid at forklare, som det havde været at leve i det.

“ I de gamle krigstider, havde guderne brug for budbringere, og de bar vinger – Det hændte så at jeg blev en af dem. “

Dawn talte, som var det en helt normal ting, men hans forhold med Dødsguden var også noget der var så usædvanligt som noget kunne være. Han havde forrådt ham i den første krig, for så at vende på en tallerken og tage hans parti i den anden. Han var morfar til en håndfuld af hans afkom, far til Inari, og nu.. Det var kompliceret, og ikke noget han sådan umiddelbart ønskede at involvere Cosette i. Hun var fremmed, men ting der var kendt for en indfødt var ikke noget han var bange for at dele med hende, hvis det kunne give hende ro. Det var også svært for ham at modstå, når hun stod der så tryllebundet. Den brune fandt en vis ro i at der stadig fandtes sjæle der kunne forundres over magien i Proelio. Cosettes ordinære udseende var hvad der gjorde hende unik og det facinerede ham. De røde øjne gled mod himlen, mens han lod en stille brummen forlade hans brystkasse, næsten som en form for nynnen. Han slappede af.

Det var tydeligt at denne hingst havde haft sine glory-days, og det ulmede under overfladen hvordan hans liv i de unge dage måtte have været. Han var tydeligvis en ældre charmør, der nok havde været omkring et par hjerter eller fem. Det lå skjult i hans drengede smil og fjedrende bevægelser der bar ham ubesværet rundt på trods af hans størrelse og muskelmasse. Det var ikke helt til at gennemskue hans alder, men Cosette havde det på fornemmelsen at tallet ikke påvirkede denne sjæl betydeligt meget. Det lød og så ud til at han havde mange år på samvittigheden, men de normale alderstegn så ikke ud til at hærge hans krop det mindste. Hans aura kom til syne som var det nærmest muscle-memory og den måde hans gang bar ham rundt på, musklerne spillede og smilet hang om ham på sådan en kæk og opfriskende måde var overraskende at se. Cosette bemærkede disse ting på trods af det første øjekast der vidnede om brutalitet og råstyrke. Noget der ville sende de fleste rendende langt bort hvis de skulle have deres liv kært. Men at hun havde fået muligheden for at se nærmere, og bevidne denne hingst i al hans mægtighed lige her kunne hun ikke sige nej til. Det var sandt at der ikke skulle meget til for at imponere hende. Det havde været på et minimumsplan at Cosette havde været udsat for det særlige og tryllebindende. Det virkede dog til at være kutymen her i landet at se ud eller være - anderledes. Jamen Gud, så måtte hun vel være den der stak mest ud at dømme på hendes sparsomme aftegn og regulære skind. Ville man dog så også dømme hendes indre derefter? En simpleton på afveje i dette magiske land, fyldt med passionerede og garvede sjæle - med vinger, guder og fordømte søer? Der var meget at lære, men den unge hoppe havde fået blod på tanden og havde endelig sat sig for at intet skulle vælte hende - ikke uden hendes besyv.

Deres lille dans og hans deltagen fik hoppen til at følge trop og stramme op i hendes egen væremåde. Hun var imponeret over hans lette gang, så hun - på trods af at være ganske optaget af hans vinger - følte en svag trang til at imponere ligeså. Derfor lod hun hvert et skridt være så let og flydende som muligt, med nakken knejset en anelse og ligeledes hendes sælsomme bygning lod sig samle. Den fyldige hale bølgede let i vinden da hun bar sig frem med høj haleføring og lod da ellers resten arbejde for sig. Det var bestemt ikke noget hun var vant til at gøre, men hun lod sig for første gang inspirere af hendes modpart, som hun uden tvivl var sikker på vidste bedre. Cosette havde til slut nærmet sig til grænsen og stillet hendes brændende spørgsmål. Vingernes majestætiske aura havde sat tankerne i gang hos den unge og hun var nødt til at vide hvordan han havde tilegnet sig sådan en fantastisk evne. Et smil straks sig beskedent om hoppens rosa mule da han tog godt imod hendes kompliment. Hun synkroniserede sit åndedræt med hans og indtog diskret hans stærke duft som de stod så nært. Hans latter fik en varme til at blusse frem i hende - sådan et lystigt selskab havde hun ikke minder om, og det varmede at alvoren var et stykke væk. Det syntes at bære den hårde realitet bag sløret i nogle flygtige øjeblikke. Hun spidsede dog forsigtigt ører og lyttede opmærksomt da han lod hende ind på hvorfor han bar sine vinger. Cosette forstod at dette ikke var noget hun egentlig havde nogen ret til at blande sig særligt i, og forstod godt når hun burde holde igen. Hans ord fik hende dog hendes blik til at lysne op af overraskelse og spænding - hvis hun kunne havde hun med glæde lagt øre til hele hans historie. "Wow" hviskede hun nænsomt og lod da sit blik vandre ud over Dead Søen. Langsomt gik det op for hende hvem det var hun var i selskab med. En af gudernes budbringere. Hvor magtfuld og ærefuld en stilling det ikke måtte være, og hvilket ansvar der også måtte hvile på denne hingsts skuldre. Dawns mørke brummen rev hendes blik tilbage. Han virkede rolig... afslappet. Det dæmpede Cosettes frygt for hingsten der pludselig ikke virkede lige så intimiderende igen. Roligt vippede hun med ørerne inden hun lod mulen søge helt ned til jordens overflade. Et prust forlod hende imens hun lod sansernes indtryk skulle over hende - den svage hvisken kom tilbage og hvinede kaldende i hendes baghoved. Hurtigt skød hun hovedet op og rystede det kortvarigt, så den lange pandelok faldt over hendes ene øje. Det irriterede hende, for hvordan skulle søen kunne fremkalde disse stemmer? Og hvorfor hende? Et svagt suk forlod den musegrå hoppe inden hun lod blikket søge Dawns vinger på ny, og hun tog et svagt skridt frem, stadig tæt nok på den brune hingst, men denne gang med blikket fikseret på de stærke vinger.

"Er du stadig budbringer, Dawn?" Lød hendes dybe, rolige toner. Hun rørte ham ikke, men kæmpede imod trangen for at strække mulen frem og mærke de bløde fjer under hendes mule. Hun følte sig dog lille i hans nærvær, og ved hans side var hun blot en skygge. "... og hvis jeg må spørge - hvilken gud havde æren af at få dem som budbringer?" Langsomt kastede hun blikket tilbage, men rørte ikke på sig. Hendes nysgerrighed havde det med at få det bedre af hende, men hun ville respektere en afvisning uden tvivl. Cosette havde intet at skulle have sagt i sådan et scenarie.

Hvedebrødsdagene var ovre for længst, men Dawn agtede at stræbe efter dem igen, hvis det var det der skulle til for at fulde det umættelige tomrum i hans indre. Alt imens han dansede med den musegrå hoppe gled minderne hen over hans sind som en anden stumfilm. Det var helt fra begyndelsen og til hvor han stod nu. De gik som impulser gennem hvert et fjedrende trin han foretog sig.
Cosette var langt fra ordinær ifølge den brune sjæl, der havde budt hende op til tango, og i dette øjeblik indlevede sig intenst i øjeblikket, dog uden at gløderne blussede op. Dawn valgte at beherske sig overfor hoppen, som havde været tøvende overfor ham i starten. Den brune tog en dyb inhalering, inden han ekshalerede den varme ånde, der strømmede ud i mellem dem. Han hørte ligeledes søen, men kunne abstrahere fra den, nu han havde den musegrå at fokusere på. Hingsten havde heller ikke sent bemærket Cosettes fascination med det store vinger, og han bredte dem derfor ud, så hun kunne studere dem nærmere, alt fra de bløde fjer, til de skarpe pigge, der prydede dem. Dansen var ebbet ud og roen sænkede sig over dem begge, flød ordene snart fra den musegrå. Nysgerrige, indgående.
En dyb brummen lød fra ham, som en rømmen, da hun spurgte ind til hans budbringer-status. Han trak på skulderne, og lod kort erindringerne om ham og Dødsgudens forhold gennem årerne. Det var så langt og kompliceret, som alt andet i hingstens liv.

“Krigstiderne er længe forbi, så behovet for budbringere hører fortiden til “

De velformede hoved blev tiltet på sned, og han fortsatte da blot med at svare den musegrå hoppe, som havde fået tungen på gled.

“ Dødsguden, Helzlori. Vi deler et kompliceret.. Venskab. Jeg har kæmpet i mod ham og for ham, delt familie med ham, og sloges med ham fra en tid til en anden “

Et ulæseligt udtryk gled flygtigt henover de røde øjne, inden han lod blikket glide tilbage på Cosette, nu mere indgående, mens han strakte mulen frem og pustede mod hende, som en corona-venlig berøring. Et øjebliks stilhed sænkede sig over dem, mens han overvejede om han skulle få stillet sin nysgerrighed, men spillede Cosette med åbne kort? Dawns dybe baritone brummen lød nu, mens han sænkede halsen, for at se mere åben ud.

“ Hvem er du, Cosette? Hvis jeg må være så fremmelig.“

Spurgte han så ligefremt med det kække smil diskret hængende i mundvigen. Hvem var denne danserinde, der med sin unge alder umuligt kunne have megen historie, men måske en kæmpe bagage. Turde hun åbne op for den brune, som han havde for hende, eller havde hun for meget at miste? Den brune havde trods alt ikke ret meget at miste. Hans historie var kendt for så mange, og hans motiver ligeså. Ligesom Cosette, så respekterede han en afvisning, for han ville uden tvivl ikke ligge søvnløs om natten blot fordi han ikke kendte til denne hoppes fortid og motiver.

Hingsten var ikke sky, tværtimod. Han ejede opmærksomme øjne der så hendes rå skønhed for hvad den var, og værdsatte dens enkelthed. Han bemærkede når hendes blik flakkede, og lagde sine bevægelser ind efter hendes, skridt for skridt. Derfor strakte han sine mægtige vinger ud for hende, så hun kunne beskue dem i al deres æstetik. Det var en smigr at han gav hende lov, og hun benyttede sig lystigt af det, og indtog hver en detalje. Piggene der prydede de mørke vinger indrammede konteksten der sagde 'dæmon', 'drage', eller for de sarte - 'monster'. Cosette, derimod, var dybt fascineret. Det var ofte scenariet af at man ønsker sig alt det andre har, og Cosette kunne da godt mærke misundelsen trække i hendes bryst. Hvem ville ikke gerne kunne flyve? Fik hun chancen havde hun fløjet for evigt og så langt væk hendes vinger kunne bære hende. Til alt ondt var glemt og himlen kunne omfavne hende, til hun blev opslugt af naturen og alle pinsler blot var en stjerne på himlen. Væk og borte. Cosette fandt sig selv fanget i et tankespor og rev sig da løs og tilbage til virkeligheden da en baritone-dyb stemme vækkede hende fra hendes dagdrøm. Ordene blev malet for hendes indre syn i store, fede blokbogstaver. Dødsguden, Helzlori. Hendes blik blev draget tilbage imod ham som han talte om deres venskab og familiesammenhænge. Det lød jo absurd, men på den anden side så var det jo ikke hvem som helst hun var i selskab med. Cosette tav, lod tankerne spinde og et uundgåeligt lille smil gled flygtigt over hendes mule som idéerne bredte sig. Pludseligt mærkede hun et pust imod hendes skind, hvilket fik hendes flanke til at trække på sig, og hendes skind føltes pirrende der hvor hans varme åndedræt havde mødt hende. Han åbnede sig da langsomt op for hende og Cosette havde ørerne bagud for at lytte til hans mørke stemme, der nu spurgte ind til hende. De porcelænsblå øjne søgte op og frem, idet et friskt lille, "hm" lød som en trille fra hendes bringe. Den unge hoppe kastede et hurtigt blik bagud mod Dawns sænkede hals inden hun besluttede sig for at bevæge sig fremad. Så den unge musegrå hoppe krydsede direkte forbi ham og rundede i en bue ud imod søen for at skabe lidt afstand til ham. Nu havde han danset for hende, og hun havde fået sin smagsprøve og tid til at granske ham fra ben til hår.

Den musegrå hoppe gjorde et roligt kast med hovedet så den bløde, fyldige man faldt på plads inden hun stoppede op med siden til den enorme hingst, med godt nogle få meter imellem dem. Ordene gav genklang i hendes hoved - ha! om han måtte være så fremmelig? - fornuft og gode manerer havde ikke været det første hun havde regnet med fra sådan en som ham. Men Cosette vidste da også at det var slemt at dømme andre på deres ydre, og indtil videre havde han jo kun reddet hende fra sin død, så måske hun burde trække vejret og give det en chance. Et lille grin kunne ikke undgå at undslippe hoppen, der fandt det fjollet at han spurgte ind til hende. I modsætning til ham havde hun intet der kunne nå ham til sokkeholderne af interessante ting. Han var dødsgudens budbringer, havde hugtænder, pigge og vinger samt var herre og søen Dead - og sikkert mere til.. og Cosette? Hun var intet mindre end en grøn, ung hoppe med drømme der overgik hendes umiddelbare kapaciteter. Sådan så hun det i hvert fald selv, for nu - overfor ham. Det satte det hele lidt i perspektiv for hende, men det betød vel ikke at hendes begær og mål skulle formindskes i lyset af hans enorme 'præstationer'? Desuden var hun alt for beskeden til tilnærmelsesvis at forsøge at imponere ham med hendes bestræbelser. Dertil så hun op igennem hendes flyvske pandelok og lod hendes klare blå øjne falde i hans.

"Lige nu er jeg ingen nævnværdig." startede hun med et suk. Selv var hendes stemme en kontrast til hans. Lysere, blødere og bar tydelige tegn på hendes ungdom der virkede som en efterspurgt gave. Der var dog noget i hoppens blik, der modsagde hendes uskyldige ydre. En ild brændte svageligt i gløderne, noget der ventede på et vindpust. "Forhåbentlig vil tiden vise at jeg kan blive til mere." Hun så op og kastede blikket ud over Dead søen. Cosette rettede sig op og knejsede i nakken som vinden rullede ind over landet og gled over dem i en brise. Der var et tavst øjeblik inden hun så tilbage mod Dawn, hvis kække smil havde vagt hendes interesse. Forsigtigt vendte hun sig nu imod ham og to et par enkelte skridt fremad. "For måske, i modsætning til dig, Dawn... vil jeg håbe - mene - at der stadig er uudnyttede muligheder der venter på mig derude et sted." Cosette havde dæmpet stemmen. Ilden bragede i hendes blik og alvoren var ikke til at tage fejl af. Den unge hoppe brændte for at gøre sit liv til noget værdifuldt - at hendes navn en dag ville være nævnværdigt, og ikke mindst at opnå respekt, anderkendelse. Hvordan hun ville se sig disse muligheder an ville kun tiden vise, men på trods af hendes beskedne væsen så skulle man ikke tage fejl af hendes beslutsomhed og vilje.