Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 5, 2021 22:41:22 GMT 1
Bølgerne skvulpede frem og tilbage mellem de to heste, som afstand blev givet og taget. Den brune hingst flyttede ikke de røde øjne fra den musegrå hoppe. Han fulgte hendes bevægelser rundt, mens hans front forblev rettet mod hende. Der strømmede mange tanker igennem den brunes hoved, mens Cosette kredsede rundt og ikke ønskede at dele sine ambitioner med andre. Dawn fandt det interessant, for det måtte næsten betyde at hoppen havde store ambitioner, som måske endda indebar at skulle udnytte dem der besad en såkaldt værdi i landet. Det kække smil blev ikke tørret af den hvide mule. Han var ikke sikker på at han faldt for hendes beskedenhed, men meget vel kunne han tage fejl. Ilden var tydelig for ham at se, for han kunne genkende noget i den, selvom det var et glimt fra fortiden. Et fnys lød nu fra ham, og de skridt Cosette tog mod ham, bakkede han nu væk fra hende og placerede sig selv i den giftige sø, med det sorte vand om hans piber. Til trods for at hendes ord ville kunne tolkes nedladende, så bevarede Dawn smilet om end det måske blev en smule mere ulæseligt.
“ Så vil jeg observere dine fremskridt med interesse. “
Den baritone stemme flød ud som en udfordring til den musegrå, inden Dawn sænkede hovedet mod søens overflade, men stadig med de røde øjne fæstnet på hende. Den hvide mule stod i skarp kontrast til det sorte vand da disse mødtes og Dawn nu indtog den giftige væske. Hovedet blev løftet og små dråber fra mulen dannede ringe i vandet under den. Den brune slikkede sig om de sylespidse hugtænder, som havde han nydt vand fra den reneste kilde. Sandheden var dog at han nød det lige så lidt, som en snaps til en julefrokost, men det var en måde at udholde ting man ikke ønskede at udholde på. Den brune kunne glemme sig selv, til trods for søen aldrig ville kunne dræbe ham, så kunne den stadig rumstere i hans indre. Hovedet blev løftet og lagt på sned, mens hans mine ændrede sig.
“ Jeg har overlevet mange, så jeg venter gerne på muligheden for at udrette noget igen, vent du bare og se. “
Smilet falmede da på hans mule, inden han bredte vingerne en anelse ud fra kroppen, og trak det velmarkerede hoved op, så de røde øjne kunne spejde mod himlen, inden de blev lukket med et lille suk. Sorgen stak til ham, og for en stund stod han i stilhed og lod sig selv få styr på den i det den kradsede og bankede for at komme ind og lave mere ravage. En dyrisk lyd undslap ham, i det han bed tænderne sammen og næsten vred sig ved tanken, inden han rystede voldsomt på hovedet. Blikket blev vent mod Cosette, inden hans baritone nu genlød
“ Vent og se. “
En hæshed lå som en undertone i tonelejet, mens han nu vendte siden til hende, og dermed rettede blikket ligefrem. Et par skridt blev taget væk fra hende, så han igen stod på fast grund med ryggen til. Han tog en dyb indånding, kæmpende mod dæmonerne. Det havde ikke altid været en uligevægtig kamp og man kunne undres over hvorfor den brune valgte at torturere sig selv på den måde, men smerten kunne få ham til at glemme en endnu stærkere smerte. Det var kun tid der kunne heale de sår, men var han villig til at vente på det, når ventetiden føltes så endeløs og ulidelig? Alt hvad der hed ambitioner havde ikke været en del af hingstens liv i så mange år, og nu stod han her med bare et navn og et minde om hvad han engang havde været.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Jan 6, 2021 20:43:57 GMT 1
Cosette havde nu næsten været i hingstens blodrøde blik så længe, at hun var begyndt at føle sig tilpas i det - nej, næsten higede hun efter det. Det kunne ikke modsiges at følelsen af at modtage hans opmærksomhed drev hende til ilden. En følelse hun ikke så ofte havde oplevet i sit tidligere liv, men nu hvor hun endelig fik en smagsprøve ville hun have mere. Netop derfor legede hun med den flydende afstand imellem dem, og ih hvor bølgerne begyndte at blive høje. Endnu et lag til hendes rus var at hun fik lov til at ytre blot en split af hendes amibitoner, og endda at kunne dele dem med en som Dawn of Death gav skub i selvtilliden. Samtidig var det dog sikkert at han ville kunne pille hende ned igen lige så hurtigt som hun var bygget op. At kunne modstå sådanne indgreb krævede dog et hårdt ydre og livserfaring - noget Cosette i dén grad var i underskud af, men ikke i modsætning til de der var vokset op omringet af kærlighed og støtte. Nej, nej, der var skam alligevel et hårdt ydre på Cosette. Det sad bare lidt anderledes. Dawns kække attitude prydede hele hans ansigt og Cosette kunne heller ikke tage øjnene fra ham. Dog havde den unge svært ved at holde øjenkontakten for længe, og måtte af og til kaste sit blå, klare blik i jorden. Så meget selvtillid ejede hun dog heller ikke...
Som hun tog sine skridt frem, ligeledes trådte han tilbage og lod søens mørke vand omringe hans piber. Cosette måtte stoppe op og se til i forundring - samt en anelse forargelse - for det var stadig pirrende at tænke over søens kræfter. Begge mandelformede ører der for et øjeblik havde gemt sig lidt i den mørke man vippede nu frem og hun fangede hans blik da hans brummende stemme skar igennem den kølige luft. Brrr, hans stemme gav hendes myrekryb, men på den gode måde. Det skælvede en anelse i hendes anspændte krop, fyldt af nervøsitet og adrenalin for at mærke hvordan hun levede i hans nærvær. At han ville observere hendes fremskridt med interesse var en udfordring hun tog imod uden tøven. Dertil svarede hun ham blot med at møde hans blik og lod selv et kækt og smigret smil flyve om hendes mule. Hvad skete der med hende? Da blev der helt stille imens den muskuløse hingst strakte sig ned og gjorde hvad der for de fleste i landet var umuligt, og en dødsdom. Cosette rørte sig ikke en centimeter som hun observerede ham slukke tørsten i dødens vand. Blikket fulgte vandoverfladen, til hans lyse mule til de sylespidse hugtænder og hun blev atter mindet om hvem hun stod overfor. Det var svært at begribe hvordan han var i stand til at drikke vand i den tilstand som om det var de første dråber i hundrede dage. Men hvorfor? Havde den nogen som helst effekt på ham?
Pludselig ændrede stemningen sig da Dawn virkede til at gå ind i sig selv. Hans vinger løftedes og hans røde blik blev sendt til skyerne. Hans strube producerede en dyrisk lyd og det gibbede kort i hoppen der ikke så det komme. For kraften i hans stemme var så tæt og stærk at den ville sende mindre dyr på flugt. Cosette gjorde dog ikke andet end forsigtigt at følge ham med blikket, men rykkede sig ikke fra hendes plads. Kun hendes bløde, fyldige hale svang nænsomt bag hende idet hun forsøgte at aflæse den dæmoniserede hingst. Det var et udtryk hun havde set før. Han virkede plaget... noget så ud til at stikke ham i hjertet og vride i hans sind, men hvad ville hoppen nok aldrig finde ud af. Vesperus havde haft et lignende udtryk på hans langt mere venlige ansigt, men lige det samme gjorde det også ondt på Cosette. Intet kunne hun gøre, andet end at stå og se til. Ikke at hun bekymrede sig særligt for den enorme hingst, men lige meget hvad så havde alle deres baggage. Hvad der til gengæld var lovende var hans ord. Havde hendes egne inspireret ham? Det var noget Cosette længtes efter at se - hvad han ville udrette. Et preview hun bare måtte se nu! For hvad ellers kunne denne hingst opnå? Han havde vel magten og styrken til at gøre næsten hvad han ville. Om han var respekteret, frygtet eller set op til vidste hun ikke, og hun var nødt til at høre fortællingerne fra andre for at bestemme præcis hvad Dawn bestod af.
Vent og se, sagde hans stemme, men hans øjne sagde hævn. Frelse. Den unge hoppes hjerte galopperede derudaf imens hendes blik var i hans. Der gemte sig så meget bag de blodrøde øjne, og Cosette så kun en brøkdel. Han fortsatte fremad med ryggen til hende. Eftertænksomt flakkede hendes blik hurtigt over landet inden hun efter hvad der føltes som flere minutter besluttede for at lade sin stemme høre.
"Hvorfor vente?"
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 6, 2021 21:27:10 GMT 1
Tirret var hvad den brune hingst havde følt sig i Cosettes nærvær og for en som Dawn, der besad et normalt roligt ydre, så legede det med dæmonen i hans indre. Han følte sig provokeret, truffet, men også meget interesseret. Det var samme følelser der i sin tid havde været med til at drage ham mod den sorte dødsgud, men det forhold byggede på langt flere komplicerede ting, end hvad han stod overfor her. Det udfordrede ham til at vågne til dåd igen, men han var ikke sikker på at det nødvendigvis var en god ting.
Mens den brune stod med ryggen til Cosette, så forsøgte han at samle tankerne omkring hvad han skulle udrette og bruge tiden på. Tankerne strejfede også den unge Zelimerka som han havde delt en meget intim stund med, næsten hvor de to stod i øjeblikket. Det havde aldrig været hans hensigt at ty til sådanne ting igen, men forløsningen havde været et skud narko direkte i blodet på ham. Kunne det dulme hans smerter? Han skævede tilbage mod den musegrå, der nu talte til ham igen. Hvorfor vente? Han stoppede op, mens han måtte tænke for at vælge hans ord med omhu. De røde øjne fandt atter Cosette i det han drejede hovedet. Blikket var så tomt at det næsten var afslørende. Han knejsede stille i nakken og sukkede dybt, inden han så sig omkring. Ingen fornuftige sjæle befandt sig nær Dead, og heller ikke i dag. Dawn valgte at træde hen til Cosette igen, men denne gang trådte han ind i hendes personlige rum, og stjal nu en berøring. Den hvide mule kørte sirligt over den musegrå hals og han trak sig herefter.
“ For uden krig og kaos, er jeg ingen nævneværdig, der hæmningsløst forsøger at fulde et gabende tomrum, som aldrig har kunnet tilfredsstilles. “
Den intense baritone stemme lød, som han næsten hvæste af sig selv i foragt for hvad han var og havde budt andre. Det eneste han kunne pryde sig med var at han aldrig havde tvunget nogen til noget, og det mest grænseoverskridende var måske den berøring han havde stjålet fra den musegrå, men vold var en anden sag. Den brune var nådesløs i kamp. Den brunes tanker strejfede dødsguden, som ventede på ham. Dawn var ikke klar til at hengive sig i den sag, og den hemmelighed måtte forblive hemmelig indtil den dag kom. Den hvide mule skar en grimasse.
“ Du ønsker ikke at blive blandet ind i det. “
Brummede han så. Han rettede sig nu op og knejsede let i nakken, mens de røde øjne hvilede på hende med genfundet ro. Dawn ønskede ikke at blande nogen ind i hans liv, for han havde skuffet mange før på mange måder. Han huskede hvert et ansigt og ville aldrig glemme det. Cosette skulle finde sine egne veje i Proelio, og skulle nok lykkedes med det, det var han ikke i tvivl om. Hjertet bankede hårdt i hans brystkasse, som søen vand langsomt blev optaget af hans system. Det fik pelsen på den muskuløse hals til at blive fugtig, mens åndedrættet blev overfladisk.
“ Men du skal ikke vente Cosette, Proelio ligger for dine hove. “
Opmuntrede han hende nu. Om det var et forsøg på at få hende lidt på afstand var uvist, men hingsten var trods alt i en alder hvor han havde opfostret mange. Han anerkendte i hvert fald hendes ambitioner.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Jan 8, 2021 23:29:31 GMT 1
Uden advarsel blev hun mødt af hans kolde, tomme blik. Noget havde ændret sig, men Cosette nåede ikke at ytre et ord før han var trådt ind i hendes rum og uden videre lod sig stjæle en berøring. Det hele skete så hurtigt men følelsen af hans mule pressende imod hendes hals skulle vise sig først at forlade hende langt senere end ønsket. Noget tog ved hende - det var vel nok fanden selv, og hun blev vred. Som havde han trådt på fælden satte springfjederen af og Cosette smed i sekundet ørerne i nakken, klar til at slå fra sig men måtte holde igen. Havde det ikke været en 170cm muskelbjerg med hugtænder og pigge på koderne havde dette set lidt anderledes ud. Men Cosette ville stadig ikke finde sig i det - han havde ikke fået lov til at røre hende. I stedet for den store scene måtte den unge hoppe udtrykke sig en anelse mere lavmælt. Ørerne havde lagt sig ned i nakken og hun fnyste i protest, men veg dog ikke fra hans berøring. Halen gav et svirp fra sig og havde han ikke trukket sig næsten lige så hurtigt havde hun formodentlig veget fra ham. Stadig frustreret over sådan uden varsel at have trådt ind i hendes rum og rørt ved hende stod hun lidt for sig selv, stadig med ørerne lagt, men fik dog hurtigt roen over sig igen. Det nyttede jo ikke noget, men hun følte alligevel at han burde have den respekt for hende, og hende selv lov til at sige fra. Når det kom til sådan noget skulle det under alle omstændigheder foregå på hendes præmisser. Dette var ligeledes et ømt punkt for den musegrå hoppe, der var ganske berøringssky, følte hun sig ikke fuldstændig komfortabel.
I stedet vendte hun sin opmærksomhed til hans ord, men selv disse vagte en vrede i hende. Hvad bildte han sig ind, at kalde sig selv for ingen nævneværdig uden krig og kaos? Havde han hverken set eller oplevet sit eget selskab? Han skulle ikke påtage sig sådan en anonymitet uden i sandhed at være ingen nævneværdig.
"Hvordan kan de sige at de er ingen nævneværdig uden krig - uden kaos?" Afbrød hun ham i egen frustration. "Jeg ønsker måske ikke at blive indblandet, men du må da i det mindste tage en revurdering af dit eget selvværd." Fnyste hun. For hvis han efter alle de år og bedrifter - gode eller dårlige - skulle se sig selv som ingen værdig, så brød det fuldstændig med Cosettes billede af verden. Men hun var ung, og vidste heller ikke bedre. Om hendes spørgsmål var retorisk var op til Dawn at beslutte. Der faldt atter ro over hende, selvom hun havde ladet sig hidse noget op over hans uretfærdige udmelding. Frustreret havde hun ladet blikket synke i jorden imens hun samlede sig. Hans sidste ord rungede i hendes ører og varmen suste til hendes bryst ved lyden. Proelio ligger for dine hove. Noget i hende blev tændt ved lyden af disse ord og Cosette kunne mærke det tydeligt indeni. Man kunne se tankerne virre for hendes indre, inden hun gjorde et afsluttende slag med den fyldige hale og kastede et blik på den brune inden hun begyndte at gå med intention om at forlade hans selskab. Cosette satte i retning af sydvest men stoppede da op og så sig over skulderen. Beslutsomheden raste i hendes øjne og det var tydeligt at hun bar sig frem med fornyet vilje. "Jeg har ikke i sinde at vente." Betænksomt så hun intenst ned i jorden inden hun atter modtog hans røde i sine klare, porcelænsblå øjne.
Fin
|
|
Hingst
719 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Dawn of Death on Jan 8, 2021 23:42:51 GMT 1
Dawn trak hovedet til sig og bakkede yderligere et par skridt ved hendes reaktion på hans berøring. Han rømmede sig let og sænkede hovedet, med et beklagende kropssprog, da han først fandt sig selv igen. Den brune var ikke sen til at give hende nok plads til at vise at han var klar over han havde overtrådt en grænse.
Hvad han ikke ventede var vreden over hans ord og han hævede nu hovedet og så på hende med en gennemtrængende skepsis. Den brune havde en mistanke at hendes ord ikke handlede om ham og derfor tav han. Måske havde han ødelagt hoppens verdensbillede, men hvis man higede efter hæder og ære kunne man nemt miste sig selv i det, og kun stå tilbage med den hule skal som Dawn nu gjorde. Ordene prellede af på ham, og han trak blot på smilebåndet med et intetsigende smil.
“Godt. “
Var de ord han ytrede til Cosette, som en opmuntring til bestemt ikke at vente. Han lod blikket hvile i hendes inden han nikkede anerkendende til hende, og havde nu i sinde at lade hende gå fra ham.
“ Måske vores veje krydses igen. “
Brummede han roligt, inden han nikkede til hende, som en hilsende gestus, inden han bredte det store vinger ud, og med et par kraftige slag nu steg mod himlen. Den brune kunne ikke lade være med at lade smilet hvile på hans mule, for Cosettes vilje havde da imponeret den gamle hingst, der dog ikke vidste hvad det ville betyde for ham. Lige nu havde han dog andre ting der pressede på i hans sind, som han gerne skulle have forløst inden det opslugte ham fuldstændigt.
|
|