Den sølvtonede hoppe Visenya havde efterhånden været på farten i godt en måned. Hun havde forladt hendes kendte områder, hendes familie og på sin vis også sin fremtid, for at kaste sig ud i et eventyr, som var hendes eget. Hun havde længtes efter at stå på egne ben og vælge den sti som hun ønskede; og ikke den, som andre mente var den rigtige for hende.
På mange måder havde hun brudt med tradition og forventninger, ja faktisk kunne man anse hende som værende en udstødt. I hvert fald hvis man spurgte hendes forældre. Selvom beslutningen havde været svær, var den sølvtonede hoppe dog ej længere tynget af savnet til sin familie og hjem; hun havde lagt dem bag sig.

Hun havde vandret gennem forunderligt landskab, landskab som var så anderledes end det hun var vant til. Det første hun havde mødt på sin vandring havde været et tørt og øde landskab; det som andre omtalte som en Ørken. Hun havde faret vild mange på sin vej igennem sandets ocean og flere gange havde hun været ved at vende om af ren desperation. Det havde dog lykkedes hende at krydse det tilsyneladende endeløse, golde landskab og nu befandt hun sig i et relativt åbent landskab, hvor en stor sø lå foran hende. Bag søen tornede høje bjergtinder sig op, og hvis hun skimtede rigtigt, dannede tinderne et pas, hvor søen smallede sig ind til en flod der ledte vandet til eller fra søen.

Hun følte sig lettet, da hun lagde sine klare blå øjne imod søen, hvis overflade så ud til at være ved at frosset til. Dog selvom frosten klart havde lagt sig over dette forunderlige land så frøs hun ikke synderligt meget, selvom hendes pels langt fra var udrustet til at kunne klare kulde og frost. Hun drog et lettelsens suk; endelig kunne hun hvile og samle kræfter inden hendes vandring fortsatte. Hun vidste ikke præcis hvad hun ledte efter, og derfor heller ikke om hun allerede havde fundet det - men hun følte ikke, at hun var færdig med at udforske endnu.

Med udmattede bevægelser satte hun frem imod den frosne sø; tørsten skulle stilles, om end hun nok måtte være lidt kreativ for at skaffe vand nu hvor frosten havde forvandlet søens klare spejl til is.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Borte. Så langt borte fra Darkena som man kunne komme i Proelio. De trætte gule øjne stirrede rundt, ud over ørkenen og tilbage til Undale. Det var ganske sært. Hvordan frosten havde fået et greb i omgivelserne - selv helt syd på. Det var netop derfor han vandrede så langt hjemmefra. Lux Umbra havde opdaget denne mystik og derfor var hans plads i flokken at undersøge det. Det næste måtte blive at søge Frozticen... Hvad nu hvis frosten havde forladt den kuldeske landsdel og omsluttet alt andet? Det kunne ligne Proelio.

Trods det var underligt, så føltes det ikke ubehageligt. Tværtimod. Det var magisk. Glitrende og kønt. Han vendte sig og vandrede ind imellem klipperne, for at søge vand, inden han måtte videre på sin færd. Her studsede han over nogle bittesmå besynderlige fodspor... De matchede intet dyr han kendte.

Hans gule pupilløse øjne kneb sig sammen - men i samme stund synes han at fornemme en andens tilstedeværelse... Han rejste halsen og stirrede. En hoppe søgte ligeledes vandet. Han nærmede sig kun langsomt - uden nogen videre indikation på hans humør. "En sjæl søger det bløde vand under isens greb - i samme stund som han. Mon også hun undres over fænomenet der har overtaget hele Proelio?" den melodiske, mørke stemme lød, så levende fortællende som noget kunne. For det var hvad han var: Historiefortælleren.

Visenya ænsede i første omgang ikke en anden sjæls tilstedeværelse. Hendes blik fokuserede på den frosne sø der lå foran hende og hendes tanker kredsede om hvordan hun skulle bryde isen så hendes tørst kunne slukkes. Samtidigt værkede hendes ømme muskler og bare tanken om at skulle kaste sig ud i en fysisk udfoldelse som hun ikke kendte størrelsen på var ikke ligefrem tiltalende.

Det gav et sæt i hende da en stemme fangede hendes opmærksomhed og hendes hoved nærmest fløj i retningen af hvorfra stemmen kom. Hendes slanke og smidige krop fulgte efter halsen i én flydende bevægelse og snart havde hun fronten imod en sjæl som hun på ingen måde kunne placere.

Udseendet han bar var så anderledes fra noget andet hun nogensinde havde set. Han bar farver, som ingen hest burde bære og hans øjne besad ikke nogen pupil. Ved første øjekast på denne fremmede sjæl bredte en frygt sig i hendes indre, men den blev hurtigt erstattet af en nysgerrighed. Hans melodiske toner lød på ingen måde faretruende og hans kropssprog indikerede ikke nogen ondsindet hensigt. Hun stod, nærmest frosset med udspilede næsebor og betragtede denne fremmede, farvestrålende hingst og der gik faktisk en rum tid inden det gik op for hende, at der var noget utroligt særpræget over de ord, som han havde fremsagt.

Det var som om han ikke rigtig talte til hende, men nærmere omtalte hende. Hun kneb sine blå øjne en anelse sammen og lagde hovedet let på sned. Hendes ører fulgte straks trop, som de havde for vane, og blev tippet rundt i små tænksomme cirkler. Visenya besad, hvis hun selv skulle sige det, et ganske intelligent sind. Dog havde hun svært ved at finde ud af hvordan hun skulle besvare hingstens ord, i og med de lå så fjernt fra den måde hun var vant til at kommunikere med andre på. Hun valgte derfor at ty til det, som hun kendte og snart efter begyndte hendes feminine stemme at sammensætte ord.

,,Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke nået til at undre mig over denne særlige frost, som ej bærer den bidende kulde med sig. Mit navn er Visenya, farverige fremmede, og jeg kommer fra et land der ligger langt herfra. Jeg har vandret igennem ørkenen og selvom navnet Proelio er et jeg har hørt før, så er det ikke et jeg kan kæde sammen med viden. ”

Hendes ord var overvejet og hvis man kendte den sølvtonede hoppe godt, så ville man også vide at det ikke altid faldt hende naturligt at tale så velformuleret. Sommetider var hendes ordvalg mere.. Impulsivt.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Han lagde mærket til hvordan hendes pels glinsede i en sølvtone ovenpå det sorte hårlag. Hvordan hendes man matchede dette, ved at være mørkere tæt ved nakken og lysere i spidserne. Der var et sæt blå øjne og et par hvide sokker - det var det. Ganske simpelt, ganske smukt. Han stirrede og opslugte det han så. For det var sådan historier blev gemt - og genfortalt. Ved at huske, memorere og fantasere. Gerne om virkeligheden - for trods han var en hingst med mange eventyr, så havde han faktisk aldrig skabt et selv. Ikke fra sin fantasi. Det var lillesøsteren langt bedre til end han.

Der var en tøven hos hende længe - som om det ikke blev registreret at han talte til hende. Han kendte det - der var få der tog imod hans talemåde i første hug og forstod det. Mange skulle bruge mere tid - nogle synes endda han var sær. Men det passede ham fint. Nu havde han levet længe i denne sandhed og han var blevet sin egen. Fri fra hans forhistorie og ulykkelige tragedie... Inderst inde var der ganske vist et sort hul, der trak ind til det tommere hjerte, hvor hans forfærdelige minder var begravet. Uhyggelige ting, få kendte til.

Hoppens ord fandt nu vej over hendes fine læber og han lyttede, med begge sine ører imod hende. Ellers stod hingsten gangske stille. Indimellem blev andre bekymrede - hans blik var ofte stilstående, uden videre følelse. Kun få så hvad der foregik bag hans gule øje. I denne stund var der udover fokusset på hende, et savn og ligeledes undren. Gervina var borte.

"Ankommet til landet i et magisk mysterie." han vippede hovedet en centimeter. "Visenya fortæller hun, så kønt og fremmed for ham. Fortælleren kaldes Narrator - og han lytter til ordene. Proelio byder hende velkommen - han håber at det er dette sted hun har søgt på sin lange rejse." hans stemme var ligesom før ganske melodisk og mørk. Nogle fandt ham skummel, især fordi de ikke lige forstod hans fortæller sprog. Men han var ikke en særligt farlig hingst, blot lukket inde - som en der så alt, hørte alt og fortalte det hele. Pånær det indre.

Visenya forblev helt stillestående, som havde frosten alligevel besat hendes krop og frosset hendes krop fast i den position hun havde placeret sig i, for at betragte den fremmede sjæl som for lidt siden gjorde sig til hende. Det eneste der bevægede sig, ud over hendes sølvfarvede man og hale, var hendes ører der sirligt bevægede sig i cirkler. Hendes klare blå øjne studerede den fremmede indgående – nogen ville nok endda kalde det uhøfligt – men hun kunne simpelthen ikke lade værre. De nuancer, de farver, de mønstre han bar var så unikke og dragende at hun ej kunne fjerne blikket.

Da han talte igen med sine særprægede ord og den melodiske stemme rykkede hun dog blikket op imod hans gule, pupilløse øjne. Kortvarigt kneb hun endda sine egne øjne sammen, nærmest for at lede efter et udtryk bag de umiddelbart tomme øjne. Dog var det utroligt svært at se, hvilke følelser der lå bag de dragende gule øjne.

Hun brummede sagte og med feminine toner, da hans ord havde nået sin ende og igen måtte hun stå et øjeblik og tænke over hvordan hun ville svare ham. Hingsten foran hende bar navnet Narrator, et navn hun aldrig havde hørt før. Og samtidigt præsenterede han sig som fortælleren. Der lå noget nærmest magisk over ham, som var han løsrevet fra sin krop og kunne beskue mødets gang fra en anden vinkel og gengive hvad der skete, som var det allerede sket.

,,Jeg siger tak for din velkomst Narrator. Ligeså fremmed som landet Proelio er for mig, ligeså fremmed må jeg erkende at din fremtoning er. Aldrig har jeg set en med så unikke farver, som du, eller med et sprog så fortællende som dit!”

Kort måtte hun tippe sine ører en anelse til siden, for hun følte sig næsten pinligt tilpas over at hun ikke kunne finde på noget bedre at sige. Dog var det hele fremmed for hende; landet, ham, hans væremåde og hun var på sin vis lidt overrumplet af det.

,,Jeg ved ikke præcist hvad jeg søgte, da jeg begyndte min vandring.. Måske er Proelio dét jeg skulle finde, men jeg ved det ikke endnu. Jeg håber det. Historier om dette land har jeg hørt siden jeg var lille og har altid tænkt at jeg gerne ville drage hertil engang, dog vidste jeg ikke hvilken vej jeg skulle gå for at nå hertil, og derfor ved jeg heller ikke helt om min vandring har nået sin ende endnu”

Og det var jo sandt. Selvom hun havde drømt om at se dette magiske land, så havde det ikke været formålet med hendes vandring. Egentlig havde formålet blot været at komme væk, at søge en anderledes måde at leve på, langt bort fra det hun kendte og de forventninger hendes flok havde haft til hende.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Observant - det var han. Men han følte intet ubehag over hendes stirren. Der var ingen fordom omkring hendes opførsel, for hun gav ham umildbart ingen grund til at forvente noget hverken forfærdeligt eller fantastisk. Hans gule blik fulgte derfor blot med, som hendes eget fulgte hans aftegn. Indtil deres øjne mødtes og hans læber gav sig en smule - et meget svagt antræk til et smil.

Ordene lød fra hoppens feminine stemme og hun gav sig til at forklare hvorledes hans fremtoning var ligeså fremmed som landet for hende. Hans fokus var primært på hende - men han begyndte at lytte efter nogle meget små skridt i nærheden. For hans mission her var trods alt at finde ud af hvad der skete, siden frosten tog så hårdt fat i landet. Knitrende små lyde var nær og han begyndte at mærke en lyst til at undersøge.

Hun fandt ord igen, efter en form for pinlighed hos hende. Lyttende, men let distraheret fik han hørt hende til ende. Og han ønskede at svare - for han var ingen hingst gjort af hast og tålmodighed var hans ven.

"Ofte sker det, at landet her er eftertragtet og dog tit finder mange sig et sted, hvor de ikke kan finde hertil. Nogle tror endda det er det purre opspind, at guddommen og Proelio er ægte - vejen hertil er også indviklet og magien herfra, kan udstøde visse sjæle fra at komme ind. Men her er hun - en ganske køn hoppe, forvirret synes hun, eller måske overrumplet efter sin lange færd." atter var stemmen som før - måske nu en smule mere betaget af hende. Han nød faktisk samværet i denne stund.

"Hingsten hun ser, er født ind i landet - ligeså er hans moder. Hendes moder er selveste Artemis Månegudinden. Mit udseende?" nu lo han lidt. "Er ej det mest særprægede hun vil opleve." han kastede nu blikket fra hende med hævet hoved, som han skuede efter lydene. Hørte hun dem også?

Det var en hel oplevelse i sig selv at beskue den fremmedes unikke udseende. Sirligt fulgte hendes øjne hvert et mønster han bar, så hver en farve og samtidigt studerede hun hans bygning, som hun fandt ganske tiltalende. Selv hvis hingsten foran hende havde været sort som natten selv havde han været flot; og det fandt hun ret fascinerende.
Efter at hun havde beskuet ham i sin helhed og hendes øjne mødte hans, gled et lettere forlegent blik over hendes klare blå øjne. Hendes ører blev vippet lyttende frem imod denne fremmede Narrator da han snakkede igen. Atter begyndte hendes øre at tippe i små cirkler, lyttende og forundret på samme tid.
Det gik så småt op for hende, da Narrators ord nåede sin ende, at mange af de sagn og myter hun havde hørt om dette magiske land, bar i hvert fald dele af sandheden med sig. Som føl og plag havde hun svært ved at forlige sig med tanken om at et land kunne være ”gemt” for en, hvis magien ikke fandt en værdig til at træde ind i landet. Dog lød det som om at det netop var det som gjorde sig gældende. En følelse af lettelse bredte sig igennem hendes sølvtonede krop – for hun var kommet ind i Proelio, det magiske land.
Et forlegent smil tegnede sig om den mørke mule og hun måtte nikker anerkendende over hans kommentar om at hun følte sig forvirret, eller endda overrumplet. Det var ganske sandt.

,,Overrumplet er nok den helt rigtige betegnelse. Hvor jeg kommer fra, findes der ikke magi og guder er ikke noget som nogen rigtig tror på. De historier der fortælles i mit hjemland, omhandler heste der for mange, mange år siden vandrede væk fra Proelio og startede en ny flok, langt bort fra magiens verden. Over mange år blev magien.. Udvandet, tror jeg er den rigtige måde at sige det på, og de spraglede farver og mønstre blev erstattet af mere ensartede farver, som min egen.”

Hun havde hørt om heste der bar regenbuens farver; blå, grønne, røde og gule. Farver som Narrator selv besad. Måske var der hold i de gamle historier, som Visenya var vokset op med; historier som hun altid havde troet blot var fantasti.
Hendes øjne lyste en anelse op, da han forklarede om hans moder og hendes moder før hende – Månegudinden Artemis – og en sær følelse af ydmyghed gled over hende. Han var i familie med en gud? Og så endda Månegudinden? Artemis var én af de guder, som hun havde hørt om som lille.

,,Selvom du fortæller, at jeg nok vil opleve mere særprægede ting, så må jeg indrømme at jeg er helt beæret over at møde én, som er i familie med en gud. Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasti troet jeg ville. Hvis Proelio byder på endnu mere særprægede ting end dét, så ved jeg næsten ikke om jeg tør fortsætte længere ind i landet”

Hendes milde toner blev nærmest leende, som hun sagde de sidste ord. Selvom hun havde sagt hendes ord i ironi, så var der alligevel et strejf af sandhed over det – for magi kunne være ligeså farligt som det kunne være fantastisk; det havde hun altid fået at vide. I hvert fald måtte hun træde varsomt og være årvågen mens hun befandt sig i dette land.

Et øre blev hurtigt tippet ud til siden da en meget svag, knasende lyd hørtes i baggrunden. Hun flyttede dog ej blikket, da hendes opmærksomhed var tryllebundet af den unikke hingst foran hende. Og hvis ikke det var fordi han nu selv bemærkede lyden af en anden – eller andres – tilstedeværelse, så havde hun ikke givet det yderligere opmærksomhed. Da han spurgte om hun ligeså kunne høre det nikkede hun med en graciøs bevægelse.

,,Det lyder til at vi ikke er alene”

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Hans læber trak på sig igen, da hun forlegent kiggede på ham. Lyttende fik han fortalt en kort historie om hendes hjemlands udvandring, og udvanding af magi og selv de spraglede mønstre. Det var anderledes end andre steder på Wareena - jovist nogle steder fandtes alle disse farver ikke og hestene var enten mere simple, eller mere kedelige ville nogen ligefrem kalde det. Han fandt nu et simpelt udseende ganske kønt. Men Wareena havde sendt mange heste fra fremmede lande hertil - til Proelio. Stadig i besiddelse af spraglede farver og mønstre... Han erindrede sin morfars gyldne krop, med sorte striber i ansigtet, vinrød man og flere stjernepletter. Noctem Caelum var kommet til for evigheder siden, med disse mønstre... Men det var før tidsrejsen - var det anderledes nu? Var farverne for alvor udvandet udenfor?

Et par blik og ørene viste at han fandt interesse i hendes fortælling. Dernæst trak han hovedet til sig og stirrede imod himlen, omend den var fyldt med Apollons dagslys. Hans moster og morbror var deroppe et sted også nu - på deres evige jagt efter solen og månen, for at holde de døde guders sjæle tæt ved deres himmellegeme, således at Proelio og hele Wareena altid havde balance i himmelrummet. Han sukkede. Åh der ville være vildere ting end han. For der var jo blot hans egen moder: Bevinget, lidende af et magisk hukommelsestab, han var ganske overbevist om at hans døde fader havde en hov med i det spil. For Insanus havde altid vidst at Caeli ønskede sig vinger over alt andet i hele universet. Og Insanus havde ønsket sig i evigheder, især efter hans død, at hun ej skulle lide mere i hans mørke... Så Narrators teori var at faderene havde bedt Artemis om hjælp og at hun havde skænket sin datter den nye chance. De havde bare glemt Narrator. For nu troede hans moder, at han ligeså var en søn af Dawn of Death ligesom hans broder Ducan og søster Rosaia.

"En gave. En forbandelse. Han er blot hvad moderen altid sagde, imens hun bar dæmonens barn. Jeg er skyggen af en engels smil." hans øjne var vejen ind til hans sjæl og i dette nu, ville den opmærksomme skue hans følelse af sorg. Hviskende var stemmen i den sidste stund, for han sagde normalt aldrig jeg.

Hun så nu sigende på ham, da hun også hørte lyden. Han nikkede til konstateringen og vendte sig nu halvt for at søge fodsporene igen - medmindre hun afbrød hans undersøgen.

Selvom den sølvtonede Visenya på ingen måde kendte til den farverige Narrators fortid, eller personlighed, så lagde hun alligevel mærke til den lille ændring i hans ordvalg; for da han svarede på hendes kommentar omkring hvor unikt hun syntes det var at møde én som ham, som var søn af en gudinde, vendte han sin fortællende talemåde til en mere almindelig – og omtalte sig selv som ’jeg’. Hun studsede kortvarigt over det, men noget sagde hende at hun ikke skulle spørge ind til det – hans måde at tale på, hele hans facon, virkede på sin vis meget privat, selvom han dog ikke afholdt sig fra at svare på hendes spørgsmål. Måske var det blot tanken om, at de endnu var så fremmede for hinanden der gjorde, at hun ej valgte at kommentere på det. I stedet var det et andet faktum i hans fortælling, som hun valgte at hæfte sig ved; nemlig at hans ord hentydede til at hans farve var en dæmon. Visenya havde hørt historier om gamle guddomme og magi – men aldrig havde hun hørt noget om at dæmoner virkelig eksisterede. Hun brummede sagte i en mild og tænksom tone, inden hun valgte at besvare hans ord.

,,Din far var en.. Dæmon?”

Sagde hun en anelse afmålt. Ikke fordi hun ikke var nysgerrig – for det var hun virkelig – men hun ville ikke fremstå påtrængende overfor den farverige Narrator. Han var det første bekendtskab hun havde stiftet sig siden hun drog ud på sin lange rejse, og hun ønskede ikke at drive ham bort ved at agere som en overivrig plag der netop havde fundet ud af at alle de eventyr hun havde fået fortalt hele sit liv, faktisk ikke var eventyr – men sandheden.

Kort efter hun selv havde pointeret, at det lod til at en anden eksistens var i deres nærhed, vendte den farverige hingst sig, som søgte han at finde og opspore den eller dem, som rumsterede i deres omgivelser. Hun udspilede sine næsebor ganske kort og overvejende, inden hun satte frem med smidige bevægelser, for at følge med ham. Selvom hun ikke havde noget imod at være alene, så var det rart endelig at være i en andens selskab, og skulle hun være ærlig, så var der noget enormt dragende over denne Narrator. I hvert fald fandt hun ham så fascinerende, at hun gerne ville lære endnu mere om ham – og om dette land.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Han ruskedes ud af sit meget private indre. Derinde havde han ikke høje tanker om sig selv - han havde ej heller de stærkeste holdninger til andre. For derinde var hans eget sind i en form for lænker. Den lille hingst, der gjorde sin far stolt, var i dyb sorg og smerter. Lidelse var en følelse hans mor ofte havde udholdt - hun var aldrig blevet fri af det, imens hun var sig selv. Narrator trak vejret dybt - han agtede at blive fri en dag.

Spørgsmålet hvilede hos ham en stund, imens han fulgte sporene. Nysgerrig efter disse små væsner. Han lyttede. Der var små blafrende lyde i nærheden og små hæse stemmer?

Øjnene tittede tilbage på Visenya. Hendes nysgerrighed var der, men den var behageligt afmålt. Et svagt glimt i hans blik fandtes, som han prøvede på at rejse sig højt nok over sit eget sind, til at kunne udtale sig.

"Et spøgelse er faderen den dag i dag, men måske han endelig har fundet sin hvile. En frygtindgydende hingst - det var de, for faderen er ej blot én sjæl, men 4 fængslet i samme krop..." han stirrede et øjeblik intenst. Få ville forstå hvor sindssyg hans far faktisk var. Irissia var den eneste der virkelig gav ham ro i sin fortid... Det var alt for længe siden hun havde givet sit besyv med til hans liv. Måske burde han lægge Gervina i glemslen og se sin fremtid.

Han standsede. Små skikkelser var forude imellem et par små træer - små alfevæsner!

Der gik en rum tid hvor de to vidt forskellige skikkelser vandrede side om side, i søgen efter det eller de væsner, som kunne høres ikke langt derfra. Dog havde den sølvtonede Visenya ikke meget fokus på de ukendte lyde, i stedet lå hendes fokus på hingsten, som hun fulgtes med. Hun syntes at hun kunne skimte et glimt, gemt bag den gule hinde som dækkede hans øjne; et glimt som gemte på så meget mere, end blot opmærksomhed. Visenya prustede sagte, så sagte at det knapt kunne høres. Hendes ene øre hvilede lyttende imod Narrator, indtil han havde svaret – og svaret kom bag på hende; ligesom alt andet han havde fortalt.
Han fortalte at hans far var afgået ved døden; at han nu var et spøgelse. Og samtidigt fortalte han også om et mærkværdigt fænomen, at hans fader havde båret flere sjæle end sin egen – eller rettere, at den krop han havde haft, havde haft andre beboere ligeså. Hun kneb sine øjne sammen i en tænksom mine, og der gik noget tid inden hun formåede at finde ord til at svare ham med.

,,Hvordan.. Hvordan kunne det være muligt at én krop bar sjæle fra 4? ”

Måske var spørgsmålet uhøfligt, og ligesom før blev spørgsmålet fremsagt med ydmyghed. Hvis hun trådte for langt og spurgte til noget for personligt, ville hun håbe at den farverige Narrator ville sige fra; for hun ønskede på ingen måde at trænge ind i andres personlige sfære uden at få lov.

Hun standsede næsten ligeså prompte som han gjorde, og i det de begge stod stille rettede hun sine klare blå øjne frem foran sig. Dét hun nu så var mindst lige så forunderligt og fantastisk som alt andet hun indtil nu havde set – og mindst ligeså fremmed. Hun vidste faktisk på ingen måde hvad det var, at de havde fundet. Små, sære væsner der hverken lignede hest, fugl eller fisk. Visenya udspilede sine næsebor og hævede hovedet i en nærmest frygtsom position. Burde de løbe? Hun skævede til Narrator ved sin side, nærmest for at søge råd. Kendte han til disse væsner, var de farlige?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


"De var engang 4 brødre. I krig var de - den ældste ønskede at beskytte sine yngre brødre, da de var døden nær af deres kvæstelser. Han fandt frem til en heks - hun mente at kunne redde dem alle. Men den besværgelsen var... ikke hvad den ældste troede. Den forbandt alle brødre i hans egen krop i stedet."

Narrator var blevet fjernere i stemmen igen. Fortællende - melodisk - men tommere. Det var en lang, lang historie. Og Narrator mærkede et vagt stik af savn og skyld. Han fokuserede derfor på alfevæsnerne. De så dem. Visenya havde aldrig set disse før - det var han sikker på, han så derfor beroligende på hende og rankede sig let for de små væsner.

"Narrator - er hans navn. Alferne er langt væk hjemmefra, hvad skyldes deres færd?" dette kunne være hele forklaringen! På frosten. Julestemningen. Lysene og glitren.

Alferne rømmede sig og skingre, fine stemmer begyndte at forklare... "Vi leder efter dette føl." Alferne viste nu billeder af den unge gudinde Sémnyx - i både Narrator og Visenyas hoved. De rakte ud efter Narrator, da de straks mærkede at han genkendte billedet. "Vi er julehingstens alfer - men det frygtelige er sket, at julens kulge der rummer hele julens hjerte, magi og ånd, er blevet frataget os - af den unge hoppe. Derfor oplever i frost. Magi. Jul. Her! Imens nordpolens fine julehjemsted forvandles til kul. Når nordpolens magi siver ud - vil der ikke længere være nogen til at skænke gaver på denne særlige tid. Og Proelio bliver et dystert sted i denne måned." forklarede de.

Narrator rakte mulen ned til den lille alfehånd. De behårde små væsner, var tobenede, lignede at de havde bark til hud og fint tøj på - de havde regnbuefarvede vinger der mindede om guldsmedevinger. Narrator så på Visenya. "Hvorledes kan han hjælpe dem - Den kønne hoppe er nytilkommen i landet, og kender intet til disse ting i fortæller."

Hun lyttede intenst til de ord som den farverige Narrator udtalte; hans fortælling om hvordan én krop kunne rumme 4 sjæle. Det lød nærmest umuligt at det kunne have fundet sted, men på en måde blev den sølvtonede ikke voldsomt overrasket; for siden hun havde trådt ind i dette land for kort tid siden var hendes forstand nærmest blevet overrumplet af indtryk og hun måtte sande at hun ikke helt vidste hvilket ståsted hun befandt sig på længere. Alt hun kendte var nærmest så.. Banalt, i forhold til dette magiske land og dets beboere.
Inden hun nåede at svare, var de dog nået hen til de små alfer. Visenya lagde godt mærke til at Narrator ved hendes side virkede komfortabel omkring dem, ja endda sænkede han sit hoved for at imødekomme dem. Hun tippede usikkert sine ører i nakken og kiggede nærmest årvågent ned imod den små, sære væsner. De snakkede med en høj tone som hun ikke helt kunne placere – hun havde i hvert fald ikke hørt noget lignende før. Dog var hun meget opmærksom på at høre og forsøge at forstå hvad de sagde; men alt hvad de snakkede om var fremmed for hende. De snakkede om et føl – og pludselig dukkede der et billede op for Visenya’s indre øje. Det var sådan at den sølvfarvede hoppe aldrig var blevet udsat for magi før, og at nogen pludselig fremkaldte billeder for hendes indre, endda af noget hun aldrig havde set før, bragte hende i panik. Hun bakkede febrilsk rundt om Narrator, så hun til sidst stod på den anden side af ham. Hun hævede sit hoved højt med et bekymret fnys, og først da billedet af en meget speciel farvet hoppe med lysende prikker fordelt over sin krop forsvandt, lod hun blikket flakke imod disse små alfer. Hendes krop dirrede nærmest af bekymring og flere gange slog hun voldsomt med hovedet, for ligesom at ryste magien af sig.

..-¤-..

De små alfer blev kortvarigt helt forskrækket over den fremmede hoppes reaktion på deres og for sammen i en tættere klump omkring Narrators mule. Deres små vinger baskede så hurtigt, men stadigt lydløst, og deres små hænder hang nærmest sammen i en samlet kæde. Først da hoppen var stoppet med sit panikanfald løsrev en enkelt alf sig og svævede langsomt under maven på Narrator, hen imod hende.

”Undskyld fremmede, vi ville ikke forskrække dig. Men vi har sådan brug for din hjælp! Selvom du ikke kender til landet, så kender du måske til om Julekuglens magi har forstyrret landene udenfor? Vi bliver nødt til at finde Julekuglen hurtigst muligt for at stoppe frosten og rede nordpolen fra at blive forvandlet til et øde sted af det rene kul! Kan du hjælpe os? Hjælpe os med at redde julen?”

Forsigtigt rakte den lille alf en barket hånd frem imod benet på den spinkle hoppe. Det var på sin vis vigtigt for de små væsner at vise at de ikke var farlige; for hvis alle frygtede dem, ville de ikke kunne få den nødvendige hjælp til at redde julen!

..-¤-..

Visenyas hjerte hamrede nervøst af sted, da en enkelt alf kom imod hende. Dog tøjlede hun sin trang til at flytte sig, i om med Narrator endnu stod stille omkring dem, så kunne de vel ikke være så farlige? Alligevel, trods hans smittende rolige aura, følte hun sig ikke helt overbevist. Hun skævede ned imod den lille alf som snart begyndte at snakke med den skingre stemme. Hun udspilede sine næsebor og prustede en anelse skeptisk imens alfen snakkede. Hun lyttede til det spørgsmål som den stillede hende og den undskyldning den gav – og efter lidt tyggede hun mere accepterende. De ville hende ikke noget ondt, efter alt. Og da den lille alf rakte sin hånd frem for at røre ved hende, tillod hun det.

,,Jeg har rejst fra et land kaldet Flodlandet, og på min vej er jeg vandret igennem både skov, bjergkæde og til sidst ørken. Ingen af de steder jeg har besøgt på min rejse har været ramt af frost, som her. ”

Hun tav et øjeblik, imens hendes øre tænksomt begyndte på sine små cirkler. Hun vidste ikke hvor meget hjælp denne information kunne bidrage med til de små alfers mission; men så fik hun en tanke. Hun rakte mulen en anelse frem mod Narrator og hendes klare blå øjne søgte hans gule.

,,Narrator, er der en måde vi kan spørge guderne om de har set hoppen der har taget Julekuglen? Nu du er i familie med en..”

Hun følte sig lidt dum at spørge på denne måde. Det slog hende først bagefter, at den farverige hingst nok havde adspurgt guderne, hvis det var muligt for ham; men nu hendes spørgsmål var sagt, kunne hun ikke trække det tilbage. Hun så en smule undskyldende ud, for hun ville ikke have at Narrator skulle føle at hun ville udnytte det faktum at han vel var en halvgud?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Narrtor ville gerne kunne forsikre den nervøse Visenya om at alfer ikke var et væsen at frygte. Kun de drilske af dem - men dette var selveste julehingstens alfer - patruljen af de mest kloge alfer. Andre ville ikke blive sendt herud, det var han sikker på... Han lyttede til alt hvad der blev sagt. Denne tid af året, blev mørket tæt. Alt var køligt. Noget af det, der helt afgjort holdt humøret oppe var tankerne om Flakezés oprindelsestid - for han var selv opstået på en gold planet i tidernes morgen på denne tid af året. Det var det der fejredes. Livets begyndelse.

Alfen foran Narrator stirrede på ham, da han tilbød sin hjælp. "Hvis du kender føllet - så fortæl alt du ved. Hun kan teleportere sig..." alfen sagde ikke mere, for Visenyas stemme trængte igennem og alfen lyttede derfor til hendes fortælling, ligesom de andre alfer. De var meget interesserede. Helt opslugte af de to heste, de havde fundet. Glæde spredte sig dog også hos dem - det var tydeligt de elskede at være på mission, omend det var alvorligt og deres undergang kunne risikeres.

Narrators øjne søgte Visenyas, da hun nu stillede ham et spørgsmål. Han trak på smilebåndet... Visenya var om noget, det mest 'magi'-uskyldige væsen han nogensinde havde mødt, og hun var både nervøs og nysgerrig på en sød måde. Hingsten trak vejret dybt.

"Han ser føllet - han ved det ikke bliver en nødvendighed at tilkalde gudehjælp... Men han må dog oplyse, den skønne Visenya om, at guderne altid lytter, til den der beder en særlig bøn tildelt dem." Han vendte sig nu lidt væk og stirrede imod himmelrummet... Sémnyx var deroppe hos sine egne. Gudernes hjem i Himmelriget.

"Føllet i søger, er ej hvad i tror. Hun er en blanding af kaos og skygger. Tid og magt. Laylis og Smeyés datter - hende der har genetableret balancen, efter sin faders død. Hende der nu skal rejse sig og overtage sine forældres plads i gudernes verden. I hele Proelio... Gudinden af forbandelser. Sémnyx."

Narrator vidste at denne information var alferne tiltrængt. Han vidste at han dog ikke kunne fortælle mere - for selv han havde sine begrænsninger i sin viden... Faktisk var Sémnyx den han vidste allermindst om. Både fordi han aldrig havde brudt sig om Smeyé, og fordi hun var helt ny. Men han havde ikke forudset hvilken glæde det ville bringe alferne.

Snart fløj de op om hovedet på ham og sad på hans ryg, nakke og en svævede fjollet foran hans hoved, som om den var ude at svømme... Danse? Hans gule øjne spærredes op. Han var ikke et lykkeligt væsen som dem, og de fleste han mødte opførte sig ganske roligt omkring ham... Pånær hans lillesøster. Så han fik et helt sæt af mærkelige følelser igennem sin krop, da de sådan jublede og lo og fjantede omkring ham.

"IHHH, Hr. Narrator, det vil vi sent glemme, at De har fortalt os!"

Spændingen i Visenyas spinkle krop begyndte så småt at forsvinde i takt med hun blev mere og mere overbevist om at de små alfer ej ville hende ondt. Hendes frygt, som nu næsten var forsvundet var blevet erstattet af en mere spæd nysgerrighed; og nu hun havde set de små væsner lidt an, ville hun gerne vide mere om dem. Dog blev hendes opmærksomhed henledt til Narrator igen, der kort efter svarede på hendes spørgsmål. Et forlegent smil tegnede sig om den mørke mule, særligt fordi han kaldte hende for ’skønne’. Det var en lille ting, og noget der nok ej var belagt med dybere mening end ren og skær høflighed, men noget i den sølvtonede Visenya blev alligevel en smule beæret over at blive tiltalt sådan. Hun lyttede opmærksomt til resten af hans ord og slugte hver en detalje om guderne, der hørte alt såfremt man beder en særlig bøn og om Gudedatteren efter Laylis og Smeyé. Det lød til at der nærmest lå en hel profeti omkring den stjernedækkede hoppe og et øjeblik blev Visenya nærmest helt tryllebundet; og måtte ryste det smalle hoved en smule for at vende tilbage til nuet.

,,Det.. Vidste jeg ikke”

Sagde hun lavmeldt. Guderne havde altid været en myte for hende, et eventyr. Hun huskede at hun som ganske ung havde rettet opmærksomheden mod himlen og ønsket for gudernes hjælp; men aldrig var hendes ønsker blevet svaret. Måske rakte gudernes magt og magi ikke ud på den anden side af Proelios grænser, måske blev de som i sin tid havde forladt landet og magien straffet for deres valg; uanset grunden så virkede det ej til guderne var nærværende i Flodlandet, hvor hun kom fra.

Hun vendte blikket imod de små alfer der nu i nærmest sejrsdans fløj op på ryggen af den farverige Narrator og takkede ham dybt for de informationer han havde til dem. Visenya lo ganske kort med en melodisk stemme, inden hun vendte blikket ned mod den ene alf, som stadig var ved hendes forben.

..-¤-..

Den lille alf som sad ved det ene forben hos den sølvtonede Visenya hoppede op og ned i ren ivrighed da Narrator fortalte alt han vidste om Sémnyx. De små vinger baskede så hurtigt at det lille væsen lettede en anelse fra jorden, men inden den fløj højere kiggede den afventende imod Visenya. Dens venner dansede på ryggen af Narrator – måske den måtte danse på hendes ryg? Forsigtigt rakte den en hånd frem mod hende og med den lyse stemme spurgte den hende.

”Må jeg flyve op på din ryg kønne Visenya?”

Selvom alferne kunne være nogle meget ivrige væsner, der ikke altid havde takt og tone med sig, så forsøgte de dog at behandle andre så pænt de kunne.

..-¤-..

Forundret over den forespørgsel der kom fra det lille væsen skævede Visenya atter overimod Narrator, hvis ryg var ganske fuld af de små alfer. De virkede så glade alle sammen, og Visenya nænnede ikke at være den der skulle nægte denne ene alf også at deltage i festlighederne. Hun nikkede derfor og sænkede hovedet en anelse imod den; og i takt med den lille alf strøg op langs hendes hals, hævede hun den som nærmest løftede hun det lille væsen. Hun drejede derpå den slanke hals for at studere den lidt nærmere, nu hvor den havde sat sig godt tilrette og lod sine små hænder gribe fat i hendes pels. Inden Visenya selv kunne nå at stille den et spørgsmål nærmest fløj der et ud af munden på den lille alf.

..-¤-..

”Du kender nok ikke julehingsten nu du ikke er herfra, men hvordan holder i jul der hvor du kommer fra?!”

Ivrigheden var meget tydelig at spore i den lille alf der snart havde opmærksomheden fra de andre også. De forblev svævende omkring og dansende på Narrator, men deres ører var rettet imod Visenya – alle nysgerrige på om de kunne lære nye ting om Julen fra den fremmede hoppe. Måske have hun endda traditioner der var værd at bringe videre til julehingsten selv!

..-¤-..

Visenya tippede sine ører overrasket rundt over det spørgsmål den lille alf stillede hende. Julen havde forbandt hun altid med en særlig dag på året, hvor familierne blev samlet - men det var nok ikke en ligeså glædelig dag, som den virkede til at være i Proelio. Eller, det gættede Visenya på at det var baseret på den glæde de små væsner havde med sig.

,,Julen er en særlig aften i mit hjemland. Vi er overordnet 4 familier hvis forfædre siges at stamme herfra. De 4 familier har hver dannet en flok, som er bragt sammen af både afkom af de oprindelige 4 heste og strejfende hest fra nær og fjern som har valgt at slå sig ned i Flodlandet. Hver juleaften samles vi ved bredden på den flod, som deler landet i de 4 zoner, Athohallan. Her mindes vi alle dem vi har mistet gennem årene – vores forældre, bedsteforældre, venner, mager. Det er de 4 lederpar, som starter med at mindes dem som de har mistet. De fortæller om en som har stået dem særligt nær og når deres fortælling er slut, drikker de fra Athohallan. Det siges at mindet om den afdøde vil blive overført til floden og for evigt være en del af Athohallan. Vi tror på at vand har hukommelse, så vi ser det lidt som en måde at sørge for at alle bliver husket. Når alle har mindes dem, som de savner, er vi alle stille indtil en af leder-parrene siger at floden har taget alle minder til sig. Ofte leger de unge heste bagefter og de ældre snakker sammen på tværs af familierne – og det sker ikke så tit, at vi blander os på tværs af familierne. ”

Hun tav derefter og en lidt sørgmodig mine gled over hende. Julen var hård, men det var også på sin vis en lettelse at vide at ens minder blev en del af Athohallan, og at de som var draget bort aldrig ville blive glemt. Hun vendte derpå blikket over imod Narrator, efter hendes fortælling havde nået sin ende. Alferne havde alle som en sat sig og kiggede nærmest måbende på hende.

..-¤-..

Den sølvtonede hoppe fortalte om en jul, som var meget anderledes end den alferne kendte til. I takt med hendes fortælling tog form, blev de alle nærmest tryllebundet af de forskelligheder der var mellem hendes jul og deres. De satte sig på ryggen, i manen og mellem ørerne på Narrator og kiggede alle som en imod hende. Først da hendes stemme blev tavs, sagde den ene alf som sad på ryggen af Visenya noget.

,,Får i slet ingen gaver??”

De andre alfer begyndte at små-fnise lidt over det spørgsmål som alfen på Visenya’s ryg fremsagde. Herefter var der et par enkelte der lettede fra Narrator og fløj over til den sølvtonede hoppe.

,,Vi kan godt lide tanken om at man husker sine kære i juletiden!”

Sagde de ivrigt, inden de selv satte sig på hendes ryg. De hviskede og tiskede lidt med hinanden, inden alle alferne nærmest lettede på en gang fra de to heste og samlede sig i en flok.

,,Vi må ud og lede efter Sémnyx og finde vores Julekugle! Tusind tak Narrator og Visenya for jeres tid og viden – Iiiiih hvor er vi meget klogere nu! Vi vil huske alt i har sagt til os!”

Derpå satte de små bevingede væsner af sted videre ud i Proelios land i deres søgen på Sémnyx og Julekuglen.

..-¤-..

Visenya trådte et lille skridt nærmere Narrator, da de små væsner begav sig væk fra dem. Hun følte sig næsten helt ør over alle de indtryk, som hun havde fået på den korte tid hun havde været i Proelio’s land, og hun havde helt glemt at hun egentlig var ganske tørstig. Hun smaskede en enkelt gang, meget diskret, inden hendes klare øjne hvilede imod hans gule.

,,Hun lyder.. Farlig, denne Sémnyx. Forbandelsens gudinde. Er det sikkert at de små væsner opsøger hende selv?”

Hun fik fremsagt det mere som en højlydt tanke, end et egentligt spørgsmål – men dog ønskede hun at høre Narrators mening. Derefter valgte hun at træde et lille skridt frem, og egentlig lidt tilbage i den retning de var kommet fra – hun måtte nå søens bred og finde ud af at få adgang til det vand der lå under den frosne hinde. Og hun håbede Narrator ville forblive i hendes selskab lidt endnu.