Post by Narrator on Dec 10, 2020 18:10:19 GMT 1
Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Det land hun kom fra, var tydeligt helt forandret fra Proelio. Der var steder her og der i udlandet, hvor man kendte guderne og deres tilbedelsesbøn - når troen forsvandt, ville ritualerne udvandes og det gav mening at Visenya ikke kendte disse. Det lød som om, at troen var blevet til en myte. Eventyr man fortalte ved sengetid. Nu stod hun her, og det var ikke et eventyr, men den blotte sandhed. En omvæltning for hoppen - men hun klarede det godt. Et sted indeni ham håbede han at hun blev. Der var mange vidunderlige ting, hun kunne opleve her - omend der indimellem blev lidt farligt, fordi magi ikke altid var tilregnelig eller særligt god. De fleste i landet vidste at de levede med et tikkende ur, der talte timerne ned til den næste mørke time. Men aldrig havde han hørt eller oplevet, at det ikke blev godt igen. Ellers var de her jo ikke nu.
Hans blik mødte hendes, da hun nu blev stillet et spørgsmål. Interesseret stirrede han opfordrende på hende, med sit lange krøllede hår i vild urede allerede på grund af alfernes leg. Hun skulle fortælle en historie. Da først hoppens stemme brød igennem og hun forklarede sit hjemlands traditioner, blev hans krop blød og rar. Han elskede fortællinger - det var deraf han selv havde fået sin personlighed og karakter. Hans moder var den bedste fortæller i verden og hendes egen historie var så dragende.
Det var Visenyas også. For når man levede her i magiens land, måtte man blive lidt tiltrukket af mystikken der hvilede i et sted som Flodlandet - det ikke at vide besked. En anden tro, hvor magien ikke viste sig synligt. Hans øjne puttede nærmest på hoppens læber et langt øjeblik, som ordene flød. Hans ører greb dem og hans hjerne memorerede dem.
Et fantaserende blik fandt hans ansigt, som han trak vejret dybt og så det for sig. Det var en smuk tradition - en man kunne lære af her. Hans fader. Åh hans fader var så husket, så savnet og Narrator ville sandsynligvis finde ro i at minde ham på denne måde...
Før han helt vidste af det, så var alferne på vej videre. Han summede stadig i hendes fortælling, men nikkede farvel til de små væsner, som de stak af sted ud i natten. Nu henvendte Visenya sig igen til ham og et øjeblik stirrede han blot ud i luften. "Et føl er gudinden blot endnu. Hendes moders sind vil ikke tolerere at balancen i Proelio ødelægges - så det er klart for mig, at Sémnyx vil lytte og give kuglen tilbage - for hun må ligeledes besidde det ønske om balance, også til jul."
Nu vendte han sig i et sæt. "Du skønne Visenya, han føler en ære i at have præsenteret landet for hende. Han ønsker hun har fundet det hun søgte... Men han må selv hjem til Darkena og reportere hans fund til sin flok." stemmen var blød og mørk. Det var ikke fordi han ønskede at forlade hende - men han havde en pligt at opfylde.
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Det land hun kom fra, var tydeligt helt forandret fra Proelio. Der var steder her og der i udlandet, hvor man kendte guderne og deres tilbedelsesbøn - når troen forsvandt, ville ritualerne udvandes og det gav mening at Visenya ikke kendte disse. Det lød som om, at troen var blevet til en myte. Eventyr man fortalte ved sengetid. Nu stod hun her, og det var ikke et eventyr, men den blotte sandhed. En omvæltning for hoppen - men hun klarede det godt. Et sted indeni ham håbede han at hun blev. Der var mange vidunderlige ting, hun kunne opleve her - omend der indimellem blev lidt farligt, fordi magi ikke altid var tilregnelig eller særligt god. De fleste i landet vidste at de levede med et tikkende ur, der talte timerne ned til den næste mørke time. Men aldrig havde han hørt eller oplevet, at det ikke blev godt igen. Ellers var de her jo ikke nu.
Hans blik mødte hendes, da hun nu blev stillet et spørgsmål. Interesseret stirrede han opfordrende på hende, med sit lange krøllede hår i vild urede allerede på grund af alfernes leg. Hun skulle fortælle en historie. Da først hoppens stemme brød igennem og hun forklarede sit hjemlands traditioner, blev hans krop blød og rar. Han elskede fortællinger - det var deraf han selv havde fået sin personlighed og karakter. Hans moder var den bedste fortæller i verden og hendes egen historie var så dragende.
Det var Visenyas også. For når man levede her i magiens land, måtte man blive lidt tiltrukket af mystikken der hvilede i et sted som Flodlandet - det ikke at vide besked. En anden tro, hvor magien ikke viste sig synligt. Hans øjne puttede nærmest på hoppens læber et langt øjeblik, som ordene flød. Hans ører greb dem og hans hjerne memorerede dem.
Et fantaserende blik fandt hans ansigt, som han trak vejret dybt og så det for sig. Det var en smuk tradition - en man kunne lære af her. Hans fader. Åh hans fader var så husket, så savnet og Narrator ville sandsynligvis finde ro i at minde ham på denne måde...
Før han helt vidste af det, så var alferne på vej videre. Han summede stadig i hendes fortælling, men nikkede farvel til de små væsner, som de stak af sted ud i natten. Nu henvendte Visenya sig igen til ham og et øjeblik stirrede han blot ud i luften. "Et føl er gudinden blot endnu. Hendes moders sind vil ikke tolerere at balancen i Proelio ødelægges - så det er klart for mig, at Sémnyx vil lytte og give kuglen tilbage - for hun må ligeledes besidde det ønske om balance, også til jul."
Nu vendte han sig i et sæt. "Du skønne Visenya, han føler en ære i at have præsenteret landet for hende. Han ønsker hun har fundet det hun søgte... Men han må selv hjem til Darkena og reportere hans fund til sin flok." stemmen var blød og mørk. Det var ikke fordi han ønskede at forlade hende - men han havde en pligt at opfylde.