Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Vustlaums herre var vandret blot et stykke bort fra sit hjem. Byrderne havde varet længe - og mange havde de været. Hans liv bestod af den lille familie og det store ansvar som øverste. Men her ved den lysende klare flod, fandt han lidt ro. Ørknen var stjernebelyst - det var ganske tydeligt at Flakezé var vendt hjem... Hingstens krop hvilede med hovene i vandet. Øjnene stirrede tænkende mod dets strøm.

I will always, be the one who took your place.

Den hvide hoppe var vandret et stykke væk, fra det hun kaldte for sit 'hjem'. Det store Livets træ.. Godt gemt derhjemme, var hendes datter, Salira. Mange ville nok klandre den hvide hoppe for at vandrede lidt væk fra sin datter. Men den usikre Solitaïre, var nødt til at udforske områderne omkring dem, og det var for farligt for hendes datter.. Solitïres sind var tynget og tungt, og det bar hendes skridt præg af. Hun havde et enormt savn, og hun levede kun for hendes datters skyld - for hun havde brug for sin moder. På hendes krop var der dybe ar, både fysisk men også mentalt.. Bedst som den hvide hoppe troede at hun stadig var alene, hvilket hun havde været i flere måneder, fik hun dog øje på en skikkelse, der stod med sine hove i vandet, der snoede sig nogle meter fra hende. Hun stoppede stift op, og løftede usikkert og uroligt hovedet op, mens ørene faldt bagud i en mere panisk bevægelse. Og der stod hun så - helt stille! 

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Et ganske kort øjeblik efter sansede den velrutinerede hingst et nærvær. Ikke langt borte stod en hoppe - allerede inden han vendte sig vidste han dette. At være leder indebar evner som denne. At kategorisere en fært og høre nogen, før de selv vidste, at man var der. Han vendte sig ganske roligt mod hoppen. Panisk så hun ud et øjeblik, før hun stod total stille. Han tippede hovedet let på sned.

De vise øjne søgte hendes i en formidling om hans varme væsen. Jovist fremstod han bestemt eller kold i visse situationer - men det krævede sin hingst at være leder. En for mild leder, fandt ingen respekt, mens en for hård leder udstrålede ondskab. Ingen af disse dele var gældende for ham. Han stod sikkert plantet i sin landsdel.

Nabendu Raakaas element var engang nattens måne. Endnu strålede han under denne - men kunne man stråle mere end denne kridhvide skønehed? "Kom blot nærmere, mit navn er Nabendu Raakaa. Vustlaums Herre." han forsøgte med sin dybe, bløde stemme at formidle hans milde sind til hoppen, der havde virket panisk.

I will always, be the one who took your place.

Den hvide spinkle hoppe, stod med blikket stift i den fremmede hingst retning. Der var ikke nogen tvivl om, at han havde opdaget hende. For hans blik gled op og hen til hende, hvor deres øjne kort mødte hinanden, inden den hvide Solitaïre kiggede ned, så de isblå øjne hvilede ned på hendes hove. Hun var underdanig, der var der ikke nogen tvivl om. Hun rykkede sig ikke ud af flækken, men stod som forstenet og stirrede på sine egne hove, mens tankegangen primært bestod af, at hun ville ønske, at hun kunne fordufte uset for den fremmede hingst.

Stille vippede hun med sine hvide øre, idet hingsten talte. Han bød hende tættere på, og præsenterede sig med sit navn og sin titel. En leder af Vustlaum, og altså det område som hun havde bevæget sig ind i. Måske ikke det bedste, som en ganske almindelig strejfer. Solitaïre vippede forsigtigt ørene lid bagud, men forblev stående. Dog kom hendes lyse og sagte toner frem.

,,Mit navn er Solitaïre. Og jeg er blot en strejfende i Deres område.”

Stemme var stille og nærmest undskyldende. For hun var i hans område. Og det var hun sikkert ikke just velkommen til, når hun blot var Solitaïre – en gemen strejfer.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Sorgen hos hingsten viste sig ikke. Han havde båret masker før - mange. Masker der kun eksisterede for at beskytte ham. Fortid var fortid - her stod han midt i nuet og skuede hende. Hvad fremtiden bragte måtte den tid han så ængsteligt levede i vise. Tiden var et frygteligt kaos - Gudinden Laylis var derfor en passende blanding - nåede han at tænke, før isblå og gul øjenkontakt blev brudt.

Nabendu Raakaas hove i det kolde vand, bevægede sig få skridt frem mod bredden hvor hun befandt sig. Næsten forstenet stod hun klæbet til jorden med øjnene nede. Underdanighed strålede ud af hvert af hendes hvide lemmer. Han rynkede panden. Det virkede som noget dybere end respekt - måske ligefrem en frygt?

Han sukkede mildt ved lyden af hoppens stemme... Åh den var lys og sagte. Måske levede der en smerte i hende ligeså? En hun skjulte - præcis som han...

Hingsten skridtede nærmere, men standsede i en respektfuld afstand. Det var lidt som om noget trak ham tættere på. Noget udefinerbart - Hans indre var et væld af sorg. Det ydre en stærk klippe. Hvide skikkelser stod nu foran hinanden. "Dette er ikke min landsdel - vi er syd for grænsen, du har intet at fortryde ved at sætte hovene her..." han fulgte hendes blik ned på disse. "Vustlaum er en åben landsdel for de fortvivlede sjæle, der vandre i Ingenmandsland..." hans stemme var en varm hvisken.

I will always, be the one who took your place.

Blikket forblev nede hos de fine, små hove under hende. Hun lod sjældent sine øjne hvile ind i andres blikke, for hvad nu hvis de I virkeligheden hadede det, og ikke ønskede øjenkontakten? Så skulle det hvert fald ikke være hende, der lod deres sind blive irritabelt og frustreret. Den hvide hingst foran hende, lod sine hove forlade vandet han stod i, det kunne hun høre med sine sensitive øre. Hendes blå øjne gled derfor en lille smule op, for at falde på hingstens hove, der kom hende nærmere og nærmere.

Hun nåede at tænke nogle ganske grufulde tanker, mens han nærmede sig, mens stilheden hang over dem. Men da han standsede i en respektfuld afstand og derefter talte, faldt disse tanker for en stund til jorden. Hvordan mon han stoppede så langt fra hende? Det havde hun sjældent oplevet, og hun blev faktisk en smule forvirret over det, og brummede i nogle sagte og forsigtige toner. Han kom hende ikke tættere, for at bide efter hende? Hun løftede blikket forsigtigt, og bemærkede hvordan hans blik gled ned på hendes hove også. Men hov.. Hvorfor søgte lederens blik ned i hendes højde? Stille rettede hun blikket en smule op, og lod de isblå øjne forsigtigt ramme ind i hans gule øjne.

,,Fortvivlede sjæle..Dem tror jeg, at der eksisterer mange af, i Ingenmandsland.”

Sagde hun sagte og nikkede en lille smule.

,,Mit navn er Solitaïre. Det forventer jeg ikke, at De husker.”

Tilføjede hun så, og lod blikket falde i jorden igen, i stedet for at hvile i hans gule blik.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Han fornemmede snart, at hun valgte at søge hans øjne i stedet for hendes hove. Var hun ej vant til en værdig behandling? Var hendes underdanighed et forsvar? En måde at sige: Jeg vil ikke slås - på ? Han var en intelligent hingst, der havde nægtet måden hans stammefolk levede på. Han ønskede ingen krig og uretfærdig behandling, hvilket havde bragt ham hertil. En Lord titel i Proelio, hvorfra han skulle sørge for at bibeholde freden... Men alt var nemmere sagt end gjort. Især i gudernes land. Han havde en ufattlig trang til at opsøge hvem end, der havde taget Shimo. Hans mage - forsvundne mage. Måske var det på tide at give op. Indse at hun var borte. Året var gået nu og intet spor af hende. Hun ville have folet nu, hvis han fandt hende... Han havde et ukendt afkom derude et sted.

Hingsten var neutral af sind - dog god indeni. Men ofte skjulte han sine følelser under den rolige, alvorlige maske. Intet ondt fandtes i denne - men han var så meget mere under overfladen.

"Selvfølgelig vil jeg huske dit navn, jeg kunne da ikke glemme nogen, der gør sådan et indtryk på mig." hingstens stemme var mild og råsikker. Også klar til at argumentere sin sag, hvis hun var i tvivl om sit værd.

"Der er mange fortvivlede sjæle i Ingenmandsland, sandt. Min landsdel Vustlaum tager imod de der ønsker bedre levevilkår og beskyttelse." han bukkede nakken let for hende, som var han sin landsdels tjener. Han var en beskytter. Månens vogter de ville aldrig acceptere den du er blevet til.

I will always, be the one who took your place.

Hendes blå øjne hvilede forsigtigt på den hvide hingst foran hende. De skiftedes med at kigge ind i hans blik og ned på hans hove. Hun lod de hvide øre vippe forsigtigt rundt, lyttende til de omgivelser de stod i overfor hinanden. Der var ganske stille og fredeligt for nu – men hvor længe ville det mon vare? Hans krop forblev stående i den afstand han havde lagt imellem dem fra start, og han gik hverken tilbage eller fremad; og dette var noget, som fik den hvide, forsigtige hoppe til, at slappe bar en anelse mere af i sit sind.

,,Der er ingen grund til, at huske et navn på en simpel skabning. Det tager blot pladsen i hukommelsen for noget, der med garanti er vigtigere at huske”

Brummede hun sagte, mens et meget lille og skævt smil gled frem på hendes hvidlige mule.

,,Mange ønsker nok bedre levevilkår og beskyttelse. Men måske er det ikke alle sjæle, der er lige velkomne, når de først læres at kende?”

Spurgte hun så, ganske stille og forsigtigt. For tænk nu, hvis den hvide hingst kendte hendes forhistorie, en hoppe der vandrede blandt Elzharin, søn af Døds Guden, og derefter vandrede side om side med selve Døds Guden?..

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Nabendu Raakaa rystede på sit store hoved og sukkede af hendes kære ord. Han sendte et kort smil mod hende. Hukommelsen var en spøjs ting - den glemte ofte vigtigere ting end navne. Men var navne i bund og grund ikke vigtige? Især for en Lord som han. Han gjorde klogt i at huske alle han mødte på sin vej. På den måde kunne han sikre sig mest viden om mulige trusler. For eksempel Renekton.
Denne Solitaïre lod dog ikke til at være en trussel. På igen måde.

"Hukommelsen er mere kompleks end så, hvide frøken. Vi husker ofte mere med hjertet end hjernen - hvem har fortalt dig, at du ikke kunne blive vigtig for mig at huske?" hans bløde læber formede nu hvert ord med en smule varme - forsøgte at trænge igennem den mur hun synes at bygge. Han kendte den... Han bar den selv.

"Hm... Mit øje har altid skuet sjæle og set deres intentioner klart - selvom mange forsøger at skjule - også jeg er blevet narret. Men sjældent. At beskytte en sjæl i min landsdel, indebære at tage de udfordringer der kommer med." han tippede hovedet på skrå og rynkede panden. Kunne hun have brug for et hjem? Frygtede hun nogen?

I will always, be the one who took your place.

En rysten på hovedet kom der fra den hvide hingst, inden han smilede ganske svagt i hendes retning. Var det mon hendes ord, som han smilte lidt overbærende over? Sagte brummede hun, i lyse og forsigtige toner, inden hun lod ørene glide frem til ham, idet han begyndte at tale. Han mente, at de mange sjæle ofte huskede mere med deres hjerte, frem for deres hjerne. Og det kunne han sagtens have ret i. Faktisk gav det mening. For Solitaïre var ikke i nogens hjerte, det kunne hun umuligt være; og dermed blev hun glemt.

,,Det er blot mine egne... Tanker.. Jeg er ikke vigtig at huske på”

Sagde hun stille, og brummede i sagte toner, inden blikket gled forsigtigt ind i hans, da han talte videre.

,,Men nogle trækker flere dårlige ting med sig, frygt og grusomhed, end de trækker gode ting med.. Disse sjæle, er måske netop bedst set, som værende strejfere i Ingenmandsland?”

Sagde hun derefter, ganske stille. Hun snakkede om sig selv - men det vidste han jo nok ikke. Hvilket kun var positivt.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Hun måtte være en deprimeret sjæl? Uden høje tanker om sig selv. Meget tæt på at udligne sig selv med intet. Det var mærkværdigt. Han fik en lyst til at nære hende håb - men hvordan skulle man oplyse hende? Havde hun været fanget således i årevis? Hele livet? I denne skrækkelige tankegang?

Hun besvarede hans ord med flere problemstillinger. Hvem talte hun om, der kunne slæbe disse udfordringer med sig? Hvad end det var, ønskede han en plads til alle med et hjerte i hans landsdel. Et hjerte der ligesom hans var blidt under overfladen. "Sig mig, søger du selv nye horisonter? Mangler du beskyttelse, men tror ikke på landsdelenes Lords?"

I will always, be the one who took your place.

Solitaïre vidste godt, at hun måske talte i gåder for den fremmede, hvide hingst, med det fine smykke på bringen. Men for hende, gav det hele mening. Hun bragte som regel kun dårligdom med sig - hvis hun da selv skulle sige det. Hun tiltrak de forkerte selskaber, og at slæbe denne "evne" med sig ind i et flok område, det ønskede hun ikke for de, de netop søgte i flok for beskyttelse og ro. Stille rettede hun sine blå øjne ind i hans, mødte de gule han besad.

,,Min sjæl og krop, hører ikke til blandt de, der har søgt i flok forbeskyttelse. Jeg tager kun... Dårligdom med mig, på den vej jeg søger.. Ingenmandsland er der, hvor min sjæl og krop må befinde sig - indtil den dag, den ikke længere gør..”

Hendes stemme var sagte og tung. Men det var sandheden. Hun var en uheldig hoppe.

,,En ulykkesfugl, det er hvad jeg evner at være”

Brummede hun sagte, nærmest undskyldende, inden et svagt og skævt smil faldt vej til hendes spinke, lettere arrede mule.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Hingsten lyttede, men rystede let på hovedet af hende - Proelio var kommet langt siden der kun var flokke og ingenmandsland. Dette var et enormt land den dag i dag. At være borger i en landsdel, betød ikke at man ikke kunne være en enspænder, der passede sig selv. En borger var ligeså fri som strejfende, men de behøvedes ikke at færdes i Ingenmandsland, hvor udstødte, ulve, naturkatastrofer og andre ting skete mere hyppigt end i landsdelene.

"Åh jeg forstår - men Vustlaum er en landsdel. Ej en flok, hvor man færdes sammen på små områder. Vustlaum er ikke Proelios største landsdel, men ganske tilpas. Borgerne er ikke bundet af en flok og leder - De kan færdes som de vil, men skulle der ske noget med dem, findes der en lovgivning, der beskytter dem imod fare og harme. Denne er man ikke beskyttet af i ingenmandsland, hvor fare er hyppige. Bliver du slået, voldtaget, behandlet uretfærdigt, eller sårgår myrdet, vil ingen tage sig af det. Det vil vi her. Jeg er Lord af Vustlaum. Det betyder at jeg sørger for at du er beskyttet - og de der gør dig harm bliver straffet." hans stemme var moden og stærk. Hingsten var troværdig.

"Ulykkesfugl..." han trak på et vemodigt smil. Han havde selv været denne i sit hjemland. "Alt kan forandre sig, Solitaïre. Alting." håbet og drømmene i hans stemme og øjne var ikke falske - men indeni havde han næsten opgivet alting - efter Shimo forsvandt.

I will always, be the one who took your place.

Den spinkle, hvide hoppe, havde stadig meget at lære om det land hun var i. Hun var ikke just eventyrlysten, og holdt sig for det meste alene. Derfor havde den stille hoppe heller ikke helt styr på, hvad der var Landsdele og hvad der var flokke. Og endnu engang havde hun gang havde hun taget fejl - for dette var en landsdel og ikke en flok. Men en landsdel hvor alle var velkomne, og hvor de der hørte til i landet, blev beskyttet af denne hvide hingst - en Lord. Han beskyttede dem, der blev uretfærdigt behandlet med vold, skader eller sågar en voldtægt. Solis øre vippede lidt uroligt ved de mange skræk scenarier han satte i hendes sind, inden hun brummede helt sagte.

,,Et sted at være i sikkerhed.. Men ej ønsker jeg, at andre skal ofre sig eller belemre deres kroppe, blot fordi jeg kommer i bekneb. Det er mit liv ej værd”

Svarede hun sagte, og smilede ganske skævt og kortvarigt.

,,Ja, alting kan forandre sig.. Ganske pludseligt..”

Sagde hun så, med en sørgmodig grimasse i ansigtet, som hun dog forsøgte at gemme af vejen, med et lille smil. Men han havde ret. Alting kunne forandre sig - og det havde det gjort mange gange, for den lille, hvide hoppe.

,,Hvor længe har De været Lord?”

Hun spurgte ham nu, stille og dog nysgerrigt. Men også for at skubbe deres snak væk fra hende og hen på ham istedet.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Lyttende ører var vippet blødt imod denne hvide Soltaïre. Langsomt gik det op for hende hvordan ar prydede den hvide pels - skjult let af pelslaget. Hvem var hun? Hvad var der sket og hvorfor værdsatte hun sit eget liv så lidt?

"Ethvert liv er på bunden værd at beskytte. Selv de der er for ødelagte, misbrugte til at se det..." han lod det ligge, selvom han havde mange ord at sætte til livs - for eksempel at han ikke lagde sig ud imod nogen, der var tydeligt stærkere end han - ikke alene i hvert fald. Skulle der ske noget, ville de beskytte hoppen, ved at bruge list og intelligens, fremfor tvang og kamp. Og der ville altid være plads her til at få healet sine sår af en healer, få beskyttet et uønsket føl, få det plejet og få en støtte til dette.

Der var noget voldsomt vemodigt ved hendes næste ord. Næsten hjerteknusende. Han gøs let indvendigt og følte sin egen smerte blusse op... Forladt?
Det helt klare spørgsmål var pludselig meget forvirrende og han så først undrende ud, men så huskede han hvad hun havde sagt. "Det løber op i mindst 5 år efterhånden." svarede han roligt.

I will always, be the one who took your place.