Inaktiv karakter
221 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Solitaïre on Mar 27, 2018 11:30:05 GMT 1
Den hvide hoppes sind var ødelagt på mange forskellige måder. Hun havde i en lang periode glemt alt om sig selv, og blot havde hun forsøgt at fungere nogenlunde, for at hjælpe sin daværende lille datter, der altså havde behov for sin moder. Hun havde glemt sig selv, da hun søgte efter Elzharin. Hun havde glemt sig selv, i de mange slag hun havde modtaget igennem sin tid her – og hun havde glemt sig selv, helt tilbage i fortiden ved det den gamle flok.
Hun lyttede til de ord den fine herre sagde, Lorden, om at alles liv på bunden var værd at beskytte – selv de der var for ødelagte og misbrugte til at se det selv. Hun smilede ganske forsigtigt, men sagde dog ingenting. For hun var ikke helt enig – hun mente ikke selv, at hun var værd at hjælpe – men hun ville til enhver tid hjælpe så mange andre som overhovedet muligt.. Hans lettere forvirrede ansigtsudtryk, over hendes spørgsmål, fik hende til at smide lidt skævt over ham, roligt. Men han svarede dog, så helt forvirret var han da heldigvis ikke.
,,Er det en rolle der blev givet til dig?”
Spurgte hun så, nysgerrigt, men dog også forsigtigt, inden hun nærmest brummede undskyldende.
,,Hvis ej du ønsker at svare, da lad blot være. Jeg.. Min nysgerrighed rendte vidst af med mig”
Sagde hun da forsigtigt, og beholdt blikket i jorden.
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
We stride far from home, to find out who we are.
196 POSTS & 10 LIKES
|
Post by Nabendu Raakaa on Apr 13, 2018 14:55:53 GMT 1
Nabendu Raakaa I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.
Det var svært at blive klog på hende. Svært at forstå hendes livssyn - selvsyn. Måden hun bare nedværdigede sig selv til ingenting, måtte komme fra andre. Ingen sjæl var født til at tro den intet var værd. Andres hån og had, ledte til sorg i andre. Nogen druknede så meget i den, at de til sidst bare hengav sig til det andre sagde. De ville tro det.
"Titlen blev mig givet ja. I fortiden, før sygdommen var Vustlaum en landsdel fyldt med ro og glæde. De valgte mig." svarede han tålmodigt. Han trak da på smilebåndet. Ingen grund til undskyldninger. "Din nysgerrighed er velkommen. Skulle du en dag ønske at udforske mere, skal jeg gerne hjælpe." hans varme stemme forsøgte at overbevise ham selv - for kunne han hjælpe ham selv?
I will always, be the one who took your place.
|
|
Inaktiv karakter
221 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Solitaïre on Apr 25, 2018 11:05:24 GMT 1
Solitaïre var nok for mange en hoppe, der ikke virkede til at tro på sin egen eksistens. Og det var egentlig også rigtigt på en eller anden måde. Dog var der én ting, som den hvide hoppe var stolt af, at hun havde klaret. Og det var nemlig at skabe en datter, der levede i bedste velgående, og som havde formået at få en selvtillid der var langt bedre end moderens – og det var hun stolt af.
,,Sygdommen?”
Hun lagde spørgende og forsigtigt hovedet på sned, mens hun så en smule uforstående på den større hingst foran hende. Hvilken sygdom havde mon ramt hans område i dette land?
,,Det skal jeg huske. Det er nok ikke sidste gang, jeg forvilder mig herind”
Smilede hun så, helt stille og næsten uden at det kunne ses. Det skete ikke tit at hun smilede, men når hun så endelig gjorde, så var det heller ikke påtvunget.
|
|