Admin
USER IS OFFLINE
Years Old
Female
Always waiting for new ideas
331 POSTS & 68 LIKES
|
Post by JD-Thilde on Jun 2, 2015 10:00:02 GMT 1
Rejsen Gennem Tidsportalen Denne tråd er oprettet til In Caracther. Det vil sige at du skal skrive som din karakter herunder. Hvis du ikke ved hvad vi mener med at tidsportalen åbner sig, er det fordi at siden flytter langt ud i fremtiden, som man kan se på Proelio.dk. Få læst alle de nye ting igennem når tiden er der og har du endnu ikke læst trådene optil denne tråd er de her: proelio01.proboards.com/thread/3101/proelio-5000-total-renovering-ndende proelio01.proboards.com/thread/3118/proelio-5000-forts-ttelse-skal proelio01.proboards.com/thread/3127/proelio-5000-historie-skal-ses
For at blive ved med at være medlem i det nye Proelio, skal man rykke karakterene med her, og genbestille sig selv, sine heste, og alt det der var omkring dem, på den nye side
Nuvel. Tiden er kommet til at rejse gennem den store portal. Den åbner sig her på Meadow. Læs nedstående skrift, og giv jeres individuelle svar, på hvordan din karakter rejser gennem portalen. Husk at få skrevet alle de karaktere du ønsker skal rejse gennem portalen herind. Svaret skal ikke være langt, men ligge op til det store nye. Når i er rejst gennem den lange og glitrende portal - hvori i selv er herre over hvordan den ser ud, opfører sig og er overfor jer - ender i midt på kortet i det nye Proelio. På Meadow i Proelios hjerte, og det er tydeligt at luften har forandret sig. I er herefter velkomne til at gå igang med år 5000! Held og lykke!
Krigens energiudladninger bragede stadig lydløst gennem universet og gennem landet. Hvad ville der ske i fremtiden, når dette stoppede med at brage så lydløst? Fremtiden. Den som ingen kan forklarer uden at have set den. En meget særlig nat på Meadows brede krigsenge, flimrede noget under den røde blodmåne. Det flimrede fra den blå luft, som små lysende insekter der blinkede. Hvad var det? Den lille knitrende lyd blev større og større til den til sidst lød som et tordenskrald over hele Proelios lande. Pludselig eksploderede de små flimrende lys, og åbnede sig til en gigantisk ring i blå glitrende farver. Enhver hest ville dog se og opleve det forskelligt. Det var en tidsportal, og den var så dragende, så kaldende, at fristelsen til at træde igennem var for stor... Landets heste ville blive vækket af de regelmæssige tordenskrald der lød når en hest gik gennem portalen. Men ikke to heste ville møde den samtidig. Den ville fører dem ind én efter én indtil en lukkedes. På den anden side ventede fremtiden. År 5000. Et glimt så skarpt at intet hesteøje i hele fremtidens lande undgik dets skær, bragede igennem under den røde blodmåne, præcis klokken midnat på en klar forårsnat. Glimtet vækkede sovende heste fra deres søvn. Ingen sjæl i landet forstod synet eller lyden, men alle mærkede de suget. Tyngdekraftens sug der kom fra en portal. En tidsportal der strakte sig 700 år havde åbnet sig for fortidens heste. Gamle legender var på vej ind i landet, men ingen vidste besked. Ikke før de ankom.
Tør du tage rejsen?
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
More sugar trails my white lady laid, than pillars of salt..
221 POSTS & 15 LIKES
|
Post by Recimir on Jun 2, 2015 13:25:45 GMT 1
De tomme, pupilløse øjne betragtede himmelen. Det sorte legeme, med få svage stjerner. Den store røde måne. Han sank en enkelt gang, og fæstnede sit døde blik mod den. Profetien. Han troede det bare have været snak, for hverken han eller hans familie havde oplevet det. Laestrygon, den blødende måne. Ifølge profetien, ville den verden som man kender bryde sammen, og opsluges af intetheden når Laestrygon lader blodet flyde. Tordenen vil brage, og guder, heste og væsener vil druknes i månens blod, og bagefter.... intet.
Recimir lod kort blikket flakke. Hvordan skulle han smyge sig udenom dette? Det kan kun være gudernes værk! forbandede guder..
Han nåede kun at tage et skridt, inden det første tordenbrag rullede henover himmelen. Recimir fnøs. Ham skulle de ikke få! Hans tid var ikke kommet. Men ligeså meget som Recimir foragtede guder og magi, ligeså meget vendte han sig til dem for hjælp. Men denne hingst var af en anden kultur og tro. De guder der blev tilbedt var de samme som de, der fandtes i Proelio, de havde blot andre navne. Man tilbeder disse guder alt efter hvad man søger at få af dem. Ritualerne er dog en helt anden snak.
"... For balancen mellem verdenens kræfter. Ild af is, jord af vand, elementernes hersker. Hør mig. For balancen mellem magi og mystik, de ukendte væseners moder. Hør mig. For balancen mellem himmel og jord, mellem naturligt og overnaturligt, universets hersker. Hør mig. For balancen mellem fortid og fremtid, kaosets gudinde. Hør mig. For balancen mellem liv og død, dødens vogter. Hør mig. For balancen mellem nat og dag, døgnets og nattens gudinder. Hør mig.."
Øjnene lukkede, vejrtrækningen knap. Den tunge krop, lagde sig ærbødigt ned i græsset, bagpartiet drejet så begge bagben lå ud til siden, imens forbenene var sirligt placeret fremadrettet og lige under hals og mule. Mulen søgte ned imellem forbenene, og gemte sig mellem dem, imens mumlende og messende ord blev kvalt deri. Den samme remse, om og om igen.
Himmelen vrænger ad verden, og sender lysglimt igennem landskabet. Recimir hævede sit hoved, i retning mod månen. Hans ord flød stadig fra hans mund, og i det samme de holdt op, da spiledes hans øjne op.
Et øjebliks tavshed...
....inden de hvide tænder rev hul i den tynde hud omkring koderne og skar en åre. Blodet synes sort i den lilla pels. Ordene flød igen, imens kroppen langsomt drænes. Synet slørres, og kroppen svækkes. Men aldrig holdt ordene op. En pøl dannede sig under det svækkede legeme. Som et sort hul, bredte det sig, og dækkede efterhånden den grund som Recimir lå på. Meget blod havde han tabt, og hans kræfter slap langsomt op. Bum! Den mørke skikkelse faldt på siden, diffust flakkede hans blik, men ordene holdt aldrig op. Dér, badende i sit eget blod, lå han døende. Den røde måne spejlede sig i det sorte blod.
(Blodmagi som dette ritual indgik under, havde den funktion at man ofrede sit livsgivende blod, til fordel for noget nyt. En genfødsel.)
Ikke længe efter kom små lysende prikker svævende med vinden. Det lignede små glitrende støvpartikler, der samlede sig i en krans langs blodets rand. Der var noget magisk over det, noget sælsomt. Det livløse blik hvilede på de glitrende partikler, men så de noget? Han trak vejret, men var for afkræftet til at gøre modstand da jorden omkring ham trak ham nedad, som kviksand. De glitrende partikler, var det sidste han så inden alting blev mørkt. Men han genkendte dem. Det var disse partikler der havde åbnet en dør for ham, og bragt ham hertil Proelio den første gang. Hvor mon de ville bringe ham hen nu? Han var ikke bange, for han forstod nu at det aldrig havde været meningen at han skulle gå under sammen med den verden som han kendte. Han skulle være en del af en anden verden. Det var derfor han blev trukket gennem portalen endnu en gang. Tilbage lå blot det sorte blod, imens kroppen havde passeret grænsen til en anden dimension.
Read more: proelio01.proboards.com/conversation/3359?page=1#ixzz3GhOmcM8S
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
342 POSTS & 2 LIKES
|
Post by Inilteir on Jun 2, 2015 13:59:24 GMT 1
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Jun 2, 2015 17:59:35 GMT 1
Fazet Ørene gled om i nakken, da et mægtigt brag lød og Fazet var hurtigt på benene. Han stampede med det ene forben og stak mulen højt i sky. Hvad foregik der? Han lod hoven skrabe mod underlaget der ikke engang var vådt. Han kunne ikke lugte fugten i luften, og undrede sig med det samme over, hvordan det kunne være, at han havde hørt et tordenbrag så?. Han havde ingen anelse om, hvad der foregik og for første gang, så manglede han virkeligt sin syn for at finde ud af det. Noget trak i kroppen. Nysgerrighed eller var det en fremmed form for magi, der fik ham til at søge frem mod noget. Endnu et tordenskrald og hingsten begyndte at blive mere nysgerrig end godt nok var. Halen svang ihærdigt bag den mørke hingst, piskede rundt, inden han snappede ud i luften og tøvende trådte fremad. Hvad foregik der? Noget guidede ham, men han anede ikke hvad. Han fulgte blot trin med det der lod ham drage. Et skridt, to skridt og sådan fortsatte det, inden det føltes som om, at hver en celle i hans muskuløse og kraftige krop føltes som om den blev revet itu, og ødelagde den allerede ødelagte hingst, så han blev tvunget i knæ. Inden noget væltede ham omkuld og han følte en anden temperatur, mens han mærkede sin krop samle sig sammen. Han kom hurtigt på benene og snappede ud i luften for at finde ud af, at noget var anderledes. Underlaget. Lugtene. Temperaturen. Alt. Hvor var han endt? Hans mørke var endnu mørkt, men omgivelserne var forandret.
|
|
Inaktiv karakter
56 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Tonks on Jun 3, 2015 9:58:16 GMT 1
Med halsen afslappet sænket, stod den unge hoppe, Tonks og sov, i skovbrynet, under nogle store tætte buske. Alt smeltede sammen i natten, som et stort tavst mørke. Der havde været krig i landet, og Tonks havde i sin frygt og rædsel flygtet tværs over landet, for at holde lav profil, og undgå at blive involveret. Det var ikke sådan at den unge, begavede hoppe var en kujon, tværtimod, hun følte sig blot for ny i landet til at forstå des konflikter, og hvilke sider der kæmpede for hvad. Det var let at finde undskyldning for ikke at gøre noget. Tænk på alle de ofre der måtte være krævet. Den fulde blodmåne, afslørede Tonks silhuet, som nu bevægede sig, i mørket. Hun rystede sig med et grynt, og kiggede ud over engen, med et diffust blik. Noget havde vækket den sovende hoppe, der hurtigt kom til sig selv. Der var noget i luften, og det sitrede, det sitrede over alt. Tonks havde det som om hun skulle hikke, eller vende sine indre organer på vrængen. Forundret kiggede hun sig om med et opmærksomtblik. En lille lysende mængde energi, koncentrerede sig blidt, i hendes synsfelt, naturligvis blev hun draget mod denne. Den havde den klareste blålige farve, og dansede nu op foran hende. Et øjeblik hang den i luften, og vuggede ganske blidt. Tonks følte sig helt hypnotiseret. Men pludseligt lød et kæmpemæssigt rabalder, som når det tordner voldsomt, med et hvin sprang Tonks til siden, og sprang ind mellem træerne. Hun så sig om, med sin bringe pumpende op og ned. Hun havde været for opslugt af den lysende energi, som nu vimsede om hendes hoved, og med højt fart fløj ud mod engen, som var tæt på. Et til brag lød, men denne gang var Tonks mere forberedt. Undrende og spændt, travede hoppen efter. Dog måtte hun måbende, slå hovene i, da hun trådte ud på engen, der var mange af de små energier, der lyste, primært i blålige farver, specielt et sted. Følelsen af at blive draget, og være 'spændt', kom igen, og Tonks lod sig, trække ud på engen, som var det ikke noget hun selv valgte. De farverige energier, der lyste op i natten, gjorde det svært for Tonks at fokusere, og se på andre ting, alt andet falmede ligesom. Uden at føle frygt, var hun nu blevet 'trukket' over til en str port, hvor lysenergierne var ekstra centreret og tætte. Hendes lyse mule rørte dem, og følelse af noget lykkeligt, udefinerbart, gav et stød igennem hende, inden hun blev automatisk løftede hovene og gik igennem. Med et vindvust, var hun pludselig på en nu eng, der var mørkt, men fredeligt, og der duftede utroligt.. så rent, og uført. Dette var den sidste sanseindtryk der prægede Tonks, før hun gik omkuld, i en tung søvn.
|
|
Hingst
107 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Artax on Jun 3, 2015 12:53:58 GMT 1
Det hele havde endlig blot startede med en normal dag, som så mange andre, vinden havde skam ligeledes opført sig normalt, dog havde hans sind allerede for længe side forberedt sig på noget nyt. Da en masse lys dukkede op, travede han nysgerrigt hen for at undersøge dette, hvad det var vidste han ikke, men det havde en dragende effekt på ham. han slog et slag med det store hoved, før han lod nysgerrigteten hive ham fremad, helt hen til det store lys der nærmest blinede ham, et stille smil kærtegnede hans mule, det var et smukt syn, bestemt særpræget, men han kunne lide det, i sin egen magt, stod det der, så smukt. han kunne lide det bestemt lide det, han forsatte frem, og følte sig pludselig ud for tid og rum, indtil han dukkede op et underligt sted, men det stoppede ham ikke, måske var det her chancen for at finde mening med hans liv? finde ud af hvem han var og hvad han nu stod for? chancen ville han i hvert fald ikke lade slippe fra sig.
|
|
|
Post by Deleted on Jun 3, 2015 13:03:42 GMT 1
Hoppen var gået i et stykke tid, da et pludselig barg lød igennem landet, fik hende til at farre forskrækket sammen, så hun fik trådt på den lange man, i et bange hiv, satte i fart og løb af sted i frygt for sit liv, i frygt for det hele, måske var det dumt, måske ikke hun vidste snart ikke. men en ting var sikkert, hun brød sig ikke om torden og ligeså heller ikke regn. pludselig endte hun foran et stor stærkt lys, hun slog hovene i jorden men endte med at falde over sin man og hale og glide lige ind i lyset, en rødlig måne lyste op, lydene blev formisket, hun kom besværligt på de lange ben, så rundt med et nysgerrigt udtryk hvor var hun var ikke til at vide, men lyset fra månen fik en ro til at danne sig i hendes krop, hun forsatte fremad, lod sig lede ind i uvisheden.
|
|
Hoppe
267 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Irissia Asandi on Jun 3, 2015 16:12:08 GMT 1
Den stribede Iris fløj lydløst af sted gennem den vindstille nat, mens hendes blik skiftevis flakkede mod den stjernestrøede himmel over hende, og det bølgende græs under hende. Hun befandt sig over Meadow. Den store eng, hvor krige fra hver sin tid havde hærget. Det var underligt at tænke på, for der var intet som øjet kunne se, som røbede disse dyster hemmeligheder. Men Iris vidste bedre. Hun havde selv deltaget i den ene, og havde fået fortalt historierne om de to andre. Her var blevet udgydt blod, meget blod!
Med ét og helt uden varsel lød et kæmpe tordenbrag, hvilket resulterede i at Iris næsten drattede ned af himlen, af ren og skær forskrækkelse. Hvad var det? Hurtigt afsøgte den stribede hoppe himlen, for at se om et eventuelt lyn snart fulgte. Hun var godt klar over, at det ikke var specielt klogt og opholde sig i luften, hvis lynene begyndte at slå ned. Til trods for der ingen lyn kom, besluttede Iris sig da også for en sikkerheds skyld, at lande i det høje græs. De store vinger blev møjsommeligt foldet sammen over ryggen, og Iris begyndte nu med lette bevægelser, at bevæge sig over engen til fods. Der gik ikke længe, inden et sælsomt lys tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hvad var nu det? En stor ring af hvid, glitrende energi var dukket op på engen. En ring hvis syn Iris aldrig havde set mage. Hun følte sig underligt draget mod den, og bevægede sig nysgerrigt nærmere. Al den hvide glitren mindede Iris om noget, men om hvad? I al hast gennemsøgte hun sin hukommelse, og med ét vidste hun hvad. Eller nærmere betegnet hvem. Laylis! Hendes farmor.. Hendes magi viste sig ligedan. Med et tilfreds smil om sin sorte mule, idet hun var sikker på, at hendes farmor ventede på den anden side, trådte Iris nu gennem den hvide, glitrende ring.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
One day the blood they are owned will run beneath their soles..
181 POSTS & 9 LIKES
|
Post by Abaddon Izarra on Jun 3, 2015 16:14:34 GMT 1
ABADDON IZARRA Den mørke hoppe vandrede for sig selv. Hendes sind var tomt. Åh så tomt, at selv stjernehimmelen ikke ville kunne fylde hendes sind op igen.. Hendes ellers så levende pels var død. Ikke en stjerne var at se på denne, alt var sort, som om det hele var blevet slugt at et sort hul. Kun meget få og mørke stjerne skyer var at se på den bløde, mørke pels. Hendes gift gullige øjne havde mistet deres lys og bar nu kun et skær af træthed og hævntørst. Abaddon vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun vandrede i vildrede, ud af Slavian og væk fra hendes døde faders krop. Hun var i sorg og ikke en eneste tanke fyldte hende. Derfor gik hun også blot der hvor hendes ben tog hende. Energien der blev sluppetløs med et kraftigt lysglimt og et tordenbrag, havde formået at vække hende efter timers gråd. Hvad det så end var, der trak i hele hendes væsen, så var hun et villigt offer. Det der mødte hende var intet mindre end en flænge og en sort sillouette. Hun genkendte den ikke først, men da hun kom tættere på så hun hvad det var. Synet fik hende til at sænke farten. "Far..?" Ordene var svage, ligesom hendes stemme.. Hun var et føl igen.. Hun så hendes far for første gang i flere dage og en glæde uden lige bobblede op i hendes indre. Stjerner sprang ud af de resterene støvskyer og hun skyndte sig afsted i trav mod flængen. ¤Du er fremtiden.. Fuldfør missionen.. Hævn er din vej..Min datter..¤ Et smil spillede over hendes mule, inden hun brød igennem flængen i luften. Hun blev skuffet. Det der mødte hende var det samme. Det samme hun lige havde forladt.. Stjernerne brændt ud og efterlod hendes pels i mørke.. Liv bankede ikke i hende sind, hendes hjerte bankede blot fordi hun endnu ikke måtte gå til Helzloris evige Rige..
|
|
|
Hoppe
467 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Jah-lila on Jun 3, 2015 16:28:18 GMT 1
En munter nynnen lød gennem nattens tætte mørke. Jah-lila var på vej.. En hoppe som kunne være forsvundet i mørket, hvis ikke det havde været for hendes strålende pinke man, travede med bløde bevægelser af sted over Meadows store vidder. Endnu en gang havde hun valgt at drage på eventyr, til trods for klokken var langt over sengetid. Alting blev bare ligesom mere spændende, når det var mørkt. Måske fordi man så intet kunne se, eller i hvert fald ikke ret meget, og derfor aldrig vidste hvem eller hvad man ville støde ind i. At det muligvis ville kunne få fatale resultater, var ikke noget den stribede hoppe skænkede så meget som en tanke.
Et enormt brag lød med ét, hvilket Jah-lila fandt temmelig mærkværdigt, idet himlen var fuldstændig skyfri. Hvordan kunne det tordne uden skyer? "Bum, bum, tordenbum," begyndte hun stille at synge for sig selv med en glad melodi. Hvor end det tordenbrag kom fra, så var det en gåde Jah-lila ikke kunne løse, og derved gad hun heller ikke beskæftige sig mere med det. Hun fortsatte derfor sin vandring henover engen, mens hun fortsat sang sin lille selvopfundne sang. Jah-lila bevægede sig rundt i sin egen lille verden, og opdagede derfor ikke med det samme, hvad det var, der var ved at ske omkring hende. Til sidst fik hun dog øjnene op. Gyldent stjernestøv fløj omkring hende i luften, og lagde sig i hendes pels, som forsøgte det at gøre hende til en af deres egne. En stjerne. Med en lykkelig latter begyndte Jah-lila at danse rundt om sig selv i det gyldne stjernestøv, og bemærkede derfor ikke, at hun trådte igennem en stor gylden ring. En ring der spredte stjernestøv.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Jun 3, 2015 16:48:19 GMT 1
Et kæmpe brag havde lydt, et brag der havde vækket den sorte Trudy, og som nu var skyld i, at hun fór af sted over engen ved navn Meadow. De stribede ben nærmest fløj over det høje græs, mens de mosgrønne øjne var stift rettet fremad. I Trudys hoved kunne dette brag kun betyde én ting.. Krig! Guderne måtte nu atter være ramlet sammen, og den sorte hoppe ilede nu af sted, for at stå ved hendes ven Flakezé side, sådan som hun havde gjort de sidste to krige. Men hvor var de? Hvor var de fire guder, og hvor var deres tilhængere? Sidste gang havde de fyldt næsten hele Meadow ud, så hvorfor kunne hun ikke få øje på en eneste nu? En glitren i det yderste af hendes synsfelt dukkede nu op, og hun ændrede med ét skarpt retning, så hun nu fór af sted imod det glitrende lys. Hooooldt.. De små, pinke hoved borede sig ned i jorden, mens Trudy kurede det sidste stykke, inden hun stod helt stille. Hendes fremdrift var med ét blevet stoppet, da et underligt fænomen tordnede sig op over den spinkle hoppe. En ring der i skiftende blå nuancer var det eneste der var at finde på engen. Der var hverken kæmpende guder eller kæmpende heste at se nogen steder, kun denne glitrende ring, der tydeligvis ikke hørte til her. Et mistænkeligt blik var dukket op i Trudys grønne øjne. Hvad skulle dette gøre godt for? Var det en fælde? Da hun nu pludselig begyndte at føle sig sært tiltrukket af ringen, røg de følsomme ører direkte ned i nakken. Dette var en guds værk! Trudy brød sig ikke om at blive manipuleret med, og vente sig derfor om for at gå. Hun skulle nok vise, at hun var stærkest, og at hun faldt for denne tåbelige fælde af en art. Med ét stoppede hun dog op, mens ørene vippede usikkert frem og tilbage. Den stemme der havde lydt inde fra ringen.. Var det ikke? Langsomt drejede hun hovedet, og kiggede sig tilbage. Og dér, midt inde i det glitrende hav af blåt, så hun en velkendt skikkelse. Smidigt vendte hun rundt, og bevægede sig nu med selvsikre skridt ind i den blå ring, mens en latter lød fra hende. "Flakezé, stop det drilleri."
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Isnt it lovely? All alone. Heart made of glass, my mind of stone. Tear me to pieces, skin and bone.
82 POSTS & 2 LIKES
|
Post by Daenerys I Elahlekile on Jun 4, 2015 20:16:02 GMT 1
Det lange, grønne græs svajede i den kraftige vind. Frem og tilbage, flød det som en strøm der ikke vidste hvilken vej den ville løbe. To enorme bambi øjne blinkede et par gange, bag silhouetten af det flagrende græs. De havde et kækt skær, som om legen nåede sit klimaks, for nu havde Daenerys endelig fundet 'skurken' i hendes leg. Den lille, fine mund åbnede sig så stoooort som den kunne, og haps! En tot var forsvundet blandt mængden af græs. Føllet hævede hovedet på en triumferende måde og smilte selvtilfreds, imens det gumlede på stråene. Ha! Sikke en jæger hun var! Hvis hun havde været en ulv, så havde hun helt klart overvundet den! Det var der ikke tvivl om!
Hun sank græsset, og bevægede sig videre med høje benløft og en rank holdning, den holdning som Iniltheir havde lært hende! For nu legede hun at hun var prinsesse. Var der måske nogen i dette land der havde set en prinsesse, der både kunne gå som Iniltheir, men samtidig også jage som en puma? Nej vel? Deanerys ville være den første! Og når hun så endelig bliver taget til fange af den onde gud, så ville hendes prins komme galopperende for at redde hende! Dani sendte nogle drømmende øjne op mod himmelen, imens hun smilte for sig selv. Så ville hun græde (For det gør prinsesser jo tit!) og trykke sig ind mod sin prins og leve lykkelig til sine dages ende! Hun fniste, imens hun mærkede sommerfuglene krible i maven idet hun lod sig dumpe ned i græsset, og vendte blikket mod himmelen. Hendes smil blegnede dog lidt. Fazet brød sig aldrig rigtig om at være hverken den onde gud, eller prinsen der skulle redde hende. Han svarede så fladt, og så var hun jo nødt til at overdramatiserer det for at udligne manglen på entusiasme. Hun sukkede... Hvor hun dog savnede Fazet. Hvor mon han var nu?
Det lille forpjuskede og svagelige føl, lå dér og betragtede himmelen, idet den vendte fra klar til overskyet og grå. Snart begyndte tordenen at brage, og himmelen begyndte at falde ned. Daenerys blev bange, og ønskede så inderligt at Fazet ville dukke op, så hun kunne trykke sig indtil ham. Men han var væk. Ørene hang slukøret og trist ude til siderne, og hun krympede sig fordi hun var skræmt. Landet blev så uhyggeligt når det tordnede. Men i samme nu, som et lyn lyste landskabet op, så efterlod det sig noget lysende på jorden. Daenerys naive og kraftige nysgerrighed for ting, fik hende til at vandre mod denne genstand på tøvende vis. Hendes øjne spilede sig op, og beundring og æresfryd lyste ud af hendes blik, da hun så at den lysende genstand var en sommerfugl. Langsomt nærmede hun sig den, mere og mere. Den flyttede sig ikke. Til sidst var hun så tæt på den, at hendes mule næsten ville røre den. Og da denne lysende sommerfugl lod sine vinger bevæge sig, rørte de ved den plyssede mule.
Det var som om hun var besvimet. Hun var træt og svimmel og havde det ikke godt. Men hun lå blødt i græsset. Hun tog en dybt indånding, men bemærkede nogle sære lugte, og en anden slags luft. Den var mere frisk og iltrig - sådan opfattede hun det. Og da hun åbnede øjnene var hun i chok! Hun var som forstenet, med munden på vidt gab og et skrækslagent blik i øjnene. Sådan så det altså ikke ud før hun havde sovet! Hvad er det her for noget!
|
|
Inaktiv karakter
265 POSTS & 18 LIKES
|
Post by Cinna on Jun 5, 2015 11:33:17 GMT 1
Cinna bevægede sig af sted med målbevidste skridt, mens mørket langsomt begyndte at sænke sig over Proelio. Han vidste, hvad der skulle til at se. Havde set det i et af sine syner, og selvom han på ingen måde forstod alt, forstod han dog, at det var på tide, at sige farvel til det gamle Proelio. Et land han efterhånden kendte godt, og som han følte sig hjemme i. Hvad fremtiden nu ville bringe, vidste han ikke. Så langt havde hans syn ikke vist ham.
Tordenbraget lød nu, men Cinna ikke så meget som rykkede med ørene. Det kom jo ikke som nogen overraskelse. De turkise øjne begyndte nu at spejde ud i mørket, efter den magiske ring, som han vidste fulgte efter. En ring som ville føre til fremtiden. En fremtid som ingen hest kendte til, ikke engang Cinna. Underligt nok frygtede den skimlede hingst ikke, hvad det var der ventede ham. Han var godt klar over, at det kunne være negativt såvel som positivt, men alligevel følte han ingen usikkerhed. Dette var det rigtige, det var han sikker på. Så måtte fremtiden så byde ham, hvad end den fandt på.
Omsider fik Cinna øje på den magiske ring. Den glitrede i al sin pragt i blågrønne nuancer, præcis som Cinna selv. Et smil dukkede op på hans bløde mule, og uden så meget som at kigge sig tilbage, gik den skimlede hingst direkte ind i den glitrende ring, og blev ét med magien.
|
|
Inaktiv karakter
48 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Benji on Jun 5, 2015 15:31:38 GMT 1
I en frisk trav bevægede den sorte Benji sig af sted over engen Meadow. Han forsvandt næsten i mørket, som havde sænket sig over Proelio, og det til trods for han ellers var fuldt synlig, og ikke gjorde brug af sin usynlighed. Han bevægede sig lydløst af sted, en vane han havde tillagt sig, efter sine dage som spion for Smeyé. Den magiske rustning som efterhånden var vokset sig ind i hans pels, sagde ikke så meget som én lyd, så godt var den tilpasset til hans krop. Det var en stille aften, hvilket var noget Benji nød i fulde drag. Han havde en tendens til altid at være på vagt, men i dag havde alting virket så fredfyldt. Hvis han tænkte efter, så virkede det faktisk lidt som stilhed før stormen, men det gad han ikke tænke på nu. Stjernerne blinkede foroven og en halvmåne, var ligeledes at se på den mørke himmel. Det var et smukt syn, og et kort øjeblik, lod Benji tankerne vende tilbage til Corina, hans afdøde mage. Mon hun befandt sig deroppe et sted? Mon hun var en af de stjerner der blinkede ned til ham? Det ville han nok aldrig få svar på. Benji kunne selvfølgelig havde spurgt Smeyé om dette, men havde valgt at lade være. Smeyé ville muligvis se det som et tegn på svaghed, og hvis der var noget den blå gud ikke tålte, så var det netop svaghed. Med ét blev stilheden brudt af et kæmpe mæssigt tordenbrag. Benji gjorde et ufrivlligt hop af forskrækkelse, mens han skævede op mod himlen. Der var intet usædvanligt at se, udover en masse glitrende prikker, der begyndte at danne sig for hans øjne. Forvirret rystede Benji på hovedet for at for dem til at forsvinde, men lige meget hjalp det. Faktisk blev der blot flere og flere. Røde, hvide, sorte, og orange det glitrende støv var overalt. Med ét mærkede Benji et underligt sug i maven, og derefter var han væk. Det var lykkes det sorte hingst, at få den magiske portal til fremtiden, lige i hovedet.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
"Death is the only day you truely live for."
314 POSTS & 43 LIKES
|
Post by Lúthendril Oasis on Jun 6, 2015 11:22:22 GMT 1
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Der havde været nogle mærkværdige tordenbrag de sidste timers tid. Så mærkværdige at himlen end ikke var overskyet, stjernerne blinkede, og ingen vind rørte sig. Det var ganske magiske tordenbrag. Oasis lå med den lange man som et tæppe over sin bløde krop. Men der i skovbrynet lå hun ej længe. Meadow havde været hærget af krigen fra få uger siden, og var stadig blodfyldt. Oasis havde ikke forladt stedet, fordi hun afventede nogen. Sin fader. Men hans ansigt dukkede ikke op, og Oasis have svært ved at tro på at han nogensinde ville nå til Proelio... Hendes øjne missede mod blodmånen. Der skete noget ganske særligt i aften, og hoppen kunne ej ligge meget længere. Hun rejste sig, med lyset fra stjerner og måne i sine øjnes spænding og nysgerighed. Intelligensen stod ud af disse, som hun i hastige skridt travede, med hævet hale, og løftet hoved ud over engens bredder. Endnu et tordenbrag. Hoppen søgte med mulen fremme, ud i mørket, og de rødoplyste landskab.
Da ramte hendes hov en genstand på jorden. En genstand der summede og sang. Hun lyttede, standsede, med funklende øjne. En dyb følelse satte sig i hendes sjæl. Følelsen af hjemvé. En ring af lys i gnister og ild dannede sig stærkt omkring hende. I den var et vandfald - ikke et rigtigt vandfald, men fra ringen flød vandet og utydeliggjorde den anden side... Hun prustede og løftede sin krop. Hun skimtede til ggenstanden og samlede den op. Det var et smykke. Et gammelt smykke, og hun tog det med sig. Vandet glitrede og sang blidt til hende. Hun vidste hvad det var. Det var en ny begyndelse. Det var et sted hun var ment til at tage til. Det var skæbnen, og hun ville følge den. Hoppen var ikke bange, og modet var højt, trods hjemvéen og tanken om aldrig at se sin far igen. Hun hvinede, og satte i galop, tværs gennem ringen af ild, gennem vandfaldet, og ind på den anden side.
Det var som et lyn der slog ned, og et sug strøg gennem hendes legeme, som om tyngdekraften tog hende med på en lang rejse. Den endte hurtigt, og da hun igen kunne se, var verden forandret. Luften var anderledes, stjernebillederne var fremmede, engen var et helt andet sted end før. De fremmede landskaber skræmte ikke hoppen, for de var også velkendte. Skyggebjergene lå ret forude. Hun smilede svagt. Dette var de hemmeligheder hun havde lovet sin far at finde. Bag hende lød tordenbraget fra den anden side af portalen, og så forsvandt den. Oasis satte i galop. Det eneste der stadig var det helt samme, var den røde blodmåne og klokkeslættet. Det var bare ikke længere den samme tidsalder.
Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.
|
|