Ice var nået til Meadow med Hitsugaya i ryggen som han ledte til dette vidunderlige sted. Noget var under opsejling og Ice havde bemærket dette tidligt nok til at kunne samle sin flok og fører dem til det lys der kunne ses i horisonten. Ice havde en god følelse med dette men følte også en smule snurren i mavepartiet. Om det var sommerfugle eller den omgang med Fuego der gjorde det, var svært at sige.
Det første Ice så til portalen var lyset, det lyseblå, funklende lys der passede til farverne på Ice's mule. Han betragtede det som han nåede bakketoppen med sin lettere forhindrede gang, nu hvor han havde det handicap at han manglede et forben.

Det næste Ice lod mærke til, var portalens størrelse og det faktum at han før havde sin flok i ryggen, men når han så tilbage nu, stod han alene. Det måtte være gudernes værk. Dette var et valg de skulle træffe individuelt. Ice kunne bare håbe på at hans flok ville følge hans tankegang og evt. Hans beslutning omkring denne rejse han var i gang med at tage, endnu uvidende om udfaldet.

Portalen var for Ice omkring 16 meter høj og mindst ligeså bred. Den stod som et rektangel og glitrede som små, dog blå snefnug der hver især indeholdte en hel stjernehimmel i sig selv, som var de alle små galakser. Ice humpede nærmere og så i portalen et spejl der viste ham selv i selskab med sin flok, sin familie, sin gamle flok og alle heste han havde mødt gennem sit liv, selv dem han havde glemt. Alle var de på den anden side i et Island perfekt for gletcherheste. Han selv stod i midten af dette vidunderlige landskab af glade heste. Men hvorfor så han ikke selv lykkelig ud...?

Ice flyttede halsen og så bag sig. Der var ingen at se, faktisk kunne han ikke se noget, andet end mørket der omslugte ham og græsset der forsvandt for hans hove hvorefter den knas tørre jord smuldrede væk og tvang Ice til at springe ind i portalen inden han faldt med jorden ned i intetheden! Ice så sig tilbage, forpustet for rejsen havde tæret på hans kræfter. Han så ikke portalen igen, den var forsvundet fra jordens overflade og tilbage var kun græsset under ham. Han så forvirret ned og stampede i jorden med sit ene bagben for at sikre sig at jorden blev hvor den var. Fremfor ham så han et velkendt, dog fremmed område, som havde kontinenterne ændret sig. Dette måtte undersøges! Men ikke på samme livlige og friske måde som da han først havnede i Proelio, for tiden havde indhentet Ice og erfaringen havde kostet ham en ødelagt krop. Manglen på det ene forben gjorde ham dog ikke nødvendigvis til en dårligere leder.

De første mange dage brugte Ice på at lede efter sine flokmedlemmer, men ikke mange var nået til denne nye land efter hvad han kunne se. De der havde taget rejsen fulgtes med Ice rundt i det nye rige og slog sig ned i det land der blev kaldt Froztecien. Her besluttede Ice at de skulle holde til. Måske var det hans gletcherheste gener der trak i ham for at være på isen igen, eller også havde Ice tænkt smart, at ikke mange andre heste kunne leve et sådan sted uden først at være blevet det lært af en erfaren vinterhest.

Daydreamer var havnet her ved en tilfældighed. Hun ledte efter sin fatsvage datter som var forsvundet igen og dreamer havde altså et yver mellem sine bagben som føltes somom det var ved at sprænge! Hun travede afsted med spredte bagben og lignede måske lidt en spastikere mens hun gjorde det. Ved et uheld faldt hun ned i et hul som viste sig at være en portal til en fagre ny verden. Her landede hun så i en akavet stilling hvor hun tog fra med ansigtet mod jorden. Da hun endelig fik rejst sig på benene igen, trippede hun et par selvsikre omgange om sig selv og fattede ikke just hvad der var sket. Hun nåede frem til at det måtte være noget hun havde drømt og fortsatte derefter med at lede efter sin datter for at få løst sit kæmpe problem!

Krigens strabadser havde omsider lagt sig, og roen var endelig faldet over den spraglede Mephistos krop. Han befandt sig i en jordhule tæt ved Meadow og gjorde sig klar til at sove dagens hændelser ud. Han havde lige akkurat lagt sig ned og lukket øjnene i, da et højt brag flækkede himlen. Det lød som et kæmpe tordenbrag, der rungede gennem hele landet. Normalt ville han ikke have vippet så meget som et øjenbryn over det, men alligevel spredte en undren sig igennem hans krop. Vejret havde da ikke lagt op til tordenvejr?
Han kom vaklende på benene og trådte ud i månelyset. Et rødligt skær faldt gennem skoven og prydede træerne, som var de i brand. Et undrende bryn gled over hans pande. Hvad var det her for noget? Der var vel ikke skovbrand? Et kraftigt lysskær kunne pludselig skimtes mellem de mange træer. Det så ud som om, at hele Meadow var ét stort lysshow mellem alt det røde. Hans fornuft kunne ikke holde ham tilbage, og nysgerrigheden sejrede. Med rejst hoved og opløftet hale satte han frem i trav og snoede sig imellem de mange træer i retning mod Meadow.

Da han trådte ud på den åbne eng, var det et intet mindre end chokerende syn, der ventede ham. Han klodsede bremserne i og stoppede brat op. Over ham lyste månen større og klarere end nogensinde før. Men i stedet for at være sølvgrå som sædvanlig, var den rød som blod. Men det skulle vise sig at blive endnu mere mærkeligt... For dér, midt på engen, spredte sig en kæmpemæssig port af lys. Porten strakte sig hele vejen op mod himlen og lyste hele engen op. Mephistos ene øre røg skeptisk bagud, men det andet blev nysgerrigt rettet fremad. Hvad var det for et fascinerende lys? Tøvende skridtede han tættere på. Han strakte mulen frem og indsnusede den fremmede lugt, der hang omkring portalen. Han skridtede hele vejen hen til den og stoppede først op, da han blot var et par meter fra indgangen. Portalen glitrede som krystaller og syntes at føre ind i det rene ingenting. Var han mon død? Havde han ikke overlevet krigen alligevel og var nu på vej mod Himmelriget?

Han vidste det ikke og blev derfor hurtigt enig med sig selv om, at han ville lade skæbnen bestemme. Han havde klaret så meget i sit liv, så hvorfor skulle han ikke også kunne klare dette? Hvorend det ville føre ham hen, så var han klar til det. Han vendte sig om og kastede et sidste blik på sit velkendte land, inden han trådte ind i portalen og rejste mod det ukendte...

A question that sometimes drives me crazy;
Am I or are the others crazy?

Rejsen Gennem Tidsportalen

Gizhebi spærrede fascineret sine lyserøde øjne op. Hun befandt sig midt på Meadow og så op mod den røde måne, der fyldte hele himlen. Aldrig i livet havde hun set noget lignende. Blodmåne... Hun havde kun hørt om dette fænomen i hstorier og havde aldrig troet, at hun selv skulle få æren af at opleve noget så stort.
Engen omkring hende var helt tom. Hvor var alle de andre henne? Var de ikke også interesserede i at se dette naturfænomen? Man skulle ikke tro, at der for blot få timer siden havde været en stor krig i gang. Det føltes allerede som en evighed siden... Stilheden, der nu hvilede over engen, var næsten helt uhyggelig. Det eneste, der beviste, at krigen overhovedet havde fundet sted, var de mange hestelig, der lå rundt omkring.

Stemingen på Meadow var underlig. Det var som stilhed før stormen... Drømte hun? Et kæmpe brag flængede pludselig stilheden og fik hende til at fare sammen. Hun så sig forskræmt omkring. Hvad i alverden var dét? Var det hendes fantasi, der spillede hende et puds igen?
"Gizhebi... jeg er her..."
Mor... Ordene lød som en hvisken i natten, men stemmen var tydelig; det var hendes afdøde moder, der kaldte på hende. Normalt ville hun tro, at hun var skør, eller at dette blot var endnu én af hendes hallucinationer; men stemmen var for virkelig...
"Jeg er her... vi er her..."
En anden stemme blandede sig med moderens; hendes fader.

"Moder! Fader! Hvor er I?" Hendes stemme kaldte desperat ud i natten. De var i live... Men hvor?
"Vi er her... følg med..."
Det var hendes broder, der talte. Han var her også!? Hun kunne næsten ikke tro det. Det var hendes familie, samlet igen. Det var en drøm, der var gået i opfyldelse...
"Jeg kommer!" råbte hun lykkelig ud i natten.
Hun satte frem i galop og løb ned ad engen. Hun fortsatte ned mod skovbrynet, og dér stod de. Hendes moder, fader og broder stod samlet og mødte hende med kærlige smil. Hun lavede et rejehop af ren lykke og løb direkte imod dem så hurtigt, hendes ben kunne bære hende.

Med ét opløstes de og forsvandt som tåge ud i natten. Luften omkring hende flimrede, og et lys bredte sig foran hende. En sti af lys blev formet, og vinden blæste i stiens retning. Hun så sig desperat omkring og vrinskede skingert ud i natten. Hvor blev de af?
"Moder! Fader!" Hendes stemme lød desperat i den tomme luft. "Hvor er I?"
Spontant trådte hun ud på den lysende sti. Hun så sig panikslagent rundt og satte farten op i hurtigt trav, mens hun løb ned ad stien og ledte efter dem overalt. Hun fortsatte med at kalde desperat efter dem, mens lyset opslugte hende mere og mere. Til sidst blev alt hvidt, og hun besvimede... Uvidende om hvad der ville vente hende, når hun engang vågnede op igen.

Aaron havde ikke andet end blot fået en kæmpe byrde lagt på skulderne før noget nyt krævede hans opmærksomhed. Energiudladningen der kom fik hårene til at rejse sig på den unge hingst. Han spærrede de røde øjne op og beskuede de glimtrende tæppe, mens han for en stund foretrak en mærkelig grimasse. Han trådte tæt på den, med en fnysen og prusten der sjældent var set. Nøje skulle dette fænomen undersøges, men intet lå til tilfældighederne. Aaron havde en fornemmelse for at dette var et tegn til at han skulle træde igennem det. Med tøvende skridt trådte han derfor igennem, og på den anden side tegnede der sig noget ganske uventet. Hvad havde han rodet sig ud i?

Natten lå over Meadow, som en skrøbelig hinde der kunne briste hvert sekund. Der var noget i luften, en rullende lyd, af tordenbrag, lød hult med jævne mellemrum, og synes at suge landets energi ud, brag for brag.
Det hvislede svagt i græsset, og den brune, robuste hingst løftede hovedet op, for at se sig omkring, hans turkise øjne glødede let, og ørene vippede opmærksomt, og vågnet. Endnu et brag lød, og det gav et sæt i hingsten. Han følte ej frygt, landet bød på mange særheder, og forunderlige fænomener. Han lap en svag brummen, i det hans blik blev fanget af noget der ligenede et stjerneskud, meget lavt på himle. Det bragede igen, og nu stod et diffust skær, af blåligt lys, i let luge, i mørket over Meadow. Forundret, sænkede Zaydon hovedet, idet han betragtede det beskedende lys. Hallicunerede han mon? Kort så han sig om, han var alene.
Med lange skridt, begav han sig ud på det mere åbne Meadow, mod lyset. En svag duft af renhed, og jog over græsset, lige der hvor han trådte sig frem, mod lyset. I det blåligeskær, fremtonede der sig nu en stor åbning, hvis flade mindende om svage vandkrusninger.
Et kort øjeblik fik Zaydon gåsehud, og et hvert hår, rejste sig sitrende på ham. Med hovedet hældt let på skrå, tårnede porten sig nu op, overfor ham, den var enorm! Zaydons afstand til porten var måske ti meter, men føltes meget kortere. En hvisken af utydelige ord, hvislede fra lyset, der blev skarpere, og mere blændende. Hingsten gippede, og trådte så frem mod porten, uden at føle frygt, hans hoved og holdning var rank.
Kort så han sig tilbage, og tænkte Hvad har du til mig, Proelio? Inden han trådte ind i lyset. Et stort brag som de foregående lød, og rullede over området. Alt var lyst og der duftede fremmet, og friskt.
Hvad ville der vente når Zaydon igen slog sine turkise øjne op?

Rejsen Gennem Tidsportalen

___________________________________________________________________I en mørk og fugtig grotte nær Meadow lå den store mareridtshingst og sov. Hans flanker hævede og sænkede sig i rolige bevægelser over den arrede krop, der stadig var mærket efter krigen. Hans søvn var tung, og hans drømmende sind var ganske uvidende om, hvad der nu skulle til at ske.
Et kæmpe brag vækkede ham. Det lød som et enormt tordenbrag, der flækkede hele himlen og rev verden itu. Normalt ville han ikke reagere på noget så uinteressant som torden, men dét her brag var alligevel for stort.
Han løftede sin tunge krop og kom på benene. Med døsige skridt trådte han ud i nattens mørke. Månen hang stor og mægtig over landet, men noget ved den var anderledes. I stedet for sit normale blege skær, lyste den rød og farvede hele landet i sin blodige farve. Blodmåne...

Et kraftigt lys blandede sig med det røde skær og blændede kortvarigt hans øjne. Han drejede hovedet og så i retning af Meadow, der nu var oplyst af et stort, blåligt skær. En undrende mine gled over hans ansigt. Hvad i alverden foregik der?
Uden tøven satte han frem i trav og bevægede sig i retning af den store eng, der for ganske få dage siden havde ageret slagsmark.
En kæmpe ring af blå gnister formede sig på Meadows midte og lyste let de mange lig på græsset op. Freakshow stoppede brat op og kneb mistænkeligt de sorte øjne sammen. Hvad pokker var det her for noget?

Med skeptiske skridt trådte han nærmere. Da han stoppede op foran den gnistrede ring, eksploderede den i tusind små gnister og blev til sidst til et spejl. Han trådte frem og mødte sit eget spejlbillede. Kort blev det sløret, inden det forsvandt og blev erstattet med et nyt. Han så atter sig selv, men billedet var anderledes denne gang. Han var større og mægtigere, og de gudelige kræfter lyste ud af ham. Hans dæmoniske skygger var kraftigere end nogensinde før, og foran ham lå hans far på knæ og tilbad ham. Under sig havde han hele Proelios befolkning. De så alle op til ham og tilbad ham. Han havde erstattet sin fars plads som Dødens Vogter og var stærkere end nogen anden gud i Proelio. Proelio var hans rige; og selv Helzlori var underlagt hans magt.

Beundringen lyste i hans ellers døde øjne. Var dette fremtiden? Var dette mon et syn givet til ham af guderne for at vise, hvad der ville ske, hvis han fortsatte fremad? Begæret lyste ud af hans øjne. Ja... Han ville have dette, det var hans drøm, ja, ja, ja! Han tog endnu et skridt fremad og lagde sin mule mod spejlet. Han ville opnå dette, ja, men hvordan...? Hvad skulle han gøre for at opnå denne velsignelse? Han pressede sig desperat ind mod spejlet. Måtte det dog blive til virkelighed! Pludselig splintrede spejlet og blev atter til en glitrende portal. De mange blå lys gnistrede omkring ham, og pludselig blev han suget ind i dét, der før havde været Drømmenes Spejl. Glæden lyste ud af hans fjæs, da han fløj gennem tid og sted. Ville denne rejse føre ham til hans drøm? Ja, ja, ja!

___________________________________________________________________

„Before I kill you, I just want you to know;  

The last thing that you ever gets to smell will be my stinking breath." 

Den brune hingst var i nærheden da tordenskraldet flængede himmelen og fik ham til at hoppe let på stedet, inden det hele syntes at blive suget mod udspringet af denne voldsomme lyd. Han mærkede energien suge ham med sig og han bevægede sig afsted i hans ujævne gang og han blev mødt af et besynderligt syn. Skyer svævede, tætte skyer svævede over græsset og inden han vidste af det stod han med centimeter mellem han og de fluffy udseende skyer. Hvad end der havde fået dem til at dannes her måtte være magi. Energien sugede ham stadig ind og hans interesse var vokset, men nu havde han også stemmer, der fortalte ham, at kun godt ville komme af det, hvis han vandrede igennem disse skyer. Intet dårligt ville ske, kun godt. Tanken om at magien måske ville heale hans ben slog ham og med et brum tog han de få skridt ind i skyerne og var dækket et kort øjeblik, inden han gik ud og endte... på det samme sted..

--- Xanthir ---

Det var snart sidste udkald. Xanthir kunne mærke det i sit sind. Krigen, livets klan og guderne havde trængt sig på og Xanthir havde været fraværende i en længere periode. Han var blevet gammel og ikke mindst berygtet på grund af hans magiske horn i panden. Det var et spøjst horn. Det gjorde ham stolt at tænke på det og bekræftede ham i hvis side han var på og at han ikke skulle fristed til at forråde Flakazé. Samtidig blev han set på som magisk og en bærer af våben…farlige emner når Smeyés skyggeklan var på nakken af ham og at han ikke vidste om han kunne stole på Helzori. Men uanset hvor meget hans liv egentligt lå i fare, vandrede Xanthir uopmærksomt rundt i sin fraværende periode. Han brugte meget af sin tid på at tænke alene, nyde naturen og undgå at sove for meget. Spøgelserne generede ham stadig og denne nat var ingen undtagelse.

Den blodrøde måne gav Xanthir en pirrende fornemmelse som han lagde sig ned i mellem et par nøgne træer blot nogle kilometer fra den øde Meadow eng. Hans horn var udspilet og lyste svagt. Den grå hingst med den hvide hårpagt, som i dag fik ham til at ligne en oldgammel vis hest, tog en dyb indånding og hvilede hovedet ned i det mørke græs. Xanthir var blot faldet i søvn da han hørte det, alle heste i hele Proelio hørte. Et yderst højt brag, efterfulgt af en kraftbølge der fik græsset til at ligge sig, bladede til at slippe træernes arme og vække den grå hingst. Hans blå øjne så forskræmt ud over det hele og han mærkede sin puls stige. Var det nu? Havde de fundet ham og vil gøre en ende på det? Han måtte sige at guderne havde været stille på det sidste. Xanthir blev liggende og vendte hovedet med et par stirrende øjne hen over ryggen. Der var guder eller skyggeheste at se, blot et lys. Nu rejste Xanthir sig op. Hele verdens røde farve var blevet forandret og noget drog ham mod lyset. Om det var den klare farve, stemmen af legesyge føl og syngende fugle der fangede hans interesse, fik det ham til at drage med lyset. Der var uendeligt langt til lyskilden, selvom der blot var få kilometer til Meadows hjerte. Xanthir satte i en frisk trav og følte sig springfulgt af energi. Han havde endnu ikke noget lyskilden da hans hjerte begyndte at pumpe, pulsen steg og det mørke visne græs blev blandet med klare grønne friske græsstrå. Blomster i alverdens farver sprang også op, træerne fik deres farve igen og her var lysere end nogensinde før. Han stoppede op og nød øjeblikket, selvom hans øjne var udspilede af ren forvirring. Himlen var stadig mørklagt og pludseligt viste flere hundrede hvide gennemsigtige skikkelser sig frem for ham. Det fleste kiggede på ham med begyndte uinteressant at græsse videre. Enkelte forlod engen og Xanthirs synsfelt, især moren med det lille føl. Xanthir vidste hvad der skulle ske og han måtte selv drage videre i en bedre verden uden dem. Proelio havde været nyt for ham, men fortiden lå stadig dybt begravet i ham og nu forlod den ham. Xanthir løftede hovedet og brummede som en afsked, hvorefter han med en hæs lyd vendte sig på stedet og løb videre gennem det smukke landskab indtil natten forandrede sig og blev blændende hvid, som var han fanget i en snestorm. Alt forsvandt og det føltes som om at alle hans sanser blev forkastet og med det samme forandret og erstattet med helt nye omgivelser, lugte og lyde..men der var stadig intet at se i den blændende nye verden.

Overlord var betænksom da himlen åbnede sig med et brag og dernæst endnu et. Han kunne mærke det i næsehårene, noget simrede i luften og det var absolut intet normalt. Men på den anden side, hvad havde nogensinde været normalt i Proelio. Trods dette var første gang Overlord oplevede noget overnaturligt, lod han sig ikke overraske.
Overlord gik med faste, buldrende skridt som var han en del af tordenvejret over ham. Måske var det blot hans egen trampen han kunne høre. Han stod stille lidt, tænkende mens han lyttede. Lyden kom fra en retning af og det var ikke hans egen retning. Han så andre heste valfarte mod lyden og et pudsigt skær og tænkte at hvis han fulgte efter de mange heste kunne han sikkert få noget på den dumme.
Trods Overlord næppe var køn at se på med alle hans ar i forvejen, var en sygdom faldet over ham så hans pels blev klistret og smeltede af i slim i totter. Han var snart helt skaldet på kroppen og hans ar var tydeligere i den mørke hud. Det var ikke længere nemt at se hans aftegn eller hans lange hår på benene. Dog bibeholdte hans sin muskuløse bygning hvor hans i forvejen markerede krop blod blev endnu mere markeret af at pelsen røg af. Køn var han ikke at se på, og tungen hang ham ud ad munden. Han havde kvalme det meste af tiden men som bekendt kan heste ikke kaste op, så for at få bare en lille smule frisk luft til ganen, hang tungen ud og gjorde ham det mere behageligt, selvom det nok mest af alt lignede en dårlig vane. Som han nåede portalen, den store tordnene cirkel der svævede over jorden, gjorde han tilløb og sprang gennem den og nåede på den anden side hvor det syntes at klare op i vejret, trods hans snurren i næsen ikke var stoppet endnu. Han savlede, mærkede hvordan spyttet løb ham ned ad mundvigerne og dryppede fra hans underløbe og lufttørrede tunge.
Det her var ham lidt underligt men han tog sig endvidere ikke af det og lagde sig ned for at tage sig en lur på stedet.

Shimo havde fulgtes med sin fader Ice hertil og de havde holdt de pauser der var nødvendige for at Shimo kunne følge med flokken. Hun var som bekendt svagelig og en så lang gåtur som denne havde taget al hendes energi så hun var nød til i sidste ende at bede Ice og flokken fortsætte uden hende, mens hun lagde sig ned for at samle kræfter. Hendes svage hjerte galopperede afsted og gav hende glimsende sved i den mælkehvide pels med det mørkebruge mønster.
Da hun langt om længe følte sig klar til at komme videre, måtte hun rejse sig af 4 omgange som det tog hende at komme på benene. Hun var jo ikke ligefrem tynd længere. Næh hun var en hoppe med former og kurver, lang hale og man samt noget atypisk, et prægtigt gevir på hendes hoved. Hun havde fået det af Komir, hendes bedste ven gennem hendes føldom og indtil nu.
Stille og roligt i hendes eget tempo skridtede hun mod lyset og bakketoppen hvorfra hun kunne se.... En tåget dal med elektriske mønstre der pulserede omkring dem. Var flokken virkelig gået derind? Var det nu også en god idé med et svagt hjerte at gå nær noget så stødende som strøm? Hun begyndte virkeligt at tøve på hendes faders valg.
Alligevel havde hun aldrig haft grund til andet end at stole på sin far, så hun lod tvivlen komme sig til gode og spadserede derfor feminint og en anelse klumpet ind i tåden som viste sig at være en portal til et helt nyt land! Da Shimo kom ud af disen igen, var det aften og stjerneklart. Hun så op mod stjernerne og de mange måner og sagde stille for sig selv et "Woaw." Herefter satte hun sig ned på sin fede mås og betragtede stjernerne.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Dun! Brag! Bang! Det ene efter det andet brag lød ikke langt væk, og en hvis sort skikkelse, havde fulgt dets lyde intenst i den sidste lange times tid. Hendes tvefarvede blik, forsøgte at gennemskue mysteriet. Der var klar stjernehimmel, en stor smuk blodmåne, der lyste hendes røde man op i en livlig farve, og ingen regn faldt til jorden. Bragene stammede ikke fra torden. Det var en overnaturlig kilde, som om en profeti gik i opfyldelse, eller noget andet, stort. Gaizka nærmede sig krigsengen Meadow, med et bankende hjerte. Hendes flok var helt nydannet, og hun forlod den allerede, for at tjekke op på dette.

Der var stille. Dødstille. Indtil Gaizka standsede et godt stykke inde på engen, og vendte øjnene lusket mod himlen. "Ved Guderne, nu har i gang i jeres krige igen? I himmelriget måske? Eller er det blot et trick? Kære Smeyé. Led min vej." lød hendes bøn, og så tog hun hovedet til sig, lukkede øjnene og drømte sig langt langt væk.
Elektrisk chok gik igennem hendes krop, og hun åbnede øjnene da det bragede foran hende. Inden hun kunne nå at protestere, eller registrere hvad der skete, havde en lysende ild opslugt hendes krop, og hun mærkede et sug i mellemgulvet, da hun blev revet ud af tid og sted og placeret i fremtidens Proelio. Hun gispede efter vejret da hun faldt til jorden. Lyset gik ud og braget ekkoede gennem landet. Gaizkas hoved snurrede, luften var forandret, og synet var nyt- trods velkendt. Hun mærkede sit bankende hjerte, adrenalinen, og den skræmmende følelse af at være i et fremmed land, uden kendte heste. Hvorfor var hun blevet bragt hertil? Hoppen rejste sig, og da hendes vejrtrækning var på plads, og hun fandt sit mod, søgte hun ud i natten under den røde blodmåne...


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Samuel
Far from the sun, were noone knows, I've watched you from... My telescope.

"Mor!"
En spinkel stemme i natten var skræmt og forvildet. Et lille legeme rystede af nervøsitet. Hans mor var forsvundet. Det havde ligget og sovet så trygt og sikkert i natten, i det område mor havde valgt at være i med ham. Noget med Gaizka... Samuels ansigt var panisk. Skulle han gå? Skulle han vente på hende? Han hvinede hjælpeløst da endnu et af de der skræmmende brag lød i det fjerne.

De små ben rejste sig i et hop fra jorden, da en vind skubbede ham fremad. Han snuste ud i luften og fangede mors fært. Så slog han i galop med et dunkende hjerte, mod sin mors fært. Ikke langt derfra lyste noget smukt og fascinerende op. Det var ro. Det var ro der viste sig for ham, og hans hjerte slappede af, da han skridtede hen til det, og ind i det, for så at ligge sig trygt og sove. Da hans øjne lukkede sig op, var han et vildt fremmed sted, og han var igen hjælpeløs... Hvor var mor? En fært dukkede op. En der mindede om området de hørte til i, og han fulgte den, mod Amazona flokken, der samledes.


I will travel, the distance in your eyes. Interstellar, lightyears from you. Supernova, we'll fuse when we collide.

Stilhed... natten var uendelig stille disse dage. Ingen små dyr puslede i de sene timer. Ingen vindstød gled igennem de ranke træer, og ingen stjerner sang til den pure måne. Natten var så rolig som man kunne vente sig, men det var ikke rart. Det var ikke behageligt. Det var en følelse af tomhed der havde spredt sig, skabt af en pause efter krigen. Det var som om at hele verdenen selv tog sig tid til at pleje sine sår, og frygtede ved den mindste ubalance at det ville bryde frem igen. Den stjernebesatte skælvede kort. Bæstet der havde stoppet krigen, men med en dyr pris. De lange ben bar hende roligt fremad igennem det hvislende græs. Duggen føltes kølig imod skindet, men varmen indefra holdt det i skak. Hun måtte forsætte... Izarra var knust efter hendes far var faldet, Lux Umbra var i uorden og tiderne ville snart skifte. Hun havde ikke tid til at forsvinde ud i ingenting.
Langsomt hævede Argia hovedet, og betragtede med en stum mine natten. Dets funklende stilhed, med et strøg af mystik over sig. Den mørke troede den dag, at stjernerne, solen og ikke mindst månen ville blive slugt af bæstet - ligesom i deres gamle myter, men den havde heldigvis ladet verden være i den forstand. Det ændrede dog ikke at stjernerne siden den dag faldt oftere... og den mørke hoppe, der ofte vandrede om natten, så stjerneskud falde ud i ingenting og forsvinde i et lysglimt. Det var på sin egen måde trist... For når stjernerne faldt, kunne de aldrig vende tilbage til himmelen.
Det samme gjaldt hende selv, og ikke mindst Abba og Regnum.

En bevægelse rev hende ud af hendes tanker, og med et ryk så hun til venstre for sig. Et lysglimt, et brag og et vindstød skabt af ren magi fik hende til at vakle baglæns. Stjerner faldt ned imod kuglen af lys, der med en tordnende lyd åbnede sig til en portal, hvor der inden i ikke var andet end mørke. Den sorte hale slog bekymret om hoppens bagpart, idet at en utryg brummen forlod hende. Hvad var det? Eller rettere, hvem havde skabt det?
Omkring hende trådte skikkelser frem. De var utydelige, hvide og gennemsigtige. Dele af deres form forsvandt en gang imellem, før at den tågelignende skikkelse igen blev hel. Var de ånder? Argia vendte sig om - hun skulle ikke indrages i flere magiske ting, men nåede aldrig langt. For forbi hende, gik Abbadon frem. Modsat de andre, bølgede en mørkeblå farve ud fra hende.

Den stjernebesatte vendte brat om, og råbte efter hende. Men hun reagerede ikke. Hvad havde Izarra gang i? mumlede hun frustretet for sig selv. I hurtig trav løb hun foran hende, men den mørkeblå forsatte lige igennem hende, for til sidst at træde igennem den skinnende cirkel af lys. Argia fnøs, før at hun med en arrig stampen bevægede sig nærmere stjernecirklen. Hvorfor var hun trådt derind? Og endnu værre... var hun okay? Den mørke hoppe tog sig ikke mange sekunder om at tænke sig om, før at hun trådte ind i cirklen, og forsvandt.

Og da hun vågnede igen, var det en fremmed nat - fuld af liv, der mødte hende.

Santana var fulgt efter sin mor og de havde gået og snakket, eller mor havde snakket en helt masse til hun pludselig var som forsvundet. Det viste sig at hun var faldet i et hul som lignede en vandpyt med en stjerneklar himmel nede i. "Moar!?" Kaldte hun betuttet og så rundt, for det kunne ikke passe at man kunne forsvinde i en vandpyt så lille. Hun tog en dyb indåndig og trådte ud i vandpytten, men intet skete. Da kom tordenvejret! Og skræmte Santana så meget at hun løb flyvsk rundt "MOAR!!" skreg hun og græd højlydt indtil hun fandt en trekantformet port med store trædøde indhyldet i glitrende kæder. Hun nærmede sig forsigtigt portalen, nervøst fordi hun var vant til at leve i skyggen af hendes mor. "Moar...?" spurgte hun en ekstra gang inden hun trådte nærmere. Hun sprang tilbage da dørene åbnede og hun så... Sin moder i rustning, strålende som en gudinde! Smuk var hun! Santana tøvede ikke et sekund og tog tilløb hvorefter hun styrtede ind i portalen.