Den sandfarvede hingst var stoppet op på flokkens del af stranden Malka. Hans sorte man piskede om ham og ramte hans hals med jævne smæld, på grund af den bidende vind der susede omkring på stranden. Trods denne vind var der ikke mange sandkorn at finde i luften, de var alle sammen frosset fast, grundet de lave temperature. Om dette var et godt tegn var Cathair ikke helt klar over. Han skævede op mod himlen, mens han prøvede at regne vejret ud, lige nu var det tørt men skyerne var ganske mørke, hvilket nok betød regn eller måske sne? Han trak på skuldrende og lod blikket glide søgende rundt på den mørke strand, månen var ude af syne denne aften, hvilket gjorde at mørket var uigennemtrængeligt. Hvis han havde magiske evner lagde han lys over stranden således han kunne se sig omkring.
Der var noget i dette mørke der mindede ham om noget, selvom det ikke havde nogen direkte forbindelse til mindet. Men når han sådan stod og kiggede omkring, så var der noget inden i ham der rørte på sig. En rastløshed, et savn. Han undlod at tænke på det, selvom han i sit indre godt vidste hvad det var der lå bag dette. Hans drømme gav ham svaret, det var nemlig i drømmene at denne ene skabning dukkede op. Forandrede dem fra positive drømme til drømme fulde af længsel og afmagt. Var det mon savn han følte? Og i så fald, til hvad? Han anede knap nok hvem denne hoppe var og alligevel stod hendes lysende isblå øjne klart frem for ham i drømmene. Han sukkede tungt og søgte atter rundt i mørket efter et fast holdepunkt.

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Hjertet hamrede vildt og ustyrligt i hendes bryst, som ville hendes lille skrøbelige hjerte snart sprængtes. Det var som om hele hendes system var gået i stå, hun formåede hverken at bevæge sig frem og afsløre sig selv mere tydeligt eller trække sig tilbage og gemme sig væk i mørket. I stedet stod hun et sted i midten, halvt gemt, halvt blottet i klitterne. Hendes isblå øjne var forvrænget i et splittet udtryk mellem forvirring, frygt og glæde.
Der stod han, lige frem for hendes blik, så smuk selv i mørket at hun ikke andet end kunne mærke lysten i hendes krop. Sidst hun havde set ham var da hun var faldet i skoven, og hun som den kylling hun var havde stukket halen mellem benene, og havde formået at galoppere væk mellem træerne i et forsøg på at flygte fra hendes skam, at hun også i det samme havde flygtet fra ham havde hun ikke overvejet nok. Men nu var det sket, og hun kunne ikke spole tiden tilbage og fortryde det, så nu var det eneste synlige minde hun havde fra deres møde det ar hun havde på hendes ene forben fra hendes fald. Forpint bed hun tænderne sammen.
Da hun kort slog med halen fornemmede hun den kvalmende lugt af hendes brunst og hun gik pludselig mere i panik end før, for det betød at vinden gik imod hende. Ved en vejrtrækning ville han kunne lugte hendes fært, for hun stod direkte bag ham, og det var der vinden kom fra. Hun var så splittet at hun følte hun snart ville kunne splittes i flere stykker, for på den ene side ønskede hun at han ville vende sig om og se hende, så hun endnu engang kunne se ind i de dejlige øjne, og alligevel ønskede hun at han ikke ville, for hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Han ville umuligt kunne have lyst til at snakke med hende efter det hun gjorde sidst.

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Da en iskold vind langs hingsten krop, fik det ham til at gyse en anelse. Trods hans enorme vinterpels, kraftige krop og tætte bygning, kunne han alligevel ikke isolere sig selv fra den kolde vind. Den fik hårene til at rejse sig på hans krop og med et dybt suk trak han vejret ind, for dernæst at ånde tungt ud, for at få sine stive muskler til at slappe af. Men han nåede ikke længere, end til at trække vejret ind. En duft, så indbydende og forførende havde ramt hans næseborer. Den var anderledes, bar noget med sig: muligheder, lyst, ustyrlighed, afmagt, savn, og sidst men ikke mindst: genkendelse? Cathiar kunne i de første par øjeblikke ikke danne sig et overblik over denne duft, før det pludselig ramte ham, ligeså hårdt som kulden fra vinden havde ramt ham.
Et jag af uendeligt mange følelser skar igennem ham og han huskede tilbage til deres sidste møde. Han genkaldte sig straks følelsen af hendes silkebløde pels, hvor havde det føltes fantastisk at være der hos hende, røre hende. Hans hjerte sprang et par slag over og slog som havde han været uden for en ulykke. Men trods disse lykkelige minder, huskede han ligeså tydeligt det allersidste han så af hende. Nemlig en forpint hoppe, der stak af fra ham. Hun var flygtet, væk fra ham og hans eksistens. Det værste af det hele var, at hun havde taget en enorm del af ham, med sig.
Den følelse hun havde givet ham, den aften, den var ubeskrivelig. Da han atter stod alene inde i skoven, var hans regnbuefarvede øjne tømt for følelser og udtryk, og han begyndte at vandre mod Penna Terrant. Uden at ænse hvad der foregik omkring ham. Han vandrede op til den højest mulige bjergtinde og lagde sig der. Han huskede tydeligt hvordan han på fjerde dagen, blot lå der på bjerget uden at ænse den skrigende sult og tørst. Cathiar vågnede med et sæt fra sit mindehav og hele hans kraftige krop stivnede, da det atter gik op for ham hvem der stod bag ham.
Uden problemer genkaldte han sig, hendes fortryllende skønhed, hendes blanke øjne, der gav ham en følelse af at hun læste ham uden problemer, hendes vidunderlige duft der satte ild til hans blod og gjorde ham beruset. Åh! Hvis han dog bare kunne vende sig om. Men han turde ikke, han var så bange for hendes reaktion, for hendes udtryk. Tænk, hvis hun endnu engang flygtede fra ham. ”Naliela Anathar..” Hviskede han ud i mørket, han nåede knap at høre navnet før vinden havde revet det med sig. Det forsvandt et sted ude over havet, uopnåeligt for ham. Cathiar sank sammen i ryggen, stivheden forlod ham og han gik i knæ, på det hårde sand. Hun havde forladt ham, hun ønskede ikke hans selvskab, så hvorfor var hun trådt op her på stranden og så endda på Aliaris område? Cathiar lukkede øjnene hårdt sammen og tvang hans tåre til at blive bag de lukkede øjenlåg.

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Ude ved havet hvor vinden blæste kold og nådeløst som nu, havde Nala ikke den mindste chance for at holde varmen. Hendes spinkle krop med den tynde pels var ikke ved at nærme sig et sted hvor hun ville kunne holde varmen et sådant sted, kun når hun var inde blandt træerne hvor vinden ikke trængte ind kunne hun havde det behageligt. Men trods alle hår på hendes krop stod på spidserne af bar kulde havde hun intet fokus på dette, for alt hendes opmærksomhed blev brugt på at betragte hingsten der stod nede på stranden. Hele hendes væsen føltes som var det skabt for denne hingst, og det vidste Nala godt, hun kunne ikke ignorere det, og det var derfor hun havde gået med så meget smerte i kroppen på det seneste. Men hun vidste også at en hingst som han, trods de tegn han havde givet hende, ikke ville have det på samme måde med hende, det kunne ikke passe. Men lige fra deres første møde på bakketoppen vidste hun, at hun havde mistet noget af sig selv, noget hun aldrig igen ville kunne få igen. Hun tilhørte denne hingst, om han ville have det eller ej, om hun så skulle leve resten af sit liv uden ham.
Nala havde ikke indset at hun havde holdt vejret, indtil hun var ved at blive kvalt og måtte gispe efter vejret. Det var i samme øjeblik at hendes øjne så hvorledes hingsten knækkede sammen på stranden, og hun mærkede en skærende følelse i sit indre ved dette syn.
Inden hun vidste af det var hun i frisk galop. Hun vidste ikke hvorfor hingsten var knækket sammen, men hans smukke krop fortjente ikke at bukke sammen for noget, hans brede skikkelse burde forblive oprejst for altid. Det var først da hun var få meter fra hingsten at hun mærkede sig selv standse brat op, for hun fik en fornemmelse af hvad hun lavede. Hendes isblå øjne var fulde af frygt, han lå nu nok kun to meter lige foran hende, og her stod hun nu, igen forstenet. Hele hendes krop rystede af en blanding af frygt og nervøsitet. I en let udånding hørte hun sig selv sige hans navn: "Cathiar".

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Trods hans ihærdige forsøg på at trænge den velkendte duft ud af hans hoved, besatte den ham og gjorde ham ør. Blodet i hans krop dunkede hårdt, hans hjerte var som på overarbejde og han følte sig døv af blodets sus for hans ører. Derfor ænsede han ikke hvordan hoppen nærmede sig, tværtimod havde han følelsen af at hun stadig stod langt fra ham. Var hun kommet for at håne ham? Eller måske undskylde? Hvad skulle han dog gøre? Hvad hvis hun nu fortalte at hun var flygtet, på grund af afsky. Hingsten skar tænder og mærkede hvordan det løb isnende koldt ned af hans ryg.
Netop som han havde kæmpet sig på benene igen, hørte han en hvisken i mørket. Endnu engang stivnede han, mens ilden langsomt brændte ud og blev erstattet af frygt. Var hun nær ham? Cathiar turde knap nok vende hovedet for at se efter, i stedet rettede han ørerne bagud mod lyden, mens han intenst lyttede. Uden at ænse det, bemærkede han dog hvordan duften af brunst var blevet kraftigere. Hele hans krop reagerede på det, hans muskler spændtes instinktivt, mens lysten til denne duft pulserede hurtigere og hurtigere i hans krop igen. Det var en længsel han aldrig før havde følt. En længsel der nærmest var ubærlig, i og med den blandede sig med hans i forvejen store længsel til hans måneskinshoppe Naliela Anathar. Hingsten udvidede svagt sine næseborer og indsnusede den berusende duft fra hoppen.
”Er du her?” Spurgte han med en hæs stemme ud i luften, hans udtryk var mørkt men han vendte ikke hovedet mod hende. Først ville han vide hvorfor hun var her, hvad hun ville.. Det gøs igennem hans krop ved alle disse konfrontationer. Gadvide hvor længe han ville kunne holde sig selv i skindet. Hendes duft var så berusende, det fik det til at svimle for ham. Endnu engang bed han tænderne sammen og ventede i bitter tavshed.

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Følelserne strømmede gennem hendes krop, i bølger der fik det til at ryste i hendes spinkle væsen. Hun bed tænderne sammen i et forsøg på at berolige sig selv, men hun følte ikke at det var muligt. Denne ene gang var hun dog glad for at i det mindste hans duft var maskeret da hendes egen lige på denne dag var mere overvældende. At han havde ryggen til gjorde hende også bare en smule mere modig. Nala havde skam været i brunst før, men det var som om at denne gang skete der pludselig noget i hendes krop. Kort lagde Nala ørerne i nakken, endnu mere forvirret end hun allerede var. Det var som om hendes krop slog gnistre på en helt anden måde end hun før havde følt det, selv i hans selskab. Hun kvalte et gisp i sig selv og bed tænderne hårdt sammen.
Da han talte sænkede hun blikket, selv om han stod med ryggen til hende følte hun sig dybt berørt og genert. Et sted var det nok mere frygten der fik hende til at tale, for hvordan ville han ikke reagere hvis hun ikke talte. "Ja." Hendes stemme var hæs, fordi hendes hals snørede sig næsten pinefuldt sammen. Hun måtte sluge en enkelt gang for at kunne komme til sig selv og kunne tale, "jeg er lige her." Det var som om hun var nød til at sige det mere tydeligt, som om det ikke ville betyde noget hvis hun ikke understregede det. Et sted var det også som om hendes næsten hviskende stemme betød mere end bare det at hun var til stede der hvor hun stod.
Hendes hjerte slog voldsomt mod hendes bryst, og Nala følte at hvis han ikke kunne høre det nu, så vidste hun godt nok ikke hvad der var galt med hende, for den hastige dunken virkede til at fylde hele hendes krop.

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Som han ventede der, i vindens sus og nattens dystre mørke greb en frygtelig angst ham, sæt hun nu ikke svarede ham, men blot forsvandt bort fra hende. Tænk sig, hvis dette blot var endnu en af hans drøm om hans fortryllende hoppe. Pludselig gik det op for ham, at han netop havde omtalt hende som ”hans.” Det gibbede i hans krop ved tanken, men han mærkede dog også hvordan det gjorde ham stolt og modig. Hvis hun var hans… Cathiar slog blikket ned i det frosne sand, mens han prøvede at få styr over tankerne. Som han sad der og kæmpede med en instinktiv lyst til at gøre hoppen til hans, gik der en lyd igennem hans ører. Han stivnede da han registrerede lyden, ejermanden og ordet.Ja. Alting frøs til is, i hans krop mens hans blod samtidig føltes som tusind flammer igen. Endnu engang modstod han fristelsen, til at vende sig rundt og fange hendes drømmende blik, lade sig fortrylle og binde totalt. Hun gjorde ham magtesløs, hvordan var dette dog muligt? Hvad var det hun kunne? Mon hun var magisk, som guden af dette land?
Cathiar hævede blikket langsomt fra det frosne sand, mens han søgte efter lyden af hendes stemme i mørket og netop som han allermest havde brug for den lød fire ord, der gjorde hans indre roligt. Hun var hos ham, hun var lige der hos ham. Hans krop blev vakt til live, som han i en langsom bevægelse drejede rundt og lod de regnbuefarvede øjne søge efter den guddommeligt smukke hoppe i mørket. Trods det kvælende mørke, var hun nem at se. Hun lyste op, præcis som han huskede det. ”Hvorfor løb du, Naliela Anathar?” Spurgte han stadig med den hæse stemme. Den instinktive lyst der rumlede i hans krop, blev som forstærket da han pludselig havde mulighed for at betragte hendes tryllebindende krop også. Han bed tænderne hårdt sammen mens han kæmpede mod den lokkende duft fra hende. Usikker på sig selv og dette møde, vippede han sine ører et par gange frem og tilbage og trådte frem mod hende, som var hun magnetisk dragende.

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Da hingsten frøs ved hendes ord mærkede hun en svag smerte i sit bryst, for var hendes stemme virkelig så modbydelig for ham at han måtte stivne for at kunne klare at høre på den? Hun kastede kort blikket ned fra hans anspændte krop, inden hun hævede dem igen nej, nu hvor han endelig stod med ryggen til var hun nød til at holde fast ved sit mod! Men hun fortrød straks denne tanke, for i samme nu begyndte hingstens krop at vende sig, og hun mærkede hvordan en kæmpe klump samlede sig i hendes hals, hvordan alting begyndte at blive slørret i hendes hoved, fordi hun ikke kunne rumme skrækken og forventningen, glæden og sorgen ved at skulle føle således. Nu var det hendes tur til at stivne, for trods hun ønskede at sænke sit forskræmte blik, kunne hun ikke, for hans regnbuefarvede øjne havde fanget hendes i sit spind.
Det var som om hingstens stemme rungede helt ind til hendes inderste og gav ekko derinde i tusinde nuancer af hans stemmes tonefald. Hendes isblå øjne var stadig i hans, og hun mærkede hvordan en blussen hastigt bredte sig i hele hendes krop, hvilket fik hendes kinder til at rødme kraftigt og hendes vejrtækning til at blive hastigere. Hvor havde hun dog længe savnet de øjne der nu så ind i hendes, hvor havde hun længe forestillet sig hans brede krop og maskulinetræk, og hvor kunne ingen af hendes tanker om ham måle sig med det hun nu så! Alt var så overvældende ved ham og hun måtte tage sig ufatteligt sammen for så meget som at frembringe en tanke i sit hoved.
Endelig fik hun styr over sit sind igen, og hun formåede at sænke hendes øjne, mens en følelse, så kold som is, strømmede op i hendes krop; skyldfølelse. "Det ved jeg ikke..." Nala var en kløgtig kroppe, og en fantastisk løgner når hun var nød til det, men i dette tilfælde formåede hun ikke at lyve, og hendes lavmældte stemme knækkede højlydt over midt i sætningen. Nala vidste godt hvorfor, men hun vidste ikke om hun ville være i stand til at sige sandheden. Under 'øjenvipper' kiggede hun forsigtigt op, som ville dette gøre at han ikke kunne se hun nu så på ham. Ville han mon spørge ind til noget?

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Hjertet bankede i den brede bringe på hingsten, som han med stive bevægelser drejede rundt for at møde hendes blik. Hendes isblå øjne fangede ham på et splitsekund og tryllebandt ham, som han aldrig havde været der før. Disse betagende øjne gjorde alting omkring ham gråt og tvært og det eneste der betød noget i hele dette store land var de store fantastiske isblå øjne. Han måtte trække blikket til sig selv, da han blev for overvældet over den skønhed og mystik der lå over hendes kløgtige øjne. Hun læste ham som en åben bog, hun så lige igennem ham indtil hans dybeste hemmeligheder, hans dybeste tanker og lyster. Denne tanke, fik det til at løbe koldt ned af hans ryg. Tænk sig, hvis denne hoppe anede hvilke former for tanker og lyster der sprang rundt i hans krop, i netop dette øjeblik. Tanken gjorde ham flov og skamfuld. Naliela Anathar var ikke blot en eller anden hoppe hvis brunst skulle drive ham til det yderste, hun skulle ikke udsættes for noget der kunne tilsvine hendes uskyldige og yndefulde krop. Og det skulle i hvert fald ikke være ham selv der stod bag disse skumle tanker. Med foragt, kastede han dem bort og virrede svagt med hovedet, hvorpå han atter vendte opmærksomheden mod den fortryllende hoppe.
Da han så hvordan hun slog blikket ned var det som om alt inden i ham frøs til is. Var hans spørgsmål grunden til dette? Skammede hun sig? Han rynkede i panden og brummede foruroliget mens han trådte et halvt skridt nærmere hoppe. Cathiar piskede med den sorte kraftige hale og søgte med bløde øjne efter hendes øjne. Da hun så kiggede op mod ham, gennem sine mørke øjenvipper måtte hingsten glimte et par gange med øjnene. ”Du er smuk…” Fløj det ud af ham, inden han overhovedet havde tænkt sig om. Der gik mange øjeblikke før det endeligt gik op for ham, hvad han netop havde udtalt. Med rædslen malede i øjnene så han til, mens han frygtede det værste. Af alle mulige ting han kunne sige, valgte han netop at sige dette. Nu ville hun for alvor gå, gå væk fra den kujon og slapsvans han nu engang var. Hun ønskede ham ikke, det var tydeligt. Afskyen lyste ud af hende, hun ønskede bare ikke at såre ham. Måske vidste hun hvor meget hendes svar betød for ham. Måske ville hun skåne ham?

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Det var så ufatteligt tydeligt at der var noget der plagede ham, men denne gang var der noget der forstyrrede Nalas fokus, og hun kunne ikke helt læse hans blik. Det var måske fordi hun ikke selv havde lyst til at vide hvad han tænkte, at hun tvang sig selv til ikke at se bag det yderste af hvad hans krop og øjne så tydeligt kunne fortælle hende. Hun følte på så mange måder at hun ikke var tilstede på dette sted, som om hun bare var en tilskuer til sine egne handlinger og sine tanker, men samtidig følte hun at hun ikke kunne være mere nærværende. Alle sanseindtrykkene
gjorde hende ør i hovedet og hun kunne på ingen måde ignorere den elektricitet der fik det til at prikke pirrende i hele hendes krop. Da hingsten rystede på hovedet mærkede hun endelig hvordan hendes krop igen kunne reagere på hendes kommandoer til den, og hendes øjne blev hurtigt slået ned, mens hun først nu formåede at trække vejret ordentligt ind.
Stadig med sænkede øjne kunne hoppen pludselig mærke hendes krop stivne på ny. Forvirret vippede hun øjnene frem mod ham. 'du er smuk.' kunne de ord han lige have sagt virkelig være kommet ud af hans mund. Hendes øjne gled op, for en gangs skyld kunne hun heldigvis ikke mærke hvor genert hun var, for hun var overvældet på en helt ny måde, det ringede for hendes ører så forvirret gjorde hans ord hende og da hun kiggede op og så hans rædselsslagne øjne kunne hun fornemme hvordan det smittede. Nala var ikke en hoppe der var det mindste bange for kærlighed, ikke det mindste bange for komplimenter eller det at holde af andre, men hun havde aldrig før følt sig helt så forbidt som når hun stod og kunne kigge ind i de mangefarvede øjne som han havde. Nej, aldrig havde hun været skræmt, men igen, som hun så mange gange nu havde følt i nærheden af denne hingst blev hun bange, for hun blev så overvældet at hun følte trangen til at løbe væk. Hendes krop stivnede som gjorde den klar til at spurte, men hun blev stående med et forundret og overvældet udtryk der ikke helt kunne defineres. Længe stod hun der og stod på hingsten med lettere åben mund og brændende forvirrede øjne, der hele tiden kiggede fra hans ene øje til det andet, som kunne hun ikke ellers holde ham i fokus.
"Tak." Den klokkeklare stemme var så lav at den blot kunne have været en svag brise, men den var der, og hun mærkede hvor meget der lå i de ord. Hoppens øjne tvang hun denne gang til at blive i hans, trods hun kunne mærke hele sit ansigt glide over i rødlige toner. Mon han lagde mærke til det? Mon han kunne se hvor meget hun ønskede ham, hvor meget han allerede betød, og hvor meget han samtidig var den eneste der endnu virkelig havde skræmt hende til at løbe væk? Nej, det gjorde han ikke, det troede hun ikke, heldigvis.

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Den unge hingst, rettede sine mangefarvede øjne mod hoppen. Tænk sig, at han netop havde udtalt ordene ”Du er smuk.” De hang nu i mørket, de var umulige at trække tilbage og spørgsmålet var også om han overhovedet ønskede at tage dem tilbage. Cathiar lod blikket søge ned mod det hårde sand, mens han nærmest krympede sig i den hårde vind der ramte ham. Han brummede sagte og svirpede et par gange med halen. Med et forsigtigt blik i øjnene, skævede han op mod hoppen hvorefter han så hvor stiv hele hendes krop blev. Frygten løb pludselig gennem hans krop og han trådte et halvt skridt nærmere hende.

”Du må ikke løbe. Bliv hos mig denne ene gang..”

[/i]
Lød det bedende fra den sandfarvede brunlige hingst. Han havde på fornemmelsen at hvis denne hoppe forsvandt, hvis hun løb nu, ville det blive sidste gang han nogensinde så hende igen. Hvorfor denne fornemmelse pulserede rundt i hans krop, kunne han ikke fortælle, men fornemmelsen gav frygt og desperation. Hun måtte ikke løbe igen, det kunne han ikke holde til. Cathiar var tilbøjelig til at træde et skridt nærmere hende, men alligevel blev han modvilligt stående. Han huskede tydeligt den gang, hvor hendes krop havde berørt hans. Hvordan det føltes som om hele hans krop gik i flammer eller blev splittet til atomer. Hvad det var for en virkning hun havde på ham, kunne han ikke fortælle eller forklare, men han vidste bare at hun ikke måtte flygte.
Da et sagte tak formede sig fra hendes læber, løb et lettelses suk gennem hans krop og han slappede en anelse af. Han sendte hende et forsigtigt smil, hvorefter en lavmælt brummen lød fra ham.

”Kan du huske at vi engang snakkede om, at skulle lære hinanden at kende? Skal vi ikke snart begynde på det?”

[/i]
Hans stemme var svag, men alligevel hæs og hingstet. Cathiar søgte modigt hendes blik og bemærkede godt den rødmen der så fint prydede hendes kinder. Han smilede skævt og prustede let.
[/blockquote][/font][/color]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Blive. Nala mærkede sit indre skælve blidt. Det var et løfte der indeholdt så meget, at hun kunne fornemme at hendes tindinger begynde at dunke fordi blodet strømmede så hurtigt gennem hendes spinkle krop. Hvor var det dog et løfte denne hingst kom med, og alligevel et skræmmende et, for det betød sikkert ikke det samme for ham som det gjorde for hende. Nala ønskede så forfærdeligt meget at de ord han lige havde talt betød det hun ønskede, og alligevel ønskede hun det ikke, for det skræmte hende så forfærdeligt meget. Var det også et ord hun kunne holde, hun vidste det ærligt talt ikke. Han havde evnen til at overvælde hende så meget at hun ikke kunne klare det pga. frygt. Alligevel mærkede hun sig selv nikke ganske stille.
Da hendes kløgtige øjne gled op fra jorden så hun hans krop komme hende nærmere. Det fik det til at sitre både forventningsfuldt og af frygt i hendes krop. Hendes kinder blussede kraftigt op. Hvor var modet af når hun så godt kunne bruge det denne ene gang..

Hingsten smilede til hende, han smilede til hende. Det svimlede ganske kort for Nala, og hun troede ganske kort at hun ville falde om. Hun holdt sig selv stående ved at se ind i hans øjne, for dem skulle hun nok blive stående, blot denne ene gang! hun ville forsøge af al sin magt.
Det var så underligt et spørgsmål hingsten stillede hende, og det tog lang tid for Nala at forstå det, for på så mange måder mente hun allerede hun kendte ham, hvorledes ville hun ellers kunne føle sådan for ham? men han havde ret, de kendte ikke hinanden. Et stille smil formede sig om hendes læber. "Jo, det synes jeg." hendes stemme var ganske lavmældt, og hun blev nød til at kigge ned mens hun sagde ordene, men hun fik dem sagt, og for Nala var dette ganske modigt gjort!

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]