Selvom mørket var faldet på, forhindrede det ikke den sandfarvede hingst Cathiar, mod at søge dybere ind i skoven. Hans regnbuefarvede øjne var opmærksomme, som han konstant søgte rundt i området efter én bestemt hest. Hans skridt var beslutsomme, lange og sikre, som havde hingsten et tydeligt mål og det havde han så sandelig også. Cathiar søgte sin mor, den grønne hoppe Amor og han havde på fornemmelsen af hun ville kunne findes dybt inde i skoven, hvor hendes grønne farve hørte til. Hingsten knejste kort nakken inden han lød et dybt rungende vrinsk forlade hans mule. Det var tydeligt at denne hingst var blevet voksen, men det var også tydeligt at der var noget i hans hoved, han ønskede at drøfte med sin mor. Selvom Cathiar var voksen, gammel nok til at træffe egne beslutninger, følte han alligevel at hans mor skulle have tingene af vide af ham og at det ikke ville komme som en overraskelse. Specielt det som rugede hans hjerne lige nu, var vigtigt for ham at sige. Derfor lyttede han opmærksomt efter moderens svar.

Amor Selerica
Amor Selerica var den grønne solide hoppe. Hendes regnbuefarvede øjne udtrykte en let sorg. Hvorfor hendes sindstemning var så sørgelig var let forklarelig. Hun havde ytret sig om sin kærlighed til den grønne hingst hvis hjerte havde fanget den, og kærligheden var gengældt, det var ikke der den lå. Hendes sorg lå i at han snart skulle i krig, at hun skulle i krig sørgede hun ikke over, det frygtede hun ganske vist, som fornuftigt var. Men hun frygtede at miste den grønne hingst. Og hendes søn, han var gammel nok til selv at vælge, hun frygtede at han ville gå den vej hans navn banede for ham.
Et vrinsk hev hende straks ud af tankerne i den dybe skov. Hun rettede de regnbuefarvede øjne op og mærkede hendes søn, Cathiars duft. Hun vippede ørene helt frem og hendes tunge sind blev blæst væk af glæde og kærlighed over at hendes søn nu havde fundet frem til hende. Hun vrinskede højt tilbage og satte frem i trav med den tunge krop i hans retning. Hvor havde hun dog savnet sin sandfarvede søn.

Da hans moder i det samme gav lyd fra sig, gled et kort smil henover hingstens læber. Det var bestemt ikke fordi han ikke havde savnet sin mor, faktisk længtes han efter at være hos hende igen. Måske ville mange finde dette barnagtigt, men Cathiar havde altid været meget tæt knyttet til sin mor, mest af alt fordi han følte at det var noget han var nødt til, når nu han var en ’tvangsbedækning’. Da han dernæst fik øje på den grønne hoppe, satte han frem i en let trav som han bevægede sin enorme koldblodskrop mod hoppen. Som Cathiar nåede hen til hende, lagde han i en beskyttende omfavnelse, sin hals over hendes og brummede kærligt og varmt til hende. ”Min kære mor, hvor har jeg savnet dig.” Lød det oprigtigt fra ham, mens et smil dansede henover hans mule. Han rettede sine regnbuefarvede øjne mod hoppen, der ligeledes bar de særlige øjne. Hingsten brummede endnu engang varmt til hende og puffede omsorgsfuldt sin mule mod hende.

Amor Selerica
Deres øjne mødtes i ren kærlighed der kun kunne være mellem en moder og en søn med et umådeligt stærkt bånd. En blid vrinsken kom fra hende da hun så ham. Hun havde savnet sin elskede søn utroligt meget. Meget havde været i hovedet på hende, men han havde aldrig været ude. Ikke siden den dag han blev født. Hun havde hadet tanken om at skulle være mor da hun havde båret ham i maven. Men synet af ham havde ændret alt. Han havde taget hende med storm og indtaget hendes hjerte for alvor. Deraf havde han fået sin navn. Af kriger.
Hans hals over hende fik hende til at slippe en lav latter, han var højere end hende, men havde hendes solide koldblodsbygning fuldt ud. For ikke mange år siden havde hun holdt halsen beskyttende over ham, nu var det omvendt. Hendes søn var blevet stor og stærk, og han ville klart passe på hende igennem alt, det vidste hun. Det var tydeligt at se i hans øjne.
" Min kæreste søn, hvor er det savn gengældt! Hvordan har du det dog? "  hun måtte alligevel udøve lidt moderlighed og med sine rettigheder som hende der havde født ham nappede hun ham formanende i pandelokken og hav hans hals lidt ned så hun kunne omfavne ham med halsen over hans. Selvom det ingen helt let sag var så var det hendes modergener der altid ville husere hende når hun så eller tænkte på sin elskede søn.

Måske var det en form for dårlig samvittighed, der gav Cathiar følelsen af, at han altid skulle være god ved sin mor. Hun havde ikke bedt om at få føl, hun havde ikke bedt om at blive pålagt en rolle, så ansvarsfuld og betydningsfuld som rollen som mor. Nocturno havde med tvang givet hende føl og derfra af var Cathiar kommet til verden, som et uønsket føl. Selvfølgelig vidste han godt, at hans mor elskede ham, det lå så tydeligt i hendes regnbuefarvede øjne, men alligevel følte han altid et gram af dårlig samvittighed, han var byrden i dette.
Men da hendes latter fyldte mørket gled disse tanker bort og en munter brummen lød. Han smilede varmt til hende og søgte hendes blik med glæde og tryghed. ”Jeg har det godt mor. Rigtig godt!” Svarede han blot og lo en anelse opgivende, da hoppen trak i hans pandelok, således han måtte sænke hovedet så den lavere hoppe kunne gengælde hans kram. Cathiar var ved siden af de fleste et bjerg, et monster af en hest. Men hans mor bar den samme tungere bygning hvilket gjorde at han ikke følte sig ligeså enorm som ved andre atletiske heste. Han rettede de blide øjne mod hende, inden han lod blikket glide ned over hendes krop, for at tjekke om hun nu var i et stykke. ”Og hvad med dig? Hvordan har du det? Holder de gamle ben dig stadig oppe eller er stivheden kommet?” Det var lutter kærlige drillerier, hvilket tydeligt sås i hans blik og hørtes i hans varme latter, da han puffede blidt til hende.

Amor Selerica
Amors latter rungede endnu varmt og glædeligt. Det var lang tid siden at andre end hendes søn havde fyldt hende med denne form for ligefrem glædeslatter. Wallace havde lykkedes at fylde hende med kærlighed og lykke. Varmet hendes krop op. Og alligevel savnede hun tiderne hvor de talte i timevis, diskuterede det samme emne fra alverdens vinkler og lo uforstyrret. Det lå ikke til denne tid. Ikke i krigen, det vidste hun. Hvordan skulle de kunne diskutere farverne på træerne når de stille og roligt visnede for måske ikke at vågne op igen?
" Du ser lykkelig ud min lille dreng! " lille dreng ville hingsten aldrig slippe af med at høre fra sin mor. Selvom han både var større og stærkere end hende så ville hun aldrig slippe den opfattelse af at han var hendes lille føl. Han havde trodssalt en gang ligget i hendes grønne mave.
Hans ord fik hende til at snappe advarende mod ham, irettesættende og moderligt. Men latteren var heller ikke at holde tilbage.
" pas du hellere på! Jeg har stadig noget at skulle have sagt! " apropro sagt. Hun rettede et par mere serioøse men lykkelige øjne op imod ham.
" Efter krigen... " hun nævnede ikke noget om hvis de begge overlevede, det var unævneligt for hende. " så mager Wallace og jeg os " hendes øjne strålede af kærlighed og lykke. Og spænding på hans reaktion. Indeni boblede hun af glæde over dette.