Post by Narrator on Apr 14, 2023 21:17:02 GMT 1
Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
... Will it ever pass?
Tiden stod så stille, at det næsten var smertefuldt. Alligevel drev den forbi så hurtigt, at man sjældent kunne nå at gribe ud efter et moment, før det var forsvundet. Meget foregik i en slags slowmotion, der sløvede sanserne. Lyde ekkoede ud i baggrunden. Tåge slørrede synet. En form for følelsesløshed hindrede kroppen i at bemærke grenene der gled hen over skindet. Skridtende fadede ud i tomheden. Alligevel lyttede han. Et evigt vidne til historierne der formede sig omkring. Således kunne momentet vare lidt længere og tiden drive lidt hurtigere. Igennem historierne.
Tusmørket hvilede omkring havet ved Kanto skoven. Solens lys et minde på himlen, før den ville vise sig igen til morgen. Månelyset hvilede i horisonten, så stor og så smuk som noget kunne være. Så stille stod tiden. Så hurtigt gik den. Egentlig var fortælleren på vej hjem til Darkena efter at have aflagt besøg i Slavian hos hans søster. Han skulle nødigt have hende til at rende til Darkena oftere, efter hendes sidste visit. Han havde på turen fået stillet behovet for at fortælle alt det han brændte inde med. Fremmede havde lyttet på ny, grebet af hans eventyr. Men han levede stadig ikke selv i et. Et svagt smil formede sig på hans sorte læber.
Nej. Nej han var bundet i evighedernes mørke. Et sted hvor sjælen var så svundet ind, at den ikke var helt tilgængelig mere... Kun lidt. Den var der altid lidt. For han var ikke borte herfra og mørket kunne drive over en dag. Hvorfor han var endt her? Det var en historie han sjældent fortalte. Når han fortalte hans forældres eventyr, forblev det deres historie... Men det var også hans. Hans havde blot tilføjelser der aldrig kom over læberne. Flere nu end da Irissia havde hørt dem. Det var i grunden længe siden han havde set sin eneste rigtige ven.
Narrator hvilede i et dybt suk. Kærlighed? Hans øjne funklede til stadighed en smule... Måske. Måske en dag ville den gribe ham. Men det ville ikke blive uden spænding til bristepunktet vel? Han drømte stadig inderst inde om noget så magisk som hans forældres. Omend deres havde været tragisk. Hvad han havde lært i sit liv, var at kærlighed for at være helt igennem ægte og ren, krævede noget ganske særligt. Det havde han ikke fundet endnu... De kvinder der havde strejfet hans liv, havde blot været en prøvelse - det kunne han ganske tydeligt se nu, hvor han var ældre og modnet. Der havde ikke været en gensidig magnet, der holdt dem sammen. De var svundet væk. Ligesom mørket tog ham. Om. Og om. Igen.
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
... Will it ever pass?
Tiden stod så stille, at det næsten var smertefuldt. Alligevel drev den forbi så hurtigt, at man sjældent kunne nå at gribe ud efter et moment, før det var forsvundet. Meget foregik i en slags slowmotion, der sløvede sanserne. Lyde ekkoede ud i baggrunden. Tåge slørrede synet. En form for følelsesløshed hindrede kroppen i at bemærke grenene der gled hen over skindet. Skridtende fadede ud i tomheden. Alligevel lyttede han. Et evigt vidne til historierne der formede sig omkring. Således kunne momentet vare lidt længere og tiden drive lidt hurtigere. Igennem historierne.
Tusmørket hvilede omkring havet ved Kanto skoven. Solens lys et minde på himlen, før den ville vise sig igen til morgen. Månelyset hvilede i horisonten, så stor og så smuk som noget kunne være. Så stille stod tiden. Så hurtigt gik den. Egentlig var fortælleren på vej hjem til Darkena efter at have aflagt besøg i Slavian hos hans søster. Han skulle nødigt have hende til at rende til Darkena oftere, efter hendes sidste visit. Han havde på turen fået stillet behovet for at fortælle alt det han brændte inde med. Fremmede havde lyttet på ny, grebet af hans eventyr. Men han levede stadig ikke selv i et. Et svagt smil formede sig på hans sorte læber.
Nej. Nej han var bundet i evighedernes mørke. Et sted hvor sjælen var så svundet ind, at den ikke var helt tilgængelig mere... Kun lidt. Den var der altid lidt. For han var ikke borte herfra og mørket kunne drive over en dag. Hvorfor han var endt her? Det var en historie han sjældent fortalte. Når han fortalte hans forældres eventyr, forblev det deres historie... Men det var også hans. Hans havde blot tilføjelser der aldrig kom over læberne. Flere nu end da Irissia havde hørt dem. Det var i grunden længe siden han havde set sin eneste rigtige ven.
Narrator hvilede i et dybt suk. Kærlighed? Hans øjne funklede til stadighed en smule... Måske. Måske en dag ville den gribe ham. Men det ville ikke blive uden spænding til bristepunktet vel? Han drømte stadig inderst inde om noget så magisk som hans forældres. Omend deres havde været tragisk. Hvad han havde lært i sit liv, var at kærlighed for at være helt igennem ægte og ren, krævede noget ganske særligt. Det havde han ikke fundet endnu... De kvinder der havde strejfet hans liv, havde blot været en prøvelse - det kunne han ganske tydeligt se nu, hvor han var ældre og modnet. Der havde ikke været en gensidig magnet, der holdt dem sammen. De var svundet væk. Ligesom mørket tog ham. Om. Og om. Igen.
