Forbeholdt [Trinse] Freakshow



Hun trak vejret ind. Nød følelsen af kulde der fyldte hulrummet i brystet. Fyldte blodet med ilt. Med liv. 

Vejret var begyndt at vende. Det var tydeligt, selv i Darkena, hvor alt var svøbt i melankoli og tusmørke, var planterne begyndt at miste deres mørke kulør til fordel for noget der synede gråt. Pelsen var tykkere over Márráhs krop og gav hende et nærmest pony-agtigt twist, der aldeles ikke passede ind i hoppens selvbillede. Hun blev så fluffy hen mod vinteren. Et irritabelt fnys fik den lange, sorte pandelok til at løfte sig. Vorherre bevares..., Márráh var aldeles ikke nogen nuttet pony. Ikke desto mindre virkede det til at være netop hvad guderne havde tænkt, da hun blev bragt til verdenen.

Til helvede med dem.



Márráh betrådte natten, som enhver anden ville betræde dagen. Hun havde forladt Ithacaflokkens revir, til fordel for lidt alene tid. Det vil sige; lidt tid til at stå henslængt under et gammelt, forvaklet træ og spise frugt. Det var et træ som indtil videre kun havde været hendes - mest fordi der sjældent kom selskab forbi her. Hun strakte halsen ned for at gabe om et nedfaldent stykke. Hun kendte ikke navnet på dem, ej heller selvom hun ikke var ny i Proelio mere, men havde forsøgt sig med dem ved et tilfælde og fundet smagen ganske tiltalende, på trods af det frastødende ydre. Det var fast i teksturen, men sødt, skønt en bagvedliggende surhed lå gemt heri. Márráh spiste grådigt et stykke mere, da det første var fortæret.

Natten var faldet på og henlagde Darkena i om muligt endnu mere mørke, end den i forvejen bar. Normalt var der ikke mange sjæle ude på denne tid af døgnet, men i Darkena kunne man sgu altid regne med at finde selskab på denne tid - det var gerne her, alle mørkets nattevæsner kom frem i fuld flor. Og den sorte Freakshow var bestemt ingen undtagelse. Mørket havde altid haft en beroligende effekt på ham, og han havde med årerne lært at bevæge sig rundt i det uden de mindste problemer.

Denne nat havde han fået forvildet sig ind i en del af Darkena, som han typisk ikke havde befundet sig på så tit - ganske tæt på Recimirs flok. Et lille smil prydede hans ansigt, som han kom i tanke om sin gamle "ven". Måske det var på tide snart at aflægge ham et besøg igen?
Der gik ikke længe, før han opfangede en duft i luften omkring sig. Mhh, han kunne til hver en tid genkende den duft, der trods alt var en af hans favoritter. Hoppe... De mørke ører blev opmærksomt rejst, som han med et lusket smil nærmede sig sit mål.

Han fandt hende under et grimt, gammelt træ. Først undrede han sig over, hvad hun lavede med mulen i jorden. Græsset var sparsomt her... Men da han kom tættere på, så han, at hun var godt i færd med at gnaske nogle nedfaldsfrugter i sig. Smilet om hans mule blev større, som en lusket idé slog ned i hans tanker.

Med en tilkendegivende brummen trådte han frem fra mørket imod hende og stoppede op lidt uden for træet. "Jeg ville passe på med de dér, hvis jeg var dig. Alle reagerer forskelligt på Afskyelighedsfrugten, men de værste tilfælde kan føre til døden."
Det var naturligvis pure opspind - Freak kendte intet til disse frugter overhovedet, hverken af navn eller gavn. Men han tændte på andres frygt, så kunne han skabe bare en lille smule panik i den smukke hoppe foran sig, var det det hele værd.