Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Dawnya kedede sig efterhåndende gevaldigt hjemme i Slavian. Det var et rum tid siden hun havde set sin broder sidst, og hun antog lidt at han ikke havde lyst til at nærme sig Slavian og hendes far. Så hun måtte jo komme til Lux umbra!!
Den unge hoppe, var ganske malplaceret i de sorte omgivelser, og samtidig trivedes hun ganske fint. Hendes far var trods alt ikke bange for mørket, nej han var jo nærmest bundet til det. Ligeledes havde hendes moder altid stået i det, og klaret sig ganske fint. Så frygt? Det var ikke just en ting der strejfede Dawnyas tanker.

Hun havde taget en lang skridtpause, efter hun havde græsset sig mæt i Natiaum. Nu vandrede hun langs Mount Ghosts askebelagte klipper og skuede ud over det ellers dystre landskab. Hun satte farten op og dermed øgede hun lyden af sig selv. Det overdøvede også al den irriterende hvisken bjerget bød på.

Den store, sorte hingst havde for en stund forladt flokkens område i skoven og var vandret op på det store, askebelagte bjerg. Han havde egentlig ikke noget formål med sin vandring, andet end at han prøvede at bilde sig selv ind, at han var ude for at patruljere og afsøge området omkring flokken. I virkeligheden havde han dog mest af alt brug for bare at komme ud og klare tankerne lidt, og luften heroppe var perfekt til det. Mange ville finde det svært at koncentrere sig om sine tanker heroppe i det uhyggelige og mystiske døds-landskab, men Freakshow var så godt som upåvirket. Han havde færdedes i disse bjerge i mange år og var ikke bange for noget som helst overnaturligt.

Hans tanker blev ved med at lede hen til én specifik ting, og det pinte ham, at han ikke kunne tænke på andet: Skide Slavian. Og skide Silverstream. Han havde aldrig tænkt så meget på den dumme flok, som han gjorde lige for tiden. Om det var en slags misundelse eller hvad, vidste han ikke, men aldrig havde han følt sig så udenfor. Det var mildest talt patetisk - hah, skulle ham den store Freakshow føle sig udenfor et selskab?! Han havde altid levet alene og kun haft sig selv i hovedet! Men noget var ved at ændre sig, og han forstod det end ikke selv. Han vidste blot, at Lux Umbra var ved at være et så skrøbeligt fundament, at han frygtede, der måtte nye tider til. Han havde bare ikke helt besluttet sig for hvad endnu...

Lyden af travende hovskridt gav pludselig genlyd i den hviskende atmosfære omkring ham, og hurtigt blev han revet ud af sin tankestrøm. Der var nogen i nærheden. Det var ikke så tit, man stødte på andre levende sjæle heroppe, så han rettede sig straks op og var på vagt - det var aldrig til at sige, om det var virkelighed eller blots ens psyke, der spillede en et puds heroppe. Mange sjæle var døde heroppe, og hele området bar præg af det.
Men nej, den var god nok; lyden af hovskridt blev højere og højere og kom nærmere og nærmere, og der gik da heller ikke længe, før den søde duft af hoppe blev ført med vinden mod ham. Et charmerende smil gled straks over hans mule, som han lod en hilsende brumme give genklang i den støvede luft omkring sig.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Bedst som hun flagrede af sted og hvirvlede støvet op overalt omkring sig, begyndte hun at fornemme en skikkelse i sin øjenkrog. Hun vendte sig og stirrede et par sekunder, før hans sorte skind trådte frem fra skyggerne fra skoven bag sig. Hun brugte kun lidt tid på at aflæse, hvem han var. For helt tabt bag ved en vogn var Dawnya ikke og hun vidste jo hvor hendes bror havde hjemme. Og det var i hans flok.

Freakshow. Lederen af Lux Umbra, søn af Helzlori. Dawnya splittede sine læber i et rummeligt smil og skiftede nu retning. Hun var gået for langt, det var på tide at vende snuden ned af bjerget. Måske vidste Freakshow tilmed, hvor hun kunne finde sin broder?

"Goddag, Freaky." hun synes selv det var en fin tiltale. Men ville han tage imod den?

Der gik ikke længe, før en skikkelse manifisterede sig ud fra tågen foran ham, og til hans store fornøjelse valgte hoppen at stoppe op og vende sig mod ham med et smil. En ganske køn hoppe, det måtte han sige. Og der var også noget bekendt ved hende, men hvad vidste han ikke endnu. Nærmest hele Proelios befolkning var jo også efterhånden beslægtede med hinanden, så han var vant til at møde skikkelser, som virkede bekendte på en eller anden måde, fordi han engang havde mødt en af deres forældre...

Det kom noget bag på ham, da hun ganske bramfrit startede sin hilsen ud med at kalde ham Freaky. Det var ikke et kælenavn, der blev brugt af mange... Hoppen vidste tydeligvis, hvem han var, og alligevel virkede hun ikke bange for ham. Et stort, skummelt smil gled over hans læber, da tiøren faldt.

"Ahh, du må være Dawns datter? Desværre er jeg ikke bekendt med dit navn, men du må også selv være en smule freaky for så frygtløst og direkte at opsøge en hingst som mig..."

Han smilede stort over sine ord, mens han indtil videre forholdt sig helt rolig og casual.

"Hvad bringer dig her til Darkena, freaky frøken?"

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Hvorfor skulle hun være bange? Jo, hun havde hørt ét eller to om ham, men han var vel efterhånden også en ældre hingst, kunne han mon følge med, hvis hun bare løb? Modsat sin moder, var der intet der hindrede Dawnyas ben i at spæne af sted. Måske var det også derfor hun ikke var så deprimeret i en ung alder. Og... Kunne han krumme et hår på hende, uden at blive slagtet af hendes far og bror? Nok ikke.

"Ork ja og mit navn er Dawnya Rosaia." svarede hun ganske roligt og stolt. "En smule freaky? Det ved jeg ikke, det er jo ikke mig de kalder Freakshow." sagde hun skarpt og det var måske en smule for selvsikkert, men hun havde et ganske glædeligt glimt i øjet.

"Tjo, hvis du kender min stamtavle så indgående, ved du vel også at jeg deler mor med dit flokmedlem Narrator? Han har ikke vist sit ansigt længe og jeg begynder at savne ham..." nu sank stemmen lidt, for hun savnede ham og i virkeligheden var hun også syg af bekymring for den mørke, triste sjæl.

Han kunne ikke lade være med at bryde ud i en høj og frydefuld latter, som den unge hoppe nu præsenterede sig som Dawnya Rosaia. "Åhh, det overrasker mig ikke, at den gamle hingst er højrøvet nok til at opkalde sin datter efter sig selv!"
Hans sorte øjne glimtede skælmsk, da hun ganske kækt kørte med på hans jargon. Han var allerede vild med dette møde! "Ahh ja, dit navn vidner måske om uskyld og nærmest kvalmende sødme... Men jeg er sikker på, at der er lidt mere freak under overfladen på dig, end man lige skulle tro."

Han blinkede en anelse provokerende, dog ganske charmerende til hende ved sine ord. Han lyttede da til hendes ord om Narrator og vippede lyttende med de mørke ører. Ahh, så hun var altså hans søster... Han burde måske nok kende sine flokmedlemmer lidt bedre, men han måtte faktisk indrømme, at han ikke helt var klar over, hvem Narrators eller hendes mor var. Det havde aldrig rigtigt interesseret ham, så hvorfor spørge? Han ville dog natuturligvis ikke virke så uvidende over for denne fremmede skønhed, så i stedet smilede han blot charmerende. "Hmm... Narrator er ikke lige typen, der taler så meget om sin familie, ved du nok. Men jeg skal da fortælle ham, at du er i området."

Han sendte hende et udfordrende blik, der tydeligt indikerede, at han ikke var helt færdig med hendes selskab endnu, hvis hun havde lyst til mere. Han ville dog ikke tvinge hende - nej, han vidste skam bedre end at rode sig ud i noget med Dawns datter og åbenbart også Narrators søster. Men dermed ikke sagt, at han ikke godt kunne finde på mange sjove ting at lave med hende alligevel... "Eller du vil måske hellere have et lift hen til Lux Umbra?"

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


"Fryd dig endelig, hvis det er sådan du tænker. Daggryet passer mig ganske godt - du kunne jo kalde mig Gry i stedet? Eller Gru, hvis du virkelig kan se noget 'freaky' bag alt det kvalmende... Måske skulle du tage kvalmestillende? Jeg mener... Et navn skulle ikke provokere din refluks, vel?" der rappede den ene replik ud af hendes mund efter den anden, da først han havde startet denne ordleg. Hun fandt sig selv ganske skarp til det og det var en tilfredsstillelse hun slet ikke havde kendt før.

Han plaprede så om undskyldninger for ikke at kende til familierelationerne på hans eget flokmedlem. Hans... noget nær eneste medlem ikke? Hun hævede sig derfor bare med et smil og vidste der var flere rappe replikker her, hvis hun pludselig stod og manglede.

"Jeg står ikke og afventer - selvfølgelig skal du tage mig dertil." sagde hun og rullede med sine fine øjne.

Det var lige før, han skulle hanke op i sin halvgamle hjerne for at følge med i det tempo, den unge hoppe pludselig slyngede det ene kække ord efter det andet ud. Han endte med bare at blinke et par gange med øjnene af hende, inden han slog en oprigtig latter op.

"Der er krummer i dig, frøken Gru, det kan jeg sgu godt lide! Hvorfor er det lige, vi ikke har mødt hinanden noget før?"

Han så indgående på hende med et charmerende smil. Hah, det var jo lige før, at han nød hendes selskab! Omend hendes far dog blev ved med at snurre et sted i hans baghoved. Ak ja, hun havde tydeligvis arvet den samme umiddelbare charme som ham...
Han kunne ikke skjule sit smil, da hun rullede med øjnene af ham og gav ham fornøjelsen af hendes selskab i endnu længere tid. En brummende latter skød frem fra hans strube, inden han galant bukkede hovedet for hende.

"Jamen så følg da med mig, min prinsesse!"

Han blinkede kækt til hende, inden han med endnu et smil begyndte at bevæge sig fremad i en lystig trav. Damn, den unge hoppe rykkede virkelig ved noget i den gamle, stive hingst... Det var længe siden, han havde følt sig så munter og frigjort. Og så havde han ikke engang knaldet hende?!

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


"Uh, lad mig se... Fordi du er tudsegammel og jeg er dugfrisk?" hun satte fut i et eller andet hos Freakshow og han virkede nu ikke så skræmmende, som mange historier forsøgte at fortælle. Næ. Ligesom hans far, virkede han bare som en gammel tudse, med et snævert syn, der gik op i bagateller, men ikke de vigtige ting. Ret overfladisk, men alligevel kvik nok til at i hvert fald forsøge at skrue bissen på igen.

Hun fulgte hastigt med ham i høje bevægelser, for hun skulle ikke nægte at være opløftet af at tungen kunne følge med hendes hjerne. "Man høre ellers grusomme ting om dig. Har jeg truffet den humørfyldte Freaky i dag?"

Hendes ord fik ham til at slå en mørk latter op - og den reaktion kom faktisk bag på ham selv. Normalt var der ikke nogen, der skulle slippe levende fra at kalde ham tudsegammel! Men lige i hendes tilfælde morede han sig bare over hendes ord og fandt hende kæk og ganske charmerende - præcis lige som sin far.

"Det kan der selvfølgelig være noget om. Men jeg er nu glad for, at vi fik rodet bod på den fejltagelse nu. Det skulle vist være så sundt at prøve at lære noget af hinandens forskellige generationer..."

Han lo mørkt igen. Ikke engang han kunne komme udenom det faktum, at han var ved at blive gammel - hvor nødigt han end ville indrømme det.
Men end ikke alderen kunne slå hans gode humør og høje tempo ned denne dag! Han følte sig helt fyldt med fornyet energi af den unge hoppes selskab! Hm, måske var det dét, der mentes med, at det skulle være så sundt at omgås den yngre generation? Måske deres ungdommelige energi kunne smitte lidt af...
Han vippede ørerne i hendes retning, da hun talte igen, og kunne ikke lade være med at smile lumskt.

"Mjaer, man bliver åbenbart blødere med alderen... Det er både din far og jeg vist et par gode eksemplar på."