Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Been so lost.

Alting var et stort virvar af ukontrollerede hændelser. Narrators historie havde bragt ham tæt på lykken, men aldrig havde han nået andet end at snuse til dens kærtegn. Sorte skyer sværmede altid tættere på hans hjerte, end den klare himmel han drømte om. Fryd var ikke en tilstand han havde følt siden hans moder havde fortalt ham eventyr som lille.

Det startede med hans faders fald. Derfra var verden ham ubarmhjertig. Ofte havde han holdt sig højt alligevel, men sjældent havde hans hjerte været lykkeligt. De få relationer han havde af betydning var long gone i disse stunder. Siden Julefesten havde Narrator ikke rigtig ænset verden omkring sig. Jo han havde vandret i den og set og iagttaget, vist vej og fortalt historier - hans nobleste opgave i livet. Det at glæde andre, chokere og fantasere andre med sine beretninger, det var den glæde der var tilbage at give.

Men længslen voksede i det stille sind. Under alle hans blikke. I Darkenas mørke var der hjem, men ikke en følelse der burde høre til. Han søgte grænsen... Langs strandens sorte sand.

En ung hoppe, hvis farverige skønhed næsten syntes blændende mod den sorte strand, vandrede roligt af sted langs vandkanten. Hendes hale så lang, at den slæbtes lettere fugtigt af sted i sandet bag hende. De grønne øjne funklede som et sæt smaragd-sten og gled søgende rundt i landskabet. Der var et uskyldigt, dog nysgerrigt blik at skimte i de smukke øjne. Et blik, der kun kunne tilhøre en hoppe, der som ung havde oplevet Helvede, men var kommet stærkt ud på den anden side. Ikke uden mén selvfølgelig - men disse var ikke længere altoverskyggende. Hun var endnu ung og naiv, og nysgerrig på verden omkring sig.

Trods hun snart var voksen, kunne hun ikke ligefrem bryste sig af at have levet et erfaringsrigt liv hvad angik relationer til andre. Hun havde levet forholdsvist isoleret sammen med sin bror og de to heste, der havde reddet dem fra deres hjemlands undergang. Dette liv havde allerede sat sine spor i den unge hoppe, der trods sit smukke ydre ikke kunne påstås at have meget selvtillid eller tro på sin egen styrke. Men noget i hende var vokset på det sidste - en teenagers trang til oprør, om man ville. Ikke at der var noget oprørskt over denne uskyldige unghoppe overhovedet - nej, hendes viste sig mere som en rastløshed. En nysgerrighed på verden omkring sig. Et kald og en længsel efter alt det, hun vidste, livet kunne indeholde. Hun skulle blot åbne øjnene og tage imod det.

Og hvem ved; måske ventede der hende allerede et skæbnesvangert møde denne aften?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Grænselandet begyndte at vise sig. Der hvilede hvidere sand i horisonten. Narrator tog farten af sin travende krop, prustede en sky af ånde ud i natten, som hans øjne funklede i længslens land. Han følte det nærmest som et oprør. Et oprør imod hvem han var blevet til, hvor i livet han befandt sig. Stadig i mørket. Stadig i tvivlen. Han huskede sin faders sidste ord til ham, før Narrator overhovedet havde taget del i mørket i Lux Umbra. Jeg er allerede stolt af dig.

Hele hans liv havde han forsøgt at finde mening i disse ord. Hvad var han stolt af? Narrator havde søgt svaret alle steder. Måske havde hans far tænkt at han ville blive til noget større. Måske havde han set Narrator kæmpe i krigen. Allerede set at hans søn var stærk... Måske var han stolt af at Narrator fortalte historier... Men Narrator kunne ikke finde den sande betydning.

Det plagede ham endnu, efter årevis. Narrators tankevæld blev et virvar af irritation, indtil han til sidst brølende galoperede ud imod bølgerne og deres hårde plask imod hans bringe fik ham til at stejle sparkende med forbenene. Han var sjældent en hingst der sådan brusede frem og var fysisk. Men det rasede som en sindssyg bag de gule øjne, og han havde en følelse af at tabe sig selv langsomt til den.

Det var derfor ikke gået op for ham, at en ung hoppe befandt sig lige dér ved siden af. For han ænsede ikke rigtig verden omkring sig. Et støn forlod hans brystkasse som forbenene landede i vandet igen og han bed tænderne sammen med en forpustet vejrtrækning.

Bedst som hun gik i sine egne tanker og nød stilheden, der ikke blev afbrudt af andet end bølgernes regelmæssige brusen, flængede et brøl pludselig luften omkring hende, og som en anden tornado brød en galoperende hingst frem fra mørkets tåge og ud i vandet lidt længere fremme. Et lille, forskrækket gisp forlod hendes mule, da hun hverken havde set eller hørt denne hingst før og blot havde troet, at hun var helt alene på disse kanter.
Hun stoppede op og betragtede med lettere nervøsitet, hvordan han stejlende sparkede ud efter bølgerne, for derefter at stønne og bide tænderne sammen. Han virkede frustreret og havde et nærmest forpint udtryk i øjnene. Hun vidste bedre end at forstyrre en hingst i dette humør, og derfor blev hun blot stående helt stille. Hun vibrerede søgende med de smalle næsebor og trak vejret overfladisk; forsøgte at overbevise sig selv om, at der ikke ville ske hende noget. Men nervøsiteten lyste ud af de før så nysgerrige øjne, som hun blot stod naglet fast til jorden og ubevidst stirrede på den mørke hingst længere fremme.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

En smag i dislaget bredte sig langsomt. Det indhyllede ham som det sneg sig tættere på og trak ham undertiden tilbage til bevidsthedens land. Fra stramme miner i hele ansigtet, blødte først øjnene op. De pupilløse øjne, hvis huller synes dybere end nogensinde før. Han registrerede derefter bølgernes lyde og ørene sitrede langsomt frem fra nakken. Han sank smagen der havde taget startet hans rejse tilbage i nuet. Det var... Det var nervøsitet.

Narrators tænder slap endelig hinanden og kæberne fandt ro, idet han stirrende søgte omkring sig. Øjnene der før havde set sin faders døende krop, så nu stranden. Det sorte sand. Bølgerne der larmede i den ellers natlige stilhed. Månelyset. Stjernerne. Og dér i mørket stod en ung hoppe naglet til jorden. Hun så på ham og han så på hende. Smagen af nervøsitet var hendes - han var årsagen. Han veg bort med blikket. Kroppen dirrede for så at slappe af i et dybt suk. Der var ikke ord - ikke ord til at fortælle hvad han så, følte eller tænkte om hende.
Normalt ville han straks have talt og tanken nåede blot ikke videre.

Hun må tænke de værste tanker om hans opførsel. Men frygt ej... Hvad hun ser er intet andet end harmløst for hende. Blot en ...

Og der endte hans tanke - der var ikke ord til at forklare hende hans situation. Ikke uden at han tog hele sit liv ved halsen og blottede den foran hende. Et sted dybt indeni ham, havde det været rart. At betro sig - men hvordan kunne han nogensinde lukke op?

Han stod frosset der - men fra det dybe sted i hans hjerte, begyndte hans øjne ubevidst at søge denne unge hoppe igen. Blødt, trods det mørke blik. Desperation. Længsel.

Hun stod blot helt stille og forsøgte at trække vejret roligt og regelmæssigt, som hun betragtede den ret fascinerende transformation, der skete hos hingsten foran hende. Han syntes at slappe mere af og falde lidt ned igen, langsomt skridt for skridt. Hans blik mødte da hendes i et stirrende øjeblik, og hun mærkede sit hjerte slå et lille slag over. Hans øjne var gule som et rovdyrs og helt uden pupiller. Der var på én gang noget virkelig uhyggeligt, men dybt fascinerende og næsten smukt over hans øjne. Hans blik virkede da heller ikke det mindste truende - tværtimod virkede det mere opgivende.

Hun fornemmede, hvordan han var frosset fast i øjeblikket nøjagtig lige som hende selv. Det var en helt særlig atmosfære, der lurede i luften mellem de to skikkelser - den var næsten til at tage, føle og smage på. Og da han atter søgte hendes øjne, opfangede hun nye toner i hans lidende blik. Desperation. Længsel. Det var tydeligt, at denne hingst søgte noget. Kunne hun give ham det?

En mild brummen undslap hendes svælg, og det elegante hoved blev nysgerrigt lagt på skrå. Den sorte mule søgte langsomt fremad i en invitation. Til hvad vidste hun ikke endnu, for ord syntes overflødige i dette øjeblik. De længtes tydeligvis begge to efter noget bestemt; og måske netop disse to sjæle kunne forene deres skæbner og forløse disse længsler?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Alt i omgivelserne forsvandt væk fra de få blikke der blev udvekslet. Aldrig havde ord føltes mere overflødige end nu. Narrator sansede hoppens nervøsitet skifte, ganske som han selv havde skiftet. Hun så ikke længere på ham som en trussel, men så ham for hvad der virkelig var. For der var ingen maske i denne tragiske stund, hvor hingsten var knækket for øjnene af en anden. På en måde var det rart at det var en fremmed. Så ville han ikke skulle stå til ansvar for sine følelser efterfølgende. På den anden side, kunne han ej længere vandre om alene med dem. Efter moderens død brændte hans hjerte efter kærlighed eller blot forståelse. For han var alene nu. Rigtigt alene.

Tilbage hos dem begge, som de skiftede i deres blikke var længslen. En udtalt længsel, kun dem der havde følt den ville forstå. Hans indre begyndte at sitre stille. Dér i hendes øjne, som han nu turde betragte, var der en invitation efter et brum. Hun var nysgerrig - og hun vækkede det samme hos han. Hvad var hendes længsel? Kendte hun tomheden? Tab og sorg? Han havde aldrig delt sig med nogen. Kun ganske lidt for evigheder siden, da han endnu mødtes med den bevingede Irissia og Gervina ikke var stukket af fra deres liv...

Narrators våde ben rørte sig endelig og de søgte hende i lange skridt, som han nærmest gled op ad vandet med hovedet let sænket. Ord var stadig overflødige, omend han var vis på at de snart ville flyde imellem dem. Natten mindede ham om alt det han var. Her var det på tide at vise det til nogen. Hans øjne forblev derfor bløde, under det blik der ellers altid var så mysteriefyldt - som en maske. Men der var ikke længere maskebal i Narrators ydre. Han standsede - tøvende og mødte igen hendes blik. Hendes regnbuehår skinnede i lange glatte lokker. Den lyse pels mindede ham om moderens bleghed. Men hun var sin egen - men hvem var hun?

Han plejede at sige meget. Nu sagde han intet. I stedet tilspurgte han fysisk, en hilsen via berøring - hun kunne tage hans mule mod sin, eller lade den være. Det var et tilbud... Et søgende tilbud.

Det gav et sug i maven, da hendes hjerte atter sprang et slag over og begyndte at hamre hurtigere, da hun nu betragtede den våde hingst røre på sig og søge ind på bredden mod hende. Men denne gang var det ikke af utryghed og nervøsitet - nej, denne gang var det af bar spænding og forventning. Hun anede ikke, hvem denne hingst var, og hvad dette møde ville komme til at indebære, men alligevel var hun helt sikker på, at det ville være noget helt særligt og mere betydningsfuldt end noget andet.

Der faldt stadig ikke nogen ord mellem de to heste, som han nu stoppede op foran hende. Hendes brummen blev heller ikke besvaret, men det gjorde hende slet ikke noget. Hans kropssprog var så sigende, at det var mere end nok. Den lydløse kommunikation kunne også noget, og der var en helt særlig spænding i luften mellem dem, som når man ventede på at pakke en gave op, som man ikke anede, hvad indeholdt.

Et lille, mildt smil gled over hendes ansigt, som han nu ligeledes strakte sin mule frem mod hendes og tilbød sin kontakt. Hun mærkede hjertet dunke hurtigere mod sit bryst, som hun aflagde den sidste lille afstand imellem dem og lod sin varme mule møde hans. Hendes følehår kildrede let mod hans, som hun indsnusede hans hingstede duft. En lille, opstemt lyd forlod atter hendes svælg, denne gang spontant og utilsigtet - man var vel en ung hoppe med hormoner. Hun smilede lettere genert og sendte ham derefter et uskyldigt blik, som hun trak sig lidt tilbage igen. Hendes øjne hvilede afventende i hans. Hun ville egentlig gerne bryde tavsheden som den første, men hun følte sig pludselig så genert. Hvad skulle hun sige? Et hej virkede blot så tomt og overflødigt nu, som om de allerede var langt forbi det stadie...

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Hoppen evnede at smile. Der var noget ved det der umildbart fik ham til at standse og overveje om han skulle trække sig. Men det var bare et smil... Det gled så naturligt over hendes ansigt, at det eneste der kunne have fremprovokeret det var ham. For hun var til stede her, det var tydeligt. Han fik hende til at smile. Narrator slog øjnene ned et sekunds tid, før han vendte tilbage til deres kommunikation. En indikation på at han hørte hende - smilet - men at hans egen tilstand endnu ikke var et smilende sted. Der var dog en form for blødhed i hans øjne endnu, der søgte hende. Blanke var de gule øjne nu. En tilstand man sjældent så dem i.

Deres undersøgende fysiske kontakt, livede hans krop op fra den døde tilstand den befandt sig i. Han sugede denne til sig og skød sig et par centimeter højere op. Hendes varme og hendes duft var en følelse, han længe havde undværet. Følelsen af nærhed. Men denne var afbrudt igen, som hun blev genert over sine egne reaktioner. Narrator opfangede først nu at der havde været en lyd fra hende igen, for i hans hoved larmede stilheden. Han så det uskyldige blik... Denne hoppe var ung. Meget ung. Han var ikke just ung mere, der var en tung baggage og andre på hans alder havde mage, føl, flokliv... Alting.

Forventningens pres fra andre, var det eneste der ville have fået ham til at indgå i et sådan liv indtil nu. For han havde ikke søgt dette, ikke siden Gervina. Men at se andre flimre omkring i en helt anden verden end hans, begyndte at slå ham hårdt. Var det ikke for sent, havde han måske grebet sig selv og forsøgt at gøre kur. Men Narrator anede ikke hvordan. Følelsen af romance, skulle falde naturligt. Ej blive provokeret frem - eller det var i hvert fald hvad han bildte sig ind, når han tænkte på historierne han fortalte.

"Hm." var den første lyd til at komme fra hans mørke, rustne stemme. "Jeg har aldrig - aldrig givet mig hen. Ikke til nogen." det var som en advarsel. Eller et ønske.
Hvorfor han ikke talte i sit sædvanlige gådesprog, med hans sædvanlige 'han' om sig selv, var en gåde for ham selv. Men det føltes som en del af maskerne. Maskerne han ikke dansede med i denne stund.

Hun kunne nærmest fysisk mærke forandringen i luften, som slog den gnister imellem dem, da den forpinte hingst syntes at live mere og mere op foran hende - som var hun en energikilde, der sendte ham energi ved hvert blik, hvert smil, hver berøring... Hun havde aldrig oplevet noget lignende før. Altid havde hun følt sig lille, usikker, uværdig... Hun havde aldrig før opfattet sig selv som en, der kunne give liv og energi til andre, trods hendes kærlige broder havde forsøgt at få hende til at opfatte sig selv anderledes. Men ingen af Kerobians eller Tvezitkhas kærlige ord havde nogensinde virket bare halvt så godt på hende, som dette øjeblik gjorde - da hun i levende live foran sig så, hvordan hun formåede at omvænne denne hingsts tilstand ved sin blotte tilstedeværelse.

Hendes øjne så livligt og interesseret på ham, som den første lyd forlod hans rustne svælg. Hendes vægt blev automatisk flyttet, så hun uden at tænke over det lænede sig tættere på ham igen - nærmest opslugt i hans pupilløse øjne og mørke stemme. Hans ord lød i hendes ører og fik et tænksomt udtryk til at glide over det feminine ansigt. Hun forstod ham mere end nogen anden - for udover sin bror havde hun faktisk ikke en eneste rigtig ven. Og trods den rare Tvezithka havde forsøgt at få hende til at åbne sig op og tale om sit barndomstraume flere gange, havde hun aldrig rigtigt lukket nogen ind på det punkt. Kun Kerobian forstod til fulde, hvordan det føltes at have mistet hele sit liv fra den ene dag til den anden - og selv ham snakkede hun ikke særlig meget om dette med.

,,Samme her..." lød hendes lyse, feminine stemme. ,,Men noget ved dig er... anderledes."
Med de ord trådte hun atter det sidste skridt tættere på ham og lod undersøgende sin mule glide hen over hans stribede nakke. Hun vidste endnu ikke, hvordan han var anderledes, men hun fornemmede det tydeligt - lige fra den måde, han begav sig og talte på, til den måde han så ud. Han var ikke som andre, og hun følte sig nærmest fortryllet. Aldrig havde hun mødt en som ham, og aldrig havde hun følt så stor en længsel efter at lære en sjæl at kende.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Måske var det ikke virkelighed. Situationen begyndte i hvert fald at føles uvirkelig. Fjernt fra den sandhed der normalt herskede over virkeligheden. Men var drømme så ægte at føle? Han kunne ikke se syner monstro? Det ville ikke undre ham meget, hvis han var ved at gå fra forstanden. Uanset var det ikke værd at spekulere på lige nu. Hvis hjernen når den længslede nok fandt på oaser af det den manglede, ville han tage imod denne næring som var den virkelig...

Han trak vejret dybt ned i den anspændte brystkasse - den forløste sig vist aldrig helt, selvom han lod sig blotte og lette en smule. Det var i hvert fald hans overbevisning, at der altid ville sidde tunge lænker om hans indre og klirre selv i de gode stunder.

Stemmen der talte mindede ham om blide sommerbriser. Anderledes... Det var et ord der ofte var blevet brugt til at beskrive Narrator. Men i denne stund var ordet anderledes - ganske enkelt anderledes af betydning. For det var anderledes for hende. Noget i hende forandrede sig, ved hans tilstedeværelse, som om hun ligeledes kunne lette en smule. Han lod hende komme tæt på. Undersøge hans stribede nakke... Men han rørte ej hende, omend hans blik fulgte hende interesseret. Skyggerne der flakkede i hans øjne, var der stadig - fortiden satte spor alle steder. Ville hun fortsætte sin søgen? Han var ikke vant til fysisk kontakt, og det fik hans nakke til at spænde en smule imod. For langsomt at overgive sig.

"Skæbner skal undertiden forandres..." hviskede han, som et minde om en fortælling fra moderen. For skæbner der så sorte ud, ville forandre sig til noget fantastisk. Det var hvad han var vokset op med at tro på. Men tiden havde taget hans håb og erstattet det med tomhed. Ingen forventning til fremtiden, ingen udsigt til glæde. "Hvilket ser du der skiller sig fra mængden?" han søgte nu en historie... Det var altid ham der fortalte alting i en relation eller blot et møde. Men ikke i denne stund, han søgte i stedet, og blikket fulgte opmærksomt hendes. Der var noget i hendes, der ligeledes bar en skygge fra fortiden, hvis ikke han så helt forkert.

Hun mærkede, hvordan hans muskulatur først blev hård mod hendes bløde mule, som spændte han imod hendes fysiske kontakt. Han trak sig dog ikke fra hendes berøring, men lod sig i stedet langsomt hengive - hun kunne fysisk mærke, hvordan det grå skind blev blødere under hende. Det havde blot været en ganske flygtig berøring fra hendes side, men alligevel reagerede hans krop, som om hun havde givet ham en massage. Det var så fascinerende. Hun havde aldrig før mødt en person, der reagerede så følsomt og intenst på hendes mindste signaler - det var virkelig noget helt særligt. Det føltes næsten uvirkeligt, som om de to sjæle befandt sig i en anden dimension af virkeligheden, hvor tanker og følelser kunne mærkes som fysiske formationer i luften. Mon det var dette, andre folk omtalte som kemi? Var det mon sådan her, det føltes at have god kemi? Det ville give god mening, for det føltes sandelig som om, at hingstens blotte tilstedeværelse havde formået at starte en helt kemisk reaktion i luften omkring hende.

Hun lukkede i et øjeblik øjnene og sukkede, som hans hviskende ord lød drømmende i hendes ører. Han virkede så vis - som var alle ord, der forlod ham, taget ud af en eventyrbog.
,,I så fald håber jeg blot, at min vil forandre sig til det bedre..." tilføjede hun med et lille smil mod hans bløde pels.

Hun trak sig da kort tilbage igen for at møde hans blik, da han nu stillede hende et spørgsmål. Hendes blik blev atter tænksomt; overvejende. Hun kunne fortælle ham mindst 1000 ting, der fik ham til at skille sig ud fra mængden, men det ville nok være lidt overvældende at kaste i hovedet på en fremmed, man kun lige havde mødt, så i stedet forsøgte hun at korte det hele ned til én beskrivende sætning. ,,Du ser mig... Som ingen nogensinde har gjort det før."

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Der var tusind minder der stod udenfor døren og bankede hårdt på. De insisterede på at blive hørt. Men Narrator hørte dem endnu blot som en svag brise for sine ører. Han vidste godt hvor de kom fra, og hvad de ville, så det var ganske bevidst at han lod dem stå. Følelsen af at blive berørt, var i nuet begyndt at blive behagelig. Men det mindede kroppen om de tab den havde lidt, og hvorfor den nu stod så bittersødt alene i tomrummet. Derfor var det svært at give slip, derfor ville han ikke kunne lukke døren helt i, så selv brisen var ude af hans ører.

Hun sukkede. En lyd der rev ham ind i øjeblikket, lige som hendes stemme tilføjede til hans egne ord. De omhandlede hendes skæbne - et håb for det bedre. Hans blik veg bort, for han havde selv stået der i årevis og stirret på sit liv, sin skæbne, og håbet for det bedre. Tiden havde også vist ham håb der kunne blive virkelige, men altid var han blevet skuffet. Så hans hjerte sank dybt i brystet på ham. Var hun fanget i det samme ubarmhjertige loop som han, skulle hun vente ... for altid?

Han mødte hendes blik - det tænksomme udtryk der gled over hendes ansigt, som havde hun 1000 ting at fortælle, men ej kunne dette forlade hendes mund. Han så noget i hendes øje - noget han aldrig rigtig havde set hos andre end sin moder. Der steg en undren i hans hoved. Da hun svarede, var det kort. Han så hende altså - som ingen andre. Var det det? Det han kunne se i hendes øje, der fik hende til at føle, at han så hende?

"Der skjuler sig noget ... noget tragisk bag dine øjne ... Hvad har hændt dig?" hviskede han sagte. Fyldt med den samme tragedie i sit blik.

En svag trækning gled over hendes mundvige, som hans ord lød. Åh ja, han så hende virkelig, og derfor var det næppe nogen overraskelse, at han også havde opfanget den tragedie, der lå skjult dybt i hendes sind. Alligevel formåede det dog stadig at komme bag på hende. Hun var virkelig ikke vant til at blive set og gennemskuet på denne måde før, som om hans blik kunne granske hendes hjerne og opfatte selv de mindste detaljer. De fleste så ikke andet end en smuk hoppe, der måtte være født med en guldske i røven og absolut ikke havde noget at klage over med et udseende som dette. Men ikke ham - han kunne se igennem den smukke fascade. Og han virkede endda ligeglad med hendes udseende, som om han som en af de eneste hingste i verden var mere interesseret i dét, der lå i hendes indre i stedet for det ydre. Hun følte sig så nøgen og blottet foran ham, men det var på den absolut bedste måde.

,,Et vulkanudbrud udslettede mit hjemland, da jeg endnu blot var et føl. Jorden revnede under os, og mine forældre blev fanget på den anden side af kløften. Min tvillingebror og jeg blev hentet af landets ledere og var nødt til at efterlade dem til døden..."

Hun så væk, da hendes stemme knak over, og hun febrilsk måtte blinke et par gange for at holde tårerne væk. Hun ville for alt i verden ikke græde over for ham, men det var stadig så svært for hende at tale om det, der var sket dengang. Sorgen var aldrig rigtigt blevet bearbejdet, og skylden og skammen fyldte stadig hos den unge hoppe. Selvom hun rationelt set godt vidste, at hendes forældre var dømt til døden, og hun ikke ville have kunnet gøre noget for at hjælpe dem uanset hvad, hjemsøgte tankerne hende stadig om, at hun var en forfærdelig datter, der burde være blevet hos dem til det sidste...

Alt dette var dog ikke noget, hun ønskede at åbne op for hingsten lige nu - hun ville ikke overvælde ham med hele sin livshistorie med det samme, og desuden var hun næsten helt sikker på, at hans gule, intense øjne allerede kunne aflæse det meste af dette i hendes blik, da hun nu så på ham igen og fastholdt øjenkontakten i et øjeblik, inden hun atter tippede hovedet på skrå og så mildt på ham. ,,Jeg kan kun sige det samme om dig. Så hvad er din historie?"

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

De mandelformede ører begyndte at vippe i takten til hendes stemme. Hun var tydeligt berørt af sin fortid og det var ganske forståeligt. Den barske fortælling var hvad han kunne se - fornemme. Det var tragedie. Tab. Sorg. Fuldstændig som hans egen. Forældreløs, og uden en retning i livet. Ingen at følge mere, ingen at betro sig til. End ikke et hjem. Hans blik veg i respekt for hendes følelser, i det øjeblik hun ikke kunne tale mere, og måtte se bort, med de blanke, tårefyldte øjne. Det var tydeligt at det lå ubearbejdet hen. Minderne. Hun var alene med sine tanker. Narrator selv strejfede sit indre kaos, der bestod af en historie meget lig hendes, blot en my længere. For han havde trods alt ikke mistet alt på én gang, men over tid var tabene blevet mange.

Fordi han respekterede hendes vigende blik, så han derfor ikke alle de følelser hun forsøgte at skjule. I stedet skuede han imod stjernehimlen og spekulerede på hvor hun kom fra - det var en frygtelig historie, og det var ikke sket i Proelio. Verden udenfor Proelio var fjern for Narrator. "Det gør mig ondt at høre." svarede han stille, med en tone af medlidenhed i den mørke stemme. Det var en mystisk tid at stå her med en hvis navn han end ikke kendte. Og hun betroede sin fortid til ham - den sværeste del man kunne fortælle nogen sjæl om. Måske var det et tilfælde, måske var det kemi. Uanset så var de enten ved at forbinde deres historier for altid, eller blot forløse deres indre, for aldrig at ses igen.

Han mærkede en svag gnist af uro tændes ved den sidste tanke. Idet hun vendte tilbage til øjenkontakten, fulgte hans gule øjne trop. Der var en nysgerrighed nu. Han var mindst lige så blottet som hun. For ingen havde fået en sådan samtale ud af ham før. Der var ingen masker, ingen regler. Ingenting. Kun ham.
Hans historie. Han stønnede. En damp forlod hans næsebor og han skuede igen imod stjernerne og fremsatte en sætning, han så ofte før havde fortalt... Men denne gang var det ingen fabel. Det var virekligheden - sandheden. Hans skæbne, hans liv, hans fortid.

"Min historie... Startede med uskylden der bar dæmonens barn. Efter alting - forbliver jeg skyggen af en engels smil." han standsede og blikket vendte tilbage, hans ansigt råt og fyldt af tragedien. Han var gammel og vis nok efterhånden til at turde stå fast i denne stund og ikke vige sine følelser. Den var også ny.

"Meget lig du, måtte jeg miste i en ganske ung alder. En krig tog min faders liv. Sidenhen har al kærlighed langsomt forladt mig, efterladt mig i skyggerne af andres glæde. De forlod mig én efter én, nogen i live, andre døde. Til der ikke længere var andet tilbage end tomhedens skrig. Forsøgt at lindre, forsøgt at skabe nyt. Åh det har jeg ... Men tiden er ikke god ved alle sjæle og bundet til at fortælle eventyr føles det som hans lænke i livet nu." hans stemme knækkede ikke, den stod stærkere og tydeligere end førhen. Dog var der en levende tråd i den, der begyndte at nagle sig fast i hans hjerte. En form for svag forløsning, ved at skubbe ordene over hans læber. Forundret blødte han lidt mere op i kroppen igen.