Flammerne åd hendes skind, hendes muskler, slikkede sig op af hendes knogler, for blot at gentage sig selv, når det hele atter blev gendannet. Jaymelia skred med lette og yndefulde skridt gennem dødsriget, mens en hel fane af døde sjæle fulgte i hendes kølvand. Hun bemærkede dog ikke sine knap så charmerende omgivelser, idet hendes opmærksomhed kun var rettet mod én. Én som mod hendes vilje var kommet krybende under huden på hende, og selvom hun med vilje havde holdt sig væk, tilsyneladende blev ved med at rumstere i hendes tanker. 

Det havblå blik gled over det døde landskab i sin søgen efter ham. Han var umulig og overse, og derfor fortsatte hun sin søgen, da hun endnu ikke havde fundet ham. Jaymelia kunne så let som ingenting have fundet dødsguden med sin magi, men hun foretrak at lede efter ham på gammeldags manér. Måske fordi hun inderst inde håbede ikke at finde ham? 

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Dødens herre befandt sig endnu engang i strid med døde sjæle, der ikke troede på at de var døde. Hans øjne var lange, himlende og irritable. Det var absolut det mest frustrerende ved at være i helvede og fuldføre pligter. Sjælene. Deres anger og deres "Jeg var ikke færdig med at leve!". Ind imellem slap han dem tilbage som spøgelser, indtil de til sidst indså at der ikke var mere på overfladen at komme efter. SÅ tog de sig endelig sammen og fandt sig til rette iblandt de dødes.

Han var alt for optaget af en hoppe der var død under fødslen af sit afkom, og hendes gråd, til at bemærke indtrængen i hans rige. Men snart sansede han de dødes store forsamling. Der var noget nyt og spændende for dem at skue. Helzloris blik vågnede nu fra sit trætte blik og han begyndte at fornemme en tilstedeværelse. Fra Jaymelia. Hans indre livede op - mere end det burde. Det gode humør der bredte sig gav anledning til at han med et slag i jorden blot slap hoppen tilbage for at følge sit føl... Forhåbentligt kom hun tilbage inden længe - hvis føllet enten døde eller fandt en ny mor.

Han nærmede sig dernæst flammehavet og det grønne dråbeskind, med fornyet energi og elegance... Et smil bredte sig over de sorte, sprukne læber og han fyldte mere i landskabet end før. Oprejst og med en charme - her kom hun dansende i et hav af døde sjæle. Efter ham? Skulle de drikke ... te? Der var en lumsk tanke bagved. Der var noget der var forandret nu. Noget der steg dem begge lidt til hovedet, selvom det ikke burde.

Han sandsede hos hende, med et kækt blik i de orangeglødende øjne. "Godaften kære Jaymelia." han bukkede sig for hende, med en tone af lyst i sin stemme. Dernæst så han på de døde. "Vig bort." et dunkelt blik gled hen imod dem, og de farede snart væk som vinden. Han så imod hans slot ikke langt borte. "Skal vi?" han fornemmede noget i optræk og derfor blev han næsten helt opstemt, ved tanken om dem alene...