※Ayda※
----
Tunge hove trådte lette skridt i det glohede sand, munden tør og knasende imens Ayda tragte sin krop slæbende afsted.
Det forgyldte metal føltes som kuld der stedvis forbrændte sig ind i hendes spinkle lag af hår imens den bagende sol stod på. Et tyngende prust drog de værste sandkorn af hendes mule. En pludselig trang fik den tynde hoppe til at stoppe i hendes spor, de blå ædelsten dinglede og klingede mod de gyldne kæder da hun med den ene hov skrabede ned i sandet. Intuition havde ikke været forgæves, for gemt under de varme sandkorn sprang nogle fine græsstrå op. I gang gik hun med at gumle på dem indtil de var væk. Deres friskhed og bitterhed var en fryd for den tørre mund. Men var der græs måtte der også være vand i nærheden- bare tanken om det smukke blå væske fremkaldte salv i munden og motivation fik Ayda til at løfte sine hove endnu en gang og fik sig selv afsted.
◐◐◐◑◑◑

--------

---

De små, lette klove blev lige så forsigtigt trådt ned mod sandet og efterlod små, fine aftryk efter sig. Støvet hvirvlede rundt i luften, og de små sandkorn satte sig i et tyndt lag på det store gevir, der ragede højt op i landskabet. Jupan ørkenen var et barskt landskab, og det var ikke så tit, at Proelios sjæle bevægede sig herud frivilligt - man skulle virkelig kende landskabet og vide, hvad man havde med at gøre. Den ældgamle hjort kendte dog hele Proelio som sin egen baglomme, så den endeløse ørken var et smukt sted, han yndede at vandre i, når han trængte til at være alene. Trods han var en ganske kærlig og social skabning, var han også reserveret. Han foretrak at holde sig til sin familie og sine få, nære venner. Derfor var han et sjældent syn blandt de mange heste i Proelio.

Denne dag havde han dog valgt at forlade skovens dyb og træde ud i Proelios åbne landskab. Han vandrede ubesværet af sted, ganske uberørt af ørkenens barske tørke.
Det var dog langt fra alle, der var heldige nok til at kunne færdes lige så problemfrit i ørkenen som ham, og der gik da heller ikke længe, før hans vise sind opfangede en skikkelse i det fjerne. Han stoppede op og kneb øjnene sammen, mens han betragtede den fremmede på afstand; skjult af ørkenens hvirvlende sand. Hans skærpede instinkter kunne dog let se den fremmede længere fremme. Det var en hoppe. Ganske smuk og beklædt med særlige, fremmede beklædninger. Så afjort ikke herfra. Hun så ud til at lide. Han kunne næsten fornemme hendes tørst og knasende mundvige i sin egen mund.

Han kastede et sidste, overvejende blik på den fremmede, inden han besluttede sig for at træde frem fra sit skjul. Han gik roligt fremad i den hvirvlende sandstorm og kom til syne foran hende. Et venligt smil prydede hans mule, og de sirlige aftegn lyste let op og fik luften omkring dem til at emme af magi. Han åbnede da munden og lod sin dybe, vise stemme runge mod hende. "Vær hilset, fremmede. De kommer vist lang vejs fra? Velkommen til Proelio."

---

Count your age by friends, not years.
Count your life by smiles, not tears.

※Ayda※
----
Minutterne gik, og den spinkle hoppe havde vandret fortvivlet rundt i en cyklus i håb om vand. Tørstig og desperat, da hendes blå øjne kastede første glimt på et fremmed, lysende, dyr, på vej hen mod hende. Hendes øjne drev nysgerrig på den store udsmykning på hans hoved, et smykke hun aldrig havde set før. Dette dyr måtte være af en høj rank, tænkte hun. Ayda stoppede i sin skridt og betragtede det mærkelige dyr der var på vej hen mod hende.

Hun var lige ved at tro, at det muligvis bare var syner hun så, indtil det lysende væsen åbnede sin mund og snakkede til hende. Trods smerten og tørsten, rejste hun sit hoved højt. Hun var højere end ham, og trods hendes blik ikke var venligt, var det heller ikke ondt.

”Ahlana, fremmede…” Ayda hilste på hendes eget sprog, hendes øjne drog fra dyret foran hende og kiggede rundt i ørkenen.
”Så det er Proelio jeg er kommet til? Jeg har ganske vist hørt om dette land før… jeg må dog indrømme, jeg troede det ville være mindre… tørt.” Hendes stemme var lys dog neutral, ikke meget glæde at spore fra den voksne hoppes stemme.

”Hvad er du for en mærkelig en?” Forhørte Ayda sig, hendes udtryk var undrende da hun kiggede på den mærkelig lysende dyr en gang til. ”Jeg har aldrig set sådan en, som dig før.”
◐◐◐◑◑◑

--------

---

Hans blå, lysende øjne mødte beskuende hendes blik, der ej virkede venligt, men heller ikke fjendtligt. Hun virkede en anelse reserveret, men det forstod han såmænd godt. Hvem ville ikke være lidt skeptisk over for en lysende fremmed, der tilmed var en anden art?
Hendes stemme lød i fremmede tunger. Ahlana. Det var ikke til at sige, om dette var navnet på hendes hjemland eller en form for hilsen på hendes hjemsprog, men det kunne såmænd også være lige meget. Han havde ikke tænkt sig at snage.

Hendes accent var fremmed og meget smuk. Han følte sig draget af hendes stemme og de smukke udsmykninger på hendes krop, og trods han ikke havde tænkt sig at snage, ville han da lyve, hvis han sagde, at han ikke følte en vis nysgerrighed. Men hver ting til sin tid.
Hendes ord om tørken fik ham til at slå en hæs, varm latter op. "Bare rolig, dette er blot én af Proelios mange landsdele. Kom med, så skal jeg føre Dem ud ad ørkenen."

Han gestikulerede let med hovedet for at invitere hende med, inden han vendte om og begyndte at gå i den retning, han netop var kommet fra. Det var ikke nemt at se noget for sig i den hvirvlende sandstorm, og han vidste, at det for en fremmed ville være fuldstændig umuligt at finde ud på egen hånd.
Hendes spørgsmål lød nu i hans ører og fik en lille trækning til at løbe igennem hans pande. Han brød sig ikke om hendes respektløse ordvalg. En mærkelig en. Tsk, det var skovens konge, hun talte til! Men han undskyldte hende med, at hun trods alt var ny i Proelio og tydeligvis ikke kendte noget til dennes historie, så han lod det passere og svarede hende roligt og fattet. "Mit navn er Komir. Jeg er en kronhjort; et af de ældste væsner i Proelio, skabt af lysets gud Flakeze."

---

Count your age by friends, not years.
Count your life by smiles, not tears.