Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

De tunge øjenlåg gled over den matte hornhinde. Det tomme, døde blik inde bag stirrede intetsigende fremfor sig, som et fremtidssyn stille svandt ind igen. Den udpinte krop lå på et blødt leje af sort muld og blade, nedsænket i den lille hule som rødderne fra et væltet træ, havde skabt. Han blinkede igen. Fugten begyndte atter at væde de udtørrede øjne. Hvor længe havde han stirret på denne måde? Han fnøs og rejste sig vakkelvornt, idet blade, kviste, biller og jord gled af hans pels. Jordhulen havde gemt ham af vejen i et godt rums tid. Hverken dyr, heste, sol eller måne havde kunnet nå ham, se ham eller finde ham. At dømme efter mængden af skidt der havde akkumuleret sig omkring ham, så havde dette stået på længe. Recimirs ben bævrede under ham, som livet stille vendte tilbage i de sovende lemmer. Han følte sig vag, men havde ikke tiden til at tage sig af det. Recimirs natlige vandringer skulle vise sig, at være talte. Hans eksistens skulle snart ophøre. Så meget havde synerne fortalt ham og han accepterede. Guderne var snart klar til at sætte ham i jorden og det var iorden. Han havde haft et langt liv på denne jord og havde efterhånden set, hørt og smagt på hvad denne verden havde at give. Det var på tide at undersøge den verden der lå i det hinsides. Men inden, han skulle på sin sidste jordiske rejse, så havde han nogle ting, han var nødt til at tilse. Så skønt det var blandt de sidste, så strakte den lilla hingst sine lange, tørre lemmer og drog ud i natten, som han havde gjort så mange gange før.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Dagen var gået på hæld, og mørket var faldet på. De fleste havde søgt ly og var gået til ro for natten, men ej den sorte Freakshow - nej, hans dag startede først rigtigt nu! Selvom han sagtens kunne bevæge sig frit i både sol og dagslys, så foretrak han som oftest at være vågen om natten. Det var en helt særlig følelse at bevæge sig rundt i det mørke natteliv. Der var så stille, så roligt - og det var ti gange nemmere at skræmme andre sjæle, hvis man skulle have lyst til den slags sjov. Ja, Freakshow var i sandhed ikke bange for mørke - for hvad var der at frygte, når man selv var psykopaten, andre flygtede fra?

Som et andet spøgelse gled han igennem skoven med de mørke skygger omkring sig som en tåge. Ja, hvis han også havde været hvid og gennemsigtig, ville han let kunne forveksles med et genfærd - men den sorte Freakshow var alt for mørk og gjorde derfor det helt modsatte af at oplyse ved blot at blende totalt ind i mørket. Han ville tilmed være svær at spotte her mellem træerne for de, der ikke så så godt i nattelys.
Som lidt ekstra creep-factor fløjtede han sin uhyggelige, karakteriske melodi. De ubehagelige toner fløj igennem skoven og rungede svagt som ekko mellem de mørke træer. En sjov lille ekstra feature, han nød at tilføje for yderligere at skræmme livet af de få sjæle, der måtte være oppe på det tidspunkt - og for at advare evt. bekendte om, at han var på vej.

The light,
The darkness,
contrasts that may only find peace through the bond,
the hunt?
marked by shadows,
is the median between earth and sky.
it offers us balance.

Nattens lyde var som de altid havde været. Intet havde ændret sig i de måneder han havde 'sovet'. Summen fra insekter, rislende lyde fra blade der svajede i vinden og forsigtige skridt fra nattens skabninger der vandrede i søgen på føde. Recimirs lydløse skridt, var kun for racens øre at høre.. han var på mange måder blevet til en skyggernes mester. Han vidste hvordan han skulle anvende sine omgivelser til at gøre ham usynlig i mørket, vidste hvordan hovene skulle placeret på forskelligt underlagt, så de ej ville forråde ham. Han vidste hvilke skabninger der vandrede hvor og i søgen på hvad, hvorledes planterne omkring ham voksede og krøb under de forskellige vejrforhold, hvornår de satte deres blomster og sidenhen frugter og hvilke egenskaber disse indeholdt til gavn for heste. Men det var ikke kun viden som naturen og dens cyklusser, som den lilla hingst mestrede. Magien flød også i hans årer, og den viden han havde samlet i Proelio, havde gjort hingsten i stand til at kontrollere den. End var Recimir ikke gudelig, hvorfor magien ikke genereres ud fra hans egen kerne. Han havde fået skænket småstykker gennem tiden, men han havde fundet en måde at manipulere disse småstykker på, således at når tiden ville komme, og Rhaegath kaldte ham til sit rige - da, ville han have et kort oppe i sit ærme.

Ak ja, Recimir var vis og snu. Hans livslange færd havde gjort hans sind til et uundværligt bibliotek af viden. Viden som snart ville gå tabt - såfremt ingen arvtager var at finde. Det var hvad han sidste færd skulle rumme. Fundet af en værdig arving.

De guldtippede ører roterede og sporede ind på lyden af en melodi der flød blandt de mørke stammer. Han genkendte stemmen, tonen, som sin gamle frænde; Freakshow. Det var et underlig forhold der herskede blandt de to hingste. På én måde en allieret - helt tilbage fra tiden hvor konspirationen ledt af Semper Fi var opstået, på en anden måde en rival der ikke kunne næres tillid og dog, på trods af denne ambivalens, var den sorte hingst en ven, hvorom mørket deltes og som, på denne måde, rummede hver deres form for sindssyge. Som en kompagnon, man delte fælles formål med, men som man alligevel betragtede med observante øjne. Så Recimir søgte ham. Naturligvis.
Men istedet for at lade sig tilkendegive bare sådan, fandt Recimir en lille morskab i at deltage i Freakshows lille leg med lyde. Så han fremkaldte den magi, som han havde betalt med gennem sit eget blod, og lod sin strube forvandle til den af en ulvs og lod dens lave hyl blande sig yndigt med Freakshows hjemsøgende melodi. En dødens symfoni, der fik ulve længere borte til at svare.. Darkena var i sandhed et sted for mareridt.

But remember;
he who walks the balance
is destined to fall.

Bedst som han gik og fløjtede i sine egne tanker, begyndte en flok ulve at hyle. Den ene lød til at være forholdsvis tæt på ham, men han var ikke bange. Nok var han ikke udødelig, men han var stærk.
Som han begyndte at lytte lidt mere opmærksomt til hylene, gik det op for ham, at det højeste af dem ikke blot var et almindeligt hyl. Det var en melodi. En lav hylen, der matchede hans fløjten. Et mørkt smil spillede på de sorte læber. Det kunne ikke være en almindelig ulv - der måtte være noget magi på spil. Freakshow kendte op til flere magikere, der ville kunne finde på sådan et nummer, så afventende stoppede han op og så rundt i mørket. Han kunne ikke se nogen endnu, men han vidste, at hans spasmager måtte holde øje med ham et eller andet sted fra.
Han slog en mørk latter op og smilede bredt. "Hvem er det, der laver numre med mig her i nattens fred og ro?"

The light,
The darkness,
contrasts that may only find peace through the bond,
the hunt?
marked by shadows,
is the median between earth and sky.
it offers us balance.

Spøg hørte til blandt sjældenhederne hos den lilla hingst. Eller rettere sagt; Recimir lavede aldrig spøg.. måske var det hans talte dage der lempede på kontrollen? Måske var det den lange søvn. Det var ikke til at vide. Men hvad end det var, så fik det Recimir til at navigerer mørket, indtil Freakshows store skikkelse kom til syne. "Såmend blot en gammel sjæl, der kunne høre stemmen fra en frænde." Svarede han i en monoton sætning, som han trådte ud fra de mørke stammer. De døde, violette øjne hvilede på ham, som Recimir kort efter gjorde et holdt foran den sorte hingst. "Freakshow." Hilste han, "Hvorfor er det, at det første jeg ser efter en lang dvale er dit.." Han ledte kort efter et synonym til ordet 'fjæs', "... ansigt." Tilføjede han så høfligt, uden at ligge det mindste skjul på sin oprindelige intention om at bruge et grimmere ord. Men på trods af den lillas hårde ord og mimikløse ansigt, så ville Freakshow sikkert kunne høre den kammeratlige jargong der lå indvævet heri.

But remember;
he who walks the balance
is destined to fall.