Temptation



"My eyes have seen many things, my heart torn to pieces many times and I have suffered many sleepless nights. But though my spirit is old, and the rough times has scared my soul, the inner fire still burns bright. I am wildfire. As powerful and untameable as the sea. Let me tell you a story of a no one becoming a someone."

---

Himmel og jord stod i ét denne nat. Som om horisonten aldrig havde delt dem. Sort. Mørkt. Alt og intet på en aften, ligesom alle de andre. Ingen måne kastede sit blege lys, inden krusninger på det stille vand. Vinden sov og lagde en stilhed over landskabet, der på én måde var tryg og fredelig og på en anden, faretruende og urovækkende. Lyttende til natten drejede hun øret dovent rundt. I stilheden kunne hun nærmest høre sit eget hjerteslag. Var hun atter død? Den mælkehvide hinde der lå over det isblå blik, var det eneste der vidnede om at Temptation i sandheden tilhørte de døde og ej burde kunne betræde jorden - men istedet lykkeligt, trygt sove deri. Den evige søvn, som Laylis berøvede hende. Nu fandtes Laylis ej mere, men levede i minderne om hende. Men også i den brogede hoppe, da gudindens magi én gang havde vækket hendes døde hjerte til live, og efterladt sig spor deri. Gennem Temptation, var Laylis derfor, på en måde, stadig i live. Men var Temptation det? Svaret var enkelt; Ja, ja det var hun. Skønt hendes hjerte var arret og misdannet efter mange års lidelse, skuffelse og tab, så vakte Laylis hende til live med fornyede kræfter. Hun var som genfødt og Temptation var sikker på at intet ville kunne knuse hende igen. Nogensinde... og dog, der var visse minder der, på trods af hendes stærke vilje og sind, hjemsøgte hende. Særligt på stille nætte som disse, hvor hun blundende svævede ind og ud at søvnen. Da synes hun altid at enten kunne mærke hans skind mod hendes. Flygtigt og vagt - således at det meget vel kunne være vinden. Andre gange dansede billedet af hans gnitrende blå øjne for hende. Det var det eneste hun efterhånden huskede af ham. Det var mange årtusinde siden nu og efter sin død, var det som om at de resterende minder af ham lå med hendes legeme, trygt begravet i det sorte muld. Det var kun i hendes drømme, at han besøgte hende. Når hun slog øjnene op igen og betragtede dagens lys, var han som krøbet tilbage i hendes underbevidsthed. Gemt væk, for ikke at smerte hende i de vågne timer.

Destan Erebos
You can't tell the truth until you lean to lie
Når et år tog det andet, blev år efterhånden til blot timer. Hvis man ikke længere ænsede verden omkring en, fordi den var dybt ligegyldig kunne en evig, ensom vandring blive til livet. Ustandseligt og utrætteligt, for at se det næste sted. Måske var der et vagt håb om at det næste sted ville rumme det han manglede. Men det gjorde de aldrig. Var det derfor den ældre hingst var vandret hjem? Til en egn der bragte ham vrede og smerte? Hvem der var så tåbelig at pine sig selv igennem dette, var måske ikke helt dum. Det var nostalgien der endelig fik årene til at hvile. Tiden begyndte at betyde noget igen. Men Proelio var ualmindeligt forandret og her duftede... Ikke af det han søgte. Dog som månederne havde passeret, blev han mere distraheret af landets magi på ny. Guder døde. En ny blev født. Julen og vintertiden havde stået i skarp kontrast til hans liv før hjemkomsten... Livet inden rejsen var blotlagte minder i hans rå årer der flød ud. Udvandede og udviskede af tiden. Det ændrede ikke på følelsen af at kunne huske. Huske når blå øjne som himlen, havde stirret tilbage i hans, med magten til at slå hans hjerte itu - hvilket også var sket. Følelsen af blød pelset hud imod hans. Det var flygtige minder. Ingen var så giftig og samtidig modgiften som hende.

Det var derfor han aldrig fik et andet liv. Det var derfor Destan følte, at han havde set et spøgelse. For i hans overbevisning: Så var Temptation død. Og lidelsen det havde bragt ham var enorm. Især fordi de aldrig rigtig færdiggjorde hvad de havde, aldrig rigtig fik det de ønskede sig mest. Hinanden.

Destan havde været til juleballet... Men var gået før nogen så ham. For medmindre hans øjne og hjerte fejlede ham: Så havde hun været der. Var det alderdommen? Var Destan ved at blive dement? Hvis blot han kunne finde denne look-a-like og se hendes øjne, så ville han vide det. Få en snert af færten. Så han vandrede igen, mere hvileløst end før. I månedsvis. Men han så det ikke igen. Ikke før. Nu. Han standsede. Og så gjorde han ikke yderligere, for den gamle, tunge krop blev forstenet. Ingen distraktioner fra omgivelserne kunne fjerne fokus nu, eller lede ham bort. Så han tog tiden til sig og åndede ind: Fjernt i hans hukommelse dukkede genkendelse op og han sukkede drømmende... Demens var pludselig ikke så slemt...