Tiden var inde. Efter at have forsøgt at holde lidt lav profil i starten, havde det ikke længere været muligt for Gizhebi at skjule sin store, drægtige mave. Og rygterne var hurtigt gået i flokken; for Cinna var væk, så hvem var faderen? Gizhebi havde slet ikke magtet noget sladder og drama og havde derfor trukket sig lidt fra flokken her på det seneste. Hun havde brug for bare at være lidt alene med sine kaotiske følelser. Den dårlige samvittighed over for Cinna brændte i hendes indre og blev blot større dag for dag. Hun havde ej heller fortalt noget til sine døtre - for hvordan skulle hun lige forklare, at hun var blevet drægtig igen, når deres fader var væk?

Ugerne var gået, og hun var nu højdrægtig. Maven var helt udspilet, og hun havde det som om, at hun kunne sprække hvert øjeblik. Og denne dag skulle det være. Vandet var gået, og hun havde søgt ly i en hule i udkanten af flokken, hvor hun forhåbentlig kunne fole sit føl i ro og mag. Veerne tog til, sveden piblede af hendes krop, og hun faldt sammen på jorden. Hun trak vejret i hastige stød og pressede til. Hun mærkede kort panikken glide over sig. Hvad hvis noget gik galt? Hun havde aldrig prøvet at være alene til en foling før... Mon Valiant ville komme?

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Hvadend der blev sagt i Amazona, gik det ikke et sekund forbi Gaizka. Hun havde forsøgt at aflaste den smukke Gizhebi, som var en af de første der ankom til Amazona i sin tid. Det var et kært og æret medlem, ligesom de andre hopper og Gaizka kunne ikke fordrage ramaskrig omkring hendes situation, så hun havde været en smule strengere end ellers, for at alle skulle have en medforståelse og følelse for situationen, uanset hvad der lå bag.

Gaizka vidste også at det var oppe over, og at hendes medlem havde trukket sig. Sådan skulle INGEN hopper føle i disse siutationer, og hun var vred over det på sig selv, for at rammen ikke var tryg nok for Gizhebi. Hun havde en stærk mage og stærke efterkommere - de overtog pligterne nu, for Gaizka havde sit eget mål. Hun fulgte den skønne hoppes spor og kunne dufte fødslen imellem træerne. Gaizka var en erfaren fødedygtig hoppe, og hun vidste at Gizhebi også havde klaret skærene før - men trods det, ønskede ingen at ligge der alene. Så hun fandt frem til den lilla og med sit bløde, kærlige blik, lagde hun Dronningen fra sig for at være en veninde. En fødselshjælper. Hende der havde prøvet at fole efterladt af faderen.

"Gizhebi - du skal ej være alene - tryghed er alfa og omega. Jeg kan ikke lade dig i stikken, du er familie." sagde hun blødt og roligt, for at Gizhebi skulle kunne følge med imellem sine veer. Hun søgte hendes ryg og lagde sin varme mule som en massage på lænden - et sted der gav sig en hel del under fødsel.

Bedst som hun lå dér, alene i sit smertehelvede, hørte hun pludselig hovskridt komme nærmere, og snart efter trådte en skikkelse ind i hulen til hende. Men det var ikke Valiant. Det var i stedet selveste Gaizka, Dronningen af Amazona, men med tiden også blevet Gizhebis gode veninde. Hun mødte venindens bløde, kærlige blik og kunne ikke lade være med at smile berørt. Hun vidste, at Gaizka ikke dømte hende på nogen måde og havde gjort sit for at beskytte hende mod de løbske rygter i flokken, men hun havde dog ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun ville give sig tid til at forlade sin post som Dronning og komme hende til undsætning. Hun brummede taknemmeligt og smilede mildt til den smukke hoppe.

"Åhh kære Gaizka, hvor er jeg taknemmelig... Det betyder så meget for mig."

Hun sukkede bevæget, da hun nu mærkede Gaizkas varme mule massere hendes lænd. Det hjalp lidt på smerten, og hun følte sig straks mere tryg og afslappet, da hun nu vidste, at hun ikke var alene længere.
Veerne tog til, og hun pressede mere og mere og længere og længere, og efter endnu et smertehelvede, og hvad der føltes som en evighed, kom føllet endelig til verden. 

Valicia hev sin første store mundfuld luft ind for bare at hoste den ud igen sammen med noget slimet. Det var en ret interessant oplevelse pludselig at kunne trække vejret men det blev nu ret overskygget af hvor koldt og klamt der pludselig var omkring hende.

Hun blinkede langsomt med øjnene og så sig omkring, hvem var skyld i den ændring? Og kunne hun gøre noget for at fikse det? Det så ikke ud til at der var noget i nærheden der var helt som hendes verden havde været indtil for et øjeblik omend den store lilla masse lidt væk lugtende dejligt trygt og tiltrækkende. "Mvaaah!" sagde hun og så afventende på den lilla ting.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Gaizka var der med et blødt blik, støttende, underdanig for hendes behov igennem veer og pressefase. Målet var ude efter en stund. Gizhebi havde født før og fødsler blev lettere og hurtigere jo flere man havde gennemført - indtil en vis alder. Nu lå det fineste stribede føl med orangeglitrende base bag sin mor, spjættede og sagde lyde. Gaizka smilede og trak sig en my, så de to kunne skabe bånd.

Det var dog ikke et sikkert sted for evigt dette her. Derfor blev hun, og ville lede dem tilbage til sikkerheden - og lave et statement om nødvendigt iblandt de andre.

Hun sukkede tungt og lettet, da smerterne og anstrengelserne endelig ophørte, og det smukkeste, mest velskabte lille hoppeføl kom til verden. Hun drejede hovedet og så tilbage mod den lille orangestribede engel, inden hun atter vendte blikket mod Gaizka og smilede taknemmeligt. Hun var lykkelig for, at folingen var foregået uden komplikationer, men at Gaizka stadig havde været der til at passe på hende og give hende tryghed.

Hun lo lidt af den lille datter, som nu hostede og hakkede i et forsøg på at tilvænne sig sin nye form for vejrtrækning. Hun mødte da datterens blik og kunne ikke lade være med at smile kærligt, da hun udtrykte en lille, utilfreds lyd.

"Hun er vist allerede en hoppe med sin egen mening om tingene!" lo hun mod Gaizka, inden hun langsomt kom på benene og vendte sig med fronten mod den lille.
Hun stak hovedet ned til hende og begyndte omsorgsfuldt og kærligt at slikke den varme pels ren med sin tunge. Hun så da kærligt på sin datter igen og trykkede blidt sin mule mod hendes pande. "Velkommen til verdenen, min kære Valicia." 

Valicia så betaget til da det lilla pludselig blev meget større! Kunne hun også gøre sådan? Hun så eftertænksomt ned på sine egen krop og ben men de var tydeligvis ikke store nok. Inden hun fik besluttet sig for om hun skulle prøve alligevel mærkede hun en skøn berøring på ryggen. Hun lukkede øjnene i af ren fryd og strakte sig næsten som en kat.

Da hun mærkede en blød berøring på sin pande blinkede hun øjnene åbne igen og så op. "Vleeh! Maah" svarede hun med et smil. Hun forstod ikke hvad der blev sagt til hende men det lød venligt så hun ville være venlig tilbage!

Efter deres lille samtale vendte hendes tanker tilbage til det med at blive større. Noget i hende sagde at hun skulle op og have noget at spise! Efter endnu et eftertænksomt blik på sine ben begyndte hun at flytte på sig. Hvordan havde mor gjort? Det var slet ikke så nemt som det så ud til og af en eller anden grund kunne hun kun få enten forenden eller bagenden op.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Blød i blikket lo hun til Gizhebis ord - "Det er sådan de gør det bedst, ikke?" lød hendes moderlige stemme - hun havde selv mange afkom og det var en berigelse hver gang. Gaizka sukkede og forholdt sig i ro, med et vågent blik ud af grotten og på omgivelserne. Der skulle ikke nærme sig fare uden hun vidste det.

Hun var her fortsat for at beskytte og følge dem begge til deres hjem.

Hun nikkede leende til Gaizkas ord, der bestemt var sandfærdige. Og hun var absolut kun glad for, hvis hendes datter havde arvet sin faders frygtløse og selvstændige sind - det var en god modpol til hendes eget lidt mere forsigtige og tilbageholdende sind, og faldt absolut kun godt i med den opdragelse, hun ville få her i Amazona som en selvstændig hoppe-kriger.

Hun lo mildt og moderligt, da hoppeføllet nu strakte sig nydende under hendes berøring og atter viste sit snakkesalige jeg frem ved at prøve at imitere de lyde, hun havde nævnt for hende. Hun kunne ikke lade være med at smile stolt. Selvom hun kun havde kendt sin nyfødte datter i få minutter, var hun allerede sikker på, at hun var noget helt særligt - og hun kunne ikke vente med at vise hende frem til Valiant.

Tålmodigt og med små opmuntrende brum betragtede hun nu sin datter prøve at komme på benene. Det var virkelig svært at modstå fristelsen til at hjælpe hende op at stå, men hun vidste, at det i sidste ende var bedre givet ud, at hun lærte at stå på egne ben lige fra starten af. Hun skævede over mod Gaizka og sendte hende atter et taknemmeligt blik. Hun var simpelthen så glad for, at hun var her og agerede vagt. Tsk, hvad skulle man dog med hingste, når man havde sådan en sej og stærk hoppe ved sin side!

Efter endnu et par fejlslagne forsøg lykkedes det pludselig! Stolt stod hun nu på alle fire ben, spredt godt ud for at holde balancen. "sheee vleeh!" sagde hun og så på sin mor. Hun var kommet op og stå, helt selv og alene!

Ivrigt trådte hun hen imod sin mor, hun vidste på en eller anden måde at det var dér at hun ville kunne få stillet sin sult så hun kunne ikke vente med at nå frem! Til gengæld viste det sig at det var næsten lige så svært at gå som det var at komme op at stå... Efter et par bævrende skridt hvor hun måske var lidt for ivrigt snublede hun halvt og fik kun reddet sig ved at støtte sig op ad sin mor. Heldigvis betød det bare at hun var tættere på sit mål som hun hurtigt og veltilfredst fandt frem til så hun kunne begyndte at spise.

Hun smilede stort og stolt og brummede anerkendende, da det efter et par fejlslagne forsøg lykkedes hendes datter at holde balancen og komme op at stå. Det var fantastisk at se, at hendes vedholdenhed og stædighed havde givet pote, og at hun ikke havde givet op på noget tidspunkt - endnu en ting, der blot vidnede om hendes fantastiske sind! Gizhebi lo moderligt, da datteren nu atter udtrykte sin mening om tingene og så noget så stolt og tilfreds ud.

"Hvor er du dygtig!"

Hun stod roligt og afventende, da hendes datter nu begyndte at vakle hen imod hende. Hun smilede stolt, da det lykkedes datteren at komme helt hen til hende, inden hun kort mistede balancen og snublede. Heldigvis var hun nået så langt, at Gizhebis store krop var der til at gribe hende og afværge faldet. Gizhebi sukkede lettet og brummede opmuntrende, da hun nu mærkede den lille få fat i hendes yver og drikke. Hun sænkede hovedet og strøg hende kærligt over ryggen, mens hun blot nød freden, trygheden og den beroligende lyd af føllet, der suttede mælk i sig. Hun så mod Gaizka og smilede varmt.

"Det er simpelthen så fantastisk en oplevelse, lige meget hvor mange gange man prøver det..."

Valicia smaskede tilfredst da hun fik spist sig mæt og så over på sin mor. Hun så på noget andet, så Valicia fulgte nysgerrigt hendes blik. En anden hest! "Mvahaa!" sagde hun til den og drejede sig rundt for bedre at kunne se.

Det gik allerede meget bedre med at styre de lange tynde ben så for at vise sig lidt frem tog hun et par skridt hen imod den anden hoppe. Så kunne både Mor og den anden se hvor dygtig hun var blevet!

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.

Gaizka lo mildt af de små ben der søgte balancen og greb til, da det var nødvendigt. Gizhebi strålede i sin moderrolle og det kunne smelte ethvert hjerte at se et mor-barn bånd blive skabt. Gaizka smilede og trak vejret dybt. Hun havde helt ret - det var vanedannende at få den høj det var, at se et nyt liv blive til. "Absolut, ingen forstår det, før de selv har været der." øjenen glimtede.

"Du er fin - skal vi søge trygheden fra flokkens rammer?" tilbød hun og smilede babyfjollet til føllet. Hun rankede sig som den dronning hun var - parrart til at forsvare det nye medlem.

Hun kunne ikke lade være med at smile kærligt, da Valicia nu registrerede, at der var en anden hest også, og straks begynde at "tale" til Gaizka. Og hun kunne ikke lade være med at le muntert, da føllet nu begyndte at gå direkte hen mod Gaizka efter at have spist.

"Der er vist en, der vil frem i livet."

Hun kunne ikke lade være med at betragte sin datter med et sæt øjne, der funklede af stolthed. Hun var helt perfekt - præcis lige som hendes to andre døtre. Af en eller anden grund havde det lykkedes hende at skabe tre så perfekte hopper, og hun var mere end glad og stolt over dem alle tre.

Da Gaizka nu foreslog, om de skulle søge tilbage mod flokkens trygge rammer, blev Gizhebi først lidt bekymret. Kunne den lille mon klare turen til flokken med det samme? Men da hun nu atter så ned på sin datter, der legesygt vaklede rundt omkring hende og Gaizka, var hun ikke i tvivl. Valicia havde travlt med at komme frem i livet - og sove kunne hun altid nå, når de kom frem til flokken! Hun nikkede derfor mod Gaizka og smilede samstemmende.

Hun lod mærke til, hvordan Gaizkas holdning straks ændrede sig - fra den lidt mere afslappede jordemoder rolle, til nu at være en fuldblodskriger, der var klar til at kæmpe og forsvare moder og datter. Hun kunne ikke lade være med at smile rørt og sende hende et taknemmeligt blik.

"Tak, fordi De er her og passer på os begge, kære Gaizka. Jeg er Dem evigt taknemmelig." 

Valicia smilte bredt til den anden hoppe "Fii! Saasa ra!" svarede hun og så tilbage på sin mor. "Gaa-iis!" gentog hun efter det ord hun opfangede bedst fra sin mors sætning.

Derefter vendte hun sig nysgerrigt tilbage mod den anden hoppe. Det så så pænt ud sådan som hun stod nu. Valicia brugte et øjeblik på at se på hoppen og så ned ad sig selv ingen hun forsøgte at stille sig på samme ranke måde. Hun så fra den ene til den anden, så de hvad hun gjorde?? Så de hvor fint hun stod nu??