Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Cracked. Et område med store revner overalt i jorden. Opfra disse revner og sprækker kunne der blæse en kraftig vind, eller damp fra jordens indre. Stedet befandt sig på Sylinums store Ø paradis og helt præcist hvad der havde fået Frollo til at krydse det store hav, hvilede i det uvisse for enhver anden end ham selv. Der var én ting på denne ø der var interessant. Noget han havde hørt om, men måtte finde for at tro. Som en pilgrimsrejsende var han derfor ankommet til øen og stod nu overfor dette mærkværdige område.

Det kunne føles som om der var øvre magter med, på steder som disse. Det fik ham til at trække på et skævt, ganske sigende smil, som han med et mørkt blik stirrede op over sig på den mørkende himmel i tusmørket. Hans skaber var deroppe. Himmelriget et sted så fantastisk ventede på ham en skønne dag: For han af alle havde tjent sine guder, og gjorde det til stadighed. Især havde han tjent Smeyé, men siden tabet af gudens reelle liv, så Frollo potentialet i datteren. En ny gudinde. En ny tro.

Hingsten bar sig på en stolt facon. Langsomt. Elegant. Bedre end de fleste og hævet over dem: For de færreste var så ren og så ægte som ham. Hans ar var næsten usynlige i den sorte, skinnende pels: Men for ham var de en reminder. En påmindelse om hvem han var, og hvorfor han gjorde det han gjorde. Altid.

Hingsten bevægede sig tavst og med et opslugende blik hen over revnerne, en efter en.

Turen over havet havde været krævende for den unge hoppe der i et panisk øjeblik bare ønskede at komme væk. At søge frelse på den anden side af horisonten, velvidende om at der var land i sigte. Det var en del af hendes mission, at lære landet at kende. Det var et værdifuldt våben at kende til terrænet, til sit hjemland. Især når man ejede store ambitioner for fremtiden, og ønskede det bedste for sig selv. Det krævede strategi og evnen til at kunne træffe de kloge valg, men til trods for dette var Cosette stadig ungsindig og uerfaren på livet.

Ikke langt fra kysten var landskabet begyndt at krakelere. Med forsigtighed og tøven havde hun begivet sig ind over tærrenet der virkede yderst utilregneligt, men bjergene der tårnede sig frem i det fjerne havde fanget hendes blik og vakt hendes nysgerrighed. Efter et par timer var hun nået ganske langt, måske endda halvvejs før noget fangede hendes blik i det fjerne der fik hende til at stoppe op. En sortklædt hingst med sølvhvid man og hale bevægede sig med lette og velovervejede skridt over de forskellige sprækker som havde han gjort det siden han var føl. Cosettes spidsede sine ører an og betragtede denne mystiske silhuet i det fjerne for en stund. Der var noget over ham hun ikke kunne granske, men noget i hende holdt hende fra at søge kontakt med det samme. Hjertet begyndte langsomt at banke i hendes bryst som hendes porcelænsblå øjne intenst fulgte den elegante skikkelse. Endeligt besluttede hun sig for at fortsætte fremad - i hans retning, og dog med forsigtige skridt og løftet hoved. Cosette skød en brummen ud fra hendes strube der gerne skulle lade ham vide at han ikke længere var alene. Med den lange, fyldige hale svejende bag sig og manen blafrende saligt i vinden lignede hun mere og mere den fuldvoksne hoppe hun var ment til at være. Dag for dag groede hendes selvtillid, men det var møder som dette der virkelig ville afspejle sig i hendes indre.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Målet var sat. Det var ikke på sinde, at nogen kunne finde på at afbryde hans færd. Crackeds vinde skyllede op over området, som han forcerede forhindringerne på sin vej med ynde og samtidig en form for sløv irritation. Proelio var fyldt med områder som disse, der aldrig stod stille eller veg for nogen. Frollo synes godt at magien måtte vige lidt mere for individer som ham selv. Han afskyede magiens ubalancer og dette sted gav ham en følelse af ubalance fra revnerne og deres varme, stride vinde. De fik ham til at bremse op og føle sig svag i ny og næ.

Hans næsebor udvidede sig og afgav et fnys, da han atter stod stille. I samme nu opfangede de færten af en hoppe - han vendte blikket langsommeligt, for at beskue det individ der viste sig at være på vej imod ham. Først behagede det ham: Det var en hoppe af naturligt udseende, med en vis skønhed over sig. Hun var muligvis lige i hans smag til at drøfte verden med. Men han var samtidig på andre veje en selskabets.

Så han så frem for sig imod målet: Hvis han gik nu, så afslørede han også hvor han ville hen. Var det nødvendigt? Han rystede sit mål af sig for nu. Så længe skulle det ikke tage at forbedre dette individs tanker, med hans eget sind - og hun kunne vise sig at være interessant. Det var et andet mål: At konvertere andre til hans tro, hans kommende storhed i Proelio. Så han så nu venligt på hende, med det formelle ansigt, der bestemt ydede at se stolt ud. "Goddag, unge frøken, jeg ser du søger mit selskab?" hans stemme var trænet i tale: Dygtig og omend den var lidt hæs, så var han bestemt værdig i sit sorte selv.

Der gik ikke længe før hun var opdaget. Cosette havde ladet sig selv zone ud i sin akt at observere hans bevægelser over det levende land, med pulsen dunkende i halsen. Wareena var aldrig ligetil, aldrig ærlig og aldrig uden overraskelser. Hvordan og hvorfor dette terræn kunne komme til live med de pulserende vinde der skød sig op fra de utæmmede klippesatser, krakeleret som gammel maling kunne hun kun gisne om... men det var derfor at hun forelskede sig. Landet, der havde både taget og givet, skubbet og hevet i hende var et vidunder og et mareridt i ét. Magisk, tryllebindende og livsgivende var de frodige skove, de hvælvende bakker og livlige floder. Dræbende, deprimerende og frygtfremkaldende var ligeledes nogle af landets kræfter og områder. Darkena, Dead og natskygge havde allerede sat sit præg og meget andet skulle sikkert give hende udfordringer i femtiden. Endelig stod den unge hoppe nu over for dette minefeldt og beskeden var klar - tread lightly.

Idet den natsorte hingst vendte sig imod hende, hævede hun sit ædle hoved, skød brystet frem og kom straks til sig selv. Stillestående blev begge ører vendt fuldt fremad, så hun opfangede enhver stavelse der forlod den fremmedes mule. Straks dannede der sig billeder for hendes indre - idéer om hvordan han måtte være, for stemmen var dyb, hæs, men talen velformuleret. Han mindede hende ganske vagt om nogen fra hendes fortid, og det satte de rustne tandhjul i gang. Det føltes længe siden sidst at nogen havde tiltalt hende med sådanne manerer, og det kom skam bag på hende at det ikke var en straks nødvendighed at sætte barriererne op. Cosette fulgte ham opmærksomt indtil ordene havde slippet luften, idet hun ihærdigt lod blikket søge over sprækkerne foran hende, de metre der holdt afstanden til hendes selskab. For ja - der var noget i hende der søgte ham. Cosette måtte lægge metrene bag sig og nå hen til behørig afstand, så efter kort kalkulation og i en særdeles elegant og yndefuld kombination fik hun sat af, og med en, to, tre galopspring havde hun med smidighed og præcision ført sig over sprækkerne. De lange ben førte hende fra side til side og fik lige netop med sekunder til forskel undgået de varme luftstrømme, inden hun med et let spring landede foran sin modpart, så støvet hævede sig om hendes hove. Langsomt løftede hun atter sit lyse hoved, og lod da de isblå øjne møde hans fra under den mørke, fyldige pandelok.

Han havde tiltalt hende med respekt. En hingst, en fremmed, der absolut intet kendte til hende, til hendes status eller andet men tillod sig straks at åbne en imødekommende samtale. Det fik hjertet til at hamre i hendes bryst og hendes blik fyldtes med undren. Inden hun selv lod sin stemme møde hans øregange, lod hun sit hoved bukke sig i en underdanig og anerkendende hilsen, inden hovedet atter blev løftet op og holdt højt for at promovere hendes elegante fremtoning.
"Goddag" svarede hun ham tydeligt og tog sit et kort sekund til lige at indtage hans aura. "Beklager hvis jeg forstyrrer dem i deres færd, men af og til søger den vildfarne vejledning". Et svagt smil trak op om hendes varme, rosa mule, inden det hurtigt slog hende at hendes manerer manglede - hvor hun kom fra var det vigtigt at præsentere sig selv for sit respektable selskab, og ikke tale medmindre man blev talt til. - "Cosette" indskød hun. "Mit navn er Cosette". Med en dreven ild i hendes blik var hun som hevet tilbage til fortiden - til dengang hun ikke var fri fra sine usynlige lænker. Anspændt og nervøst afventede hun den fremmedes dom over hende. Al selvtillid og tro i sig selv var som forsvundet, og alt der var tilbage var det blanke canvas, den påvirkelige dukke, den naive og godtroende.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Den yngre hoppe hilste ham, og beklagede sig straks derefter. Usikkerhed. Det signalerede ordene for ham. Dog var hun ganske selvbevidst omkring det lod det til - den vildfarne sjæl søgte vejledning. Han trak på smilebåndet, ganske blødt, ja venligt, men der ulmede altid noget bagved. En tilfredshed - lidt for stor, lidt for lusket.

Frollo rankede sig en smule og hans dybe stemme brummede anerkendende til hendes ord. Hun var det rette sted i så fald. Måske var det ikke tilfældigt at deres veje krydsedes her. Han var her i andre ærinder - men man vidste aldrig hvad livet tilbød en undervejs. "Goddag Cosette. Lad mig præsentere mig selv: Nigrum Frollo." svarede han og gentlemanden kom delvist frem i ham, omend der igen altid var noget ulmende over det.

"Vejledning siger du. Jeg kan tilbyde min vejledning på mange fonter - hvad er det du ønsker af mig?" der var en svag lidt selvtilfreds latter over hans stemme, men det udviklede sig aldrig til mere. Han var også ærbødig overfor sine guder og han skulle ej hæve sig for højt over andre. Men det var en tendens han havde uanset. Det var sjældent han mødte nogen, der gjorde tingene så korrekt som han, fulgte troen så perfekt og tilbad så inderligt... Eller, var det for ham selv, han gjorde det hele?

Hingsten overfor hende virkede til at eje alt det Cosette ikke havde. Selvtillid, visdom og en klar idé om hvad han ville. Det havde været måden han bevægede sig frem på, med en stålsat gang og fastlåst retning. Der var ingen usikkerhed i hans holdning, ingen tøven i hans ord og det indgød straks en slags ærefrygt i den unge hoppe. Dette var en autoritær figur som hun var vant til at agere efter. En figur hun selv ønskede at vokse ind i, og blive. Selvfølgelig var hun forsigtig og ærbødig til en start, for en hingst som denne kunne byde hende både godt og ondt, men hendes evne til at læse dennes kropssprog gav straks lidt ro til hendes indre. Han præsenterede sig selv, og der var noget unikt ved hans stemme som fik Cosette til at trække en tanke. Forsigtigt hævede hun hovedet da han, som hun havde håbet, ytrede at have mere end nok vejledning til at gå rundt. Hvilken slags vejledning, spurgte han. Det var ikke fordi Cosette havde en klar idé om hvad hun skulle i livet, det var nærmere et abstrakt mål, en drivkraft i sit indre som hun skulle forsøge at finde ud af hvor hørte til. Hvordan denne iver, denne søgen efter retfærdighed og frelse skulle udfolde sig i hendes fremtid. Det var ganske klart at det ikke ville være noget hun kunne gøre alene.

Den unge hoppe holdt sit blik skarpt og sank inden hun med overvejelse svarede ham troligt "Om din vejledning kan hjælpe mig i min situation er uvidst... men jeg har en drivkraft i mit indre, en ild, en energi der driver mig fremad." Hun tav et kort øjeblik og slog blikket i jorden, for hun kunne mærke hvordan hjertet begyndte at hamre som hun tiltalte denne gnitrende følelse. Med ærlighed rettede hun sig an og så ham atter i øjnene "Jeg vil... mere, i dette liv, end den gennemsnitlige. At opnå noget højere, en dybere følelse af værdighed, anerkendelse.. respekt. Vejledning til livet, retningslinjer og et praj om hvilken retning jeg skal drive min ubundne energi, mit potentiale."

Cosette havde bygget sin tale op, sluppet sine begrænsninger og nu stod hun med hjertet dunkende i sit bryst og et par øjne fyldt med ild. Dette betød mere for hende end hun selv havde troet, og når først ordene slap hendes læber måtte hun indse at der var ingen vej tilbage. Den unge hoppe fik samlet sig, og hvælvede den flotte hals så den fyldige man flød nydeligt langs hendes side. Noget i hende var sikker på at hvis alt gik som det skulle, og med en smule held, så ville hun kunne have større indflydelse end nogen nogensinde ville have set komme.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Hingsten afventede imens hele hoppens sind lod til at kæmpe lidt med sig selv. Han noterede at hendes blik blev skarpt netop som hun begyndte at italesætte det hun søgte. Han lyttede med sine øjne hævet højt, men alligevel stirrende på hende. Hun var af en form fra sin fortid ligegyldig måske? Og nu søgte hun det modsatte så begærligt som nogen kunne. Han så drivkraften der fik hendes puls til at stige og det brændte igennem alt det hun synes at komme fra: Usikkerheden især. Han trak på smilebåndet på en selvtilfreds måde, men gled over i et anerkendende nik.

"Hvem der ikke ønsker at kunne fremvise sit potentiale for verden... Men Cosette? Den retning man søger bør vel have en betydning for en selv, ikke?" sagde han, indsmigrende og rankede sig. "Jeg står inde for ethvert skridt jeg tager - jeg vejledes kun af min gudinde og hendes nåde. Min magt, mit potentiale: Det er drevet af et mål. Balance overalt - balance iblandt væsner, heste og magi. Sig mig... Tilhøre du en side gjort af det ene eller det andet? Eller er du... Ligeglad med målet, hvis blot du står højere end nogensinde?"

Hans stemme var dragende, mørk og indtrængende. Han søgte.