Blodet pulserede i hendes årer med mægtig kraft, pulsen steg og steg i takt med hovslagene og støvet stod op omkring hende som hun lagde landet bag sig. Det var længe siden den musegrå hoppe virkelig havde strukket sig og ladet musklerne arbejde og hovedet få en pause. Med lange strøg galopperede hun med alt hvad rammer og tøjler kunne holde. Uden nogen egentlig destination for øje trængte den unge sjæl blot til at slippe af med sine frustrationer. De seneste mange dage havde hun opholdt sig i nogenlunde samme område, men kun fordi hun manglede sit fodfæste. En følelse af rodløshed havde ramt hende, og hun hørte hverken til det ene eller andet sted. Der var ingen til at vise hende vej eller sætte et eksempel. Det havde samtidig været nogle turbulente hændelser der havde ramt hende. Den pludselige panik af at blive angrebet ud af det blå havde godt nok efterladt noget traume, for så derefter at ende som et stort spørgsmålstegn efter en noget akavet affære.

Alt dette trængte til at skulle luftes ud, så hun havde fundet sit friske tempo frem og nød hvordan vinden kærtegnede hendes krop som hun galopperede henover de åbne sletter. De porcelænsblå øjne havde dog formået at få øje på noget i det fjerne og ved første øjekast var hun sikker på at hun så syner. På den anden side havde hun oplevet proelio som intet mindre end fuld af diversitet, så måske var det ikke så mærkeligt et syn endda... men græsset i det fjerne - var lilla. Kursen var sat og et spændt svirp med halen drog hastigheden op idet hun gjorde et lille buk. Inden alt for længe skiftede græsset under hende farve og pludseligt var underlaget af purpur græs. En anelse udmattet bremsede hun forsigtigt og elegant op og ned til en trav som hun begav sig ind over det besynderlige underlag. Det så umiddelbart ud til at være græs, men farven gjorde hende næsten helt svimmel... døsig. En pludselig indskydelse ramte hende. Kroppen havde taget over og instinkterne sagde hende at hun skulle smide sig i det lilla græs - så det gjorde hun. I en næsten fuldt ud glidende bevægelse fik hun gledet sig ned på siden for at lade kroppen køle af i det let fugtige græs. Blikket blev vendt imod himlen som hun forlod sit eget sind et øjeblik til rede for lidt fred. Hjertet hamrede derudaf og hoppen hev efter vejret, men kunne ikke slippe smilet om hendes mule for den fantastiske følelse af det bløde, græs der kærtegnede hendes skind fuldstændig ufortrødent.

Sylinum var et væld af sanseindtryk for de fleste heste, men også hjem for et ganske særligt planteliv som de fleste ikke vidste hvordan skulle udnyttes. Aconitum søgte konstant efter disse planter, og havde et lille stash gemt væk hist og her. Han vidste derfor også hvordan han skulle modstå de fine lilla græs, som kunne sende en helt ud over kanten i en rus der næsten ikke kunne findes bedre, selv hvis man prøvede. Det skulle da lige være den rus hans egen mor var blevet til af, men den historie kendte den unge hingst intet til. Han havde fulgt en fært, som så var ophørt i det øjeblik den havde bevæget sig herind. Det lilla græs skrappe duft borede sig ind i hans næsebor, i samme stil som lavendler kunne bedøve ens dufte. Aconitum måtte derfor gøre brug af sine andre sanser, og lede videre.  Det varede lidt, da hans tempo ikke havde været så højt, som den han sporede. Han fandt en rolig skridtgang og kunne snart se en skikkelse dejse om i det særlige græs.

Varsomt begav han sig nærmere for ikke at skramme den ordinært-farvede hoppe, der stod i skarp kontrast til denne landsdel. Han gik i en bue omkring hende, mens han nu stoppede op og ventede på hun ville få øje på ham. Aconitums giftgrønne øjne hvilede intenst på hende, mens han nu blev en kende utålmodig.

" Hvad laver du? "

Lød det fra hans unge stemme, mens han hævede hovedet en anelse, men tiltede det også på sned for ikke at virke alt for intimiderende. Selskabet havde han hvert fald besluttet sig for at ville have, så det nyttede ikke noget at vise sit sande jeg alt for meget.  Han trådte et enkelt skridt bagud, i tilfælde af hun nu skulle fare forskrækket op, eller faktisk forsøge at angribe. Der var dog ikke meget frygt i Aconitums sind til at det ville blive et problem. Han ville nok bare slå igen.

Det dugfriske græs imod hendes skind kildede og nærede hendes sanser. Græsset bar en kunstig og kraftig duft - lidt sammenlignelig med lavendelen der altid duftede meget parfumeret. Cosette trak vejret dybt som hun slappede fuldstændig af i hendes lempelige krop og strakte sig så lang som hun var i det farverige græs. Det var denne tunge duft hun kunne mærke gjorde hende døsig og langsomt begyndte en prikken at trænge sig på i hendes hoved - en svimlende følelse, som når ens ben sover. Alt for svøbt hen i sine egne tanker og eufori af de mikroskopiske omgivelser opdagede den unge musegrå hoppe først den fremmede idet han lod sin stemme bryde den tætte luft. Cosette blev dog ikke forskrækket, tværtimod på trods af at hun kunne befinde sig i en ret så sårbar position. I et meget kort sekund overvejede hun om det var hendes egne tanker der var brudt igennem og havde fundet lyd, men idet hun vippede ørerne tilbage og opfangede lyden af hans hove i græsset var hun ikke i tvivl.

Nænsomt løftede hun sit fine hoved blot en anelse fra græsset så pandelokken gled yndefuldt over hendes hvide næseryg. Med en forunderlig intensitet og uskyldig overraskelse lagde hun sine porcelænsblå øjne på hvad der lod til at være en hingst. Hvor i alverden han kom fra og hvorfor han ikke kunne gennemskue hvad hun tydeligvis havde gang i var hende uvist, men noget i universet havde skænket hende dette vidunderlige syn. Gang på gang var hun blevet skænket selskab af de mest iøjnefaldende heste, og denne var ingen undtagelse. Cosette havde atter ladet hovedet falde til græsset. Lidt for længe lod hun sit blik glide over denne fremmede som hun frydigt vred sig en anelse i græsset, dovent og komfortabelt. Et drillende og tilfredst smil dansede langsommeligt om hendes mule inden hun modvilligt hævede sit hoved og samlede benene under sig for at svare ham. Hun drog et dybt suk inden hun sarkastisk tippede det ædle hoved til side og lod sin legende stemme bryde igennem - hurtigt og i ét langt køre:

"Jeg var ved at udforske og lære landet bedre at kende, men endte så i Darkena, det her vildt sagnomspundne og skræmmende sted, uden vand og føde og langsomt svandt jeg ind til ingenting, blev så reddet af en komplet fremmed, kom på benene igen, mødte en kæmpe hingst med vinger, og siden har jeg ikke kunnet få det ud af hovedet, for så at opdage at der var en kæmpe julefest, hvor denne hest med vinger valgte at udføre - du ved hvad - med sin lederhoppe, til festen! Jeg blev så overfaldet af en sygelig hoppe fordi jeg nærmede mig det forkerte flokterritorie, blev forgiftet af natskygge og fik for første gang udlevet nogle vilde begærer jeg aldrig før har følt, for så at ende her og spilde min tid på at forklare en komplet fremmed hvad jeg laver."

Hun drog vejret og blinkede en enkelt gang uden at slippe sit blik fra den fremmede. Det svimlede en anelse for hende, som var hun blevet påvirket af alkohol. Et kort øjeblik kom hingsten ud af fokus for hende, men da hun endelig genvandt synet af ham hævedet hun hovedet og så indgående på ham. "Hvad laver du?". Den store, fyldige hale fejede ivrigt fra side til side over græsset bag hende og et lille smil trak diskret op i hendes ene mundvige, ørerne vippede skarpt fremad i forventning.

Aconitum betragtede hendes magelige bevægelser i det lilla græs nøje, alt imens han planlagde hans rolle i dette møde. Det var noget han gjorde i ny og næ så han kunne finde sine stærke og svage sider. Det var i hans interesse at komme frem i verden og derfor var det ikke nogen fordel at være edgy og hade alt og alle, selvom det kunne være fristende at være lige så makaber som sin egen fader. Dog stod han ikke i vejen for lidt sjov og ballade. Han rømmede sig en anelse, mens hoppen afgav en længere smøre, som lød for godt til at være sand, men noget Aconitum havde lært, var at alt kunne lade sig gøre. De grønne øjne stirrede på hende uden at afsløre hans tanker om de ord hun netop havde opremset for ham, og han tog en dyb indånding uden så meget som at ytre et ord. Det skulle dog snart ophøre.

“ Følger efter dig, fordi jeg kan? “

Han trådte et skridt frem mod hende, og prikkede nu til hendes pande med en bestemt berøring, bare for at understrege hans pointe. Derefter lagde han hovedet på sned. Frygten for at blive bidt eller afvist lå ikke i hingsten, for han havde intet at tabe i denne her relation. Hoppen virkede desuden så beruset at han nok ville kunne fortælle at det måtte have været hendes fantasi. De giftgrønne øjne veg ikke fra den musegrå hoppe der stod i skarp kontrast til det farverige landskab. Det virkede lidt atypisk at se en hoppe i så ordinære farver. Det gjorde hende jo sådan set unik.

“ Så spilder jeg også min tid? “

Lod han så hans stemme lyde med en snert af udfordring i det unge toneleje, mens et smil blev trukket skævt over den askegrå mule, alt imens han tårnede sig op over hende, som hun lå der i græsset.

Den musegrå hoppe kneb svagt øjnene sammen som hun betragtede den muskuløse figur der tårnede sig over hende. Sikke en hingst. Selvsikker, kæk og med frækhed nok til at prikke lidt til hende og svare igen som var det af ren natur. Cosette var straks imponeret over hvor pænt han tog hendes uendelige talestrøm, og det trak i hende, lagde op til udfordring og situationen var perfekt. Denne unghingst virkede lige så klar på livet som Cosette havde søgt sit eget drevne eventyr, og hun kunne mærke at det gjorde hende kåd - ellers var det bestemt noget i luften, eller græsset. Fuldstændig høj på på græsset omkring hende var alle grænser slettet og den normale tilbageholdenhed var forsvundet. Hans bestemte puf fik hende blot til at vippe lidt forvirret med ørerne, men hun rakte ud og nappede efter ham, inden den musegrå hoppe lænede sig tilbage og rullede om på ryggen, med benene hvilende ind over bug og bringe. Hendes porcelænsblå øjne slap ham ikke af syne, imens hun lå der og vendte hovedet tilbage i græsset. En liflig trillen lød fra hendes bryst og det var tydeligt at hun i den grad var i fuldstændig ekstase,

Det fangede endelig virkelig hendes opmærksomhed da han til gengæld udfordrede hende med et spørgsmål. Om han så også spildte sin tid? Et perfekt modsvar til hendes egen ellers lidt spydige afslutning, men det fik hende til at flytte blikket hen og fast på den unge hingst. De blå øjne observerede ham indgående som han stod der med et smart smil om mulen. Cosette tog gerne imod udfordringen, og lod selv et skævt smil trække op om den rosa mule idet ideerne strømmede til hende. Med én let bevægelse rullede hun om på sin side og fik rejst sig op på alle fire, men landede hvad hun selv ville mene var lidt for tæt op ad den unge hingst. Et kast med hovedet fik den fyldige man til at falde nydeligt langs hendes hals, inden hun lagde hovedet på sned. "Mit selskab ville, selv hvis jeg var død, aldrig være tidsspilde - nyd det mens du kan." Med en gnist i øjnene og et drilsk smil om hendes læber så hun skævt hen på ham. Ideerne sprang frem for hende og denne spraglede og kække unghingst skulle uden tvivl med op på hendes mentale niveau - ergo - han skulle ned. Ned i græsset! Tanken slog den musegrå hoppe og energisk og uden tøven trådte hun ind i hans privatsfære og nappede prøvende ud efter hans kindben. Hvad var han gjort af? Og var han klar på at kunne tackle en udfordring som hende? Ung, smuk - og fuldstændig ligeglad med grænser.

Aconitum kredsede om hoppen, mens hun lå og vred sig i græsset som et andet kattedyr. Mange tanker og impulser strømmede igennem det unge indre, og for en stund så fristedes han til at kaste sig over hende, som hun lå der med bugen i vejret.  Hingsten havde svært ved at styre sine impulser, mest fordi han ville være ligeglad med hendes reaktion, men fra tanke til handling nåede han ikke, da hun nu rejste sig op.

Nu var hun tæt på, og Aconitum veg ikke fra hende, men trådte tværtimod lige et ekstra skridt nærmere, mens han uden tøven nappede efter de sorte lokker, som prydede hendes slanke hals. Han slog et fnys op med et overlegent smil prydende på de sorte læber, da hoppen nu kækt påstod at hendes selskab faktisk var noget værd.  Oh han skulle i den grad nyde det i fulde drag! Hun kom nærmere, og nappede mod hans kindben, hvortil Aconitum gav hende et solidt puf med hans brede skuldre, inden hans tænder rakte mod hendes man endnu engang.  De giftgrønne øjne stirrede mod hendes blå, og en dyb udfordrende brummen rungede nu op fra brystkassen.

" Er du sikker på du ved hvad du går ind til? "

Hvislede han med en fortsat udfordrende klang klæbende til hvert eneste ord, mens hans muskuløse og dog ungdommelige krop smøg sig tæt op ad hendes musegrå. De to heste var i stor kontrast til hinanden, men det kuede ikke Aconitum. For ham var det ydre ikke væsentligt når man skulle begå sig med andre, som han havde i sinde at gøre det. Den røde hale piskede sirligt bag ham, inden han nu igen nappede efter den delikate musegrå hoppe, som havde udfordret ham.

Som var hun atter føl igen skød instinkterne frem i hendes ungdommelige sind. Leg var ikke noget hun havde gjort meget i da hun var lille, men den ekstatiske følelse var aldrig helt til at slippe når først den havde sat sig under huden. Legekammeraten derimod var ikke hendes ligemand. Stor, muskuløs og med et noget så alvorligt udtryk i de intense øjne tog han sig helt anderledes ud fra Cosette. Det var dog ikke noget den unge hoppe lod sig gå på, på trods af at hans styrke hurtigt kom til sit rette da han puffede til hende. Stålfast stod hun imod, og svang sig langs hans side idet han bed ud efter hendes fyldige lokker. Legen var i gang og Cosette kunne mærke hvordan det sitrede i kroppen og hjalp hende med at være let på tå. Smidigt og hurtigt bevægede hun sig til og fra hingsten som hun nappede ud efter manke og. af og til hans pandelok. Et højt mål og det fik den musegrå hoppe til at lette på sin forpart for at hive fat i hans mørkerøde pandelok. De var dybt i hinandens privatsfærer, men det kuede ikke den unge hoppe hvis blik blev fastlåst i hans. Det gav kuldegysninger der fik hårene til at rejse sig langs ryggen da hun mærkede hingstens dybe brummen.

Ordene han udgød kom ikke bag på hende fra en hingst som ham. Tværtimod fik det et skævt smil trukket frem på hendes bløde læber. En udfordring. Uden at slippe hans øjne brummede hun kådt og løftede hovedet op med et ryk. "Noget siger mig at jeg snart vil finde ud af det." Et let grin flød fra hendes bringe idet hun sprang let til siden og med et par galopspring havde hun øget afstanden til hendes større modpart. Hjertet hamrede i hendes bryst, men øv hvor elskede hun altså bare en udfordring. Denne unghingst pirrede hende, og Cosette var i et mindsæt der gjorde hende klar til at skubbe til grænser. Den liflige krop var spændt op og med høj haleføring travede hun i en halvbue om ham - klar på enten at gå frem, eller tage imod hvad enten hingstens næste træk ville være.