Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.


Himmelriget stod i al sin pragt, trods det havde lidt et stort tab sidste år. Der var stadig et palads, for enden af den store bygade, hvor magiske væsner holdt til - heriblandt Komir og alfer der ikke var julens. Ud fra gaden fandtes fantastiske stikveje, der præsenterede hver deres gud, af alle de der havde fandtes. En vej ledte til Smeyés giftige paradis. En anden vej ledte til Flakezés livstræ og en særlig plads i himlen til afdøde. En tredje vej ledte til Helvede og Helzloris underverden. En fjerde til Laylis' timeglas og stjerne. En femte førte til Apollon og Artemis himmelske tempel, der havde kontakt til det jordiske og himmelrummet. Endnu en verden var til: Jaymelias Phantasia, et sted af illusioner og en sær ro.

Flere af stederne stod nu tomme hen - men tilhørte nogle nye. Flakezé drog et blødt suk, som han vandrede ned igennem bygaden til en smuk æblehave, ned af vejen til paradiset. En forælderløs gudinde havde balancen i sit hjerte og det var blevet hans dyrebareste opgave at opfostre hende, for de forældre, der ej længere var. Han brummede kaldende til den unge skabning af lys og skygger. Kaos og vanvid. Hun var blevet plag og det var på tide at han viste hende lidt mere af hendes hjem i Proelio. Hendes forældres templer, der nu var hendes.

Sénmyx havde været svær at holde på, så han havde givet slip og ladet hende udforske en del som føl. Julen blev noget påvirket, men Flakezé havde guidet hende efterfølgende, i hvordan man kunne komme i kontakt med andre og andres ting, i stedet for at tage dem. Det havde været en god lektie - for hun havde fjernet julens balance. Det var ikke noget voldsomt, men nok til at Proelio reagerede. Derfor kunne Sémnyx se hvad balancen betød og hvorfor hun selv var så vigtig. Han frygtede dog en smule for den kommende tid. En unghoppe, så magtfuld som hende, det kunne gå begge veje. Galt. Eller godt. Han trak på smilebåndet: Snart havde han også sin helt egen unge igen og det skulle i sandhed blive sjovt at se føllets personlighed. Flake håbede at Sémnyx kunne få en ven, der kunne holde til lidt mere end almene. For efterhånden så følte Flakezé sig som Sémnyxs faderfigur og han holdt af hende, som en fader ville gøre det. Hans hjerte var for stort og hans følelser for stærke til at svigte Sémnyx. Både Laylis og Smeyé havde betydet en verden for Flakezé.

Han standsede ved havens port og mindedes et øjeblik hvad der var sket for et års tid siden her. Men verden strålede og mørket var drevet bort. Man kunne næsten høre balancen - roen.

Sémnyx

Surrounded by darkness...

Himmelriget var hendes hjem. Dette var rammerne for hendes opvækst, det velkendte, det sikre - dét man altid kunne regne med. Som føl er livet ufejlbarligt og man lever i uvidenhed og frelse. Der er ingen forskel på godt og ondt, rigtigt eller forkert, for som en ny og upåvirket sjæl er der ingen forudsætninger. Tingene ændrer sig dog, som man bliver ældre. Ikke pludseligt, ikke som et klart tegn fra universet, men langsomt og stødt. Derfor var himmelriget skrumpet i størrelse i takt med at det unge føl havde vokset sig større. Rigets magiske aura var falmet og nu var det blevet svært at imponere hende. Kedsomheden trak sig på imens rastløsheden rasede i den unge gudindes indre. Hun havde det på fornemmelsen at noget nyt var i vente. For nu var hun unghest, og med det kom der ansvar.

Unghoppen strejfede omkring i sin faders efterladte paradis. En figur hun aldrig havde fået hverken fornøjelsen eller misfornøjelsen af at kende. Historierne var mange og forskellige omkring Smeyé, og for Sémnyx virkede han mere som en fortalt legende end hendes kød og blod. Det forhold imellem dem havde aldrig fået lov til at sætte rod, og det gjorde det svært at forholde sig til ham som en faderfigur. I stedet tilfaldt denne Flakezé. Efter hendes moders død var Flakezé alt hvad der holdt Sémnyx' liv sammen. Han blev hendes guide, hendes rigtigt og forkert og mest af alt den hun altid kunne stole på ville sige hende sandheden. Tiden fremover ville blive udfordrende for den vise gud, der nok skulle sættes på prøve af de endeløse spørgsmål der blot søgte efter mening. Indtil nu havde Semnyx' indre skygger ikke plaget hende meget. Som lå de i hi og ventede på at hendes udvikling modnes, til hun var så påvirkelig som mulig - og dette øjeblik var nært. De seneste mange nætter havde den glitrende hoppe ikke fundet ro i sin søvn. Skyggerne var begyndt at vise deres grimme ansigter og teste hendes psyke. Var hun klar?

Sémnyx så op og spidsede sine ører da hun fornemmede at hun blev overvåget. Det var altid genkendelsens glæde der spredte sig i hendes bryst ved synet af Flakezé. Hvad ville han hende i dag? Spørgsmålet kom krybende, for følelsen af forventning hang i luften. Med rolige skridt nærmede hun sig den azurblå gud med et spændt blik i hendes øjne. "Flakezé". Hun bukkede hovedet ærbødigt idet hun hilste på hvad hun opfattede som sin onkel, hvis ikke sin far. Det var tydeligt hvordan de fleste af hendes føl-træk havde forladt hende, og i stedet var vokset ind i dette nydelige, feminine ydre. Hendes bug og bringe bar deres lyse farver, imens resten af hendes pels glitrede i lyset. Sémnyx, der på trods af hendes ungdom, ejede en særlig ro over sig. Dette skulle snart ændre sig drastisk, men hvad den unge hoppe ikke vidste, havde hun ikke ondt af.

Yet enfolded in light.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Livet var for de flest uforudsigeligt. Alt kunne drejes rundt på et øjeblik, følelser byggedes op over tid og kunne rives ned igen så let som ingenting. Det efterlod mange sjæle fortabte, kvalte, alene, eller sørgende. De færreste var forberedt på den dag deres liv kolliderede med noget uundgåeligt. Men den unge hoppe han trådte ind til, havde en evne - ja flere, men en af disse var så meget en pine, som en gave. Tiden. Fortiden. Fremtiden. Nutiden. Hun kunne se alt, hvis hun tillod den del af sig selv at åbnes. Derfor kunne Flakezé ikke til fulde vide om hun allerede havde set ham komme. Måske kunne hun se sin egen fremtid: Noget sort, der ville kollidere med hende.

Sémnyx strålede op: Og han mærkede hendes glæde. For det var en af hans gudelige evner. Han var aldrig i tvivl om hvordan andre havde det. Følelserne var en del af hans evner. Han brummede blødt til den unge hoppe. Minder, der var lykkelige, svære og værdifulde passerede i hans sind. De var forbundet med en glæde og en pine: og nu også en form for sorg. Hendes forældre var borte. Han stod her med hende og så alt de de havde været i én og samme sjæl. Et smil skilte hans læber ad. Han var heldig. Så heldig med at de havde skabt hende, nu hvor ingen af dem var. Hvor ville verden være uden hende? Taknemlighed strømmede derfor igennem hans blik og hans åre, som det altid gjorde for den unge hoppe. Taknemlighed og en varm familiefølelse. For det var hun. Familie.

"Sémnyx - du bøjer dig ikke for mig." hans faderlige, varme stemme emmede af liv og den 'nede på jorden' gud han var. Han kunne ikke altid døje at andre nejede, bukkede sig og gjorde andre gestusser for ham. Ofte havde han ikke brudt sig om at være gud: Fordi det bragte denne status med sig og alle troede at han skulle respekteres således. Flakezé ønskede blot at være iblandt dem. Være hos dem, som en af dem. Ligeværdige i livets mysterier. Også med Sémnyx. Han smilede og strak mulen frem til hende, tilbydende. Hun var vokset så godt til. Han vidste at det var på tide, at hun lærte mere om at være den gudinde hun var. "Kære Sémnyx. Det er på høje tide at vi får styrket dig til din titel... Jeg er her til at vejlede, stol på det. Er du beredt?" han ville vide hvor den unge hoppe var. Var hendes tanker også faldet på den kommende tid? Hvad der skulle ske, og havde hun måske set et glimt af sig selv på overfladen?

Sémnyx

Surrounded by darkness...

Livet var i sandhed uforudsigeligt - for de fleste. Det var dog et sært paradoks for den unge gudinde der ejede den unikke evne at kunne se ind i fremtiden, fortiden og se nutidens muligheder for sig. Hendes vilje afgjorde om disse ting viste sig for hende, men længe havde hun end ikke turdet at se længere frem end hvad godt var. Siden skyggerne var begyndt at plage hende for nyligt havde fristen hevet i hende til at se længere ind i fremtiden i søgen efter svar. Følelsen gnavede i hende at noget var på færde, men hun var for kvik og for eftertænksom til ikke at overveje konsekvenserne. Det var til gengæld en energikrævende og konstant kamp der sloges om en beslutning om dette dilemma. Indtil videre havde hun holdt sin problemstilling for sig selv, og undladt at dele hendes bekymring med Flakezé. Tiden havde ikke føltes rigtig.

Som Sémnyx så Flakezé i øjnene fór alle hans tanker igennem hendes sind og det fik smilet til at sprede sig om hendes mørke mule. Minder, der var lykkelige, svære og værdifulde passerede i hans sind. De var forbundet med en glæde og en pine: og nu også en form for sorg. Hendes forældre var borte. Han stod her med hende og så alt de de havde været i én og samme sjæl. Hendes jadegrønne blik så på ham med et glimt i øjnene. "Nu skal du ikke blive alt for sentimental, vel?" afbrød hun hans tankestrøm med hovedet på skrå og et nedtonet, men drilsk smil. Hun elskede ham for det. Flakezé var mere end hvad nogen kunne bede om i en god og ærlig sjæl, og Sémnyx var ikke et sekund i tvivl om at han ville gøre alt i hans magt for at hun skulle brillere.

Hans faderlige stemme havde en effektiv effekt på den unge hoppe. Hun bukkede for ham fordi hun følte at intet andet var i sin ret - også selvom han måtte være uenig. I hendes mening fortjente han den yderste respekt, og som hun opfattede verden krævede det at man viste den fysisk. En dag skulle folk bukke sig for hende. Sémnyx svarede ham dog ikke med ord, men rettede sig til og så ham i øjnene. Mere skulle der ikke til, for ligesom han ville gøre sit ypperste for hende, lige så ønskede hun at gengælde hans hengivenhed og ville gøre alt for ham. Deriblandt var ønsket om at gøre ham stolt.

Sémnyx var efterhånden blevet ivrig. Ventetiden var lang når man havde set hvad fremtiden ville bringe. Den unge, glitrende hoppe tog et par skridt frem, og det var tydeligt at hele hendes holdning emmede af energi og engagement. Mere end klar til at komme ud og leve sit liv var hun parat til at forlade de vante omgivelser og komme ud og blive udfordret. Der var dog en tydelig alvor i situationen der ikke kom bag på hende. Det havde altid været underligt for hende at acceptere, at fordi hun var født som hun var, så medfulgte der gudinde status og en helvedes masse ansvar. Det havde taget mange indvendinger for hende at sluge realiteten, men nu havde hun endelig set fordelene - og ikke mindst æren og vigtigheden i hendes rolle. Efter at hun i barnesind havde stjålet juglekuglen og skabt ubalancen i landet, så forstod hun nu hendes rolle i det store puslespil. Ikke et sekund måtte man være i tvivl om at dette tog hun seriøst. Derfor, med beslutsomhed i stemmen løftede hun sit ædle hoved højt og nikkede til sin onkel.

"Jeg er beredt."

Synene strøg forbi hendes indre blik, idet hun hurtigt skimmede de næste par timer. Det fik straks hendes hjerte til at hamre i ren og skær spænding og nervøsitet.

Yet enfolded in light.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Sentimental. Det var sjovt at hun sagde det: Ikke fordi det ikke var forventeligt. Sémnyx kunne se ham. Hans fortid. Hans fremtid. Hans nu. Så hun vidste præcis hvad der farede i hans sind og hans øjne var et dybere vindue for hendes evner, end for nogen andre. Derfor lagde han ikke nogen former for skjul på sig selv. Han smilede så åbent, så glædeligt imod den unge gudinde, og hans øjne smeltede lidt for hende - ligesom hans faderlige hjerte. Hun var i sandhed af betydning og hun kunne bede ham nok så meget om ikke at blive sentimental: Det var så ganske sikkert for sent. Men han behøvede ikke at dvæle længe ved det. Han havde haft tid til at sunde sig over hvad der var sket i årets løb. Tid til at forstå den nye balance Sémnyxs eksistens bragte. Ingen ville kunne forstå balancen til fulde nogensinde: Ikke engang ham. Der fortsatte med at være ting der forundrede.

Han sansede hendes iver og beslutsomhed. Den følelse hun havde for de næste timers rejse. Her startede hendes liv altså. Livet som gudinde. Det var næsten trist. Hvor kort tid hun havde haft fri for al den slags ansvar: Men hun var samtidig født til det. Hun var klar.

"Godt." lød hans varme stemme, men trods varmen, fandtes strejfet af alvor nu. "Lad os rejse." idet han sagde ordene med et glimt i sine grønne øjne, begyndte et blåt lys at omgive dem. Det strålede bag ham fra en portal der åbnede sig og viste et svag genskin af solens lys på skoven Kesia. "Lad os starte hos din moder." hans åndedræt var flygtigt, fordi savnet stadig sved.

Sémnyx

Surrounded by darkness...

Med tiden måtte Sémnyx lære sine evner at kende og desværre oftest på den hårde måde. På trods af at hun ejede evnen til at se ind i fremtiden, så var der én ting der adskilte sig fra når hun rent faktisk gennemlevede det. For hvad der ikke fulgte med i hendes syn var oplevelsen, følelserne og de millioner af indtryk der skulle indtages når hun endelig stod der. Det var mere tomme billeder der selvfølgelig kunne vække følelser hos hende, men aldrig virkelig mærke hvad der ville påvirke hende når fremtidssynet ville ramme og blive til nutid. Derfor var der stadig masser af ting at se frem til, så den unge hoppe var i særdeleshed spændt da hun havde set hvad Flakezé havde planlagt. Det var de følelser og den lærdom hun ville modtage, som hun higede efter - og det kunne ses tydeligt i hendes øjne at hun lagde liv og sjæl i hendes egen fremtid, noget der var blevet sået af hendes forældres fortid. Nu groede de små spire hos den skimlede hoppe, og en skønne dag vil hun blomstre.

Tålmodigt ventede hun uden at slippe blikket fra hendes gudfar der tydeligvis var følelsesmæssigt påvirket af hele situationen. Dette var en coming-of-age passage, og selvfølgelig bragte det stærke følelser frem, netop fordi det krævede et dyk ned i fremtiden - og dermed et nært åndeligt møde med hendes moder. Ordene flød flygtigt fra Flakezés mund da han nævnte hendes moder. Det pinte hende at se ham være så ramt af tabet stadig. Det havde alligevel snart været længe siden - men tiden er relativ og følelserne vil aldrig gå tabt for hendes moder. Hun var lyset, balancen og alt godt i universet indtil... Sémnyx sukkede lavmælt inden det blå lys begyndte at omgive dem. Jovist hun savnede hendes mor, men for Sém var hun nærmere et fjernt minde, og noget hun havde fået indtryk af at hun altid skulle respektere og eje ærefrygt for. En figur, et sagn, en tabt gudinde der måtte forlade universet til trods for at hun havde sat dette nye liv i verden. Havde Sémnyx følt sig forladt? Uden tvivl. Som et ungt og sårbart føl, så virkede det uretfærdigt og uforklarligt hvorfor hendes moder skulle forlade dem uden videre - og give op på hende. Alt omkring hende ændrede sig, og alle begyndte at opføre sig underligt over for hende efter hendes mors død. Sémnyx havde været for ung til helt at forstå hvad der var sket, og det havde efterladt hende i angst og en konstant søgen efter hendes mor. Det var her, hvor hun havde været reelt sårbar, at skyggerne for første gang havde taget fordel af hende og meldt deres ankomst. Mareridtene havde været ulidelige og holdt den lille vågen dag ud og dag ind længe. Laylis' død havde helt klart efterladt ar hos den unge følhoppe, men med årene havde det helet og var nu blot et fjernt minde.

Porten åbnede sig foran hende og straks mærkede hun hjertets banken. Var hun virkelig klar? Tvivlen hørte som regel ikke hjemme hos Sémnyx, men dette var større end noget andet. Hvad der holdt hende jordbunden var Flakezé og hans tro på hende. Hun gav ham et flygtigt blik der ejede sympati for de følelser han bar for hendes afdøde moder. Selvom Sémnyx ikke havde det på helt samme måde, så holdt det hende ikke fra at vise sin empati for de, der havde følt sorgen af at miste hende. Med en dybvejrtrækning som tilløb satte den glitrende hoppe i skridt og trådte igennem portalen for med det samme at mærke hvordan hele hendes energi ændrede sig, idet omgivelserne tog form.

Yet enfolded in light.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

De ankom til Kesia, med et vindpust, som portalen bragte dem fra himmelriget til Proelios overflade. Bag dem glitrede den blå magi nu i den bare luft, idet portalen havde lukket sig og snart ville alle tegn være borte om dens eksitens.

Flakezé trådte frem imellem træerne. Lyset havde altid et helt særligt skær her - og stjernen, der ellers kun sås om natten, kunne ses her i fuld dagslys. Laylis stjerne. Den ville Sémnyx allerede kende ind og ud, så han kastede et lille blik på den med et smil der skilte læberne blødt. Alt åndede en form for kaotisk fred - det var sært. Som om tiden stod stille - eller man flød i tiden overalt. Uanset hvilken følelse skoven bragte, var den en form for balance. Han ledte hende til et område, der havde stået tomt i evigheder - men måske snart ville blive vækket til live på ny?

De fire klaners krig havde været voldsom og splittet landet, omend flere af klanerne havde alliancer. Han havde aldrig følt sig så langt borte fra sig selv eller de andre guder, som i de tider. Her hvilede Skæbneklanen - den klan Laylis havde for mange hundrede år siden, før kollisionen med Jaymelias Phantasia. Denne indgang til
Skæbneklanens tidsløse del af skoven, var mystisk at vandre imod, ja krævende at finde selv efter alle disse år hvilede magien der. For at nå stien til den usynlige indgang måtte de gennem det tætteste krat i den lyse skov, bakkede skråninger, hvor landskabet pludselig ændrede sig, huller i jorden der ville dukke op. Lyde og gådefulde skikkelser ville forvirre. Man var ikke i tvivl om hvilket kaos man befandt sig i, men hvilede man i det - så fandt man harmoni. (Sémnyx vil utvivlsomt blot kunne vandre lige igennem, uden forhindringer) Indgangen var en levende port af planter, hvorpå et timeglas var formet. For at åbne porten skulle man kunne svare på et spørgsmål. Flakezé trak vejret dybt og lukkede porten op med sin magi - for han kendte ej ordet. Den afviste ham og han trak vejret dybt. Porten og klanens område var nu Laylis' tempel - et sted hendes tilbedere kunne søge hende og bede til hende. Disse tilbedere ville kende ordet instinktivt, hvis de var ærlige følgere.
Nu var Laylis borte. Fortid var fortid - fremtid var fremtid. Sémnyx skulle i dag se begge hendes forældres templer - klan områder. Med tiden skulle hun finde ud af om hun ville overtage disse - eller skabe sit eget sted.

"Bag denne port hviler din moders fortids klan - en klan der nu er din. Omend tiderne er skiftet og vi ej længere benytter klanerne aktivt - så er dette templet man har tilbedt din moder ved igennem årene. Nok er jeg tro imod hendes væsen - men porten lukker ej mig ind. Jeg er en anden gudelig. Sémnyx - dit blik, din aura vil åbne porten og du vil blive lukket ind. Du vil kunne sanse alt - og føle din moders efterladte magi. Vil du tage rejsen derind selv, så føl dig fri - jeg er ikke sikker på at jeg kan følge dig." forklarede han og han trak ordene ud til sidst. Han ville ønske han kunne, men det var ikke umildbart muligt. Det var også for det bedste - Sémnyx skulle stå på egne ben. Alle spørgsmål hun havde, ville han besvare - og når hun kom ud skulle han gerne forklare alt - men hun vidste sikkert allerede det hele.

Beskrivelse af stedet:
Bag porten er du som i en anden verden. Du fornemmer ikke tid, sol, måne, stjerner. Ingen følelse af mørke, lys, fuldendt, tom. Der er glitrende oplyst mellem de hvide træer, hvor små lyspartikler svæver rundt. Spindelsvævslignende vægge rammer templet ind i gange og med et tag af kronblade i gylden er stedet skjult. Blandende rager ned, og gør stedet usynligt og urørligt udefra for andre.
Det emmer af magi, af fortid af fremtid. Sémnyx vil kunne læse krigen: Om balancen i verden, hvordan Laylis modsatte sig Smeyé, da han ville slå alt magisk og overnaturligt ihjel, pånær gudelige. Hvordan hun ikke søgte Flakezé, fordi hun ønskede at rejse sig på egen hånd - fordi balancen var det vigtigste i universet, og hun havde set hvordan Flakezé ikke altid ville leve på til den balance. Kharuno - kaoshingsten, der kunne blive til en stor gylden drage. Det var Laylis skabning, og hun sendte ham til krigen, for han kunne standse Smeyé. I fællesskab med Flakezé fik Laylis Klan overtaget, og slået Smeyés ud. De sejerede og Smeyé måtte indse sandheden: Ingen magi, ingen guder, ingen Wareena. Ubalancen det ville skabe at slå magi ihjel så brutalt.

Bag portene hvilede også et springvand - et tilbedelsessted i fred og ro. Her kunne Sémnyx høre sjæles bønner til hendes moder. Omend de nu er tommere end nogensinde. Templet og stedet føles moderligt for hende og følelsen af at høre til vil hvile her. Samtidigt vil Sémnyx skulle mærke, om hendes kald er her - om hun vil besidde dette tempel nu, eller om det er fortid. (Samme skal ske hos Smeyé - men hun kan kun vælge ét. Eller få sit eget. Det ved hun selvfølgelig med sine evner.)