Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...


Dybt inde i Beicas forvrængede sorte skove, lød en dyb growlen af den allerværste slags. Selvfølgelig i darkena, var det ingenting. De fleste ville være bedøvende ligeglade, eller ligefrem nysgerrige. Hyperions isblå øjne tordnede af kulde og han var ikke i et humør, hvor man bare lige sagde goddag og så var spillet igang. Nej, de der vovede at betræde jorden i området, ville få en udfordring og alt afhængig af hvem det var, var den ikke spor sjov. Fazluna havde i den grad formået at gå ham på nerverne og denne gang holdt han et forhadt øje til sin tæve. Kællingen måtte føde dette nye afkom og Hyperion ville tvinge hende til at lade det die, så hans efterkommer kunne blive stærk. I stedet for Aconitum? Nej forhåbentlig sammen med den søn, han for nylig havde opdaget. Men denne søn var uden hans indflydelse og uden nogen form for prægning.

Så givet sagt, så var Hyperion vred. Bæstet i ham var levende og hans tanker var varierende grader af vanvid. Damp forlod de spændte næsebor og hans blik var skulende, som hans store krop forcerede skovens uigennemskuelige terræn skrid for skridt. Et irriterende minde om Nymeria Eveleen stak også til ham. Grunden til at han havde forladt Proelio, var for at finde den lille sandfarvede pestilens. Men hun kom ikke hjem og nu forblev hun en pestilens for altid. For at have forpurret hans ellers fantastiske sind med sin blødhed.

Hyperions skal var hård og aggressiv som aldrig før.


Can explain why your life turned out the way it did.

Ember havde efterhånden selv mistet overblikket. Det havde nu varet mere end et år siden hendes mor og sidenhen far forsvandt fra Wareena, og hendes bestræbelser for at finde dem havde hidtil været forgæves. Den dag hun besluttede sig for at ville lede efter hendes mor, Guenivére Eleanor, fordi der aldrig var blevet fundet eller hørt om et lig, nægtede den unge hoppe at tro på at hun var død. Det lød måske mærkeligt og Ember indrømmede det aldrig over for andre, men det var som om hun kunne mærke hende. Et eller andet sted i den frostklare luft til ørkenens tørre varme havde hun kunnet fornemme hendes tilstedeværelse. Den brogede hoppe havde endda optrådt i hendes drømme. Det havde været den initiale motivation, men Ember stødte dog aldrig på noget der kunne minde om et spor, så i stedet var hendes rejse blevet til lige netop det - en rejse. Efterladt til den ubarmhjertige verden havde denne modige og uerfarne hoppe trukket stikket og vendt ryggen til hendes hjemsted. I hvad der nu var et år havde hun vandret og søgt i alle kroge af landet, og havde efterhånden oplevet lidt af hvert. Laviner, oversvømmelser, rovdyr, jordskælv, giftige planter - you name it. Der var ikke det sted, ikke det klima, ikke den up-hill climb eller crossing of a river, hun ikke havde måttet se sig selv igennem. Ud på den anden side er der dog kommet en selvstændig, fuldkommen uafhængig og adræt hoppe. Fysisk var hun i topform efter alverdens terræn, men manglen på håb og den lange tid værende alene havde muligvis fordrejet hendes sind en anelse.

Dette var første gang hun var endt et sted hun havde været før. Det var det. Nu havde hun set det hele. De seneste dage havde hun måtte bruge tiden på at skulle acceptere, at det var slut. Hendes forældre var borte. Nu var det kun hende tilbage. Derfor føltes Darkena som det rette sted at gå i egne tanker. Mørket virkede efterhånden betryggende, og matchede hendes sindstilstand ganske passende. Ember kunne mærke at hun havde brug for at dvæle med sin opgivelse blot lidt endnu inden hun kunne se fremad. Det var åbenlyst at hun var nødt til at starte på ny. Hele livet lå foran hende, og hvis ikke hun kunne finde sine forældre, så måtte hun i stedet forsøge at ære deres minde. Skønt hun endnu var ung, så havde tanken strejfet hende, at en skønne dag skulle hun bringe slægten videre.

Ember var endelig vokset godt ind i sin ramme og ejede nu den rette, feminine æstetik der passede til en hoppe af hendes alder. Slank, med musklerne tydeligt spillende under hendes mørke skind skridtede hun afsted og slangede sig imellem træernes forkrøblede stammer. Med hendes mørke skind forsvandt hun næsten i det mørke omrids, men hendes tydelige krystalblå øjne arvet fra hendes mor stod tydeligt frem. Lige nu virkede de tomme, for hun gik blot i tomgang, fuldstændig pakket væk i sine egne gentagne tanker. Dette tog dog pludselig en hastig drejning da en kold brise bragte en kraftig duft med sig. Forsigtigt stoppede hun op og løftede det kønne hoved i retning af duften og spidsede de mandelformede ører der stak frem fra den blonde pandelok. En hingst. Ember vidste allerede at det var for sent at forsøge at fordufte ubemærket, for hvad hun kunne dømme, så var hun allerede kommet for tæt på og den fremmede må uden tvivl også have fået færden af hende. Uroen begyndte at kilde i hendes ben som hun så frem i mørket. Fuldstændig stivnet i billedet vippede kun hendes ører imens øjnene stirrede ligefrem og ventede på at hingsten ville komme til syne.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Det dybe growl fortsatte som en dyrisk lyd fra hans store brystkasse. Ansigtet var fortsat spændt og ørene blev lagt fladere ned i hans nakke, som færten af en fremmed hoppe jog ind i hans næsebor med den kølige vind. De isblå øjne lynede igen og han fortsatte videre i sin brutale færd igennem terrænet i Beica. Som en tornado, der åd alt på sin vej, med stormen i øjet.

Hoppen var standset - for nær til at gå ubemærket hen. Han brød skyggerne og imellem træerne var han nu tæt på, for skoven skjulte en godt. Kun en sølle meter fra hende stoppede han brat op med overkroppen hævet imod hendes lille, unge skikkelse. En køn skabning - svær at skue i første omgang, men de hvidblå aftegninger og de isblå øjne var afslørende. En blond man svang omkring hendes velpotionerede hals. Stivnet. Hans growl fik en ende, og stilheden åd dem levende et kort øjeblik, før vinden hylede dovent i træerne. Faretruende var stemningen omkring hingsten, og de blottede tænder var foran hendes ansigt.

"Hvad i helvede gør du?" fnøs hans stemme som stilheden i tornadoen ventede på at blæse op igen. Her stod hun, uden at have flyttet sig fra ham, uden at være forsvundet ... Måske opsøgte han alligevel noget at afreagere på, så et sygt, svagt smil spillede omkring de sorte læber.

Can explain why your life turned out the way it did.

Det gik hurtigt op for den unge hoppe hvilken situation hun stod i - og frygtede hvad den kunne udvikle sig til. På sin færden havde hun oftest forsøgt at gå i en stor bue uden om fremmede, men det var umuligt ikke at støde på enkelte fortabte sjæle. Hun nød ensomheden og havde fundet fred i at begå sig alene. Så undgik man også aggressive og unødige konfrontationer som denne. I sekundet det gik op for hende at hun var kommet for tæt på var hun som frosset på stedet. Fra det øjeblik var hver en handling strategisk, for godt nok var Ember ung og stædig - men dum var hun ikke. Selvom det stridte imod hendes tolerance, så lå instinkterne så dybt i hende at hun ikke nænnede at udfordre nogen fra hendes nuværende position. Lyden af et mørkt, dybt, langbølget growl der var blevet båret igennem luften havde straks vidnet hende om denne hingsts størrelse. Ember sank og lod sit blik falde på ham sekundet hans silhuet blev afsløret blandt træerne. Han var svær at overse med hans farverige ydre. Det var dog ikke hvad hun fæstnede sig på først - nej, det var hans udtryk, hans kropssprog - og i så fald måtte hun tilpasse sig derefter.

Den normale, flygtige hoppe havde nok valgt at vige, at vende sig og stikke af. Embers stædighed og hurtige tankegang havde fået hende til at blive stående. Langsomt, som hingsten havde nærmet sig centimeter for centimer havde Embers hoved i takt sænket sig ned til omkring hendes bringe. Hendes mandelformede ører var søgt tilbage og lå nu fladt i nakken imens den blonde hale piskede med intervaller bag hende. Hingstens skarpe blik var noget hun undgik for enhver pris, og de blottede tænder tog hurtigt hendes opmærksomhed. Ember kunne kun begynde at undre sig over hvem fanden der havde pisset ham af, for at det så skulle gå ud over hende. Fandme nej om hun ville finde sig i det. Pludselig brød hans hårde stemme stilheden og et fnys lød fra Ember der tog sig sin tid til at overveje hendes næste trak. Denne tunge, fyrige hingst ville kunne brække hendes ben som en kvist hvis han ønskede det, og det lå ikke i hendes planer nogensinde at lade det ske. Hvad hans intentioner med denne aggressive indstilling måtte forblive et mysterie lidt endnu, så Ember bed det i sig - for mest af alt havde hun lyst til at komme med den mest spydige kommentar muligt. At gå for sig selv længe havde givet grobund til en masse ikke udlevede scenarier, så hun havde fået finpudset sine comebacks. I stedet måtte hun forsøge at vende stemningen.

"Det samme som dig formoder jeg". Hendes stemme, feminin men med en ru undertone. Det var forsigtige ord der brød den stormende stilhed omkring dem. Tydeligt var hendes muskler spændt op som en fjeder, så hun var klar til at skulle reagere, skulle det blive nødvendigt. Ember var i den grad irriteret, men havde valgt den kortvarige underkastelse til en start. Nej, hun havde ikke lagt sig fladt ned for ham, men holdt i stedet spændingen lige hvor den skulle være.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Han vurderede den lille skikkelse... Det ville være pinefuldt let at overtage med fysisk vold, men var det spændende? Ikke spor. Hans øjne spillede derfor skak og han nød underkastelsen der strålede ud af hende, da hun kom til samme konstatering som ham: Hun var svag af fysik i forhold til den store spraglede hingst. Han rankede sig nu, hvælvede halsen og det syge smil fortsatte i hans mundvig - utilregneligt.

Hendes svar var et klogt valg, taget hendes situation i betragtning. Frosset til stedet, inden han overhovedet var nået helt hen til hende. Det kunne han næsten lide - det var jo helt åndssvagt at frosse fast på sådan vis, når man havde muligheden for at flygte - Hyperion var en kraftig hingst, og trods en solid udholdenhed, så var det store legeme ikke let at få op i fart.

"Klog pige." lød hans dyriske stemme, langsomt nu. Hans sorte striber flyttede sig hen over hans muskler, som de spillede under skindet og han trådte et halvt skridt tættere på. Han indåndede hendes fært dybt og grådigt. Det var da absolut en skøn duft... Måske var hun knap så tvær som Fazluna? Han kneb øjnene sammen - tornadoen lige på kanten et sted, men han var ikke på vej til at angribe. Han nød at trække ting ud og se deres sind... Se dem slå igen. "Så, skattepige... Du er også vred på nogen?" han smurte charmen tyk på, for de fleste hopper fandt det sååå klamt, når en stærk, farlig hingst begyndte at charme - velvidende at han selvfølgelig kunne tage hende hvornår det skulle være, uanset hendes vilje. Han klukkede.

Can explain why your life turned out the way it did.

Selvom hun tilsyneladende var en hoppe i nød, så skulle man ikke tage fejl af Emberly. Hun havde ikke arvet sine forældres intelligens og snuhed for ingenting. Ikke et sekund gik til spilde fra øjeblikket hingsten var trådt inden for hendes synsvinkel. Hans størrelse og bygning var kommet bag på hende, men de utilregnelige træer havde holdt ham skjult til det sidste. For havde hun forudset en hingst på hans størrelse i ordentlig tid - ja, så kan du bide spids på at hun havde taget benene på nakken. Men her var hun, med 700 kg hingst mindre end en meter fra hende - og han viste tænder. Ember kunne mærke hvordan vreden begyndte at pible frem og stikke under huden, men lige nu var hendes hjerne på arbejde. De krystalblå øjne flakkede frem og tilbage mellem ham og den mosede jord de stod på. Det var blot et spørgsmål om sekunder før hun kunne vurdere at med hans størrelse sammenlignet med hendes - så var hun bestemt hurtigere end ham. Hvis de så samtidig stod på ustabil grund og med hundredevis af omskiftelige træer omkring dem, så var hendes chancer gode for at miste ham i en flugt. Så længe hun havde oddsene på hendes side kunne hun tage den med, ro men hurtigt indrømmede hun for sig selv at han ikke gjorde det let.

Klog pige. Det var dråben. I det samme den stribede hingst besluttede sig for at tage skridtet nærmere, lod Ember sit hoved flyve op. En advarsel fra hendes side, velvidende at det ragede ham en fjer. De sorte mandelformede ører pressede sig stadigt ned i nakken imens hun holdt hovedet højt og slap nu ikke blikket fra ham. Dette var det mest grænseoverskridende hun overhovedet havde måtte finde sig i. Et kraftigt fnys forlod hendes næsebor. Sikke en arrogant nar - synet af ham indtage hendes duft gjorde hende kvalm. Hun trak vejret i kontrollerede drag for ikke at miste besindelsen. Roligt trak hun en dyb indånding idet han igen talte til hende. Denne gange lod hun sit blik møde hans - koldt og intetsigende. Ikke nogen overraskelse. Skattepige - you make me sick. Ember besluttede sig for at skabe sig lidt rum, og lod forsigtigt sin hals hvælve ligesom hans, for at trække mulen ind til bringen og lægge forsigtigt - meget forsigtigt an, til at træde ud til siden, og fortsatte med et par skridt i en bue udenom det store, opspændte muskelbundt. Det var et smalt forsøg, det vidste hun, men blot en anelse distance ville være til hendes fordel. Med det samme hun begyndte at flytte sig lod hun atter sin stemme lyde - denne gang en smule lettere, en smule blødere.

"Ikke så meget på nogen...som på verden." vrissede hun forsigtigt, og forsøgte at sætte sit skuespil i gang. Den blonde hale gav et svirp fra sig, inden hun lod den sveje spændingsfyldt bag sig. Ember kunne ikke klare følelsen af manglen på kontrol der langsomt overgik fra hende til ham, så dette var et forsigtigt forsøg på at genvinde lidt spillerum. "Hvad har vækket din vrede?" Hun så flygtigt hen på ham og tiltede sit fine hoved en anelse på skrå. Måske han var villig til at uddybe og give hende lidt at arbejde med. Ember gjorde alt for at dette var en tango.. og ikke en solo-forestilling.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Der var bid i hende, var der ikke? Lidt stædighed imod denne voldsmagt han let kunne udføre. Små torne der stak - meeen kun ganske små. De havde ikke fået den evne at flænse nogen i skindet, knap lave et sår der blødte vel? Nej hun havde nok aldrig smagt blodets jernsmag på sin tunge. Ikke andres i hvert fald. Stirret på dem med et glubsk smil, som deres åre blev tømt og det fossede ud som et rødt vandfald. Det fine hvide aftegn kunne være kønt at gøre rødt - man kunne starte med at skære tænderne ind over lansemærket på hende - der var blødt og dejligt... Trække dem over de hårde knogler og sener. Alle disse ting farede igennem hans hoved, som hun tog hovedet op og forsøgte at danse et skridt til siden. Han tog et skridt frem, så de nærmest stod skulder til skulder. Hyperions øje var årvågne - byttet var jo lige her foran ham. Ikke om hun sådan bare ville undslippe nu. Så klog havde hun ikke været. Så var han ikke nået helt hertil.

Hingsten lyttede - hoppen ændrede karakter, langsomt og stødt. Forsøgte nu at dreje samtalen over på hans vrede. Hans næsebor udstødte et hårdt og højlydt fnys, så damp forlod ham. Han lod mulen finde hendes hvælvede hals - lige på det fine bløde spot inden de hårde knogler. Intet andet. Intet voldsomt. For han nød at hun ikke kunne regne med noget. "Verden huh? Hvad fanden har verden gjort dig, smukke?" hans stemme var tyk af charme og han åd al hendes afsky råt.

Can explain why your life turned out the way it did.

Taget alle dem jeg elsker fra mig.

Dette var den første tanke der slog hende efter at spørgsmålet havde sat sig i luften. Uden tøven havde sandheden ramt hende hurtigt og brutalt. Længe havde hun trænet for at modstå den fysiske smerte der kunne ramme hende, men i al den tid havde den følelsmæssige traume ædt hende op, stykke for stykke. Det var uvisheden der var det værste, og først nu havde hun følt sig parat til at komme videre, men kun fordi hun havde givet op. Det havde været så svært for hende at acceptere, at der ikke var mere at gøre - det lå ikke til hende at give op, så hun var vred. Vred på verden, for at være urimelig og uforklarlig. Nu havde hun lært sin lektie, at intet var til at regne med. Og allermindst når det kom til alle andre end hende selv - især lowlife specier som denne, der ikke virkede til at have bedre at give sig til end at chikanere andre. Igennem hendes vandring havde Emberly hurtigt lært at naturen for det meste var uforudsigelig hvis ikke man lærte at læse sine omgivelser. Prøvelserne havde været mange og hårde, men som tiden gik havde hun fundet sig i ét med naturen. Ikke i harmoni, men i forståelse. For var der noget der var mere utæmmeligt end noget andet så var det da den nådesløse natur.

Nu stod hun til gengæld over for et problem der krævede anderledes læsning. Kropssproget. Instinkterne skreg af Emberly, men hun var på bar bund med at aflæse hingstens næste træk. Det var en fuldkommen uvant situation, så hun forsøgte at trække på sin erfaring med terrænet omkring hende og selv være forsigtig med sine egne signaler. Hun tvivlede dog på, at de signaler hun så sendte ville blive respekteret - eller overhovedet om han tog notits af noget som helst, siden han tydelig fandt sig selv som den overlegne. Det var rent ud sagt noget møg, at han undgik at svare på hendes spørgsmål men i stedet vendte den imod hende. Aldrig havde hun dog mødt en så slesk, så højrøvet og sikker i sin sag som denne lumske satan. Det var for sent for hende at forsøge at give ham the benefit of the doubt, om der måske ikke kunne være noget godt i ham, som hun kunne forsøge at tiltale. Det var rigtig svært at se igennem, når vreden boblede i sit indre.

Emberly kunne mærke hvordan hendes grænser langsomt var ved at være nået. Idet hun havde forsøgt at trække sig til siden var han trådt frem imod hende. Det var hun forberedt på, men mærkede hurtigt hans skulder imod hendes og slap ham ikke fra sit åsyn. Ørerne stadig limet fast til nakken og med øjne der slog gnister sagde hele hendes væsen tydeligt SKRID. Meget kunne hun tage, men ét sted måtte hun trække stregen. Han havde IKKE fået lov til at røre hende. Idet hingstens rakte frem og rørte hendes hals, noget af det allermest sårbare, svang hun hovedet til siden og bed ud efter hans mule. Fandme nej om hun ville lade sådan en fremmed idiot lægge sin mule på hende. Et hvin - en tydelig advarsel - forlod hendes bringe i vrede, men hun blev stående og ønskede ikke at vige for denne magtsyge kæmpe. "Verden har bragt mig sataner som dig" vrissede hun hidsigt og trak hovedet til sig igen. Hele hendes krop næsten rystede af adrenalinen der forberedte hende på hvad som helst de næste minutter - måske endda sekunder ville udsætte hende for. Hun trak vejret let og forsøgte at holde sit temperament til det acceptable. Ember trak sig endnu et skridt væk i et forsøg på at komme uden for hans rækkevidde, for at undgå hans berøring. Ember var ikke en sjæl der gav sig hen for at blive tæmmet. Tvært imod var hendes frihed noget hun vægtede allerhøjest. "Så spar mig venligst, for fornøjelsen af dit selskab". Halen gav et svirp bag hende som sarkasmen emmede fra hende. Dette var nok den pæneste måde Emberly kunne formulere ordene "fuck af" på, selvom hendes ansigtsudtryk sagde det hele.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Det var morsomt at se det hele foregå i hendes øjne, hendes sind. Kroppens tydeligt plagede sprog overfor ham. Han fnøs højlydt af hendes hvinen. Det tog nogen tid at svare ham - og det var ikke just pænt det hun sagde, ej heller det hun gjorde. Det eneste Hyperion havde gjort, var at overskride en fysisk grænse: Den der ikke kunne døje den slags, måtte være svag. Derfor spillede et sygt smil på hans sorte læber, blottede hans hvide tænder og bød ham blot at frustrere hende til den grænse, hun så tydeligt stadig forsøgte at have. Det var ikke det hele han fik: Ikke al vreden. Nej det var faktisk en tilbageholden vrede. Klog pige.

Og kedelig. Han growlede igen og lod sin egen hale svirpe hårdt bag ham. Satan var jo et smigrende ord for ham! Og fornøjelse? Jøsses hun var jo lige til at tage og smage på. Fuck af - nej ellers tak. "Tak for invitationen til at skride - men nej tak, det er da langt mere interessant at stå her og se dig falde fra hinanden." hans stemme var et ulmende monster - en tikkende bombe, men alligevel så ren og charmerende. Hans øjne stirrede på hende, som hun stirrede på ham - han var ovenpå situationen. Han skulle nok få stillet et eller andet behov her.

Han fortrængte mange ting: En af disse var hvorledes han engang havde ladet sig ind til et dådyr. En hoppe der havde flygtet gang på gang, men aldrig havde han lagt en uønsket hov på hende. Det var ham... hans ord. Hans sind. Det var det hun flygtede fra: For han kunne ikke love hende, at være hendes prins. Kun at han ville være mørkets.

Can explain why your life turned out the way it did.

Ember begyndte at indse at det var ligegyldigt at forsøge at spørge hvorfor han gjorde som han gjorde. Hun ville få absolut intet ud af det. Ikke andet end flabet sarkasme, ligesom hun havde givet ham igen. Som vreden ulmede i hende begyndte den dog langsomt at dø hen som hun fik talt sig selv til fornuft. Der var ingen grund til at bruge sin energi og tid på sådan en som ham. Hingsten var jo for viderekomne! Det var tydeligt i hans blik hvordan han frydede sig over hendes reaktion på hans påtrængende og truende adfærd, men selvfølgelig bragte det ham underholdning når hun lod ham gøre præcis hvad han ønskede. Hun slog fra sig, men åbenbart til ingen nytte. Det var ikke fordi der skulle mere til før han forstod en hentydning... nej, han forstod den skam. Han var bare fløjtende ligeglad. Så hvorfor ikke bekæmpe ild med ild?

Som Ember stod model til hans nedgørende ord, begyndte hun langsomt at samle sig selv. Det var et kort overvejende øjeblik før hun faktisk valgte at tage hans ord til sig. Det var vreden der var blevet til fornuft - men tvivl ikke, hun var stadig uendeligt irriteret. Langsomt fik den unge hoppe reguleret sin vejrtrækning og samlede forsigtigt hovedet til sig. Hendes krystalblå blik slap ikke hingsten i et sekund, for det ville være idiotisk at lade paraderne falde i sådan et intenst og indirekte opgør. Uden diskretion kørte hun langsomt og dømmende elevatorblikket over den farverige hingst der bar et øretæveindbydende smil, inden der lød et svagt "Hm" som et hånende fnys fra hendes næsebor. Uden anden indvending trådte hun til side og begyndte at gå. Bort set fra hingstens truende adfærd og idé om at skulle forholde sig helt oppe i smasken på hende, så var der intet der holdt hende fra at gå.

Med blikket fæstnet målbevidst mod træerne, holdt hun vejret et sekund. Tanken slog hende og det stak i hjertet... hvad ville mor have gjort?

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Kampen i hendes indre morrede ham, som de få tegn på hvad der foregik bag skallen på hende, brød frem til overfladen. Han fnøs af den ynkelighed hun synes at være. Ung og bestemt ikke ligeværdig med ham. Nej, så ville hun jo have været noget mere interessant. Givet ham en større udfordring. Været mere rapkæftet, mere levende og måske endda forførende. Han gad ikke sådanne typer som hende mere. Små. Irritable. Bedrevidende. Hun valgte at lave et elevatorblik og sige: Hm.

Og det var dråben. Det var for langtrukkent, for kedeligt og hun var ganske simpelt ikke interessant nok. Han lyste op, da hun trak sig og hans krop fulgte efter i sine tunge, stærke skridt. Han ville vække hende lidt, det var ikke nok med den tykke charme og hans provokerende adfærd. Der skulle stærkere midler til. Hyperions næsebor udvidede sig og hans øjne var spændte af nydelse allerede. Hingsten havde vreden. Fra før. Men den var ved at udløse sig. Tilfredsstille sig. Han havde ingen problem i skridt - hun skulle have galoperet. Hans krop mødte derfor hendes, i samme nu som hans bid velplaceret søgte hendes nakke.

Can explain why your life turned out the way it did.

Dette var et kæmpe nederlag. Fuldstændig på udebane og uden at ane råd følte den unge hoppe sig virkelig ynkelig. Aldrig havde hun skænket det en tanke, at sådan en situation nogensinde skulle blive en realitet. Skønt hun havde løbet om kap med tiden, rystet ulve af sig og navigeret igennem ørkenens strenge sol, så var dette første gang at hun følte sig svag og uforberedt. Denne kraft, en utilregnelig og nådesløs sjæl som universet havde valgt at sende hendes vej skulle blive hendes hid til ypperste udfordring. Det skulle ikke være nogen hemmelighed at det så sort ud. At hun ikke anede hvad det bedste træk ville være. Tilbage var der blot instinkt, og i sekunderne der ledte op til hans første angreb, slap hun alt andet og lod sit indre instinkt overtage. Frygten, adrenalinen - vreden.

Hvad der præcis måtte foregå inde i hovedet på det enorme kødbjerg var ikke noget hun havde tænkt sig at stoppe op og spørge ind til. At han måtte finde hende kedelig var kun et tegn på at hun havde taget de rigtige valg. At være manipulerende og forsøge at forføre sin modpart for at undslippe deres sadistiske kløer var igen ikke noget hun havde haft megen erfaring med. Denne situation havde aldrig budt sig, men guderne måtte vide at hoppen havde noget at skulle tillære sig for at begå i sådan en uretfærdig verden. Lige så utilregnelig som naturen var denne hingst der først med charme og aggressivitet havde forsøgt at starte noget i hende. Emberly, skønt stædig, var blevet usikker. At vende ryggen til sådan en som ham skulle vise sig at være den største fejl hun kunne begå - men herfra skulle den unge nok vise noget af det han søgte.

Den mørke hoppe nåede ikke mange skridt inden hun mærkede hans ånde i nakken, og høre hans tunge skridt føre op til hende. Lige som han bed ud efter hende havde hun vendt hovedet en anelse for at se tilbage. Synet af hans blottede tænder der strakte sig efter hende, sendte i sekundet hendes ører i nakken, blottede tænderne og med et hvin bed hun kraftigt ud efter ham - men uden held. Sekundet var tabt og hun mærkede hvordan tænderne gravede sig ned imod hendes skind. Nu slap instinkterne løs, adrenalinen frigav sig i hendes årer og frygt og vrede tog over. Med alle kræfter fik Ember kastet hovedet op og tilbage, inden hun hev det ind under sig og bukkede så hendes bagben fløj i retning af hingsten, alt i et forsøg på at vride ham af sig. Hvis blot hun kunne få et godt spark sat til ham, ville hun måske få en chance for at sætte i galop. Panikken var tydelig at se i hendes blå øjne, og i sekundet han greb hende følte hun sig atter som et hjælpeløst lille føl.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Reaktionen var kamp. Panik. Hun havde aldrig mødt en der udfordrede hende, hva? Han trak på smilebåndet, som vreden fandt forløsning igennem hans tænder. Hendes først ynkelige forsøg på at bide ud efter ham, fik en grum latter til at bore sig op af halsen på ham, men han slap ikke det tag han solidt fik plantet nederst ved hendes man. Han greb fat, i ønsket om at smage blod, for da ville vreden i hans sind finde en større nydelse end før.

Reaktionens kamp og panik viste sig der: Med hovedet nede og angribende spark efter hans store krop - han stønnede ved et slag i flanken - men var der en ting en sådan krop af hans kaliber var skabt til: Så var det at kunne tage et slag. Hoppen her ejede ikke en synderlig råstyrke eller kampteknik - hun var ganske givet hurtigt, og hvis han skulle knække hende, ja så ville det kræve at han holdt fast. Så han flyttede sig, omend langsommere end hun sparkede, så han tog flere slag, der alle fik ham til at stramme tænderne og lyne i de blå øjne.

Ville hun give op? Hans forben løftede sig så, i et hårdt ryk imod hendes mave og brystben. Stop så, kælling. hans øre var tilsvarende i nakken, men hans kick indeni red på en bølge af nydelse fra vredens forløsning, da tænderne synes at gå igennem skindet.

Can explain why your life turned out the way it did.

Et hvin for igennem hendes strube som hun mærkede hingstens tænder finde greb nederst om hendes man. Panikken havde sit tag i hende, og på trods af at hun mærkede hvordan hun fik sat et par kraftfulde spark ind, så gjorde det næppe nogen forskel på trods af at hun brugte al styrke i den slanke krop. Hingsten var enorm, og hans greb blev blot stærkere om hendes slanke hals jo mere hun kæmpede imod. Hurtigt fik han sat en stopper for hendes buk, da luften blev pludselig trukket ud af hende. Hans knæ satte sig lige nær hendes brystben og slog fuldstændig vejret ud fra hendes lunger. En stikkende smerte bredte sig hurtigt i hendes bryst og op langs halsen, hvilket fik hende til at hive svagt efter vejret imens det sitrede med adrenalin i hele hendes hvælvende krop.

Udmattet og forpint stoppede hun op med alle fire plantet solidt i jorden og hovedet havde søgt ind imod bringen. Hun hev stille efter vejret og det var tydeligt i hendes øjne at det gjorde ondt ad helvede til. Dette var dog det mindste problem, for da slog hun øjnene op og gav endnu et smertefuldt hvin fra sig da hun med en præcision der gav et pinende ekko i hendes indre tydeligt mærkede hvordan tænderne prikkede sig igennem hendes skind. Varmen fra blodet der langsomt piblede frem kunne hun mærke hvordan det langsomt gjorde sin vej ned langs hendes skulder i små kanaler. Fuck, fuck FUCK. Til trods for den dunkende smerte og forskrækkelsen der havde sat sig i hendes indre, stod den unge hoppe nu fuldstændigt stille i frygt for at gøre mere skade, hvis nu hun skulle hun komme til at flytte sig under hans bid. Aldrig havde nogen hun havde mødt lade sig overtræde hendes grænser på så grov og hensynsløs vis. Ganske naivt havde Ember aldrig overvejet en sådan situation, hvor hun ikke med snilde kunne se sig ud, uden de store konsekvenser. Selvfølgelig havde verden en noget så syg og sarkastisk humor, for virkede livet først lidt nemt, så skulle man hurtigt komme ned at ligge.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hyperion havde opnået en tilfredsstillelse og han havde i den grad formået at få hoppedyret til at indse, at verden ikke lå for hendes fornemme fødder. Der var retningslinjer man burde følge og NÆSTE gang ville hun ikke slippe så let, hvis hun atter var udenfor sit felt. Næste gang måtte hun søge en klogere vej ud igennem et greb som han. Han smagte blodet og øjnene lullede om i baghovedet af tilfredsstillese.

Men det var også det. Hyperion trak sig og hysterisk lo han - velvidende at det var bare en anelse sjovere at efterlade hende her i Darkena alene og blødende, end at dræbe hende. Se det kedelige i at dræbe, var at man aldrig kunne spooke den samme hest igen. Og det var der en vis magtliderlighed over at kunne... Han fortrak sig med sit grumme smil og piskede med halen en enkelt gang. "Ses skat..." hviskede han lovende.

/out

Can explain why your life turned out the way it did.